The Pleasures of Business

[Deleted]

---

Cressida Marvalo

---

Så vandte omgivelser, og dog havde de ikke formået at kede Ulric endnu. I hvert fald ikke til en sådan grad, at han havde overvejet at forlade stedet. Denne villa, de mennesker og væsner derinde... det passede ham alt sammen ganske fint. På 2. sal; i det store åbne lokale, varslede der denne nat fulde festligheder. Som det gjorde de fleste andre nætter. Med tvivlsomme kriminelle typer, der sad i grupper, og nød natten på deres egne respektive faconer. Nogle med euforiserende røgdampe, andre med eksotiske dansere, og nogle med slagsmål og højlydte sange. Cetiul var en overraskende festlig by, af hvad man måske ville være vandt til. Med søfarere der fandt land igen efter uger til søs. Mænd der ledte efter at brænde energi af. Og kvinder der ledte efter selvskab. Og i hjertet af disse natlige festligheder og jagte efter tilfredsstillelse; lå Blackheart Villa.
Ulric nød dette. Nød at være omgivet af irrationelle og uforudsigelige personligheder. Der til enhver tid kunne vendes på en tallerken, og gøre hvad der umuligt ville kunne forudses. Han nød synet af de få letpåklædte kvindelige dansere, der mængede sig med grupperne, eller vred sig på gulvet imellem den sofagruppe. Ulric selv, sad i en sådan sofa, med ryggen mod væggen og paneler af træ. Iklædt sin lange og meget fine tunika med eksotiske broderinger, og et bredt bælterem af spænder. Med ærmerne rullet op til albuerne, og et hint af en hvid skjorte indenunder. Med et par bukser, og et par spidse sko. Sablen havde han lagt fra sig for enden af sofaen, imens han sad der og fulgte med i aktiviteterne omkring sig.
"Og det er din, hvad? ... Tredje hustru? Og hvad med de to andre?" Ulrics tone fik de andre omkring ham på sofaerne, til at le kynisk, over ordene henvendt en større og mere broget mand skråt overfor Ulric. "Ved jeg ikke... Måske smide dem til slavehandlerne?" Og med latteren der atter fulgte, var en tone tydeligt imellem disse mandlige skikkelser. Disse var ikke hjertevarme mænd, af ære eller nobelt omdømme. Men hårdkogte og skruppelløse kriminelle. Mordere, voldtægtsmænd, tyve, pirater... Deres samvittigheder slog dem kun, når de ikke udnyttede chancerne foran dem. Ikke når de udnyttede andre. I et lettere udtryksløst ansigt, dog med et lille smil; hævede Ulric en hånd og en pegefinger mod den brogede kammerat. "Du, Gregor, er en kynisk; og måske den dummeste mand jeg nogensinde har mødt!" ... "Men jeg kan lide dig, alligevel." En tredje ung mand rejste sig fra en helt anden sofa, med et krus i hånden, hævet over hovedet. "Til én kvinde i sengen, og to i lænker!" Og i ét, blev der brølet et skål ud iblandt mænd såvel som kvinder.
Ulric blev siddende i sofaen, ganske roligt. Med begge albuer lagt over ryglænet, og befolkede en sofa med adskillige puder, for sig selv. Bortset fra hvad der lignede en udmattet og udkørt ung kvinde, der lå i samme sofa, med sin hoved hvilende på Ulrics ene knæ. Bordellets natlige aktiviteter summede i etagerne under, som hverken var forstyrret, eller virkede forstyrrende, til aktiviteterne på denne sal. To mænd begyndte at rulle rundt om hinanden i et virvar af knytnæver og bandeord. Alt imens Ulric blot smilte en lille smule.

[Cressida Marvalo]

Dvasias havde altid været kendt for sine festligheder, men Cressida var med tiden blevet overrasket over hvor godt Manjanerne holdte trit. Det var en aften som alle andre, fuld af sang, upassende bemærkninger og en masse falske skrig fra værelserne hvor de arbejdende var i gang med at tilfredsstille mændene. Som kvinde genkendte man altid den falske klang, men de stakkels svin var naive nok til at tro de overhovedet var i stand til at vække noget i en kvinde.
Cressida lagde afstand til dem ved at søge op af trappen til 2. sal hvor sang og snak overdøvede det andet, det gjorde ikke festlighederne mere kedsommelige, tværtimod. Hendes flammerøde hår hang i næsten for perfekt bølger langs hendes ansigt og skjulte det slægtsnavn som hun bar, hvilket nok var meget heldigt på disse kanter. Hendes kære far havde ikke ligefrem tendens til at gøre sig populær blandt de samme pralende mænd der sad her i øjeblikket. Hun bevægede sig gennem rummet, slangede sig smidigt gennem både bordene og mængden af mennesker, mænd primært der var betaget af husets vare. Modsat de arbejdende var hun ikke klædt i.. ja stort set ingenting, nej hun var iklædt en smuk kjole med et indsnørret korset præget af smukke broderier. Det var snørret så meget ind at hendes fyldige barm, nærmest hoppede ud i hovedet på de omkringværende. Korsettet var lilla, og med et tilhørende underskørt, uden stativ og den slags upraktiske sager inden under, hvilket betød at hendes krop faktisk havde naturlig facon. Hun passerede gruppen af mænd og stoppede op foran dem med et lidt nedladende blik. "Praler vi med Deres mange hustruer igen Gregor?" spurgte hun med en blid stemme præget af en vis kækhed som de fleste kvinder ikke havde ret til at gøre brug af. "Måske De burde overveje at lære Dem at tilfredsstille en kvinde? I så fald ville de måske blive ved Dem," hun blinkede hvorefter hun vendte hovedet bort og fortsatte sin vej gennem lokalet, målrettet mod den sofa hun vidste ofte var besat af hendes kære chef, Ulric. Lyset nåede ikke herhen så en mørk skygge kastede sig over hende, idet hun stoppede op foran ham med hænderne foldet foran sig. Hendes blik hvilede mere på den trætte kvinde der lå ved ham. "Sir. En af vor kunder nægter at betale. Vil De tage Dem af det eller skal jeg sende Lucian?" spurgte hun blot og hævede blikket til ham. Under normale omstændigheder hadede hun at vær een kluddedukke for sin egen familie, men lige her var ganske godt at være måtte hun jo nok indrømme.

[Deleted]

