One more thing..

[Carmine Jordin Marlineo]

Cassie Imirachi

---

Det var sent på natten, og derfor var det også snart ved at være på tide, for Carmine at søge hvilen. Stemningen i huset, var generel frygtelig, frygtelig tung, men ikke var det noget, som han kunne gøre noget ved. Han stod fast ved sine krav, som Cassie stod fast ved sine, men selv der, var der stadig nogen, som han endnu ikke havde delt med hende. Bidet, som i sig selv, var et gammelt tegn og symbol på ejerskab, ønskede han stadig at sætte i hende. Han ville gerne nævne det for hende, men ikke ønskede han at ødelægge mere end hvad godt var. Hun nød sin frihed.. Hun nød den bevægelsesfrihed, som han gav hende, men det var bestemt ikke noget, som han havde det særlig godt med.
Værelserne var byttet om, og derfor havde Carmine nu inlogeret sig på Cassies gamle, som han havde indrettet som han nu havde lyst til. Der var ekstremt tunge og meget mørke gardiner for vinduerne, for at hindre, at nogen former for sollys ville kunne trænge ind, når han sad fanget der i de timer, som solen nu ville være oppe i løbet af en dag i vinterhalvåret.

Carmine fjernede skjorten, kun for at sætte sig på sengekanten. Hans egen overkrop, var rynket.. ødelagt af den årlange tortur, som han havde været underlagt for rigtig mange år siden, men han skammede sig bare ikke over det. Visse ting, kunne selv ikke vampyrens egen krop regenere, uanset hvor meget man ville ønske det eller ikke.
Selv havde Carmine sikret sig, at pejsene i huset var tændt, og at der var mad i køkkenet, hvilket var noget som den 'levende' del af tjenestestaben nu også satte stor pris på. Han forsøgte da om ikke andet. Han lagde sig op i sengen og lagde sig under dynen. Alexander havde benyttet kisten, som sit hjem.. Der havde Carmine aldrig forladt sengen. Det var hvad han foretrak. Hænderne foldede han over brystet, og stirrede op mod loftet. Cassie ville nok snart være oppe, men hvad.. Han blev derfor bare liggende. Han ville sikre sig, at hun var oppe, før han lagde sig ordentlig til, og her i et rigtig stille lokale.. så kunne han høre det. Hun lå jo i værelset ved siden af.

[Cassie Imirachi]

Carmines blod havde gjort kæmpe underværker. Blot timer efter indtagelsen havde Cassie fået det betragteligt bedre, og idag mærkede hun end ikke at hun havde været syg. De fleste af de gamle bidemærker var forsvundet, nogle sad tilbage men mere som røde og blå mærker end som direkte bid, hvilket passede hende fint. Pejsen knitree lystigt på værelset som den gjorde i alle døgnets timer, og forsynede hende med både varme og lys for ud over den, så havde hun kun sine mange levende lys, til at lyse rummet op.
Hun slog de mange tæpper til side og satte sig op. Hendes mørke bølger faldt ned over de eksotiske skuldre, der ud over et par tynde, sorte stropper, ellers var frie. Carmine havde sørget for at hun havde fået bragt lidt forskelligt tøj hertil, for hun havde ikke haft meget andet end en enkelt tilbageværende kjole og slet ingenting at sove i. Som hun rejste sig faldt den glatte silke ned omkring hendes hofter og stoppede et sted omkring hendes ankler.

Hendes blik gled ud af vinduet. Det var stadig mørkt. Var Carmine gået i seng? Hun burde egentlig nok være ligeglad med det, men af en eller anden grund var han det første hun tænkte på om morgenen og det sidste hun endnu gik i seng. NAturligvis gav hun blodet skylden, selvom det nok også havde noget at sige. På nøgne fødder forlod hun sit varme værelse til fordel for en kold og klam gang. Armene lagde hun om sig selv, og søgte mod Carmines værelse lige ved siden af. Af nysgerrighed bankede hun på, så høflig kunne hun trods alt være, bare så hun kunne se om han havde fundet hvile for natten.

