Let it snow..

[Jarniqa Dynithril]

Han troede hende ikke.. Hvorfor var der ingen der troede hende?! Dybt frustrerende var det! De eneste der accepterede hendes valg var mørkelverne.. Var det derfor noget under, at det var dem hun hældte til? De eneste der lyttede og godtog? Jarniqa rystede svagt på hovedet af ham og alle andre. ”Tror du virkelig, at en sten ved bedre, hvad der er bedst for mig, end hvad jeg selv gør?” spurgte hun sigende, hvor hun med sten, mente ham. Han havde måske fået en gnist af sin sjæl tilbage, men stadig var det ikke mere end det. Hun havde derimod en hel en. Hun måtte derfor vide langt bedre end ham. Hvad der dog gjorde hende mindre fjendsk og mere nysgerrig, var hans ord omkring magi. Forvandlingen fra lys til mørke. Tænderne bed hun sammen. Hvad skulle hun mene om det? Hun var magiker.. Halv magiker, og det havde hun altid været. ”Hvorfor skulle jeg ønske at vende det? Hvem siger, at det ikke bare er din egen egoisme der spiller ind?” spurgte hun direkte. Han havde aldrig før talt om det.. Hvorfor så nu? Nu hvor, at de ikke længere arbejdede sammen? Stiv blev hun, som han pludselig rørte hende. Engang havde det været ganske normalt, men nu … aldrig. Kun når hun gjorde det godt i forbindelse med sin træning, og træning var dette ikke just. Kort var berøringen dog. Som hans hånd forsvandt, og som han tilbød, at hun flyttede tilbage til ham igen, vendte hun blikket bort. ”Jeg kan ikke gemme mig i dit hus for evigt, Theodore,” endte hun med at sige. Hun havde brug for mere end bare et hus.. og igen.. hun kunne ikke begynde at tænke i de baner, som han ville have hende til!

[Theodore Jarvis Acheron]

Altid havde Jarniqa været en standhaftig kvinde med sin egen mening, hvilket Theodore også altid havde været meget betaget af. Nu stod han i denne situation, og han måtte jo sande, at han ønskede andet for hende, end hvad hun selv skænkede sig i form af rum til udvikling. Det her ville da kun låse hendes magi mere fast, end hvad godt var, for hun gjorde vel ikke brug af det, i den forstand, som hun havde gjort tidligere? "Jeg formoder at du mener mig," begyndte han. Nej, han havde måske ikke nogen anelse om, hvad pokker hun havde lavet i sit liv, men han kunne jo se, at det næppe havde været godt for hende. Han rystede kort på hovedet. Fint, det var jo i det tilfælde, ikke en sag, som han skulle blande sig i.
Hvorfor troede hun altid at han handlede af egoistiske årsager? "Jeg ved hvad du kan præstere, og det er mere end bare en usynlig paraply om hovedet på folk, Jarniqa." Hans strøg over hendes kind var kort.. Men det var en helt anden kvinde, som vendte blikket den anden vej, som havde hun været.. forarget eller påvirket af hans berøring. Hun kunne ikke gemme sig der, nej.. Men det ville da give hende et sted at være, omkring ham, som rent faktisk ønskede, at hun var der. Han trak vejret dybt. "Du vil hellere bosætte dig i en skov med et folk, som er kendt for at torturere og lemlæste, end at bo i et stort mansion hos mig, hvor du kan få lov til at øve magien og blive bedre og stærkere?" spurgte han denne gang. Sort på hvidt, måtte han se alle tingene. Det havde han alle dage gjort.

[Jarniqa Dynithril]

