Old Promises

[Jaqia Destiny Angleráx]

Nathaniel Diamaqima
_____________________________________________

Ironi var en morsom ting. I de mørke kælderregioner, på et stenbord der havde rummet mange før hende selv, lå landets tidligere dronning, bundet af stærke, magisikre lænker der fæstnede både hendes hænder og fødder til bordet. Hendes lange, lyse hår, hang ned fra stenbordet og rørte med spidserne det blodige gulv over hende. Det føltes som evigheder siden at Silia var blevet afbrudt i sin gøren og havde efterladt hende sådan her. Hele hendes brystkasse var åbnet, så der var frit udsyn til hendes indre. Det slog hende ikke ihjel men det var yderst smertefuldt. Hendes hoved hvilede slapt mod den ene side, efter alt den tid havde hun ikke længere nogen energi til at kæmpe imod. Det sørgelige var at hun et sted altid havde vidst hun ville ende i helved, men hvad hun aldrig havde troet, var at det skulle ske i hendes levende liv. Hænderne knyttede hun lidt, og lod blikket glide i. Der duftede af blod, mest hendes eget men det var ikke det eneste og Silia fodrede hende ikke ligefrem, ikke nok i hvert fald hvilket formentlig var klogt.

Trods hun var et dyr havde hun altid følt sig kold eller varm, og lige nu føltes hendes lemmer så kolde at de var mere eller mindre ubevægelige. At ligge havde havde givet hende anledning til så mange tanker, at de i sig selv drev hende til vanvid. De fejl hun havde gjort, den kvinde hun var blevet, nøjagtig ligesom sin mor, præget af samme egoisme og begær efter alt det hun ikke kunne få. Dette var netop det hun havde frygtet siden hun havde været alt for ung til at spekulere på den slags, og nu var det sket. Hun gispede og forsøgte at lukke smerten ude, men hver gang hun så meget som vendte hovedet, skar det i hele kroppen. Det var virkelig ironisk at hun skulle ligge her, som et sølle forsøg ligesom dem hun engang selv havde udført, men somme tider havde skæbnen sine sjove veje.

[Nathaniel Diamaqima]

Silia var blevet afbrudt, hvor Nathaniel denne gang, var den mand, som skulle til, for at komme denne sag til bunds. Mattheus havde vendt sin moder ryggen.. havde vendt hendes styre ryggen, og havde vist sig, at være langt mere åben og modtagelig for deres påvirkning, end hvad han havde været, før hans møde med Noelle. Dette passede ham fint, men nu hvor han også havde et oldgammelt løfte, at leve op til, så var det også, hvad han havde tænkt sig, at gøre noget ved nu.
Derfor søgte han ned i de mørke og dybe kælderregioner. Selv samme sted, hvor han havde været hendes lærermester frygtelig mange år forinden, og det i sig selv, var.. underholdende på en eller anden mærkelig måde. Denne gang, skubbede han de tunge dører op, og lod dem deraf glide i, endnu en gang.

"Det er lang tid siden, jeg har sat mine fødder her, Jaqia," sagde han denne gang. At hun lå med en opflået brystkasse, hvor der var frit udsyn til alt af det indre, som ellers var skjult bag et smukt lag hud. Han stillede sig ved siden af hende. Velvidende om, at dette uden tvivl måtte være en yderst underholdende faktor. Han lod hovedet søge en kende på sned. Jaqia havde bedt om det. Igen, som han havde sagt dengang, lignede hun virkelig sin kære moder, og end ikke hendes brødre var i live, til at håndtere denne del af hende. "Hvordan har du det?" spurgte han denne gang, med en fortsat rolig stemme. Han rynkede slet ikke på næsen af lugten, eller synet foran ham.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Hvad der var hændt hendes søn, havde hun ikke den mest fjerne idé om, ud over at hun vidste han ej var kommet til skade for hun havde ikke fornemmet det som hun ellers plejede. Det skuffede hende at han ikke gjorde mere for at få hende væk herfra, at det ikke gik hurtigere. Det ynkelige var at hun vidste hun ikke havde fortjent hans loyalitet, ikke med de handlinger hun havde begået mod ham. Nathaniel havde haft ret i at hun mindede for meget om sin kære moder, vanviddet løb i hendes blod og det havde nået hendes hjerte og sind med årerne, og stadig nu følte hun ingen samvittighed over det. Allerede inden døren gik op, vidste Jaqia at hun snart ville få selskab, hun kunne høre de tunge skridt ude på gangen og det var ikke Silias. Selv efter alle de år, genkendte hunn lige præcis de skridt. Den tunge dør knirkede farertruende da den blev skubbet op. Hendes øjne var endnu lukket, det hjalp at lukke verden uden omkring hende. "Nathaniel Diamaqima. Ironisk at vi mødes under disse omstændigheder," hvislede hun og lod et lille smil spille over sine læber.

