gode være ?.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus går rund på markets plassen, kigger efter grønt og kød til køkknet. Han er noget små irriteret over at han personlig ikke syndes at slottedet få gode være ind, i den kvalitet han ville havde. Så nu han taget ud på engen hånd. Han kunne godt tænke sig noget levned frisk kød, som han selv kunne tilberade. Han syndes det er irratende at han skulle bruge tiden på dette, for der var en del opgaver på slottedes der skulle gøres i køkkner, og det kunne godt være stressende som den eneste kok. 
Han elskede og lave mad det var noget af det besdte han hviste, men det skulle også gå efter hans hovede. 
Han tog sig god tid for at kiggede nøje på værende på mege, han spurte da af og til om han måttede prøve smage nogen af tingen, inden han ville købe dem, det skulle jo være godt, en kok på et slot kunne ikke være bekendt, at servere mad være i dårlig kvalitets. Det gik ikke, han var jo nød til at leve op til jobbet, han havde haft jobbet længe og ønskede at beholde det. Han kom forbi en bod der solgte søer. Han så nøje på dem fik lo v til at rør dem, føle på dem han ville sikkrede sig de havde det godt, frisk sundt kød var det besdte. Selvom soen skulle slagtes og bruges som mad, sat han pris på at dyret havde det godt, var sund og rask. Det gjore noget ekster godt ved smagen af kødet. Men han kunne nu også godt lide dyr, han så ikke grund til at mishandle et uskyldig dyr. Heller ikke er dyr der blot skulle bruges til mad
Han beslutede sig for at købe 2 af de pæneste. Søer markets manden havde. Han fik dem i snor og forsatte sin tur vider rundt på market.  Han kom forbi en frugt handler olg købte noget frugt men også to æbler til søerne, de skulle. Da havde lav til at nyde den tid de havde tilbage, de skulle da ikke straffes for de se skulle. Blive til mad, sådan en mand var han ikke.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Det var ikke ofte, Kieran befandt sig i Dvasias, og særligt ikke på markederne, men af den grund, så var han der i dag. Der var mange mennesker. Han var næste overrasket over, hvor godt Dvasias havde hævet sig fra den dårlige økonomi, som de havde haft igennem flere år. Måske, at han skulle søge til Castle of Darkness, for måske at se, hvad Silia og Nathaniels indstilling, var til blandingsracer? Han selv var en forkæmper for deres rettigheder, også selvom han var en renracet warlock, bærende af to rigtig store navne i dette land. Dog var det ikke noget, som han havde tænkt sig, at rende rundt og prale med, eller reklamere med for den sags skyld, da han var vant til, at det gjorde folk utrygge eller ukomfortable omkring ham. Det var jo ikke ligefrem det, som han ønskede, når han mest ønskede et liv i skyggerne.
Med kappen om sin krop, holdt han sig mere i baggrunden, hvor han betragtede sig af de mange, som passerede ham. En mand med to grise i snor, var dog, hvad der fangede hans interesse. Ikke var det billigt, at købe den slags, så.. hvad mon han var for en?
Kieran lod hovedet søge undrende på sned. Manden virkede til at være en mere munter en af slagsen, og med de to dyr i snor efter sig, var han også en, som man uden tvivl bed sig fast i, og ikke kunne undgå at følge med blikket. Armene lod han denne gang søge over kors. Hans øjne lyste nærmest op i den klare blå farve, da lyset ramte helt rigtigt. Højest besynderligt var det virkelig. Ikke sagde han så meget som et ord. Han fulgte derimod manden med blikket i stedet for. Det var mere fascinerende.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus mærkede at nogen kiggede på ham, næmest forfulgte ham. Han stadsede op og så rundt fik øjen kontakt med en fyr, der stod og kiggede på ham med blå lysende øjne. Petrus kiggede ham tilbage i øjne " hey dig der hvad sørren laver de ?v spurte han med sin natulige rå og hæse stemme der var ikke noget truende i eller noget. Han kunne godt mærke en forvirring inde i sig selv. Han var jo halv magiker og halv Warlock en stor modsætning. Manden virkede både intrassant, og samtidig var der noget i ham, der gjore han fandt den framede fra stødende. Han gættede på han måtte være en Warlock. Petrus næmede sig den frammede med grisende. Han ville gerne se nærmer på den fremmede finde ud af vem han var og hvad han ville side. Han stod ser og gloede på ham .

