The sweet taste of revenge

[Eilíannel Kalî Deâris]

Det havde været en dag som de fleste andre og Eilíannel havde brugt dagen som hun nu nød det bedst, nemlig med jagt. Det var en gammel hobby som hun havde haft nærmest siden tidernes morgen. Dog var den i dag levet afbrudt af en medsøster der bragte hende Tatianas meddelelse, og som den underdanige hun nu var, havde hun ikke haft andet valg end at afbryde og i stedet følge hende med tilbage til Maerimydra med det samme. Eftersom Tatiana havde bedt hende om at medbringe sine gifte, gik hun næsten ud fra at der ventede hende en overraskelse der skulle være led i hendes træning. På vejen havde hun hentet en mindre samling af små flasker med lidt farverige blandinger af væske som var blevet brygget.
Hendes skridt var målrettet mod pladsen uden for herregården, hvor hun ret hurtigt bemærkede at de øvrige elvere, mænd som kvinder, der stimlede sammen for at se hvad der foregik. Dette måtte være noget stort. Ubetænksomt, slangede hun sig ind mellem de andre for at komme frem i mængden, drevet af nysgerrighed og samtidig lidt af ulmende frygt. Den sidste elverkvinde der blokerede hendes vej, gav hun et hårdt puf for at komme frem i mængden. Hendes mørke øjne så Thranduíl som det førte. Hun stoppede og mærkede en hård knude i maven, der straks tyngede hende. Nok var det mange år siden de havde haft deres tid sammen, men selv den dag idag, havde hun en lille svaghed for ham, og hun var endnu prociansk nok til ikke at bryde sig om at se ham på den måde, dog spejlede intet af dette sig i hendes blik. Efter lange sekunder tvang hun blikket væk fra ham, og så i stedet hen på hendes veninde og leder. "Hvad skal dette forestille?" spurgte hun køligt. En lille del af hende var næsten fristet til at trække sin bue og lade en pil gennemborer hendes hoved, for overhovedet at gøre det.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvordan skulle Thranduil føle ære ved dette? Det kunne han ikke, og det lystede han på ingen måde, og særligt, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende! Tænderne bed han derfor fast sammen, som han denne gang blev ført frem. "Der er ingen ære, i at betræde Maerimydra," sagde han denne gang. Skoven og området omkring, kunne ganske vidst være smukt, men resten..? Det kunne undværes. Gud hvor det kunne undværes!
Håret var taget fra ham.. Tatiana gik rundt med lokken i sin hånd, og nu også ham, hvor han ikke rigtigt havde noget andet valg, end at søge med. Andre kiggede efter dem, selvom det nu heller ikke rigtigt, var noget, som kunne komme bag på nogen, og særligt, når det foregik således her. Før eller siden, skulle han nok komme derfra, og så måtte han jo tage behandlingen og andet med. "Det vil hurtigt gå op for dig, kære Tatiana, at det ikke er noget som du vil kunne tage fra mig," endte han denne gang, som de søgte ned igennem pladsen. De to mænd, som stod der, fik han hurtigt øjenkontakt med.. Skulle han hejses op? Mere nåede han dog ikke at gøre sig af tanker, inden rebet denne gang blev kastet op over grenen, hvor de tog fat om det, og rejste ham fra jorden. Ikke var det dem et problem, at fjerne hans fodfæste under fødderne, hvor han denne gang vendte blikket direkte mod Tatiana igen. Hvad så nu? Lyden af Eilíannel, gjorde det ikke just bedre. Han lukkede øjnene for kun et kort øjeblik. Ikke havde han ønsket, at hun skulle se ham.. Og særligt ikke sådan! Denne gang forblev han tavs. Hvad skulle hun her? Ude af stand, blev han egentlig bare hængende, hvor han var blevet placeret. Andet kunne han jo heller ikke gøre.. Hvad mon der ville ske?

