Tell me all about it

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Nej.. Det gjorde du vel ikke,” sagde Tatiana blot, alt imens hun lod den ene finger følge sit vinglas struktur. Ikke var det noget, som hun interesserede i at snakke frem og tilbage om. Der var nemlig ingen egentlig snak i det, og derfor var der ingen grund til at drive ved emnet. Begge var de her desuden af samme årsag. For at få oplysninger. Derfor måtte de begge være indforstået med hensigten og værdien i det. Blikket vendte hun op ved vampyrkvindens videre ord. Jovist at det var let at sige, at den ældste var den øverste, men kedeligt fandt hun det. Selv mente hun nemlig, at posten skulle gå til den med den rette ånd og styrke. Den ældste kunne trods alt stadig være intet andet end et skvat. ”..Og du mener, at du er den person blandt dit folk?” spurgte hun ligeud, som hendes hårde blik igen faldt til kvinden. I hendes øjne burde det være ligetil. Hvis man virkelig var den ældste, burde man næsten vide med sikkerhed, at man var blevet født eller skabt før de andre. ”Personligt forstår jeg ikke, hvordan I kan leve under de retningslinjer. Alder fører ikke nødvendigvis til det korrekte lederskab, og hvis det gør er det selvfølgelig en fordel,” sagde hun direkte, som hun aldrig havde været meget for at holde sin mening skjult. Selv var hun ganske vist en af de ældste blandt sine egne, men ikke desto mindre havde hun bevist sit værd, og at overkvinden til hende endnu ikke fandtes. ”Et mindre sammenstød gjorde, at jeg ikke var hjemme i en årrække.. Det fik den betydning, at jeg har brugt det sidste år på at etablere mig blandt mine egne igen,” forklarede hun sig sigende. Ikke valgte hun at gå i detaljer, som hun blot tog det overordnede. Tilfangetagelsen havde hun desuden kommet sig over, som hun havde tortureret Thranduil, og dræbt en af hans håndlangere.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet så mod mørkelveren og fulgte hendes behandling af vinglasset. Egentligt ganske elegant i sin udførelse, skønt hendes måde at være total direkte på var langt mere grov i det. Let vædede hun sine læber. De var her begge for at opsnuse informationer om, hvad der foregik rundt omkring. Noget, som hun fandt en smule morsomt. Denne mørkelviske kvinde virkede til at have en høj råstyrke og et væsen, som tiltalte hende rigtig godt. Det matchede hende selv. Det gjorde hende bestemt intet at møde væsener af samme intelligens som hende selv, da hun igen hadede at omgå sig med grimme og uintelligente folk. De kunne kun bruges til at koste rundt med eller sende på opgaver efter deres niveau og det kom man som regel ikke særlig langt med. Den eneste nytte var, at de måske gjorde hvad der blev sagt uden at spørge om mere, da de var nemme at skræmme. "Alderen for mig er i bund og grund ligegyldig, men jeg har andre ambitioner end Anthony og mener ej han er egnet. Ældst eller ej," svarede hun roligt. Selv var hun ikke meget for kodekset, for det var blevet skrevet under Alexanders tid og var noget som hun agtede at ændre på, når hun engang fik lederposten i sin hule hånd. Det krævede så bare at dem, der eftersigende skulle være kongehuset, gad at tage stilling til det. "Jeg er enig," fortsatte hun uden at tøve. Mange gode ting stod der i kodekset, blandt andet tingene omkring vampyrernes bloddyr. Hun nikkede rolig og lænede sig tilbage i stolen igen. Under bordet slog hun det ene ben overkors af det andet. "Og du har så fuldt genetableret din position?" spurgte hun lettere nysgerrigt.