[Carmine Jordin Marlineo]

Cassie var hurtigt kommet til sig selv igen, men det ændrede bestemt ikke på, at Carmine ønskede at holde hende overvåget, kun fordi at han alligevel frygtede, at hun kunne finde på at stikke af. Den levende del af tjenestestaben, holdt derfor øje med hende, uden at hun havde noget behov for at vide noget. De opvartede hende, som de gjorde ellers, så der var jo ingen forskel. Af hvad han selv vidste, så var hun faldet temmelig godt til rette på Alexanders gamle værelse. Pejsen knitrede.. Han tændte den faktisk selv, når han listede ind til hende om natten, for at sikre sig, at hun havde det varmt og godt. Det var en opgave, som han ikke ville betro til nogen anden, da han ønskede, at det skulle ske oprigtigt.

Hun var oppe. Svagt måtte Carmine dog alligevel trække på smilebåndet. Hun listede rundt.. Det var der ingen grund til. Når han først gled hen, ville han ikke få til at vågne igen.. Med mindre, der skete ting med hende vel og mærke.
Carmine slappede af.. Hans krop var slap, kun fordi at han selv var på vej ind i hvilen, for de næste timer. Hun bankede på..? Med hvilken grund? Hun gjorde jo alt hvad hun kunne, for at undgå ham. Derfor svarede han ikke. Hun tjekkede vel egentlig bare op på, om han sov? Øjnene lukkede han blot. Nej, hun skulle slet ikke have lov til at pine ham på den måde, så han lod være for nu. Hun gik vel forhåbentlig bare igen? Eller.. forhåbentlig, og forhåbentlig. Han ville elske, om hun indtog pladsen ved siden af ham.

[Cassie Imirachi]

Nu hvor Cassie igen var på benene, planlagde hun bestemt at udnytte muligheden for at komme ud. Til hendes store fortvivlelse kunne hun ikke bare stikke af, selvom hun havde mest lyst til at løbe til Marius. Carmine ville aldrig acceptere det, og det ville være både pinligt og skamfuldt, hvis han dukkede op og kastede hende over sin skulder, og på trods af den tanke, vovede hun sig alligevel til hans kammer. Der kom ikke noget svar. Cassie slog blikket ned og bankede igen, bare for at være sikker. Enten var han derinde eller også var han ikke. Muligheden var at han endnu ikke havde fundet sit kontor. Da der endnu ikke var kommet et svar, puffede hun blidt døren op, så lydløst som muligt, hvilket ikke gik særlig godt. Det var et gammelt mansion, alle døre knirkede her på dette gudsforladte sted.

Forsigtigt så hun ind. Han lå i seng seng, men herfra kunne hun ikke se om han sov eller var vågen. Hun åbnede døren helt og stoppede op i døråbningen stadig med hånden på håndtaget. "Sover du?" spurgte hun. Der var stadig mørkt udenfor, derved var der også mørkt derinde og hendes nattesyn kunne jo ikke ligefrem måle sig med en vampyrs.
Blodet drev hende mod ham.. alle døgnets timer, hun havde en umådelig lyst til at røre ved ham, til at ligge i hans favn, men hun vidste også at det var en fortryllelse der fulgte med den slags, ikke hendes egen lyst for hendes afsky var ikke ligefrem blevet mindre. Netop som der endnu ikke var kommet noget svar trådte hun et skridt bagud og skulle netop til at lukke døren.

[Carmine Jordin Marlineo]

Uden et ord, eller bevægelse, blev Carmine liggende i sengen og lyttede. Han regnede ikke ligfrem med, at hun ville søge ind på hans kammer, for hvad skulle hun lave der? I sit stille og døde sind, bad han nu alligevel til at hun ville kigge ind, og vise, at det alligevel havde bare lidt betydning for hende, at være her. Man kunne jo aldrig vide med den kvinde.. eller de levende for den sags skyld. Han kunne virkelig ikke finde ud af det!
Hun bankede igen. Et tungt suk brød denne gang hans læber, og særligt, da hun åbnede døren. Ville hun ind? Var det derfor, at hun gjorde det her? Langsomt drejede han ansigtet, så han var i stand til at se hende i det svage lys af olielamperne ude på gangen. "Mangler du noget, Cassie?" spurgte han denne gang.

