Trouple ahead..?

[Elena Marina Elton]

Elena rykker byenden da han siger han siger slavehandel" altså vel ikke slavehandel, som de sælger levende sjæle vel?" spurte hun. hun håbede ikke det var det, for det brød hun sig men hun ville ikke om kunne hun mærke. hun mente at det var at undertrykke folket meget mere ind nødvendigt. for så at sige man burte slet ikke undertrykke nogen!. hun ville heler spørge i steden for at dømmende, hun kunne jo havde misforstået.
hun ser på ham da han beder hende om at prøve at sige hvad jeg huske sider lidt. "det er lidt svært for når jeg vågen komme de i små glimt men når jeg sover er det mere tydeligt og sammenhængen, men om det er fra den gang jeg var i live, eller om det bare er drømme, det hvad jeg ikke helt" siger hun og tager en tå vand hun sider lidt og tænker inden hun åbner munden igen " men drømmer ofte de samme ting med små indriger. jeg har en drøm vor jeg er i en stor slotsal, jeg ser mig selv i et spejl vindu, men ikke som jeg er nu , jeg lille men ikke alene, jeg leger med en dreng, lidt ældre ind mig ikke meget en fin dreng. i smukke silke klæder. en dør gå op og en mand i rider rustning kommer ind i rummet, med en tjeneste pige, tjeneste tager drengen og går. manden i ridder rustning. gå hen og samler mig op i hans store arme, og ser på mig, jeg kigger efter drengen. rider siger til mig med en varm stemme " bare rolig Elena du skal nok få leget med ham igen, men nu skal vi hjem og fejer, med din mor og familien, at krigen er slut og du skal bo på en gård" når så han er sagt det, er det ligesom spejlet jeg kigger ind i flækker og falder sammen i stumper og stykker og så vågner jeg " siger hun og kigger på ham

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus rystede på hovedet. Sjæle, var slet ikke noget, som han ville have noget med at gøre! "Åh nej," afviste han blankt. Han var ganske vidst en handelsmand, men der var visse ting, som han ikke ville kaste sig ud i. "Slaver i sin fysiske forstand. Kun de bedste sælges for min hånd," sagde han denne gang med en rolig stemme. Det var slet ikke noget, som hun skulle være bange for.

Demarcus lyttede intenst til hendes ord, også selvom det var underligt, da det kun var ganske små brudstykker, som hun kunne dele med ham. Han lyttede dog af den grund, da det synes, at være en sag, som for hende, var meget vigtig, og derfor ville han bestemt heller ikke afbryde. Tungen strøg han kort over sine læber, inden han tømte sit glas, som han denne gang satte fra sig. "Det lyder forvirrende," sagde han denne gang. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Til tider, er der ingen grund til at tænke på, at de småting, som vi kan huske, og mindes, er nogen som har nogen større betydning, andet end dem, som vi selv lægger i det," fortalte han denne gang. Hovedet lod han søge en kende på sned. Han ville jo gerne hjælpe hende, hvis han kunne selvfølgelig.
Desværre, var det bare begrænset, hvad Demarcus kunne gøre. "Fortæl mig, hvis der er noget, som jeg kan gøre, for at hjælpe dig," bad han denne gang. Han ville jo faktisk gerne, hvis han fik muligheden for at gøre det.

[Elena Marina Elton]

hun smiler til ham han er nu meget sød. " Jeg glad for de kun sælger fysisk ting, de ved slaver, der liger jo også menneske handel bag og det foragter jeg. man skal ikke handle med liv." siger hun lidt skrapt, men smiler lidt bag efter.
" jeg ved det lyder mærkeligt, nogen gang tænker jeg om jeg ved at blive skør måske inddag sindssyg" siger hun med et lille smil efter fulgt af et suk.
" jeg glad for de vil hjælp, måske vis de kan finde ud af, vor lang tilbag Elton familien går og sluttede, hvis den er slut selvfølgelige, de fleste nogen efternavne få jo deres ende" smilede hun, hun overveje nogen gange om hun virkelig tilbage fra Marvilas tid, men hun kunne næsten ikke tro det, og vis hun var hvorfor har den guddommelige vulkan føst bragt hende tilbage så magen år tussende efter, hvad var mening men det og hvorfor skulle hun overhovedet havde en sanse til. hun holde en drøm til bage, en drøm der virkede så virkelige men fuldstendig apsurt urealistisk. hendes drøm var hun var til bal på skottede hun så på Marvila dance rundt, med nogen smukke ungmøer, hun følte sig misundlige, i drømmen viste hun hun altid havde kendt Marvila, fra de var små, og hun havde altid følt noget for ham, men aldrig vist dette. det var den drøm der nok gav hende følsen af hun måtte være sindsyg og skør det, måtte være falske forstillinger

