Tell me all about it

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Det var selvfølgelig fjollet af Neferet at tro andet om mørkelverne. I hendes hoved havde de dog bygget på jorden, blot nær træerne, da hun jo udmærket var klar over de boede langt inde i skoven, trods ingen kunne finde dertil pånær mørkelverne selv. Det gjorde hende dog pokkers nysgerrig, for selv ville hun allerhelst være fri for kongehuse, selvom de ofte var den nemme vej til magt. Sådan havde det jo været med Sephiran i Imandra, hvor hun var blevet skænket en høj position blot for sin race, fordi de havde ønsket en alliance i vampyrerne. Hun nikkede. "Selvfølgelig. Det er blot svært at forestille sig," endte hun sigende. Især hvordan de havde formået at bygge i trætoppene. Selvfølgelig gik der rygter om mørkelverne, men hun var ikke sikker på, hvad hun kunne tro på og hvad hun ikke kunne tro på.
Hun tog sit glas igen og tog denne gang en sidste tår. Så ville hun være mættet til hun skulle på hjemtur. Hun kunne endda også godt holde længere end det, men hun kunne godt lide at spise efter behov fremfor at holde det hen hele tiden. "Da jeg i sin tid startede min familie, der holdt vi os for os selv. Vi boede i Imandra og kørte egentligt vores eget løb, indtil mit ene barnebarn valgte at ægte en varulv og ødelagde familietræet til den ene side," endte hun fortællende. Hvorfor, vidste hun ikke, men det var dog alligevel med en mening i forhold til Tatianas ord. "Med det vil jeg sige, at jeg har ambitioner om at vampyrerne skal blive selvstændige," endte hun.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana så tænksomt frem for sig. ”Det måske rigtig nok, at vores levestil forbløffer andre,” endte hun alligevel med at sige. Selv vidste hun, at det at bo i træerne kun hørte elverne til.. Derfor kunne hun vel godt gå med til at sige, at det var i orden, at det kom bag på Neferet? Det hårde blå blik vendte hun imod hende igen, som hun begyndte at tale om sin familie, og hvordan det engang havde været. Neferet havde altså selv forsøgt at holde sin race ren, men ikke havde det lykkedes.. Skammeligt var det, når det skete. Selv kunne hun heller ikke løbe fra, at nogen mørkelvere havde søgt andre græsmarker. Den manjanske dronning var et tydeligt eksempel på det. ”Det er særligt en skam, når ens egen familie vælger at bryde normen. Nogen forandringer kan selvfølgelige være gode, men andre kan derimod være til det værre,” sagde hun sigende. Selv havde hun hverken børn eller børnebørn, men hun kunne se, hvordan andre mænd og kvinder havde reageret, når deres børn havde trådt for meget ud af linjen. ”Jeg kan forstå, hvorfor du ønsker din races selvstændighed.. Den sidste af din art der formåede at sørge for det, var Alexander Imaricha. Alle andre vampyrer har været lidt mere .. løse på den.” Alment kendt var det, at vampyrer var exceptionelt dårlige til at holde sig for sig selv. De elskede nemlig at drikke blod og forlyste sig med andre end deres egne. Derfor var vampyrracen svær at holde ren, ligesom de af den grund havde svært ved at holde sig til sine egne grænser. Mørkelverne kidnappede ganske vidst også andre racer, men de gjorde sig sine egne foranstaltninger.. Barske var de for nogen, men for dem var det en nødvendighed.