The sweet taste of revenge

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Thranduil Íl Aleazea Devárniä

---

Retfærdighed. Åh, retfærdigheden var sød. Hævnen var sød. Hvad var det også at tro? At en skovelver nogensinde kunne være hævet over en mørkelver? En mand over en kvinde.. Ha! Det var nogle dage siden, at den sødmefulde nyhed havde nået Tatianas ører. Det var for nogen uger tilbage, at hun havde sendt en gruppe mørkelviske kvinder af sted efter skovelverens konge. Den forpestede Thranduil Íl Aleaza Devárniä. For nogle dage tilbage havde nyheden nået hende om, at de havde fanget ham, og at de nu var på vej tilbage med ham. Tilfredshed havde det fyldt hende med. Det var, som det skulle være. I dage havde hun derfor set frem til at se skovelvernes konge knæle for hende. Hvor var det også rørende.. Foråret betød en ny start, og dette ville i sandhed blive en ny start for den kære konge.. eller tidligere konge ville del vel nu blive.
Parat stod Tatiana i forhold til modtagelsen af den kære Thranduil. Det var tre år siden, at de sidst havde set hinanden, så det var kun på tide, at de fik genopfrisket stunden sammen. Med fronten ud mod de franske døre til haven stod hun, som hun stod i den store balsal, og derfor også med ryggen til indgangen, hvor Thranduil ville blive ledt ind. Det kunne kun være et spørgsmål om minutter nu. I triumf hvilede et lille smil på hendes smalle læber. Frygtindgydende måtte hun som altid se ud. Den stærke røde læderdragt, med stroppe til hendes våben, stroppe som et corsage, og en skulderbeklædning som et panser. Nydeligt ret var hendes skulderlange hår. Løst hang det dog, som Thranduils mænd sidst havde sørget for, at hun ikke længere kunne holde det i den lange fletning. Den tid, den sorg.. Nu havde hun dog sin søde hævn, og hvor den dog smagte!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ofte forekom det på ingen måde, at Thranduil forlod skovene i Procias, men siden han havde sin datter på den mørke og dvasianske side af grænsen, så derfor måtte han jo lægge turen forbi der. Og det havde han tænkt sig at gøre. At det denne gang, havde vist sig, at slå fejl for ham, havde bestemt ikke været hans mening. Fanget var han blevet, hvor han var blevet overmandet af mørkelverne, og deraf også tvunget i knæ. Et par dage var gået i mørkelvernes faste og brutale greb, hvor han havde været lukket af vejen, og skarpt bevogtet. Igen var han jo konge af de procianske skove, så han var vel også vigtig og værdifuld for dem?
I anledningen af denne dag, var han endnu en gang blevet grebet og tvunget ud af cellen, hvor han i forvejen havde kæmpet for sin hvile. I selskab med Lucifer, som havde siddet i en anden celle. En mand med et ry og rygte, som selv var nået de procianske skove, og derfor var det forundrende, at se ha der i det hele taget! Hænderne var blevet tvunget bag på hans ryg, hvor han blev tvunget frem. Han var ikke umiddelbar nervøs, for hvad skulle han være nervøs for? Mørkelverne havde han igennem sin tid, haft sine kontroverser med, så det var heller ikke noget, som kom bag på nogen som helst.
