Trouple ahead..?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Elena Marina Elton - Demarcus Lathan Gaetulicus

---

Nyindsat på Rådspaladset, som en repræsentant for Sandhedsserrne, skubbede Demarcus de store porte op. Folket himlede op om tilstedeværelsen af fastlandets magiske væsner, og at de i tiden fremover, frygtede for kampe, krige og strid. Dette ønskede Demarcus stoppet, og gerne længe inden, at det ville komme så vidt.
Iklædt i smukke hvide klæder, som komplimenterede hans krop, for værende det udseende og den velstand, som han selv måtte være kommet af, trådte han ind i en af de store sale, som an nu var kommet til. Dette var i forvejen kendt for værende et af de hjem, og det sted, hvor de vigtige beslutninger måtte blive taget. 

Langbordet stod ledigt, og med en stol for hver repræsentant af de forskellige racer. Det var her, at de skulle starte.. Her de skulle tage beslutningen. Hvad angik fastlandet, og de store lande, som lå langt mod vest, var der mange ting, at tage højde for, og særligt fordi, at han i forvejen, havde rigtig meget med dem at gøre i forvejen. Langsomt lod han hånden føres over bordet. Problematikken med fastlandet, måtte de tage. Det forstyrrede øens fred og ro, hvilket han selv ønskede, skulle stoppe!

[Elena Marina Elton]

Elena tråte ind af døren med et berlinde smil på læbene og. Hendes venlige indtændse grå øjne kiggede rundt, hun gil elegant op mod højboret og så på dem der var kommet frem . " god aften kære kolegaer " sagde hun venligt. Hun mente at føste indtrykket var det besdte, hun var ny men føte sig allede godt tilpas . hun så på en flot herre i hvide klæder pg sendte ham et charmerne smil.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vendte hovedet, da dørene endnu en gang måtte gå op. Som den første på stedet, var der endnu ikke rigtigt nogen i lokalet, foruden ham.. og nu også hende. Den Levende Døde. Hvad han skulle sige til hende, vidste han ikke. Han lod denne gang hovedet søge en kende på sned.
"Goddag. Du må være Elena?" spurgte han denne gang. Han selv var ny her i Rådet, og derfor var der stadig rigtig mange ting, som han selv skulle finde ud af. Tingene ville måske komme før eller siden. Han vendte sig denne gang mod hende. En dog smuk kvinde. Det måtte han sige. "Det glæder mig, at du ville komme," afsluttede han denne gang, hvor han også var den, som havde kaldt til dette møde. For nu, var de to.. Så var der da nogen, som han kunne debattere dette med. Det glædede ham! "Jeg tror ikke, at resten har tænkt sig, at dukke op.. Sæt dig endelig.. Vi har mange ting, som vi skal snakke om," opfordrede han denne gang, hvor han trak stolen ud for hende. En sand gentleman, kunne han nemlig sagtens vise sig, at være.

[Elena Marina Elton]

Smillede til ham og satte sig ned som han sagde" ja jeg er Elena, og jeg håber så sandelig de ander dykker op, det jo ikke for sjov vi har lavet dette råd, og lige som tingen er i øjblikket så er der brug for det, må man religt indrømme, hvis man ikke prøve og løse problemet vil landt falde i værtefald." sagde hun lige ud og ærligt" og jeg frygter at selv to hårdt arbejde medlemmer, ikke vil kunne prøve at skabe nok til at løse problemerne hvis de forstår hvad jeg mener" sagde hund pg så særiøst på ham . nok var hun en levene død men, da hun sagde ja til at deltage i råde, fortalte alt inde i hende at det skulle hun. Hun viste ikke rigtig hvorfor det var så stærkt et most at gøre. Hun kunne desvære ikke rigtige huske noget fra fø hun døde .hun viste bare hun var mødt op med en følse af det har var en skaks skæbne hvis man kunne kalde det dette.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Elena var en kvinde, som tydeligt ønskede at komme frem i denne verden, hvilket var noget som selv Demarcus havde stor respekt for. Det var den slags, som man skulle have samlet i rådet her. Han nikkede mod hende. "Jeg kunne ikke være mere enig, men desværre, som det lyder, virker det ikke til, at de andre har tænkt sig, at dukke op," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han selv tog pladsen overfor, så de kunne sidde og snakke. Hver især havde de vel også deres måde, at se på denne verden på? Det var det, som han umiddelbart ville gå ud fra.
"Folket selv, ser dette, som et stort problem, og det alene, giver en grund til at skulle handle og reagere," fortalte han denne gang. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. Hænderne foldede han på bordet foran sig i stedet for. Hovedet lod han denne gang søge på sned. "Øen har sine traditioner.. Sine skikke, og sine særlige ting, som skal bevogtes og beskyttes, og det gør vi ikke, ved at lade væsner af fastlandet, søge hertil. Magien skræmmer folk.. Så.. hvad tænker du, at vi skal gøre?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. De kunne lige så godt, gå direkte til sagens kerne, og finde ud af, om der overhovedet var noget at gøre.

