home meetings and food

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At hun lod sagen om Marvila ligge, passede Demarcus fint. Denne kære kvinde, havde endnu rigtig meget at lære, men igen, så var det noget, som de alle havde. "Det lyder dejligt," sagde han oprigtigt. Efterhånden måtte man jo sige, at han var ved at være godt sulten. Det var heller ikke ofte, at han fik decideret hjemmelavet mad, hvor det han var vant til at få derhjemme, plejede at være langt mere fint, end hvad man kunne sig,e at det her var. Men det var det, som han vel godt kunne lide.
Da dette blev placeret foran ham, lod han hende skære brød. Igen, var han jo også vant til at have en tjenestestab, som gjorde den slags for ham, hvor han ikke gjorde den slags på egen hånd. "Forseglingerne har jeg tidligere set, men jeg kan ikke huske hvorfra," fortalte han. Han tog et stykke af hendes brød, som han delte mellem fingrene, for selv at føre det til læberne. Det duftede godt. Men smagte endnu bedre! Tungt faldt det derfor til hans mave.
"Det smager jo fantastisk, Elena," roste han hende derfor, og denne gang med et smil på læben. Det var jo virkelig godt det her!

[Elena Marina Elton]

Elena smilede til ham " dejligt men endu dejliger at havde nogen at delle det med, jeg føler mig somme tider noget ensom. Tro du enlig at der findes nogen der ude i den vide vreden der kunne være intrasser i at dele sit liv med en levene død?" det noget hun havde tænkt meget over så som om hun havde et hjerte om hun kunne elske. Føle følse det som om så hvorfor ikke.." din hustro må være en fantastik kvinde at havde fundet en mand som dem, der giver plads til folk som de er. Lige meget hcad race de er . de er en fantastik mand på den korte tid jeg har mødt dig har jeg kun fornæmet godt om kring dem jeg sikker på du finde det rette valg vordan du hjælper øen best for du har hjerte med dig " sagde hun og så på ham med venlige øjne hun sagde tingen lige ud .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus synes nu, at de kom meget vidt omkring, og særligt fordi at hun nu kom til at snakke om den slags? Han hævede endnu en gang blikket mod hende. Han var nu af den mening, at man fandt en at dele levet med, og så måtte man gøre det tåleligt, selvom det nok var svært at forstå. Han sendte hende et kort smil. "Der er rigeligt med mænd derude. Hvis de ikke vil dig for din titel, så for din skønhed. Ikke skulle man tro, at du gik under betegnelsen af en 'levende død'," fortalte han denne gang med en rolig stemme.
Pergamentrullerne lagde han denne gang mere til siden, for i stedet for at vende blikket mod hende, hvor det denne gang måtte være hende, som havde fanget hans storslåede interesse i stedet for. Hendes ord var varmende og behagelige, hvilket kun fik ham til at trække på smilebåndet. Man kunne ikke just sige, at det gik godt mellem ham og Yelena, men hver ting til sin tid. "Jeg takker virkelig meget for de rosende ord, Elena. Det betyder meget for mig. Det er bare vigtigt for mig, at alle føler, at de har en plads. Alle har nemlig noget, som de hver især kan udrette," fortalte han denne gang. Mere uddybende ville han ikke gå ind på sin hustru. Hun var i forvejen et væsen af fastlandet, og derfor var hun mere.. skjult. Han havde ikke rigtigt haft hende med ude endnu.

[Elena Marina Elton]

Smiller til ham føler at hun hun rømmer lidt over hans ord. " hvis de skulle få løst er dig og deres hustru meget velkommen til at komme og spise med andre gang. Hvis det er , det kan jo også være hun har nogen gode ider der kunne komme emnet om øen til nøtte" sagde hun blidt og smillede " og så kunne det som sagt være hyggeligt med selvskab, " sagde hun, hun spiste lidt mere. " hov nåre ja ved ikke om de. Lage mærke til det men hvis de kigger på min væg kan de se jeg har to kort hængende et over fast landet og et over øen, hvis det kan være til nogen hjælp må de gerne få dem med hjem, vis det kunne hjælpe med nogen ider startegier med miner du selv har kort" sagde hun og smilede

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Alt hvad der kunne komme øen til nytte, var kærkomment i Demarcus' øjne, og derfor måtte han sande, at Elenas tilbud, var et venligsindet et. Det var bestemt ikke, hvad man kunne sige, var typisk at finde her på Tayevania. "De er utrolig venlig, Elena," sagde han denne gang, som han jo oprigtigt, slet ikke var vant til at blive mødt af den slags her på øen. Dog var det måske en god ting, at den slags rent faktisk skete? Det kunne han i hvert fald godt lide.
Selskabet var rart. Ingen tvivl om det. "Jeg har troen på, at vi får et godt samarbejde i fremtiden," tilføjede han denne gang. For ham, var det store ord at sige, da det heller ikke var nogen, som han skænkede alle og enhver. Han var nemlig en mand, som valgte, hvem han kunne bruge, og hvem han ikke kunne bruge.