Salen som Thranduil blev ført ind i, var overraskende stor. Her blev han tvunget over gulvet, inden han blev tvunget til at stoppe op. En af kvinderne sparkede ham bag knæet, hvilket automatisk tvang ham i knæ. Han bed tænderne kraftigt sammen, og spændte i kroppen. Han skulle nok lade dem høre for dette, når han kom derfra igen! De skovgrønne øjne faldt hurtigt til kvinden som stod med ryggen til ham. Hvem var hun?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatianas øjne gled kort i, idet hun hørte fodskridt. Smilet hvilede alt imens fortsat på hendes læber. Dette var uden tvivl også en sejr, som hun godt måtte fejre! Hun havde fanget en gammel fjende. En fjende der havde sørget for, at hun havde været lænket i tre år. År, som han nu skulle betale tilbage.. og med renter selvfølgelig. ”Vedui’ Thranduil,” hilste hun med en sødmefuld kynisme i stemme. Hænder foldede hun på ryggen, idet hun vendte sig mod ham. Det gennemborende blå blik faldt med det samme på hans knælende skikkelse. Det var også kun passende, at han knælede for hende. Mørkelvernes kahli. Om han var klar over, at hans kære veninde, Eilíannel, havde mistet titlen igen, vidste hun ikke, men ej heller var der nogen bedre måtte at finde ud af det på end dette. ”Saesa omentien lle,” fortsatte hun. Det var i sandhed en glæde for hende at møde ham igen. Her i balsalen i herregården i Maerimydra. Blikket hævede hun en anelse, så det faldt på de mørkelviske kvinder, som havde bragt skovelvernes konge for hendes fødder. De så alle smukke, mørke og ganske selvtilfredse ud. ”Diola lle, mine kære søstre,” takkede hun dem tilfredst. De ville alle gå en velfortjent og festlig aften i møde! Det gennemborende blik faldt tilbage på Thranduil. Lys og smuk udenpå, men noget så rådden indeni. ”Det er gået mig for øre, at det ikke er længe siden, at du sidst spenderede tid i vor smukke by. Det var en skam, at du ikke blev for at stå ansigt til ansigt med mig,” lød det sødladent fra hende. Åh ja, hun havde hørt om Eilíannels lille stunt. At hun havde haft skovelvernes konge for sin fødder – alt imens hun selv havde været indespærret i Procias’ kongehus – og dernæst ladt ham frivilligt gå. Hun skulle nok vise ham, at der nu var kommet styr på mørkelverne.. og på Eilíannel.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At skulle sidde i knæ for mørkelverne, havde aldrig nogensinde været Thranduils hensigt, men hvad kunne han da gøre ved det? Tænderne bed han denne gang kraftigt sammen, hvor han denne gang vendte blikket mod kvinden. Stemmen genkendte han. Den kære Tatiana.. En kvinde, som han i sin tid, selv havde fanget, og skænket til kongehuset af Procias. En skam at hun var sluppet ud, måtte man sige! Dog måtte han sige, at det klædte hende, at få det lange hår af. Det her gjorde hende langt mere menneskelig at se på. "Atter må vores veje mødes," sagde han denne gang. Endnu blev han holdt fast, hvor han denne gang ikke gjorde den store modstand.
Modstanden vidste Thranduil allerede nu, at han ikke ville komme særlig langt med, men at det derimod kun ville gøre ondt værre for ham. Han kneb øjnene svagt sammen. Hun nød dette, og uden tvivl også lidt for meget. Han trak vejret dybt, hvor han denne gang forsøgte at komme op på benene. Dette var en handling, som han meget hurtigt skulle fortryde. Hans arm blev denne gang vredet mere rundt, hvilket tvang ham mere ned i knæ igen. "Jeg var på vandring i skovene her, men aldrig i Maerimydra som en by. Jeg kommer her af andre årsager," sagde han blot. Turen foretog han ikke ofte, men det forekom, og det var også fordi at han ønskede at være en del af sin datters opvækst. De grønne øjne hvilede på hende.. Vrede og foragt. Det var det eneste, som man kunne læse i dem.