Carmine blev stadig liggende. Meget snart ville han ligge og sove, og han vidste det godt. Han var ikke decideret træt, men hans egen krop indledte en form for hvile. "Ikke endnu.. Men inden længe, så gør jeg," svarede han endeligt, inden han igen lagde sig og kiggede op i loftet. Ikke fordi at han havde tænkt sig, at smide hende ud, for han ville elske, at hun lå derinde ved siden af ham. Øjnene åbnede han denne gang. Han var vågen endnu, men for hvor længe, var svært for ham at sige. Hans krop tvang ham til det.. Når han først lå der, var der ikke rigtigt nogen vej tilbage.

[Cassie Imirachi]

Cassie fandt sig selv lidt forvirret i døren. Hvad lavede hun på hans kammer? Hendes hukommelse fejlede intet, hun vidste at det var hendes egne, nøgne fødder som havde båret hende hertil, men hvad præcist hun var kommet for, anede hun ikke. Hendes fingre gled en smule ned over dørkarmen, mærkede træet under sine fingre inden hun hævede blikket til hans skikkelse igen. Det var en tilfredsstillelse som hun slet ikke havde ment at give ham, men nu var skaden allerede sket. Hun rystede på hovedet så de bløde, mørke krøller dansede lidt omkring hendes kolde skuldre. Herinde var der ikke varmt som der var på hendes værelse, hun kunne mærke hårene rejse sig på hendes arme. "Nej intet," afkræftede hun og slap karmen, for i stedet at lægge armene omkring sig selv for at finde den varme som hun havde efterladt på sit eget kammer.

Hun nikkede og bed tænderne lidt sammen. "Meget vel. Det var hvad jeg ville. Se om du havde fundet hvile. I så fald må du sove behageligt, Carmine," hilste hun blot. Det virkede næsten underligt at udvise almen høflighed når de to altid havde haft en lurende trussel mellem dem, nu var den væk, som hun følte det i hvert fald. "Er der noget du vil have mig til at gøre inden solnedgang?" spurgte hun lidt som en undskyldning for ikke at gå med det samme. Cassie deltog gerne i de huslige pligter eller udførte en eller anden form for arbejde, han lod hende jo også bo her uden at hun selv skulle betale det mindste, så det var det mindste hun kunne gøre.

[Carmine Jordin Marlineo]

At Cassie skulle stå i døren og bare kigge på ham, vidste Carmine ikke hvad han skulle sige til. Han vidste, at han ikke havde gjort noget for at kalde hende hertil, og selvfølgelig kunne det godt mærkes. Ingen tvivl om det. Hans blik søgte denne gang hendes skikkelse direkte.
"Sove, har jeg ikke gjort i mange år, Cassie," pointerede han. Sove var noget som de levende gjorde, for det var noget, som de levende havde brug for. Han lod hende sove om natten, og nu var hun så på vej op, og han var på vej ind i hvilen. I hans verden, var der nemlig en kæmpe forskel. Hans mine forblev intetsigende, da han atter vendte blikket mod hendes skikkelse.
Hovedet hævede han en anelse, så han denne gang kunne se hendes skikkelse Smuk som hun var, da hun stod der i døren og kiggede på ham. "I stedet for at stå der i døren, og se så gudeskøn ud, så kunne du komme herind og sætte dig i stedet for," opfordrede han. Hun stod der i døren og fristede ham i forvejen, selvom det var meget lidt, som han egentlig kunne gøre ved det.
Hovedet lod Carmine endnu en gang glide ned i sengen. Hænderne forblev liggende mod hans bryst. Hvor han denne gang ligeledes også forblev lige så rolig og afslappet, som han havde gjort frem til nu. "Jeg tager vel ikke fejl, hvis jeg siger at du har lyst?" spurgte han denne gang. Når hun stod der.. Havde han jo slet ikke lyst til at hvile. Og gud hvor var det frustrerende, at det foregik på den måde! Han hadede, at hun havde den påvirkning af ham.

