Old Promises

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde ikke direkte oplevet væmmelse, ved at være Jaqia nær. Igen havde hun bare vist, at hun gjorde det for at udnytte folk, og udnytte ham, og det ønskede han bestemt heller ikke. Han bed denne gang tænderne en smule sammen, hvor han vendte sig mod hende. Ville hun absolut vide det? Det var jo en ganske personlig grund. "Ønsker du virkelig at vide det?" spurgte han denne gang, inden han roligt trak den ene hånd til sig igen. Han lod dem søge ned langs sin egen krop, inden han atter så mod de mange ingredienser, som han havde lagt op på bordet. "Du udnytter folk, Jaqia. Såre simpelt. Du udnyttede selv mig," tilføjede han. Hun havde ønsket en søn med ham, og havde fået det.. Hun gjorde, hvad hun ville, for sin egen vindings skyld, og ikke ønskede han, at være et led til den magt.

"Det var nemmere, om du havde ligget stille," argumenterede han, mens han denne gang, begyndte at blande miksturen i den lille skål, som han havde ved siden af sig. Med den ganske særlige blanding, begyndte det hele ligeledes også at ryge. En reaktion på baggrund af, hvad han blandede, i en særlig rækkefølge. "Jeg oplærte dig i den ædle kunst, at lege med alkymi. Du ved, hvilke fantastiske egenskaber de vil skænke den, som forstår sig på at bruge dem. Fortæl mig, hvad du tror, jeg skal bruge dem til." Han vendte blikket fast i retningen af hendes blik. Noget at styrke sig på, skulle hun nok få. Det var vigtigt, at dette blev gjort ordentligt. En kniv samlede han denne gang op og lagde mod sin håndflade. Her skar han en dyb flænge.. Enkelte dråber faldt til blandingen i skålen, som nærmest brød i brand, inden han førte hånden til hendes læber, så hun kunne få hvad hun skulle bruge for at heale. Når først det var gjort, kunne han fortsætte.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Somme tider måtte man ty til lidt drastiske metoder for at overleve, også sevom det måske ikke altid var retfærdigt overfor modparten. Dog kunne hun med hånden på hjertet sige at hun aldrig havde udnyttet Nathaniel, ikke bevist vel og mærke. Jovist havde hun ønsket sig en søn, og forført ham af samme årsag, men han havde været i sin fulde ret til at sige ned hele vejen og det havde han ikke gjort. At han så ikke havde kendt intentionerne, var jo ikke hendes problem. "Ville jeg spørge ellers?" spurgte hun retorisk. Svaret var hun ikke enig i og det kunne tydeligt ses i hendes blik. "Tror du virkelig at det var hvad det var? Mig der udnyttede dig?" spurgte hun lidt hårdt. Typisk Nathaniel, at få alting til at handle om ham. "Jeg indrømmer gerne at jeg har en forhistorie med den slags, men hvorfor skulle jeg udnytte dig?" spurgte hun lidt ligefrem. De havde haft et tillidsbånd til hinanden, alt hvad hun ville have, ville hun blot have spurgt efter.

"Prøv du at ligge stille med en nål i dig," modargumenterede hun irriteret. Trætheden var forsvundet i samme øjeblik hun så ham hente ingedienserne, og uro havde overtaget hende i stedet for. Ingredienserne udgjorde muligheden for at fjerne en race. Så var spørgsmålet om han ville gøre hende helt menneske eller helt død. "Vi ved begge at de ingredienser bruges til at ændre blodet og derved racen. Jeg er nemmere nysgerrig på hvordan det er løsningen på alle mine problemer," indrømmede hun og forsøgte at sætte sig op, men hun blev tvunget direkte tilbage. Der var ingen rest af kækhed i hendes blik da han kom hen. Hun ville have forsøgt at skade ham, men duften af blod holdt hende i skak og rev hendes opmærksomhed til sig i stedet for. Som han sænkede det ned over hendes læber, lod hun tungespidsen stryge over hans varme håndflade for at fange de søde dråber, der kun pirrede sulten yderligere. Hugtænderne blottede hun, og lod dem synke lidt desperat ned i hans hånd efter mere.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel nærede en tillid til Jaqia på det professionelle plan. Dette var ikke noget, som man kunne sige, at han havde til hende, på det personlige plan, hvor hun derimod var kendt for at udnytte til sin egen fordel, og det var vel heller ikke underligt, at han frygtede for, at være en del af den mængde, som havde været udsat for det? Hans blik søgte hendes. Hun havde ikke udnyttet ham? Han følte det således. "Du er kendt for værende en udnyttende og manipulerende kvinde, Jaqia. Jeg blev ansat for at lære dig tingene dengang.. Ikke at blive forført," kommenterede han denne gang. Det havde jo plaget ham længe, og nu hvor hun lå der.. Så var der vel også mulighed, for at få det nævnt?

