gode være ?.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Det gik vel hurtigt op for Kieran at Petrus også havde en grum fortid? Børnehjem og det hele? Det var i hvert fald ting i mange henseender, som ikke ligefrem var at prale af. Var det også derfor at de rent faktisk stod og snakket nu? Jo mere manden fortalte ham, jo mere måtte han trække på smilebåndet.
"Kom.. Gå med mig." I forvejen brød han sig heller ikke om, at blive stående i for lang tid på det samme sted, og særligt fordi, at han var bange for, at vagterne ville komme efter ham. At han selv arbejdede i køkkenet, som en traf for sine handlinger, var mærkværdigt. Dog måtte han sande, at den mand var heldig. Man plejede at se folk miste fingre eller hænder, for deres tyverier. "Desuden har du været heldig." forsikrede han ham denne gang, inden han selv blot valgte, at bevæge sig og gik. Han forventede selvfølgelig, at han ville følge med.
Kieran vendte blikket mod ham endnu en gang. "Jeg kommer selv af en underklasse.. Min moder blev slået ihjel på baggrund af racehadet mellem lys og mørke," fortalte han. Ganske vidst en renracet warlock, men hans moder var fanget i Procias.. De havde sendt ham på gaden i håbet om at det ville tage hans liv. Hvor havde de dog taget fejl.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus føler efter ham med grisende " hvor er det de ville havde jeg skal komme med hen?" spurte han men følgede ham alligevel, noget sagd til ham at han godt kunne stole på ham af en eller gund han ikke lige kunne. Sætte finger på. " det gær mig ondt det med deres moder men de virker dog ikke som hende" sagde han i venligt ment, han var lidt spændt på vor han ville føre os hen. Han følte sig bondet til ham. Nok fordi de havde flere ting til fælles nok flere ind der var nævnt.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kierans blik faldt denne gang til Petrus skikkelse. Hænderne foldede han denne gang over ryggen i stedet for. Det var godt at bevæge sig en smule. "Jeg holder til i Manjarno," begyndte han denne gang. Helt præcist hvor, var han stadig ikke meget for at sige. Særligt ikke, når de havde mødt vagter en gang, og han vidste, at de ville elske at bringe ham bag lås og slå, hvis de vidste, hvad han havde gang i.
"Min moder var en mørk kvinde, som var fanget i lyset. Hun forsøgte at tilpasse sig, men levede ikke op til deres tilfredsstillelse.. Kampen mellem lyset og mørket, ønsker jeg skal stoppe." Nej.. Han var på igen måder som sin mor, men til tider, var det fristende, bare at give efter for det. Men han gjorde det ikke.. Det var virkelig frustrerende faktisk! "Men igen.. Jeg holder til i Manjarno.. Jeg huser en gruppe individer, som har været ude for det samme som jeg, og som ønsker at gøre noget ved det," fortsatte han. Mon Petrus kunne finde du af, hvor han var på vej hen?