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Bitter var, hvad Thranduil var, og Tatiana nød det. Derfor smilede hun også blot kynisk, idet han pointerede, at hun intet kunne tage fra ham. Personligt mente hun dog, at det måtte være op til fremtiden at beslutte. Men selvfølgelig.. Han var lysets mand! En ærefuld mand der levede efter det værdigste kodeks af dem alle! …og bla, bla, bla. Fisefornem var, hvad han var. Han troede han var bedre. Han følte sig hævet over dem. Det gjorde alle. Nedværdigende var hendes blå blik, mens han blev hejst op. ”Hvis der intet er at tage fra dig, har du heller intet at miste,” svarede hun igen i en legende tone. Lege med ham var dog også, hvad hun agtede at gøre. En dyster leg. Blikket vendte hun ned mod hans lyse lokker, som hun havde i sin hånd. Let bandt hun en knude i dets ende, så hun vidste, at ingen løse hår ville forsvinde. At tiden også blev til, at Eilíannel gjorde sin entre var jo kun perfekt! Det kolde smil tog igen form på hendes smalle mund, idet hun drejede om på hælen, så hun kunne stå ansigt til ansigt med sin kære veninde. ”Vi har fået gæster.. Hans kongelige højhed valgte at lægge torturen forbi, og hvilket perfekt tidspunkt,” oplyste hun tilfredst, så alle i flokken ville være i stand til at høre hende. I samme øjeblik valgte de to mørkelviske mænd at tøjre rebet, så Thranduil hang sikkert og svævende i luften. Tatiana trådte et skridt frem, så hun og Eiliannel stod skulder mod skulder. ”Du ønskede at blive den bedste.. Anse din træning for at være påbegyndt,” sagde hun dæmpet, så kun Eilíannel ville kunne høre hende. Hendes gennemborende blik søgte ned til Eilíannels hænder, hvor hun så den lille samling af gifte. ”Glimrende. Jeg glæder mig til at se, hvad du denne her gang har kreeret, kære,” sagde hun igen i en tone, som var for alle at høre.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Mange skrækscenarier havde Eilíannel forestillet sig i sit sind, da bud var blevet sendt, men desværre overgik dette selv hendes værste tanker. Hvorfor pokker var det også at Thranduíl konstant bevægede sig på usikker grund heromkring og derved også satte sig selv i farer? Hun stirrede stift på Tatiana, for ikke at komme til at se på Thranduíl som hang i alt sin skam og uværdighed.
Udadtil stod hun frosset fast på stedet, indadtil overvejede hun om hun kunne komme godt afsted med at nedlægge Tatiana, men svaret kendte hun allerede og måtte desværre lægge fra sig. Måske hun også bare burde indse at Thranduíl for mange år siden havde fravalgt hende, og dette nu var hendes liv og hjem? I Procias havde hun aldrig hørt til, men her havde hun status og værdighed, og der var kun én måde at bevarer den på. "Det var sandelig pænt af ham," svarede hun lidt tørt og vendte sig om mod træet for at tage ham i betragtning. Som de hejste ham op, trådte hun et enkelt skridt frem, sekunder fra at forsøge på at stoppe det, men hun holdt sig selv tilbage og standsede op igen. Hendes blik dalede mellem dem og faldt på hendes hånd, hvori hun stadig holdt sine mange gifte, hvilket kun fik knuden i maven til at vokse.
"Før jeg begynder.. er der grænser for hvor langt jeg må gå?" spurgte hun og så op på sin leder med et køligt smil, påtvungen, men det kunne ikke ses, slet ikke for en der ikke kendte hende inderste bedre end Tatiana gjorde. Desværre havde hun intet valg i denne situation. Hele deres folk stod og så på dem, hvis hun nægtede nu, mistede hun alt værdighed, respekt.. måske ligefrem sit liv, og det var det sidste hun ønskede.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Aldrig havde det været meningen at Eilíannel, skulle se ham på denne måde. Han burde ikke være her, men de havde overrumplet ham, inden han overhovedet havde haft nogen mulighed, for at gøre noget som helst, hvilket næsten var det værste af det hele. Han var elvernes konge i Procias! Han burde for pokker slet ikke hænge der, og særligt ikke til fri beskuelse af mørkelvernes samfund! Han knyttede næverne let. Bevidst valgte han ikke at kigge på Eilíannel, kun fordi at han vidste, at han intet ville få ud af det.. Det var en fortid, som han vidste, at han burde se bort fra, men end ikke det, var noget som han kunne. Han savnede hende. Det havde han gjort i mange år, og særligt fordi, at han aldrig havde nået at forklare sig, inden hun havde rejst bort fra lysets skov. Hvad hun dog måtte stå med i sine hænder, var noget, som et sted var en grund til uro?
