Let it snow..

[Theodore Jarvis Acheron]

For Theodore var alt sort og hvidt. Han så ikke problemet i at lade dem sidde, hvis hun ikke ønskede de skulle hovere, og hvis hun ikke ville det, så kunne hun jo slippe dem fri. Der var jo ikke nogen som sagde, at hun skulle have noget med dem at gøre senere, hvis hun tog med ham. Og af hvad han så tydeligt kunne fornemme, så var det noget, som hun også havde lyst til? Men ikke kunne? Det var det, som forvirrede ham. Der måtte han erkende, at han var temmelig blank. "Ønsker du ikke, at de skal hovere, så lad dem sidde der. Ønsker du at se dem fri, så slip dem fri," sagde han denne gang. Hun tænkte for meget. Var det ikke bare at skride til handling? Lige hvad det angik, kunne han ikke hjælpe hende. Han ville jo bare gerne se hende tage et valg, og så finde et sted, hvor hun kunne have det godt, for det havde hun tilsyneladende ikke i Maerimydra.
Theodore blev stående. Hun virkede i tvivl. Til start, havde hun nægtet fra starten af, at hun ville have noget med ham og omverdenen at gøre, og nu forsøgte hun at finde en måde, hvorpå hun kunne få det til at gå op i en højere enhed. "Ønsker du en plads, er det også muligt, at finde denne. Tingene kommer ikke bare af sig selv. Man skal kæmpe for dem.. Og det samme skal du," sagde han denne gang oprigtigt. Han ville gerne hjælpe hende. Synd og skam, ville det nemlig være, ikke at udnytte det bare lidt. Hun var en kvinde med ekstremt stort potentiale. "Lad dem gå, og søg med mig til Acheron Landssted, Jarniqa. Jeg kan hjælpe dig til den storhed og den mening, som du søger," afsluttede han denne gang. Det var vel umiddelbart det bedste, som han kunne byde hende.

[Jarniqa Dynithril]

Svært var valget Jarniqa stod overfor. ”Du forstår det ikke..,” sukkede hun. Det gjorde han virkelig ikke. Hvordan kunne han også det med den haltende sjæl han havde? Det var også det der gjorde, at han kunne være haltende at lytte til i visse situationer. Hvad vidste han også om, hvad der skete i en, når man blev tortureret, og når man gjorde det mod andre? Derudover vidste han ikke, hvordan det var at føle sig forladt, som hun havde gjort, inden hun var blevet lukket ind i Maerimydra. At hun ikke kom sovende til en plads i samfundet, vidste hun godt.. men lige nu lå hun i bunden, og den var hård bare at kæmpe sig op af. Igen.. Hvad vidste han også om det? Han havde aldrig været deprimeret. ”Det er lettere sagt end gjort.. Du ved ikke, hvordan det er at skrabe bunden, og at skulle kæmpe sig op derfra,” sagde hun direkte. Det var noget af det hun havde det svært med.. Hvordan skulle hun hive sig op fra nulpunktet? Ikke vidste hun det, når hun aldrig før havde prøvet det. Det var også af den grund, at det hele syntes så skræmmende, og at det bare var lettere at blive her. Læben bed hun ned i. Igen snakkede han så simpelt.. og det var det slet ikke! ”Du forstår det virkelig ikke..,” gentog hun bare. Lukke Lucifer og Valandil ud.. Tilbyde sig selv den hån, som de ville give hende.. Måske ikke finde modet til at forlade byen, så snart hun stod i den igen. Og storhed og mening i hendes liv.. Hvordan vidste han, hvad hun kunne bruge? Det var svært. Der var så mange problematiske faktorer. Hvorfor var der ikke en der kunne tage valget for hende og sige, at det bare var sådan det forholdt sig nu?

