Trouple ahead..?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hånden strøg over Elenas kind. Det var mere en venlig gestus, end det var noget andet, men det handlede vel bare om at forsøge? Han ville jo gerne hjælpe hende. En tjeneste, var en anden værd, og det var jo det, som han anså som det vigtigste for ham selv lige nu. "De kom ud af det blå, siger du? Magiske?" spurgte han denne gang. Ikke kom det bag på ham, at der var mange magikere eller magikyndige væsner, som igennem tiden, havde lagt turen forbi dette sted. Det var i hvert fald sådan, at han så på det, og det var ikke altid noget, som han brød sig om faktisk.
Gamle sprog, havde mange gange passeret igennem deres tid, og særligt også her på Tayevania. Et gammelt sprog, blev stadig talt mellem Sandhedsseerne for den sags skyld, så det var heller ikke helt unormalt. "Kan du fortælle mgi mere?" spurgte han denne gang. For ham, var det rent faktisk vigtigt at hgøre. Særligt, hvis det betød, at han kunne hjælpe hende!

[Elena Marina Elton]

Jan 6, 2016 21:31:26 GMT 1 Elena Marina Elton said:

Elena ser væk prøver at huske og kommer i tanke om noget. Uden at enlig tænke over hvad det er hun gør .smider hun pludslig kjolen. Hun har en konge blå kort under kjolde på med blonter. " min skulder " hun vender rykken til ham . hun viser et brand mærke men ikke bare vilket somhelst mærke, det var mørket smærke. Man kunne ane at der var lavet oven på e andet mærke hendes famillie symbol . på hendes ryk vor man ellers kunne se henedes hud . kunne man ane gamle ar og sammen med armene nu vor de ikke var dækket til med armerne.  Hhendes ben var også mæret. 

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Elena smed pludselig bare tøjet foran ham? Demarcus stirrede næsten forarget på hende, over at hun i det hele taget, kunne finde på at gøre den slags lige her! Han blinkede kort med øjnene. Hendes ryg? Hvad var der med hendes ryg? "Vend dig om," bad han denne gang. Heldgivis for hende, så havde hun da andet tøj, som hun kunne gemme sig bag, for hvis hun nu havde stået der i ingenting... så vidste han da slet ikke, hvad han skulle sige.
Mærket på hendes skulder, var ikke umiddelbart noget, som sagde ham særlig meget. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse. Hovedet lod han søge på sned. "Lad mig.." endte han denne gang. Yderst forsigtigt lod han denne gang hånden komme i en ganske forsigtig berøring af det mærke, som hun havde. Han stirrede denne gang på det. "Er det et mærke, som de skænkede dig?" spurgte han denne gang. Et sted forstod han jo selvfølgelig godt, at hun ønskede at komme til bunds i sagen hvad angik den tid af sit liv, som endnu måtte ligge ukendt for hende. Tungen strøg han kort over sine læber, inden han denne gang lod hånden falde. "Mindes du, hvordan mærket blev skænket dig?" spurgte han denne gang. Det var jo en klar indikation på, hvad de stod overfor.

[Elena Marina Elton]

Hun tager fat i hendes kjole , vender sig mod ham igen " nej det svære ikke. Det eneste jeg huske svagt var jeg var samme. Med andre ung møre og ja villige kvinder, i et slags fange frum der stank af mug og tis og så hvider, der var fugtig og en masse frygt, men så meget andret kan jeg ikke mindes " ser ham i øjen og begynder at vil tage min kjole på igen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var ikke meget Demarcus fik at gå efter, men han skulle nok forsøge sig med det. Han havde i hvert fald lidt, men hvad andet han kunne gøre ved det, så var det bare sådan at det var. Han lod denne gang hovedet søge på sned. Det lød jo frygteligt, hvad hun kunne fortælle. Virkelig.. frygteligt. "Det er jo godt, at du ikke længere har brug for at tænke på det, Elena," sagde han denne gang.
Demarcus lod hende selvfølgelig få tøjet på igen. Han ville selvfølgelig ikke afholde hende fra, ikke at tage sine klæder på igen, for selvfølgelig skulle hun da have lyst til det. Han trak kort på smilebåndet, hvor han denne gang nikkede i hendes retning. "Jeg skal se hvad jeg kan finde ud af," sagde han denne gang. Det ville nok være meget begrænset, hvad han kunne gøre, men noget burde det mærke kunne give ham. Resten.. var lidt som at lede efter en nål i en høstak. Desværre.