Kortene som hun havde hængende, fangede derfra Demarcus' opmærksomhed. "Hvor har De dem fra?" spurgte han denne gang, hvor han rejste sig op, og søgte hen til dem, mest for at undersøge dem. Det var uden tvivl fascinerende. Størrelsesmæssigt, kunne Tayevania jo på ingen måde, hamle op med fastlandet!

[Elena Marina Elton]

Elena smillede men kunne godt mærke hun begyndte at blive lidt bekømmert om kring ham. Hun kunne mærke gun følte. Så somt noget inde i. Som hun ikke. Så som en god ide . hun rømmede sig lidt " sjovt nok fandt jeg dem i hyttede her da jeg flyttede ind. De lå kryllet sammen under et løst prat i gulvet vor min seng står nu" sagde hun .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Meget nøje og yderst iagttagende, betragtede Demarcus sig af kortet foran ham. Han var da uden tvivl meget fascineret over, at det havde fundet vejen til øen. Måske at nogen fra fastlandet i oldtiden havde fundet vejen hertil? Ikke at det som sådan, gjorde ham noget, men han vidste jo, at øen havde ligget i fred og ro igennem rigtig mange år nu.
"Med andre ord, har kortet været gemt af vejen.. Fornuftigt. Det vil ikke være særlig positivt her på stedet. Fastlandet, er som sagt, vores største problem lige nu," sagde han denne gang, inden han atter vendt sig mod hende igen.
Selve tanken om hans hustru, ønskede han blot at lade ligge. Han var ikke stolt af det foretagende, som sådan. Der var lang vej at gå endnu, kunne man sige. Han sendte hende et svagt smil. "Fastlandet består af 4 store lande nu.. Vores hære, vil ikke kunne slå dem, hvis de vælger at søge mod vores ø," fortalte han denne gang. Han havde jo set lidt af det på fastlandet.. Det var egentlig grotesk, men noget, måtte de jo gøre ved det.

[Elena Marina Elton]

Elena ser på ham smiller " et kært hjem kan gemme på magen hemmeligheder, vis man årbner øjnede" sagde hun. Men så blev Elena alvolig og så ham ind i øjne." Demarcus undskyld jeg spørger men hvad har. Fastlandt gjort mod dig og kom ikke at sige at det kun fordi du frygter at de invadere øen her, der må ligge noget personligt i det , hvad har de gjort ved dig ?" Elena ligge en hånd på hans arm i venligt ment , hun er sikker på der ligger noget dyber med det forholdet han har til fastlandet.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus sænkede hånden, efter at have strøget den over det flotte kort. Dette satte mange af tingene i perspektiv for ham, og han vidste, at det var slemt. Hvis fastlandet gik mod øen her, vidste han jo godt på forhånd, hvordan udfaldet ville blive, og det alene, var heller ikke en tanke, som faldt i hans gode bog på noget tidspunkt! Langt fra.
Hans blik faldt langsomt mod hende igen. "Fastlandet har intet gjort mig," sagde han denne gang. Det var oprigtigt ment. Det var heller ikke fordi at de havde gjort noget ved ham. "Jeg har selv med mine egne øjne, set hvordan fastlandets borgere behandler hinanden. De er krigerske anlagte.. langt mere, end hvad vi kan siges at være," begyndte han denne gang. Hans blik faldt til hendes skikkelse, som han denne gang vendte sig helt mod hende. Hun havde delt hemmeligheder med ham. Så burde han måske også dele nogen med hende? "Min hustru er derfra," begyndte han denne gang. Han talte nu oprigtigt. At være gift med en derfra, var ikke just en stolthed som sådan. Det bragte da uden tvivl sine udfordringer, kunne man sige. "Jeg har set hvad hun kommer af.. hvordan hun så ud, og hvor hun kommer fra. Det er ikke, hvad jeg ønsker for mit hjem," sagde han denne gang med en mere bestemt, men ligeledes også alvorlig stemme.

[Elena Marina Elton]

