Tell me all about it

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Tatiana Vanessë Móreadhiel

---

Efter det havde lykkedes Neferet at få Marcianus, Marius og Valerio med til Imandra, havde de startet hendes mission om at skabe en masse nyfødte. De blev 'opfostret' i Old Laymian, som var hendes gamle hjem, der efterhånden var blevet sat godt i stand. De tre vampyrer gjorde det nu ret godt, selvom de var kommet skævt ind på hinanden til at starte med. Til aften havde hun også noget på dagsordenen. Hun skulle få lidt sladder ud af folk omkring Corvento, men turde dog ej sætte sin fod i Convento by. Nok var hun stærk, men hvis hun kom alene og Lucian sendte en hær efter hende, så stod hun stadigvæk ikke en chance i længden. Hun skulle høre, hvad der foregik og se om hun kunne finde ud af noget brugbart, som kunne være til hendes fordel.
Som altid, så havde hun klædt sig flot på. Hun bar en lang kjole i sort stof, der lagde sig slank om hendes krop. Den havde nogle røde udsmykninger i form af båndet, der strammede korsettet rundt om hendes talje, der ligeså også hjalp med at fremhæve hendes brystparti. Kjolen havde ærmer til albuerne, hvorfra der hang en slids på begge ærmer. Det var en forholdsvist nedringet kjole med en åben ryg, der dog var dækket af de røde snore, der sad på kryds og tværs. På fødderne havde hun et par sorte støvler, men de var enkle, da kjolen var i centrum for aftenen. Hendes hår var sat med midterskilning og hang løst omkring hendes skuldre.
Hun sad ved et bord på Den Dansende Flamme. Hendes hørelse var ekstra skarp, så hun kunne sagtens fokusere lyden ind på de forskellige og muntre borde her omkring. Hun holdt sig i baggrunden, som hun altid havde været så god til, da hun faktisk var en ret oplyst kvinde, trods ikke alle vidste hvem hun var. Hun sad med lidt rødvin, som hun nippede en smule til her og der. Hun havde selv hældt lidt blod i under bordet, hvilket nok ingen så, for de fleste var ret påvirkede af alkoholen, der var i omløb til aften. Et smil gled over hendes læber. Måske hun ville blande sig, for at få lidt mere konkrete svar. Måske hun ville vente. Heldigvis var natten lang, for vinteren var kommet og sneen var også dalet udenfor. Men hun frøs ikke.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Døren til Den Dansende Flamme gik op og i døråbningen stod Tatiana. Stolt var hele hende statur, som der ingen tvivl var at spotte i den. Hendes hoved var højt hævet, hendes ryg var rank, og i hendes røde læderdragt emmede hendes jeg af styrke. Ikke havde hun skulder og halsdelen på for natten. Hun var her i et mere afslappende ærinde, og derfor havde hun ladt det ekstra panser ligge derhjemme. Nedringet betød det, at hun var fortil, men ikke bekymrede det hende. Hun ville med lethed kunne brække hånden på en mand, hvis en skulle få lidt for ”morsomme” ideer. Det gennemborende blå blik lod hun overvåge lokalet. Stille blev der helt blandt de personer, som stod tættest døren, og som kunne se den. Ud fra de spidse ører, var hun nemlig let kendelig som en mørkelvisk kvinde. Derudover var der dem der vidste, hvem hun var, og hvad hun stod for. ”..Mørkelver.. Tatiana.. Kig væk.. Hun hører ikke til her..” Det var alt sammen ord folk hviskede rundt omkring. Intet smil viste sig på Tatianas ansigt. Allerhøjest et overlegent blik. Blikket fjernede hun, idet hun trådte ind i selve lokalet. På trods af styrken hun udviste, var hendes ynde alligevel gennemtrængende. Som en elver, var hun nemlig et smukt individ. Både i ydre og i fremførelse. Målrettet trådte hun i retningen af bardisken. Ingen kvaler havde hun med at nå frem til den. Ingen ønskede at støde ind i en mørkelvisk kvinde.. medmindre man var beruset og overmodig. Det kølige blik søgte øjeblikkeligt bartenderen, idet hun nåede disken. ”Dit bedste glas rødvin,” bad hun kortfattet. ”Selvfølgelig, frøken,” sagde bartenderen hurtigt, hvorefter han greb om husets fineste rødvin og et rent vinglas. Tavst så Tatiana til, idet den røde væske blev skænket op, og langet hen over disken til hende. I retur gav hun bartenderen de respektive mønter for glasset.