[Elena Marina Elton]

lytter godt efter tygger på vært et ord han siger tager en notesbog op og min skive pind . da han så navner magiker, ser hun på ham igen " humm ja men jeg må indrømme at det er en skam folk frygter, magiker for i princippet,vil de det samme som de fleste, af os, leve i tryghed og fred og vor folk kan leve sammen, det klart visse væsner aldrig ville kunne blive de bedste venner, der vil altid være uenigheder hedder, men vis man kunne få de uenigheder ned på et stand punkt, vor vi alle kunne leve sammen, er det et rigtig skridt." siger hun og ser ham i øjnene. " folk glemmer at det bedste styre vi havde en gang var en magiker" siger hun pludselige få hun et lyn glimt i hovedet, tilbage af hendes fortid, hun taber sin skiv pind, finde så tilbage tilham igen" hø det må de undskylde " siger hun og bøjer sig ned efter hendes skrive pind * hvordan kan jeg være så sikker på at det var den bedte konge den gang, det ikke bare noget jeg hørt men det noget jeg føler, noget jeg ved ? men hvordan * hun samler sin skive pind op og prøverat ratte sin opmærksom hed mod ham igen, men hendes tænker snore rundt. hun prøver at kæmpe sig til bage til det der sker lige nu og her. o ligge alle tænkerne væk hun kunne ikke bruge dem til noget lige nu aligevel.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var nu at de skulle handle, og det var nu de skulle reagere. Det var nemlig ikke meningen, at de fastboende fra fastlandet, skulle slå sig ned på øen her! Hvor de havde levet i fred og fordragelighed igennem flere årtusinder, og det skulle bare ikke ændres på. "Den fred, og den tryghed, kan de finde på fastlandet, hvor de hører hjemme, og ikke på øen her," fortalte han denne gang. At hun overhovedet kunne foreslå noget så.. grufuldt, forstod han slet ikke.
Demarcus samlede hænderne foran sig, da hun.. pludselig forsvandt i sine egne tanker, og tabte sin fjerpen. Han rystede denne gang en smule på hovedet. Nu var han ikke særlig kendt med hvad De Levende Døde, var for et væsen, da han altid havde holdt sig til sine egne, og det alene, var der jo en stor grund til. "Marvila? Han har aldrig haft noget med denne ø at gøre, kære Elena." Det havde været en mand, som havde været bundet til fastlandet, og ej hertil. Måske at han havde været på øen på enkelte visiter i sin tid. Det skulle han ikke kunne sige, men at styre stedet her? Det havde han aldrig gjort.
"Magien sætter os i et dårligt lys. Ingen af de fastboende her på øen, er i stand til at bruge det i samme omfang. Folket snakker om dæmoniske kræfter.. Og det skaber uro og panik. Dette ønsker jeg skal stoppe." Han satte sig denne gang mere tilbage på sin stol igen, hvor han lod hovedet søge på sned. Hun virkede.. forvirret? "Har du det godt?" spurgte han denne gang, en kende uroligt. Hun havde det vel fint nok, ikke?