[Cassie Imirachi]

Cassie rynkede lidt på næsen. Hun vidste ikke hvad vampyrerne reelt gjorde i morgentimerne, det lignede de henlå i døden, men hver aften vågnede de igen, det var meget forvirrende. "Det lyder bedre end at spørge om du endnu er død for dagen," svarede hun lidt undskyldende. Carmine havde altid gjort meget for at pointere at han engang havde været menneskelig, det kunne ikke mørkes i det nye liv han havde nu, som vampyr, han var tværtimod en af dem som dyrkede dyret mest. Hun kunne mærke det løbe i sine egne årer, med hans blod. "Ville det ikke forstyrre din.. død?" spurgte hun lidt håbefuldt. Roligt vendte hun sig lidt mere om mod ham og tog ham i betragtning.
Uden at vendte, lod hun fingerspidserne fange dørkanten og trak den lidt med sig, idet hun gik ind. Den gled halvt om halvt i, så kun en stribe af lys slap igennem, og den eneste grund til dette, var at Cassie ønskede at signalisere at hun ikke havde tænkt sig at blive længe. Ret i ryggen satte hun sig på sengekanten med hænderne let foldet i sit skød. "Lyst til hvad?" spurgte hun og lod de blå øjne falde på hans skikkelse, eller nærmere den skygge hun kunne se af den. Hendes nattesyn var ikke imponerende, og slet ikke i forhold til hans. Lige nu ville hun ikke selv mene at hun så gudeskøn ud. "At du holder den kulde ud," mumlede hun og lagde en hånd på hver arm i et forsøg på at gnubbe lidt varme frem. "Måske jeg bare burde finde mig eget kammer," hun rejste sig roligt igen. Der var jo alligevel ingen idé i at sidde der når han skulle sove.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine dyrkede dyret, som han var blevet til, også fordi at det gjorde det langt nemmere for ham selv, at leve med de omstændigheder. Særligt omkring Cassie, som igennem de sidste rigtig mange år, kun havde forvoldt ham store problemer. Særligt omkring Alexander. Det var nu heldigvis ikke noget, som han behøvede at tænke på. Han trak kort på den ene mundvig. "Du lyder næsten bekymret for mig. Det ligner dig ikke, Cassie," sagde han denne gang. Han var død om dagen.. for at sige det mildt. Han var umulig at vågne. En tanke som havde skræmt ham i starten.. Men eftersom tiden var gået.. Havde han fundet roen med det.. Vide, at der ikke var nogen tanker eller noget, som skulle genere ham undervejs.
Carmine rystede svagt på hovedet. "Ikke det fjerneste," sagde han oprigtigt. Han fulgte hende ind i værelset. At hun rent faktisk kom ind, i stedet for at blive skide fornærmet og gå igen, overraskede ham en del. Det var koldt herinde. Igen var han jo et væsen, som ikke direkte kunne fryse. "At ligge her ved siden af mig.." kommenterede han, som var det noget af det mest oplagte i denne her verden. Der er mere end fin plads i hans seng, også til hende, og det ønskede han gerne at give hende. "Før du går.. Så har jeg en ting, som jeg gerne vil nævne for dig," sagde han denne gang. Både et forsøg på at holde hende her.. men også fordi at det var vigtigt for ham, at sikre hendes beskyttelse. Det var faktisk hans førsteprioritet lige nu.

[Cassie Imirachi]

Cassie forbandede dyret langt væk, hun hadede dets kultur, dets levevis og hele dets væsen, udelukkende fordi hun sammentidig fandt det lokkende og fascinerende, hvilket hun aldrig ville indrømme. I så mange år havde hun forsøgt at ændre Alex, han var blevet uigenkendelig, til sidst havde han ikke været den intense mand som havde insisteret på hendes dans over alle andres, han havde ikke været den mand der havde bundet hende til en trone og berørt hende, for uanset hvor meget hun udadtil havde foragtet de ting, så havde de samtidig haft en effekt på hende, men hun ville alligevel prøve også at ændre Carmine. "Jeg er ikke bekymret for dig Carmine, jeg ville bare sikre mig at jeg havde huset for mig selv," afviste hun og så væk. Hun ville komme i helved for at fortælle alle de løgne hun gjorde i øjeblikket, men det var meget nemmere end det andet.
Ganske vidst havde hun sat sig på kanten, men hun holdt ingen intentioner om at blive. Af samme grund rejste hun sig, med armene stadig lagt om sig selv i desperat søgen efter en varme som slet ikke kunne findes herinde. Hun nærmest så fornærmet på ham. "Slet ikke. Her er koldt og mørkt, og jeg ville ikke lægge mig i dine arme om du så var den sidste mand på jorden," sagde hun lidt spydigt. Han var en flot mand, men ganske afskyelig også sådan som han dyrkede sit dyr.
Hun så ned på ham og gned sine arme lidt. "Og hvad er det?" spurgte hun. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, de sidste par gange han havde haft noget at snakke med hende om, havde det bestemt ikke været til hendes fordel.