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Med sin skarpe hørelse, så opdagede Neferet hurtigt, at det hele forstummede omkring døren. Der var en person, der havde meldt sin ankomst, som uden tvivl var et kendt ansigt. Hun fokuserede sin hørelse og hørte godt dem, der hviskede rundt omkring. Tatiana? En mørkelver? Her? Udenfor de trygge rammer af skoven? Ja, hvorfor ikke. Hun var jo selv ude af sine trygge rammer. Desuden var det beundringsværdigt for hende hvordan mørkelvernes samfund virkede. Kvinderne var den ypperste instans og mændene måtte underlægge sig. Hun ville ønske, at vampyrracen var mere sådan, men der var bare nogle mænd, der var komplet magtgale indenfor hendes gren. Ikke at det dog gjorde hende noget, hun måtte bare vise hvem der skulle bestemme. Som denne Tatiana endte i baren og folk nærmest veg fra hende, så fik hun også øje på hende fra sin plads. Hun havde indtaget et bord til to i hjørnet, da hun så havde udsigt over det meste af baren. Det var noget af en påklædning, som kvinden bar. Helt tætsiddende og med en buks? Ja, det havde vel igen noget at gøre med, at kvinderne var øverst i mørkelvernes samfund. Selv kunne hun jo vælge en buks også, men hun elskede sine kjoler. Selv viste hun jo også sine bryster frem med sin nedringede kavalergang, men det var ikke noget som folk skulle tro, de kunne få sjov med heller. Hun blandede sig ikke med simple borgere, der havde fået lidt for meget øl eller vin indenbors. Hun sippede til sit vin endnu engang og lod blikket søge mod bartenderen, der virkede påvirket af kvindens tilstedeværelse.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Anderledes var Tatiana i forhold til enhver anden kvinde her i baren.. og det skræmte som regel folk. Ikke kunne hun sige, at hun ikke nød det, for hun elskede det. Hun behøvede ingen mand over sig. Kun under sig efter sine egne forgodtbefindende behov. En feminin kjole bar hun aldrig. Hun blev aldrig set med et skørt om benene. Kun i bukser, og allerhelst i denne røde buksedragt af læder. Det var den, som hun følte sig smuk, komfortabel og stærk i. Upraktisk var en kjole også. Det kunne hun se, når fornemme kvinder løb, og måtte gribe sig om skørterne for ikke at snuble i sine egne klæder.
Den tynde stilk til vinglasset greb Tatiana om. Hun havde slanke, men stærke fingrer. Her tog hun den første tår af rødvinen. Først snurrede hun let væsken i glasset rundt, inden hun duftede til druerne. Først her tog hun en lille tår for så at godkende drikken. Den var udmærket. Blikket tog hun fra bartenderen, idet hun forlod disken. Hun skulle ned og sidde. Ikke særligt overraskende var hun ikke typen der svang hofterne i en dans. Bevidst gik hun ned mellem bordene. Typisk nok var der meget optaget her. Det havde hun dog ikke noget imod. Hvis hun havde ønsket at sidde alene, kunne hun have drukket hjemme. Dette gjorde hun dog ikke, og derfor havde hun intet imod selskab.. Hvis selskabet selvfølgelig var det værd. Hendes blå øjne landede på en kvinde. En flot en. Langt lyst hår, flotte ansigtstræk, en bleg hud. Kvinden var vampyr. Det kunne ikke skjules. Uden at spørge om pladsen var ledig, lod hun sig glide ned på pladsen over for hende. ”Kan jeg forvente, at det er dit måltid eller alcohol, som du har i glasset?” spurgte hun direkte. Ikke var der nogen grund til at skjule faktum.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferets blik gled tilbage på kvinden. Tatiana. Ikke meget vidste hun om denne kvinde, men hun var tydeligvis et navn og af status, hvilket hun nu meget godt kunne lide. Dragten som kvinden bar var usædvanlig, dog klædte den hende godt. Selv havde hun altid båret kjoler, men de nåede altid lige over hendes ankler, så hun ikke kunne træde på den når hun gik. Ligeså lå de slankt om hendes krop og var ikke en forhindring med den hastighed hun kunne sætte for natten som vampyr. Hun følte sig som et stærkt og elegant væsen og det fremstrålede hun bedst i kjole. Måske denne Tatiana havde det sådan med sin dragt?
