Let it snow..

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa Dynithril

---

Det var hen på eftermiddagen. Selv på trods af dette, var det fuldstændig mørkt i Dvasias. Solen var skjult bag et meget tæt skydække, og den hvide sne, dalede ned over hele landet. I dag, var det en af de særligt kolde dage, hvor Theodore alligevel havde valgt at begive sig udenfor, kun fordi at han havde brug for det. Kulde havde aldrig været en ting, som han havde haft det mindste imod, og nu hvor han stod i det, var han bare ekstra meget bidt fast i det, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.
Det knaste under hans fødder i takt til hans skridt. Der havde allerede lagt sig et lille lag under ham. Han bar den tykke kappe, mest for at bibeholde varmen, da den i denne her tid, virkelig var nødvendig. Ikke var han isdæmon, som kunne holde til kulden, og ej var han en ilddæmon, som kunne hæve sin kropstemperatur, så han var jo.. menneskelig, set i den forstand, og selvfølgelig var det ligeledes også noget, som efterlod sine klare spor på ham.

Theodore stoppede op for et kort øjeblik, da han hørte lyde i skoven, som han i øjeblikket, måtte færdes omkring. At han i den forstand, også måtte være i nærheden af Maerimydra, var ikke noget, som han vidste.. Det samfund havde aldrig rigtigt vækket nogen former for interesse fra hans side af, så selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes. Nu hvor hans egen søn, var taget til Imandra, og havde indtaget pladsen som hersker der, og hans svigerdatter var taget som fange af Kimeya, vidste han, at det nok kun var et spørgsmål om tid, inden en anden krig måtte bryde ud. Det handlede vel bare om at se, hvem der gjorde det første træk?
Ikke var der så meget, som en mine at spotte i Theodores ansigt.. Sneen dalede ned over ham, og ladede mod hans hår, og hans ansigt, som i sig selv, ikke afslørede nogen former for følelse. Selvom han endnu havde lært en smule, var det meget, som stadig for ham, var et kæmpe spørgsmålstegn.

[Jarniqa Dynithril]

Smuk var den. Den kridhvide sne. Så smuk og så ren. Ikke just, hvad Jarniqa følte sig. Hun havde ændret sig, og alligevel var hun i konflikt med sig selv. I et halvt år havde hun nu levet iblandt mørkelverne, og noget havde det gjort ved hende. Hendes krop var fuld af ar, hvor den førhen havde været uberørt. Hun var nu en kvinde, samt hun havde gjort væmmelige ting, så ren var hun ikke længere. I konflikt var hun dog kommet med sit nye jeg.. Selv spekulerede hun på, om det hun gjorde var korrekt eller ej, og nervøs gjorde det hende. Hvis hun hoppede fra, måtte hun åbne op for sin samvittighed igen, og ville hun overleve det, med det hun havde set og gjort? Hvis hun stod ved, måtte hun helt lukke af for den person, hun egentligt var og det betød, at hun måtte fortsætte hårdnakket.
Lidt længere fra Maerimydra havde Jarniqa bevæget sig i dag. Hun var ikke længere i skoven, men derimod i udkanten af den. Ved de sidste træer gik hun, hvor hun længere fremme kunne se, at søen var blevet tildækket af et tyndt lag is. Unaturligt og mystisk så det helt ud, som vandet nedenunder ikke var blandt, men derimod blæksort. Hvad hun derimod kunne ser længere fremme var Theodore Acheron. Hun stoppede op. Sidste gang hun havde stået overfor en gammel bekendt, havde det endt i åben kamp.. Ville det ende således igen? Hun kunne ikke benægte, at det som regel endte sådan mellem hende og Theodore, når de ikke kom overens. Hun kiggede på ham. Hendes gamle læremester. Han havde vel også været den mest succesrige med hende? Burde hun hilse på ham? Hendes gamle jeg ønskede det.. Hun savnede ham vel et sted. Særligt som han var en der reelt set ikke havde gjort hende noget. Hun havde blot været utilfreds med et af hans svar. Hvordan burde hun hilse ham? Hun kunne ikke undgå at ønske at imponere.. Hun kunne sagtens ty til det mørkelviske. Få en rod til at vokse, så han uset ville snuble over den grundet sneen. Det var dog ikke det hun ville. Med Theodore var det det magiske der interesserede. Hun fokuserede på den dalene sne over ham, og langsomt skete der også noget. Sneen faldt, men ikke længere på ham. En usynlig paraply dækkede ham, så sneen kun faldt omkring ham. Opdagede han det mon?