I denne by, og denne villa især, var der ingen mangel på mænd der gjorde kvinder til objekter. Men der lå også en næsten smuk ironi over stedet. En ironi ikke mange så, og en af slagsen, Ulric nød sig af i stilhed. Både mændene der betalte for de mange kvinders ydelser, såvel som de kriminelle der omgav Ulric - fattede sig i troen om at kvinderne var deres at bruge og udnytte. Men det var nok i sandhed anderledes. Kvinderne her var ikke så spejlblanke som de ofte kunne virke. Nej, de udnyttede mændene for penge og underholdning. For informationer og sikkerhed. Måske endda mere end mændene udnyttede dem. Jovist. Når først enten Ulric eller nogen anden af hans cirkel ønskede sig noget, var et 'nej' ikke en mulighed for f.eks. de eksotiske danserinder. Og mange i sandhed udnyttede kvinderne. Men deres kår var nu ikke så dårlige som kedelige liberalister ville tro. En smuk union af forskellige interesser, syntes Ulric.
Mange blikke blev skænket Cressida, som hun bevægede sig igennem lokalet. Hun hverken sænkede eller forstyrrede de ellers forskellige festligheder der fandt sted, men nogle fandt det endda mere tilfredsstillende at betragte hende, end at betragte en danserinde lige foran dem. Cressida var dog heller ikke blot endnu en af pigerne. Alle her vidste at hun var Madame, og at hun derfor havde Ulrics øre, og var under hans beskyttelse. Af den selv samme grund, var der ingen vildfarende fingre eller hænder mod hende. Og ingen blikke hvilede for længe eller for dristigt mod hende. Ingen anden end Ulrics, i hvert fald. For hans blik havde hvilet mod hende i det samme hun kunne spottes ved trappen, og indtil hun var nået sofagruppen hvorved Ulric og nogle andre sad.
Ved Cressidas kommentar til den store mand Gregor, faldt der en kort og næsten nervepirrende stilhed over gruppen. Ulrics mundvig trak sig i et diskret smil ved hendes ord, men de andre syntes at skulle bruge et par øjeblikke til at forstå hendes ord. Men endelig faldt der endnu en hysterisk latter over mændene, og Gregor blev slået på skuldren et par gange. Ulric selv, lod sin opmærksomhed blive hos den barmfagre og rødhårede Warlock, da hun nærmede sig. Imens de andre endnu lo over hendes kommentar, eller havde fundet andet at tale om. De vidste bedre end at blande sig i hvad der foregik imellem Cressida og Ulric. Han tog sig et øjeblik til at tygge på hendes ord, og førte betænksomt et par fingre over hans overskæg. "Meget vel... En lille distraktion inden aftenens affærer, må være på sin plads." Ulric talte ikke som de andre. Ikke i samme tone eller på samme måde. Han lød næsten nobel og adelig. Og han talte skam også til Cressida på en anden måde end han ville tale til en af mændene. Hun var trods alt, hans Madame. Og en tæt samarbejdspartner, ikke mindst. Hun fortjente en tand mere respekt, end så mange andre. Han puffede til kvinden der lå med hovedet mod hans knæ, og hun rykkede sig lidt modvilligt. Hvorefter Ulric så rejste sig op fra sofaen, foran Cressida. "Skal vi?" Spurgte han, og ventede egentlig bare på at hun ville lede ham til denne kunde der nægtede at betale. Han havde andre ting at tage sig af denne aften, men dette ville da være en velkommen overspringshandling. Sædvanligvis håndterede han ikke alle små affærer. Da han langt fra var den eneste i denne villa med en appetit for vold. Men hvis der var én ting han ikke kunne tolerere... så var det folk der ikke betalte hvad de skyldte.

[Cressida Marvalo]

Horehuse blev oftest undervurderet. Det var langt mere end blot et sted hvor mænd kunne opnå en selvtillid de ikke formåede at bygge op hjemme ved deres ventende hustruer, det var et sted fuld af eventyr og hemmeligheder.. mystik i hvert lille hjørne, bygget op om løgne, det var umuligt ikke at lade sig fascinerer af. Cressida lignede sin far frygtelig meget. Hun var en livsnyder, hun fandt løgne spændende og nød at dyrke sit begær, og hvilket mere perfekt sted til formålet var der, end dette?
Hendes blik værdigede ikke en eneste af de andre mænd et blik, selvom de alle i deres stille sind sad og tiggede og håbede på det. Hendes værdi var langt større end nogle af deres, til gengæld lagde hun heller aldrig skjul på hvor meget hun nød deres hungrende blikke som hun passerede, udelukkende interesseret i én mand herinde, den vørste af dem alle, og derved også den mest interessante. Latteren fra gruppen af mænd overdøvede hendes sidste skridt, og hvor de tilsyneladende var meget interesseret i at se efter hende, havde hun allerede mistet interessen for dem. Arrogante svin, ligesom de fleste andre mænd herinde. "Jeg tog mig gerne af det selv, men han er en meget loyal kunde og jeg er bange for at mine metoder ville mangle diskretion," svarede hun og satte en hånd på hoften.
Den unge kvinde lå og skulede op til hende, hun lod til at føle sig lidt for heldig over at have fået en så vigtig plads som på hans lår. Triumfen varede dog kun til han rejste sig. Cressida hævede sig med blot at sende hende et lidt sigende blik, før hun vendte sig rundt på hælen og ledte Ulric med sig gennem mængden. "Det er glædeligt at se Dem tage del i festlighederne, Sir," sagde hun uden at se på ham. De samme sultne blikke faldt ikke på hende så lang tid hun havde ham i hælene, det havde de færreste trods alt mod til. Trappen gik hun ned af uden at røre gelænderet, ned hvor snakken og sang blev overdøvet af brummen og stønnen fra flere steder. Hun trak på smilebåndet og gjorde tegn til at han skulle følge ham, hen til en lille skranke hvor der stod en lille, buttet mand uden hår på hovedet og så frygtelig vigtig ud, han var rød helt op på sin skaldede isse af ren og skær raseri. Det kunne næppe være godt ofr hans hjerte.

[Deleted]

Man skulle være ganske uvidende, for ikke at vide hvem Blackheart var, i Cetuil. I Manjarno generelt, og resten af verden, var han nok oftere en ansigtsløs skikkelse. En som de fleste havde hørt en smule om, men som ingen rigtig havde set eller kendte mere til. Dog, havde han været Kaptajn på et skib i mange år, og i samfund som Cetuil, ofte besøgt og befolket af mænd af havet, var han til gengæld godt kendt af den almene befolkning. Ikke mindst kendt, som én man ikke burde teste. Han nød mystikken der kunne være over ham, men nød også at se frygten eller rædslen i øjnene af de der var i hans klør. Så at statuere eksempler, nød han ganske meget, faktisk. For hvert eksempel der blev statueret, blev to trodsige tåber mundlamme. Og lidt efter lidt, ville der ikke være flere til at stå i vejen for ham. Med rigdomme som han havde, og med villigheden til at gøre ALT, var der intet der endnu kunne stå i vejen for ham.
"Nogle gange, er diskretion også ganske overvurderet.." Ulric var i hvert fald ikke særlig diskret, når det kom til at statuere eksempler. Eller når det handlede om at få penge tilbage han var skyldt. Der var ofte en fin linje imellem hvad der burde gøres i skyggerne, og hvad der burde udøves i det åbne. Han handlede sjældent i det åbne. Hvorfor skulle han? Så de høje og fine og adelige kunne se med? Nej, dette var underverdenen! Her var det ham der bestemte. I hans kriminelle underverden, var han; dommer, jury, og bøddel. Han behøvede ikke andres magtsyge næser stikkende i hans affærer... Bortset fra Marvalo, selvfølgelig. Som i en gensidig aftale havde været så generøse, at skænke ham Cressida. Hun havde dog ikke været Madame i lang tid, så der var endnu meget hun manglede at se og forstå.
Ulric fuldstændig ignorerede kvinden der for nogle få øjeblikke siden, havde hvilet sit hoved mod hans lår. Hun var en kludedukke. Ikke ligefrem iblandt fremtidens få store sind. I stedet var hans opmærksomhed, og småligt udtryksløse blik, vendt mod Cressida, som hun ledte ham væk. Inden de to dog forlod sofagruppen hvorved han havde siddet, blev hans blik dog vendt mod de andre mænd. Som sjovt nok, i det samme, vendte deres blik ned mod deres krus. "Morskaben er forbi, drenge. Gør alting klart til når jeg kommer tilbage." Og nogle få nik, var alt han skulle bruge, for at vide de havde forstået hans ord. Og atter engang, faldt hans opmærksomhed mod Cressida. Han forstod skam godt hvorfor de mænd kiggede sådan efter hende. Hendes skikkelse var.. yderst fristende. Han kiggede skam også på hvad af hende, han ønskede. Men så dog ingen grund til at glo lige så tåbeligt som de andre. Hans lyst og begær var en underlig størrelse. Han ønskede sig alt hvad livet kunne give ham, men han var skam også tålmodig.. Hun vidste hun erhvervede sig nogle blikke, sikkert også fra ham. Og hvorfor tilfredsstille hende mere end hvad var godt? Endnu, i hvert fald. "Jeg tager del i hvad jeg kan.. Som De sikkert allerede ved." Svarede han hende roligt, og fulgte hende ned ad trapperne. Han rynkede sine bryn en anelse ved hendes lille smil, og fulgte hende hen til hvad der var en lille buttet mand.
I det samme faldt der et blik af genkendelse i den lille mands øjne. Men det dæmpede dog endnu ikke for hvad der tydeligvis var mandens raseri og vrede. Ulric genkendte ham også... Som en førstestyrmand, og tidlige kaptajn, på et handelsskib. Ulric kunne ikke opretholde falske facader. Ikke med hans fysiske... tilstand. "Er dette manden?" Ulric skævede kort mod Cressida, som han passerede hende, og nærmede sig manden. Han kunne ikke bare smile bredt og sleske sig ind på manden, for at køle ham ned. Så i stedet, tog Ulric et par skridt mod manden, og fæstnede sit blik mod ham, som han lagde vægen mod sit ene ben, og hovedet lidt på skrå. Han var rimelig sikker på han ikke behøvede tale, inden den lille mand sikkert ville forklare problemet på egen hånd. Og Ulric håbede så sandelig, for mandens skyld, at det ville være en god forklaring..

