home meetings and food

[Elena Marina Elton]

Elena ha været rundt og købe ind. Og er nu kommer hjem i hindes lille hytte.  Hun gå ind på værelset og skifter tøj til noget mere praktisk at lave mad i. I hendes hjem har hun ikke så magen ting nogen enkle bøger, nogen kort over ind land og øen hun har skavet nogen notater på og hengt op på væggen. Hun har en lille. Pais i stuen hun lige har tænt på o inde hun skiftede tøj. Nu stå hun i hendes lille køkken kammer og hakker grønsagder. Til supper hun stå pg nynner en gamel Melodi, og hygger sig hun har helt glemt. Klokke. Men hun tage det stille og rolligt ingen hast værk. Da hun er færtig med grøndsagerne,  smider hun dem i gryden tag gyden ind i stuen og særter den ind over paisen. Hun går ud og vasker hænder og begynder at dække bor. Efter. Hun har gjort det,  tænder hun nogen starin lys for hygge og ekster vrame. Så gå hun ud i kammer køkknet igen for at bage brød. Til suppen, hun hygger sig og tager det rolligt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Selv på trods af, at det var forholdsvis sent, så var det stadig varmt på Tayevania. Dette afspejlede sig også i Demarcus' beklædning, som endnu var i de fine og hvide farver. Hertil var han ikke meget anderledes, end hvad han havde været under mødet, som var blevet afholdt tidligere på dagen.
Han havde denne gang, meldt fra til sin hustru om det møde, som han var taget af sted på, og at han nu ville spise middag med en kollega, hvortil han heller ikke vidste, hvornår han ville komme hjem igen. Han kunne nu love hende for, at han ikke ville være væk i alt for lang tid.

Hesten stoppede Demarcus foran den fine hytte. Udefra, synes han nu alligevel, at det så meget hyggeligt ud, det som hun boede i, og det var slet ikke noget, som han havde noget imod. Han svang denne gang benet over kanten af hesten, hvor han trak den med hen til en stolpe, hvor han kunne binde den fast. Han skulle jo bruge den igen, når han skulle hjem. Hertil søgte han op til døren. Ja, hvad kunne han forvente sig af det indre af hytten her? Han hævede langsomt hånden, og bankede derfor på døren. Han så rent faktisk frem til denne middag!

[Elena Marina Elton]

Elena hørte det bankede på og gik nønne hen for at åbne op . hun smilede da hun på ham " hej og velkommen kom ind. De kan hænge deres overtøj på stativet inde for døren maden er færtig om et øje blik de kan vente inde i stuen de kan det dem ned eller kigge lidt rundt jeg holder ikke noget skjult " sagde hun smillende hun. " jeg skal lige kikker på mit brød det skal nok lige vendes " sagde hun , og nynnede ud i køkknet vor hun også havde en lille paise hun lavede brødet på. Hytten dufftede af grøndsags suppe og bagt grød. Hun kunne ikke huske vor hun havede lært og lave mad henne men mad kunne hun lave . hun har ikke noget i mod han kigger rundt bare ikke på hendes værelse det så hun som hendes private base, ellers kunne han kigge frit . i stuen på en stol hang der en kjole hun var ved at lave, hun viste heler ikke vor hun havede de færtigheder fra, da hun ikke kunne huske det men hun kun dem. Hun var enlig en rimlig kreativ kvinde på flere områder .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var uden tvivl en virkelig munter kvinde, som mødte Demarcus i døren. Han elskede det jo. Det var jo altid dejligt, at blive taget imod sådan her. Han smilede glad. "Jeg takker mange gange," sagde han denne gang, inden han denne gang trådte med ind. Kappen, som han løst havde haft hængende omkring skulderen, lod han roligt falde fra, hvor han selv så sig om. Det var da et fint lille hjem hun havde sig. Det var bestemt ikke den store herregård, som han selv kom fra. Han selv, var jo typen, der husede slaver og alverdens andet, for det havde bare været en del af hans liv i frygtelig mange år nu.
"Det dufter godt," sagde han denne gang. Kappe og sko, satte han derfor fra sig, hvor han samtidig kiggede sig lidt omkring. Særligt fordi, at det nu var blevet lovligt for ham, af hende. Hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for. Ikke at der skulle herskes nogen tvivl om det. "Og hvilket nydeligt hjem, du har, Elena," roste han hende samtidig for. Det var langt fra hvad han selv kom fra, og måske at det var derfor, at han faktisk godt kunne lide det. Det var så anderledes end hvad han i forvejen var vant til at færdes i.