”Korrekt,” svarede Jarniqa igen kort for hovedet. Tidligere ville han ikke have svaret således igen. Tidligere ville han have svaret i stil med; at en sten var en sten. Et naturprodukt, og ikke et væsen. Nu tænkte han dog lidt længere end det. Han forstod hentydninger bedre, frem for slet ikke at ænse dem. Hvis ikke det var fordi, at hun havde kendt ham før og efter det med sjælen, ville hun nok have fundet ham dum, men nu vidste hun derimod det mere. Skarpt måtte hun se på ham. ”Du svarer ikke på spørgsmålet,” sagde hun direkte. ”Hvorfor skulle jeg ønske at være warlock, frem for magiker?” Det kunne da kun være af egoistiske årsager, fordi han selv var det! Man kunne måske også vove og påstå, at han tidligere havde forsøgt at skubbe hende i den retning? Det var nemlig en mørkere form for magi, som Theodore havde lært hende, end den smule, som Salvatore havde ønsket at lære hende. Derudover var der også det faktum, at hendes faders forsøg på det havde været direkte kedsommeligt.. Mere fremtræden blev hendes kæbelinje, idet han talte om tortur og lemlæstelse. Kunne han mon tænke så langt, så han kunne gætte, at dette allerede var hændt hende? ”Styrke ses på i forskellige former. Du mener, at styrke kommer igennem magien, og mørkelverne mener, at det kommer igennem det kroppen kan udholde. Hvorfor skal den måde være den forkerte og ikke din?” spurgte hun direkte igen. Meget havde hun oplevet det seneste halve år. Meget havde hun udholdt, og mange grænser havde hun fået rykket. Chokerende var det helt, hvor meget smerte man kunne modtage, uden at man knækkede sammen. Det havde hun aldrig troet før nu.

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa kunne kalde ham for hvad hun ville. Han var en mand, som stod med den stand, som han nu gjorde, uden at man kunne gøre noget ved det. Han rystede kort på hovedet. Hun var mere værd, end at lade sig kurre af en mørkelver. Nu gik deres rygte og historie langt, men han havde aldrig regnet med, at han skulle have nogen tæt på sig, som havde noget som helst med det samfund at gøre. "Du er i forvejen lokket og fristet af, hvad jeg har lært dig. Hvorfor lade det gå i sig selv igen? Magi forsvinder, hvis det ikke udøves og udfordres. Det er en evig kamp. Er du villig til at give tabt til den på forhånd?" spurgte han denne gang. Selv var han jo ikke et sekund i tvivl om, at hun allerede havde oplevet sine smæld med pisken og anden torturredskaber. Han skulle jo ikke kunne sige, hvad en mørkelver normalt ville gøre brug af.
Styrke var et definitionsspørgsmål, og det vidste han udmærket godt. Han lod hovedet søge på sned. Han kunne ikke se det styrkende i at køre kroppen dertil, hvor den ikke kunne mere. Magien kunne gøre det samme.. Den kunne køre en så langt ud, at den kunne ende ens liv, om det skulle være det. Han rettede sig en smule op. "Magien kan have samme effekt. Hvis denne ikke bliver plejet, kommer den ud af kontrol, og kan i værste tilfælde, slå ihjel.. Det er en evig psykisk prøvelse.. Hvorfor lade dig torturere fysisk, når magien kan styrke dig både fysisk og psykisk? Du kan bruge den til at få det bedre.. blive stærkere.. udvikle dig," sagde han denne gang. Han forstod ikke, at hun ikke forstod det. Hun kunne udrette så meget mere, end hvad hun gjorde her, og han ville give hende midlerne til at nå det mål.

[Jarniqa Dynithril]

”Hvem siger, at jeg ikke er interesseret i, at min magi forsvinder? Som sagt.. Jeg søgte mørkelverne. Ikke magikerne,” sagde Jarniqa direkte. Nej, hun ønskede ikke, at magien i hende gik tabt. Det sørgede hun også for ved at praktisere den. Det var ganske vidst ikke, som da hun havde boet med ham, men bedre var det, end da hun slet ikke havde praktiseret magi. At han så mente, at hun skulle bruge magien som et værn, frem for pisken, vidste hun ikke, hvad hun skulle mene om. Det gik jo ikke. Gjorde det? Armene holdt hun over kors. Næsten beskyttede, som værnede det hende imod, hvad der måtte være derude. ”Hvis du virkelig har det sådan, hvorfor gjorde du så intet for at holde mig på dit landsted? Du var ligeglad med, at jeg gik. Du har været ligeglad i næsten et helt år. Hvorfor skulle du pludselig interessere dig for, at jeg kom tilbage nu?” spurgte hun direkte. Hun måtte jo have svar. I bund og grund følte hun sig jo svigtet af verdenen. Theodore var ganske vidst ikke den, som hun følte sig mest svigtet af, men alligevel.. Det eneste han talte om var hendes kræfter. Ikke om hende. Igen var hun bare en genstand der kunne bruges efter forgodtbefindende. Igen var det ikke hende, som der var noget værd. Theodore var fascineret af hendes magiske kunne. Lucifer havde nydt hendes krop. Damien havde brugt hende som erstatning for hendes moder. Torturen var bedre end al det.. Det fik hende til at glemme alt andet. At Lucifer og Theodore så skulle dukke op og rode rundt i alt muligt andet, var ikke just meningen! Nu manglede det vel bare, at Damien også kom?