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Atter mødtes de igen. Tatiana kunne lide det. Særligt fordi, at det betød ham liggende på sine knæ foran hende. Planer havde hun desuden for deres møde, så ikke skulle nogen af dem kede sig. Nej, bestemt ikke. At han prøvede at rejse sig, fik hendes hoved til at søge på sned. Noget der fik hendes skulderlange lokker til at tilte til den ene side. ”Jeg tror, at skovelvernes konge allerede lider af hjemve,” konstaterede hun hånligt. Ord der påkaldte en hånlig latter i retur. Gad vide, hvordan det havde foregået, da ham og Eilíannel havde stået over for hinanden? Kvalmende havde det dog været i den sidste ende, for hun vidste, at kvinden havde ladt ham gå. Ikke stoppede hun kvinderne i at få ham længere ned på knæ. Det var der hans plads var, og ikke skulle han tro andet. Han var intet andet end en forpulet bastard, der altid havde levet med en sølvske i munden. Hun tiskede med tungen af ham. ”Jeg er ligeglad med, hvad du var i færd med nu. Hvad jeg hentyder til, var sidst du var her. Men selvfølgelig.. En mands hjerne er lille og skrøbelig. Især en skovelvers.. Det er ikke underligt, at du højst kan tænke en uge tilbage,” lød det hånligt fra hende. Han kunne se på hende med al den vrede og foragt han ville. Den ville nemlig blot prelle af på hendes. Hun var nemlig på et andet stadie end ham. Hun var over ham. Koldt smilede hun, idet hun vendte blikket mod den kvinde der holdt Thranduil nede. ”Søster.. Jeg er sikker på, at den kære konge ønsker at give mig en souvenir. Tag hans hår. Jeg er sikker på, at det vil pryde min væg,” bad hun kynisk. Åh ja, hævnen var i sandhed sød.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ikke kunne man sige, at Thranduil havde været forberedt på, at skulle sidde på knæ foran Tatiana. Faktisk, var dette en situation, som han igennem mesteparten af sit liv, havde håbet på, at han kunne undgå, og nu sad han der. Hans arm var vredet så meget rundt, at bare et enkelt fejltrin, og den ville blive brækket, hvilket han på ingen måder, var synderlig interesseret i! "Dette er også langt fra mine vante omgivelser, Tatiana," endte han denne gang mere kort for hovedet end tidligere. Ikke om han ville lade sig knæle eller underlægge sig en mørkelvisk kvinde, og i særdeleshed ikke på denne her måde! Nej! Hun var en kvinde af mørket, hvilket alene, var en grund for, at han netop ikke skulle gøre dette!
Thranduil blev siddende i knæ, som ordren lød. Skulle hun tage hans hår? Det tydelige tegn på den høje status, som han havde fra Procias? Hans øjne kneb han denne gang sammen, også selvom han ikke havde tænkt sig, at gøre den store modstand, uanset hvor meget han hadede det! Han skulle nok sørge for, at hun ville komme til at betale for det her! "Jeg mindes ikke, at du var så kæbhøj," sagde han denne gang, inden kvinden slap grebet om hans skulder. "Som De ønsker, min Kahli," sagde hun med en tydelig tilfreds stemme. Thranduil sad denne gang fuldkommen stille, idet at hans hoved brutalt blev revet tilbage. Hans arm var fuldkommen fastspændt, idet at hun tog fat om hans hår. Øjnene lukkede han svagt i. Han følte næsten for at græde, sådan som det foregik! Brutalt, tog kvinden fat om en kniv, som hun lagde tæt ved håret, hvor hun ufortrødent rev til, og tvang den igennem de lyse og tykke lokker. Disse faldt af med det samme, hvilket resulterede i, at Thranduil blev betydeligt mere korthåret, end hvad han havde været, siden han havde været helt lille. Ansigtet tvang han denne gang mod jorden, idet at kvinderne grinte. Det lange hår, samlede kvinden pænt, og rakte det til Tatiana. Et symbol på mandens status - nu skænket til hende.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Nej, dette var ikke de lyse skove, som han var vant til at omgive sig. Nej, dette var langt bedre. Det var Tatianas hjem. Et hjem, som hun var blevet afholdt fra i tre år. Tre år var ganske vidst ikke lang tid for en elver, men det var stadig en handling, som en skovelver ikke burde have ret til at gøre imod en mørkelver. Hun var en smuk, ædel og frygtindgydende race, hvor han derimod var et syngende afskum. ” Omgivelserne her er muligvis ikke dine vante omgivelser endnu, men det vel de blive,” svarede hun ham selvsikkert. ”Og her hedder jeg Kahli,” formanede hun ham om. Her var hun hans højerestående. De var hverken på lige fod eller venner her, og derfor havde han ikke retten til at kalde hende sit navn. Hun fugtede let læberne. Kæphøj? Det var faktum, at hans hjerte ikke var den mest komplekse, og det var et faktum, at det var høfligt at give den ledende enhed en gave, når man kom på besøg, ligesom det var et faktum, at man måtte betale øje for et øje, eller rettere sagt … hår