gode være ?.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Nikker godt til dem med han ikke kunne læse han så ham i øjne " jeg ser ingen grund til ikke at sende dem vider, de har ikke gjort mig noget andet ind at talt med mig, hvad de har gjort før hen eller gør er ikke mit job at reager på med minder de gør. Ddt lige for næsen af mig" svagede han blot, selvom han arbejde på slotede pg kunne virke som en mand der kunne opføre sig højer ståneden var han ikke uretfærdig. Waræocken havde intet gjort ham. Og han ville heller ikke havde fet vagterne til at tage ham vis han havde svinet han kokevner til. Hvis han havde stjoldet en af grisene eller angribet ham fysik så var det en anden snak.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran kneb øjnene en smule sammen. Manden havde ikke tænkt sig, at fortælle ham, hvad der stod i brevet? Et sted, var det vel næsten at gøre grin med ham? Ikke at det var noget, som faldt i hans gode bog, for faktisk måtte han finde den tanke temmelig irriterende et eller andet sted. "Hvad du laver af job, er mig ligegyldigt," sagde han denne gang, hvor han lod det lille stykke papir, gå op i røg. Han kunne jo uanset ikke bruge det, når han ikke kunne læse, hvad der stod.
Igen lod han de blå øjne, falde direkte til hans skikkelse. En mand, som sprang direkte fra den ene herlighed til den anden, og selvfølgelig var det også en smule underligt, at det var sådan. Tungen strøg han kort, men tænksomt over sine læber, hvor han lod hovedet søge på sned. Han smilede kort for sig selv. "Jeg har intet andet gjort end at kommentere hvad jeg kan se, og hvad jeg ved.. Jeg beklager, hvis jeg har fornærmet dig." Han var en leder af en anden oprørsgruppe, og derfor sagde han også sine meninger og sine holdninger, og det var bare ikke alle, som kunne håndtere dem, desværre. "Og nu hvor vi står ved det.. Hvad skrev du ned til mig?" spurgte han denne gang mere fast end tidligere. Han krævede faktisk også sine svar.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus så rundt for at sikkere sig der ikke var nogen i nærheden så så på ham igen " der stod vis de møde mig kl 16 ved mørkets tempel, så skal jeg søger for de ville få en tilbeder halv gris med dem" sagde han han viste godt at dette vil være en ulovlig ting at gøre , men på den anden side, så var han den kok der ikke kunne lide tanke om at , andre sultede, mad var en vigtig ting i livet, og det var noget alle havde brug for, og ikke kun de adelige og kongelige, og åndigt mad. Han havde ikke hørt noget om der skulle holde en fest her snart, så han kunne ikke se, hvad problemet, skulle være ved at denne mand fik noget mad med sig nå, han voste der var riligt mad i de to svin, han smuglede også nogen gang med, til tjeneste folket og deres familie hvis de havde behov for det.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran kunne ikke lade være med at smile. Havde han rent faktisk fået denne mand, til at bryde reglerne bare lidt? Ikke at han havde noget imod det! Selvom han nu hellere ville have håbet på, at kunne få dem med sig, som de stod nu i stedet for.. Manden overfor ham, var en varyl.. en mand, som måske også var udsat lidt for de ting, som han ellers ville gøre, hvad han kunne, for at beskytte, selv på trods af, at han var renracet warlock? "Ser man det.. Slottets kok, har det rent faktisk i sig." Armene lod han denne gang falde over kors. Ikke afvisende, men derimod med en tilfreds mine i stedet for.
Denne gang, valgte Kieran dog at nikke. "Men som ønsket.. Jeg skal stå ved Mørkets Tempel," sagde han denne gang. Med en halv gris, ville han være i stand til at brødføde rigtig mange i lejren, som i sig selv, lå et godt stykke herfra, hvilket Petrus nu ikke havde behov for at vide. Hans blik faldt mod ham igen. "Hvad er dit navn?" spurgte han denne gang. Rart var det jo at vide hvem manden var, når han havde givet ham så meget på så kort tid.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus så på ham " ja jeg har lidt af vært i mig" han trak på smille båndet han sagde det i en sjov arlige jok. Han nikkede til at manden ville møde op på det aftalte sted " det godt de heldig at de ved det, fordi de taler med en kok der ved vor viktig det er at kunne få rigtig mad, personligt ser jeg ingen grund. Til at folket skal sulte eller æde mad for rande stende, næ nej vis jeg kunne få tilades og resuser , lavede jeg selv gene friviligt mad til alle på gade, men selv en kok som mig få desvære ikke så meget i løn at jeg ville kunne gøre dette, at lave mad er mit liv og min lykke , så vis jeg kan hjælpe dem med mad så byder jeg gerne regerne da mad er en livs nødvendig ting" det var tydligt nu at han ånde og levde for at arbejdet i et køkken og lave mad så var det lige meget vor. Det var henne, bare det var det han skulle lave . " mit navn er Petrus Nicolaus Amadeus