"Det burde være det mindst smertefulde, som du længe har oplevet, af hvad jeg har lagt øre til," sagde han denne gang, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Nej, han var på ingen måder mild ved hende, og ikke så han nogen grund til at skulle være det. Han stirrede fast i hendes øjne, som hun lå der. Hun vidste, hvad ingredienserne gjorde, hvis de blev brugt korrekt. Han lod hende derfra få det blod, som han følte, hun skulle bruge, for at heale.. Og ganske rigtigt. I takt med, at han kunne se, at såret mod hendes blottede brystkasse, begyndte at lukke sig, fjernede han denne gang hånden i en mere voldsom bevægelse, for at få hende til at slippe. "Såret er lukket nu.. Glimrende. Jaqia.. Det som jeg nu har tænkt mig at gøre, er netop at ændre dit blod.. og fjerne spiden," fortalte han denne gang direkte. Intet med at gå som katten om den varme grød. Det var direkte til sagen.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia vidste hvilke rygter der bredte sig om hende derude, og de var næsten alle sande, men Nathaniel var anderledes. "Jeg ved hvad rygterne siger. Følte du at jeg udnyttede dig?" spurgte hun hårdt. Hun havde været en ung kvinde, forblændet af sin længsel efter ham, den dyriske længsel, han burde have vidst bedre end det. Hun blinkede en kende overrasket dog uden spor af følelse i blikket. Det var nemt for hende at manipulere og udnytte når hun ikke kunne føle noget som helst. Hun lo.. en kold og hånlig latter der samtidig fik hende til at skære en grimasse af den smerte der bredte sig ved det samme. "Så det er årsagen? Du blev forført af en dengang naiv ung kvinde og nu kan du ikke udstå synet? Jeg har længe vidst du var en kujon Nathaniel," hendes latter forstummede og hun rystede på hovedet. Kunne han ikke selv høre hvor ynkeligt det lød?

"Sandt," sagde hun kortfattet intet ord blev druknet af hans hånd. Hun var så sulten! Hendes øjne blev blodrøde og gled i skjul bag hendes tungeøjenlåg som hun tog til sig. Desperat. Det var nøsten smertefuldt da han rev hånden til sig og tvang hende til at slippe. Hun forsøgte at sætte sig op men uden held og dræbende øjne. Tørsten plagede hende helt ind i knoglemarven, men hun ville ikke tigge og bede ham. I stedet slikkede hun de sidste dråber fra sine læber, og forsøgte at kvæle længslen. "Nej! Så slå mig hellere ihjel i stedet!" udbrød hun med en stemme fuld af frygt og foragt. Aldrig havde hun følt noget, aldrig hun taget sig af menneskelige behov, det ville kun svække hende! "Du kan ikke gøre det! Jeg slår dig ihjel, Nathaniel Diamaqima!" hvæsede hun og blottede tænder.

[Nathaniel Diamaqima]

Efter Nathaniels store tab af Auromia for mange år siden, havde han følelsesmæssigt været en meget lukket mand. Liya havde ganske vidst formået at ændre på noget af dette, men bestemt ikke det hele. Frygten for selv at blive såret, var uden tvivl til stede, og det var også sådan, at han havde det i dag. "Jeg benægter det ikke. Jeg følte mig udnyttet," sagde han denne gang, som han vendte blikket direkte mod hendes ansigt igen. Forventede hun at få sine rene og klare svar? Så var det også, hvad hun skulle få!
Så desperat som hun havde været efter at komme ham så nær, også dengang, havde været en grund nok til at skulle holde hende på afstand. Han havde vel aldrig rigtigt forstået, hvorfor hun havde lagt så meget i det, som hun nu havde gjort? "Jeg har mine grunde til aldrig at bevæge mig ud på det igen, Jaqia," sagde han denne gang. At åbne sig op for nogen, gjorde kun en svag. Det ønskede han ikke igen. Han havde trods alt også mistet Liya efterfølgende.