[Theodore Jarvis Acheron]

Sneen var en skønhed i sig selv. Af hvad Theodore havde ladet sig fortælle om ikke andet. Han selv, så nok ikke rigtigt noget i det, måtte han indrømme. Den kom fast hvert eneste år, så det skønne fra hans side af, var nok faldet af, for virkelig mange år siden. Han havde ikke leget i det i.. ja, guderne måtte vide hvor mange år. Det havde aldrig indbydet til noget som helst for ham.
Mørket gjorde ham intet.. Stilheden gjorde ham intet, da han i forvejen udmærket godt vidste, at der måtte være andet i det, end som så. Han smilede kort for sig selv. Den lille andel af en sjæl, som han havde fået, gav ham ikke meget, men det gav ham da lidt mere mimik, end hvad han havde været indehaver af tidligere. Ikke forstod han sig på følelser, selvom enkelte af disse, også var dukket op fra tid til anden, men hvad.. Han levede jo bare livet, som han altid havde gjort.
Sneen som pludselig søgte udenom ham, som havde en usynlig paraply lagt sig over ham, fik ham kort til at trække på smilebåndet. Magien kunne han føle.. han kunne fornemme den, men derimod også godt mindes den. "Du er langt fra, hvor jeg forventede, at finde dig," fortalte han denne gang. Ordene fløj egentlig bare over hans læber, inden han langsomt drejede hovedet i retningen af, hvor han nu vidste, at Jarniqa måtte gemme sig. Han forholdt sig denne gang i ro. Selvom man ikke kunne sige, at deres forrige møde, var gået særlig godt, var han kommet videre. Han var ikke sur eller noget lignende.

[Jarniqa Dynithril]

Underligt var det at se Theodore igen, og særligt det at se ham her. Glædede det hende? Irriterede det hende? Sandheden var vel nok, at han var den der havde haft størst succes med hende. Særligt havde deres forhold været, men han var også en ganske særlig mand. Hun havde altid været fascineret af ham, og han havde været hende en dygtig læremester. Måske var det også derfor, at hun på magisk vis henvendte sig til ham i dag? Stille stod Jarniqa et godt stykke fra ham, som han tilkendegav, at han genkendte hende.. Allerede inden, at han kastede blik på hende. "Har du ledt efter mig?" spurgte hun direkte. Hun vidste, at hun skulle være direkte med ham.. ellers kunne det til tider være som at tale med en dør. Sandsynligt forekom det hende dog ikke, at han ledte efter hende.. Eller gjorde det? Sidst de havde set hende, havde hun spurgt, om hun måtte bo hos ham for evigt.. og så havde hun flygtet. Derudover havde hun også kastet op ud over ham. Måske ikke hendes allermest stolte øjeblik. Opmærksomt så hun i hans retning. Ikke smilede hun. Den seneste måned var hun nemlig blevet straffet hver gang, at hun havde udvist en følelse. Det var Lucifer skyld i. Den mand, som havde været hendes kæreste, og som nu var Tatianas legetøj. Om Theodore ville lægge mærke til hendes manglende mimik, vidste hun ikke. Han havde altid sagt, at hun havde været ham letlæselig, fordi hun havde været så tydelig i sine følelser.. så måske han savnede det nu? Eller også var han blot ligeglad. Det kunne i princippet også ligne ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hun henvendte sig til ham ved hjælp af magi. Var det et forsøg på at vise, at hun stadig kunne? Eller for at vise ham på den mere 'acceptable' måde i hans verden, at hun rent faktisk var der? Dog, kunne han ikke sige, at han havde søgt efter hende, også selvom hun havde krydset hans tanker fra tid til anden. Særligt efter at efterlysningen var sendt ud af hende, og den unge mørkelviske mand, som skulle have været sammen med hende. "Nej," svarede han oprigtigt denne gang. Når hun var direkte, fik hun direkte svar igen.
Hvorfor Jarniqa blev stående i skyggerne, forstod han ikke, også selvom han denne gang blev stående. Igen, fordi at det sidste sammenstød de havde, nok ikke ligefrem havde været det mest heldige, så var det bare et af slagsen, som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved nu, og ikke havde han tænkt sig, at gøre det. "Hvad er din grund til at blive stående i skyggerne?" Altid havde hun været ham en kvinde, som ville frem og se verdenen, og nu gemte hun sig? Da han jo heller ikke var klar over, hvad der var hændt hende igennem hendes liv, var det nok heller ikke ligefrem underligt. Hovedet lod han søge mod den anden side, mens han spejdede i hendes retning, nu hvor han vidste, at hun var der. Svagt knyttede han næverne. Noget var forandret ved hende, og han kunne ikke ligefrem sætte en finger på helt præcist, hvad det skulle være. Men det var en udvikling, som han ikke brød sig om. Det lignede hende på ingen måder at gemme sig sådan.

