The nightmare starts again

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana Vanessë Móreadhiel - Jarniqa Dynithril - Lucifer Phoenix I. Jaceluck

---

En ny dag gruede. Grundet årstiden stod solen endnu ikke højt på himlen, skønt det var morgen. Halvmørkt var det, hvilket det generelt i disse måneder. Det betød både vinterdepression blandt nogen, og flere vampyrer i det åbne. Påvirket af al det blev Tatiana dog ikke. Der skulle meget til at skubbe hende det mindste. Bestemt bevægede hun sig ned ad trapperne til området der udgjorde tortur- og fængselsregionen. Den næste stykke tid ville hun være at finde her hver dag. Lucifer Jaceluck hyggede sig nemlig hernede nu, som hun havde indfanget ham og bragt ham i træning. Derudover havde hun valgt at tage en andens træning på sig, nemlig Jarniqa Dynithrils. Selv vidste hun, at der allerede var blevet sendt bud efter den unge kvinde, så hun stod højst sandsynligt allerede parat i torturkammeret. Derfor bevægede hun sig også i retning af Lucifers celle. Køligt var det nede på gangen, men ikke påvirkede det Tatiana der var i sin læderdragt. Lucifers sag var sikkert en anden.. Han havde kun sit lændeklæde, et tæppe og sit halm at hygge sig med. Uden at hilse på ham gennem tremmerne, satte hun nøglen i døren, som hun nåede hans celle. Med et klik gik låsen op, så hun kunne puffe døren op til ham. Hendes gennemtrængende blå blik søgte hans skikkelse. Til morgen havde han modtaget en klud og en spand med vand, så han kunne vaske blodet og sveden af sig. Derudover havde han fået et vandglas og et stykke brød. Meget var det ikke, men nok var det. ”Kom med,” beordrede hun direkte. Intet: Godmorgen eller sovet godt? kom hun med. Det var irrelevant for det de skulle. Hun havde en plan for dagen, og det var den de skulle følge.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var med et chok, at Lucifer var vågnet op, da en spand vand, en klud og et sølle stykke brød, var kastet ind til ham. Han havde på ingen måder sovet særlig godt. Kæden om hans hals, havde vækket ham flere gange, og når han ikke fik sin søvn.. Så var han et endnu større helvede, end hvad han måtte være i forvejen. I den samme omgang havde han derfor fået vasket sig.. så godt, som han nu kunne, da det heller ikke ligefrem var nemt, men hvad kunne han da gøre ved det?
Maden havde han også fået spist, hvor han sad med sine lænker, da Tatiana nu måtte komme ind til ham. Langsomt måtte han derfor vende blikket mod hende. Hun ønskede ham med.. Frygten for, hvad Jarniqa nu skulle igennem, var det største ved ham, og den tanke, kunne han slet ikke lide! Forsigtigt rejste han sig op, hvor han tydeligt kunne mærke hvor stiv han egentlig var, efter i går. Hans blik søgte derfor i retningen af hendes skikkelse. Han var vred. Ingen tvivl om, at han var vred, og særligt fordi, at han ikke kunne gøre noget ved det. Han knyttede næverne. "Og godmorgen til dig," bed han af hende, hvor han denne gang trådte ud. Dumt var det jo at arbejde imod hende, og det havde han jo for længst fundet ud af. Han stoppede op udenfor cellen. Han var allerede bleg.. han var træt, og havde sovet dårligt i nat.. Det var jo en virkelig dårlig kombination alt taget i betragtning! "Hvad så nu?" endte han spidst. Han skulle jo modarbejde hende.. og verbalt, der var han stadig med.