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus kunne nu renge ud vem denne mand enlig var, han var ham der havde lavet oprørs gruppen. Det han også godt samme. Med at han ikke ville ses af vagterne. Petrus havde hørt lidt om ham, på slottet, han havde fatisk respekt for hans arbejde især, fordi han var warlock og det han gjore lå så langt væk fra hans race. Petrus kunne ikke lade vær med at smile lidt. " jeg respekter virklig det de laver, jeg gjore klogt i ikke st melde dem" sagde han. Denne mand tog sig af de svage. Petrus for stos nu også vorfor denne mand gik meget i skyggerne.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvor vidt omkring rygtet om hans gruppe var kommet, vidste Kieran ikke, hvor han derimod hellere bare ville fortsætte, som han havde gjort hidtil. For ham, var det faktisk det vigtigste af det hele, og det alene, var han nu heller ikke bange for at indrømme. Et kort smil passerede hans læber. "Jeg ville værdsætte, om De ikke meldte mig," sagde han denne gang.
Kieran fortsatte med at gå. For ham, var det nemlig vigtigt, at komme videre, og gerne så hurtigt som muligt. Han var en mand, som levede i skyggerne, hvor han samtidig tog sig af dem, som ikke selv, var i stand til at gøre det. Mange var tabt bag en vogn.. misbrugt og udnyttet, samt slået så meget ned, at de ikke kunne komme op igen. Det var nemlig disse, som han ønskede at hjælpe. "Forstå mig ret," fortsatte han, da han endnu en gang, vendte blikket mod ham. "Folk, og særligt de store vil gerne hindre mig i at fortsætte, hvad jeg gør, og de gør det desværre overraskende godt," sagde han denne gang. Det var ikke just noget, som hjalp ham, men han forsøgte da at gøre det så godt, som det nu var ham overhovedet muligt.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus " jeg forstå ikke deres argumenter for dem der vil stoppe dem i deres arbejde, de de kæmper for er kun i mine øjne godt" sagde han i respekt . " de giver håb til sem der ikke kan stå på sine enge ben selv, jo hvist nogen af de ting de er, gå ude. For reglementet, men regler er nogen gange også laves for at brydes" sagde han. Han fulgte stadigvæk med han ville skide på de adlige ville blive sure de havde mad nok i forvejen, og det var ikke fordi de maglede noget eller døde af at mangle noget.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran kunne lide den måde Petrus anså alt dette på, og det var det, som han havde tænkt sig, at udnytte lidt, hvis han fik muligheden for det. En mand som ham, var i besiddelse af så meget, som han hellere så brugt et andet sted. Ikke at det var nogen hemmelighed. Kunne han stole på ham? Det var jo en virkelig stor ting, kunne man sige. "Men det gør de," sagde han denne gang, som han endnu en gang, måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Tungen strøg han kort over læberne. "Det er ikke alle, som kan selv, og det er svært for mig, at holde gang i det hele, selvom jeg virkelig forsøger," sagde han denne gang. Ikke var det nogen hemmelighed, at det forholdt sig således, for det handlede udelukkende om at forsøge.
"Hvorfor er du i Dvasias og på slottet, hvis du ikke kan lide at være der?" spurgte han denne gang. Det var ting, som han jo måtte erkende, at han ikke helt forstod. Selv ville han hellere miste livet, end at leve af ting, og omkring i et miljø, som han slet ikke ønskede sig. Derfor levede han også med den kæmpe risiko, som han gjorde nu.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus forsatte med at gå med ham lyttede til det han sagde og nikkede " ja jeg tro gene gerne det vil være hårdt jeg vil geren hjælpe dem lidt fra siden linjen frivillig så i kan få mad på boret." sagde han Petrus havde nu sine grunde til at blive på slottet" det er heler ikke altid så slemt at være på slottet, det var set job Jeg kunne få der kunne give mig løn, og penge behøvede jeg, ud over det havde vagter smidt mig i fange huldet for tyver rig, jeg fik en ny cankse som køken hjælpe og da de så jeg kunne lave mad, blev jeg kok i steden" svarede han. Ud over dette var der ro på slottede vor han kunne være på sine dårlige dage, og hvor de flete kende til hans dårlige vaner og raspetede dem, han havde ikke lyst til et folke fær skulle se dem bare sådan lige.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Mad på bordet, ville til enhver tid, være at foretrække, også for Kieran. Han havde mænd, kvinder og børn, som alle skulle have, og det var begrænset, hvad han kunne gøre ved det, på egen hånd. "Jeg ville værdsætte at få mad på bordet, hvis dette kunne arrangeres," sagde han oprigtigt, også fordi at det betød meget for ham, og særligt for det folk, som han husede hjemme i ruinerne.
At Petrus havde det godt med de omstændigheder, var jo også fint nok alt taget i betragtning. Han forstod godt, at man gjorde hvad man kunne, for at holde sig ude af fængselscellerne. "De celler på slottet, skulle heller ikke være det værd, af hvad jeg har hørt," sagde han denne gang. Han havde selv formået at holde sig ude til nu. Heldigvis. Han hævede sig en anelse, idet at han atter rettede sig en smule op. "Du har været heldig. Meget heldig," endte han denne gang. Han kunne have mistet hånden eller lignende, og her stod han.. En kok med løn og arbejde. Hvor heldig kunne man have lov til at være?