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Personligt havde Tatiana altid nydt en kvindelig ildsjæl, og det var, hvad denne kvinde måtte være med de ambitioner, som hun havde. At vælte en leder. Selv var det en bedrift, som hun selv havde gjort. Nu kunne man vel også sige, at hun havde fået lov til at gøre det hele to gange? Det beviste dog også kun, at hun var den rette leder for mørkelverne! ”Så må du vise ham, hvem der er stærkest, og vise de andre vampyrer, at du er den der kan føre dem frem,” sagde hun sigende. Vampyrpolitik var hun egentligt ligeglad med. Dog så hun langt hellere en kvinde på lederposten end en mand, og på det plan var hun derfor ikke helt ligeglad igen. Synd og skam var det dog, hvad der foregik blandt de andre racer. Det var nemlig åbenbart kun mørkelverne og varulvene, der sad inde med stærke og egenhændige kvinder. Det var nemlig kun de to racer der pt. sad inde med kvindelige ledere. Svagelige fandt hun derfor de andre racer, hvorimod hun kunne se sig stolt på sin egen race. Derfor måtte et smalt smil også vise sig på hendes læber, som vampyrkvinden spurgte ind til, om hun havde fået etableret sig igen. ”Åh, det har jeg skam. Der er ingen hindringer der længere,” kommenterede hun sandfærdigt. Eiliannel var blevet sat på plads igen, og fungerede igen som hendes højre hånd. Resten af samfundet havde igen accepteret hendes position, og livet i Maerimydra gik, somd et burde. Alt i alt var hun derfor ganske tilfreds, og derfor havde hun nu også tiden til at tage ud og snuse til omverdenen. Det ville måske aldrig være så fascinerende at være ude, som det var at være hjemme, men af betydning var det alligevel at søge uden for grænsen.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet havde jo faktisk haft lederposten, skønt det kun havde været en titel og intet andet. Hun var blevet skænket titlen i Imandra, men vampyrerne hørte til i Dvasias, det var hun sikker på nu. Dog så lagde hun altid sin loyalitet i sig selv først og fremmest og dernæst i hvad, der gavnede hende mest. Selv havde hun altid været en stærk kvindelig figur og det vidste de, der kendte til hende udmærket. Især de som kendte rygterne om 'Den Blodige Duo'. De havde lavet meget ravage før i tiden. Blandt andet slået Elanya, lysets Dronning, ihjel. "Det har jeg bestemt også tænkt mig. Men der skal også lægge kløgt bag ens handlinger, så det er mig, der får folkets støtte," endte hun sigende. At marchere ind og knække nakken på Anthony ville være virkelig dumt. Selv ville hun helst være på toppen, da hun havde svært ved at lystre nogle mænd. Dog kunne hun godt arbejde side om side med dem, hvis de havde hjernen til det, men det var ikke ofte hun mødte en, der mødte hendes intelligens på lige fod. Denne kvinde virkede dog til at være bygget af lignende materiale. "Så er alt jo som det skal være, lyder det til," endte hun nærmest.. komplimenterende. Hovedet lod hun søge en smule på sned.
"Har du så opfanget noget interessant på din vej hertil?" endte hun nysgerrigt. Det kunne jo være.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hvordan man slog en gammel leder tilbage, og hvordan man vandt racens respekt, vidste Tatiana faktisk meget om. Det var nemlig noget, som hun havde prøvet. Mørkelvernes metoder var måske lidt mere barske, end hvad de var blandt de andre racer, men hvad fanden.. Selv mente hun nu også, at det var noget, som de andre racer kunne lære noget af. Gevaldigt endda! Selv følte hun nemlig, at det kun var mørkelverne der havde fat i den lange ende. ”Og det er også deri jeg mener, at du skal vise vampyrerne, hvilken stærk kvinde du er, og at du kan tilbyde dem en langt bedre vej end denne Anthony,” pointerede hun sigende. Lige højt tænkte hun ikke altid om vampyrerne, men det hun sagde nu til vampyrkvinden, burde de da kunne forstå sig på. Hun nippede endnu engang til sin vin. Tilforladelig var den nu.. Altid havde hun nydt et enkelt eller to glas vin, som hun kunne lide smagen. Glasset stillede hun fra sig på bordet. Der var endnu ingen grund til at forhaste sig. Kvinden kedede hende trods alt ikke endnu.. Hendes komplimenterende ord, svarede hun dog ikke på. Hvorfor skulle hun det? Det ville blot ende med, at hun ville gentage sig selv, og det havde hun aldrig spildt sin tid med. Ved hende havde man altid kun én chance. Svagt rystede hun på hovedet, da det var en skam at sige, at hun havde hørt noget nævneværdigt. ”Intet ingen anden ved. Det eneste der har ændret sig er åbenbart, at procianere er kommet til magten her i landet, og at warlockerne har søgt sit eget domæne,” sagde hun direkte. Ved tanken omkring Silia og Nathaniel, kunne hun kun kaste op. Warlockerne måtte hun på en måde være imponeret over.. og så alligevel ikke. Det var utroligt af dem, at de havde erobret et helt land, men dumt fandt hun det af dem, at de ikke havde blevet i Marvalo City og udvidet det, frem for at søge på helt fremmed grund.