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Ikke hilste Tatiana ham godmorgen. Den form for småligheder gad hun ikke med ham. Slet ikke når han spillede kæk over for hende. Ud til hende lod hun ham komme, men derfra måtte hun også tage fat i ham. Manden skulle tydeligvis allerede belæres! Bestemt skubbede hun ham i ryggen, så han var tvunget til at gå frem, samt balancere for ikke at vælte. Lænket om håndleddene og om anklerne var han nemlig stadig. ”Er din hukommelse virkelig ikke bedre end det?” spurgte hun tydeligvist skuffet.. og hun hadede at være skuffet. Derfor kunne det meget vel også ende ud med en ekstra straf til ham. ”Til din oplysning er det i dag, at du skal gense den kære Jarniqa. Din lektie til i dag var desuden den, at du skal fortælle Jarniqa, hvad der skal ske i dag, og hvorfor det skal ske. Hvis du fejler i det, vil du finde ud af, hvad mit forhold er til glemsomhed,” sagde hun direkte. Formentligt kunne han allerede nu regne ud, hvordan hun tacklede glemsomhed. Han havde nemlig allerede sandet, at hun ikke var en varm kvinde. Langt fra. Hun ville ikke fortælle ham, at han havde gjort noget forkert. Hun ville vise ham det, så selv hans krop huskede det. ”Vi skal være her for i dag,” meddelte hun, som hun stoppede op ved en massiv trædør. I det store og hele lignede det rummet fra i går bortset fra, at der i dette var en træstol. En træstol der ville være placeret over for Jarniqas hængende skikkelse. Døren åbnede hun, og ganske rigtigt hang Jarniqa allerede parat. Perfekt! Derudover var Vanía fra i går også til stede i lokalet. ”Godmorgen Jarniqa og Vanía,” hilste hun denne her gang, inden hun lavede en gestus til træstolen over for Jarniqa. ”Tag plads,” beordrede hun Lucifer. På stolens armlæn var der allerede fastgjorte lænker. Et tegn til, at han ville blive bundet fast til den. ”Du kan meget passende gå i gang med at fortælle, hvad der skal ske i dag.”

[Jarniqa Dynithril]

Tidligt på morgenen havde det været, da Jarniqa var blevet hentet. Til hvad havde hun ikke vist, men de bange anelser havde hun da haft.. Særligt oven på gårsdagen, som hun bestemt ikke haft glemt. Desværre. I går havde været en første dag i lang tid, at hun rigtigt havde følt, og forfærdeligt var det. Hun hadede at føle. Det var grusomt. Det havde resulteret i, at hun havde ligget skælvende i sin seng de første par timer, samt havde ligget søvnløs i en del timer, før hun var faldet hen. At have det sådan og at være i samme rum som Valandil var desuden ikke en morsom ting. I dag da det havde Vanía der havde hentet hende, havde hun desuden kun tænkt en ting. Lucifer. Det måtte omhandle ham, siden den kvinde to dage i træk havde hentet hende.
Nu hang Jarniqa nogenlunde, som Lucifer havde gjort i går. Grundet hendes brækkede arm, var det kun den ene der var spændt fast i lænken til loftet. Det resulterede i, at det strakte forbandet meget, og at hun helt frygtede, at hendes arm ville blive revet af led. Hendes brækkede arm hang i en slynge, der endda var blevet spændt fast til hendes mave. Man frygtede vel, at det der skulle ske ville få hende til at rive i armen? Hendes ben var lænket fast til gulvet, som hun ikke kunne nå. Halvnøgen var hun, hvilket gjorde, at man kunne se de mange slag og pisk hun havde fået igennem de sidste fire måneder. Hvad Lucifer havde fået i går, var derfor en smal sag ved siden af hendes. Om brystet par hun et enkelt stofklæde, så hendes barm var dækket, og om underlivet bar hun en trusse. Bundet i en knold var hendes lange ravnsorte hår, så det ikke ville forstyrre begivenhederne. Stram blev hele hendes mimik, da Tatiana og Lucifer trådte ind i rummet, men alligevel formåede hun at nikke som svar til Tatiana.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Grotesk var alt dette, og det var noget, som Lucifer selvfølgelig godt kunne mærke. Tænderne bed han derfor fast og kraftigt sammen, som han denne gang søgte ud af cellen. Tanken om, at han nu skulle være skyld i, at Jarniqa skulle modtage hele 15 slag, på baggrund af hans opførsel dagen i forvejen, var forfærdelig. Han havde jo aldrig nogensinde ment, at det skulle gå udover hende på denne her måde. Det var jo ikke ligefrem en hemmelighed, at han var glad for hende.. At han vel stadig elskede hende? Og nu stod her i en situation, hvor han ikke kunne redde nogen af dem ud.