Hun selv blev siddende med sit glas vin, hvori hun selv havde tilsat lidt blod. Hendes forhandler af blod, Marcianus, sørgede jo for dem. Det var altid rart at have lidt på lager, hvis man ikke ønskede at skabe ballade i byen ved at finde sig et offer. Ingen havde set, at hun havde hældt blod i glasset og hun var trods alt den eneste, der kunne lugte det. Medmindre her var en anden vampyr til stede, hvilket hun vidste, der ikke var. Hun hævede sit glas ganske roligt og tog en tår. Hun slog blikket bort fra mørkelveren, men vidste udmærket, at hendes kurs var sat hermod. Hun kunne fornemme det og se det ud af sin øjenkrog, skønt hun ikke kiggede direkte. Hendes mørke øjne hævede sig mod kvinden, da hun satte sig ned uden at blive budt. "Det kommer an på, hvilket svar du gerne vil høre?" svarede hun med en glat og silkeblød tone. Hun sænkede sit glas og slikkede en lille plet af sin underlæbe. Kvinden foran hende var smuk, det kunne hun vist ikke benægte.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Altid havde Tatiana vidst, hvad hun ville, og derfor gjorde hun sig ikke i småting, såsom at bede tilladelse til at side ved et bord. Hun tog sig tilladelsen, og så måtte hun derfra afvente resultatet af det. Hendes gennemborende blå blik hvilede på vampyrkvinden foran hende. Ikke sagde hendes ydre hende noget, men burde det også det? Der var mange kønne vampyrer derude.. Både kvinder og mænd. Det var dog ikke alle der var lige interessante, men sådan var det med alle racer. ”Sandheden,” sagde hun ligeud. Hvorfor skulle hun ønske at høre andet? En løgn var ubrugelige ord. Det lå i ordet; løgn. Nysgerrigt studerede hun kvinden. Det lyse hår havde de tilfælles. Dog gik hendes eget kun til skuldrene, idet skovelvere havde vovet at skære det af hende. Forpestede mider.. Derudover var der den typiske forskel. Vampyrkvinden bar en lang og yndefuld kjole, hvor hun selv bar sin krigeriske dragt. Hver sin smag tydeligvis. Dog vidste hun, hvilket dødbringende væsen vampyrerne kunne være. Selvfølgelig medmindre, at kvinden her nedværdigede sig til at drikke dyr. Ikke var hun selv vampyr, men selv mente hun da, at en vampyr skulle udleve det vampyriske ved at drikke menneskeblod. Det at de ikke udlevede sine instinkter, var som en mørkelvisk mand var hersker. Skingrende forkert. Vinglasset førte hun op til læberne, som hun tog en tår igen. Det var godt at være ude igen. At se verdenen. Skønt Maerimydra var hendes et og alt, måtte hun desuden vide, hvordan det foregik i resten af verdenen. Det kunne selv en stærk mørkelvisk kvinde som hende se værdien i. Skønt det kom bag på nogen, kunne hun skam også tale med andre end mørkelvere som hende selv. Ja, hun havde endda før kommet vel ud af det med vampyrer.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferets øjne så indgående på kvinden. Hendes hår var lyst, ligesom hendes eget. Det så dog ud til at være blevet skåret af på dårlig vis, da enderne ikke så lige lange ud. Hendes eget var en del længere og nåede hende helt ned til midt ryg, hvis ikke lidt længere. Selv gjorde det hende intet, at denne kvinde tog sin plads overfor hende. Hun havde gjort præcis det samme, hvis hun manglede et sted at sidde og her var ret mange mennesker.