[Elena Marina Elton]

Hun fik kjolen på og smilede. Hun tænkte nok at han nok ikke var typen der ville bryde sig særlige meget nær kontakt men hun ville gøre det for at vise sin taknemlighed og vor stor betyning det havde for hende. Hun gik nu helt hen til ham lænde sig ind mod ham og gav ham et lille kys på kinden pg ser ham i øjne " tak Demarcus de hved ikke hvor meget det betyder. For mig og hvor dejligt det er du vil hjælpe" smilede hun " jeg ked af jeg lige har været så selv op taget, kunne jeg gør det godt igen ved at inviter dem på meddag vor vi kan diskuter vider om den rigtige problemstilling?" spurte hun i ren venlighed. Hun troede ikke helt på han ville gå med til det men det ville glæde hende vis han gjore dor tilbudet mente hun men hvis han sagde nej kom det ikke bag på hende.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde ikke noget imod nærkontakt, men det var bare ikke noget, som burde foregå med andre, end hans hustru. Nu var det ikke ofte, at han så hende, da han var optaget af så meget andet. Særligt efter, at han var endt i rådet, som han var i lige nu. Han lod hovedet søge en kende på sned, hvor han så undrende på hende, da hun kom ham tættere på.
Kysset mod hans kind, var dog bestemt ikke hvad Demarcus havde ventet. Overhovedet faktisk! "Naturligvis. Vi.. må jo hjælpe hinanden." Denne gang forsøgte han at bevare sin fatning, selvom det slet ikke var nemt, men det handlede vel egentlig bare om at hjælpe hinanden lidt? Det var vel det som man gjorde? Altså.. til en grænse i hvert fald. At hun så derimod også inviterede ham hjem, var et sted en underlig tanke. På middag? Han sendte hende et kort smil. "Det vil være mig en sand ære og fornøjelse," sagde han denne gang. Han nikkede roligt mod hende endnu en gang, og med et stille smil på læben. "En forretningsmiddag.. Det lyder som en god ting. Lad os det," afsluttede han denne gang. Det var da.. fint nok også for ham.

[Elena Marina Elton]

Hun smilede til ham " det glæder mig at du tager i mod mit tilbud, noget bestem de ønsker at spise?" hun smiler og gå hen mod bodet tager sin skive pind og sin bog. Hun mente det i venligt ment hun var ikke ude på noget. Hun venter sig mod han og så smildende " og bare rolig jeg bider dem ikke kun vis de ikke er sød " sagde hun og der gled et drillent smil over hendes læber. Og et glimt af et grin i hendes øjne.
" jeg tro ovn i købet, jeg har nogen gammele pergamet. Ruller jeg fandt efter min genfødselde, har ikke helt. Fået åbne dem de. Forsejlet. Godt har de eventuelt nogen ttiks metoder til det ?" så hun spørgene på ham " hved ikke om det noget brobart men jeg håber det da" sagde hun

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus rystede denne gang på hovedet. Umiddelbart, ville han ikke påstå, at han var kræsen, hvor han derimod var mere spændt på, hvad hun kunne få bikset sammen til dem ved denne kommende middag. "Jeg er mere spændt på, hvad du kunne få lavet til os," sagde han denne gang. Han var nu glad for tilbuddet. Ingen tvivl om det, og derfor havde han ikke tænkt sig, at bakke ud. "Så er det godt for dig, at jeg ikke er farlig, før jeg har en grund til at være det," sagde han denne gang, med et stille smil på læben. Hertil, havde han jo ikke haft nogen grund til at være det, for eksempel.

Hvis hun havde gamle pergamenter, så ville han hellere end gerne kigge dem.. læse dem igennem, og se, om der stod noget brugbart i dem. Det kunne jo være. Han nikkede. "Hvis jeg må, vil jeg meget gerne læse dem igennem," sagde han denne gang, hvor han denne gang så mod hende igen. Mødet her, kunne man sige, var hævet, så det passede ham selv mere end fint, hvis han endelig skulle sige det. Ikke var der nogen tvivl om det i hvert fald.