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Denne kvinde var fascinerende. Selv vidste Neferet udmærket, at mørkelvernes højeste ledere alle var kvinder, hvilket hun fandt beundringsværdigt. Dog var hun ikke enig i, at man som kvinde automatisk skulle have ret til at dominere end mand, bare fordi det var sådan samfundet var opbygget. I hendes øjne så skulle de stærkeste og mest kløgtige stå på magten, mand eller kvinde var i for sig ligegyldigt. For intelligente mennesker komplimenterede altid hinanden uanset køn, hvis de så overens på linjen med ambitioner og planer. Det var dog intet, hun som sådan ville pointere for kvinden. Hun ønskede trods alt ikke at starte en kamp. "Selvfølgelig. Ingen bedre metode findes," endte hun. Selvfølgelig skulle hun vise, at hun var bedre end Anthony, for det var hun. Hun så indgående mod mørkelveren. Gad vide hvad en flot kvinde som hende kunne bære af navn. Det var hun faktisk lidt interesseret i.
"Og det er næsten gamle nyheder nu," endte hun. Ikke for at slå hånden af hende, mere bare for at være oplysende. Selv var hun ikke meget for det dvasianske kongehus eller hvad de kunne kalde sig. Men endnu mindre glad for Kimeya, der nu tronede i Imandra, hvilket hun selv syntes for en overildende og ikke gennemtænkt plan. Hun lænede sig let frem igen over bordet. "Siden vi nu har siddet her en stund i hinandens selskab, så vil jeg præsentere mig. Ingrid Laymian, men af historier og rygter er jeg også kendt som Neferet," endte hun.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Den videre ledersnak lod Tatiana falde til jorden, da vampyrkvinden ikke drøftede nogen nærmere planer, og … hvad skulle det i så fald gøre godt for? At Silia og Nathaniel, samt warlockerne, alt sammen var gamle nyheder, vidste hun udmærket godt. Det var også derfor, at hun havde sagt: Intet ingen anden ved. ”Lige præcis,” sagde hun sigende. ”Det eneste nye der alligevel ikke er nyt er, at Sephiran Acheron pønser på noget efter, at han blev jaget bort. De to mænd burde i sandhed finde sig en seng og få det overstået..” Et had/kærlighed-forhold havde Kimeya og Sephiran åbenbart til hinanden. Derfor mente hun, at de snart måtte få det afsluttet. Det andet var bare gabende! I baghovedet røg warlockerne dog, som kvinden præsenterede sig. Ingrid Laymian eller Neferet.. Et smalt smil viste sig på hendes lille mund. ”Ser man det.. Rygterne sagde ganske vidst, at du ikke skulle være død alligevel,” lød det fra hende i en anerkendelse af, at hun kendte hende. Af navn i hvert fald. ”Desværre har rygterne om din tilstedeværelse ikke været ligeså appetitvækkende, end hvad de engang var. Engang blev dit navn udtalt med frygt på folk læber, men nu..” Sætningen lod hun hænge i luften, som en udfordring til, om kvindens storhedstid var forsvundet eller ej. Tatiana kiggede på hende. Som de sad nu, så hun ikke spor frygtindgydende ud. Blot smuk. Udseendet kunne dog sagtens fordreje sandheden, som et ydre ikke var alt værd. Hun tog roligt en indånding. Nu var det vel også forventet, at hun præsenterede sig? ”Mit navn er Tatiana Vanessë Móreadhiel,” præsenterede hun sig. Ikke var hun kendt med noget tilnavn. I denne verden ville hun allerhøjest være kendt som tidligere kriger, samt som mørkelvernes leder. Det at være mørkelver var dog også et langt mere privat liv end at være vampyr. Det eneste omverdenen vidste om mørkelverne var nemlig primært de mørke og grusomme rygter. Hvordan deres samfund var, vidste de i bund og grund ikke, som folk kun kendte til gyserhistorierne om dem.