Sandheden? Ja, det var da klart, men derfor kunne hun godt lide at lege lidt først. Som vampyr, så elskede hun trods alt sit legetøj. Denne kvinde virkede endda ekstra spændende at prikke lidt til. For hvor gik grænsen henne? Mørkelvere var jo stærke og havde en hvis form for magi af hvad hun vidste. En magi, der vel selv kunne skade hende, hvis hun ej passede på? Til gengæld, kunne hun dog også med sin fart og styrke nedlægge mørkelveren på omvendt vis. "Det er et lille mellemmåltid. Fortyndet," endte hun. Det var vel svar nok i sig selv? Det var jo faktisk en blanding af de to 'svar' hun var kommet med selv. For hun havde jo valgt at bestille rødvin, for så at hælde blodet op i glasset uden at folk bemærkede det. Hun løftede sit glas igen, som Tatiana gjorde det og tog en tår af sin væske igen.
"Hvad bringer dig hid?" spurgte hun, da hun sænkede glasset igen. Et spørgsmål til fri fortolkning

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Et fortyndet mellemmåltid? Var det blot for at sikre sig, at hun ikke sprang på nogen her i baren? Det var højst sandsynligt sådan.. Af hvad Tatiana vidste, kunne vampyrer særligt have svært ved at kontrollere sig, når der var alkohol omkring. Både det de drak, og det de andre drak. Det gjorde nemlig alle parter mere løsslupne, og så skete uheld trods alt. Ikke at Tatiana selv var nervøs ved at være her og sidde med en vampyr. Hun havde før dræbt vampyrer. Hun havde før ligget med vampyrer. Der var ikke noget anderledes der. ”..Hvis det opfylder dine behov,” sagde hun blot. Selv mente hun nu, at man skulle udleve sine instinkter. Det smukke havde hun da også set i Carlisle, da han havde sprunget på vagterne under deres flugt fra Procias. Hvis han eller en anden vampyr dog skulle finde på at springe efter hende, ville hun dog ikke tøve med at dræbe dem. Blikket holdt hun på kvinden. Der var endnu ingen grund til at se bort. Hvad der bragte hende hid? ”Research.. Hvad der er blevet af Dvasias gennem de seneste år.. Interessant selskab,” sagde hun roligt. Hendes hoved faldt en anelse på sned. ”Har du noget at byde på?” Den sidste ting var uden tvivl sværere at finde end den første. Hun skulle nok finde ud af, hvad der var sket i verdenen. Hvad der derimod var sværere at opnå var det gode selskab. Det var nemlig ingen hemmelighed, at hun var ganske specifik i sin smag.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet tog sit fortyndede måltid, da hun først ville spise et solidt måltid når hun vendte tilbage til Imandra. Derfor havde hun sine små flasker med på sin lille udflugt til Dvasias for at holde det hen, da hun ikke ønskede at skabe sig for meget opmærksomhed her i byen. Der ønskede hun hellere at holde sig i baggrunden og observere og opsamle. Hun hævede et let bryn. Betvivlede hun hendes valg om måltid? Eller hvad lå der mon bag den sætning? Hun udlevede bestemt sine instinkter som vampyr, da dette kun var en sølle erstatning. Men det var jo menneskeblod, der var i flaskerne, da hun ikke tålte andet. Dyreblod var frygteligt og slet ikke noget hun ville byde sig selv eller sine egne. Hvis man kunne beherske sig, så var en enkelt mundfuld eller to fra et andet væsen jo faktisk nok til at være tilfredsstillende i en dags tid eller to, alt efter hvor meget man lavede. "Det holder min sult tilbage, til jeg kan få mit hovedmåltid," svarede hun sagte. Hun kunne jo godt bare tage blod fra hvem hun ville, hvornår hun ville, men det kunne være ret ophidsende for nogle folk og hun ønskede ikke et kæmpe optøjer i byen denne nat. Hun vædede flygtigt sine læber og lod hovedet søge på sned. Research? Og selskab. Det lød næsten som hende selv. Bortset fra, at hun ikke direkte var kommet her for selskab. Men det skadede da aldrig. Og denne kvinde havde netop nu hendes fulde opmærksomhed, eftersom der var noget spændende over denne mørkelver. Noget at byde på? Sikke et direkte og fremragende spørgsmål at stille. "Jeg kan byde på mangt og meget, darling," startede hun ud med sin silkebløde og forførende tone. "Jeg er kommet her for research ligeså. Jeg tænker, vi burde slå os sammen. I hvert fald for natten og få det meste ud af det."