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvis det var en ting, der for hende, var for hård at stå ansigt til ansigt med, hvorfor så ikke bare lade dem sidde, og tage med ham? Han gik uanset ud fra, at der var andre i Maerimydra til at tage sig af de kære mænd, som hun havde tvunget med sig dertil, af hvad han kunne forstå, og for ham, var det også det, som han tog til sig, som det vigtigste. "Så forklar dig," bad han denne gang. Det virkede næsten som hun søgte, at han skulle sige noget bestemt og noget særligt, og det kunne han jo ikke, hvis han ikke vidste, hvad det var, hun gerne ville høre.
Theodore rystede denne gang kort på hovedet. "Hvis du ikke ønsker at blive konfronteret med det, så tag med mig, og lad dem sidde," sagde han denne gang. Et enkelt skridt, tog han i hendes retning denne gang, hvor han blev stående med en ganske ulæselig mine, som altid. Der var der virkelig ikke nogen forskel, set fra hans side af. Aldrig havde han oplevet en depression.. aldrig havde han oplevet at ramme bunden, selvom han sikkert havde været dernede mere end en gang, men bare uden at tænke mere over det, hvilket selvfølgelig godt kunne mærkes, men hvad fanden.. Sådan var det jo, og der var ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ej. "Du vendte ryggen til omverdenen før.. så vend ryggen til Maerimydra, og tag med mig," sagde han denne gang. Synd og skam var det, ikke at udnytte de evner og den personlighed som hun havde. Han agtet at finde den kvinde frem, som han kunne huske.. Den som han ikke så ved hende længere.

[Jarniqa Dynithril]

Svagt rystede Jarniqa på hovedet af ham. Igen forstod han det ikke. ”Jeg ønsker ikke at forklare mig, da jeg ikke ønsker at tænke på det, men hvis jeg tager med dig, er jeg tvunget til at tænke på det, da jeg så skal åbne op for mig selv igen,” sagde hun frustreret, som der slet ikke var den snorlige veje, som han ellers gav udtryk for, at der var. Frustrerende var det ikke at vide, hvad hun burde gøre! ”Hvis jeg bare går og efterlader dem her, skal jeg stadig stå til regnskab overfor mig selv,” fastholdt hun. Tydeligt var det desuden for hende, at han ikke forstod, hvad det ville sige at stå til regnskab overfor noget. Frustrerende var det.. Hvis hun gik med, skulle hun nemlig angre, hvad hun havde gjort.. og det havde hun ikke lyst til, da hun frygtede smerten ved det, og den smerte kunne Theodore ikke hjælpe hende med. Stille blev hun stående, som han igen nærmede sig hende. Det måtte uden tvivl være lettere at være ham.. Det holdt hun fast på. Han følte ikke rigtigt noget, og det misundte hun ham for lige nu. Hun ville ønske, at hun var ligeglad med Valandil og Lucifer. Særligt fordi, at de jo var ligeglade med hende. Hvorfor kunne han ikke banke det ind i hovedet på hende i stedet? At hun skulle stoppe med at bekymre sig, fordi de ikke bekymrede sig for hende. ”..Det er ikke kun Maerimydra, som jeg vil ende med at vende ryggen,” pointerede hun. Hun ville også vende dem ryggen, der engang havde betydet noget for hende. Hun ville efterlade dem i en grum skæbne.. Men igen.. De ville ikke have reddet hende ud af den skæbne i retur. Var der ikke en anden end hende der kunne sige det højt, så det ikke kun var hende der tænkte det?

[Theodore Jarvis Acheron]