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Selvom mørkelveren nok ikke ville have mulighed for at sabotere hendes planer, så følte Neferet alligevel, at det var irrelevant for dem at fortsætte snakken om hvordan hun ville overtage vampyrerne. Hun havde sine nærmeste indenfor sin egen race, som hun lagde den nærmeste tiltro i og det agtede hun ikke at ændre på lige foreløbig. Desuden ville mørkelverne nok aldrig være en mulig alliance som sådan, da de var kendt for at køre sit eget løb. Meget vidste man jo ikke om dem, da de som sådan ikke blandede sig i andres affære end deres egne. Hun nikkede. Ja, så meget havde hun da fundet ud af. De to stærkeste warlocks havde en evig kamp om magt. Dog måtte hun også le ganske kort af mørkelverens ord. "Det kan ikke siges bedre," endte hun medgivende. Det havde været en god formulering på deres forhold. I hendes øjne tjente Sephiran dog et land bedre som øverste leder end Kimeya gjorde. Kimeya havde ikke den samme kløgt og visdom som Sephiran, hvilket tydeligt kunne ses på hele situationen i Imandra, som den var nu. Dog tog hun sig ikke yderligere af det, da hun havde sine sager i Corvento nu. De næste ord, som mørkelveren lod hænge i luften, var hun dog udmærket klar over. Hun havde jo med vilje trukket sig bort og gemt sig, hvilket havde givet mange den tro, at hun var død. Men bestemt ikke. Hun havde fulgt med fra det skjulte og først kommet frem nu, hvor det virkede til at vampyrerne havde brug for hende. "Enhver mand har sin storhedstid. Men jeg er klar over, at jeg ikke fuldt har fået genetableret mig endnu," svarede hun hende roligt. Hvorfor lægge skjul på hvordan tingene var?
Selv forventede hun en gengældende præsentation. Navnet ringede en klokke, men mange historier genkaldte hun sig ikke.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

En smuk latter havde Neferet, men hvad andet kunne man forvente sig af en vampyr? De var forføriske væsner, der skulle kunne lulle andre væsner ind i deres spind. Et fascinerende rovdyrstræk var det uden tvivl, da vampyrer som regel lullede folk til deres død. Interessant var det, hvor det var ligedan med nymferne. De kunne forføre med deres dansetrin og deres sangstemmer. Tavst holdt Tatiana sig dog for nu, hvor den eneste synlige munterhed på hende var det smalle smil, der dog også forsvandt bort igen. ”Om de vil forsøge at vende tilbage til Marvalo City, når de to først begynder deres hanekamp, må vi vente og se..,” sagde hun stilfærdigt, imens hun rakte ud efter sin vinglas. ”Hvis det havde været fordi, at dæmonerne havde haft mere end to tangenter at flytte rundt på, burde de allerede have indtaget Marvalo City for at forhindre deres ældgamle fjenders tilbagevenden.” Det ville hun selv have gjort, men selvfølgelig. Så langt tænke dæmonerne ikke.. Selv var hun ikke interesseret i Marvalo City. Hvorfor skulle hun være det? Der var ingen skove der.. Kun skyggen af en vulkan, hvor dæmonerne holdt til og fladt land. Hun tog en tår af sin vin. Hun nikkede til Neferets ord. ”Mit forslag til dig vil være at genetablerer dig hurtigst muligt.. Hver gang du spilder en dag, betyder det samtidig, at denne Anthony får et stærkere greb om vampyrerne,” påpegede hun sigende. Det var faktisk en hjælp, som hun forsøgte at give. At hun derfra forventede, at Tatiana fortalte mere om sig, kunne hun ikke vide. Hvad skulle hun også sige ud over det åbenlyse, at hun var sit folks leder? Enhver der ønskede sig en lederposition i Dvasias, burde i det mindste kende navnet på de andre ledere. Hvem der var leder for mørkelverne var også alment kendt. Hvad der ikke var alment kendt var, hvor de præcist boede, hvordan der så ud der, og hvad de egentligt foretog sig. Selv mente hun, at det gav dem en glimrende position. De andre racer var nemlig som åbne bøger!