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hvornår vampyren ville få sit hovedmåltid, og hvem hun ville udvælge, var det to hovedspørgsmål. Tatiana selv ville det dog ikke blive. Hun havde ikke i sinde at ende sit liv som simpelt vampyrføde. Hun ville falde i krig, hvis hun skulle falde. Ikke på nogen anden måde. Benene lagde hun over kors. Nervøs var hun ikke for, at kvinden endnu ikke havde fået sit hovedmåltid. Burde hun være nervøs? Hun havde endnu ikke set, hvad kvinden kunne og ikke. Dog burde man aldrig vende det blinde øje til en vampyr.. De kunne på ingen tid sidde i halsen på en. ”Hvis det er, hvad der pirrer dig,” svarede hun kortfattet igen. Det var ikke hendes sag, hvordan vampyrkvinden spiste. Kun hvis hun pludselig skulle få den finurlige ide, at hun var hovedmåltidet. Glasset førte hun igen op til læberne. Det var nu godt. De røde druer og procenterne. Hun havde savnet det. Ingen tvivl om det. Det havde ganske vidst været et bedre fængselsophold hun havde været ude på, men som friheden havde det bestemt ikke været. Der havde hun ingen vin fået serveret.. Kun vand. Ganske kedeligt var det, når det hed vand i hele tre år. Hun tog en tår af væsken. Lod det køre rundt med tungen, inden hun slugte. ”Vis mig det,” endte hun med at opfordre. Aldrig havde hun været meget for tomme løfter. Hun troede udelukket på, hvad hendes øjne så, og derfor ønskede hun da at få bevist, at kvinden her var en snak værd. Hendes hoved søgte en kende på sned, hvor hendes skulderlange lokker tippede med. Kønnere var hendes hår uden tvivl blevet, siden det blev skåret af for tre år siden. Alt for kort var det dog endnu.. Engang havde det gået hende til enden. ”Fortæl mig, hvad du undersøger,” bad hun.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet holdt sit blik indgående på mørkelveren. Hendes hår var ikke den typiske længde, som hun huskede at have set andre mørkelvere med, men dog var det på vej. Gad vide hvad der var sket? Det var nok for tidligt at sige endnu, men det var uden tvivl interessant at overveje hvilke ting mørkelveren havde været udsat for. "Det øger spændingen til min næste jagt," svarede hun med et direkte lystent glimt i øjet. Hun elskede jagten i et finde det bytte man ønskede. Men dog, så var det oftest bedst at have et fast bloddyr, men det havde hun ikke fundet siden hun var kommet frem i nattelyset igen fra sit skjul.
Let lod hun hovedet søge på sned. Hun skulle vise hende, at hun havde meget at byde på? Hjertens gerne, men det blev ikke herinde, da det ville tiltrække alt for meget opmærksomhed og det ville ødelægge hendes mulighed for at høre hvad folk snakkede om rundt omkring. Hun var ude efter at opsnappe rygter. Siden Kimeya havde overtaget Imandra, så var Neferet rykket til Dvasias, for den mand var rablende sindssyg og hun stod ikke en chance med sin flok på cirka 20 vampyrer. Her var Lucian dog forsvundet og desværre stod Anthony nu på lederposten, hvilket hun ikke var særlig tilfreds med i øjeblikket. Hun var end ikke sikker på, han overhovedet var ældst, så derfor tilfaldt titlen ham ej ved ret med af magt og det brød hun sig ikke om. Hun skulle bare lige finde det rette tidspunkt at slå til. "Situationen. Rygterne. Sandheder og løgne. Jeg ønsker retfærdighed indenfor min race, men jeg er ikke sikker på, at lederen er den rette," svarede hun hende oprigtigt, dog lavmælt. Folk skulle ikke kunne høre hende, men hun skulle kunne høre alle andre. Hun tog en tår mere af sin drik.

