One more thing..

[Cassie Imirachi]

Hvad Cassie særligt huskede Alex for, var hans blik. Måden han havde set på hende på når hun dansede, den intensitet hun havde følt hver gang, den inspiration det havde været. Det samme havde hun ikke fundet i nogle andres øjne, for ingen havde været i stand til at plante så meget frustration, frygt og samtidig lyst som den mand havde. Måske Carmine var i stand til lige netop det? Hun rystede på hovedet som han ord atter bragte hende tilbage til den virkelige verden. "Om du vil kan du tage del af det. Når mørket falder på," var det en indbydelse? Hun kunne have bidt tungen af sig selv for at tilbyde det, men sandheden var at hun kun øvede sig om dagen. Først når månen stod op, og ild brændte i fakler og hun i forvejen var varm og fugtig af sved, først der dansede hun oprigtigt, ud fra sin hjerterytme.
"Du afholder mig stadig fra min forlovede Carmine. En mand der er villig til at elske mig trods fortidens dumheder," svarede hun og vendte blikket mod sine hænder. Hun elskede ikke selv Marius, hun holdt meget af ham som den mand han var, men hun ville nok aldrig elske ham på samme måde som hun havde elsket Alexander. Det var en lykke som var gået i graven med ham, og det havde hun accepteret, men Marius var villig til at give hende et godt liv, fuld af omsorg. "Det ved jeg. Ej er jeg glad for det, men jeg indvilliger. I aften når du har fundet din hvile," tilføjede hun med et lidt bestemt nik. Lige hvilen ville hun ikke tage fra ham, og så havde hun også lidt tid til selv at vænne sig til tanken.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine havde ofte set hende danse rundt med Alexander, og havde det ikke været fordi at manden havde været hans skaber, havde han slået ham ihjel, for at komme så tæt på Cassie. Skaberbåndet, var nemlig det, som havde reddet ham dengang. Det var nu ikke noget, som Carmine tænkte yderligere over. Manden var borte, og nu var det hans tur. Endelig havde han fået muligheden. At hun så nærmest lagde op til, at han skulle danse med hende i aften, overraskede ham dog en del. "Det skal blive mig en udsøgt fornøjelse," sagde han denne gang oprigtigt, for han mente det. Desuden lod han ordene komme hurtigt, så hun derfor ikke ville have nogen mulighed, for at trække dem til sig igen.
Hvad angik Marius, kunne Carmine ikke være mere ligeglad, end hvad han egentlig var. Han kneb øjnene svagt sammen. "Den mand har intet med mig at gøre, Cassie. Desuden ved du, at du hører hjemme her," sagde han denne gang. Marius ville uanset ikke blive nogen form for trussel overfor ham. Var det underligt, at det var en tanke, som han rent faktisk levede en smule højt på? Den mand ville han knække, bare han forsøgte sig på noget som helst!

Carmine gled kun længere og længere ned i sengen. Det var uden tvivl stort, at hun indvilget i at han måtte gøre det. Han nikkede. "Mød mig i pejsestuen når mørket falder på," afsluttede han. Han måtte hvile nu. Efterhånden var det hårdt nok, at undgå at glide hen, som han normalt indvilget. Kun fordi hun var der. Hans mage sad der sammen med ham.

[Cassie Imirachi]

Ej vurderede Cassie at Carmine kunne danse, som enhver anden vampyr var han galant og yndefuld i alle henseender, men på samme tid virkede han kold.. stenhård, ligesom Alex. Hvad hun indbød ham til var at lægge øjne på hende, hvilket i sig selv var en modig indbydelse, indså hun en kende for sent. Med et lidt bekymret blik nikkede hun. "Meget vel," sagde hun bare og holdt et suk inde, så han ikke skulle spore hendes fortrydelse alt for meget, denne gang havde det jo været et forsag fra hendes side.
Somme tider glemte hun hvor kold og kynisk en mand han var, som på de tidspunkter hvor han interesserede sig uforståeligt meget for hende, og derefter alligevel virkede ligeglad med hvad hun tænkte, som når det kom til Marius, hendes forlovede. Hun kneb øjnene sammen og så på ham med dræbende øjne. "Ej er det her jeg høre til Carmine, Alex tvang mig med fra Imandra, det var ikke af egen fri vilje, kan jeg forsikre dig," hun forstod ikke hvorfor de alle insisterede på at hun skulle være en del af dette samfund, hvorfor lige netop hun skulle trækkes ind i mørket og i natten på den måde, men skønt hun ikke ville erkende det, så var der en lille del af hende som elskede det.. intenst.. farligt.. lokkende..
Hun kunne ikke se hele ham, men bemærkede hvordan hans skygge gled længere og længere ned. Solen måtte være stået op uden for. "Meget vel. Jeg vil lade dig få din hvile," sagde hun roligt hvorefter hun rejste sig. "Sov godt," og med disse ord valsede hun ud fra kammeret og lukkede døren bag sig. Der var meget hun skulle nå.

//Out

[Carmine Jordin Marlineo]

Det ville meget hurtigt overraske den kære Cassie, hvor meget Carmine egentlig kunne. Troede hun virkelig bare, at han var et stoneface, som intet kunne, og bare var ligeglad? Han kunne bevæge sig, om han ville. Han var jo trods alt af den generation, hvor det derimod, var noget af det mest normale! "Jeg ser frem til det," sagde han denne gang.
Carmine gled mere og mere ned i sengen. Ikke fordi at han var træt, men fordi at solen var oppe på den anden side af de ekstremt tunge gardiner. Marius var ikke nogen trussel, men han agtet også at holde Cassie væk fra alle dem, som i værste tilfælde, kunne finde på at rive hende fra ham igen. Ikke fordi at han var bange for ensomheden. Det var en naturlig del af det, at være en vampyr, så ærligt? Det rørte ham virkelig ikke! "Jeg er ligeglad Cassie. Det er her, du skal være." fastholdt han denne gang. Han gad slet ikke diskutere det med hende! Og gud forbyde, at hun brugte de få timer om dagen, til at flygte fra stedet her, for det ville han slet ikke have!
"God dag, Cassie.." sagde han denne gang. Han valgte at give hende de tøjler.. Og så havde hun bare ikke at udnytte dem! Han lagde sig helt ned i sengen igen, og lagde hænderne over hans hjerte. Et sted en sidste beskyttelse, som han kunne det, inden han gav efter for den tiltrængte hvile for dagen og de få lyse timer.

//Out