Lænkerne slæbte han med sig. De var tunge for ham at gå med, og endnu var det så godt som umuligt, at se ud af det øje, som piske havde smældt over dagen i forvejen. Ondt gjorde alt dette, og han kunne slet ikke have med det at gøre! Ikke svarede han på Tatianas ord. Han var bestemt ikke meget for at give hende, hvad hun ville have, men igen.. Han ville jo heller ikke have, at det gik udover Jarniqa. Ind i lokalet kom de derfor, hvor han allerede nu kunne se, at hun hang der. Han lukkede øjnene kun for et kort øjeblik. Han følte.. og han var ikke bange for at erkende det. At Jarniqa så ikke kunne, gjorde ondt. Han stoppede op hvor han blev henvist til. "Du vil modtage 15 piskeslag på baggrund af min opførsel.. samme steder, som jeg modtog dem.." Mere end det sagde han ikke. Han hævede kort blikket op mod hendes skikkelse igen. Skylden og følelserne var der.. Der vendte han blikket væk. Han havde ikke lyst til at kigge på det!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Køn fandt Tatiana Jarniqa, som hun hang der i lænken, i forhold til da Lucifer havde hængt der. Jarniqa var nemlig målbevist, hvorimod Lucifer havde tigget om at komme fri, samt truet med at dræbe hende. Det var vel også blot forskellen på manden og kvinden? Kvinden kunne klare en langt værre smerte, end hvad manden kunne. Derfor følte hun ikke selv overraskelsen ved, at hun foretrak kvinden frem for manden.
Tilfreds følte Tatiana sig ved, at Lucifer fortalte Jarniqa om de kommende begivenheder. Hvad der dog fik hende til at rynke på brynene var, at han knapt nok ville se på hende. Skarpt hvilede hendes blik på ham. ”Du dømmer en kvinde pisk, og du kan end ikke holde øjenkontakten med hende, når du giver hende dommen?” sagde hun skarpt. Tydeligt utilfredst. ”Jeg har endnu ikke skåret dine øjenæbler ud af dine øjenhuler, så indtil da er du tvunget til at se hvert et piskeslag, som jeg tildeler Jarniqa,” sagde hun direkte. At han end videre var for dum til ikke at sætte sig på stolen, som hun havde angivet, fik hende til at give ham et hårdt skub i brystkassen, så han faldt ned på den. ”Jeg sagde tag plads,” trynede hun ham skarpt. Mænd.. Man kunne da heller ikke regne med dem! ”I dag vil jeg stå for træningen af dig, Jarniqa, imens Vanía vil være Lucifer behjælpelig,” fortalte hun, hvor hun tillod Vanía at træde hen ved Lucifer. Her åbnede hun hans lænker om håndleddene, men blot så de i stedet blev fastspændt til armlænene. Det gjorde, at han mistede friheden til at røre sig. Dernæst satte hun sig på hug ved hans ene side, så hun kunne holde øje med begivenhederne og handle, som hun var blevet påbudt. Tatiana trak koldt på smilet, som hun trak sin pisk. ”Godt.. Vi starter med et,” sagde hun til Jarniqa, inden hun svang pisken over Jarniqas bryst.