Elena ser ham ind i øjne holder ham stadigvæk på armen det føles rat at være tæt ved ham. Men hun prøvede at slå den følse væk " hvad nu vis det slet ikke er øen her der har brug for hjælp men fast landt isteden, det kunne være at vi tænke det helt forkert , at vi ikke skal beskydte øen men hjælpe fatlandet mod dem selv? " ser ham i øjne " de frygter for øjens vejne fordi der uro på fastlandt, og de er bange for at den uro skal komme for meget her på øen, folk er lidt urolige her fordi de høre ham vad der sker på fastlandet , " ser på ham " måske skulle vi flytte vores job til fastlandt hjælpe fastlandt med at find ro igen." ser på ham " hvis det enlige skulle være , ville jeg gene teg til fatlandt, finde de højer stånede og sæt mig og lave nogen plander der, problemerne er startede der og skal måske også løses der har de overvejet dette " hun håbede han kunne følge hende i det. Hun sagde .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Elena havde en helt anden måde, at se tingene på, end hvad Demarcus var vant til, og det gav ham da alligevel ting til overvejelse. Alt taget i betragtning, så var dette ikke noget, som kom af ingenting, kunne man sige, og selvfølgelig var det også ting, som man skulle tage til sig. Skulle de hjælpe fastlandet? "Det er svært, at hjælpe et sted, som ikke er interesseret i det. De fører krig mod hinanden," fortalte han denne gang. Han havde været med til et enkelt møde i Imandra, men det var egentlig også det.
Demarcus gengældte hendes blik. Og hun ville gerne tage dertil? Han ville ikke have noget imod det.. Det var også vigtigt, at hun fandt ud af, hvad det egentlig indebar, at være en del af det sted, for det var virkelig et underligt sted.. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det. "Du ønsker at tage af sted?" spurgte han denne gang, som han lod hovedet søge på sned.
Forsigtigt vred Demarcus sin arm ud af hendes greb, hvor han vendte sig helt mod hende i stedet for. Hun var nu en varm og kærkommen kvinde, og han kunne jo godt lide det. Men igen, så måtte han jo huske sig selv på, at han jo var gift. Det måtte han jo ikke glemme. "Det er et farligt sted," tilføjede han ærligt. Han selv var uden tvivl overrasket over hvilken forskel der var.

[Elena Marina Elton]

Elena ser ham intends ind i øjene. " ja jeg vil gerne rejse, i håbet at lave en forskele. Få en mening med noget og udratte noget, " siger hun og fast holde hands blik ved at holde hendes " og for dii.. Folkes skyld " bliver rød i kinden og kigger flovt ned i gulvet *fuck det var pindligt meget pindligt rigtigt pindligt, hvorfor fuck hvorfor ville jeg sige for din skyld * hun vender sig om og gå hen til hendes mad sætter sig ned for at spise hvider, hun skammer fatisk hun viste der lå noget personligt i det mere ind øen lå i det. Men hvad fanden var det. Hun var i gang. Han var jo gift forhelvet !! Hun var ved at ligge op til en gift mand!! Hvor var det dumt og uadstændigt af hende !!! Havede hun været en hor tidliger !!! Hun fik kulde gysninger ved tænken. Hun følte sig dum idiotisk .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus lod hovedet søge på sned. At hun gerne ville tage af sted, for at gøre en forskel, var da en virkelig dejlig ting. Det var da fantastisk, at der var nogen, som var villig til at gøre det, selvom det virkelig var farligt, og ikke noget, som kom ud af ingenting. "Du har allerede imponeret mig, Elena," sagde han denne gang. At hun så var ved at sige, at det skulle være for hans skyld, at hun gjorde det, gik ikke rigtigt op for ham, da hun havde afbrudt sig selv, længe inden, at det var kommet dertil.
Forundret kiggede Demarcus på hende. Hvad var det hun mente..? Han vidste det faktisk ikke rigtigt. "Elena..?" spurgte han denne gang, som var hendes mad pludselig blevet langt mere spændende og interessant for hende, hvilket jo bare var..? Nej, han vidste det ikke.
Demarcus rystede let på hovedet. "Så lad mig føre dig over havet.. Jeg kan gøre mit skib klar," sagde han denne gang. Så nemt som muligt, skulle hun jo have det, og særligt fordi, at det var en virkelig stor ting. Det var helt sikkert.

[Elena Marina Elton]

Elena ratter sit blik lidt op på ham *havde han slet ikke fattede det hun lige havde sagt* det både glæde hende og forviret hende for hun var også trist over det på en måde " deres skib må gene. Bragte mig ser til " sagde hun . det plaget hende at hun følte sig så tæt på ham og fatisk sad hun også med en fornæmelse af hun ville savne ham, hun ville gene havde hans selvskab med. Men hun viste det ikke kunne lade sig gøre og vis det kunne ville det være dumt, det kan jo også være de forvirende følser forsvandt når hun var væk fra ham. Men øen havde brug for ham og han havde brug for øen det var hans hjerte hjem.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus lod den anden sag gå, kun fordi, at han frygtede for at skulle ende ud i en akavet situation, og det ønskede han faktisk helst gerne at undgå, og særligt, hvis han kunne komme til det. Langsomt måtte han derfor vende blikket mod hende stedet for. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Jeg gør gerne mit skib klart, og sender dig over havet," sagde han denne gang.
Med rolige skridt, søgte han tilbage til bordet, hvor han denne gang valgte at sætte sig. Hvorfor hun derimod gjorde den her slags, var det, som han havde lidt mere svært ved at forstå, for hvad ville hun bevise for ham? Selvfølgelig var det vigtigt, at det hele gik efter bogen, så hun ikke kom til skade, for det var et farligt sted, at tage til, og særligt alene.
Nogen måtte jo bare blive tilbage, så han kunne jo ikke tage med hende. "Der er en ting, som du må love mig," sagde han denne gang. Han satte sig afslappet tilbage, selv på trods af det alvorlige emne, som de snakket om.