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Handel med mennesker og med liv, havde altid været en del af Tayevania, og derfor var det også en del af Demarcus. Derfor havde han heller ikke tænkt sig, at lave det om på noget tidspunkt. "Men en del af de tayevanske traditioner, og deraf også en del af mig," sagde han med en rolig stemme. Hun kunne foragte det, alt det hun ville, uden at det ville gøre nogen forskel for hans vedkommende. Han selv vogtede om øens traditioner og skikke. Det ønskede han på ingen måder, at stoppe.

At erkende og indrømme sindssyge, ville Demarcus i hvert fald kraftigt anbefale hende om ikke at reklamere med, for der var mange som ikke ville tøve med at vælte hende af posten. "Vi har det nok alle i en grad.. Men for din egen skyld.. Nævn det ikke højt," sagde han denne gang, med en ganske alvorlig stemme. Det var bare ikke alt, som man skulle gå og reklamere med.
Et let smil passerede denne gang Demarcus' læber, hvor han nikkede. Han måtte dog sige, at Elton-familien ikke ligefrem var en familie, som han havde det største kendskab til, men det handlede vel udelukkende om at gøre tingene, så godt, som det nu var dem muligt? "Jeg skal se hvad jeg kan gøre," lovede han denne gang, hvor han nikkede til hende. "Jeg skænker dog ingen garantier, men jeg vil forsøge," sagde han denne gang. Han sendte hende denne gang et let smil.

[Elena Marina Elton]

Vånder lidt op fra hendes tænke . har dog hørt efter smiller til ham " tudsen tak det glæder mig meget de vil hjælpe mig" siger hun sødt. " jeg reklamer skam ikke med det, nu er vi os to hvis vi havde vært flere havde jeg intet sagt omkring mig på den måde. Men nu er vi du og jeg og Jeg mener at det vil være klogest at man kan stole lidt på dem man renger med at havde et arbejdes samarbejds forhold til" sagde hun erligt

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Havde det hele været et forsøg på at vække eller vise en form for tillid? En tanke, som Demarcus også godt kunne lide. Han kunne heller ikke skjule det i form af et smil. Hovedet lod han derfor også søge en kende på sned. "Det er en meget farlig form for tillid, De vælger at vise mig," fortalte han denne gang med en rolig stemme.
Hænderne foldede Demarcus endnu en gang foran sig på bordet. Han sænkede hovedet en anelse. Tilliden i rådet, ville uden tvivl være at foretrække, og særligt med det arbejde, som skulle udføres her, og de beslutninger, som de sammen skulle tage. Det var jo heller ikke noget, som kom ud af ingenting. "Men jeg er glad for den tillid, som De viser mig.. Det betyder meget," sagde han denne gang, inden han atter skænkede op af vandet i sit glas.

"Nuvel.. Vi sidder stadig med problematikken, som vi må forholde os til," tilføjede han denne gang, for at vende tilbage til det emne, som de burde snakke om i stedet for det andet. Hovedet lod han søge på sned. Fastlandet.. Det var og blev en konstant plage, og særligt som det var lige nu.