De smaragdgrønne øjne faldt til de små flakoner, som hun havde i sine hænder. Gift? Skulle hun eksperimentere på ham? Tatiana var herunder også en direkte grotesk kvinde, overhovedet at gøre den slags, og til hvilket formål? Det havde han virkelig svært ved at forstå! Men igen - så viste hun, at hun var en kvinde, som ikke kunne tage hånd om tingene på egen hånd. "Igen viser du dig, for værende en kvinde, som ikke kan gøre tingene på egen hånd, Tatiana," pointerede han denne gang. Bange var han ikke af sig, og det havde han heller aldrig været. Døden var blot en del af hans liv, og.. skulle det nu ende her? Han var stadig far til to små, som stadig havde brug for ham!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Vred var Eilíannel muligvis indvendigt, men ikke trådte det frem i hendes ansigt. Derfor kunne Tatiana ikke spotte hendes indre kvaler, men hvis hun havde nogen, ville hun på det kraftigste mene, at hun skulle gå i gang med træningen. Det var jo derfor, at Eilíannel skulle testes. Fordi Tatiana ikke troede på, at hun var en af dem. Selv tænkte hun, at hun endnu havde et svagt punkt for lyset, og det punkt måtte være Thranduil. Derfor ville hun se sin veninde torturere sin tidligere kærlighed for at sikre sig, at hun helt og holdent var en mørkelver. En mørkelver med følelser for en skovelver var også en skandale! Det hårde blik holdt hun på hende. ”Du må ikke slå ham ihjel … for nu i hvert fald,” sagde hun direkte. Thranduil skulle være i live lidt endnu. Eilíannel skulle af med sin svaghed, og resten af mørkelverne skulle nå at nyde at have deres fjende inden for deres grænse. Hendes hårde blik faldt nedværdigende på Thranduils ansigt, som han forsøgte at håne hende. Noget der resulterede i, at en mørkelvisk mand spyttede på ham, og en række andre mænd og kvinder kom med et bundt nedværdigende ord til Thranduil, og forsvarende ord til Tatiana. Skovelvernes konge var i sandhed alene her. Uden at fjerne det kolde blik fra Thranduils irriterende ansigt, rakte hun ned i sin buksedels mange remmer, hvor hun fremdrog en kniv. Igen uden at se, rakte hun den videre til Eilíannel. ”Start med at skære hans tøj af. Rub og stup. Jeg ønsker at se, hvad den kære konge er lavet af,” beordrede hun. Hun ville se Thranduil hænge ynkeligt og splitternøgen for hele forsamlingen. Smørret gled smilet også rundt på de mange tilskuer.

[Eilíannel Kalî Deâris]

I mange år havde hun levet som en mørkelver, levet op til de forventninger der blev stillet til hende her, men lyset var et gammelt levn, der somme tider skinnede igennem for et par svage sekunder, men dette var ikke stedet for det. Ét forkert skridt og hun ville være et hoved kortere og blive overdænget med samme disrespekt som de viste Thranduíl i øjeblikket. Det var et spørgsmål om overlevelse, intet andet. Eilíannel nikkede, som tegn på at hun havde opfattet beskeden. "Meget vel. Det gør trods alt kun legen endnu sjovere," tilføjede hun og sendte Tatiana et lidt lusket smil. Hun havde drevet mellem lyset og mørket i tilstrækkelig lang tid til at kunne sit skuespil og være uigennemskuelig for både sin leder og sin tidligere forlovede, som ellers begge forgav at kende hende vel.