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Pretrus fik et lille smil frem på læberne " det har jeg vel " de orsatte med at gå. Men så stoppe han op " her" han rakte ham snoren med den ene gris. " tag den med dig jeg vil komme og lave den ved jer i aften. Vis det er ok, jeg vil hjælpe jer med maden men vor meget mere jeg kan og vil hjælpe med kan jeg ikke love, jeg vil være jeres kok frivilig men jeg fortrækker ikke at havde noget. Af jers andre plander at gør af selviske grunde " han havde ikke lige fram lyst til at ryge i brummen endnu en gang

[Kieran Pamariaz Acheron]

At Petrus gav ham den ene gris, forundrede Kieran dybt. Det ville uanset ikke blive nemt, at få den med igennem landet, men han var jo nødt til at prøve. Den ville uden tvivl brødføde mange mennesker, og det var det vigtigste for ham lige nu. Et kort smil passerede hans læber, idet han tog imod rebet. "Du vælger at give mig en hel gris?" spurgte han denne gang. Han bed tænderne en smule sammen. Tak.. Det var virkelig det eneste, som han havde i hovedet lige nu. "Jeg takker mange gange, Petrus. Denne vil kunne brødføde mange mennesker," sagde han denne gang. Der var en tydelig taknemmelighed i hans stemme. Det var virkelig alt, som han kunne gøre ved det her lige nu. Ingen tvivl om det.
"Jeg forventer intet af dig, Petrus.. Forstå, at det her, er det vigtigste og bedste som kunne ske for os.. Jeg takker.." sagde han endnu en gang. Han trak let i grisen, som flyttede sig fra manden, som den stod ved, og kom tættere på ham. Det var den største gave, som nogen nogensinde ville kunne give ham og hans folk.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus smillede lidt det med at smile var ikke altid så vandt fra hans side. " tja slotet ved ikke at jeg købte 2 gise og der burte være godt med mad i den ene, det jo ikke små grise jeg har valgt mig" sagde han stadigevæk med et lille smil. At folk få mad er det der gør mig glad, selv de folk har ikke fortjænt at sulte det der igen der har, selv fangerne i fanget huldet på slottet får mad, mad er noget alle fortjener udanset hvem de er hvad de har gjort, hvad de stå for hvad de gør, mad er et behov vi alle skal havde ret tilnatfå dækket."

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran trak let og tilfredst på smilebåndet. Nej, det var ikke ligefrem smågrise han stod med. "Hvilket du har ret i," sagde han denne gang. Han nikkede bekræftende til dette, inden han tog mere om rebet, i frygten for at grisen skulle løbe fra ham. Den ville virkelig komme utrolig godt med i lejren. Ikke at der herskede nogen tvivl om det.
"Jeg huser virkelig mange i lejren, hvor vi holder til, Petrus. Om du vil.. og har brug for forandring.. Så søg til Manjarno," bad han denne gang. Som så mange andre, havde denne mand, tydeligvis haft et hårdt liv, og det var dem, som han ønskede at hjælpe, såfremt, at han fik muligheden for det. Et kort smil passerede hans læber. Det var også snart på tide for ham at søge videre. "Jeg har været her længe nu.. Jeg må snart videre. Igen, tak for grisen. Du ved ikke hvor mange munde, denne kommer til at mætte," fortalte han denne gang. Han var ham virkelig taknemmelig. Det var jo en kæmpe hjælp!

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus " der ingen grund til at takke mig jeg gør bare det jeg mener er det rigtig, for folk kan overleve" sagde han og så på ham petrus var ikke den mand der var den mesdt smilende person. Til tider kunne han godt være det, med ham var det meget varierende. " pluds slotede ved jo ikke jeg købte har købt to grise jeg skiver ikke ned hvor. Meget jeg køber " sagde han . Kieran virkede som en god mand ingen tvil om dette, og Petrus ville gerne hjælpe ham fra side. Linjen med at tilberade mad for dem, men være en del af hans slag fast ønskede han ikke .

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var selvfølgelig meget taknemmelig for det, som han havde fået ud af dette, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "For dig, er det måske ikke noget, men for os, er det her meget stort," fortalte han denne gang. Den ville være i stand til at mætte rigtig mange mennesker, og derfor var han glad for det.
"Kom til Manjarno, om du skifter mening. Der vil være plads til en mand som dig, og med dine talenter," sagde han denne gang. Han nikkede anerkendende mod manden igen, inden han tog grisen mere ind mod sig. Det var på tide, at komme hjem igen. Han ville ikke stå her med risiko, for at andre ville tage den flotte gris fra ham. "Jeg takker igen, Petrus. Jeg håber, at vores veje atter engang vil krydses," sagde han denne gang. Han nikkede anerkendende mod ham, men også som en afsked. Her begyndte han at gå, for at komme hjem. Han ville meget gerne hjem med denne fantastiske gave. Det ville uden tvivl overraske dem alle sammen.

//Out