[Jarniqa Dynithril]

Nej. Kort og kontant var svaret, og det var typisk Theodore. Der var ingen slinger i valsen med ham. Han var blot begyndt at stille mere uddybende spørgsmål efter, at han havde fået en gnist af sin sjæl tilbage. En gnist der havde irriteret Jarniqa den sidste gang, de havde set hinanden, som hun ikke havde haft behov for, at han havde interesseret sig for hendes liv der, og ville have spillet fornuftig. Ikke kommenterede hun sagen yderligere. Det var der igen grund til. Ligeså vidste hun, at hun ikke behøvede at tolke på hans ord, da han helt sikkert bare ikke havde tænkt over tingene. Hvad hun derimod kunne svare på var, hvorfor hun ikke bare trådte frem. Sandheden var jo, at hun slet ikke burde ønske at tale med ham.. Hun burde være ligeglad, da hun burde forkaste sine følelser for folk. Særligt fordi, at hun vidste, at hun ville blive pisket hårdere, hvis en mørkelver vidste, hvad der lå til grund for hendes og Theodores tale. Svagt trak hun på skulderen. ”Der er intet tilbage for mig på den anden side,” endte hun blot med at svare, og sandt var det jo også. Den verden, som Theodore var en del af, havde været ubarmhjertig ved hende. Derfor havde hun nu taget chancen med mørkelverne. De gjorde tingene på en helt anden måde, end hvad hun nogensinde havde troet mulig, så forsøget værd var det uden tvivl. Den grønne kappe trak hun nærmere om sin slanke skikkelse. Som sneen dalede ned fra himlen, og gav jorden et tyndt tæppe, sank temperaturen også. ”Du er et godt stykke hjemmefra,” kommenterede hun nu. Hvad lavede han her? Han havde allerede gjort det klart for hende, at han ikke søgte hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Stillede man et meget konkret spørgsmål, fik man også et meget konkret svar hos Theodore. Dette var jo ikke noget undtag. Selv på trods af den lille del af en sjæl, som han havde fået, gjorde det ikke den store forskel for ham.. Andet end at han var begyndt at tænke det mere på egen hånd, uden egentlig at vide, hvad det gjorde ved ham på sigt. Han blev stående, selv da hun blev i skyggerne. Nej, han havde ikke søgt efter hende. Skulle han have gjort det? Han betragtede hende sigende. Der var noget ved hende som kvinde, som han ikke vidste, om han kunne lide eller ikke, og selvfølgelig kunne det da godt mærkes.
Verdenen havde været ubamhjertig overfor hende? Det var en del af livet.. Det havde jo alle dage været ubamhjertig ved ham, og af den grund havde han jo aldrig valgt at forlade stedet eller den verden. Nu vidste han absolut intet om mørkelvernes, men han vidste, at det ikke var særlig velset af nogen fra den verden, som han kom fra. "Hvad er sket dig, siden du har taget den tragiske beslutning?" fortsatte han denne gang. Han var blevet bedre til at holde en samtale kørende, fremfor at svare, og lade det være det. Der var bare noget ved det her, som han ikke brød sig om, og det var han nu heller ikke bange for at lade hende vide. Han holdt håndfladen op, hvor han denne gang skabte en klar flamme, som han lod svæve foran sig. Bare for at gøre det mere synligt for ham, at se hende. "Det er jeg.. Kom frem," bad han denne gang. Det lignede hende slet ikke at stå og gemme sig i skyggerne.