[Theodore Jarvis Acheron]

"På denne måde, vil magien ende med at blive din død," sagde Theodore med en direkte stemme, som han kort nikkede mod hendes skikkelse. Var det overhovedet underligt, at det forholdt sig på den måde? Hovedet od han søge på sned. Hendes evner, kompetencer og talenter, var selvfølgelig noget af det første, som han havde set, og noget af det, som han særligt havde vægtet højt, og det var også det, som kunne mærkes den dag i dag. Nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det. Kunne han overbevise hende om, at hun burde forlade Maerimydra undervejs? Det var lidt det som han håbede på. Hendes evner var bedre brugt og udnyttet et andet sted.
"Skulle jeg holde dig på et sted, hvor du oprigtigt ikke ønskede at være, Jarniqa?" Han havde respekteret hendes ønske, velvidende om, at det havde været ham imod.. men hvorfor huse en, som altid ville modarbejde en?
Desuden havde Theodore altid sat pris på hendes selskab i hans hjem. Nu var det jo ikke fordi at hans hustru havde været særlig nærværende, og hun havde givet ham noget på det personlige plan, hvor han bare igennem alle de år, havde været en tom skal. Han trak kort på den ene mundvig. "Desuden.. Var du et godt selskab. Jeg nød de træningstimer vi havde i træningssalen," tilføjede han denne gang oprigtigt. Det var ikke en hemmelighed. Han havde oprigtigt nyt, at have noget at give sig til.. og hvor begge parter fik et stort udbytte af det.

[Jarniqa Dynithril]

Magien kunne blive hendes død.. Jarniqa havde hørt ordene før. Hun havde ikke brudt sig om at høre det dengang, og hun brød sig ej heller om det i dag. Hun ønskede jo ikke at dø.. Også selvom, at det til tider føltes lettere, hvis bare det var det der skete. Desværre var hun bare for viljestærk på det punkt. Det gjorde, at hun kæmpede videre, og det havde nu ført hende til mørkelverne. Ikke ønskede hun at gå bort, og derfor havde hun begivet sig ud i noget helt nyt. ”Hvilken skam for verdenen,” endte hun blot ironisk med at sige. Jovist hun havde hørt rygter om, at hun var efterlyst, men hvis de rygter passede, var det blot udadtil. Eftersøgningen skyldtes ikke et personligt afsavn. Irriteret så hun væk ved Theodores kommentar. Hun hadede til tider, når han kom med sine logiske vendinger. Den var irriterende nu, og den havde været irriterende sidst de havde set. Dengang havde hun nemlig haft brug for, at han havde sagt, at Lucifer var et svin. Ikke at han havde spurgt ind til, om hun var sikker på, at verdenen forholdt sig, som hun havde givet udtryk for. ”Og hvis jeg oprigtigt ønsker at være her, ønsker du så at holde mig fra at være her?” spurgte hun i stedet, som hans ord jo gav mening. Det var også det hun var utilfreds med. Hans rationalitet var til tider en pestilens.. Hun kiggede kort på ham ud gennem øjenkrogen. Smilede han nu til hende? Og over, at han havde nydt tiden med hende? Tankerne fik hende til at se væk. Hun havde ikke fået folk til at smile på det grundlag i lang tid.. Det gav hende en varm følelse. En følelse, som hun forsøgte at skubbe væk igen.. Problemet var bare, at hun allerede havde opdaget den. ”…Jeg kan ikke tage med.. Ikke med det, som jeg har set, gjort og mærket,” endte hun nu i stedet med at sige.

[Theodore Jarvis Acheron]

Magien kunne sagtens blive hendes død, hvis hun ikke gjorde noget ved det, eller forsøgte at gøre noget ved det. Her vidste de godt begge to, at det var begrænset, hvad hun kunne gøre med magien. Hun ville ikke kunne udfordre den, eller give den det rum, som den skulle have. Han selv ønskede at give hende det.. Han ønskede at være med til at give hende det, som han havde gjort før i tiden. "Det vil det," sagde han denne gang oprigtigt. I hans optik, ville det nemlig blive et kæmpe tab, hvis hun skulle gå hen og miste livet på det grundlag. Han havde desuden også hørt, at det skulle være noget af det mest smertefulde, som man kunne komme i nærheden af.
Ønskede hun oprigtigt at være i Maerimydra, ville han ikke tvinge hende med sig. Igen, ville han ikke få noget ud af, at huse en kvinde, som slet ikke ønskede at være der. Hans blik hvilede på hendes blik. "Jeg vil ikke få noget ud af, at tvinge dig til et sted, som du ikke ønsker at være. Ønsker du at blive her.. Skal du være velkommen," sagde han denne gang. Han ville hellere lægge tid og kræfter i at give hende det, hvis hun reelt set ønskede det. Hånden hævede han igen.. og lagde den mod hendes skulder. Ville hun gerne, men turde ikke? Eller var der andet som spillede ind her? "Du vil gerne.. Så tag med," sagde han denne gang. Han kunne virkelig ikke se problemet i det!