[Jarniqa Dynithril]

Hurtigere slog Jarniqas hjerte, som Lucifer trådte ind i rummet, og igen måtte hun forbande sig selv. Tåbelig og til grin fandt hun sig selv over sine følelser. Hun følte sig nemlig påvirket af en, der alligevel ikke ønskede hende. Hun burde være ligeså ligeglad med ham, som han var med hende. Hun burde særligt være det, fordi hun havde trænet for at nå det ligegyldige stadie. Måske havde fejlen ligget i, at hun fra start af havde burde træne med Lucifer? Forhåbentligt ville hun kunne gøre op for det nu. Det mere sammenbidt i ansigtet blev hun, som Lucifer fortalte, at hun nu skulle piskes på grund af ham. Det havde virkelig været en fejltagelse, at de to i det hele taget havde mødt hinanden. Hun tog en dyb indånding. ”Jeg er klar,” meddelte hun kortfattet til Tatiana.. eller så klar, som hun nogensinde ville blive. Særligt hendes ophængte arm plagede hende allerede. Derfor havde hun også lukket sin hånd om kæden, så hun blot havde en smule støtte. Tænderne bed hun hårdt sammen, idet pisken søgte hendes bryst. Øjnene blinkede hun også automatisk med. Ikke sagde hun et pip til en start. Hverken et gisp eller skrig, forlod hendes læber. Dette var nemlig ikke første gang, at hun blev pisket. Pt blev hun pisket hver dag, og det havde nu stået på i fire måneder. Det værste var dog, at hun ikke kun fik et nyt åbent sår, men at det derimod brød op med et af de, som hun allerede havde. Spændt var hendes krop. ”..E-et,” talte hun. Hun havde prøvet det før. Hun vidste, hvordan det forløb sig. Hvad hun dog kunne frygte var piskeslagene i hovedet. På det punkt var hendes kønne ansigt nemlig endnu uberørt.. Gad vide, som hvilket nummer det ville komme?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer hadede det faktum, at det var ham, som skulle være skyld i, at hun blev pisket og slået på den her måde. Han kunne slet ikke lide det! Han blev stående, stædig som han var, og stirrede på dem begge to. Tatiana med vrede, og på Jaeniqa med en følelse af fortvivlelse, som han ellers aldrig ville have gjort sig ellers. Han bed tænderne kraftigt sammen. "Du kan også lige vove på at forsøge..!" endte han sammenbidt, hvor han blev tvunget til at sætte sig ned.
Kold som han var, blev hans lænker låst fast til armlænet, så han derfor knapt kunne flytte sig. Han spændte denne gang mere fast i kroppen, som var det rent faktisk ham, som skulle have disse piskeslag. Han stirrede fast og kraftigt på Jarniqa, som hun hang der og bare.. accepterede sin skæbne? Hvordan kunne man bare acceptere den slags?!
Smældet lød direkte over hendes bryst, hvor selv det gibbede helt i Lucifer. Ikke brød han sig om at sidde der. Han forsøgte næsten automatisk at komme op. Han kunne ganske vidst kun se med det ene øje, men af den grund, så ville han jo ikke have, at der skulle ske hende noget. Han spændte i hele kroppen. Hun talte.. 14 endnu. Det var stadig virkelig mange slag, og han vidste jo godt, at det udelukkende var hans skyld, at hun skulle igennem det her, og han kunne slet ikke have det! I sit stille sind, tiggede han dem om at stoppe. Hvorfor skulle hun straffes, fordi at han havde åbnet munden? Det ville jo aldrig være fair overfor nogen!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatiana fnøs kort for hovedet ved hans ord. ”Hvad vil du gøre ved det, hvis jeg gør det?” spurgte hun ligegyldigt, som hans ord ret sagt var ligegyldige. Han var blevet spændt fast til stolen. Han kunne ikke røre sig. Hvis hun tog en kniv og skar hans øjne ud, kunne han derfor intet gøre. Tåbelige var hans ord derfor, men han var også en noget tåbelig mand. Han havde i hvert fald tilkendegivet for hende, at han ikke havde de fleste hjerneceller at rykke rundt med. Jarniqa var derimod en anden sag. Hun hang der stærkt. Lyttede til hendes ord, og som hun svang pisken begyndte hun prompte at tælle. Tilfreds kunne hun derfor kun være. Det kunne Lucifer klart lære noget af!