[Elena Marina Elton]

smiler hun er glad for at hun kan gøre noget der, giver ham glæde, men hun vad også han er den eneste der ved det, så vis der sker noget en dag, så ved hun, hvem skulle gå til.da han kommer ind på problemet igen, sukker hun lidt" jeg synds det er svært at finde en løsning, der kan passe godt, for den hurtige lysningen var , krave sig ned i et huld eller pakke sine tinge og flygte, til en anden verden, nærmeste løsning men også den mest, kylling artig løsning, at gøre" siger hun og dikker på af hendes vand. " jeg tro desværre at vi nød til at fide en lang vej, at løse problemet på "

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Var det virkelig hendes løsning? At flygte fra det hele? Det var bestemt ikke en tanke, som Demarcus måtte dele med hende! Han rynkede tydeligt utilfredst på næsen. "Du vil gå ud og anbefale folket at flygte til en anden verden?" Denne gang rejste han sig op. Måske at det var tankegangen til en levende død, men det var bestemt ikke tankegangen til en sandhedsseer! Han stillede sig denne gang ved de store vinduer, hvor han kiggede ud. For nu, kunne han se fred og harmoni i folkegrupperne, som var samlet udenfor, men vidste, at dette meget hurtigt ville vende.
"Folket kender øen.. De er opdraget her på øen, og opvokset her på øen. Det er ikke noget, som vi kan tage fra dem. Vi må finde en måde, hvorpå vi kan få lukket grænserne, og kun tillade det, som for os er vigtig, og relevant, og ikke noget andet. Jeg ønsker ikke at bekrige fastlandet, men jeg accepterer heller ikke, at nogen skal komme og tage mit hjem fra mig." Han vendte blikket mod hende igen. At hun i det hele taget kunne foreslå det, fandt han.. frygtelig! Intet mindre end frygteligt!

[Elena Marina Elton]

ser over rasket på ham," undskyld mig hørte de overhovet efter, jeg sluttede min sætning af med at det nok den lange og mere besværlige løsning vi skal have fat i isteden for den næmme løsning som er at flygte, det min måde at sige på i steden for den nemme vej skal vi finde en lang fej gemmen snørklet stiger, måske inddag omveje, og det komme til at tage tid, jeg sagde flygning som en nem løsning men det ikke den løsning jeg går ind for, jeg mener stadigvæk det, klogeste er at aliere sig med indladt, selver det en lang og besværlig vej, der skal overvejse meget og sikkert også, diskuteres en del" sagde hun, hun så noget fornæmet ud over at han ikke lige havde hørt det sidste hun sagde, at han dømmer hende som en kojon det kan hun mærke gør hende vred, hun ligger armene over over kkors og ser væk fra ham . hna er tydlige vis irrateret og fornæmmet

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Elena havde en snørklet måde, at se tingene på, eller forklare sig på, måtte man sige. Demarcus havde svært ved at finde ud af det. Denne gang stillede han sig ved vinduet, og kiggede ud. For nu, måtte man jo sige, at han ikke ønskede at vende ryggen til Tayevania, og han vidste, at der var rigtig mange andre, som heller ikke ønskede det, men for pokker.. Det handlede jo om, at få det ud af det, som man overhovedet kunne, og nemt var det jo heller ikke ligefrem. "De er forvirrende i dine forklaringer," sagde han denne gang. Langsomt vendte han blikket mod hende igen.
"Hvorfor foreslå noget, som ikke er aktuelt for os? Det er vigtigt, at vi kan værne om det, som vi har her, og de ting, som vi sammen har opbygget igennem de frygtelig mange år, som har passeret. Fastlandet består af 4 lande.. Vi kan ikke slå 4 hære. Så mange, er vi slet ikke her." Han frygtede for, at fastlandet ville komme og tage det hele, og det ønskede han heller ikke ligefrem. Hænderne foldede han over ryggen. Havde han fornærmet hende?
Hun snakkede om en alliance. Han havde den personligt med Imandra, men hvordan det ville gå på sigt..? Ja, det var jo det store spørgsmål. "En alliance..? Det er dit foreslag?" spurgte han, hvor han atter vendte blikket mod vinduet og mod folket. Så rolige, som de var nu.. og de vidste, at det ville ændre sig så hurtigt.