[Cressida Marvalo]

At blive solgt til dette sted havde engang vækket mange frustrationer, mest fordi det lod til at Cressida var blevet sin families handelsvare og middel til at opnå flere kontakter. Dog havde det ganske hurtigt vist sig at være et sted lige efter hendes smag, og det samme var Ulric Blackheart. Han stod for alt det de fleste væsner nærede stor afsky til, men af samme årsag stod han for alt det hun selv fandt glæde i, det var fantastisk at arbejde for ham. Han kunne ikke se det, fordi hun gik foran ham, men et lidt lusket smil sneg sig hen over hendes rosenrøde læber. "De har så ganske ret, Sir, desværre har min manglende diskretion før skræmt kunder væk, så måske vi bare skal holde os til Deres metoder," foreslog hun og fortsatte hen til den meget ucharmerende mand, der stod og skød lyn fra panden. De mange lyde af skrig og suk, nogle steder summende snak, gav kun en lille forsmag på hvad kunderne kunne vente sig når de trådte ind, det var netop det fantastiske ved et lysthus, for Cressida var det kun en fryd at høre, at kunderne blev betjent af kompetente arbejdere. "Dette er manden," bekræftede Cressida med et nik, før hun elegant gik rundt om et antikt bord af træ, hvor hun oftest betjente dem som kom ind. Herfra tav hun og så lidt afventende fra den ene til den anden med antydningen af arrogance.
Den lille mand vendte sig rundt mod Ulric der var to gange større og tre gange bredere end ham selv. Hans frygt kunne kort spores i hans blik, da han måtte slå nakken helt tilbage for at fange hans blik. Som prikken over i'et havde han et vammelt lille mustache, hvis tynde spidser krøllede op mod hans kinder i enderne. "Endelig! De ved jeg ikke bryder mig om at vente," anklagede manden og stampede i orden som et lille utilfreds barn. I baggrunden himlede Cressida med øjnene, men det så han ikke. "Magen til elendig betjening her til aften! Deres Madame er højest ubehøvlet og Deres arbejder.. hende den blonde, er blevet alt for tyk! Jeg bad om en slank kvinde, og det var hvad jeg fik? Jeg nægter at betale, siger jeg dig, jeg nægter!" gentog han og pegede en hidsig finger op mod Ulric.
Hans udbrud kedede blot Cressida der stod og betragtede sine negle der pludselig var blevet en hel del mere interessante. Han var grim og skaldet, og skulle prise sig lykkelig for at han overhovedet fik en kvinde!

[Deleted]

Salget af Cressida, til Ulric, havde været en gestus af velvilje fra Familien Marvalo. En forsikring og investering fra deres side, for at sikre sund fortjeneste og et sundt forhold til Ulrics kriminelle entreprise. Ulric havde egentlig været imod det først. Hvilken nytte ville en datter af Marvalo-klanen dog gøre ham, som en af hans nærmeste partnere? Som Madame af hans personlige lysthus, ville Cressida uden tvivl blive en af de få af størst betydning til ham. Hun ville sikre ham en stor indtjening, og mere eller mindre bestyre hans ganske hjem! Det var ikke en smal ting Marvalo'erne havde foreslået ham! Og dog, havde hendes tilstedeværelse vist sig at være... meget fortjenende. Hun havde vist sig ikke blot at være god til at holde bøgerne og bestyre stedet. Men også vist sig værdifuld i sig selv. Hendes blotte tilstedeværelse afgav en næsten særlig atmosfære. Hun syntes at drage alles blikke, og manges begær. Og hun havde ikke mindst til stadighed bevist sig selv loyal, og af en meget passende støbning. Cressida var endnu af stor nytte til Ulric, og han ønskede at holde det således.

Hvilken sørgelig undskyldning for en mand. Ulric betragtede den lille mand med et blik der nærmere kunne forveksles med... ligegyldighed? For mandens utilfredse mine og arrige ord prallede af på Ulric, som pile sendt mod en mur. Og af hvad der egentlig kunne tolkes som kedsomhed, tog Ulric sig også nogle få flygtige øjeblikke, til at betragte Cressida ud af øjenkrogen. Frem for at skulle velsigne denne lille mand med hans udelte opmærksomhed. Dog, faldt der et lille smil over Ulrics læber, som ikke var falsk. Alt sammen idet, at Ulric fik sig en idé. Diskretion? Ingen harm eller kropslig skade ville falde på denne lille mand, men Ulric var nu overbevist om at aftenens ende ville frembringe mandens guld.

Dog, rynkedes Ulrics øjenbryn en anelse ved beskyldningerne manden kom med. Kunne den lille mand måske have belæg i sine anklager, eller var han blot i færd med at vriste sig fri af en gæld til en Madame han ikke kunne lide? Og næsten i det samme at manden var færdig med at tale, vendte Ulric ryggen til ham, og tog nogle få beslutsomme skridt ned ad gangen. Den lille mand så selvfølgelig forvirret ud, og dette sikkert kun øgede til hans arrighed. Dog, iblandt de nænsomme støn og de lunefulde skrig, syntes Ulric til at lede efter noget. Hurtigt trak han gardinet af et af de små lokaler til side, og trådte derind. Der fra lød der et lille utilfredst hvin, og ud derfra; kom Ulric slæbende på den blondine som åbenbart havde serviceret den lille mand. Ulric stoppede op nogle meter fra den lille mand, og med et tag i skulderen af blondinen, tvang han også hende til at stoppe op. Hun syntes netop at være kommet i tøjet. Hvilket var en lettere sparsom toga af en art. Et enkelt klæde holdt sammen af en broche. Ulric lod et par fingre tage om klædet, og rev det af hende. Det gav et lille sæt i kvinden, men Ulric ænsede det ikke. I stedet, syntes han at inspicere den nu nøgne kvindekrop der stod foran dem. Ulric gik rundt om kvinden, der kiggede en anelse utrygt ned mod jorden, og blot gav grund for Ulric tag i hende. Ulric var næppe nænsom; som han først greb om blondinens røv. Han derefter tog med begge hænder om hendes talje, og drejede hende let rundt. Den unge kvinde gispede svagt, som hun pludselig var overskygget af Ulrics skikkelse, som nærstuderede hende med hænderne. Tydeligvis for at veje og vurdere vægten af hendes bagdel og bryster, anse målet af hendes talje... Ulric viste hverken tegn på tilfredshed eller væmmelse.

Egentlig, var det en meget betagende kvindekrop han havde imellem hænderne, men den lille mand virkede tydeligvis utilfreds. Hun var på ingen måde tyk, i hvert fald. Endnu med sine hænder på en unge kvinde, vendte Ulric sit blik mod først Cressida, og derefter den lille mand. Allerede fast besluttet på at skulle gøre som det næste. "Jeg beklager ulejligheden, og vil personligt sørge for at det aldrig igen vil finde sted." Hans ansigt var som det altid var. Ganske udtryksløst, og stemmen kølig og harsk. Men dog langt mere velformuleret og nobel, end sædvanligt i disse kanter. Men ordene stod dog for dem selv, idet han klappede den unge kvinde bagi, og tillod derved at hun forlod dem. Hvilket hun også hurtigt gjorde; efter at have samlet sine klæder op fra jorden. Ulric stod tilbage, og trådte et par skridt nærmere den lille mand. "Jeg forstår Deres uvillighed til at betale, men både Jeg, og Madame Cressida, ønsker alligevel at rode bod på vores fejltagelse." På blot et splitsekund blev et blik sendt mod Cressida. Et blik der i sig selv, instruerede hende i at spille med. ".. Med en invitation til et privat festmåltid for Deres øjne. Ovenpå. I min egen Villa." Ulric hævede let et enkelt øjenbryn i hvad han præsterede at fremmane som et spørgende udtryk. "Som en af vores mest værdsatte kunder, beklager det mig at De endnu ikke har modtaget invitationen. En invitation, kun givet, til vores bedste kunder." I en gestus, trådte Ulric lidt til siden, og hævede sin arm mod trappen der ledte op til hvorfra han og Cressida tidligere var kommet.
Ulric havde allerede planer for denne aften. Forretninger, så og sige. Og han var overbevist om at synet af disse forretninger, ville tjene som en værdifuld lektion til denne lille mand...