Som Tatiana piskede Jarniqa, holdt Vanía skarpt øje med Lucifer. Derfor bemærkede hun også, hvordan Lucifer forsøgte at komme Jarniqa til undsætning. Sødt.. men ikke nødvendigt. Ikke sagde Vanía et ord, som hun blot lagde sine hænder over hans venstre hånd. Forsvarsløs var den helt, som lænken omkring håndleddet holdt den fast. Om hans lillefinger greb hun. Så lille og uskyldig i forhold til resten. Brutalt rev hun i den, så det til sidst sagde knæk. Som hun havde brækket Jarniqas arm i går, havde hun nu brækket Lucifers lillefinger.
Tatiana der sørgede for Jarniqa, så ikke til Lucifer i den stund. Han fik uden tvivl som fortjent. I stedet svingede hun pisken igen. Denne her gang brutalt over Jarniqas ansigt, så hendes læber flækkede i to. Umiddelbart lignede det, at det var den unge kvindes første piskeslag i hovedet. Derfor betvivlede hun ikke smerten i det. Dog måtte det være nødvendigt. En kvinde skulle kunne holde til alle de fysiske former for smerter. Dette var blot endnu en af dem.

[Jarniqa Dynithril]

Slemt havde det første piskeslag ikke været.. Øjnene nåede Jarniqa at åbne til at se, at Lucifer forsøgte at rejse sig. Hvorfor gjorde han det? Prøvede han bare at komme væk? At det skulle være for hende, havde hun svært ved at tro.. Hvis det var for hende, var det nok ikke direkte for hende, men nærmere fordi, at han ikke nød at se nogen få pisk. Umiddelbart havde han nemlig aldrig været en makaber mand. Hendes bryst trak sig sammen, som hun så, hvordan Vanía greb fat i Lucifers hånd. Hun vidste hvad der skulle ske. Hovedet nåede hun at vende bort, som hun alligevel ikke ønskede at se det, men ørerne kunne hun ikke dække. De hørte det nådesløste knæk. Lucifers pinsel kunne hun dog ikke holde sit fokus på, som hun kort tid efter blev tvunget til at fokusere på sig selv. Hendes læber skilte sig i et ’o’, som smerte og overraskelsesgispet forlod hendes læber. Det var så nu, at det slag kom. Hun mærkede en tåreansamling i sine øjne, men stædigt rettede hun sit blik imod Tatiana. Hun ville ikke knække.. Hun ville ikke knække for nogen af dem! Hun skulle forbløffe dem alle med sin styrke! Desværre kunne hun bare ikke undgå at ønske, at Lucifer ikke var her.. Det smaragdgrønne blik holdt hun endnu på Tatiana. Hun stod trods alt stadig foran hende, og det var hende der holdt pisken, så derfor var det også hende, som hun fokuserede på. ”To,” sagde hun endelig. Hun kunne smage blod i munden. Piskeslaget havde flækket hendes læber, hvor hendes tunge fangede noget af væsken inde i munden.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer ønskede oprigtigt ikke, at der skete noget med Jarniqa. Selvom de måske ikke umiddelbart havde hinanden på nuværende tidspunkt, var hun den kvinde i hans liv, som alligevel blev vægtet utrolig højt. Derfor bare ved det første smæld, var han på vej op af stolen, som han var placeret i. Eller, han forsøgte på det, om ikke andet. Han prustede. En tanke var, at han nu vidste, at det var hans skyld, at hun skulle have de slag, som hun fik.. Noget andet var, at han skulle se på det, og han kunne se hendes smerte, som hun så desperat forsøgte at bide smerten i sig, for han vidste da, at det måtte gå ondt.