[Kieran Pamariaz Acheron]

At denne mand anså det at lave mad, som sin mission og sit kald i livet, var noget som selv Kieran havde den store respekt for. Ikke at han kunne så meget andet. Han nikkede afmålt i retningen af ham. "Det er godt, at nogen gør. Mad er vigtigt, og det er desværre ikke alle, som får det," sagde han denne gang. Ofte, var det også ham, som gik i seng på en tom mave, men han anså det næsten vigtigere, at børn og kvinderne fik, end hvad han gjorde, også selvom han var en leder af stedet.
Ikke at hans lejr, var noget, som han snakket højt om. Han ville nemlig ikke have, at denne skulle blive afsløret. Lønnen var måske ikke meget at prale af, men det var bedre, end hvad Kieran fik - Han fik nemlig ingenting. Det han gjorde, var på ganske frivillig basis, kun fordi at der var ting i hans liv, som han ønskede at opnå, og gøre. Petrus.. Et særligt navn, måtte man sige. Igen trak han på smilebåndet. "Det er mig en glæde, Petrus.. Jeg er Kieran," fortalte han denne gang. Efternavn ville han nu ikke anse, som direkte nødvendigt. "Du er en god mand, Petrus. Jeg kan love dig for, at den halve gris, kommer til at mætte mange munde," fortalte han denne gang. Det var en hjælp, som han faktisk var utrolig glad for.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus så på ham " det glæder mig at kunne hjælpe dem der ikke er kommet så meget frem i livet" med det mendte han de fattige og det mesdte af folket. Han sagde det bare på en blider måde ind underklassen. " det godt at møde en mand som dem Kieran som virker som en mand der beskyter dem der ikke kan beskytte sig selv" sagde han

[Kieran Pamariaz Acheron]

Petrus havde ret. Kieran beskyttede de som ikke var i stand til at gøre det selv, og det var noget, som han uden tvivl havde tænkt sig at fortsætte med, til den dag, han ville gå i graven, og det var uden videre omsvøb. "Det er ikke alle, som er i stand til at gøre det selv, og disse, mener jeg, at vi må hjælpe. Ofte, er det folk af blandingsracer, som har været udsat for racehad, eller folk, som har slået sig ned på den forkerte side af vores grænser," fortalte han denne gang, som han endnu en gang vendte blikket mod ham. Han var en god mand. Ingen tvivl om det. Hvilket også var noget, som han godt kunne bruge i forbindelse med det arbejde, som han selv udførte. Et arbejde, som gjorde en kæmpe forskel for mange væsner.
"Jeg værdsætter det. Det er mig en stor hjælp," sagde han denne gang. For alt i verden, forsøgte han at holde fast i det gode, fremfor at give efter for det had og mørke, som var en naturlig del af ham. Så det at sige 'tak', var faktisk en udfordring for ham.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus som selv kæmpe i mod mørket der også havde en han i ham og lyset der havde en hånd. I ham det var hårt for ham somme tider at vide hvor han stod. Han så på manden og nikkede " jeg vil gerne lave en aftal med dem, jeg vil ikke havde nogen penge for det, men en tjæneste isteden eller tjæneste og tjæneste. " sagde han og trak på skulderne " jeg vil gerne søge for at lave mad til jer vær dag, og vis i syndes godt om det vil jeg som tjæneste betale havde i spræder rygtet rundt," ser på ham " at lave mad er mit liv og jeg vil mere en gerne søre for alle kan få mad, jeg har ikke råd til at stå på gaden og lave mad til alle, men med hjælp, fra andre ville det måske godt lade sig gøre" det havde været en drøm længe at lave mad til alle folk men han viste også at det var ikke noget han kunne som alene mand .

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran betragtede manden med en ganske sigende mine. Han var en blandingsrace.. Det var tydeligt, og det at han ville gøre ham denne tjeneste, var jo helt igennem fantastisk. Det var næsten for godt til at være sandt.. Og måske, at der rent faktisk var noget om det? Han lod hovedet søge på sned. "Og hvad er det, du kræver til gengæld?" spurgte han denne gang. Han var nødt til at være sikker. Han havde jo mange, som han skulle stå til ansvar overfor, og så måtte det bare ikke gå galt.
Han ville have, at de spredte rygtet om hans madlavning? Det skulle ikke være et stort problem, men det var meget lidt til gengæld, for hvad han ville give dem. "Det eneste, som du kræver i retur, er at vi sal sprede rygtet om din madlavning?" Det var jo småting! Men det føles virklig.. som for let tilgængeligt. Kunne han stole på denne mand? Han kendte ham jo heller ikke ligefrem, kunne man sige. Armene lod han denne gang søge over kors. "Og hvordan kan jeg vide med sikkerhed, at jeg kan stole på dig?" spurgte han denne gang mere direkte end tidligere.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus ser på ham og kan se hans mistanke" ja spræde rygtet om min madlavning, jeg vil håbe lidt på at nu mere det spræder sig, så vil der forhåblig dukke folk op der vil havde råd til at hjælpe til med penge og mad lavning så man kan få sat nogen boder. I gang så de syge de svæge de ælder brøn og alle andre fattig kan få noget mad, jeg renger ikke med det kunne blive vær dag det ville være for meget på, men vis det kunne være 2 gange om ugen så det et start" sagde han.