Som hans skygge blokkerede for lyset, slog hun blikket op og så træt på ham. Ej hvilede hun, hvilket i sig selv ikke var noget nyt, men hun havde ondt og en mand der kendte hende så godt som han gjorde, ville vide det straks. Det var svært at se for den flåede brystkasse, men hun lå blottet på stenbordet med lemmer der flere steder var blevet blålige af kulden hernede. "ganske udmærket tror jeg. Mine lunger er stive og mit hjerte mørkt, alting er vidst som det skal være," konkluderede hun med en stemme der dryppede af sarkasme. Åh jo, hun havde forsøgt at se på egen krop, men den var død, så mange af dets funktioner kunne slet ikke ses. Hun havde aldrig taget så meget som et åndedrag.

[Nathaniel Diamaqima]

Mattheus var ikke en mand, som Nathaniel selv havde arbejdet særlig meget med. For nu, var det Jaqia, som han havde fokus på, og det var der, at han agtet at fortsætte sit arbejde, og et sted, ville være, at imødekomme det løfte, som han havde skænket hende for virkelig mange år siden. Han stoppede ved siden af hende. Ganske vist måtte selv han erkende, at hendes indre organer, så ud som de skulle, selv på trods af den sult, som han vidste, at hun havde været udsat for. For nu, kunne man jo sige, at han ikke havde blandet sig i det, som ellers var sket hende hernede, hvor han havde forsøgt at sætte helt andre ting i orden i stedet for. "Ironisk nok, det er sandt," sagde han denne gang med en rolig stemme.

For nu, måtte han bare stå og betragte sig af hende, som hun lå der på bordet foran ham. Han trak kort på smilebåndet. "Alt synes at være i skønneste orden," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han trak en stol hen ved siden af bordet, hvor han denne gang tog pladsen. Løftet kunne han huske, hvor han stod fast på, hvad han havde sagt dengang: Det kunne gøres på andre måder, end at slå hende ihjel. Et kort smil passerede hans læber. "Jeg går ud fra, at du ved, hvorfor jeg er her?" spurgte han denne gang. Armene lod han søge over kors foran sig i stedet for. Han holdt af hende, som han alle dage havde gjort. Og stod derfor stadig fast på, at hun endnu havde alt for mange kvaliteter, til, at han ville slå hende ihjel.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Der var et oldgammelt løfte som han engang havde skænket hende, og som hun havde sat alt sin lid til, kun for at blive svigtet af ham. Det var det eneste løfte til hende han aldrig havde holdt, måske fordi han var blevet en helt anden mand. Løgnagtig, blød og optaget af sin familie, frem for ærlig, hård og fokuseret på sit arbejde, hvilket hun engang havde været en del af. Det var en skam at se en mand som ham miste grebet om det han gjorde bedst, ligeså meget som det var en skam at se en kvinde som hende, lide under det samme vanvid som hendes moder engang havde gjort. "Jeg overvejede om du ville have mod til at vise dig hernede på et tidspunkt," indrømmede hun og og forsøgte at hæve sig lidt men lænkerne tvang hende ned. Hun gispede og skar en lille grimasse. Alting gjorde ulideligt ondt og særligt når hun samtidig var sulten og slet ikke havde den samme styrke som hun ville have ellers.