De mange flakoner, lagde hun på jorden foran sig, i et elegant buk, før hun igen rettede sig op og tog imod hendes kniv uden at se på hende. "Tro mig. Jeg har set det før, han er ikke gjort af meget," hun lo køligt og lod de slange fingre gribe om skæftet. Det var ikke sandt. Thranduíl var den smukkeste mand hun nogensinde havde set, og der smertede hende at skulle ydmyge ham på den måde, men det var det eneste hun kunne gøre. Hun gik hen til ham. Selvom han var hævet, havde hun intet problem i at nå, hendes ben var lange og slanke, og gav hende en god højde. Det var alt andet end første gang hun afklædte ham, det sad næsten i fingrene.. rutinen.. Først skar hun båndet der holdt hans kappe over og rev den ned under ham. Derefter tog hun fat i hans silkeklæder, og lod kniven glide ned langs midten, så stoffet skilte sig som vandene. Hendes forræderiske sind mindede hende om dengang hun blidt havde fjernet dem og ladet sine fingre komme i kontakt med hans hud bare som undskyldning for at røre ham. I stedet for fingrene, lod hun knivspidsen berøre hans bryst og skar en lang flænge, der straks begyndte at bløde. "Ups," sagde hun hånligt og studerede dråberne der gled ned over hans krop. Elverne ville se blod, og hun ville give det til ham. Klæderne trak hun af, så snart de var skåret helt op, så han hang der i træet, fuldstændig blottet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Folk grinte af ham og spyttede efter ham, selvom det nu heller ikke var noget, som Thranduil tog særlig højtideligt. Det beviste vel egentlig bare på hvilket niveau de måtte befinde sig, i forhold til det folkefærd, som han nu var vant til at være omkring? Han blev hængende. Ikke fordi at han havde meget andet valg, kunne man sige, hvilket jo alligevel var med til at gøre ham en smule urolig? Eilíannel, vidste han jo godt, havde vendt sig mod dette, fordi at hun havde fundet det som det eneste rette for ham, og derfor regnede han ærlig talt heller ikke med, at hun ville gøre noget som helst, for at få ham ned.
Hun måtte ikke ende hans liv. Det skulle nok vise sig, at blive umådelig interessant. Værst var næsten, at hans forfængelighed var ekstrem, og at han derfor ikke brød sig om, at hænge til fri beskuelse af alle andre! Hans grønne øjne hvilede fast på Eilíannel i dette henseende, og særligt, da kniven blev lagt i hendes hånd. Hans klæder skulle af.. Det var ikke en tanke, som han brød sig om! Selv forsøgte han at forholde sig helt rolig, da hun begyndte at fjerne hans tøj. Ikke var det første gang, at hun skulle fjerne dem, men det var første gang, at de blev fjernet på denne her måde. Han lukkede øjnene let, hvor han vendte blikket væk. At hun brugte kniven til at skære i hans bryst, så blodet begyndte at flyde. Tykt og rødt, som ved alle andre. Hans blik faldt atter mod hende. At skrige op og den slags gjorde han ikke. Selv hans krop bar jo præg af de mange kampe og stride, som han havde kæmpet i årenes løb. Han stirrede mod hende.. Aldrig havde han været så sårbar, som han var lige nu!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Thranduil mente måske ikke, at mørkelverne befandt sig på et højt stadie, siden de fandt fornøjelse i dette. Det var dog lige præcis det der gjorde, at Tatiana fandt ham arrogant og fisefornem. Han mente, at kun hans højrøvede sommerfuglemetode var den eneste brugbare. Eilíannels ord og det, at hun tog imod kniven fik hende dog til at smile. ”Han skulle gerne nyde godt af det i et par dage. Som han selv siger, har han intet at miste, så hvorfor ikke gøre hans sidste dage lidt fornøjelige?” lød det kynisk fra hende. I den lange ende ønskede hun at se Thranduil