for hår i denne situation. ”Jeg gør kun, hvad der er ret,” svarede hun affejende igen. Ynkeligt var det at diskutere med ham. Som kvinden bag ham ikke var bleg for at adlyde ordrer, trak hun på smilebåndet. Den ”ædle og rene” kong Thranduil ville nu miste sit lange sølvlignende hår. Hård var hendes mimik, som hun så til, som kniven piercede hans hårlokker. Ujævn var klipningen, og derfor stod de uvante korte lokker også ud til hver sin side. Tilfredst smilede hun. Åh, hvor smagte det søgt. ”Tak,” sagde hun mindst ligeså som kvinden, som hun tog imod de pænt samlede lokker. I sin hånd holdt hun dem, hvor hun blidt lod sine fingre kærtegne dem for hans åsyn. ”Jeg havde så langt hår engang.. Mindes du det, kære Thranduil?” spurgte hun hvislende. Han havde taget hendes hår. Hendes lange fletning, der havde været som en pisk. Det havde været hende en stolthed, og den stolthed havde han frarøvet hende. Det var derfor kun på tide, at han betalte tilbage for det.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Regnede Tatiana ærlig talt med, at Thranduil ville blive her? For det var overhovedet ikke noget, som kom på tale i det hele taget! De grønne øjne faldt til hendes skikkelse. Han spændte fast og kraftigt i kroppen. Han skulle nok komme hjem. Han havde barn hjemme, som han var nødt til at tage sig af, som han også havde Daenerys ved Silia, som han ligeledes også skulle tage sig af, og være en del af, fordi at han ønskede at være det. For ham, var det rent faktisk umådelig vigtigt! "Jeg beklager at skuffe dig, men jeg har ingen planer om at blive her i Maerimydra," sagde han denne gang med en fast tone. Kahli eller ikke, så var det stadig ikke en titel, som han havde tænkt sig, at skænke hende. "Ikke for mig," sagde han denne gang med en kortfattet stemme, som han kort vendte blikket mod hende igen.
Det lange hår blev skåret af.. skævt og alt muligt.. Men det blev taget fra ham! Blikket faldt automatisk ned til gulvet under ham. Hans krop dirrede af ren og skær vrede. Tegn og symbol på hans status i Procias - Et land, som han i forvejen, havde tænkt sig, at søge tilbage til! Han prustede svagt. Han måtte slå koldt vand i blodet! Det var han simpelthen nødt til! Hans blik faldt derfor langsomt til Tatiana igen, som nærmest stod og kærtegnede det lange hår. Han mindes hendes lange hår.. Om han gjorde. Han havde jo selv personligt fjernet det. Kort trak han på smilebåndet. "De fine lokker, jeg har liggende hjemme? Af hvad jeg husker, fjernede jeg disse personligt. Jeg havde ikke behov, for at bede andre om det," kommenterede han denne gang. Han forsøgte igen at komme op. Dog uden at gøre yderligere modstand. Kvinden bag, strammede grebet advarende.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Kynisk smilede Tatiana til ham. ”I så fald er det godt, at jeg har planer for dig,” sagde hun roligt, uden at lægge skjul på i tonen, at dette var noget, som hun havde set frem til. Hun havde planer for ham. Det skulle han nok vide sig sikker på. Siden han havde taget hende som sin fange, og leveret hende til sit kongehus, havde hun fantaseret om at torturere ham. Siden hun var kommet tilbage til Maerimydra, havde den endelige plan fæstnet sig i hendes sind og hjerte. ”Jeg beklager, men din gamle veninde sidder ikke længere på denne plads,” bemærkede hun koldt. Her i Maerimydra gik hun under betegnelsen kahli for alle. Det var ikke længere Eilíannel, som han garanteret troede. Ikke siden, at hun var vendt tilbage. Fingrene lod hun kælent glide over hans afskårede lokker. Så lyse, og så silkebløde, som de var.. Lokken ville uden tvivl tage sig godt ud på hendes væg på kontoret. At han forsøgte at håne hende, gjorde hverken hendes mimik hårdere eller mildere. Det var nemlig ikke meget, som han havde sine ord i. Jovist, at han havde været mand nok til at tage hende, men han havde bestemt ikke været mand nok til at holde hende som sin fange. Der var nemlig gået ingen tid før, at hun var endt i kongehusets fangekælder. Her kunne han dog vide sig sikker på, at han ville forblive lige her. I Maerimydra. Han var hendes fange. Ikke kongehuset. Så elendig som kongehuset her var, ville de også slippe ham fri på et splitsekund, hvis de fik chancen. Nedladende