At han kunne stå der og smile var frygtelig provokerende, men det mindede hende om den mand han engang havde været.. hårdfør. "Jeg vidste du stadig havde det i dig," bemærkede hun næsten lidt triumferende mens han studerede hendes indvolde. Det gav helt ny betydning til at se det indre frem for det ydre. "Jeg går stærkt ud fra at du er her for at efterstudere dine datters observationer? Eller er du her faktisk for endelig at gøre en ende på dette?" spurgte hun og undertrykte lidt det håb der lå i ordene. Nok var hun stærk, men hver dag var en kamp at komme igennem, intet at stå op til ud over blod, sult og smerte. I så mange år havde han foragtet synet og tanken om hende, hvilket fik hende til at synes at han virkede en kende for munter.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde observeret Jaqia og Silia på afstand. Desuden, ville han da være stærkt forundret, dersom det ikke var alle, som havde hørt hende skrige her på slottet, for hun havde virkelig været højlydt. "Jeg har skam været omkring," sagde han denne gang, som han roligt satte sig tilbage på stolen ved siden af hende. Hun havde ondt, og det var tydeligt, at hun virkelig havde ondt. Hun havde skam også fortjent den behandling. Som han havde forsøgt at forklare hende, havde hvert et valg, som man foretog i sit liv, en konsekvens, og hendes havde jo så bare vist sig, at være af den meget store kaliber.

Hovedet lod Nathaniel søge på sned. "Det har altid været der," sagde han denne gang. Han var færdig med at forsøge at stille andre tilfredse. Han havde jo fundet ud af, at det kun sved til hans egen røv, og at han intet fik ud af det. Man kunne jo se, hvor han stod med Liya og sine børn i dag. Silia accepterede ham kun, fordi at hun havde brug for ham. Det var vel ikke omvendt? "Jeg behøver ikke efterstudere det.. Hun er bagud i forhold til mig.. Jeg er her af en anden mening. Jeg vil ende den lidelse, som du føler." Igen rejste han sig, for at søge til et af de bagerste hylder. Her fandt han nål og tråd. "Uden at ende dit liv," tilføjede han denne gang, inden han atter vendte sig mod hende. Hun havde en yderst smertefuld behandling i vente, og han havde nemlig ikke tænkt sig, at blive mild, hvad det her angik.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Skrigene havde været mange... om ikke andet frem til nu hvor selv det var blevet for anstrengende. At blive skåret op hver dag var ulideligt for de fleste, selv for hende selvom hun var en af de stærkere. Måske man kan sige behandlingen var fortjent, men hvad han næppe forstod var at det var dette hun havde forsøgt at ruste sig mod, da hun havde bedt ham om at slå hende ihjel hvis vanviddet skulle overgå hende for meget. Hvad han heller ikke vidste, var at hun faktisk havde forsøgt at slå sig selv ihjel mange gange siden hun var gået i graven og Enrico havde hevet hende op igen. "Jeg er ikke forundret," svarede hun. Og dog måske lidt, for han havde ikke villet vedkendes hende i mange år, særligt ikke efter hun havde født ham en søn.

Det var hårdt for hende at holde hovedet, så hun lod det blot hvile slapt langs den ene side, mens hun så på ham med døde øjne. Ikke nogen kæk glimt, bare tomhed. Jaqia åndede lettet op. "Endelig! Må jeg personligt fortrække at du kapper hovedet? Det er beskidt men mindre smertefuldt," pointerede hun upåvirket. I mange år havde hun ønsket sig freden ved døden men det blev altid afbrudt. Modet sank da han afslørede at han ikke ville ende hendes liv.. som ham dengang havde sagt. "I så fald har du ikke i sinde at ende mine lidelser, Nath," konstaterede hun og fulgte ham med blikket. Han ville sy hende sammen? Fantastisk. "Jeg vidste at du ikke kunne glemme mig," hun forsøgte sig med kækhed, men det nåede ikke til hende. Hun var så ulideligt sulten!

[Nathaniel Diamaqima]

Udelukkende havde Jaqia kun sig selv, at takke for denne situation. Hun havde selv placeret sig i den, ved den vanvid, som hun havde udvist ved de handlinger, som hun havde forårsaget. Endnu mere over dem, som hun havde udsat deres fælles søn for. Ikke at han havde noget forhold til Mattheus.. Han regnede faktisk slet ikke med, at skulle få noget forhold til nogen af hans børn, nogensinde faktisk. "Jeg er altid omkring," sagde han denne gang. Oprigtigt havde han jo bare haft sine mange andre kampe, at skulle slås med, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det nu. Det handlede egentlig bare om, at imødekomme det løfte, som han engang havde skænket hende.