[Kieran Pamariaz Acheron]

FOrundret måtte Kieran kigge på denne mand. Lavede han ikke mad, for landets ledelse, fremfor for folket? Desuden var det nok mad af en kaliber, som ikke særlig mange, havde råd til at købe i det hele taget. Naturligvis var han glad for buddet, om at få lavet mad til dem som han måtte huse, og det betød faktisk utrolig meget for ham. "Du må være en mand med et virkelig godt hjerte, siden du vælger at lave mad for dem, som står for landet her, og for folket, hvis du har tiden til det." Armene lod han denne gang søge over kors. Det var ganske mærkværdigt, at nogen i det hele taget, gjorde så meget ud af det, men derimod også noget, som virkelig betød meget for ham, og det alene, lagde han nu heller ikke ligefrem skjul på.
"Om det er hvad du kræver, er det hvad jeg har tænkt mig at gøre," sagde han denne gang. At sprede et ord? Det kunne han sagtens, hvis det var det eneste manden krævede i retur, for at skulle skænke ham mad. Ikke at han ville være afhængig af det, men det ville derimod være et fantastisk udgangspunkt.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus nikkede han prøvede på ar være en god mand, denne mand skulle bare være glad for han ikke havde mødt ham, på en af hans dårlige dage, for så var han næmest en anden. Petrius var en mand der. Gode sider men også drålige sider. " at lave mad er den ting jeg kan og jeg ved der kan få mig til at slappe af" sagde han kort og afmeldt, " lad mig fortæle dem en hemmelighed de sikkert alledede nok ved, men ikke magen folk taler om det, at arbejde på slottedet. Er ikke lykken og de er ikke sælge flinke til at vlrsætte vlrken mit, trejernerne eller stuepigernes jop." sagde han arligtog så på ham " at kunne gøre noget som man ved folk vil værsætte vil være det helle vær at se folk mætte og glade " sagde han med et smil på læben

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvorfor blive på et sted, som man ikke kunne lide at være på? Det var nok også lidt den, som Kieran havde svært ved at forstå, men hvad kunne han da gøre ved det? Armene lod han denne gang falde over kors. Han ville fortælle ham en hemmelighed? Han nikkede blot, som tegn til, at han godt måtte fortælle det. At Silia og Nathaniel ikke skulle vise sig, at værdsætte det, var en tanke som.. glædede ham et sted? "Hvis du ikke kan lide, hvad de kan give dig.. eller ikke værdsætte dit arbejde. Hvorfor så blive der?" spurgte han denne gang. En mand som ham, og med evnerne i et køkken, ville det komme ham og hans folk ekstrem godt til gavn, og det var også det, som han havde med i tankerne. Det var han nødt til at have med i tankerne, også mest for sin egen skyld.
"Overvej det.. Der kan være steder, som er bedre for dig at være, end på slottet," sagde han denne gang. Han ville selvfølgelig ikke tvinge ham til det, men det var vel også værd, at overveje? Særligt, hvis han var så utilfreds med det.

[Petrus Nicolaus Amadeus]

Petrus så på ham og kunne se han udendere sig " fordi jeg har levet et underklasse liv på et børne hjem vor jeg lærte til mad konstskaben jeg ved vor hårdt det er, og selv der var det et problem at mætte alle børn og de voksende, jeg lavede mad på gaden før, men jeg stjælt tingen så jeg kunne lave mad. En dag blev jag fanget af vagter. Og slæbt op på slottede. De ænde med at smide mig i køkknet og da de fandt ud af vad jeg kunne hyrede de mig. I straten gik det godt, men så begynde de at forlænge jeg skulle bruge min løn på mad være . " sade han og så på ham " det hjælpe ikke at lave mad til folk vis de ikke kan hjælpe med at købe maden, jeg har ikke lyst til at se folk komme i fængelse eller død af sult når jeg som ene mand ikke kan stå og hjælpe dem der virklige har brug for det" sagde han