betragtede hun ham. ”Og af hvad jeg ved, var du ikke mand nok til at holde mig som dit gidsel. Du sendte mig videre i det sekund, at du så chancen, men bare rolig.. En sådan kvinde er jeg ikke. Du er lige præcis, hvor jeg ønsker, at du skal være ,” svarede hun ham koldt og ildevarslende igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Her sad Thranduil så.. Ikke at det bar med hans gode vilje, for det var det på ingen måde! Næverne lukkede han let, som han var fastholdt. Ondt gjorde det, og endnu mere, når han nu stod og så hende kærtegne hans lange lokker. Minen udstrålede vrede, men dog kontrol. Om det skulle komme så vidt, frygtede han på ingen måder for døden. Nu havde han haft den så tæt ind på sit eget liv, så mange gange tidligere. "Du har planer med mig?" spurgte han denne gang.
Ikke var det Eiliíannel som var i besiddelse af titlen som leder, men det ændrede intet for hans vedkommende. De grønne øjne hvilede fast på hendes skikkelse. "Forventede du at jeg ville lykønske dig med titlen?" spurgte han denne gang, hvor han lod hovedet søge kort på sned og betragtede hende meget indgående. Bange var han som sagt ikke, for det havde han vel ingen grund til? Et kort smil passerede hans læber denne gang. "Naturligvis. Ikke ønskede jeg at lade dig og dit væsen forpeste min skov og mit hjem," sagde han denne gang. Kvinden holdt ham endnu i et fast greb. Her fik han endnu en gang et spark bag knæet, hvor hans ben gav efter, og han denne hang atter gled direkte ned i knæ overfor hende. Tænderne bed han denne gang fast og kraftigt sammen. Ondt gjorde det virkelig at dette skete for ham. "Slip mig," beordrede han denne gang med en mere sammenholdt stemme. Næverne forsøgte han denne gang på brutalt vis at trække til sig, for efterhånden var han træt af at være så fastlåst! Og særligt fordi at han intet kunne gøre ved det. Han vendte blikket fast mod kvinden bag ham. Han var ved at blive utålmodig!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Hvor meget jeg end nyder, når skovelvere kommer tilfældigt forbi, er der skam en mening med din visit,” fortalte Tatiana ærligt. Hun elskede når skovelvere kom forbi. Så meget, at hun ikke lod dem gå, når de endelig kom. Hans tilstedeværelse i Maerimydra var dog ikke tilfældig. Det var arrangeret. Det var nemlig ikke tilfældigt, at han var blive overrumplet af en gruppe mørkelvere, som det derimod havde været arrangeret. Frem mod ham bevægede hun sig. Elegante var hendes bevægelser, og sikre var de skridt hun tog. ”Jeg forventede at se dig på knæ, og her er du,” svarede hun ham tilfredst tilbage. Indtil nu gik alt som planlagt, så kunne det være bedre? Spændt var hun dog på det videre spil, da der skulle endnu en spiller ind. En der ville få en ganske stor betydning for plottet, som der skam var mening med al galskaben. Hun bøjede sig en anelse ned over ham, så hun kunne lade sine fingre stryge ham blidt hen over panden, videre hen over hårgrænsen og ned over kinden. ”Altid så charmerende..,” kommenterede hun ironisk til hans ord omkring hende og hans dyrebare skov. Skovelvere havde nu altid været utroligt fine på den. ”Heldigvis er jeg ikke så sart som dig, lille konge. Jeg vil elske at have dig boende.” Smilet hvilede kynisk på hendes læber. Billederne havde hun allerede i hovedet, og hun elskede det! Hun elskede at være tilbage på banen! Hånden tog hun til sig, hvor hun også rettede sig op. Slip mig.. Slip mig.. Han lød helt som Lucifer Jaceluck. Det måtte være den mandelige kyllingehjerne. Blikket førte hun til den kvinde der holdt Thranduil i et nådesløst greb. ”Bind den kære konges hænder foran ham, og sørg for at det løse reb dertil er langt,” beordrede hun direkte.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At dette havde været Tatianas mening, var efterhånden gået op for Thranduil, uden at han kunne gøre noget ved det. Han spændte fast i kroppen, alene ved tanken om det. Det var noget, som han heller ikke kunne lade være. De grønne øjne stirrede mod hende. "Du har med andre ord, kun ventet på, at jeg passerede grænserne," konstaterede han denne gang. Selvfølgelig.. Han burde næsten have set det komme, men nu havde han jo passeret i hvert fald et par gange, uden at der var sket noget.