Nålen og tråden lagde han roligt ved siden af sig, som han atter vendte blikket mod hende. "Som jeg sagde allerede dengang, har jeg ikke tænkt mig, at ende dit liv, Jaqia." Han lod hovedet søge på sned. Det lugtede af gammelt blod.. Og hun var tydeligt påvirket af, hvad hun havde været udsat for. Der var andre muligheder, hvorpå at der kunne rettes op for dette. Han nålede sin tråd. "Jeg vil sy dig sammen, og fjerne hvad der har været grunden til din vanvid, Jaqia.." Det var jo særligt noget af det, som han havde haft fokus på. Stor fokus på at fjerne og tilføje, og nu kunne han vel også langt om længe, få lov til at føre det til den endelige test?

[Jaqia Destiny Angleráx]

En de af hendes fornuft var endnu bevaret til forskel fra før Kimeya havde slået hende ihjel. Det var umuligt for hende at bebrejde sig selv, det var følelser hun aldrig havde været kendt med, de eneste hun havde følt var ting der relaterede til hendes dyr, det indre bæst som var en så stor del af hende. "Altid øjne overalt," påmindede hun sig selv med et svagt nik. At blive syet sammen med nål og tråd ville blive alt andet end behageligt, men i forhold til alt det der var sket den seneste tid, burde det være tåleligt. "Hvad blev der af at du ikke kunne døje synet af mig?" spurgte hun ret ligefrem og studerede ham mens han trådede sin nål uden de mortoriske problemer, som så mange andre mænd ville have haft. Han var Nathaniel Diamaqima, stadig nonchelant i hvert et henseende.

"Min tid var for længst, Nathaniel. Enrico rev mig ud af den, må han lide for tanken alene," mumlede hun lidt irriteret. Han havde vækket hende så hun kunne beskytte sit land og redde den søn som hun altid havde holdt af, aldrig elsket for det var hun ude af stand til, men i hvert fald holdt af. Hendes øjne gled i igen. "Meget fint. Hvis du vil hoppe ud af vinduet, vil jeg råde dig til at gøre det fra balkonen i det vestlige tårn," hendes stemme var fuld af sarkasme for hun vidste at det ikke var hvad han mente. Nathaniel var grunden til en stor del af hendes vanvid, han havde været hendes mage siden.. altid og hun havde aldrig haft ham, det var det mest pinefulde man kunne udsætte et bæst for om hun havde lært at leve med det eller ej.

[Nathaniel Diamaqima]

Magetingen havde Nathaniel skam styr på, men at han skulle være Jaqias, var vel bare aldrig en tanke, som sådan, var faldet ham ind? Altid havde han taget afstand til hende, og hendes væsen, når hun kom ham for nær, kun fordi at det var.. Forkert. Det var jo slet ikke meningen, at de skulle påvirke hinanden i den retning, og han hadede, når hun gik igang med den slags. Han havde altid forsøgt at betragte hende med professionelle øjne, hvilket også var dem, som han kastede på hende nu. Dog med en begrundelse i undergrunden af den betydning, som hun reelt set, havde for ham, for den var der. Og han kunne heller ikke rende fra den. "Det kan jeg stadig ikke," sagde han denne gang direkte, som han igen vendte sig mod hende. Det ændrede dog bare ikke på, at hun virkelig var dygtig, og brændt inde med et kæmpe talent.