[Carmine Jordin Marlineo]

Cassie kunne hade og foragte dyret, lige så meget, som hun havde lyst til, og det ville ingen forskel gøre for Carmine. Hvad angik den del af ham, gik han nemlig ikke på kompromis, og det havde han skam heller ikke ligefrem tænkt sig, at gøre. Et kort smil passerede hans læber. "Foruden et par enkelte tjenestefolk, så skulle du gerne have huset for dig selv," fortalte han. Tjenestestaben bestod jo primært af væsner med et bankende hjerte, hvor han stod som den eneste vampyr. Det var en orden, som han agtet at bibeholde i den forstand, at han kunne.
Cassie var en hård kvinde at forhandle med. Han forstod godt, at det var koldt. Eller.. han forsøgte på det i hvert fald. Hun ville ikke ligge der, om han så var den sidste mand på jorden? "Det kunne meget hurtigt ende som en meget grum og trist tilværelse, min kære," sagde han denne gang, da hun rejste sig op. Han fangede dog alligevel hendes interesse igen.
Hvordan hun ville tage det, vidste han ikke, men han følte et sted, at han var nødt til det. Denne gang fjernede han hænderne fra folden over hans bryst, inden han langsomt satte sig op. Hans krop var mere eller mindre stiv. Solen var også meget snart oppe. "Jeg ønsker din beskyttelse med alt hvad det indebærer.. Skal du færdes ude.. Ønsker jeg, at dette er markeret tydeligt.. Det kræver et bid, Cassie," sagde han denne gang. Han pakkede ikke tingene ind. Hun kunne jo lige så godt få at vide, hvordan landet lå.

[Cassie Imirachi]

Det var netop tanken om at Carmine ikke var villig til at leve mere menneskeligt, som gjorde Cassie meget skeptisk omkring at leve sammen med ham på denne måde. Alex havde ændret sig, han var gået over til dyreblod, og havde droppet alle bloddyr i sin tid, det tvivlede hun stærkt på at Carmine ville gå med til. Hun så ned på ham, men så kun omridset her i mørket. "Det lyder godt. Jeg havde alligevel planer om spendere dagen i dansesalen," fortalte hun ærligt. Det var længe siden hun havde danset, og det var ikke tiden til at miste taget på det. Hun var ude af form, med andre ord kunne hun sagtens bruge en helt dag alene på det, og med kun tjenestefolk i huset, slap hun for at blive begloet imens.
"Og det er det ikke i forvejen?" spurgte hun lidt arrogant. Han havde taget hende fra hendes forlovede, han havde fjernet hendes mulighed for et fredeligt liv for egen egoisme, og hun forstod ikke engang hvorfor, så i hendes øjne var det allerede en kold og trist tilværelse. Han ville næppe se det i mørket men hendes kinder blev betydeligt blegere. Hun så væk. Han havde lovet hende højt og helligt, at han ikke ville sætte tænderne i hende. "Du vil bide mig? Jeg troede vi var enige om at det var en af en af mine krav, at du ikke skulle sætte tænderne i mig," hun spidsede læberne let. Tanken om at han skulle tage ejerskab over hende, gjorde hende vred. Hun var ikke noget man kunne eje, hun ønskede bare sin frihed, det kunne vel ikke være for meget at forlange?