Ud af øjet, som han ikke kunne se, kunne han nu alligevel mærke, hvordan kvinden tog fat om hans finger. Han vendte denne gang kraftigt blikket mod hende. Øjet var endnu hævet, som respons efter smældet over ansigtet, som han fik i går. Knæk! Lucifer spændte kraftigt i kroppen, hvor han kom med en kraftig prusten. Han rev voldsomt i hele kroppen, for det gjorde jo for helvede da ondt! Ikke fordi at en finger var så slemt, som det kunne have været, men det gjorde ondt for pokker! "Slip mig..!" vrissede han fast, inden han atter så mod Jarniqa, da pisken endnu en gang smældt.. denne gang over hendes ansigt. Han hadede at se den slags ske med hende.. Han bad virkelig til at det bare måtte stoppe.. en dum drøm, som han meget snart vågnede af, velvidende om, at det ikke kom til at ske.. Og det gjorde ondt!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Bliv siddende, lille dæmon, og betragt, hvad du er skyld i,” svarede Vanía ham, som Lucifer igen bad om at blive sluppet fri. Ikke ville det ske. Tatiana havde planlagt, at det var således her, at det skulle forløbe sig, og derfor rettede hun sig efter det. Ikke at hun så noget galt i det, for det gjorde hun ikke. Unormalt var det, at kvinder i Jarniqas alder blev udsat for denne træning, men unormalt var det også, at de først fik muligheden for at gennemgå den nu. Hvad der derimod var ganske normalt var Lucifers træning. Han forstod det bare ikke, da han kom af andet.
Ligesom i går, bevægede Tatiana nu sig rundt om Jarniqa. Ingen ord sagde hun, som Lucifer for øjeblikket var Vanías problem, og da Jarniqa alligevel bare adlød. Allerede nu kunne hun fornemme, at dagen i dag ville gå hurtigere, end hvad den havde gjort i går. Ryggen havde Jarniqa nu til hende, hvilket gjorde, at hun ikke vidste, hvad der foregik. Hun havde kun Vanía og Lucifer foran sig. Armen førte Tatiana tilbage. Det var på alle måder rart at være tilbage i sit vante element igen! Hun svang pisken. Smæld. Pisken slog imod Jarniqas blottede ryg. Denne her gang fra skulder til talje. Tiden lod hun gå, så Jarniqa kunne tælle. Blodet så hun pible frem på den slanke ryg, og ikke kun ved såret af piskeslaget, men derimod fra andre sår, der nu sprang op. Pisken svang hun denne her gang til siden, så den i stedet smældede imod hendes følsomme lægge. Hurtigere gik det uden tvivl i forhold til i går, men stadig var femten piskeslag mange slag.

[Jarniqa Dynithril]

Ondt gjorde det.. Selvfølgelig gjorde det ondt! Jarniqa vidste bare, at hun måtte lære at bide smerten i sig, som hun måtte lære at hæve sig over den. Det var det, som kvinderne havde sagt til hende. Hun hørte, at Lucifer ønskede at blive løsladt. Han ønskede vel bare at stikke af? Rende hjem til sin højt elskede familie, som hun stadig ikke mente fortjente ham.. De havde jo selv fravalgt ham. At han havde fravalgt hende, fordi hun havde pointeret det for ham, gjorde bare ondt.. men måske var det også det der gjorde det godt, at de ikke længere var sammen? Han havde ikke værdsat hende, og han ville aldrig komme til det. Hurtigere begyndte hendes hjerte at slå, som Tatiana bevægede sig omkring hende. Hvad nu? Tanken var umulig ikke at tænke. Desværre gjorde det bare, at hun nu måtte se på Lucifer og Vanía. Et usædvanligt syn var det. Hvor mange kvinder var ophængt, mens deres ekskæreste var spændt fast foran dem, og fik brækket sine fingrer? Et gisp forlod hendes læber, som piskesmældet ramte hendes ryg! Det værste måtte igen være, at det ikke blot forårsagede et nyt sår, men at det derimod også åbnede op for alle dem, som hun i forvejen havde. ”..T-tre,” talte hun sammenbidt. Alt for kort tid efter, syntes hun at mærke det næste slag! Per automatisk forsøgte hun at trække sine ben til sig, som hendes lægge blev ramt, som om hun ville ligge sig i en beskyttende fosterstilling. Dette kunne hun dog ikke.. Derfor raslede lænkerne blot ækelt imod hinanden, alt imens hun såret peb dæmpet. Følsom var huden der i forhold til den stærkere ryg. ”..F-fire,” talte hun. Elleve endnu.. Der var elleve tilbage, og ud fra Lucifers krop, kunne hun se, hvor hun ville få slagene henne.. Bare ikke i hvilken rækkefølge.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifers finger sad fuldstændig forkert. Brækket... Det var heldigvis ikke en arm, men de vidste vel også, at det var meget dumt, at gøre hans arm fri? Han ville slå fra sig, så snart han ville få muligheden for det, kun fordi at han kunne læse den smerte i Jarniqas ansigt, og han kunne slet ikke have det! Han ville slå dem ihjel.. Han slog dem alle sammen ihjel, hvis han kunne komme til det!