Nålen blev trådet, som ingenting. Det var jo heller ikke første gang, at han kastede sig ud i dette. "Manden som igennem sit liv, har været dig evig loyal, og som kun har tænkt på landets velbefindende? Det er en sølle taknemmelighed du udviser ham," sagde han denne gang. Tanken gjorde ham.. irriteret et sted? Han selv vidste, at Enrico hellere ønskede at dø, end at vende Jaqia ryggen.
Nålen lagde han igen ned ved siden af sig, hvor han stillede sig klar til at gå igang. "Det her bliver en yderst smertefuld proces," advarede han denne gang. Han ignorerede fuldkommen hendes ord. Her tog han nålen, hvor han begyndte at sy hende sammen. Han gjorde det meget nøje.. Og håbede selvfølgelig på, at hun ville ligge stille imens!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var aldrig blevet sagt højt mellem dem, at han var hendes mage, men mange andre havde opdaget det åbenlyse. I alle de år havde hun altid været knyttet til ham, uanset hvor meget hun havde forsøgt at vende kareten og nære de samme følelser for en anden, så var det aldrig sket. Det var det stærkeste hun nogensinde havde følt, og han havde aldrig gengældt det, det var det samme professionelle blik han så på hende på, som en gammel tekst der skulle brydes eller en ny besværgelse der skulle prøves. Jaqia fnøs og slog hovedet tilbage mod stenbordet hvor en kølig lidt opgivende latter, undslap hendes læber. "Naturligvis," mumlede hun, det var jo åbenlyst. Nathaniel havde hadet hende i mange år, faktisk vidste hun ikke helt hvornår det var opstået om det altid havde været der. Uanset hvad var der en grund til at ham holdt hende ved livet for enhver pris næsten.

Enrico havde altid været loyal og han havde vækket hende med rette intentioner, men tanken plagede hende stadig, for hun havde haft fred. For første gang i sit liv. "Loyal mod landet ganske vidst, men selv han kendte mit ønske og modsat dig havde han modet til at efterkomme det," pointerede hun lidt spidst. Præcis hvad han havde i tankerne kunne hun ikke helt gennemskue, men det var næppe noget hun ville bryde sig om. "Modsat alt det andet der er blevet gjort ved mig."
Idet den spidse nål, penetrerede hende hud, blev hun en kende urolig, men lænkerne sad tæt og gjorde hendes bevægelighed yderst begrænset. Overfor ham nægtede hun at skrige, i stedet slog hun hovedet tilbage og forsøgte at bide det i sig.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde taget afstand til rigtig meget ved Jaqia igennem deres tid sammen, og han havde haft sine grunde. Han vidste, at hun manipulerede og udnyttede, som han samtidig også vidste, at hun gjorde det for egen vindings skyld, og man kunne vel også sige, at han ikke havde tænkt sig, at blive en del af det? Alt taget i betragtning, så havde han vel taget afstand til den slags, siden han havde mistet Auromia? Selv igennem hans tid sammen med Liya? Han rystede de tanker ud af hovedet. "Det burde ikke komme dig, som nogen synderlig stor overraskelse," sagde han denne gang.

Nathaniel begyndte at sy hende sammen. Han var meget nøje, og meget påpasselig, hvad det her angik. "Lig stille," sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Han var nemlig meget omhyggelig med sit arbejde. Det var jo et mærke og et ar, som hun skulle leve med for resten af sit liv. Og så måtte man jo se, hvad hun fik ud af det. "Jeg er sikker på, at han havde sine grunde." Enrico havde vist sig, at være en temmelig fornuftig mand, som nu i dag, var død og borte. Hvorfor snakke om ham? Han lagde huden på plads, nænsomt, mens han syede hende sammen. Hans blik faldt kort til hendes skikkelse. "Du kan hade mig alt hvad du vil, Jaqia.. Men du er mere værd i live, end død," tilføjede han, inden han fortsatte. Meget snart, ville han være færdig. Han strammede huden godt til, for at sikre sig, at den lukkede tæt.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det havde taget hende årevis at få ham til at give efter for hende. Jo ældre hun var blevet des mere umuligt var det blevet for ham at modstå hende, men i dag nærmest hadede hun sig selv for den lille forsmag hun havde fået før han pludselig var taget af sted, og senere hen havde fundet en kvinde der var mere sindssyg end hun selv var, og de havde fået børn og var blevet gift.. ups nej, det havde hun jo ødelagt med en gift, hvilket han selvfølgelig ikke vidste på stående fod vel og mørke. "Det gør det ikke. Men fortæl mig hvorfor," opfordrede hun med et træt suk. Hun så ikke på ham, det skar i kroppen hver gang han stak nålen ind og syede hende sammen. Det ville give nogle forfærdelige ar. I alle de år havde hun overvejet hvornår han var begyndt at hade hende, hvorfor han var gået og havde efterladt hende alene dengang, når de havde udviklet det tætte forhold, også selvom hun vidste at hun havde lagt mere i det end han havde.