Jaqia fik ikke mere, end hvad hun skulle bruge, kun fordi at hun ikke skulle kunne bryde lænkerne, før tiden. Det ønskede han heller ikke ligefrem. Denne gang ville han fjerne spiden, og gøre hende menneskelig. Han ville udstyre hende med tanker og følelser, for ikke at glemme, den brændende samvittighed, som måske ville give hende mere stof til eftertanke.. Og det bånd, som hun tilsyneladende nærede til ham. Var han egoistisk ved at gøre det? "Det siger du nu, fordi du ikke føler andet end foragt og had for den handling, som jeg om et øjeblik, kommer til at gøre," sagde han denne gang, som han igen så mod hende. Han selv tog det ikke tungt. Hun ville ikke komme fra dette. Han tog fat om den lille skål, da indholdet var færdig med at brænde og ryge, og derfor igen var gjort kold. "Gab op.. Eller jeg tvinger dig til det," sagde han denne gang. Mild hvad det her angik, var han bestemt ikke!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var ynkeligt! Aldrig havde hun forstået sig på følelser, og dermed heller ikke på hans frygt for sorg. I hendes øjne var det en ting at han ikke ønskede hende, det havde hun accepteret, en helt anden ting var at han gemte sig bag tabet af hans afdøde kone, og ligefrem afskyede hende det var jo direkte absurd at fremstille det således. "Jeg beklager sandelig hvis jeg sårede dine følelser Nathaniel," sagde hun nedladende. Havde han på noget tidspunkt overvejet hendes rolle i alt det? Nok var det mange år siden nu, men det havde efterladt hende med frygtelig mange ubesvarede spørgsmål. "Tror du virkelig at jeg er interesseret i at bevæge mig ud på så dybt vand igen? Det var en absurd fejl, jeg kan kun hade mig selv for at jeg ikke vidste bedre," hendes tone var blevet underligt fjendtlig, selvom hun normalt var i stand til at forholde sig roligt og håne modparten med samme ro, men de havde hun ikke nu, desuden havde hun lige skænket ham en kæmpe løgn. Dyrets længsel kunne ingen styrer.

Den eneste gode ting ved at blive menneskelig, var at hun ikke længere skulle lide uden ham ved sin side, det bånd hun følte ville være brudt for evigt, men det var ikke det værd. Mennesker var svage væsner! De tænkte og følte, og hun kunne dø.. tanken gjorde hende panisk. "Du underskriver min dødsattest hvis du gør mig menneskelig Nathaniel. Det eneste det vil løse er at jeg ikke længere har nogen grund til ikke at slå dig ihjel," pointerede hun advarende og så på den lille skål i hans hånd som var det hendes værste fjende. "Pas på, dyret bider," sagde hun som svar. aldrig om hun frivilligt ville åbne munden for ham!

[Nathaniel Diamaqima]

Frygten for at ende såret, havde været dominerende for Nathaniel, hvilket også var grunden til, at han havde handlet og reageret på den måde, som han nu havde gjort. Han ville ikke såres igen. Auromia var en ting, og Liya også nu.. Og Jaqia? ja, der havde vel altid været et eller andet dem imellem, men han kunne bare ikke rigtigt finde ud af, hvad fanden det skulle være, og det var så det, som han handlede og reagerede på nu. "Du har ikke forståelsen for hvor kompliceret det i det hele taget, er at føle, Jaqia," sagde han denne gang. Det ville være en helt anden og ny verden for hende. Det behøvede på ingen måder, at gøre svag. Tvært imod, så kunne det gøre stærk.
Alle lærte igennem livet. Nathaniel lærte stadig, og følelser og det at åbne sig op på det personlige plan for en anden kvinde, var et farligt spil, hvis regler, han ikke kunne kontrollere eller styre. "Det er en af de mest lærerige erfaringer, som man kan gøre sig igennem livet." sagt, som havde han været hendes gamle lærermester.