[Jarniqa Dynithril]

Tragiske beslutning.. Der var den igen. Sjovt var det, at alle fandt hendes beslutning tragisk, men ingen havde været interesseret i at hjælpe hende inden da. De havde været ligeglade, indtil hun havde taget en beslutning, som de åbenbart ikke havde bifaldet. Koldt blev hendes blik. Ikke kunne hun bruge en pludselig utilfredshed til noget. Hvis de mente, at dette var en forkert vej for hende, burde de have taget hånd om hende noget før. ”Det er ikke tragisk,” svarede hun afvisende. Engang havde hun håbet, at nogen ville have kommet efter hende, men da hun havde sandet, at folk var ligeglade, havde hun stoppet med at tænke sådan. Blandt mørkelverne var hun ønsket.. På deres egen særprægede måde. Det var hun ikke i den anden verden. Der var hun kun ønsket, når hun kunne misbruges. Tavst så hun i hans retning, som han fremmanede en flamme. Varm måtte den helt se ud ved siden af den hvide sne. Rød og brændende. Hun skulle komme frem? Burde hun gå ham i møde? Hvad ville det gavne? Ville han blot stemple hende som dum, som det Valandil og Lucifer havde gjort? ”Hvad laver du her?” endte hun med at spørge ham, alt imens hun valgte at nærme sig ham. På trods af de skader, som hendes krop var blevet påført, bar hun sig stadig frem med en elvers ynde. Smuk var hun endnu, og rifterne og hævelserne i hendes ansigt havde heldigvis lagt sig. Dækket var hendes krop af de elviske klæder, og derfor kunne man ikke se hendes blå mærker og piskeslag. Rask var hendes arm desuden mere eller mindre efter, at den var blevet brækket. Det var endnu ikke de vilde armbevægelser, som hun kunne lave med den, men bruge den kunne hun. Tavst stoppede hun op ikke langt fra ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

En tragisk beslutning var det i Theodores øjne. Det havde det været, siden hun havde valgt at søge bort fra hans hjem, hvor han havde valgt at huse hende, men hun selv havde afvist. Det var naturligvis hendes beslutning, men ned af bakke, var det tilsyneladende gået hende siden det, og det i sig selv, måtte han jo erkende, var tragisk i hans øjne. Intet mindre, kunne man sige. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Hvorfor ikke? Du ser ikke ligefrem glad ud," kommenterede han. Han kunne se og fornemme mørket i hendes sind.. Det var ikke det, som han mindes at have set i hende, når de havde tilbragt tiderne sammen.
Flammen lod han danse foran ham. Det varmede godt her i kulden, for ikke at glemme, at det gjorde det nemmere for ham at se, og særligt her i mørket. Hvad han lavede der? Det var et af de steder, som han igennem sit liv, havde tilbragt meget tid. "Jeg kan lide at være her," sagde han denne gang med en oprigtig stemme, som han denne gang lod hovedet søge på sned. Han havde svært ved at uddybe det yderligere. Han betragtede hende med en ganske rolig mine, da hun denne gang kom tættere på ham. Noget var ved hende, som han ikke kunne sætte en finger på. Men igen.. nu havde han aldrig været god til den slags. "Der er noget forandret ved dig, Jarniqa," sagde han denne gang. Han brød sig ærlig talt ikke om at se den kvinde, som hun var blevet til, når han nu kunne mindes den, som hun engang havde været.

[Jarniqa Dynithril]

Brynene rynkede Jarniqa. ”Burde jeg da være særligt glad over noget i dag?” spurgte hun i stedet. Jovist det var længe siden, at hun havde været glad, som hun engang havde været, men ligegyldigt var det også. Damien havde engang gjort hende glad, men han var gladere for hendes moder end for hende, så han havde valgt kun at koncentrere sig om hendes moder. Theodore havde engang gjort hende glad, men han havde presset hende væk med de forkerte ord sidst de havde set. Lucifer havde engang gjort hende glad, men han havde vægtet sin familie højere end hende. Ja, alle der havde gjort hende glade havde svigtet hende, så hvorfor lade sin glæde afhænge af andre? Det gav ikke længere mening for hende. ”Så burde jeg måske ikke forstyrre,” endte hun med at sige. Hvis han kunne lide at komme her, kunne han nok godt lide at komme her alene.. og det forstyrrede hun jo logisk nok med sin tilstedeværelse. Armene lod hun glide over kors. Der var noget forandret over hende? Kunne det virkelig komme bag på ham? Det var vinter nu, og de havde sidst set hinanden i foråret. Tiden gik jo, så selvfølgelig var hun forandret! ”Det er snart et år siden sidst.. Burde en forandring ikke være normal i det tidsrum?” spurgte hun direkte tilbage. Hårdere i sine udtalelser var hun blevet siden sidst, men et hårdere liv havde hun også fået. Gad vide, hvad Theodore mente om det? Selv havde hun trods alt fået et indblik i, at han godt kunne lide tortur.. men kunne han lide det, når det blev brugt som en træningsform på hende? Hans træningsmetode havde jo alligevel været noget anderledes, end hvad mørkelvernes var.. Faktisk havde hun også altid nydt hans træningslektioner.