//Tænker vi tidsmæssigt spiller på hvordan situationen er på siden nu og ikke som den var, da vi startede den

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hvordan denne kvinde kunne lide at jage, måtte hun selv om. Dog tænkte Tatiana selv, at hvis hun havde været en vampyr, ville hun have været en ufattelig dygtig jæger! Selv ville hun nemlig have fået sin føde til at hoppe og danse for sig, inden hun ville have slået dem endeligt ihjel. En vampyr var hun dog ikke, og en vampyr ville hun aldrig blive. Gud forbyde det! Nedværdigene ville det være at skulle opgive sit hjertes banken og sin frihed ved selv at bestemme, hvornår man ville ud og ikke. ”Og hvornår vil denne her jagt indtræffe?” spurgte hun med et løftet bryn. Hvis vampyrkvinden troede, at hun var hendes jagt, kunne hun såmænd godt tage fejl. Selv var hun nemlig intet sølle bloddyr eller offer. Som vampyrkvinden indvilligede hende i, hvad hun lavede her, måtte hun kort og koldt trække på smilet. ”De vigtige sandheder og løgne vil du først sande, når du river en mand til siden og begynder at brække hans knogler,” sagde hun direkte, som var det en ganske simpel ting. Det var det dog også for hende, da hun ikke brugte ”venlige” metoder på at få de oplysninger, som hun ønskede sig. Folk fik én chance, og hvis de forspildte den chance, var det deres egen skyld. ”Hvad angår lederpositionen blandt dit folk, burde svaret være simpelt. Hvis det ej føles korrekt bør vedkommende væltes.. eller tvivleren må dø i forsøget på at vælte lederen,” sagde hun. Det var nemlig ganske ligetil! Det var sådan det foregik blandt mørkelverne. Da hun var kommet tilbage til Maerimydra og havde set en anden på sin plads, havde hun krævet kvindens bortgang. Det havde kvinden nægtet, og derfor havde hun selvfølgelig forsøgt at myrde hende. Et forsøg hun havde droppet, da kvinden i stedet havde underkastet sig.

// I orden! Tatiana har i så fald også fået lidt længere hår så, da der så et gået lidt over et år siden hendes fangeskab.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet havde for øjeblikket ingen intention om at bide denne mørkelver. Dog var elverblod som regel ret lækkert, men en mørkelver med så meget mørke i krop og sind, det ville afspejles i blodets smag. Selv havde hun altid været vampyr og ville aldrig andet, men muligheden var vel heller ikke rigtig for det, var det? Det tvivlede hun stærkt på. Hvem ville dog også bytte livet som vampyr ud med noget andet? Der var jo en fantastisk styrke som vampyr og man kunne leve forevigt, om man holdt sine forholdsregler eller stod som i den stærke ende af racen. "På min hjemtur," endte hun roligt. Når hun engang var færdig her på Den Dansende Flamme for natten, så måtte hun jo finde sig et offer på vejen hjem. Hun agtede ikke at overfalde nogen i byen, da det var risikabelt, men hellere finde en i de små byer. Måske endda en ung pige eller dreng, for det var noget, der var ekstra delikat. Ungt kød. Bare tanken fik næsten en gåsehud til at rejse sig på hendes arme. Hun nikkede og trak skævt på smilebåndet. "Jeg er ganske enig. Jeg skal blot finde den rette mand, hvis knogler jeg skal brække og nakke jeg efterfølgende skal knække," svarede hun, som om det ej betød noget. Det gjorde det jo heller ikke, for Neferet var langt fra venlig heller. Hun kunne sagtens starte med at lyde blid som et lam, men det var det rene skuespil for at dække over hendes sande jeg. Hun var en koldblodig morder... Eller havde været. I dag havde hun lært at spille sine kort lidt bedre, men hun var stadigvæk ligeså usympatisk og kold. "Og vedkommende skal også væltes. Men hver ting til sin tid, det er dumt at forhaste sig," endte hun. Hun skulle i hvert fald ikke dø i forsøget! Det var Anthony, der skulle ned med nakken. "Hvad laver du selv her?" afsluttede hun.