[Cressida Marvalo]

Ud over uendelig morskab, alkohol i lange baner og rettigheden til at sætte mænd på plads, så havde hun glæden af muligheden for at opfange relevant sladder, eller anden information der kunne være relevant for hendes familie såvel som for Ulric. Ej betjente hun kunderne der var langt under hendes standard og værdi, men hun færdedes oftest omkring på stedet og gjorde gestus til mange af mændene, fristede dem til at følge deres fantasier med de kvinder der var ansat til lige netop det. Hun elskede de begærlige blikke, elskede når de reelt set troede at de havde en chance med en som hende, hun var langt bedre end for et par sølle kriminelle.
Kedsommelig lænede hun sig lidt op af bordet og skød hoften en smule ud til den ene side uden at tage blikket fra sine negle for et par lange sekunder. Den tykke botnakke, var en sølle undskyldning for sig selv, ynkelig af både det ydre og indre.
Det blev først rigtig interessant da Ulric vendte ryggen til og passerede de mange små rum. Cressida sænkede hånden og fulgte ham med blikket. Man kunne se antydningen af et lille smil i hendes mundvige, men det bredtes aldrig til et oprigtig i respekt for klienten naturligvis. Den blonde pige virkede for et øjeblik skræmt men vandt ingen sympati hos hende. Enhver ville blive skræmt hvis de pludselig følte Ulrics store, grove hænder på sin krop og alligevel havde tanken strejfet hende i ny og næ som en lille fantasi i det skjulte, måske netop fordi han normalt var alt det hun ville afsky. Lige nu så hun blot til og morede sig betragteligt over inspektionen af den smukke kvinde. Der var ikke et gram for meget fedt på hendes krop, hvis han mente at hun var tyk, så svor hun at hun måtte være kuglerund selv.

Manden blev så chokeret at hans øjne næsten poppede ud af hovedet på ham. Han så dog til og nikkede anerkendende når Ulric fandt de områder han selv anså som værende problemet. Virkeligheden var nok bare, at han ønskede at slippe for betalingen. "Ja det ville sandelig også være det mindste!" udbrød han og pillede lidt ved sit skæg. Han lyttede intenst og lod som om at han tænkte over tilbuddet selvom han allerede havde takket ja i sindet idet han havde hørt privat måltid. "Meget vel. Vi kan sige at vi er kvit hvis betalingen forbigås og jeg naturligvis får erstatning," sagde han endelig og nikkede med sit tykke hoved.

Cressidas blik mødte sin chefs blik for et langt, sigende øjeblik. Hun vidste præcis hvad han ønskede af hende. Kælent strøg hun kinden langs sin egen skulder før hun rettede sig op med et kæmpe, overbevisende smil der blottede hendes hvide tandrække. "De har bestemt ret, det er det mindste vi kan gøre," medgav hun og skubbede fra bordet for at gå om på den anden side hvor de stod. "Lad mig sørge for at skaffe Dem, vores bedste kvinder," hun så kort på Ulric og lod ham kort få et glimt af hendes luskede smil inden det falmede igen. Denne gang skulle nok vise sig at blive langt bedre end først antaget.

[Deleted]

Cressida var meget nyttig i situationer som denne. Hun var en habil skuespiller, og besad visse karakteristikker der gjorde hende mere pålidelig end ham selv. Ulric kunne ikke spille skuespil. Han kunne ikke narre andre med et slesk smil. Hans følelser og tanker var nødt til at være fuldstændigt oprigtige, før de overhoved anedes over hans ansigt. Ellers ville intet definitivt kunne ses. Selv ikke hvis han skulle ønske det. Og dette, var endda med tanken om hvor kold han til daglig var for følelser eller dybe indtryk. Nej, til situationer såsom denne, var der brug for en såsom Cressida. Og hendes talenter... Det lille smil over Ulrics læber, var derfor ikke høflighed, men nærmere ved de diabolske tanker af hvad der ville ske som det næste. Han nikkede roligt til mandens ord. "Bestemt." Bekræftede den store til den lille, håbede derved egentlig også, at denne samtale snart var ovre. For nogle gange, var ord ikke nok. Og nogle gange, skulle små tabere som denne mand, have at se med egne øjne, hvad prisen for hans trodsighed meget vel kunne blive.
Ulric vendte derefter blikket mod Cressida, som igen var kommet op til den anden side af det antikke bord. Han spottede hendes luskede smil, og følte sig nu også selv ganske tilfreds ved tanken om at hun var med på dette. "Cressida. Eskorter vores gæst med ovenpå. Og find ham et passende sted at sidde." Ulric spurgte ikke, han fortalte hvad der skulle ske. Dog, gjorde han hvad han kunne for ikke at virke for masende og autoritær overfor deres noget så 'fine' gæst. Han skulle jo nødigt begynde at få kolde fødder. Og netop derfor, begyndte Ulric i det samme at bevæge sig mod trappen.

Uden en hånd på gelænderet, trådte han op ad trappen med vægtige skridt, og endte inden længe ved toppen - og derved oppe i det store lokale hvor han tidligere havde siddet. De andre havde gjort som Ulric havde sagt til dem. De forskellige muntre festligheder var stoppet, og til gengæld var de fleste af dem samlet i lidt af en halvmåne i midten af lokalet. I midten, stod to store mænd med hænderne om en ung mand i fint tøj. Den unge mand virkede tydeligvis nervøs og spærrede øjnene om i det samme han så Ulric. "J-jeg forstår ikke hvad jeg laver her?" Den unge mand var ganske attraktiv, veltrænet, og virkede adelig af fødsel. Men ikke desto mindre... og forståeligt nok, nervøs i den situation han nu stod i. "Luk munden på ham." Lød det fra Ulric, hvorefter en fyr stoppede en klud i munden på den unge mand. Ulric indså selvfølgelig at synet ville være skræmmende for den lille mand ham og Cressida havde slæbende... Så Ulric skyndte sig at tage fat i en stor håndfuld af den lille mands tøj, ved kragen, og slæbte ham derefter med sig ind i lokalet. Den lille tykke mand strittede lidt imod, men havde ingen chance for at vriste sig fri. Ulric nikkede i retningen af en af sine kriminelle undersåtter. "Taburetten." Og i det samme, blev en lille taburet kastet igennem luften. Ulric greb den med sin anden hånd, stillede den hårdt ned på gulvet, og tvang den tykke mand ned og side. "Sørg for at vores gæst har det bekvemmeligt i sit sæde.." Lød det atter autoritært fra Ulric, og hans håndlanger Gregor, gik derefter hen og stillede sig bag ved taburetten, med sine hænder på den tykke mands skuldre.
Ulric var i sit és. Så snart han havde set den unge mand med kluden i munden, var han næsten gået i selvsving. Nu var det tid til forretninger! Han sørgede for at hans ærmer var rullet op, og tog sig et øjeblik til at sende Cressida et lille blik. Det var måske også på tide hun fik at se hvad der foregik heroppe, en gang imellem? Indtil videre, var hun blevet sendt nedenunder, hver gang noget lignende var sket. Men denne gang, sagde Ulric intet... Ulric stod foran den unge mand, som blev holdt af to mænd. Ulric viftede med sin ene hånd, og de to mænd slap den unge mand. Og i det samme, fiskede Ulric kluden ud af mandens mund, og smed den på gulvet. Den unge mand begyndte i det samme at tale. "Hvorfor er jeg her, B-Blackheart?" ... "J-jeg har intet gjort!" Ulric forholdte sig rolig. Stående blot en enkelt meter fra den unge mand, og med blikket fæstnet på ham. Måske havde den fisfornemme lille herre brug for selv at nå konklusionen af hvorfor han var i Blackheart Villa denne aften? Blikkene der var at se i øjnene af de som var til stede, kunne kun tolkes som forventningsfulde og hånlige som de betragtede den unge mand.