død.. men før hans død, ville hun have sørget for, at hun havde prøvet alle sine ideer på ham. Som hun tidligere havde fortalt ham, ville han dog ikke lide i et par dage. Nej, han havde sørget for, at hun havde været indespærret i tre år, så han skulle som minimum prøve det dobbelte. Det var kun retfærdigt. Hånligt lo de omkringstående mørkelvere, som Eilíannel sagde, at Thranduil intet havde at prale af. Glubske så de dernæst til, som hun begyndte at skære tøjet af ham. Ikke lo Tatiana, som hun selv så nøje efter, hvad Eilíannel gjorde. For deres tos vedkommende, var dette trods alt også en træningsaktion. Eilíannels ansigt holdt hun også et nøje blik med, så hun kunne se, om et udtryk skulle vise sig i hendes ansigt, som hun ikke skulle se sig tilfreds med. Derfor stillede hun sig også strategisk, så hun kunne se det hele. Tilfreds måtte hun være, som Thranduil endte splitternøgen.. men det var ikke nok endnu. ”Jeg er interesseret i at se, hvad du har brygget, og hvilken effekt det har.. Thranduil har indvilliget i at være forsøgskanin,” beordrede hun dernæst, som var det ganske normalt, hvad de skulle til.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Det var en kunstart at lægge så meget låg på sine følelser, så selv dem der kendte hende bedst, kunne komme i tvivl. Eilíannel havde lært sig der, der var intet at spore, hverken den angst hun følte, den smerte hun følte ved at skulle gøre ham ondt, eller den vrede hun nærede overfor dem begge to, nej intet andet end kulde og ligegyldighed. Tøjet fjernede hun, til hans store ydmygelse også selvom han modsat hendes ord, havde masser at prale med. Altid havde han været en smuk, beundringsværdi mand, men det var en tanke som hun var nødt til at give slip på nu. Den røde dråbe fra den flænge hun havde skåret, løb nu ned over hans blege hud i de sidste solstråler der hærgede idet den var på vej ned i Vest.
Eilíannel trådte et skridt bort og betragtede ham med et kynisk, næsten stolt smil mens hun lod de andre elvere nedgøre ham. Tatianas blik kunne hun mærke brænde i sin nakke, hvilket gjorde hende frygtelig opmærksom på stort set alting.
"Meget vel," hun vendte sig mod sine gifte og studerede dem lidt, før hun tog en grønlig en op. Den lille flaske holdt hun mellem to fingre og fremviste den således til de omgivende elvere der var ganske interesseret. "Denne... en ny blanding jeg har forsøgt mig med, egentlig ment til at nedlægge ulve, så mon ikke vi også kan nedlægge en konge?" spurgte hun og fangede kort Tatianas blik inden hun så ned på sin kniv og skubbede den lille prop af flasken, så hun kunne dyppe enden til alles frie udsyn. Herefter gik hun tilbage til Thranduíl. Smerten ville være ulidelig.. men den ville ikke slå ham ihjel eller være livstruende som nogle af de andre. Hun stilte sig helt op foran ham, og placerede knivspidsen mod hans bryst. Med den skar hun et tydeligt 'E' på hans bryst, der straks gav sig til at bløde, og gav anledning til at giften på dets spids kunne virke.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil stirrede i retningen af de andre. De elvere, som i forvejen havde samlet sig i området, for at betragte sig af det hele, skulle have lov til at se ham, uden en trævl på kroppen. I sig selv, var det på ingen måder noget, som faldt i den gode bog. Tvært imod, så måtte han hade det, mere end hvad godt måtte være. Han kunne intet stille op. Lige nu, vidste han, at noget skulle ske, men han vidste derimod bare ikke hvad. De mange flasker, som nu lå foran ham, vidste han ikke, hvad han skulle gøre ved.. eller hvad der ville ske med ham, og det at den kontrol blev taget fra ham, var ubehagelig!