[Elena Marina Elton]

da han sange den gamle konges navn blusede der nogen varm føler op hende" jo ja jeg er ok" sagde hun som om hun selv prøvede at tro på dette. men det er svært når hun var forivret over de ting der skete i hende.hun prøvede endnu en gang at samle sig. " jeg har en fornemmelse at de ikke, vil bryde dig om dette, og jeg kan mærke de elsker denne ø og vil den, og dens befolkning det bedste, men jeg sider har og tænker , at måske skulle vi lære at give plads til fordring, lære at åbne os op, og i stedet, for at holde os, for os selv, så åbne os op, være åben for nye ting, jeg ved nyt er skræmmende i starten, men vis man lære at der ikke er noget at frygte, så forsvinder det skræmmende, jeg tænker at det kunne være godt at alliere sig med de andre,steder at prøve at skabe, et samarbejde, hvor vi alle hjælper hinanden på krys og vars" hun holder en kort pause hun har meget på hjerte og ting hun vil sige, hun syndes også at fornemme, at han ville strittede  i mod det  hun  forslår måske fordi han  selv frygter forandringer, men hvis hun  ikke sagde det hun havde  i tankerne højt , så ville der ikke være noget at diskuter, og så ville der  ikke være nogen  mening i at havde et  råd .så hun  forsat hendes tale " os på denne, er et godt folk, og vi vil  kunne lære andre fra vores metoder, at ordne ting på, og vi ville kunne lære af andre.  Vores fjender  er ikke de gode, de andre steder  men det er  at  stoppe de onde, med at holde på, med at holde os nede af  frygt  for dem, for vi giver den  praksis hvad de vil havde, frygt rædsel og magt, så længe vi lade dem få det, så længe lader vi dem vinde, i stedet  burte  vi alle samle os samarbejde, og sammen   finde ud af hvordan  vi bekæmper det  der  gør os bange " hun  er  fuldstendig alvorlig vilje fast og kamp klar for sin sag. hun mærke at had et maget  stæk had, til den onde side, hvordan de undertrykker og skrammer folk. hun bliver lidt  forskrækket over den stærke had føles der er i hende. og men  kan  nærmest se det i hendes grå intense øjne hvordan hade bobler inde i.   

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

I Demarcus' øjne, var dette ikke et forsøg på, at bekrige fastlandet, for i den forbindelse, vidste han udmærket godt, hvem der ville tabe, og det var desværre ikke fastlandet. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. "Sikker?" spurgte han denne gang, som han lod hovedet søge en kende på sned. Han foldede hænderne foran sig i stedet for. "Det handler ikke om kamp, krig og strid, men derimod at beskytte hvad der er vores. Magien er skræmmende, og den er modbydelig overfor os og vores folk," forklarede han denne gang.
Demarcus betragtede sig af hende. De grå øjne.. hadet, som han kunne spore. Det var vigtigt, at de sammen, fik taget en god beslutning om, hvordan fastlandet skulle kontrolleres, og særligt fordi, at folk virkelig var bange for dem her på øen, og panikken, ville heller ikke gavne dem! "I forvejen har fastlandet kostet os to af vores gode gladiatorere, som begge nu, befinder sig på fastlandet.. De er blevet set ofte og hyppigt her, og hver gang, de har lagt deres skibe til vores kaj, har det været med ødelæggelse til følge. Jeg forstår godt, hvor du vil hen, Elena, men jeg frygter, at folket ikke vil være enig," forklarede han denne gang. Han snakkede ganske roligt, da det for ham, var en yderst vigtig samtale.

"Desuden er det ikke en snak om godt og ondt, for det findes nok også begge steder.. I mine øjne, er det bare vigtigt, at vi får beskyttet, hvad vi har her, i stedet for at det skal skabes panik og uro i vores gader," fortalte han denne gang, som han roligt nikkede mod hende. Han greb efter en kande med vand, som stod på bordet, hvor han skænkede op til sig selv i et smukt glas. "Vil du have?" spurgte han videre. I et forsøg på bare at virke lidt venlig.