Her kom hun ham i møde, og lod hånden stryge over hans pande, og videre over hans kind. Han trak dertil også hovedet til sig, for han var slet ikke meget for, at hun rørte ved ham i det hele taget! Han spændte endnu mere i kroppen, selvom han slet ikke kom nogen steder, da han var fastspændt med hænderne bag på ryggen. Han var et sted meget imponeret over, hvad en kvinde her, overhovedet var i stand til. "Før eller siden, vil jeg atter søge op på benene igen. Jeg sidder ikke her, fordi det er mig lystet eller fristet," sagde han denne gang. Igen så han mod hende med de grønne øjne. Hans øjne lynede nærmest af vrede. "Jeg ville elske, at komme herfra," tilføjede han denne gang med en mere fast tone.
"Min Kahli," endte kvinden bag Thranduil med det samme, hvor der blev fundet et stærkt og godt reb frem. Hans hænder blev denne gang ført foran ham, hvor han kraftigt blev bundet, så han ikke kunne komme nogen vegne. Den anden ende af rebet, trådte hun frem, og skænkede til Tatiana. Hovedet bøjede hun let, men respektfuldt.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Sandt var det, at Tatiana kun havde ventet på denne mulighed. Derfor fik tanken hende også helt til at smile lidt. Det hele havde gået, som hun havde ønsket det. Hun plejede nu også altid at få sin vilje før eller siden. Hun vidste nemlig præcist, hvad hun ville have. ”Se det som en ære, at din tilstedeværelse var ønsket,” svarede hun ham roligt igen. At han ikke brød sig om at blive rørt, overraskede hende ikke. Han var vred, og han følte sig hævet over hende. Det sidste var han dog bestemt ikke. Slet ikke her. Her var han intet værd.. eller noget værd var han, da hun endnu ikke kunne bruge, at han døde. ”Bare rolig.. Du kan få lov til at rejse dig om et øjeblik,” lød det uanfægtet fra hende, som hun ignorerede hans egentlige budskab med ordene. Sandt var det dog, at han snart måtte komme op og stå igen. ”Hvad du vil elske, vil jeg dog foreslå, at du revurdere.. ellers kan det være en drøm, som du ufatteligt længe vil gå rundt med,” afviste hun ham kortfattet, imens hun så til, som kvinden bandt hans hænder. Det hele gik præcist, som hun ønskede det. Inden hun tog imod rebet, søgte hun over til en af de andre kvinder. ”Find Eilíannel. Bed hende straks om at møde op foran herregården ved det store træ. Fortæl hende, at hun kan medbringe sine gifte, hvis hun har nogen nye, som hun gerne vil have afprøvet,” fortalte hun hende dæmpet, så hun sikrede sig, at Thranduil ikke hørte hende. Dette skulle nok blive interessant. Forstående og respektfuldt bøjede kvinden hovedet for hende, inden hun drejede om på hælen og søgte hurtigt ud. Selv søgte hun tilbage til Thranduil, hvor hun nu tog imod rebet. ”Kom med kære konge og søster. Dagen derude er smuk, og kongen skal naturligvis opleve det,” sagde hun med en ildevarslende ophøjethed. Uden tøven trak hun i rebet, som hun begyndte at søge ud af herregården og ud på pladsen der var udenfor.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ikke var dette en følelse eller fornemmelse, som Thranduil brød sig om. Var det en god ting, at være ønsket i Maerimydra, som en mand? Nok ikke. Han selv ønskede blot dette overstået, og gerne så hurtigt, som muligt. Han stirrede direkte mod hende. "Jeg føler mig ikke just beæret over det," sagde han denne gang. Selv ville han ikke snakke med hende, og ikke ønskede han, at hun skulle røre ved ham! Grusomt var det nemlig, at blive berørt af et mørkt væsen, som ikke skulle vise sig, at være Eilíannel. Mange drømme havde han, og det som han ønskede lige nu, var at få sit liv i retur, og komme hjem. Han havde desuden to børn, som han skulle være en del af, og dette kom jo heller ikke uden en grund, kunne man sige. "Tror du, at du vil lykkedes i, at tage dem fra mig?" Selv vidste han jo godt, at han ikke ville komme ud af den her situation på egen hånd, hvilket næsten var det værste.