[Kieran Pamariaz Acheron]

Ikke rokkede Kieran sig ud af stedet, hvor han denne gang, lod blikket følge denne unge mand. Han så ung ud, men selv han vidste, at skindet kunne bedrage, så derfor blev han stående, hvor han gjorde i forvejen. At han dog havde fanget sig af mandens interesse, forundrede ham på ingen måde. Han lod hovedet søge en smule på sned. "Hvad jeg laver?" spurgte han denne gang. Et kort smil gled over hans læber. "Jeg gør brug af min fulde ret til at stå og betragte de mange væsner, som passerer mig på markedet," pointerede han denne gang med en rolig stemme. Armene lod han denne gang søge over kors. Ikke var han bange for at føre en samtale med nogen heromkring, da det nok mere var det, som han fik noget ud af. De blå øjne betragtede sig af manden, som var foran ham. Umiddelbart ikke en, som sagde ham så meget, men igen, så var det sjældent, at han befandt sig her. Han foretrak nu mere, at holde sig væk.
"2 grise.. Det er bemærkelsesværdigt," tilføjede han denne gang. Sådanne to, ville komme godt til i hans lejr, selvom han tvivlede på, at han ville få dem med. Ikke var han en tyv, og ikke tog han. Han var der derimod af helt andre årsager.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus luftede øjne brynde over det han sagde og især om hans to svin " de her to svin skal med op på slottede og gøre godt med at blive. Stekt i flemmer. Og marinade " sagde han blodt han så på manden han viste ikke helt havd han skulle syndes om denne herre. " isteden for at stå og kig på rasserde burte de da heller. Kigge på hvad market kan tilbyde dem" sagde han lidt kort for hovdet . han kiggede rundt og og så på manden igen. Han viste ikke helt om han kunne stolde på at denne herre ikke lavede noget ged i det helle .

[Kieran Pamariaz Acheron]

Arh! Manden var kok eller slagter. Umiddelbart, var det også det første, som lige slog Kieran. Nuvel.. Selv de royale og ledende af et land, skulle jo selvfølgelig også have sin opvartning i hoved og røv, for at få tingene som de gerne ville have det. Selvfølgelig! Han rystede kort på hovedet. "Hvor meget af de to flotte svin, tror du, de får spist?" spurgte han pludseligt. Så mange var de heller ikke på slottet, af hvad han var kendt med. Han lod hovedet søge langsomt på sned. De isende blå øjne hvilede endnu en gang fast på denne mand.
Penge var ikke just en ting, som man kunne sige, at Kieran gik rundt med i lommen. For nogen var han god, og hos andre, var han en hadet mand, så det handlede egentlig bare om at tage tingene, som de nu måtte komme. Han trak næsten morende på smilebåndet. "Jeg fornemmer, at min tilstedeværelse er uønsket?" spurgte han denne gang. Alene det, var ikke noget nyt for ham. Overhovedet ikke faktisk. "Er du kok eller slagter på Castle of Darkness?" spurgte han denne gang. Han kunne dog hurtigt konstatere, at manden arbejdede i køkkenet, men dertil var der jo rigtig mange jobs i forbindelse med det.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus så på ham pg tykkede på ordet uønsket " uønsket og uønsket, lad og bare sige at jeg kende halvt så godt deres race som de så findt kalder det" sagde han hvad skulle han sige han kendte ikke denne mand personligt, han var både draget og foragtet af manden på samme tid, det var ikke nemt at være en balning af to modsætninger, han var jo halv magiker og halv warlock som gjore på den eneside var han tiltrykket af lyset den anden del var tiltrykket af mørket, vilken skabte en masse forviring balndet i ham. Personligt kunne han ikke poståd han havde noget mod denne herre da han ikke var ham bekendt, og så vel og mærket ikke havde gjordt ham noget. Petrus så ham i øjnede " jeg er kok og kan sakens slagt jeg fortrækker at gør tingende selv" sagde han bestemt