[Elena Marina Elton]

Elena ser på ham hun har det bedst med at se på folk som hun tale med, hun finder enlige deres diskussioner samtale faktisk rat hyggelig. hun lytter igen til det han fortæller, hun har fået kæmpet sig tilbage så hun er i nuet. og koncentrer nu om ham igen, i steden for de følers der sker i hende, hun har respekt og anerkender ham. " jeg sider og tænker noget men, jeg ved ikke om det kunne blive en mulighed, eller en realitet, og det nok noget der skal tænkes i gemmen, mere ind en gang" sagde hun og så på ham " jeg fik denne garanteret sindssyge skøre ide, som er hvis man kunne nogen der ville være modig nok, til at søge arbejdet op indlands skabe, ikke for at lave rav i den eller noget men for at lære dem beder at kende. vi har jo isoleret og for de andre, men vis vi prøve at få frivillige, der vil prøve at arbejde sammen med ind landet, uden at gør sig uvenner med dem, er jeg sikker på det vil give os en masse lærdom vi kan brug til vores engen fordel, og sikkerhed " ser på ham og nikker kort til hans spørgsmål," ja tak kunne godt bruge lidt vand " sagde hun med et smile

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Elena var en kvinde, som tydeligt, måtte være rigtig kreativ, hvad det her angik, og selvfølgelig var det en kompetence, som man skulle udnytte. Ikke at der herskede nogen tvivl om det. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Sig frem," bad han denne gang, som han atter så på hende. Han selv havde sine forretningsforbindelser, som måske skulle komme dem til gode, hvad det her angik, også selvom det kunne være svært at forestille sig, at der ville være noget her, som ville være dem til gavn på den måde.
Demarcus lyttede intenst til hendes ord. Lave rav i den lige frem? Hvordan ville det da ikke ligefrem stille dem, når det endelig skulle være i den anden ende?
"Jeg har forretningsforbindelser, som kan udnyttes i den forbindelse, men hvad tænker du, når du siger, at du vil lave rav i den? Hvad skulle det vise os?" foreslog han denne gang, men samtidig også meget spørgende.

Demarcus skænkede op af vand til hende. Det her var en ganske fin samtale, og der kom rigtig mange fine og meget gode forslag på bordet, hvilket var noget, som i særdeleshed, faldt i meget god jord hos ham. Han vendte sig mod hende. "Vi har meget, vi kan lære af dem, men det skal foregå rigtigt og på ret måde. Det er vigtigt, at vi ikke fremstår som naive, og bare tager imod. Jeg vil nødigt have, at de stikker os i ryggen," fortalte han, som han skænkede op med vand til hende.

[Elena Marina Elton]

Elena kommer til at grine lidt " når ja jeg brugte ikke lave rav i den som i, den fonstand men nok vil tænke, og det var også et forket ord, men bevise over for indlandet at vi er et folke færd der kan noget og dur til noget, og selv om vi alle frygter for vores sikkerhed, så gemmer vi os ikke væk, vi vil også gøre noget, for at kunne føle os trykke igen" sagde hun og smilede lidt og tog en tå vand. hun kiggede ned i glasset da hun satte det fra sig, hun kom med et lille suk og hendes blik blev lidt fjeret igen.

" i mellem dig og mig må jeg ærligt ind rømme, at jeg spørger mig selv vad jeg laver her, helt ærlig jeg er en levende død, hvad gavn kan jeg gøre. men da jeg fik dette tilbud, om at komme med ind i råded, følte jeg nærmest, at det var min skæbne at, jeg er blevet genskabt, for at prøve at lave en forskel"

hun hole en lille drikke pause igen og forsætter så.

" men det også lidt svært, jeg huske ikke rigtig noget andet ind små glimt, fra min fortid der kommer en gang imellem , men ikke noget jeg kan forholde mig til, ikke noget som få mig til til at huske, hvem jeg var, det eneste jeg tro jeg ved med sikkerhed fra mit tidligere liv er mit navn, det kan godt skabe en masse forvirring i mig, og derfor diskuterede jeg med mig selv, om jeg skulle tag imod deres indbydelse, om at møde op idag, men noget inden i mig fortalte mig, at det var mening, jeg skulle sede her idag. men alligevel er jeg forvirret, for jeg føler magen ting, men jeg kan ikke huske vad de følser kommer sig af, men jeg sikker på de fra min fortid af" sagde hun