Hvad hun hviskede til den kvindelige mørkelver, havde Thranduil dog ikke nogen anelse om. Han knyttede næverne, som disse var blevet bundet foran ham, hvor han denne gang rejste sig op, men blev stående, hvor han var. Ville han løbe? Hvor pokker skulle han løbe hen? Hun kaldte ham da ved hans titel, selvom det nok var mere med hån, end det var andet. Som hun rev i rebet, gik han bare med. Hvad andet valg havde han? Kvinden gik denne gang bag ham, og gav ham denne gang et kraftigt skub. "Benene er til for at gå på," sagde hun denne gang. Thranduil forholdt sig tavs. Hvor mon de nu ville have ham med hen?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”At du ikke føler dig beæret må være dit problem,” afviste Tatiana ham kortfattet. At han ikke havde det godt, kunne ikke være hendes problem. Hun gav ham nogle rammer, og så var det hans opgave at indfinde sig med det. Sagen var nemlig, at det ikke ville blive anderledes for ham. Han var nu mørkelvernes ejendom, og de var ikke just kendte for at afgive deres ejendomme. Ligegyldigt løftede hun brynene. ”Drøm løs, hvis du vil.. Vid dig bare sikker på, at de ikke vil gå i opfyldelse,” svarede hun kedsommeligt tilbage. Selv hadede hun at forklare sig, når hun allerede havde sagt det en gang før. Derfor havde han allerede tabt hende på det punkt. Videre ville hun også blot nu. Derfor trak hun også i rebet, så han var tvunget til at gå med hende. At den mørkelviske kvinde bag ham skubbede ham, og kom med hånlige bemærkninger, smilede hun blot over. Det var hende nemlig fuldt ud tilladt. Lucifer måtte kun hun røre, medmindre hun gav andre tilladelse til det, men Thranduil.. Thranduil var skovelvernes hersker, og derfor viste hun, at mange mørkelviske mænd og kvinder så sig bitre på ham. Derfor ville hun ikke stoppe nogen af kønnene i at spytte eller slå på ham. Det var et had og en fornøjelse hun ikke ville tage fra dem. Ud af herregården ledte hun ham, så de kom ud i den friske luft. Smukt var det nu. Bladene der spirrede på træerne grene. Den blå himmel der tittede frem mellem træernes kroner. Det grønne græs der igen tog sig frodigt ud. Beslutsomt gik hun ud på pladsens midte, hvor der stod et enormt træ. Dette ville Thranduil beklæde godt.. Nogen personer var der allerede herude, og som de så synet af deres leder med deres fjendes leder, stoppede de interesseret op for ikke at skjule deres blikke og den hvisken, som de lod løbe mellem hinanden. Tatianas blik faldt på to mænd – slaver – som hun hurtigt pegede ud. ”I to,” kaldte hun bestemt. ”Hejs vores gæst op i træet. Han skal cirka være en halv meter over jorden.” Respektfuldt bukkede mændene, og da lederen ikke var en man modsagde, var de ovre ved hende og Thranduil på et splitsekund. Rebet tog den ene om, hvor han kastede det over et af de høje og tykke grene. Dernæst begyndte de begge at trække i det, så Thranduil blev hejst op.