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus så på ham pg tykkede på ordet uønsket " uønsket og uønsket, lad og bare sige at jeg kende halvt så godt deres race som de så findt kalder det" sagde han hvad skulle han sige han kendte ikke denne mand personligt, han var både draget og foragtet af manden på samme tid, det var ikke nemt at være en balning af to modsætninger, han var jo halv magiker og halv warlock som gjore på den eneside var han tiltrykket af lyset den anden del var tiltrykket af mørket, vilken skabte en masse forviring balndet i ham. Personligt kunne han ikke poståd han havde noget mod denne herre da han ikke var ham bekendt, og så vel og mærket ikke havde gjordt ham noget. Petrus så ham i øjnede " jeg er kok og kan sakens slagt jeg fortrækker at gør tingende selv" sagde han bestemt

[Kieran Pamariaz Acheron]

Denne mand var en hård en af slagsen, hvilket var noget som Kieran godt kunne lide. Alene det, var heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge skjul på. Han blev dog stadig stående på sin plads. "Du er varyl.. Magiker og warlock." Magien kunne han nærmest mærke, flyde i mandens årer, og det var nu heller ikke noget, som han havde noget imod. Faktisk var det her noget, som han ikke havde noget imod. Denne mand, faldt indenfor den målgruppe, som han selv søgte efter, så monstro, at han skulle undersøge det bare en smule mere, end hvad han havde gjort frem til nu?
Igen lod Kieran blikket falde til grisene bag ham. "De ville komme bedre til gavn et andet sted," pointerede han denne gang. Det var ikke blandt de ledende og royale på slottet. Det ville være spild af godt kød. Også i hans øjne.
Igen lod han de blå øjne falde direkte til mandens skikkelse igen. Var manden mon tilfreds med sin tilværelse på slottet? Han selv kunne ikke forestille sig, at liv bag 4 høje stenmurer. Det kunne i hvert fald godt mærkes. Ingen tvivl om det.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus så hårdt på ham, med et hårdt blik. Han ved ikke lige vordan han skulle takle at han sagde vad han var.da han siger. Det med grisede brød han sig ikke om. " hvad mener med det den siger ?!" sagde han hårdt næmest truende. Fordi han ikke vordan han skulle reager.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran tog sig ikke af, at denne mand reagerede så voldsomt, som han gjorde, men han var jo også bare ærlig. De to grise, kunne være til bedre gavn for så mange andre, end de to, som sad som ledende af Dvasias. Han kneb øjnene svagt sammen denne gang. "Jeg hæver ikke stemmen.. Hvorfor gør du?" spurgte han denne gang. Han selv husede kvinder og børn, og det var bestemt ikke nemt, at brødføde dem alle sammen, selvom han virkelig forsøgte at gøre det. Det handlede jo om at gøre, hvad man kunne, og få det ud af det, som man nu var i stand til at gøre. "Jeg siger blot, at de to grise, vil være til bedre gavn et andet sted, end på Castle of Darkness." Denne mand var da en typisk dvasianer, af hvad han kunne mærke, sådan som han reagerede, men ikke var det noget som gjorde ham det mindste. Det handlede vel egentlig bare om, at få gjort dette klart for ham, at han ikke var ude på at gøre noget ved ham, eller tage de grise fra ham? Desuden var det også begrænset, hvor hurtigt han ville kunne storme fra stedet, og at synke ned på niveau med en tyv? Det kom da slet ikke på tale!

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Det var ikke fordi han var typisk lykkelig over at tjæne slottede men det var at stå i køkknet han var lykkelig over og loijal over for. " jeg hisser mig op over at de er så frak at komme og fortælle mig de grisse her tjæner et beder sted ind mit køkken !!" det tog han maget personliget, det ikke så meget det at være kok på slotet men det med han var kok og god en kok der betød noget for ham. " jeg er kok og jeg er klag over at dissr grise. Bliver lavet godt, jeg ville ikke finde mig i hvis de tro at en anden kok ville kunne savere dem beder !"set med han var kok havde en kæmpe betydning for ham, lige meget vor han så havde været kok henne. Selv vis han havde været gade kok ville han havde været lige så stoldt. At lave mad var noget af det eneste han følte sig god til og det stod ham nært .