[Cressida Marvalo]

For at overleve et sted som dette, var et krav næsten at kunne forgive næsten hvad som helst. Som kvinde i sig selv medførte det et naturtalent men endnu mere satte hun personligt, stort pris på at lege med folk på den måde. Ulric ejede knap så meget tålmodighed som hun selv, derfor vidste hun præcis hvad han havde i tankerne, og det naive fjols af en skaldepande, hoppede med begge ben, direkte i fælden. Cressida nikkede lydigt og en kende mere underdanig end hun normalt ville stille sig for nogen mand. "Naturligvis, Sir," svarede hun blot og vendte sig mod den tykke mand som hun ledte med sig med en lidt lokkende hidkalden med hendes pegefinger. Det virkede helt efter hensigtet og fik manden til at puste sig om før han fulgte med. Hun tillod sig at overhale Ulric med proppen i hælene, og gik op af trappen med hofter der svingede let fra side til side, for hvert skridt hun tog og fik kaptajnen til at følge hende i halv trance, hans blik kunne hun næsten mærke brænde sig fast på hendes skikkelse, hvilket frembragte det tilfredse smil. De mænd der allerede sad omkring bemærkede det hurtigt, og de vidste alle hvad det betød.

Idet de nåede toppen var hendes opgave gjort.. for nu vel og mærke. Under normale omstændigheder blev hun ikke, resten af stedet skulle køre upåvirket af dette, hvilket var hendes at sørge for. Elegant, trådte hun et enkelt skridt til side, således at Ulric kunne tage fat om mandens krave og fører ham med, hvorefter hun vovede sig lidt tættere på og stillede sig lidt ude i den ene side, hvor hun kunne studere det hele lidt fra skyggerne. "Sig endelig til om jeg kan være til Deres assistance Sir," inviterede hun blot og lod satte en hånd på hver af hendes fyldige, runde hofter. Der gik dog ikke lang tid, før hun i stedet besluttede sig for at indtage en af de nu mange tommer pladser, med rank ryg og et slankt ben lagt over det andet. Efterhånden burde han kende vel nok, til at vide at hun ikke var sart, tværtimod fandt hun måde morskab og tilfredsstillese, langt bedre end nogen mand nogensinde havde formået at give hende, i at se en anden lide. Desværre var det bare en af familiesvaghederne.
Dog var det ikke den lille, tykke mand der vækkede hendes nysgerrighed mest, men derimod den unge mand, hvis rolle endnu var ukendt for hende. Så meget des mere spændende. Endelig blev hun præsenteret for noget sand underholdning på dette sted.

[Deleted]

"Bare bliv, og observer. De kan endnu vise Dem at være brugbar." Svarede han Cressida ganske roligt og kortfattet. Han ville have hende der, i dette lokale, som han gjorde hvad han gjorde bedst. Om ikke andet, så ville dette måske også være en lektion for hende, såvel som får den lille tykke mand. Egentlig var det også på tide at hun fik en større forståelse af hans entreprise, og ikke mindst hvilke længder han ville gå til, for at varetage den. Hun havde trods alt bevist sig selv loyal og ganske hårdhudet. Og så var spørgsmålet mon blot, og hun var skåret til hvad det ellers ville indebære, at være hans nærmeste samarbejdspartner. Ikke at hun nødvendigvis skulle til at tjene ham i andet end horehuset, men blot så hun vidste hvad der foregik. Hun var trods alt hans Madame, og på mange måder en form for matriark af hans entreprise. Selv de mest hårdkogte og uhyggelige individer af hans følge, ville med tiden lære at frygte og respektere hende som sådan! Men der var noget vej endnu... At han accepterede hendes tilstedeværelse under denne situation, var et skridt i den retning.

Ulric blev stående foran den fine unge mand, og egentlig stirrede blot på ham. Den unge mand syntes lidt for skræmt og for desorienteret til at kunne finde hoved og hale i noget som helst. Og selvom det da måtte være tydeligt for de fleste, at manden skyldte Ulric penge, var det åbenbart ikke hvad der faldt den unge mand ind. Bag den unge mand, stod der store brogede mænd, og til siderne det samme. Lige foran ham, stod Ulric i fuld figur. Den unge mand var ved at indse, at der ikke var noget udvej. "To år tilbage, kom en ung mand til mig.." Lød det så pludselig fra Ulric. Måske han skulle genoplive den unge mands hukommelse en smule? Måske med en lille historie? Ulric vendte ryggen til den unge mand, og tog nogle skridt langs de andre mænd der var samlet. Og sendte af og til et blik mod Cressida som han fortalte. "Den unge mands noble fader havde slået hånden af ham, da han havde giftet sig med en.." ... "Hvad var hun?" Med hagen let hævet og sine øjenbryn rynket en anelse, vendte han blikket mod nogle af sine mænd. "Elver." En af mændene færdiggjorde hans sætning, og Ulric nikkede i det samme, og fortsatte. "En Elver, ja." Ulric fortsatte sin gang og færd, indtil han atter vendte sig mod den unge mand, men denne gang nogle flere meter fra ham. "Han havde brug for penge til at etablere sig i Cetuil. Han var en Doktor, ser i..." ... "Gavmild, som jeg er.. Lånte jeg ham pengene. Betragteligt mere end han spurgte om, vil jeg tilføje. Og fandt ham endda et passende hjem hvor han kunne starte sin praksis. Alt sammen til en fordelagtig og lav rente, og ikke mindst en deadline efter hans eget valg.. Og til gengæld, blev det aftalt at denne lovende unge doktor, ville tilse og behandle de mænd jeg skulle sende i hans retning." Ulric klappede i sine hænder, og havde tydeligvis draget opmærksomheden af nærmest alle i lokalet. Selv den lille tykke mand på taburetten, syntes at spærre øjnene op. Nok ikke så meget historien der dragede deres opmærksomhed. Men i stedet den nonchalante, kølige.. og dog alligevel næsten underligt charmerende måde hvorpå den blev fortalt. En historie fortalt af en mand uden følelser.. Desuden, virkede det også lidt som om han mere fortalte den lille historie til tilskuerne, end den unge mand.
I selv samme øjeblik hvor han klappede i sine hænder, fortsatte han. "Et håndtryk blev givet, og aftalen var på plads!" Han sænkede hagen, og førte kort sin hånd op til sit skæg og overskæg; som han fulgte med fingrene. Et skarpt blik blev sendt mod den unge mand. "Men, det synes at denne unge mand, ikke længere har nogen interesse i denne aftale. Ordet forlyder, at han på det seneste har afvist adskillige af sine klienter, og ikke mindst at han skulle have lukket sin praksis. Ordet forlyder endda, at han har i sinde at flytte.. til Procias, måske?" ... "Uden at have betalt en enkelt mønt tilbage af hvad han skylder.." Ulric stirrede et øjeblik mod den unge mand. Som et overlegent rovdyr ville betragte sit bytte. Men endelig tog han en mere afslappet stilling, og kørte begge sine skuldre rundt en enkelt gang. "Alt sammen, uden at jeg ville have været klogere eller vidst besked..." Han smilte en lille smule. ".. Havde det ikke været for doktorens unge lærling..! Som lod munden løbe.. imens et par yndige læber var omkring hans lem.." Ulrics smil vedholdte, og i det samme, lød der en lavmælt og hånlig latter fra de fleste af dem der var samlet i det store lokale. Ulrics historie var overstået, og nu da den var blevet fortalt, og alle var med på hvad der var sket... trådte den store mand tættere på den unge doktor. "Hvor er mine penge?" Spurgte Ulric endelig... Denne gang ikke uden følelser eller nonchalant. Men med en truende og alligevel velformuleret stemme, der fik resten af lokalet til at falde i stilhed. "J-jeg har ingen penge, B-Blackheart! Jeg sværger!"