Igen spændte han fast i hele kroppen, kun for at vende blikket mod Jarniqa igen. Han kunne se, at hun havde ondt, og tanken om, at hun blev pisket på grund af ham, gjorde det slet ikke bedre for hans vedkommende, for han ville jo ikke have, at hun skulle have det sådan. Det fortjente hun ikke.. Meget fortjente hun, men ikke at blive underkastet tortur på den måde. Han klemte øjnene fast sammen, og bed tænderne sammen til følge. Hvorfor var det, at det skulle være på den her måde? "Lad hende gå..!" Den anden hånd knyttede han, kun fordi at han følte, at den som Vania i forvejen havde haft fat i, nærmest var blevet lammet, efter hun havde brækket hans lillefinger. Hun talte.. ligesom han havde gjort det dagen før, og han kunne jo selv se, hvordan han så ud. Skulle hun se lige sådan ud? Det ville han ikke have. Det var noget af det sidste, som han ønskede sig for hende. Han rystede på hovedet, og med blikket hvilende mod Jarniqas skikkelse. Anger.. Han ville jo ikke have, det skulle gå udover hende.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Vanía fulgte hver en handling. Både hvad Tatiana, Jarniqa og Lucifer gjorde. Da Lucifer tiggede om Jarniqas løsladelse, var det blot som at bede om hendes opmærksomhed. Hånden lagde hun igen hen over hans. Denne her greb hun barskt om hans langefinger, ligeglad med, om hun ramte hans brækkede lillefinger på vejen. På denne måde sikrede hun sig, at han slet ikke ville kunne bruge hånden. Sine kræfter brugte hun, som hun ligesom før rev i den i den forkerte retning i forhold til, hvad den ville, så det til sidst sagde knæk.
Lad hende gå.. Lad mig gå.. Var det det eneste Lucifer kunne sige? Trættende var det at høre på, men heldigvis reagerede Vanía også på det. Hun vidste, at hun kunne regne med den kvinde i denne stund. ”Forestiller du selv, at du er hendes ridder i den skinnende rustning og på den hvide ganger, når du beder om dette? Igen glemmer du den vigtigste ting.. Hun er her af egen fri vilje,” sagde hun direkte. Han kunne råbe og skrige al det han ville, og ikke ville det nytte noget. Han kunne ikke slippe fri. Det havde hun sørget for med lænken om hans hals. Jarniqa derimod kunne gøre noget, hvis hun oprigtigt ikke ville mere. Hun havde nemlig ingen magisk lænke om sig. Derfor kunne hun i teorien bruge sin magi på at slippe fri, hvis det var det hun ville. Det vidste Tatiana dog, at det ikke ville ske. Hvorfor skulle Jarniqa også ønske at slippe bort fra dette? Hun havde muligheden for at blive en stærk kvinde her. Pisken svingede hun igen. Ligesom ved Lucifer, blev dette slag i det allerede åbne på ryggen. Øjeblikkeligt kunne hun se, hvordan det fik blodet til at pible ud, så plaget, som den krop var for tiden. Det kolde blik søgte Lucifer igen. ”Ønsker du da at påtage dig hendes træning? Og din egen?”