The nightmare starts again

[Jarniqa Dynithril]

Lad hende gå. Ordene fik det smertende blik til at vende til imod Lucifer.. Mente han hende? Nej, det kunne han umuligt gøre.. Han var ligeglad med hende, og hvis det var hende han mente, var det kun fordi, at han havde en egoistisk plan i baghånden. Nej.. Hun var her alene. Det var Jarniqa sikker på. Hun havde ingen. Det havde han selv påpeget så fint for hende. Han ønskede hende ikke i sit liv, og derfor behøvede han slet ikke at sige sådan. Hårdt gjorde det hendes blik, som hun følte, hvordan hendes hjerte blev barikeret. Intet sagde hun, som hun lod Tatianas hånlige ord tale for sig. Ridder i skinnende rustning og med den hvide hest.. Det var bestemt ikke Lucifer! Dette var ingen lykkelig historie, hvor han elskede hende, ønskede at befri hende fra det væmmelige monster, der holdt hende fanget, samt ville leve med hende lykkeligt til sine dages ende. Engang havde hun troet det om ham, men ikke længere. Han havde sagt, at han aldrig ville forlade hende, og at han altid ville finde hende, og løjet havde han.. Øjnene klemte hun i, alt imens hun bed tænderne sammen – så der lød en mumlende lyd – som hun mærkede det gentagende piskeslag over sin ryg. I sit indre bandede og svovlede hun, som det gjorde helvedes ondt, når det var i et allerede åbent sår!”Fem!” Blikket måtte hun dog vende granskende mod Lucifer, som Tatiana pludselig spurgte, om han ville tage over for hendes smerte? ..Var det virkelig en mulighed? Kunne hun undgå at blive pisket? Var det virkelig en mulighed her? Faktisk lød det absurd. Det absurde burde dog være, at hun fandt det absurd.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var meget muligt, at Jarniqa var i en situation, hvor hun faktisk kunne forsvare sig, og derfor forstod Lucifer bare ikke, hvorfor hun intet gjorde? Kunne hun lide, at blive udsat for den behandling, som hun var blevet underkastet? Det gav overhovedet ikke mening for ham! Han stirrede advarende mod Vania, som igen tog fat om hans langefinger, og bare knækkede den. Denne gang slap han et skrig. Det gjorde for pokker hans hånd helt ubrugelig! Igen forsøgte han at få arme og det hele til sig, selvom han bare ikke kunne.
Øjnene lukkede han let. Han ville have hende fri. Det var jo overhovedet ikke meningen, at hun skulle blive straffet for ting, som han havde gjort.. og som havde noget med ham at gøre! Hans blik faldt til Tatiana i stedet for. Betød det, at han kunne tage imod de piskeslag i stedet for? Kunne han tage imod de sidste 10 i stedet for Jarniqa? "Giv mig dem.." endte han. Han ville ikke sidde der, og se til, at hun blev gennempisket fordi at han havde handlet uret! Jarniqa, var og blev stadig en kvinde, som for ham, havde en ekstrem stor betydning.. Om de var sammen eller ikke, gjorde ikke nogen forskel, for den betydning havde hun jo stadig. "Der er ikke nogen grund til at piske hende, når hun intet har gjort.. Lad mig tage imod de slag." Han sad fuldkommen stiv.. to fingre som slet ikke sad som de skulle, og det var nærmest en smerte, som han kunne mærke helt op til albuen. Det gjorde virkelig, virkelig ondt!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Piskeslagene holdt Tatiana for en stund inde med, som Lucifer tilbød at tage dem for Jarniqa. Hendes hoved søgte på sned, som hun studerede ham. Så ædelt, som han forsøgte at redde Jarniqa for den smerte, som hun udsatte hende for. Det var lige, hvad hun havde haft brug for at høre. Det skulle han da have tak for. Kynisk endte smilet med at brede sig på hendes lille mund. Det første tegn på, at det ikke lovede godt. For Lucifer om end. ”Tak, Lucifer. Du har været yderst behjælpelig. Det var alt, hvad jeg behøvede at høre,” takkede hun næsten helt sukkersødt. Jarniqa var ham tydeligvis et ømt punkt, hvilket gjorde det helt perfekt i nedbrydningen af ham. Hun skulle nok få bugt med ham, og nu kendte hun hans svaghed. ”Du vil blive og se på Jarniqas resterende 10 slag. Næste gang vi ses, vil det blot være dig og mig, men hvis du skulle gøre mig uret igen, vil Jarniqa igen lægge krop til dine fejl,” begyndte hun kynisk, inden hendes blik forlod hans, for i stedet at hvile på Jarniqa. Her slog hun hurtigt med pisken for at understrege sin pointe. Pisken smældede nådesløst mod Jarniqas ryg igen. Denne her gang mod det modsatte skulderblad og talje, så piskeslagene nu dannede et kryds på hendes ryg. Det isnende blik vendte hun mod Lucifer igen. ”Er det forstået?” spurgte hun ham koldt. Hun agtede at knække ham, og hvis hun skulle bruge Jarniqa som et våben, var det hvad hun måtte gøre. At han ikke vidste, at Jarniqa lige meget hvad ville blive udsat for denne smerte, sagde hun dog ikke højt. Det var langt mere fornøjeligt at lade ham blive i troen om, at hvis han fejlede, ville stakkels Jarniqa lide grundet ham.