[Elena Marina Elton]

Hun smiller blidt til ham over det han siger med maden og med han ikke er farlig med minder det nødvendigt.
" de må meget gæne læse dem vis de kan bryde sejlet. Sejlet siger mig noget men lige meget vor magen timer jeg bruger på og side og glo dumt på det selj kommer jeg ikke i tanke om vems det er oag vor jeg har set det . jeg ved bare jeg har " siger hun. Hun kan godt forstå vis han under sig over det . " men de må meget gerne se på det jeg ved ikke vad det er eller også gør jeg men ikke husker det " sagde hun så

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvem her på øen, havde brug for at være farlig, hvis det ikke var nødvendigt? Med den magt, og den status, som Demarcus havde, så var han ikke en smart mand, at kaste sig i strid med. Man var dømt til at tabe den på forhånd. "Jeg vil meget gerne kigge på dem, hvis jeg må," sagde han denne gang, og med et kort smil på læben. Han lod hovedet søge en kende på sned.
"Du fortæller mig bare, hvornår jeg skal komme, og så vil jeg komme. Jeg ser i hvert fald frem til middagen, og disse dokumenter," sagde han denne gang. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Måske at han var heldig, at kunne få dem læst. Man kunne i hvert fald håbe på det.. Særligt nu, hvor hun havde dem, så ville andet jo også være synd og skam.
Demarcus lod endnu en gang armene søge ned langs hans krop. Mødet var vel så godt som ophævet nu? "VI kommer uanset ikke videre herfra," afsluttede han denne gang. De var vel også færdige for nu?

[Elena Marina Elton]

Elena nikkede "ja mit hovedet er blivet noget træt det var derfor jeg tænkte du kunne komme til middag så vores hovder lige kunne få lidt luft, vi kom jo ikke særlig langt og kunne være godt og havde forkelige ting op af vende også til næste råd vis de andre dukker op der " sagde hun og så på ham hun viste ikke rigtig noget om ham , men det kunne være at det kom, måske kunne de da opbygge et godt ubekendt skab og enda et venskab men det måtte tide hvise.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Nu havde de begge lagt lidt på bordet, så de havde givet hinanden lidt at tænke over. Måske det var godt, at lade det ligge, når det kom såvidt? Han smilede let for sig selv, inden han denne gang nikkede. "Fornuftigt," sagde han denne gang. Hun havde i hvert fald givet ham rigtig meget at tænke over, og særligt fordi, at det var nogen vilde forslag, som hun selv var kommet med! Selvom de var alene om at drøfte det, var det nu heller ikke noget, som gjorde ham noget. Dertil var han jo også meget glad for det bud, som hun havde skænket ham.
"Hvis det alligevel kun er os to, som skal drøfte det lige nu, så er det jo et glimrende sted at starte. Jeg ser som sagt frem til middagen. Og så synes jeg, at vi skal hæve mødet her, og så søge hvert til vores," sagde han denne gang. Selv ville han gerne hjem.. tænke tingene igennem, og så tage til den middag på et aftalt sted og tidspunkt.

[Elena Marina Elton]

Hun nikke og rakker sin hånd frem mod " så ses vi kl 20 ved mig og tak for nu til vi ses igen" hun smiliede til ham. Det var dejligt de også kunne give plads til hinanden det var noget hun så meget som en fordel i at samarbejde. Det var man også kunne give plads og ro. " jeg glæder mig til de komme men det værken det støste eller pæneste hjem jeg harv sagde hun med et skævt smil

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At hun ikke havde det største og prægtigste hjem, var ikke noget som rørte Demarcus. Det var jo heller ikke alle, som kunne være så heldige, som han nu var, hvilket der nu heller var noget som han sagde højt. "Jeg ser frem til, at vi ses igen," sagde han denne gang, hvor han afmålt nikkede mod hende. Det var ikke typisk en mand, at tage en kvinde i hånden, og særligt ikke på denne her måde. Han lod derfor bare hovedet søge en smule på sned endnu en gang.
"Jeg vil være ved dit hjem i aften som aftalt. Jeg ser frem til det," sagde han denne gang, hvor han afmålt nikkede mod hende igen. Mødet her var hævet, og derfor kunne de nu også godt gå hvert til sit. Særligt, hvis han skulle gøre sig klar til middag i aften sammen med hende. "Vi ses i aften," sagde han denne gang. Han bukkede let med hovedet for hende, inden han denne gang forlod salen og mødet, for i stedet for, at søge hjem.

//Out