[Jarniqa Dynithril]

Mere sammenbidt blev Jarniqas mine. Hvorfor talte han pludselig sådan til hende? Som om hun havde en betydning. Det værste var, at hun var tilbøjelig til at tro ham, eller nærmere … hun troede på, hvad han sagde. Det havde hun altid gjort. Han var ikke typen der løj. Tidligere havde han ikke været i stand til det, og han var næppe i stand til det i dag. Hvis det var Lucifer eller Damien der havde sagt det til hende, ville hun ikke have troet det. De var nemlig ikke bygget op på samme grundlag som Theodore. Intet sagde hun. Hvis han havde sagt det til hende for et år tilbage, var hun blevet lykkelig og havde lyttet til ham, men i dag havde der sket så meget.. Mindre sammenbidt blev hendes mine ej heller, da han pludselig sagde, at hun skulle have lov til at være, hvor end hun ville være. Det var hun ikke vant til at høre.. Hun var vant til, at folk bare sagde, at hun gjorde det forkert. Theodore var anderledes der.. Det havde hun også altid kunnet lide ham for. Igen gav hans tilstedeværelse hende en lyst til at rulle med øjnene af ham, og et afsavn af det de engang havde haft. Igen sagde hun intet. I stedet fulgte hendes smaragdgrønne blik hans hånd, som han pludselig rørte hendes skulder. Øjnene lukkede hun kort i. Hun var i tvivl, og hun hadede det.. Ligeså vidste hun, at hun ville blive straffet for den tvivl. Hun rullede med skulderen. Hun måtte få hans hånd væk! ”Så simpelt er det ikke!” udbrød hun noget hårdere end ventet. Et skridt trak hun sig bort fra ham, imens hun igen holdt armene over kors. ”Hvis jeg tager med, skal jeg åbne op for min samvittighed og følelser igen, og det kan jeg ikke..,” sagde hun direkte. Selvfølgelig var det ikke fysisk umuligt at gøre. Det hun mente var, at det ville blive for smertefuldt at gøre. Psykisk.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke løj Theodore, og aldrig havde han haft en grund til at skulle gøre dette, og det stod han fuldkommen fast ved. Hovedet lod han denne gang søge på sned, som hans blik denne gang, måtte søge i retningen af hendes skikkelse. Vred kunne hun være, om det var hvad hun ville, men hun vidste, at han havde ret. En vis form for betydning, havde hun vel alligevel fået i tidens løb? Og hun vidste det vel godt, når han sagde det på denne her måde?
Theodore havde i forvejen tilbragt meget tid sammen med Jarniqa.. Lært hende at kende, og vist hende en måde, hvorpå hun kunne bruge sin magi.. og hun havde krøbet under huden på ham. Derfor ville han også mene, at det ville være synd og skam, at miste det hele her. Men ville hun blive, så skulle hun være velkommen.. så var det uanset for sent at redde hende. Her nåede hans hånd heller ikke at ligge på hendes skulder, før hun trak sig. Hun var gået fra at være helt afvisende for det, til at virke til at.. tvivle. Han lod hovedet søge på sned. "Det er ikke en umulighed, Jarniqa. Jeg mener det, når jeg siger, at det vil være synd, at lade det hele gå til spilde her, når jeg ved, hvad du kan udrette på andet vis. Du er mere værd end det," sagde han oprigtigt. Nu hvor han gjorde sig visse følelser og visse tanker, og nogenlunde var ved at have styr på det, var det jo også et sted at starte. Han havde set en ung kvinde med et kæmpe potentiale, og derfor ville det være synd og skam, at ødelægge alt det. "Du skal have buddet. Du kan vende med mig til Acheron Landssted, eller du kan søge tilbage til Maerimydra," sagde han denne gang. Det var jo de valg, som hun stod i for øjeblikket.