[Jarniqa Dynithril]

Forundret kunne Jarniqas øjne ikke undgå at blive, som Lucifer foreslog at tage hendes plads. Det måtte desuden være en undring, som han ville kunne se i hendes blik, hvis han om end så hende ind i øjnene. Han ønskede at tage de resterende piskeslag. Hvorfor..? Havde han mon luret, at han kunne få en gevinst, hvis han gjorde det? Håbede han på, at det ville betyde styrke i Tatianas øjne? At han faktisk ville gøre det for hendes skyld, valgte hun ikke at tænke på. Selv, hvis det forholdt sig sådan, var det allerede for sent. Hvad end han havde tænkt, nåede hun dog ikke at finde ud af. Tatiana nåede nemlig at indrømme inden da, at det hele blot havde været en leg for hende, og at hun aldrig havde villet lade Lucifer træde ind i stedet. Sammenbidte blev hendes kæber derfor igen. Hun vidste, hvad der nu ville ske. Nu afventede hun bare, hvornår piskeslaget ville komme. Derudover tænkte hun, at det næppe ville være den sidste gang, at hun hang således her med Lucifer i rummet. Lucifer ville nemlig uden tvivl gøre Tatiana uret i.. og han ville højst sandsynligt ikke tænke nærmere over, at hun var bekostningen for det. Af overraskelse og smerte gispede hun igen, som piskeslaget gennemborede hendes ryg. Helt spændt blev hun i kroppen, så hendes muskler trådte frem, og så hendes krop blev stiv som et bræt. ”S-Seks..,” gispede hun, inden Lucifer nåede at komme med sit svar. En pinefuld måde var det, at Tatiana torterede på. På det punkt måtte hun næsten helt savne Eilíannel, der nu syntes helt mild ved siden af. Den kvinde havde dog droppet træningen af hende allerede efter den første lektion. Noget der uden tvivl havde været et slag for hendes vedkommende!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer spændte fast i hele kroppen, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Det var.. grotesk. Ingen tvivl om det! Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen. Han ville hellere end gerne tage imod de slag, som hun tog imod for øjeblikket, for han fandt det virkelig ikke fair.
Smerten i hans hånd, var virkelig ulidelig, for han kunne jo heller ikke undgå at bevæge fingrene bare lidt, og smerten skar virkelig! Den gav ham nærmest tårer i øjnene. Ikke ønskede han at noget skulle ske med hende, som han heller ikke ønskede at opnå noget prestige ved Tatiana, for det var slet ikke grunden til at han handlede ud fra dette i det hele taget! Han prustede let. "Du sagde...!" Han spændte endnu en gang i kroppen. I morgen ville det kun være dem? Han kunne jo ikke engang gøre andet end bare at tage imod, hvis det var det.. Han ville ikke lade hende knække ham, da det tilsyneladende var det, som hun var ude på, for det ville han slet ikke have med at gøre i det hele taget!
Jarniqa havde ondt.. Og han hadede at se det. Han forstod bare ikke, hvorfor hun ikke gjorde noget ved det! Han blev siddende.. stirrende, næsten hjælpeløst mod Jarniqa, og alligevel med så brændende en vrede, som han ikke havde følt igennem utrolig lang tid. Vel ikke siden hun havde fortalt ham, at hans familie ikke elskede ham? Blikket vendte han den anden vej. Han kunne ikke holde ud, at se på det!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hun havde sagt? Selv følte Tatiana nu bare, at hun havde stillet ham et ganske almindeligt spørgsmål. Hun havde spurgt om noget. Hun havde aldrig lovet ham noget. Derfor kunne han godt droppe sine frustrationer med hende. Han havde nemlig intet at være frustreret over.. Kun sig selv. Det var nemlig ham selv der havde valgt at tolke hendes ord forkert. ”Jeg sagde? Jeg stillede dig et simpelt spørgsmål, lille dæmon. Det er ikke min fejl, at du fejlfortolker mine ord, så den frustration må du hellere vende imod dig selv,” belærte hun ham direkte.
Vanía greb hårdt fat i Lucifers mørke lokker, hvor hun var ligeglad med, om hun rev nogle ud i handlingen. Bestemt drejede hun hans hoved så han ikke var i stand til at se bort fra Jarniqa. Alt imens greb hun om hele hans hånd med de to brækkede fingrer, hvor hun klemte om den. Et tegn på, at han gjorde noget forkert. ”Hvad forstod du ikke ved, at du skulle se på? Skal du have skåret ørene af, siden du alligevel ikke bruger dem?” spurgte hun nedladende.
Koldt smilede Tatiana til Lucifer. Det passede hende udmærket, at hun havde fundet hans svage punkt. Pisken svang hun igen. Denne her gang over Jarniqas balle og baglår, så det blev helt rødt. ”Fortæl mig mere om, hvorfor du så gerne vil bryde ind.. Er det for at spille helt, eller er det kærlighed?” spurgte hun roligt Lucifer, inden hun svang pisken igen, som om det hele var ganske normalt. Pisken slog hun denne her gang imod Jarniqas ene udstrakte arm, og hendes baghoved. Problematisk var det nok for Jarniqa i forhold til, at hun kun hang i en arm i forhold til, hvad Lucifer havde gjort.