[Cressida Marvalo]

Cressida nikkede blot og satte sig således til rette. Hendes ydre var roligt og professionelt som hun nu sædvanligvis var, men det var bare endnu et skuespil. I virkeligheden glædede hun sig som en lille pige på juleaften. Aldrig ville hun blive træt af at se disse tåbelige mænd lide deres velfortjente skæbne, det var jo kun straffen for at bo på en piedestal. Hun noterede i sit sind, at den næste mand der ophøjede sig selv på den måde, rent faktisk skulle have lov til at leve på en piedestal. Et slesk smil gled over hendes læber. Ja det var utroligt så inspirerende den slags kunne være, dog slap hun atter sine tanker og så op, i særdeleshed på Ulric der nu nærmest havde indtaget en form for usynlig scene for at fortælle sin historie.
Ryggen rettede hun og fulgte hans bevægelser nøje med et intenst blik.
Hvilket beskidt lille møgkryb! Én ting var at det i sig selv var direkte dumt at bryde en aftale med en mand som Ulric, men hvad der var endnu værre, var at hans opgave havde været så simpel. Hun rystede på hovedet og kunne ikke helt skjule hvordan hun himlede med øjnene, ikke af Ulric naturligvis, nej det var faktisk en ret stor gestus han havde gjort, som hun kunne høre så var aftalen jo ganske simpel og han havde ikke krævet det store, andre havde fået sat langt større krav.
Ulrics nu truende adfærd, blokerede lidt for hendes udsyn fordi han var så stor. I første omgang satte hun håndfladerne på taburetten og forsøgte at skubbe sig selv lidt op, men lige meget hjalp det, også fordi de andre mænd ikke tænkte på at der sad en kvinde der knap nåede dem til skuldrene! Da hun havde konstateret at det ikke var en hjælp at hente, rejste hun sig i stedet for, så elegant at det knap blev bemærket. Hendes arme faldt ned langs siden hvorefter hendes hænder søgte hinanden og foldedes foran, så hun næsten stod der og så høflig ud, selvom hun i virkeligheden bare hungrede efter at se noget blod. Der var ingen tegn på at hun var skræmt overhovedet, dette var forgået så mange gange før i hendes familie, man lærte tragisk nok at finde underholdning i det. Man kunne næsten mørke spndingen i hele lokalet, frygten fra den unge mand. Cressida skævede i retning af den mand der netop havde nægtet at betale for sine ydelser og selv han stod rødmosset og blev mere og mere nervøs. Langsomt forsøgte han at krybe væk, hen mod trappen da det store brød der ellers havde holdt ham, åbenbart var blevet optaget af det forstående. Cressida tog fire lange skridt derhen, og greb i hans skjorte. "De går vel ikke allerede? Underholdningen skal først til at begynde," pointerede hun og tvang ham tilbage ned på en taburet, mens hendes hånd hvilede på hans skulder. Nu stod hun pluselig lige ud for Ulric og den unge mand på siden, og havde udsyn til det hele. Perfekt!

[Deleted]

Historien var klart for at skabe en stemning, og ikke mindst for at presse den unge adelige Doktor, af hvem der nu blev opkrævet gæld. At hans lille historie åbenbart distraherede det store brød Gregor, fra sin opgave med den lille tykke mand, havde dog ikke været meningen. Og Ulric blev derfor hurtigt distraheret af Cressidas stemme der lød. Hurtigt drejede Ulric sin overkrop rundt, og vendte blikket halvt over sin egen skulder, mod den tykke lille mand og Cressida. Han virkede næsten klar til at rive den tykke mands arme fra hans krop, men fandt det selvfølgelig unødvendigt... Eftersom Cressida tydeligvis havde kontrol over situationen. Ganske tilfreds ved at situationen var blevet håndteret, vendte Ulric atter opmærksomheden mod den unge Doktor igen.
Ulric stirrede kort på den unge mand, og nikkede derefter for sig selv diskret. Men ellers med et ganske alvorligt udtryk. Så meget af en mine han nu ellers kunne fremkalde. "Forkert svar.." Lød det så bestemt fra Ulric. Den store mand tog nogle skridt bag ud, inden han så vendte sig. Han knipsede en gang med to fingre. "Bring hende ind." Og i det samme, kom to store mænd slæbende på en slank kvindelig skikkelse. Kvinden var klædt som de fleste eksotiske dansere fra Bordellet. Meget sparsomt, men nok til at dække de træk som de fleste ellers ville ønske at se. Og over kvindens hoved, var der en sæk. Som de slæbte hende nærmere, viftede Ulric med sin ene hånd mod gulvet, og hviskede nogle få utydelige ord. Og i det samme - måske to meter fra den unge Doktor - opstod der bolte i gulvet, hvorfra lænker sprang ud, med jern for enden. Magiske lænker, så og sige. I køligt stål og med en svag blålig glød i lyset. De to mænd der kom slæbende med kvinden, vidste hvad de skulle gøre, og begyndte at fastspænde den kvindelige krop til de lænker Ulric havde fremmanet. Nogle gange glemte mange af hans følgere af Ulric havde blodet af magiker i sine årer, og kiggede derfor altid nysgerrigt hver gang han praktiserede blot det mindste. Ulric var jo en Varyl... det var jo ikke ligefrem fordi han på noget tidspunkt havde påstået sig selv mere magiker end Mørkelver.. selvom det Mørkelviske blod var stærkt skjult af hans udseende.

Ulric tog sig et øjeblik derved til at betragte den unge Doktor. Den unge mand virkede forvirret og nervøs over hvem denne kvindelige skikkelse end måtte være. Og mistænkte selvfølgelig det værste. Hvilket til gengæld fik Ulric til at vise blot et hint af et smil i hans mundvig. Da den slanke kvinde endelig var lænket til gulvet, gik Ulric hen til hende. Hun var lænket med knæene mod gulvet. Så fastspændt, at hun ikke ville kunne strække sine ben den ene eller den anden vej. Ulric hev sækken af kvindens hoved, og kastede den til side. Hvilket fremprovokerede en skræmt grimasse fra både hende, og den unge Doktor. "Nissa!?" Lød det fra manden, der tydeligvis genkendte hende. Ulric tog i kvindens hage og rettede ansigtet op imod sig selv. "Din søster.." ... "I noble og adelige sætter altid en sådan stor værdi i familie, ikke sandt? Måske er din søsters liv mere værd end den ydmyge sum du skylder mig?" Sagde han blot som hans blik gik fra den skrækslagene og mundlamme Nissa, til den unge Doktor. Han rynkede sine bryn. "Ærlig talt, ser jeg ikke den store familiære lighed." ... "I ser dog alle så... skrøbelige, ud til mig." Ulric havde ingen stor kærlighed for noble og adelige familier. Nogle kunne man arbejde sammen med, såsom Marvalo. Men ellers så han ingen anden funktion i deres eksistens, end at producere de penge hans senere ville tage. Så skrøbelige og privilegerede. Især de udødelige familier.
Straks begyndte den unge mand at sitre en smule. Endnu fanget med mænd bag sig, og Ulric foran sig. "J-jeg skal nok skaffe pengene, B-Blackheart!" ... "Vis nåde! B-bare giv mig lidt tid!" Bønfaldt han, men tydeligvis for døve ører. For Ulric blot betragtede den unge kvinde ved hans fødder. Og han tog sig god tid til at lade et øjebliks stilhed falde over lokalet. "Måske jeg bare vil beholde hende..." ... "Og når jeg er færdig med hende, er der uden tvivl andre der ville kunne nyde godt af hendes selvskab." Ulrics underlagte ord og meninger, fremkaldte uden tvivl skræk i Nissa, imens det provokerede foragt hos den unge Doktor. "Lad hende gå! Jeg skal nok skaffe pengene!" Ordene fra den unge mand, gjorde at Ulric slap kvinden, og hurtigt tog de få skridt helt hen til den unge Doktor. "Hvor er pengene, Doktor?" Hvæsede han harskt af den unge mand, som i det samme blev mundlam. Ulric endte derefter med at træde væk fra den unge mand. Ulric vendte ryggen til ham, og begyndte langsomt at gå tilbage til Nissa som var lænket til gulvet. "Eller måske jeg blot dræber hende? Langsomt... og lader dig se til, som livet ebber ud af hende.."