[Jarniqa Dynithril]

Svagt rystede Jarniqa på hovedet af ham. Det var slet ikke så let, som han sagde, at det var. Bare at tænke på det der havde hændt, kaldte på følelser i hende. Følelser der ikke just var morsomme at konfrontere. ”Du forstår det ikke,” sagde hun sammenbidt. Han så kun på magien. Ikke det psykiske, som skete i hende. Det var nemlig ikke magien hun frygtede, men derimod hendes psyke. Hun frygtede, at den ville briste. ”Jeg har gjort ting.. Ting jeg normalt ikke ville være stolt af. Jeg har fanget en mand. Bragt ham med mig mod hans vilje. Stjålet hans frihed og lænket ham.. Jeg har ladt min ekskæreste blive fanget. Set ham blive torturet. Jeg har kunnet slippe ham fri, men ikke har jeg gjort det.. Jeg har været udsat for fysiske smerter, som jeg aldrig har troet muligt. Jeg er blevet pisket. Fået brækket led og knogler..” Forstod han mon? Det var det hun havde brug for, at han gjorde. Hun kunne nemlig ikke bare forlade Maerimydra, hvis det betød, at det ville koste hendes psyke. Desuden.. burde hun løslade Valandil og Lucifer så? Eller skulle hun lade dem sejle i deres egen sø? De ville jo højst sandsynligt ikke have kommet tilbage efter hende, hvis det havde været omvendt, men som dem var hun jo ikke. Armene lagde hun mere om sig. Hun brød sig slet ikke om at gøre alle disse tanker. De åbnede op for en dør, som ellers var blevet lukket i med lås og slå! Svagt rystede hun på hovedet igen. Nærmest som ville hun kaste følelserne og tankerne af sig igen. Det ønskede hun dog også.. Intet af dette var jo morsomt og fryd og gammen!

[Theodore Jarvis Acheron]

Umiddelbart ville Theodore da sige, at hun gerne ville med, men måske ikke turde? Frygtelig meget var tilsyneladende sket hende igennem det sidste år, og han måtte jo sande, at det var en tanke, som han ikke brød sig meget om. Han rynkede kort i panden, også selvom det hurtigt glattede sig ud igen, ved hendes ord. Nej.. Han forstod ikke. Hvis hun ville, så var det jo bare at tage med, var det ikke? "Hvis du har ladet dem fange, så slip dem fri?" spurgte han denne gang. I hans optik, var det nemlig noget af det mest logiske i denne her verden.
I øjeblikket befandt Jarniqa sig i et samfund, hvor hun synes det var okay at torturere, brække og knække knogler? Han lod hovedet søge en anelse på sned. Hun virkede forvirret.. Svært synes det for hende, at fastholde et fokus på ham, nu hvor han stod der. Han ville ikke tvinge hende til noget, eller pointere dårlige og forkerte valg, da han heller ikke var kendt med baggrunden til, hvorfor hun havde taget den beslutning, som hun nu havde, og derfor havde han nu også valgt at lade det ligge der, for han ville ikke blande sig i de ting. Han forstod dem jo ikke uanset. "Du lukker det i dig," sagde han denne gang. Som var det en femøre, som pludselig var faldt for ham. Grumt var det, at hun havde ladet sig påvirke og ladet sig underkaste dette, og særligt, hvis hun kunne mærke, at det var forkert.. Særligt hvis det havde kostet to mænd deres frihed, som det tilsyneladende havde gjort.

[Jarniqa Dynithril]