[Theodore Jarvis Acheron]

Minen forblev fuldstændig uforandret hos Theodore, selv ved Jarniqas hårde udtale. Han gik vel ud fra, at det ville få hende til at smile, når man fandt sig til rette i sin nye tilværelse, men selv ikke det, synes hun at have, og det var det, som han bed sig fast i. "Det må du jo fortælle mig. Man vil vel gå ud fra, at en forandring fra det ene eller det andet, skulle være til det bedre," sagde han denne gang. Hans blik hvilede på hende. Ikke så han det iver og den begejstring i hendes øjne.. Eller hvad det nu var. Det var den gnist, som han manglede.. Det desperate behov for at lære. Selv det måtte være væk i øjeblikket, og den kvinde, som hun engang havde været med så meget potentiale. Det var da synd og skam, ikke at udnytte det, når det endelig dukkede op. Det var sådan, at han havde det.
"Du forstyrrer skam slet ikke," afviste Theodore blankt ved hendes udtale. Hænderne foldede han let over ryggen, uden at slippe hende med blikket. Den kvinde som hun var blevet til igennem det sidste år, var ikke en kvinde, som han kunne genkende. Denne gang, var det elevatorblikket, som han måtte skænke hende, kun fordi at han selv ikke var overbevist om, at det var det bedste for hende. "Du har valgt at vende verdenen ryggen, og blevet en mørkelver.. Ikke sandt?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Ikke at det var et valg ,som han ville bifalde, men igen, så var det jo ikke hans valg at tage.

[Jarniqa Dynithril]

I daglig tale sagde man, at forandringer var til det bedre. Det ville Jarniqa dog også mene, at dette var. Inden hun var kommet til Maerimydra, havde hun følt sig fortabt og ked af det. Nu følte hun sig nærmere hård, og det måtte for hende være et fremskridt. ”Denne forandring er også til det bedre,” sagde hun fast. Hun havde allerede diskuteret dette en million gange.. Trættende var det. Hvis folk virkelig fandt det så slemt, burde de have kæmpet det mere for at fastholde hendes gamle jeg. Det havde de dog ikke været spor interesseret i. Som han sagde, at hun ikke forstyrrede, blev hun stående.. Dog kunne hun ikke finde ud af, og hun i virkeligheden burde gå. Igen vidste hun jo, at hun i bund og grund talte med Theodore af personlig interesse. Særligt fordi, at hun havde henvendt sig til ham på den måde, som hun havde gjort. ”Ja,” svarede hun ærligt, som han konkluderede, at hun havde valgt at blive mørkelver. ”At leve som magiker I Banayad, anså jeg ikke for at være en mulighed.” Aldrig havde hun haft et bånd til magikerne. Kun magien. Hun havde for eksempel altid brudt sig mere om Theodore, der var warlock, fremfor hendes egen fader, der var magiker, som hende selv. Derfor havde hun ikke anset det som en mulighed. Der ville hendes fader med garanti også have søgt hende, og det havde hun jo på ingen måde ønsket. Maerimydra var derimod et sted, som ingen havde ledt efter hende. Derfor havde hun fundet det utroligt passende. Hun havde jo ønsket at starte et nyt liv.. og det havde også gået sådan, indtil Tatiana havde bragt Lucifer ind. Nu var det hele blot … mærkeligt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore tog det ikke op, for at diskutere med hende, men derimod for at finde ud af om hun egentlig var glad for den beslutning, som hun havde taget, eller om det var et valg, taget, fordi hun ikke havde haft andet? Hans blik stirrede intetsigende på hende. Lige hvad det angik, var der nemlig ikke nogen stor forskel, og han havde skam heller ikke ligefrem tænkt sig, at give efter for det. "Er du tilfreds med den?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Han selv var jo bare nysgerrig, for hvis hun var glad for det valg, så var det vel også fint nok?
I forvejen vidste Theodore jo godt, at han ikke havde nogen grund til at blande sig, eller nogen ret for den sags skyld, men derfor agtet han nu at gøre det alligevel. Hun opfordrede ham til videre samtale.. og han ville jo gerne vide, hvad hun havde lavet, siden deres mindre sammenstød. Denne gang tog han de sidste skridt mod hende, så de næsten endte med at stå overfor hinanden. "Nogensinde overvejet en tilværelse som warlock i stedet?" spurgte han denne gang. At rende rundt og bruge magien for at hjælpe andre.. Det var spild af evner og talenter, som han vidste, at hun havde. Maerimydra, var ikke just et sted, som han havde forestillet sig, at hun skulle være. Han vidste, at hun var meget mere værd, og hvorfor være et sted, hvor man ikke kunne udfolde sig magisk? Det var virkelig at lægge bånd på sig selv! Og selv i hans ligegyldige øjne, var hun uden tvivl mere værd, end hvad hun ellers gav sig selv credit for, på et sted som det her.