//Jeps, tænkte jeg nok

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Nuvel,” sagde Tatiana roligt. Hvis vampyrkvindens ord vel og mærke passede, passede det hende udmærket. Selv kunne hun også tænke sig frem til, at kvinden ville jage på vej til Corvento. Det var nemlig højst sandsynligt der, at kvinden boede. Ikke at det var et sted, som hun selv kom. Det var vampyrernes højborg, og hvad skulle hun dog lave der? Stærk var hun måske, men hun alene mod en hel vampyrby var end ikke et odds værdigt. Hun tog selv en tår af sin vin. ”Det kan du have ret i.. Til dit held er dette dog stedet, hvor mænd og kvinder glædeligt taler over sig,” sagde hun ærligt. Ikke at hun selv havde det på den samme måde, for det havde hun ikke. Hun drak sig nemlig ikke sanseløst beruset, som mange andre ellers ville gøre her. Jovist at hun kunne blive beruset, men aldrig til den tilstand, hvor hun ikke kunne kontrollere sig selv. Det lod hun derimod andre om. Roligt lænede hun sig tilbage i sin stol, uden at hun slap blikket fra kvinden. Som hun tilkendegav, at hun ønskede at styrte en højere magt, måtte hun alligevel betragte hende med en vis interesse. Særligt fordi, at hun var kvinde, og den nuværende vampyrfyrste var en mand. Ingen hemmelighed var det nemlig, at hun ønskede flere kvinder på de højerestående poster. Det interesserede hende nemlig, hvor vampyrerne i helhed ellers ikke vækkede hendes interesse. ”Et attentat skal uden tvivl planlægges nøje.. Jeg troede dog, at vampyrerne var af den overbevisning, at deres fyrste eller fyrstinde utvivlsomt ville være deres ældste,” kommenterede hun sigende. Skønt hun ikke selv var vampyr, kendte hun faktisk til nogle af deres politikker, samt deres kodeks. For det første havde hun levet længe. Selv var hun en af de ældste blandt sine egne, og det gav hende naturligvis en del erfaringer. Derudover var hun sin races leder, og det gav hende en pligt til at kende til de andre racer og lande. Det gennemborende blik holdt hun fortsat på vampyrkvinden, som hun ønskede at vide, hvad hun selv lavede her. ”Jeg ønsker at se, hvad verdenen er blevet til gennem de seneste år,” sagde hun direkte. Jovist at hun havde været løsladt i over et år nu, men den tid havde hun primært brugt blandt sine egne for at genvinde den gamle ro og orden. Derfor var der først blevet lejlighed til det andet nu.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet blev aldrig beruset. Som vampyr var det svært at blive påvirket specielt meget af alkohol, da kroppen ikke var levende på den samme måde som for alle andre. Endnu en gode i hendes øjne, skønt mange væmmedes ved det. Sølle bæster. De anede ikke hvad de gik glip af! Corvento var der, hvor hun ville søge hjem for dagen. Dog tilbragte hun ikke meget af sin tid der ellers, da hun helst ville være fri for Anthony mens hun gik og planlagde for sig selv. Hun nikkede. "Ellers sad jeg her jo ikke," svarede hun med sin silkebløde stemme. Hun lod hovedet søge en smule på sned og studerede kvindens karakter. Udstrålingen bestod af ledermateriale og at man ej skulle komme kvinden på tværs. Samme med hele den måde hun gik klædt og satte sit hår. Dog var hun en smuk kvinde med pæne og markerede træt i ansigtet. Hun kunne egentligt godt lide hvad hun så. Det var altid rart med noget pænt at kigge på, for grimme mennesker orkede hun ikke at omgå sig med. "Det er vi også. Tvivlen står i, om Anthony i virkeligheden er den ældste," endte hun. Eftersom mørkelveren ikke havde nogen umiddelbar interesse i sagerne og sikkert aldrig ville blande sig, så kunne hun udmærket åbne op for de tanker, der løb mellem vampyrerne. Hun var selv sikker på, at Anthony havde forfalsket sin alder på en eller anden måde, hun skulle bare bevise det, så hun kunne få lederposten igen. Hendes hoved søgte nu den anden vej, mens mørkelveren talte. "Så du har ej været ude de seneste år, kan jeg regne ud," konkluderede hun sagte ud fra kvindens ord. Denne gang rettede hun sig op og lænede sig ind over bordet, mens hun tog en sidste tår af sin drink. "Noget du vil dele hvorfor?"