"Og hvorfor er det så slemt?" spurgte Theodore med en rolig stemme. Først havde folk brokket sig over, at han ikke følte noget.. nu følte han lidt, men det var der end ikke noget plads til i deres liv, og derfor forvirrede det ham også yderligere. Så meget, som hun havde følt dengang, og nu ønskede hun slet ikke at føle noget som helst? Selvfølgelig var det noget, som også påvirkede ham, for han forstod ikke hvorfor hun havde taget de valg i sit liv. Det måtte virkelig have gået ned af bakke for hende det sidste års tid. Det måtte jo være sådan, siden hun havde valgt at forlade livet og tilværelsen for bestandigt, og i stedet søge til Maerimydra, som havde det været et bedre alternativ til hende. "Foretrækker du at stå til regnskab overfor dem, eller overfor dig selv?" spurgte han denne gang. Oprigtigt forsøgte han rent faktisk at finde ud af, hvad det var hun ville, så han selv ikke endte med at stå i en ubehagelig situation. Dog måtte han stå fast ved en ting: Han agtet at få hende med sig, og det alene, kunne heller ikke gå hurtigt nok.
Theodore blev denne gang stående overfor hende. Skulle han lægge pres på, for at få hende med sig? Et sted, ville hun gerne. Han kunne jo mærke det på hende, men han ønskede at se hende udrette mere, end det, som hun gjorde ved denne handling. Det derimod, var noget, som hun virkelig fortjente. "Det er det liv her, du vil vende ryggen. Jeg kan byde dig på mere i mit hjem i Acheron Landssted, end hvad et mørkelvisk folk vil kunne.. Jeg ønsker at se dig blomstre, Jarniqa.. Det er ikke hvad jeg ser nu," sagde han denne gang, som han oprigtigt mente det. Hun var jo en skygge, af den kvinde, som han havde set i udgangspunktet.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa stirrede på ham. ”Fordi det gør ondt. Indeni,” sagde hun ligeud. Ikke forstod han det, og ikke kunne hun forklare det bedre, som det så ud nu. Svært var det også, når det hele endnu var så tæt på hende, og når Theodore vidste så lidt om menneskelige følelser, som han gjorde. Hun tog en indånding, som han spurgte ind til, hvem hun ville stå til regnskab for. ”For mig. De to mænd er ligeglad med mig.. De ville lade mig i stikken, hvis det kom dertil. Det ændrer dog ikke på mig som person,” sagde hun direkte. Frustrerende var det. Hun vidste, at hverken Lucifer eller Valandil ville se tilbage efter hende. Det ændrede dog ikke på det faktum, at hun ville se tilbage efter dem. Det var det der gjorde det hele så forbandet svært! Frustrerende var det at føle, at hun var den eneste der følte. Det gjorde, at hun betvivlede, hvad hun skulle gøre.. Skulle hun følge sin egen moral og være den eneste, eller følge de andres, og blot være selvisk? Det var jo det det kom ned til. Blikket vendte hun bort igen. Han talte så lokkende.. Hun blomstrede ikke her, og han ville sørge for, at hun blomstrede hos ham. Det var allerede at tilbyde hende mere, end hvad andre havde gjort. De andre havde jo blot ønsket, at hun skulle holde sig fra Maerimydra, men ikke havde de haft lyst til at være ved hende efter. ”..Men Valandil og Lucifer?” sagde hun tvivlsomt. Til at mærke var det, at hun var fristet. Hun vidste bare ikke, hvad hun skulle stille op med de to mænd, som endnu var i Maerimydra. Var de tjent med at blive der? Var de tjent med at blive frelst? Det var spørgsmålet..

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore lod denne gang hovedet søge en kende på sned. Skulle han have ondt af hende? Det vidste han ærlig talt ikke, hvordan man havde. Han trak vejret dybt. "Det bliver vel bare værre over tid?" spurgte han. Han kunne ikke forestille sig, at det skulle være særlig behageligt, når hun nu gik og skubbede det sådan fra sig, som hun gjorde. Han selv ville bare se hende blomstre, og det var ikke hvad han så i øjeblikket, hvor hun tvært imod, var en kvinde, som han fandt vissen. Hun var visnet, som aldrig før, og det i hans øjne, var en skam i meget stor stil. "Hvis de vil køre sådan på dig, så lad dem sidde her, og tag selv derfra," sagde han denne gang. Han kunne virkelig ikke se noget problem i det. Det handlede vel et sted bare om at gøre det? Og det var også sådan, at han havde det med dette. Bare gøre det.. og komme derfra, og det kunne jo heller ikke ligefrem blive nemmere end det! Hvis de var så ligeglade, så hvorfor lægge noget fokus på dem? Hvorfor tænke på dem, om det ikke var gengældt? Denne gang rakte han hende en hånd. Han ville have hende med sig. For ham, var det nu blevet et mål at få hende med sig, for at lade hende blive her på stedet, var på ingen måder noget, som ville komme på tale i det hele taget! "Hvis de alligevel intet godt vil dig, så lad dem sidde her," fastholdt han denne gang, som han oprigtigt mente, at det var det, som hun fortjente. Hun fortjente da uden tvivl bedre, end hvad de gav hende, og igen, så ønskede han kun at se hende blomstre. "Tag med," opfordrede han denne gang. Han ville ikke lade hende blive her uanset. Særligt når han vidste, at hun kunne bedre.