[Jarniqa Dynithril]

Skulle hun lyve? Skulle hun sige sandheden? Det var jo Theodore.. Ham havde hun altid kunnet komme til. Han havde af uforklarlige årsager altid set noget i hende og budt hende velkommen.. Problemet var bare, at Theodore ikke var en del af hendes liv længere. Han havde været en del af den Jarniqa, som hun nu forsøgte at glemme. Jovist, at hun altid havde haft det godt med ham – hvis man så bort fra de teenageopgør, som hun til tider havde haft overfor ham – men da hun havde været ved ham, havde hun følt, og nu vidste hun, at følelser gjorde ondt. ”Sagde jeg ikke, at det var til det bedre?” fastholdt hun. Ikke måtte hun tvivle.. Hvis hun tvivlede, skulle hun åbne op for sin samvittighed igen.. og ville hun overleve det? Det kunne hun ikke snakke med Theodore om. Det ville han aldrig forstå. Ingen ville forstå det, som hun havde været igennem. De havde ikke gjort det før, og de ville bestemt ikke gøre det nu! Automatisk rankede hun sig, som han valgte at nærme sig hende. Velkendt var det helt at stå med ham igen.. og dog var der sket så meget. Brynene rynkede hun. ”Jeg er født halv magiker og ikke halv warlock. Du kan vel se, hvorfor det ikke er muligt?” lød det direkte fra hende. Skulle hun mon tolke hans ord, som ønskede han hende hjem til sig igen? Enten for at træne hende, eller for at hun skulle træne ham i følelser? Det sidste gik nok ikke længere.. Hun havde været glad for efterspørgslen før, men nu ønskede hun ikke at have noget med det at gøre længere. Lige nu og her ville hun nemlig helt ønske, at hun var den uden en sjæl.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke forandrede Theodore mimik på noget tidspunkt, hvor han denne gang, egentlig bare blev stående overfor hende. Hun kunne jo komme og fortælle ham, om det var til det bedre. Dog måtte han jo sande, at han langt bedre kunne lide den gnist, som hun engang havde haft i sine øjne, men hvad.. Det var jo ikke hans problem, så han kunne jo i princippet være ligeglad. "Jeg er ikke overbevist," sagde han blot, uden at se bort fra hende. Det var ikke fordi, at han havde tænkt sig, at gøre noget større ved det. Det var jo ikke nogen videnskab, at søge til de steder hvor man følte, at man kunne være til, og særligt, hvis man ikke havde andet.
Det var muligt at hun var en født magiker, men af den grund kunne magien vendes. Det havde hun vel aldrig tænkt på? Og nej.. selvfølgelig var det ikke noget, som hendes kære fader havde fortalt ham. Han trak svagt på den ene mundvig. "Gør det nogen forskel? Magi er magi.. Lys eller mørk, så kan det altid vendes," sagde han denne gang, hvor han kort trak på skuldrene. Han ville bare mene, at det var synd at lade alt det potentiale gå til hundene, ved at rende rundt herude. Han lod hovedet søge kort på sned. Ville hun mon tillade det? Hånden hævede han derfor, kun for at lade den glide mod hendes kind og kæbe, som han hævede mod sig. "Du er fyldt med magisk potentiale, Jarniqa.. Som jeg altid har sagt.. Så ved du, at min dør er åben.." Med disse ord, slap han hende igen. Han så ikke nogen grund til at rende rundt og være vred på baggrund af noget, som tidligere var sket med teenageoprør og sammenstød. Han var for længst kommet forbi dette.