Dette var nu ikke en kamp, som Nathaniel havde tænkt sig, at give op på. Overhovedet faktisk. Hans blik faldt derfor direkte til hendes skikkelse igen. Hun undervurderede virkelig, hvad det menneskelige liv, kunne gøre, og hvad det særligt gjorde ved folk. "Oprigtigt, så tror jeg ikke på, at du kunne finde på det, Jaqia.. Jeg ved, at jeg selv har en særlig betydning for dig, og tror du, at den forsvinder, hvis jeg fjerner dyret fra dig? Så lad os teste det.. Gab op.." Denne gang greb han direkte fat i hendes kæbe, hvor han ville tvinge dem fra hinanden. Skålen førte han denne gang til hendes læber, hvor han forsøgte at tvinge indholdet ned hendes strube. Her begyndte han en lang remse på et oldgammelt sprog. Det hele skulle gøres ordentligt!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Følelser var fremmede for hende. Ikke havde hun grædt en tårer da hendes brødre Alexander og Samuel var gået i graven, aldrig havde hun følt nogen anger over de mord hun havde begået eller de mange hun havde manipulere til at udfører hendes vilje. Det eneste hun nogensinde havde følt var den længsel dyret altid havde plaget hende med, til en mand som aldrig havde været interesseret i hende. "Nej og det priser jeg mig lykkelig for," svarede hun ærligt og havde endnu ikke opgivet kampen mod lænkerne. Faktisk havde hun ikke energi nok til overhovedet at kæmpe, men hun ville ikke lade ham gøre hende menneskelig! Det var ikke blot svagt men direkte sygeligt, hun kunne jo se hvad det havde gjort ved ham! "Det er du jo et glimrende eksempel på, ikke Nataniel? Dine følelser gjorde dig til den kujon du er idag. En skam," vrissede hun og opgav sin kamp for et øjeblik for ikke at smide alt energien fra sig, lænkerne var ubrydelige og stærke nok til at holde hende.

Den svaghed hun havde til ham var forbundet til dyret, uden det ville han være luft for hende. Hun kneb øjnene sammen. Som om det ikke var ydmygende nok at han vidste hvordan hun altid havde haft det. "Din arrogance er dig stadig et problem ser jeg. Der var engang du havde en betydning men den døde.. ligesom du kommer til hvis du gennemfører dette," vedblev hun og forsøgte at vende hovedet væk fra ham men uden held. Hans hænder var stærke desuden var hun tiltrukket af de blodråber han havde tilføjet drikken. Den bitre væske ramte hendes tunge og gane, Jaqia forsøgte at spytte den ud, men dyret længtes efter føden så det var en indre kamp der endte med at hun til sidst følte den passere svælget. Hun skreg.. stønnede.. gjorde alt for at komme fri fra lænkerne, men i stedet følte hun en stærk smerte i brystet der gjorde skriget validt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde grædt, som han havde følt styrke, svaghed, glæde, sorg, vrede og alt som nu måtte ligge der imellem. Det var nu tanker og følelser, som han agtet at introducere Jaqia til, og forhåbentlig, ville det blive hende en læring for livet, som kun ville komme hende godt til gode, i det samme henseende. "Nu får du lov til at prøve det på egen krop," sagde han denne gang. Han havde nemlig ikke tænkt sig, at lade hende gå, bare sådan uden videre. Denne spide ville han tvinge væk fra hende.. lade det menneskelige tage over, hvor hun virkelig måtte tænke over sine handlinger. "Det gjorde de.. Men det har samtidig været mig en dyrkøbt erfaring, som jeg nu skal leve resten af mit liv med.. Som du må det samme," tilføjede han. En kujon var meget sagt. Han havde lidt.. Han havde haft en smerte så psykisk intens, at det havde taget knækken på ham. Derfor.. aldrig mere. Aldrig nogensinde mere.

Hendes kæbe tvang han fra hinanden, hvor han hældt blodet og mikskuren direkte ned i hendes strube, velvidende om, at hun ikke kunne sige nej til denne. Han remsede op.. selv da hun begyndte at skrige. Han vidste, at det gjorde ondt. Noget så forfærdelig ondt! "Lad det komme an på en prøve.." Han vendte sig mod hende, hvor han denne gang placerede hånden mod hendes bryst og mod hendes hjerte. Den sidste del af remsen, ville lade varmen passere hende.. tvinge hendes hjerte til at slå for hendes fremtidige liv, som intet andet end et levende væsen. Hendes tid som Holy Grail, og som et dyr, var forbi. Hun skulle nu være et menneske! Han lagde et let pres på, idet han gjorde remsen færdig.. Kun for at mærke hjerteslaget under hans hånd. Han hæmmede ikke før!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Nogle frygtede monstrene under sengen, andre frygtede ensomhed eller tab, Jaqia havde altid frygtet at skulle føle, hun havde set så mange blive svækket af at gøre lige netop det, og hvor var de i dag? "Jeg kan ikke vente med at flå hovedet f din krop Nathaniel, og se hvad jeg vil føle derved," vrissede hun. Åh hvor ville hun elske at flå ham lige nu.. fordi følelserne ikke holdt hende tilbage, men når det her var overstået, så ville den sidste rest af svaghed for Nathaniel være væk. "Mine erfaringer vil jeg selv finde mig. Dit ansvar for mig er dødt for længe siden og jeg har klaret mig ganske fortrineligt uden," pointerede hun og så ned på lænken der holdt hendes slanke håndled.
En del af huden var falmet efter hun var blevet mere eller mindre udsultet gennem den sidste tid.