"Det kan du sagtens sige," mumlede hun gennem sammenbidte tænder. Det var jo ikke ham der lå og blev brugt som en halvvejs nålepude, og hun var blevet syet sammen flere gange, hvilket hendes hud også afspejlede. "Jeg håber du gør det ordentligt, jeg bryder mig ikke om ar," sagde hun lidt spidst og forsøgte at kigge ned af sig selv, men uden held. Det var meget muligt at Enrico havde haft sine grunde, men at forstyrre hendes fred for det, var ikke det værd. "Jeg har næppe nogen værdig for dig, men fortæl mig endelig hvilken mesterplan du har fundet på," opfordrede hun og kneb øjnene hårdt sammen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde altid været alle steder, og dette skulle heller ikke have lov til at blive noget undtag. Han havde derfor været med i baggrunden i Silias hårde behandling af Jaqia. For nu, var det bare på tide, at lade hende.. komme videre, vel? "Jeg vil være sikker på, at alt går rigtigt for sig," sagde han blot. Et sted var det jo også en sandhed, selvom han havde haft mange andre grunde til ikke at blande sig i dette foretagende, også mest for sin egen skyld. Alt taget i betragtning, så holdt han jo af Jaqia. Han havde ganske vidst aldrig lagt nær så meget i det, som det hun havde gjort, og det var der en grund til: Han var vel bange for at blive såret igen?

"Hvornår har jeg ikke været grundig i mit arbejde, Jaqia?" spurgte Nathaniel direkte, som han satte det sidste sting, og lukkede såret til. Forholdsvis pænt, alt taget i betragtning. Det var jo også tydeligt, at hun havde været syet en del sammen, med tiden, som var gået. Han vendte blikket mod hende, idet han med en kniv, skar tråden over, og lagde nålen ved siden af sig. Hans plan, var næppe af slagsen, som hun ville prise sig lykkelig for, men ved at gøre dette, fjernede han problematikkerne fra hende, og hun ville forholde sig.. levende. "Vent og se.." var det eneste, som han sagde denne gang, inden han trak sig væk fra hende. Her søgte han tilbage til de mange hylder. Først og fremmest, tog han en bog frem, som han gav sig til at bladre i. Øjnene kørte nærmest rundt i hovedet på ham, inden han klappede den sammen igen. EN skål og andre remedier, som han skulle bruge, fandt han frem.. Derefter ingredienserne, som han fint lagde frem på bordet.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia himlede med øjnene. Han var tilsyneladende blevet ligeså dum som han var blevet blid.. overfor alle andre end hende vel og mærke, hvilket hun satte stor pris på, for det andet var for ynkeligt og trist. "Det var ikke det jeg mente. Fortæl mig hvorfor du ikke kan døje synet af mig," bad hun og kneb øjnene lidt sammen. Hun huskede det stadig. Om aftenen havde hun lokket ham med til sengs, de havde haft en fantastisk nat og morgenen efter var han væk, hun havde ikke set meget til ham efter det og når deres veje krydsede var det med afsky i blikket, lige foruden den aften hvor Mattheus var blevet undfanget naturligvis og ham havde han hadet ligeså meget, trods hans var uskyldig i alt dette.

"Grundig er du, men det har du også bare at være når det gælder min krop!" vrissede hun stadig sammenbidt og forsøgte at rive armene til sig. Det gjorde så ondt at hele hendes krop skar. Det var lettelse da han endelig skar det sidste snor og hun igen var lappet sammen med et langt ar, der formentlig ville hele når hun fik noget blod. "Lidt at hele på eventuelt?" bad hun og så på ham med et lidt hårdt blik, der dog hurtigt falmede for trætheden. Hun tvang øjnene åbne og fulgte hans gang rundt i lokalet, uvidende om hvad han havde i tankerne. Uroen bredte sig da hun så hvilke ingredienser han fandt frem, hun genkendte dem. "Hvad skal du med dem?" spurgte hun knapt så kækt. Hun så ikke hvorfor han ville ændre hendes race overhovedet. Måske han ikke ikke havde tiltænkt det for hende?