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine nægtet at gå på kompromis med sig selv, hvis han ellers kunne blive fri for det. Alt taget i betragtning, så var han en ærlig og fredelig mand.. Hvis man lod ham være den mand han var. Nu var Alexander ikke en trussel hvad angik Cassie mere. Dette havde ligeledes også lagt et bånd på hans vampyr, som var så tydelig og stærk en del af hans natur. "Og det vælger du naturligvis at fortælle mig.. Hvorfor?" spurgte han denne gang med en kortfattet stemme.
Langsomt satte Carmine sig op i sengen. Hans krop var helt stiv, udelukkende fordi, at han var ved at indlede hvilen. Han betragtede hende meget indgående. Han kunne jo se det hele ved hende, hvor hun nok ikke så meget andet end et omrids her i mørket. Han havde det fint med det. "Det kan sagtens blive værre," pointerede han dog. Han lænede sig tilbage ind mod puderne. Den del af vampyren havde han dog ikke. Han foretrak faktisk stadig en seng.
Det var tydeligt for Carmine, at hans ord, slet ikke faldt i god jord ved hende. Han bed tænderne svagt sammen. Hun så slet ikke hvorfor? Med det, var hun fritstillet til at gå løs, og han vidste, at hun ville være sikker. "Du kan slet ikke se det, kan du?" spurgte han denne gang. Var hun virkelig så dum, at hun slet ikke var i stand til at se det? "Jeg påtager mig et ejerskab, men giver dig en frihed. Det er jo det, som du vil have," fortsatte han. Var hun virkelig så dum, at hun ikke kunne se det? Han stirrede direkte på hende med en meget fast, men tom mine.

[Cassie Imirachi]

På intet tidspunkt gik det op for Cassie hvilke intentioner der lå bag Carmines handlinger. Han holdt hende fanget her og det gjorde hende vred, men ikke desto mindre havde hun ikke meget andet valg end at finde sig i det. Var han nu vred over at hun fortalte ham hvad hun gjorde? Naturligvis, for et kort øjeblik havde hun naivt troet, at han faktisk brød sig om det. "Jeg.. ikke for noget.." mumlede hun og sukkede. Hvorfor fortalte hun ham det? Han var jo alligevel ikke ligeså interesseret i det som Alex havde været. Han havde holdt sig længere oppe bare for at se hende danse, studere hende som han ofte havde gjort.
"Det kan du vel på sit vis have ret i," medgav hun og foldede armene over sit bryst. Det havde været meget værre, det havde hun oplevet hos Anthony... og hos Alex for den sags skyld, han havde konstant begrænset hende.
Cassie satte sig langsomt ned på sengen igen uden at se på ham. Det gjorde hende vred at han ville bryde løftet han havde givet om ikke at tage ejerskab, desværre så kunne hun godt se idéen i det. Bare fordi hun ikke ville ejes af nogle, betød det ikke at vampyrerne ville afholde sig, men hvis hun var markeret kunne det måske afholde dem fra at gøre hende ondt. "Jo jeg kan godt se det, men det gør ikke sagen bedre," bemærkede hun. Hendes krop var ebgyndt at ryste lidt af kulde, her var jo iskoldt. "Fint. Ét bid. Men ikke nu. Vi kan tage den i aften når du står op," hun rejste sig igen. Det var tydeligt at han allerede var ved at falde hen til solen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine ville elske, at se Cassie danse, men siden hun kun gjorde det, når solen var oppe, var det meget begrænset, hvad han kunne stille op. Var det underligt, at det alligevel måtte vække en mild form for frustration hos ham? Han rystede på hovedet, og lagde sig mere ind mod puden, som han nu havde i ryggen. Han burde hvile.. Men når hun var der, kunne han ikke. Han ville ikke. "Unfair at friste en mand med et fantastisk syn, som han ikke kan tage del i." Som at fortælle en blind mand, hvordan den smukke fuldmåne så ud på en skyfri himmel. Det var på ingen måder fair.
Hvis hun kaldte det her for slemt, ville han da gerne vide hvilke fine forhold, Anthony havde holdt hende i. Han gjorde jo kun, hvad han kunne, for at passe på hende, så det var vel heller ikke underligt, at det var således her, at han måtte tage det? "Du er her, fritstillet til at gå, som du har lyst til, men med forbehold. Jeg synes ikke, du skal klage," sagde han denne gang. Han ville jo ikke udsætte hende for noget ondt, men derimod bare passe på hende, men for pokker.. Hun gjorde det da heller ikke nemt!
Nu hvor Carmine vidste, hvilke problematikker, Alexander havde haft at slås med, var det jo lige før, at han havde ondt af manden. "Jeg behøver ikke at tage noget.. Bidet er en symbolik, som vil holde dig sikker her i Corvento, Cassie," forklarede han. Han ville hende jo for pokker bare det bedste, og hun reagerede med at blive sur? Han sank mere ned i puden.. Mere sammenbidt end tidligere. Hun var da irriterende!