[Elena Marina Elton]

Hun kommer ind og sætter brød på boret ser på ham og smiler " jeg elsker virklig sen måde de er på, jeg mener det sjældet mænd i deres status er så åben sindet, og tager hjertelig imod folk der er minder i status hjem, og person,det sådan jeg mener en god leder eller konge skal være " sagde hun smillede, der var noget over ham hun ikke kunne stå få men hun var dog glad for dette ikke var et stevne møde , og hun havde ingen plander om det skulle udvikle sig til et . hun se på " vil de se på pagamenterne mends eller efter vi har smoidt, jeg har ikke noget imod de kigge på det samtidig med maden" forsikede hun, det ville ikke gener hende det mindes. Hun ville selv ville kunne finde på det. Og især vis det var noget brugbart i en vigtig situration som dette var.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvorfor skulle Demarcus være lukket og en hård mand, når han ikke havde en grund til det? Desuden havde Elena vist sig, at være mindst lige så åben, og lige så modtagelig overfor ham, som han havde været, og så havde han heller ikke nogen grund til at være lukket. Han smilede let og tilfreds. "Jeg takker rigtig mange gange, for de varmende ord, kære Elena," sagde han denne gang, og med et tydeligt smil på læben. For ham, var det ord, som i særdeleshed, havde en meget stor betydning for ham.
Om han ville se på pergamenterne inden de skulle spise, eller imens? Han måtte indrømme, at han gerne ville fokusere på maden, når de sad ved bordet. "Om muligt, vil jeg gerne kigge på dem, før maden? Og så bagefter. Jeg vil gerne nyde min mad, når denne bliver serveret for mig," fortalte han denne gang, og med let bekræftende nik til følge, også mest for sin egen skyld, da han faktisk gerne ville udnytte den tid, som han havde, før han atter skulle hjem til sin kære hustru igen, som han i anledningen, havde valgt at holde hjemme i stedet for. "Og nu hvor vi snakker om mad.. Hvad er det, som dufter så godt?" spurgte han denne gang med et smil på læben.

[Elena Marina Elton]

Elena smilede og nikkede de ting han sagde " jamen så hente jeg dem lige." shun gik ind i sove vælset men lød døren stå åben så hun hørete ham " vi skal have grønssags suppe og rosmarin brød " svarede hun ham mens hun fandt pegamenterne frem. Hun to en halskede fra hendes skuffe hun havede beslutede sig at vise ham. Hun gik ind til ham igen lage pagamenterne på boret så på ham. Og viste sølv halskrden frem sen var gammel smidet. Men det smut hånd værk af en ulge som det mærkede hun havede på rykken uden mørkeds teng. " denne her er mit kæreste eje og mit eneste bevis på jeg ved vad mit navn er. Jeg havede den på da asken genføte mig så ret sikker på det min." hun vente uglen om bag på var navnet Elena Marina Elton indkraveret. " tro du nogen vil kunne finde mere ud vem jeg via denne halskede " spurte hun. Man kunne se det var noget sårbargt hun viste ham noget hun virklige elskede og havede nært .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus nikkede taknemmeligt i hendes retning. Måske at det bare ville blive godt, at få set på de ting? Selv måtte han jo også erkende, at han så frem til maden, for det var noget, som han efterhånden havde brug for: Et godt og solidt måltid. "Jeg venter," sagde han med en rolig stemme. Selv kunne han ikke lade være med, at se sig omkring. Det var uden tvivl et smukt sted, som hun havde sig. Selv kunne han lide, at det var så hyggeligt, og det alene, kunne han heller ikke skjule. Som hun præsenterede maden for ham.. Suppe. Det var uden tvivl lang tid siden, at han havde fået det. "Du ved ikke hvor lang tid siden, det er jeg har fået den spise," sagde han denne gang. Han kunne jo kun se frem til det!
Pergamenterne, som hun lagde foran ham, studerede han nøje. For ikke at glemme, den fine halskæde, som hun lagde ved. Det som hun dog kunne fortælle om den, var uden tvivl meget fascinerende. Var det, hvad hun var kommet tilbage til livet med om halsen? "Fascinerende.." var det eneste ord, som denne gang brød hans læber. For det var jo uden tvivl fascinerende. Han tog denne gang smykket i sin hånd. Umiddelbart, var der intet som indikerede noget velkendt ved det. "Jeg ved det ikke.. Vil du tillade mig, at sætte mig, så jeg kan undersøge det hele nærmere?" spurgte han denne gang. Skrifterne var gamle, og disse skulle også behandles med en vis følelse og fornemmelse af respekt, hvilket han uden tvivl havde tænkt sig, at gøre.