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet lod hovedet søge en anelse på sned som hun så indgående på mørkelveren. Tatiana. Det smalle smil fik hun øje på, hvilket nu faktisk ikke gjorde noget dårligt. Tvært imod, så gjorde det mørkelveren en tand smukkere end hun allerede var. En elver havde en ynde og smidighed over sig, som til dels kunne minde om vampyren, men på punkter mere elegant. "Jeg er ganske enig. Dæmonerne er da den race, der ville have det største motiv for at indtage Marvalo, men der sker ikke rigtig noget," medgav hun. Det var egentligt underligt, eftersom hele byen nærmest stod tom. Det var vel kun Acheron, der var tilbage efterhånden, eftersom Kimeya havde flyttet eller tvunget alle andre til Imandra. Måske nogle andre havde planer om at indtage Marvalo? Nogle af dem, der var blevet fordrevet ud af Imandra på grund af en forkert race. Selv var hun jo en af dem, men hun havde sin plads i Corvento. Der følte hun sig egentligt bedst tilpas. Endnu bedre, når hun fik smidt Anthony bort.
Let løftede hun en hånd for flygtigt at føre en tot hår bag sit øre. Samtidigt rykkede hun sig på stolen og fandt sig endnu engang ordentligt til rette. "Du har ganske ret. Jeg er også ved at have samlet alle trådene, så det bliver inden næste måne," endte hun sigende. Det kunne hun jo sagtens fortælle mørkelveren, da hun vel ikke kunne have interesse i at spolere det på nogen måde. Især ikke, når det var en kvinde, der skulle vælte en mand af pinden. Så måtte det vel kun more hende? Altid havde hun faktisk ønsket at se mørkelvernes sted. Hvordan de boede, hvordan der så ud.. Det var nemlig noget af det eneste, hun ikke var oplyst indenfor, hvilket var irriterende for en som hende, der vidste nærmest alt om alting.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Sandt at sige skete der ikke rigtig noget. Kedeligt var det egentligt, at det var således, når nu Tatiana endelig valgte at søge uden for sit eget territorium. Derfor måtte hun også se på det som en bekræftelse i, at mørkelverne gjorde klogt i at holde sig for sig selv. Der skete der nemlig ting og sager. ”Det er tydeligvis en mening, som kun er for os,” endte hun stilfærdigt med at sige. Dæmonerne gjorde nemlig intet. Ingen andre gjorde derimod heller ikke noget. Meget kunne Tatiana dog ikke gøre ved det, da der ikke var nogen grund til, at mørkelverne tog området som sit. De ville nemlig ikke være i stand til at forsvare området, da Rimshia lå imellem dem om Marvalo City. Nej, hvis mørkelverne skulle indtage noget, ville kun Atterlin give mening.