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Selv for Demarcus, var dette et første møde i rådet, men også hans første møde med en levende død. Det var i forveje ikke dem, som man kunne sige, at der var flest af, men dog måtte han jo sande, at det var noget, som han virkelig godt kunne lide. Hovedet lod han søge på sned. Det var jo to helt forskellige ting, som hun havde i hovedet. Var det sådan, at de levende døde måtte tænke? Var det så svært at finde ud af, hvad der egentlig var i hendes hoved. "Fremstår vi for meget, som en trussel, er jeg bange for, at de netop vil handle og reagere på det foretagende," sagde han denne gang. Et kort smil passerede denne gang hans læber, selv til trods for det alvor, som egentlig måtte ligge i dette. Det var jo ikke en sag, som man bare kunne se bort fra. Det var en problematik, som de var nødt til at finde ud af.
Rådet var en god ting, som det også kunne være en forbandelse. Det havde uden tvivl været meget nemmere, hvis de øvrige repræsentanter også ville være her! "Rådet er det bedste, som er sket for øen her.. Det holder samling på de ting, som der nu skal holdes samling på. Det er i mine øjne, en klar og positiv fordel," fortalte han denne gang.

Demarcus lod hovedet søge på sned. "Det er vores opgave, at bevare de interesser, som øen her har, også fordi, at vi har klaret os i så mange år, uden indflydelse af fastlandet.. Dette ønsker jeg skal fortsætte. Jeg har mine forretninger med fastlandet, da de har varer og andet, som falder mig meget nært til hjerte," sagde han denne gang. Særligt med landet Imandra, havde han fået rigtig gode aftaler i land. Her havde de nemlig muligheden for at gøre en forskel.
Demarcus tog en tår af vandet, mens hun fortalte. Han lod hovedet søge en kende på sned atter en gang. Hun fortalte frit om det liv, som hun engang havde haft. "Gør dig selv en tjeneste, Elena, og se frem, i stedet for tilbage. Form dit liv, som du ønsker det, med de muligheder, som du nu har," opfordrede han denne gang.

[Elena Marina Elton]

ser på ham igen " hvad er det for nogen forretninger de siger de har ?" spurte hun nysgerrige, ikke fordi hun rigtig viste noget om at drive en forretning. men det var meget ret også og kunne tale om andet ind blot problem stilling,for vi var jo en slags kollegaer, og få et godt samme arbejde var man nød til at hvid lidt om hinanden, i vært fald så man følte men kunne stole på hinanden. hun lyttede til det han fortalte om rådet " ja men rådet ville klart stå stærkere vis vi var feler der var mødt op, vi jo nød til at kunne stole lidt på folk vis man skal lave fremskridt, og nå folk ikke møder op mister man lidt tilliden til dem, når de ikke kan passe det de selv har sagt ja til" sagde und lige ud og direkte.

da han sagde det med at se frem af og ikke hænge i fortiden sukkede hun en gang "jeg ser hvad de mener, men det ikke nemt når, men enlig ikke føler man ved vam man selv af en imellem, jeg har stærke holdninger og meninger jeg ikke ved hvordan er bliver dannet, for jeg kan ikke huske det, jeg ved enlige ikke ret meget om hvem jeg er " sagde hun

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Denne gang måtte et svagt smil passere Demarcus' læber, hvor han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. "Slavehandel, som i forvejen ligger mig nært til hjerte. Desuden er fastlandet indehaver af mange råvarer, som jeg i særdeleshed finder nyttig her på øen, som omvendt," forklarede han med en ærlig stemme. Som enhver anden rigmand her på stedet, var man en slavehandler.. Selvom han var meget kræsen, og havde et navn at leve op til.
Rådsmedlemmerne havde i denne omgang valgt, ikke at dukke op. Et sted, var det selvfølgelig en tanke, som generede ham, for jo flere de var om at ordne og arrangere med dette arbejde, jo nemmere og bedre ville det også blive på sigt. "Vi må bare få det ud af det, som nu er os menneskelig muligt," sagde han roligt. Det handlede om at se mulighederne, i stedet for begrænsningerne, selvom det selvfølgelig kunne være svært fra tid til anden.

Demarcus forstod ikke, hvorfor fortiden kunne veje så tungt, og særligt, når den ikke gjorde det ved ham selv. Hovedet lod han derfor søge en smule på sned. "Fortæl mig, hvad De kan huske," opfordrede han denne gang, som det denne gang, nu var med til at gøre ham temmelig nysgerrig. Hovedet lod han søge på sned. Han var nysgerrig.. Ville hun mon åbne op for ham?