[Elena Marina Elton]

hun var stadigvæk irriteret på ham, der var noget i hende der der virkelig, var blevet stødt over at, han troede at hun bare ville havde folk skulle vende rykken til det hele. hun hørte kun halvt efter hvad han sagde, for hun var lige blevet optaget af sig selv, for hun undrede sig over hvorfor hun mund var blevet så stødt.
pludselig fik hun et glimt tilbage i tiden. hun var omringe, af nogen folk ed sorte hætte mørkt tøj, så men ikke kunne se hvem de var, eller vad rase de var. de talte et sprog hun ikke forstod. de havde gjort noget ved hende, hun havde det ikke særlige godt, ikke hun var ikke bange, bare svag meget svag.hun væltede ned af stolen, i overraskelse. og kom til at sige en sætning op hun var sikke på hun faktisk havde sagt i den situation " i kan tage min krop, min sjæl men mit fædre land få i aldrig" mumlede hun.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vendte blikket mod hende. Han var en ø-boer med alt hvad det indebar, og han var uden tvivl stolt af, hvad han var, og hvad øen her repræsenterede, og derfor havde han så sandelig heller ikke tænkt sig, at forlade det. Var det noget, som gjorde hende vred eller irriteret? Fornærmet var hun i hvert fald, selvom det ikke umiddelbart, var noget osm han kunne tage sig af nu.
Et kort smil passerede hans læber, hvor han denne gang vendte blikket mod hende. Hvad var det nu, som skete med hende? Hun var virkelig.. underlig. Han havde svært ved at finde ud af hende. Han lod denne gang hovedet søge en smule på sned. De kunne tage krop og sjæl, men ikke fædrelandet? Var det endnu et glimt af hendes fortid, som ramte hende? Han rettede sig op endnu en gang. Denne gang forholdt han sig tavs.. Mon hun ville vågne lidt op af hendes lille verden, som hun endnu en gang var gledet ind i.
"Elena?" forsøgte han denne gang. Mon det var på tide, at gøre mødet færdig? Siden hun nu gled mere ind i sin egen verden, og virkede.. sur på ham? Havde hun det egentlig godt?

[Elena Marina Elton]

Elena fik kæmpet mig op på stolen røstende og shokert over hendes syn eller tilbage blik " de svin de mishandlede mig dem med sorte klæde og hætter med et fremede sprøg" sagde hun og en vrede boblede op i hende nok mere et had ind vrede. Hun følte ikke frygt. Men hævn lyst" de skal stoppes " sagde hun og rejset sig op og gik helt hen til ham så ham i øjne med et blik der var fuld af had og foragt" de skal stoppes inden de laver kaos igen" sagde hun hårdt med et fast blik direkte ind i hans øjne

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus blev stående, da Elena kom tilbage til den virkelige verden. Først nu, blev han da for alvor forvirret over hvad hun sagde! Hvem havde mishandlet hende? Og hvad ville hun definere som mishandling? Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, som hun kom ham i møde denne gang. "Du er nødt til at informere mig, Elena.." bad han denne gang. Hvordan skulle han da kunne hjælpe hende, hvis han ikke vidste, hvad der egentlig foregik i hendes tanker?
Demarcus lod hovedet søge let på sned. "Hvem er de? Fortæl mig, alt hvad du kan huske, og alt hvad du mindes," bad han denne gang. Det var vel den mest optimale måde, at han kunne hjælpe hende på? Han hævede denne gang hånden, som han kort strøg over hendes kind. Et sted ment i venlighed. Her var der nemlig ikke nogen, som kunne finde på at gøre hende noget ondt.

[Elena Marina Elton]

Elena ser på hamni øjne. Hendes blik bliver lidt milder da han stryer sin hånd ned af hendes, hun stå og begynder at koncenter sig for at huske, huske tilbage. "Je jeg ved ikke vem de var, de var iklæt i mørkt tøj, hætte klæte de skjuldte deres rase. Og talte et gamelt sprog, ingen forstod ud over dem selv, de var modbydelig de kom bare ud af det blå de. Ødelagede og harrede ting, slog folk ihjel, hvis de ikke gjore som de ville ha" tager en hånd op til hendes hovedet, deræt spænder og snorede rundt. " de de brændt ting ned, de øddelage og skabte frygt over alt, de ville kontroler os undertrykke os " slutte hun af med . hun blelt svimel