At høre Neferet give hende ret var selvfølgelig en sødmefuld følelse.. men selvfølgelig havde hun ret. Selv slyngede hun nemlig ikke omkring sig med ord og råd, som visse andre. Hvad hun sagde var nemlig altid ganske velovervejet. ”Vampyrer.. mørkelvere.. warlocker.. Det er alt sammen det samme, når det gælder at vælte en magt,” sagde hun sigende. At vælte andre, forstod hun sig på. At tryne en mand, forstod hun sig på. Derfor kunne hun alt i alt godt lide Neferets ønske, og derfor gik hun også så vidt, som til at skubbe hende lidt i gang. ”I så fald ser jeg frem til at finde ud af, hvordan vampyrernes fremtid ser ud efter næste måne,” endte hun med at sige. Hun hævede sit glas imod hendes til en skål. Det var ganske vidst blod, som vampyren drak, men nuvel. Hun kunne trods alt stadig deltage. ”Skål,” sagde hun, inden hun førte glasset tilbage til sine læber, som hun tog en tår af indholdet.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet kedede sig faktisk over, at der ikke rigtigt skete noget rundt omkring. Det var som om alt var gået i stå siden Kimeya var rykket til Imandra. Dog var hun sikker på, det kun var stilhed før stormen, for Sephiran kunne da ikke lade det gå uset hen. Hvornår opgøret ville stå, det var jo så en anden side af sagen. Forhåbentligt snart, så Kimeya kunne få sig en lærestreg. Nok var hun ligeglad for sin egen races skyld, men derfor kunne hun sagtens mene, at Sephiran var bedre end Kimeya til at styre et land. Så skulle hun nok styre sin race, når hun fik den tilbage. Hun nikkede blot let og lod så samtalen falde, da der ikke var mere at sige, for de kom ikke rigtig nogen vegne med det. Hun vædede let sine læber og lænede sig tilbage på stolen igen, hvor hun stadig sad godt til rette. Selv sagde hun ikke ting, hun ikke kunne stå ved. Hun mistede aldrig besindelsen og havde et klart hoved til at sige det rigtige.
"Selvfølgelig. Og den kløgtigste sidder med magten, indtil han eller hun bliver overhalet. Hvis det sker altså," kommenterede hun sagte. Lederen var jo som regel den stærkeste, klogeste eller smarteste, da vedkommende jo kun på den måde kunne lede sit folk og styre sin race uden at blive væltet af pinden på 2 sekunder.
Neferet trak let på mundvigen og nikkede bare let, som hun i stedet tog om sit glas og hævede det. "Skål," medgav hun og tog en tår mere af sin væske. Hun satte det så fra sig igen og lod hovedet søge på sned endnu engang. "Kan du beskrive elvernes by for mig? Altså hvordan I oprigtigt bor. Jeg har kun hørt mange rygter," endte hun.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Lige præcis,” sagde Tatiana, som var det en selvfølge. Det var det dog også for hendes vedkommende. ”Det bliver interessant at se, hvem den kløgtigste vampyr er.” Ikke ville hun anerkende Neferet med det samme. Hun havde trods alt ikke bevist, at hun var bedre end denne Anthony endnu. Selv var hun nemlig en kvinde der gik op i facts, og lige nu var faktummet, at Neferet ikke havde magten, og derfor ikke havde bevist ordenes sandhed endnu. Vinglasset sænkede hun igen en anelse imod sit skød, som hun havde smagt på væsken og skålet med vampyren. Hvordan elvernes by var? En smal sag ville det være for hende at beskrive byen. Dog ville hun ikke beskrive, hvordan man kom dertil. Det var trods alt en af hendes races bedst holdte hemmeligheder! ”Sagtens,” sagde hun velvilligt. Det var også kun på sin plads, at andre racer interesserede sig for Maerimydra! ”Maerimydra er som ingen anden by her i Dvasias. Vi ynder ikke at bygge bygninger, som I gør. Hugge i træerne.. Støbe sten sammen. Nej, vi lader naturen være som den er, men omformulerer den. Guider den efter vores ønske..” Hun kiggede på Neferet. Bevidst var det, at hun ikke talte om deres sang til træerne. Igen var det handlinger, som hendes folk ikke plaprede løs om. Dog gik der selvfølgelig visse rygter om dem.. ”Vor hjem er naturligvis omgivet af træer. Hvor boliger ligger dog ikke ved rødderne ved dem, men derimod i deres kroner. Det er kun offentlige steder der hører til blandt træernes rødder, såsom vores forretninger og arenaer. Det giver byen et ganske andet netværk.” Smuk var byen. Den smukkeste by, som Tatiana kendte til. Selv havde hun set skovelvernes, der naturligvis mindede om deres, men ej var det det samme. Maerimydra var skønnest og mest frygtindgydende. Præcis som det skulle være.