[Kieran Pamariaz Acheron]

Havde Kieran overhovedet angrebet hans arbejde på slottet? Det ville han ikke umiddelbart mene, at han havde gjort. Hans blik vendte han denne gang i retningen af hans skikkelse igen. Hovedet lod han søge på sned. "Jeg vil ikke mene, at jeg har angrebet dit arbejde på slottet," sagde han denne gang. De to grise, ville kunne brødføde så mange andre, på et sted, hvor der ikke var mad at finde, mere end de vil kunne gavne de to ledende af Dvasias.
Ikke var det en hemmelighed, at Kieran ikke havde den store respekt for landets ledelse. Det havde han heller ikke haft før Silia og Nathaniel havde taget stillingen fra Jaqia. Ak ja.. Der skete meget her til lands, og han vidste, at man skulle være påpasselig med at sige sine meninger alt for højt.
"Har jeg fornærmet dig i dit arbejde?" spurgte han denne gang direkte, som han lod de næsten lysende blå øjne stirre direkte i mandens i stedet for. Han kneb øjnene let og næsten advarende sammen. Det her tiltrak opmærksomhed, som han ikke havde brug for. "Kok eller ikke, så er det et job, som skal udføres. Jeg forstår.. Grisene vil bare stadig være til bedre gavn et andet sted, end på slottet her," sagde han denne gang. Han bakkede mere ind i skyggerne, da synet af vagter passerede dem. Han havde ikke tænkt sig, at blive fanget her!

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Situationen tog en uventede dejlingning og da vagter komnforbi var der en af dem der gik hen til Petrus for at høre ham alt var ioden petrus nikkede tilvagten som svar på alt var ok. Han havde efter hånd renget ud af denne man denne warlock. Nok var en af mænden som lederne på slottede ikke brød sig om. Da vagteder havde placede ham. Næmede Petrus sig warlocken igen, petrus som havde magen sider af sig selv, havde lige så langsom fattede halvt p
Om halt havd warlockede havde ment pg at de havde talt forbi hinaden. Petrus tog den ene hris nor mellem benede voklede den angris nor om håndledet. Tog et stykke papir fram og en skrive pind . nortede. Et sted uden for slottede ned et mere skjuldt sted og et tidspunk som var kl 16. Han gik helt hen til warlocken rakte ham papir lappe og sagde " mød mig der på det tidspunk og jeg vil søre for at de få en halv gris på boedet som er tilberat" Petrus var en en sjov mand.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran havde aldrig brudt sig om vagter. Han var en påpasselig mand, og særligt, hvad angik det her. Han stirrede mod dem, da denne mand, også gjorde det tydeligt, at der ikke var noget galt. Et sted, kom dette også bag på Kieran, for.. den mand, havde jo mere stået og råbt ham op i hovedet, end hvad han havde gjort meget andet. Hans blik faldt til ham igen, da vagterne havde trukket sig væk fra ham.
Papiret, som han havde fået stukket i hånden, efterlod ham med en anden problematik - Han kunne ikke læse. Han havde været alene siden han ikke havde været særlig gammel, hvor han havde kæmpet for sin egen overlevelse på gaden, og det gav ham ikke ligefrem den egenskab. "Jeg kan ikke læse," sagde han denne gang, hvor han krøllede det lille stykke papir sammen i stedet for.
De blå øjne faldt til hans skikkelse igen. Han kunne læse og skrive som kok? Et sted, måtte han jo sige, at han faktisk var imponeret over det. "Hvorfor sendte du dem videre?" spurgte han denne gang, mere vendt mod vagterne, som havde søgt langt på vej i stedet for, og væk fra dem, når han tydeligt avde haft et problem med hans tilstedeværelse.