Selv med mostand ente miksturen med at komme ned i halsen, og skabte en brændende fornemmelse i hele kroppen. Jaqia vred sig og skreg både af frygt men også af smerte særligt omkring hendes bryst. "N-nej!" gispede hun panisk. Nathaniels hånd var varm mod hendes bryst, hun kunne mærke hvordan hendes hjerte kæmpede for at slå. Efter lange sekunder kom det endelig.. det første slag der tvang hende til at fylde lungerne med et gisp. Den første indånding hun nogensinde havde taget. En tårer trillede ned over hendes kind. Hvert et hjerteslag føltes som at få en kniv i brystet og selvom hun før havde følt kulden, så begyndte hendes krop direkte at skælve nu. En lille del af blegheden forsvandt, efterlod hende med en naturlig lys glød, der dog var blevet blålig de fleste steder på kroppen efter at have ligget her i stort set ingenting. Besværgelsen fortog sig og Jaqia faldt slapt ned på stenbordet, stakåndet.

[Nathaniel Diamaqima]

Følelser kunne være skræmmende. Meget skræmmende endda, men derfor var det vigtigt, at hun lærte det. Det var vel egentlig også den største måde, at han reelt set, kunne straffe hende på? Og nu hvor hun truede ham med bål og brand, så tvivlede han stærkt på, at hun i det hele taget, kunne finde på at gøre det, hvis hun faktisk fik muligheden for det. Et kort smil passerede kort hans læber. "Jeg tvivler på, at du ville gøre det, uanset hvor meget du end lyster det," afviste han denne gang.

Nathaniel tvang Jaqia igennem en behandling, som han vidste, at hun ville hade mere end hvad godt var, og han var ligeglad. For første gang i hele hans liv, kunne han sige, at han var fuldstændig ligeglad med det! "Det kan jeg se," afviste Nathaniel. Hun lå blottet på et bord foran ham, med en opflået brystkasse? Og hun ville påstå, at hun havde klaret sig ganske fint uden ham?
Hjertet begyndte sine første slag mod hendes bryst, og denne gang skulle hun kæmpe for vejrtrækningen, som hun aldrig nogensinde havde oplevet det tidligere. Han fjernede hånden, som hun denne gang faldt slapt ned på bordet i stedet for. Han trak tilfredst på smilebåndet. Her løsnede han denne gang kæderne, som havde holdt hende fast, hvor han denne gang, vendte blikket mod hendes skikkelse igen. "Husk at trække vejret," sagde han denne gang, inden han tak sig væk fra bordet. Hans kappe trak han af, og kastede den hen til hende. Varmen ville hun få brug for. Hun ville jo føle, at hun frøs nu.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Den største straf i denne verden var ikke døden, det var følelserne, og Nathaniel vidste det, fordi hun engang havde gjort den fejl at lukke ham ind og fortælle ham både om sine største ønsker, sin største frygt og alt derimellem, noget som hun bittert fortrød nu. "Tvivl alt du vil, det kommer til at ske," lovede hun hæst. Hvis blikke kunne dræbe, så var han allerede faldet om for lang tid siden. Det svage lys omkring dem blev kort pustet ud kun for at blive antændt igen sekunder efter. Alt magi satte en vis uro i universet, men det betød kun at hans gøren virkede, hvilket var endnu værre. Hjertet kæmpede i hendes bryst, mørkt og dødt som det altid havde været, indtil det til sidst tog sit første slag og derefter startede en fast, smertefuld rytme.

Uvant gispede hun efter vejret og følte stadig at hun blev kvalt. Hendes lunger havde altid været stive og nu blev de tvunget i bevægelse, det var højest ubehageligt. "D-den største f-fejl jeg no-nogens-sinde begik v-var at l-ukke dig i-ind," vrissede hun forpustet og trak sig op at sidde. Hendes krop skælvede så meget at det ligeså påvirkede hende stemme. Kappen fangede hun med sine frosne hænder og lagde den om sig, ikke at den var meget varm, men han havde varmet den lidt op for hende hvilket hjalp. Hun hev efter sit vejr selvom det langsomt begyndte at falde lidt til ro. Nej hun kunne ikke være levende. Hun var nødt til at finde en måde at løse det her på. Til nu følte hun ikke meget, men hendes krop havde jo trods alt heller ikke tilvænnet sig endnu.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var nu temmelig sikker på, at Jaqia ikke ville gøre ham noget, og det var også det, som han agtet at stå ved. For nu, puttede han det vel for den største test? Tog han fejl.. jamen, så ville han dø. Såre simpelt, men nu var han heller ikke bange for døden. "Jeg tvivler. Nu ved jeg jo, hvad de følelser gør ved folk," sagde Nathaniel denne gang, som han endnu en gang, måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Det virkede.. Hjertet hamrede.. Spiden var fjernet, og efterlod hende som intet andet end en alkymist - præcist, ligesom ham selv.