[Elena Marina Elton]

Elena " jamen hvorfor sørsen har de ikke sat dem ned ja nok er de min gæst men de skal da ikke sørger om tilades til at set dem ned og vis de skal pisse eller vad naturen ellers forteler hvad de skal skal de ikke spørger om tilades men blodt gøre det men detialerne må de godt holde for dem selv " hun kunne ikke lad vær med at grinde, om det var upassede sagt var Hun fuldstendig ligegald med, hun smillede til ham med et grin i øjne " du i mit hjem nu har kan du opføre dig som det passer dem smid hæmninger slap af og find dig til pas , de kan kigge på pegamenterne så ser jeg til suppen har ved paisen" hun gik hen og rørte i gryden . Elena var uden tivl en bestemt kvinde med nogen sjove holdninger og meniger men vigtist af alt havede hun et godt hjerte. " de sagde det længe. Siden de har fået et åndeligt mådtid har de ikke en hustru eller køkken pige der laver mad ?" spurte hun ham nok

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Forundret måtte Demarcus tog stirre mod Elena ved hendes ord. Hørte han virkelig rigtigt? Var det sådan, at hun snakkede til ham? Det havde han virkelig svært ved at forholde sig til. Derfor vendte han blikket mod pergamenterne foran sig i stedet for. Han trak vejret dybt. "Jeg er ikke kendt med reglerne i andres hjem, foruden mit eget, og jeg ønskede ikke at gøre dig uret," fortalte han denne gang. Vigtigt var det nemlig for ham, at kunne håndtere disse situationer optimalt, og det gjorde han trods alt ikke, ved at opføre sig, som havde det været hans eget.
Ved hendes ord, tillod Demarcus nu alligevel at sætte sig ned. I den anden ende, så var det jo heller ikke fordi, at han ønskede at forudrette hende, om han kunne undgå det. Dertil begyndte han straks at undersøge både halskæde og de pergamentruller, som måtte ligge foran ham. Han var nysgerrig. Hvis der stod noget vigtigt og værdifuldt i, var det vigtigt, at det var skrifter, som blev gjort kendt! "Jeg takker mange gange, for din gæstfrihed, Elena. Den er sjældent set nu til dags," sagde han denne gang, som han fulgte hende med blikket, da han denne gang kiggede op i stedet for. "Jeg har en tjenestestab som arrangere den slags for mig, og min hustru," fortalte han. Han var en fin mand. Kun det bedste var godt nok.

[Elena Marina Elton]

Elene rørte i gryde " så læge de ikke gå ind og smider dem i min seng og de bor her ud overdet er næmeste alt tilladt. Mit vælgse er mit space og det vil jeg helt ikke dele ud alt andet ind mit vælgse gæne " sagde hun mens hun kiggede ind i flamerne " når så de er gift, vordan er det? Alså det med at dele delle sit liv med en?" hun sukkede lydløst " ok jeg har en hemmlig der måske kan få mig næmer til at finde ud af vem jeg er" hun holde en pause " den drøm jeg fortalte dig om vor jeg var lille og legede med en dreng jeg tro den dreng var kogen, " hun stier ind i ilden " jeg har flere drømme også som ung møg, spichel en drøm der virklig rør mig er, et vor der et. Stor bal jeg ser ham som ung prins danse med ungen smukke ungmør, jeg føler en sjaluhed. Og gå han ser mig gå og føler efter mig, han er fuld og tager fat i mig han prøver at kysse mig men jeg afviser ham, keg slå ham og skynder mig med en følse af fortabt hed som om en del af mig elskede ham men jeg viste det var besdt ikke at vise dette" hun ser indni ilden ikke på ham. Hun har en fornæmele af at hun aldrig har elskede nogen ud over den gamle konge. Hun sukker " men det kan også bare være en fjollet fatasi " afslutddd hun med . " når nok om mig det ikke det du kommet gor. Har du set om du kan. Åbne pegamenterne" hun venete sig om travng et smil på læberne men hendes øjne var triste