I ét, ændrede den unge mands blik på Ulric. Den unge Doktor var veltrænet, attraktiv af udseende, og sikkert et hit hos damerne. En af mange pæne adelige, hvis man spurgte Ulric. Den unge Doktor så sig hurtigt omkring, men endte så med at bevæge sig hurtigt. Han nærmest hoppede mod Ulric, og på vejen dertil, trak han et sværd fra en skade, tilhørende en af de mange mænd der stod omkring dem. Det brede sværd blev slynget, og ingen nåede så meget som at gispe, inden Doktoren havde spiddet sværdet igennem Ulrics ryg, og ud igennem hans brystkasse. I det samme blev manden trukket til side, og fik nogle slag af nogle af de mange mænd omkring dem. Alt imens Ulric blev stående på sine ben. Med et sværd stukket igennem hans hjerte, ribben, og rygrad, stod den store Ulric krummet forover. Blod forlod hans læber og dryppede mod gulvet. Men selvom sværdet havde gennemboret hans hjerte, bankede den stadig stærkt, og inden længe, rettede Ulric sig op. Et hint af et smil over hans læber.. Han tog nogle svage skridt, og vendte sig derved rundt mod den unge mand, som nu havde fået sig en blodig næse, og derefter nu blev fastholdt i en knælende position af adskillige større mænd. "Du er et monster!" Lød det anklagende og hadefuldt fra den unge Doktor. Men også med en snert af frustration. For... hvorfor var Ulric ikke død? Stadig med sværdet der stak ud fra hans brystkasse, spændte Ulric sin kæbe. De mænd som stod tættest på Ulric, vidste ikke rigtig hvad de skulle gøre. Nogle vidste hvilket slags væsen Ulric var, men det var alligevel sjældent nogen havde set det demonstreret på en sådan facon. Ulric viftede med hånden mod en af sine mænd, og hintede mod sværdet. Manden nikkede, og trådte bag Ulric. Men en hånd som støtte mod Ulrics ene skulderblad, tog manden fat i sværdet, og hev den ud af ham. Indhyldet i blod, tog Ulric sværdet. "Vis sværd, er dette?" Spurgte Ulric mod sine mænd. Og ingen længe trådte en mandlig skikkelse frem. Ulric sænkede hagen og gik hen til manden. Med et intenst blik mod manden, stak Ulric sværdet tilbage i skeden. Men hurtigt blev han voldelig, og nikkede manden en hård skalle, hvorefter manden vaklede bagud, for derefter at falde bagom. Ulric vendte sig derefter mod den unge Doktor, og kiggede ned af sig selv. "...Dette var min yndlings tunika.." Konstaterede han, hvorefter Ulrics blik tydeligt blev arrigt.

Imens alle blot kunne se til, bevægede Ulric sig hastigt og beslutsomt. Endnu en smule påvirket af såret der endnu var ved at heale. Ulric gik hen til en søjle i lokalet, og tog en olielampe derfra. Han knuste glasset mod søjlen, og gik derefter hen til den festlænkede Nissa. Ulric lod olien dryppe ned over kvinden. Tog endda fat i hendes hård og hev hendes hoved bagover, så olien flød ned i hendes spontant åbne mund. Nissa gispede efter vejret, og slyngede hovedet forover, for at spytte olien ud på gulvet foran sig. "Hva-Hvad laver du!?" Spurgte den unge Dokter. "N-NEJ!" Ulric ignorerede den unge mand, og fortsatte med at hælde olien over den slankekvindekrop. Indtil der ikke var mere, og hun derved var gennemblødt af olien fra lampen. Ulric derefter kastede den ødelagte lampe til side, kun for derefter at gribe fat i en brændende fakkel. Ulric stillede sig nu med fronten mod den unge Doktor, og siden til den fastlænkede og gennemblødte kvinde. Faklen holdte han faretruende tæt på hende. "Hvor. Er. Mine. Penge..?" Spurgte han. Ulric var efterhånden ved at fatte, at den unge Doktor ingen penge havde at betale Ulric med. Og at han sikkert havde haft planer om at flytte til Procias, netop for at undslippe sin gæld. Den unge Nissa skreg den unge Doktors navn. Bønfaldte ham at betale Ulric, men der var ingen den unge Doktor kunne gøre. "J-jeg skal nok betale dig! B-bare lad hende gå.. Jeg bønfalder dig!"
Men der var ikke meget for den unge mand at gøre, Ulric havde allerede besluttet sig. Et eksempel skulle statueres! Og denne Doktors ellers uskyldige søster, ville betale prisen. "En skam.." Lød det bare fra Ulric, hvorefter han så gav slip på faklen. Den brændende fakkel landede på gulvet lige foran den unge kvinde, hvorefter olien hun var vædet i, brød i brand. Og i samme splitsekund lød der et skræklagent skrig fra den unge mand, som forsøgte at komme nærmere - men i stedet blev holdt fast. Flammerne blussede hurtigt op, og alle der stod blot en smule tæt på den brændende kvinde, trådte et skridt tilbage. Ulric, gjorde dog ikke. Og kunne kun svagt mærke varmen fra flammerne, selvom han stod tæt på. Kvinden lænket til gulvet, vred og drejede sig desperat. Skrig og kvaler blev kvalt af smerten og af hvorledes flammerne spredte sig til olien der endte var i hendes mund og hals. Desperat vred hun sig, og det lykkedes hende endda at løsrive det ene ben fra den fastklæmte position. Hvilket uden tvivl brækkede benet af presset. Iblandt de tårevædede bønfaldelser fra den unge doktor, og de hjerteskærende skrig fra kvinden, hviskede Ulric nogle få ord. En simpel magi, der ville forhindre flammerne i at tage fat i gulvet og loftet. Han kunne jo ikke have at dette ville efterlade et mærke i hans pæne gulv, eller at bygningen gik i flammer. Kvindens hud smeltede som flammerne var trængt igennem olien, og hun forblev i live overraskende længe, inden hun besvimede af smerten, og sad livløst i en akavet stilling, endnu lænket af de magiske lænker og endnu indhyldet i flammerne. Lugten af brændt kød begyndte at sprede sig, og Ulric blot stod og betragtede det hele. Han vidste han brude føle et eller andet... Måske han burde føle empati? Fortrydelse? Måske endda en sans af sejr? Men han følte ingenting. Han blot observerede med et køligt udtryk over ansigtet. Handlen af penge og tjenester var tilpas kynisk, og alt dette var for ham, blot... Forretning. En lektion til alle i dette lokale især. Men de blussende flammer testamenterede også den moralske støbning af de mænd Ulric havde i sin tjeneste. Nogle af dem kiggede nysgerrigt til, næsten med en sans af tilfredsstillelse. Imens andre var blevet en anelse overrasket over præcis hvor langt deres chef ville gå...