[Jarniqa Dynithril]

”Hvor betryggende,” sagde Jarniqa med sydende sarkasme. Det ville kun blive værre for hende herfra? Ih.. Sikke en hjælp! Ikke ønskede hun at få det værre, som tanken om at åbne op for sine følelser var slemt nok. Selv frygtede hun nemlig, hvad der ville ske med hende, når hun engang åbnede fuldt op for sine følelser igen. Hvad ville ikke vælde ind over hende? Hendes smaragdgrønne blik faldt tilbage op ham. Tag herfra. Hun vidste, at Lucifer og Valandil blot ville køre på hende, hvis ikke hævne sig på hende. Lucifer havde måske sagt noget om at elske hende, men ikke troede hun ham. Ikke med de handlinger, som han havde gjort sig. Intet sagde hun. Hun så blot på ham og tænkte. Burde hun tage med ham? Begynde på en frisk igen igen? Leve under hans velstand, og lade sig træne af ham igen? Måske udskifte magikeren i sig med warlocken? Eller skulle hun blive her? Gøre, som hun egentligt havde planlagt? Var hun svag, hvis hun hoppede fra nu? Hvilken vej var den forkerte, og hvilken vej var den rigtige? Hun stirrede på ham. Nu rakte han hende tilmed sin hånd. Skulle hun tage den? Og igen sagde han, at Lucifer og Valandil ikke var det værd.. Blikket tog hun kort fra sig. Hun så sig tilbage mod skoven. Hun vidste at Maerimydra gemte sig derinde. Hun havde boet der et halvt år nu. Tag med. Hendes blik faldt tilbage på ham. Om hun trak vejret eller ej, vidste hun snart ikke, men hun trådte frem mod ham. Her lod hun sine slanke fingrer lukke sig om hans hånd. Egentligt en ganske uvant følelse. Intet sagde hun, men hun gav ham et nik med hovedet. Han kunne føre hende herfra.

[Theodore Jarvis Acheron]

Tingene blev da værre, hvis man ikke gjorde noget ved dem. Det var da noget, som enhver vidste? Desuden var det også noget, som han havde set og reageret på selv, og særligt nu, hvor han også havde fået muligheden for at gøre det. Hans blik hvilede på hende. "Er det da ikke sandt?" spurgte han denne gang. Han ville gerne have hende med derfra. Selvom han ikke sagde det, vidste de nok begge at det valg hun havde taget hvad angik Maerimydra, var forkert, men det var slet ikke noget, som han skulle blande sig i.
Denne gang tog hun rent faktisk om hans hånd. Han sendte hende et kort, men tilfredst smil. Han skulle nok vise hende, at hun fortjente det bedre, og at hun var det bedre værd. Muligt var det nemlig at bytte warlocken ud ved hende, hvis hun valgte at åbne op for mørket, og han vidste, at han sagtens kunne, om det skulle være det. Grotesk som det end var, så var det noget, som han gerne ville give hende. Han ville nemlig hellere se hende blomstre, fremfor at visne, som hun havde gjort denne gang. Han nikkede og lukkede derfra også grebet mere omkring hendes hånd, som derfra et tydeligt tegn til at hun ikke skulle slippe den. "Hold fast i mig," sagde han denne gang, hvor han lod den mørke dis omlægge sig - ikke bare ham, men også hende, hvor de inden længe, forlod stedet, som havde de aldrig været til stede.

//Out