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vidste godt, at der var visse regler, som man skulle holde sig indenfor, hvilket selvfølgelig var noget, som han agtet at sikre sig, at han overholdt. Dertil, kunne han i hvert fald godt love hende for, at han ikke ville rende rundt og smide sig i hendes seng, for den slags, gjorde han da overhovedet ikke! "Hvilket jeg trygt kan love dig for, at jeg ikke kommer til," sagde han denne gang, hvor et stille smil, ligeledes også prægede hans læber. Hans blik søgte atter til papirerne foran ham. Han var jo fascineret og nysgerrig. Hvad var det, hun havde fundet?
Hvordan det var at være gift? Demarcus måtte jo erkende, at han fandt det umådelig rart, at der var nogen, at dele sit liv med, og at han havde nogen at dele den problematik med, for det var heller ikke noget, som bare kom af sig selv. "Det er rart, hvis man har fundet den rette," sagde han denne gang. Han vidste ikke hvordan han ellers skulle fremstille det.

Ved hendes ord, måtte Demarcus denne gang, sidde fuldstændig stille. Hvad var det lige, hun forsøgte at forklare ham? At hun havde drømt om kongen? Kongen fra fastlandet? Han havde svært ved at forestille sig, at den mand, ville søge hertil, eller havde været her i det hele taget. Det indikerede da i hvert fald, at enten der var noget i historien, som han ikke var kendt med, eller at hun var oprindeligt fra fastlandet? "Jeg er mere bange for, at det er din fantasi," sagde han denne gang. Hans blik faldt til hendes skikkelse igen. Et svagt smil passerede hans læber. "Ikke endnu.. Men.. hvorfor viser du dem først frem nu?" spurgte han denne gang. Det var nok, hvad der forundrede ham mest.

[Elena Marina Elton]

Elene så på ham " alså ikke den nuværende konge men Marvilamen Marvila, han var og er i mit hovede den eneste sande konge af dette land." ser på ham kan godt se han troede det var den nuværende konge " jeg ved de ikke er meget for magiker og Marvila ogMarvila var en men jeg mener stadigvæk at han gjore meget godt for landet har" sagde hun. Ser på ham Og syndes svaret er åbenlys over hvorfor hun føst viser pagamenterne og halskende frem nu " af en hel ækel grund. Fordi jeg se det uansvarligt af gå med på hvis, det noget vigtigt og hvis det er det og de kommer i de forkerte hænden, så vil det ikke være godt" sagde hun og så på ham " pluds det kun dig og mig der er her og ved jeg har nogen pagamenter, vis andre. Kommer forbi og vil havde dem , så ved jeg at det ikke er mig der har sagt noget" sagde hun og så på ham. Dette var hendes hemmlighed og hun viste ham den kun fordi hun håbede det kunne være ralavant for rådet.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus lod hovedet søge på sned. Marvila havde været død i frygtelig mange år, og derfor vidste de jo godt, at det slet ikke var ham.. Eller.. han vidste det ikke. At være levende død, var ikke noget, som han som sådan havde den største erfaring med, kunne man sige. Faktisk var hun den første, af sin slags, som Demarcus havde stået ansigt til ansigt med. "Der har aldrig været en konge af Tayevania," fortalte han denne gang. Marvila havde hersket over fastlandet, og ikke øen her, og andet, ville han slet ikke høre tale om!
Demarcus sukkede let, og så kort i retningen af sine mange papirer igen. Der var jo mange.. Der var rigtig mange. "Det er en stor ting, som du har valgt, at dele med mig, Elena," sagde han denne gang, som han atter vendte blikket i retningen af hende.
Pergamenterne lod han for nu, ligge foran ham på bordet. Hænderne foldede han over dem med en rolig mine. Hvis nogen andre vidste det, så vidste hun, at han havde sladret. Dog, var det slet ikke noget, som han havde nogen grund til. "Og jeg kan derfor trygt love dig for, at din hemmelighed, er sikker her hos mig," tilføjede han denne gang. Igen, var han med et smil på læben. Han så ikke nogen grund til konstant, at skulle være seriøs og alvorlig. Det var jo trættende.

[Elena Marina Elton]

Elena smillede " jeg henter nogen terlekner " hun gik ud i køkkner og hentede to terlekner. Gik tilbage i stuen hen til paisrn og hælde suppe op. Gik hen til borede stillede den ene suppe forand ham . skar noget af rosemarin brødet og lage vedsinde af . skær et brød til mig selv " hvad sko . tro de at de kan åbne pargamenterne og kender de forsejlingen?" spurte hun og kiggede på pergamenterne. Dyppede sift brød i suppen og tog en bid af det .