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet nikkede medgivende til Tatianas ord. Hun tog ingen misfornøjelse i, at hun ikke blev anerkendt som leder allerede, for det var hun jo trods alt ikke. Dog var hun sikker på, at hun ville få pladsen og det at vippe Anthony af pinden skulle ikke vise sig særlig svært, hvis det stod til hende. Hun så indgående på Tatiana. Begejstret lød mørkelveren for hendes interesse, hvilket dog ikke gjorde hende noget. Hun ville selv sætte en ære i at få lov til at se mørkelvernes landsby og gå derfra med livet i behold. Det var nemlig rygtet, at kom man først ind, så var der sjældent en vej ud. Mest fordi det kun var ment for mørkelverne at kende byens placering. Men hvis man nu blev vist ind med bind for øjnene, kunne man så måske få lov? Hun vidste det ikke, men det var én af de ting hun altid havde tænkt for sig selv i sit stille sind uden at sige højt. Hun var nemlig en vidensfyldt kvinde og var aldrig tilfreds, før hun vidste 'alt om alle og alting'. Hun lyttede interesseret til mørkelverens fortælling, som da gav hende en idé om det, men stadigvæk bar på den samme hemmelighedsfulde tilgang til det hele. Ikke at hun kunne bebrejde hende for det, hun ønskede jo blot at værne om sin race. Så de havde bygget i trætoppene? Jaså, det havde hun faktisk ikke forestillet sig før. Dog gav det alligevel mening og hun prøvede at se det for sig, selvom det dog var svært. Hun ville dog ikke spørge om lov til at se byen, for hun ville ej falde på knæ for en anden kvinde for at bede om lov til noget som helst, det var langt under hende. For så smed hun jo ligeværdigheden på gulvet med det samme. "Jeg kan forestille mig, det er et syn for sig selv. At I har bosat her i trækronerne havde jeg dog ikke set komme, men det giver alligevel mening for mig," svarede hun.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

At Neferet var forbløffet, overraskede ikke Tatiana. Kvinden havde jo ikke haft muligheden for at vide noget sandfærdigt om hendes race før. Det var sjældent, at mørkelver mængede sig med andre end deres egne, og når det skete, endte det som regel grimt. Kontrasterne var nemlig store, og derudover havde hendes slags det med at tage fanger, når de endelig kom ud. Dog overvejede hun ikke at tage denne kvinde som fange. Hun gjorde hende nemlig nysgerrig, som hun ønskede at se, om kvinden virkelig kunne erobre Corvento. ”Vi er skovens væsner. Det er kun rimeligt, at vi lever blandt træerne, som ingen anden,” sagde hun direkte. Ikke brød mørkelverne sig om at blive sammenlignet med andre racer. Hvad der var at sammenligne, kunne hun ej heller se. Der var ingen anden race der mindede om dem! De var de eneste, der vitterligt værnede om deres normer. De holdt deres by hemmelig, så den ville forblive i deres billede. De formerede sig ikke med gud og hver mand, så deres blod blev blandet. Ved dem var det kvinderne der for en gangs skyld havde den uovertrufne magt. Nej.. Der var ingen der mindede om mørkelverne, og gud, hvor kunne de andre racer lære af det! ”Men jo.. Maerimydra er i sandhed et syn for guder. Det er en skam, at de andre racer aldrig har forsøgt at værne om deres eget samfund, som vi har.” Oprigtigt mente hun, at det var en skam.. men det fortalte hende jo også kun, hvor dumme de andre racer var. De havde givet efter for konger og dronninger, samt andre racer. Mørkelverne havde derimod altid holdt ved, og smækket porten i for alle dem. De kunne sagtens sværge troskab til herredømmer, men ej tillod de, at de vandrede ind og ud af deres hjem.