Da flammerne var døde, og der nu kun lå en tjæresort livløs krop tilbage, sad den unge Doktor foroverbøjet. Hulkende og stille. Ulric stod tilbage, og med et vift med sin hånd, forvandt lænkerne ud i det blå, og det brændte lig faldt sammen. "Tag til Doktorens praksis. Tag alt af værdi, og konfisker huset." Ulric tog nogle få skridt mod den unge Doktor. "Bring ham til sin familie. Og lad dem rejse til Procias... Deres gæld er betalt." Efter alle deres værdigenstande var blevet taget, og Ulric havde taget livet af hans søster for god ordens skyld.. så var der intet mellemværende længere. Med mindre den unge Doktor skulle vende tilbage efter hævn selvfølgelig... De fleste mænd gik i værk, og slæbte den unge Doktor ud af lokalet. "Og smig liget i havnen.."
Ulric, derefter, vendte endelig opmærksomheden mod Cressida og den tykke lille mand hun holdte øje med. Hans fine og broderede tunika var endnu blødt i blod ved hans brystkasse og hans ryg. Men selv det revne stof på midten af brystkassen, afslørede at såret var healet. Og det havde i stedet efterladt endnu et ar til hans samling. Ulrics healing var anderledes. Ikke ren og fin som en vampyr, da hans sår altid efterlod et mærke eller et ar. Ulric gik på knæ foran den tykke mand der sad på taburetten. "Jeg håber dette show har været til Deres fornøjelse." ... "Og jeg håber dette vil tjene som en påmindelse om... at jeg Altid, får hvad er skyldt." Ulric stillede sig derefter oprejst igen. Og ventede egentlig bare på at festlighederne ville vende tilbage til lokalet, og at denne lille tykke mand ville forlade hans åsyn. Selvfølgelig efter, at have betalt hvad han skyldte.

[Cressida Marvalo]

Doktoren begyndte at få sine bange anelser. Hun så nysgerrigt til på den kvinde der blev ledt herind, hun lignede en der arbejdede her og alligevel var der intet genkendeligt ved hende, og Cressida kendte sine piger, hun vidste præcis hvem der havde arbejder her og ikke havde. Den tykke lille mand, turde ikke at kæmpe mod hendes ellers blide grab. Hun satte en frie hånd på hoften og lod vægten hvile i den hånd hun havde hvilende på hans skulder, for ikke selv at være så anstrengt og samtidig gøre ham opmærksom på, at han skulle blive for at overvære det forstående. Selv så hun til med nærmest hungrende øjne.
Hendes blik studerede åbenlyst kvindens krop. Hendes barm var fyldig, hendes hofter runde og hun havde ikke mange overflødige fedtdepoter, med andre ord ville hun være perfekt til arbejdet også selvom det hurtigt gik op for hende at det ej var hans intentioner med hende.
"Nydelig kvinde, synes De ikke?" spurgte hun den tykke mand uden at se på ham. Han var så chokret at han næsten ikke kunne tale, men han nikkede i en sådan grad, at man næsten kunne frygte at hans hoved ville falde af.

Et smil krusede sig om hendes læber men uden at hun sagde mere. Nej hendes hjerterymte begyndte at blive hurtigere og hårdere, i takt med at spændingen steg. Nok kendte hun ikke Ulric godt, men han var kreativ og hun glædede sig til at se hvor langt hans fantasi rakte. Det tog ikke mere end et splitsekund, før den spidse klinge var endt i forkerte hænder og borede sig ind i Ulris bryst. Nogle af mændene gispede uroligt, mens andre tog affære. Cressida blev stående og lagde hovedet lidt på sned og overvejede for et kort øjeblik om hun burde sikre sig hans velbefindende, dog lod hun være, hendes bekymring var ikke oprigtig.
Trods hun ikke var sart, vendte det sig alligevel en smule i hende da hun så olien flyde ned i kvindens mund og hals, hun kunne næsten fornemme ubehaget som havde det været hendes egen hals. Dog så hun ikke væk, men tog blot notits af hun håbede hendes mor altid ville holde sig på god fod med sin forretningspartner, for en dag kunne det ellers være hende der sad der.
Det gippede i manden under hendes hånd da kvindens stak i skrig og iltre flammer lyste rummet op. Forhåbentligt ville dem nedenunder ikke bemærke sig af støjen. Cressica kunne mærke varmen på sine kinder og flammerne spejlede sig i hendes blik. Det var svært overhovedet at se kvinden et sted i flammehavet, og da de endelig døde, efterlod de kun et forkulnet lig. Herefter mistede hun interessen for det og vendte den i stedet mod manden der sad helt rødmosset i hovedet og bare stirrede. Hun havde ikke set det før nu, men han havde kastet op og så endda på hendes sko. "Kors.. hvor er du dog en ynkelig sag," vrissede hun og trak sig lidt væk. Hendes blik var betydeligt utilfreds da hun vendte sig mod Ulric der igen havde henvendt sig til dem.

Manden begyndte hurtigt at tømme sine lommer for alt af værdi, ikke kun penge men også hans lommerur og hvad han ellers havde og smed det på jorden. "T-t-tag det he-hele," fremstammede han skingert og skyndte sig så hurtigt væk at han næsten faldt ned af trappen. Hun sendte vrede øjne efter ham. "Idioen ørlede på min sko," vrissede hun som var det, det mest dramatiske der overhovedet var sket i aften. Først nu gav hun oprigtig opmærksom til sin chef. "Jeg ved ikke med Dem, men jeg har brug for en whisky oven på dette," konstaterede hun, ikke fordi hun havde været generet eller skræmt af situationen.

[Deleted]

Blikket Ulric havde vendt mod denne ynkelige lille mand, var næsten hånligt. Hvordan en mand som ham havde overlevet i så mange år til søs, var udenfor Ulrics forståelse. Og hvis det stod til Ulric, ville den lille mand heller ikke overleve meget længere. Der var ikke plads til personer af en sådan svag støbning i hans nærvær. Og så sandelig ikke i dette hus. Ulric havde derved også sagt hvad han ønskede at sige til den tykke lille mand, og lod ham hastigt tage sin afsked, efter at have smidt sine værdigenstande på gulvet. Ulric var ikke rigtig i humør til at gå ned på knæ og fiske alle mønterne op. Det var ikke ligefrem penge han havde brug for, trods alt. Men en ubarmhjertig handels-moral, var netop grunden til dette. Ulric knipsede med et par fingre og gav tegn til en ung mand, og trådte lidt væk. Den unge mand begyndte at samle dem op, imens Ulric betragtede Cressida. Et øjeblik gik imens han betragtede hende.. Måske egentlig bare for at se om hun mente mere end blot et glas whisky, eller ej. "Bring en flaske.. Det burde være nok." Lige dele invitation, som det var en ordre af en art. Han kunne skam heller ikke løbe fra en lyst til stærkere sager, og ved hans ord, lå der også en invitation til at slutte sig til dem heroppe.

I det samme derefter, vendte han sig om, og gik mod den sofagruppe hvorved han tidligere havde siddet. Et par blikke blev vendt mod den nye revne i hans tunika, men ellers generede det ham ikke særligt meget. De fleste andre mænd var taget ud for at udføre den opgave han havde givet dem. Imens nogle få andre forblev i det store lokale. Hvoraf de enten røg sig fra sans og samling i opium, eller spillede kort. Der var dog stadig musik, og endnu folk ved de små sofagrupper hist og her. Og lidt efter lidt, var nogle få kvindelige skikkelser også begyndt at danse og gøre sig til for de beundrende blikke. På den sofa hvor Ulric tidligere havde siddet, lå endnu den unge kvinde og sundede sig. Tilsyneladende ligeglad og kølig, satte han i sofaen, hvor der nu ellers var plads til ham. Det var en lav sofa. Knæene blev spredt fra hinanden og fødderne solidt plantet i gulvet. Han ventede blot tålmodigt på at Cressida ville slutte sig til ham og de få andre der langsomt var begyndt at larme lidt, alt imens han betragtede en gulvmønt imellem hans fingre. Han kørte mønten rundt, rullede den imellem hans knoer. Selvom han ikke følte og betagede sig af ting som han engang gjorde det, kunne han nu godt lide guld. Guldet havde et formål, en funktion. Det var brugbart for ham at være rig, og rigdomme var oftest lig med magt. Og med denne magt og rigdom som han besad, var der næsten ingen grænser for hvad han kunne gøre i dette lange liv han havde foran sig.
Den samme brugbare natur kunne oftest siges om få personer. Hans undersåtter var brugbare. Skøgerne, i deres endeløse lyst og charme, var brugbare. Cressida, ligetil.. var også brugbar. Måske endda i højere grad end de fleste. Hun var til nytte, og havde en klar funktion. Og sådan kunne han lide det.