Kappen kastede Nathaniel til hende. I forvejen var han varm, så han ville heller ikke få brug for den i samme grad, som det hun havde, hvilket skam også var det, som passede ham mere end fint. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. Det var en fejl? Nu lærte hun for alvor konsekvensen af sine handlinger, og hvor vigtigt det var, at tænke dem igennem, inde man gjorde noget som helst. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse, da hun satte sig op. "Betragt det som en fejl, eller du kan betragte det, som en fordel," sagde han denne gang med en rolig stemme. Nu var han jo bare mere spændt på.. kunne hun finde på det? Kunne hun rent faktisk finde på, at gøre ham ondt?

[Jaqia Destiny Angleráx]

Set med hendes øjne var dette ikke blot en straf, det var et direkte helvede, og trods hun normalt gennemskuede ham let, så, så hun slet ikke hans bagvedliggende tanker. Det eneste hun kunne trøste sig med, var at alle følelser for ham var blevet slettet med de hårde hjerteslag, eller det ville hun således gerne vælge at tro på vel og mørke. "Jeg vil ikke vide det!" råbte hun vredt. Normalt hævede hun ikke sin stemme, han havde lært hende at ro var et stærkere våben, men hun var ikke i stand til det, og da slet ikke nu hvor tanker og følelser begyndte at vælde op i hende. Tanken om at være dødelig, skræmte hende og lettede hende på samme tid. Det betød at hun ville være lettere at slå ihjel, hun ville faktisk kunne få sin hvile.

Kappen pakkede hun tæt omkring sin krop og rejse sig, svimmel oven på alt det den samme krop havde været tvunget til at stå model til. Hun støttede sig op af bordet. På stående fod ville hun slet ikke være i stand til at slå nogen ihjel, hendes krop var svagelig. "D-det var en k-kæmpe fejl," fastslog hun dræbende og skælvede. "Så hv-hvad nu?" spurgte hun og bed tænderne hårdt sammen. De sylespidse tænder var der endnu og de ville ikke forsvinde, men hun havde ikke længer ebehov for at tage blod fra gud og hver mand. Den tørst og hunger hun havde følt var væk nu, lige den del var en kæmpe befrielse, og hun følte sig heller ikke direkte draget mod Nathaniel, ikke på samme måde heldigvis, dog var der som om at følelsen ikke havde ændret sig helt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels intentioner var uden tvivl ude for hendes rækkevidde. Et sted, var det slet ikke noget, som egentlig kunne komme bag på ham, og særligt nu hvor hun altid havde været så optaget af sine egne ting, i stedet for, hvad hun egentlig burde være fokuseret på. Han kneb øjnene svagt sammen. Hun var jo nødt til at trække vejret! Dette var en handling, som desuden kunne fjerne fokus fra hende i fremtiden, så hun rent faktisk ville komme til at leve et liv, som han selv mente, at hun havde fortjent, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.

Jaqia trak vejret, og hun frøs. Hun var blevet gjort levende, og inden længe, ville de rigtig mange følelser også ramme hende. Alle de tanker, som hun havde snydt sig selv for, igennem de sidste rigtig mange år. Ja, hun havde vel aldrig rigtigt gjort sig en følelse, andet end hvad hun selv havde følt for igennem sit liv? "Du ser slet ikke hvorfor jeg gør det, gør du?" spurgte han denne gang. Hende, som altid havde været kendt, for at være så intelligent, og så var det overhovedet ikke noget, som han kunne se og mærke sig af nu.
"Du er fritstillet til at gå herfra, Jaqia.. Og starte et nyt liv," sagde han denne gang. Sandheden var jo også, at han ikke ønskede, at se hende miste livet, dersom han kunne blive fri for det.. Hun var ham vigtig. Og det var vigtigt, at hun mindede sig selv på det.