Ikke så meget som et ord, sagde han. Han ville heller ikke give dem den tilfredsstillelse. Et sted, havde han vel håbet, at Eilíannel, ville tale hans sag? Selvom det tydeligvis havde været meget at bede hende om. Han stirrede på kniven, som hun dyppede.. Den ville nedlægge ulve? Han stirrede med vantro på hende, da hun søgte tættere på ham, og hvor han spændte mere og mere i kroppen. E'et som hun skar direkte ind med knivspidsen med den mærkværdige mikstur, fik ham kort til at vride sig. Det gjorde jo ondt! Blodet begyndte at flyde, men det var ikke det, som han bed sig fast i først.. Men først den følelse af varme, som spredte sig i brystregionen.. efterfulgt af smerten, som kom med. Hans pupiller trak sig helt sammen, hvor hans krop denne gang begyndte at ryste. Øjnene klemte han sammen. Det gjorde virkelig ondt!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Utallige blikke havde Thranduil hvilende på sin nøgne krop, og ikke bad Tatiana dem om at se væk. De måtte se på ham, om de ville. Røre ham, om de ville. Han skulle være dem en fælles fornøjelse, og det var ikke ment som en fornøjelse for Thranduil, men derimod en fornøjelse for mørkelverne. Opmærksomt lyttede hun til Eilíannels ord, som hun fortalte om sin nybryggede gift. Ingen følelse rummede hendes ansigt, som Eilíannel begyndte at skære i Thranduil. Hendes øjenbryn røg dog en anelse op, da hun så, at hun lavede et bogstav og ikke et hvilket som helt bogstav, men et ’E’. E for Eilíannel. ”Hvor kunstnerisk,” lød hun kortfattet, uden at virke imponeret, men det var hun ej heller. Tortur omhandlede ikke, at skaderne så pæne ud. Tortur omhandlede, at man gjorde mest mulig skade. Helt tæt på Eilíannel trådte hun nu. Kvinden ønskede træning, så som en elev ville hun se hende, og som en elev ville hun tale til hende. ”Jeg vil anmode dig om ikke at markere en slave, der ikke tilhører dig. Det kan meget vel være, at ejerkvinden tager langt mere i retur,” advarede hun hende. ”Hvis du ønsker at være kunstnerisk, så skriv i stedet, hvad han er..,” fortsatte hun sigende, inden hendes hårde blik landede på Thranduil. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Arrogant.. Selvophøjet.. Bastard.. Kujon.” Det burde Eilíannel i stedet skrive. Hånden rakte hun frem, hvor hun greb Thranduil hårdt om hagen. Nøje så hun ham ind i øjnene, som hans pupiller trak sig sammen. Dernæst slap hun ham, hvor hun opmærksomt gik en rundt om ham for at se den fulde effekt af giften. Han rystede helt, som var der gået et jordskælv i gang i ham! Igen stillede hun sig, så hun både kunne betragte Eilíannel og Thrandul. ”Du vil brygge flere af disse og sende det til vores torturmester,” meddelte hun. Betaling skulle hun nok få for det.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Thranduíl havde ene og alene skylden for at hænge der. To gange på sin færd i Dvasias var han stødt på hende, én gang var han blevet fanget, han burde vide hvilket farligt sted det var og kun endnu mere nu hvor hun ikke længere ledte dem! Tanken gjorde hende vred, mest fordi han placerede hende i en tåbelig situation, hvor hun ikke længere havde et valg, hvis hendes liv skulle gå videre fra denne dag. Dette var én af de dage hvor hun forbandt de kunstner hun havde lært af Matthiel, de mange gifte som hun oftest brugte til at nedlægge dyr, eller i krig.. dette var ikke krig. Hun betragtede sit eget kunstværk og fornemmede hvor Tatiana trådte helt op bag hende. Ej så hun på hende, men holdt sit kolde blik rettet mod Thranduíl. "Glem ikke at jeg kender ham," sagde hun og hårdt og vendte blikket mod sin leder. "Jeg har kendt ham siden han krøb rundt og ledte efter frøer, Tatiana! Tro mig jeg ved hvad der skal til at ydmyge en mand som ham, og det er ikke at få skrevet kujon i panden, så lad mig gøre mit arbejde," vrissede hun hårdt. Det var ikke ment som trodsighed, men mere et bevis på at hun var i stand til at tænke selv. Dog var det sandt, Thranduíl var forfængelig, kujon var bare et ord, men at blive markeret af en kvinde som han næsten havde giftet sig med..