Brynene rynkede Jarniqa. Slippe dem fri? Det var ikke så simpelt igen. Der var en stor chance for, at det ville blive spottet af en eller anden part, og så ville hun blive fanget. Det var dog ikke det værste.. Det værste var, at Lucifer og Valandil ville håne hende. De ville bedrevidende hovere med, at de tydeligvis havde været klogere end hende, og at hun først havde set det nu, som den lille pige hun var. ”Så de kan hovere? Nej tak..,” endte hun kortfattet med at sige. Dog var hun heller ikke glad for, hvad der var sket dem. Hun vidste nemlig, at det aldrig var ret at tage en mand mod sin vilje, og at se Lucifer blive tortureret for øjnene af hende.. Det mente hun alligevel ikke, at han havde fortjent, skønt han havde knust hendes hjerte. Let var det dog ikke lige meget hvad.. Et blik skænkede hun ham, som han sagde; luk det i dig. Hvad mente han helt præcist med det? Skulle hun glemme, hvad der havde hændt? Det kunne hun jo ikke.. Så hvad mente han? ”Hvad mener du med det?” spurgte hun direkte, som hun måtte opfordre ham til at forklare sig, før hun kunne forstå. Svært havde hun nemlig ved at se, hvordan hun kunne have en fremtid i hans verden efter alt, hvad der havde hændt hende. Og det med at gå fra magiker til warlock… Kunne hun det? Ønskede hun det? Selv vidste hun ikke præcist, hvad det havde af konsekvenser. Hendes biologiske fader ville nok ikke blive glad.. Det var jo blandt andet det der linkede dem til hinanden. Ikke at hun så det som et særligt link.. Han havde jo ikke været god til at lære hende magi. Ikke som Theodore havde været.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne ikke umiddelbart se problemet i, at slippe dem løs. Hvis hun ikke brød sig om at se dem i mørkelvernes fangeskab, så hvorfor ikke gøre noget ved det? Han lod hovedet søge på sned. Ville de hovere? "Og hvis du ikke vil slippe dem fri, så lad dem sidde der," tilføjede han. Han kunne ærlig talt ikke se problemet, som han kun så verdenen i to nuancer: Sort og hvid.. Der var ikke alle de andre afskygninger og aftegninger, når han skulle kigge på tingene, og selvfølgelig kunne selv dette mærkes. Den andel af ham, var som den nu altid havde været før, og det var også noget, som egentlig passede ham selv mere end fint på sigt.
Jarniqa ville gerne med ham, og derfor forstod han ikke, hvorfor hun ikke bare tog med. Han kunne sagtens bringe hende til hans hjem, og give hende den tilværelse, som han havde skænket hende tidligere, uden at det behøvede at have nogen anden større betydning end som så. Han lod hovedet søge på sned. Hun lukkede det hele i sig. Han kunne jo se, hvordan hun kæmpede med det.. Den slags ting, var han da begyndt at lægge mærke til om ikke andet. "Du frygter konfrontationen af den verden, som du har forladt, ikke? Du lukker det i dig," sagde han blot. Han vidste ikke hvordan han ellers skulle forklare det. Han selv ønskede faktisk at få hende med sig væk herfra. Hun havde større potentiale, end hvad mørkelverne ville lade hende dyrke, og han ville ikke se hende falde i grus, fordi den magiske side af hende, ikke blev ivaretaget, som den jo ellers havde brug for. Særligt ved en oprørsk ung teenager.

[Jarniqa Dynithril]

Det lød så simpelt når Theodore talte. Slip dem løs.. Lad dem sidde.. Problemet var, at problemet ikke var så sort og hvidt, som det han sagde. Der var nemlig også Jarniqas egne følelser og stolthed, samt hvad der var etisk korrekt at gøre. Hun slap et suk. ”Og hvilket monster ville jeg ikke være, hvis jeg lod det ske?” lød det fra hende. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre.. Hvis hun søgte tilbage til Maerimydra for Lucifer og Valandil, ville hun måske ikke vende tilbage til Theodore igen. Hvis hun slap dem fri, ville de to mænd måske hovere over for hende, samt søge hende, for at få hende til at bøde. Hvis hun lod dem sidde, ville hendes dårlige samvittighed måske ende hende op, da hun vidste, at hun kunne have reddet dem, men havde ladt dem rådne op. Hun stirrede på ham, som han snakkede om verdenen. ”Verdenen er et forfærdeligt sted. Det misbruger en, for at smide en ud igen,” sagde hun direkte. ”Hvad skulle jeg også lave i verdenen? Hvor skulle jeg færdes? Hvad skulle jeg arbejde med?” Det virkede mere simpelt her. Her var det bare Maerimydra, og hvad mørkelviske kvinder lavede. Verdenen derimod var stor.. Hun vidste, at hun kunne bo hos Theodore, men hvad mere kunne hun lave der end at bo der og træne? Hun havde brug for mere i sit liv end det! Samtidig med det, havde hun ikke lyst til at have muligheden for at gense dem, som hun før havde kendt. Hun ønskede aldrig mere at se sin moder, fader, værge, ekskæreste og Valandil.. Hun ønskede at forsvinde for dem, og stadig have et liv der var godt. Hvordan kunne han hjælpe med det? Hvordan skulle hun selv kunne arbejde sig op igen?