Hun rystede på hovedet og så hvordan giften tog til i han krop. Den rystede, hele hans mimik udstrålede smerte, men det var ikke nok. Den samme kniv med resterne af giften, huggede hun ned i hans lår uden hverken at bede om lov eller advare først. Herefter vendte hun sig upåvirket om mod Tatiana, selvom det var mere en undskyldning for ikke at skulle se på ham. "Glædeligt Kahli," hun nikkede.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Smerten som tog mere og mere ved i Thranduil, var virkelig smertefuld. Den fyldte ham med en ubehagelig varme, og en kraftig følelse af, at blive trykket mod brystet, så han næsten ikke følte, at han kunne få luft. Et svagt gis brød hans læber, hvor det denne gang virkelig måtte kæmpe for at holde skriget i sig. Mærket som blev skåret ind i hans brystkasse, fik ham kun til at lukke øjnene. En ting, var at lægge en hånd på ham.. påføre ham ar og mærker, for det var på ingen måder noget nyt, men at det skulle gøres på denne måde, hadve han ikke ligefrem været forberedt på! Hans grønne øjne tvang sig endnu en gang vejen mod Eilíannel. Hun gjorde det virkelig.. han ville med andre ord, blive hængende her, til det ville ende hans liv?
Igen vendte han blikket væk, også selvom smerten, næsten føles, som gjorde den ham helt svimmel. Endnu et gisp brød hans læber. I det indre, følte han virkelig, at han kogte! Han kom med et halvvejs skrig, idet at hun hamrede kniven direkte ned i hans lår, hvor han også kraftigt måtte spænde i kroppen. Hovedet lagde han bagud. Ikke ønskede han, at nogen skulle se ham her.. men selv med den kolde vind, som slog ind mod hans krop.. Det var koldt og det gjorde ondt! Det var virkelig ubehageligt! Men at tigge og bede dem om at stoppe? Nej, det kom da slet ikke på tale! Han hev svagt efter vejret, og hans krop blødte. Både fra låret og det mærke, som hun havde skåret ind i hans bryst. Tænderne bed han sammen. Han havde oplevet det, som var værre end det her. Langt værre end det her.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hård blev Tatianas mimik, som Eilíannel hævede stemmen over for hende. Ambivalent havde hun det med det, da hun på den ene side nød hendes fyrighed, og på den anden side hadede at få stillet spørgsmålstegn. En personlig svær situation måtte hun og Eilíannel desuden stå i. På den ene side havde Eilíannel veget tilbage for hende, men på den anden side var hun stadig en kvinde, der havde hersket som kahli i mange år. Derfor kunne hun være betænkelig over, om hendes gamle veninde virkelig var forenelig med det faktum, at hun nu var trådt en tand tilbage i hierarkiet. Hun betragtede hende med et nøje blik, hvor hun for en stund så bort fra Thranduils ynkelige skælvende skikkelse. ”Og hvad mener du, at der vil knække en mand som vores kære gæst?” spurgte hun direkte. At Thranduil kunne høre deres snak, passede hende ganske udmærket. Ordets magt kunne trods alt være en pinsel i sig selv. At Eilíannel så jog kniven ned i Thranduils lår, hvilket fik Thranduil til at skrige halvkvalt, fik alligevel Tatiana til at trække svagt på smilet. Der var nu intet som en ”konges” skrig. Hun kunne lide det.. At høre smerten og desperationen. Selv tænkte hun sit omkring, hvad der ville gøre bedst for kongen. At dræbe ham.. Det ville uden tvivl give hende en umådelig selvtilfredshed.. Eller at knække ham og holde ham som slave. Selvfølgelig en lavtstående slave. Tatiana vendte blikket mod Eilíannels arsenal af diverse små flasker. ”Vis mig mere af, hvad du har bragt med til dagens anledning,” opfordrede hun. Thranduil kunne tydeligvis klare mere, og derfor skulle han naturligvis også presses tilbage. Han var trods alt ikke besvimet endnu, og derfor var der mere at tage af. Hun agtede i hvert fald at presse ham til det yderste. At håne ham til fulde foran hele Maerimydra.