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene lukkede Jarniqa i, som Tatiana begyndte at hovere. Vred syntes Lucifer helt at være over, at hun havde ”snydt” ham, men hvorfor? Underligt var det hele.. Selv var hun fast besluttet på, at Lucifer intet ville hende. Han havde jo selv slået op.. og dog tilbød han at tage pisk for hende? Hun kunne ikke finde ud af det. Ej heller kunne hun tale med ham om det, men ville hun overhovedet tale med ham? Han havde knust hende, og ikke ønskede hun at grave yderligere i det. Dog var hans blotte tilstedeværelse at grave i det. Hun gispede, og måtte helt skyde sin krop frem, som pisken smældede over hendes balle og lår! Fordømt! Hun røg ud af fatning, når hun skulle tænke så meget. Hun burde kun fokusere på slagene. ”..S-Syv!” Hun glippede med øjnene. Så, hvordan Vanía flåede i Lucifers hår. Væmmelig var han at se på. Hans øje var enormt! Ville hendes mon også ende sådan? Væk fra hun dog, da Tatiana spurgte ind omkring heltedåd eller kærlighed.. Kærlighed kunne det ikke være. Det gjorde også, at hun ikke ønskede mere kærlighed. Kærlighed var slet ikke en rar ting! Som et chok kom det næste slag! Skriget kunne hun slet ikke holde fra læberne, som det blot kæmpede sig ud og fyldte lokalet. Hendes hoved buldrede og dunkede. Kæden havde hun måtte slippe med hånden, hvilket blot fik hende til at tænke endnu mere, at armen måtte ryge af før eller siden! Hendes hjerte slog som pisket. Hendes krop skælvede, men var samtidig helt anspændt. Blod begyndte også at glide ned af hendes ene ophængte arm, hvilket måtte gøre synet det mere makabert at se på. ”Otte!” Nu måtte det godt slutte! Alt imens måtte hun dog også være forbløffet over, hvad hun egentligt kunne stå model til.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer sad fuldstændig stiv på stolen. Han hadede at se dem udsætte Jarniqa for det her, og endnu værre var det, at hun rent faktisk accepterede det. Selv i hans øjne, fortjente hun uden tvivl bedre end det her, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på i den anden ende! Hans hoved blev denne gang tvunget en smule tilbage, hvor han var tvunget til at se på Jarniqa. Han kunne ikke lide at se hende sådan.. Var det kærlighed? Det var det vel et sted? Han holdt jo forbandt meget af hende, og særligt fordi at hun havde haft den betydning for ham, som hun nu havde haft, og han kunne jo for helvede ikke ligefrem gøre noget ved det nu! "Og som jeg sagde, så er jeg mere end villig til at tage de slag, i stedet for hende..!" Han spændte kraftigt i kroppen, og særligt, da Vania tog fat om hans fingre og bare klemte til.
Tårerne meldte sig atter i hans øjne. Det gjorde ondt! De smertende lyde brød atter hans læber, men skrige, det ville han slet ikke! Han prustede, hvor han virkelig forsøgte at få fingrene ud af hendes greb, for det gjorde jo ondt af helvedet til! Han ville bare have at det skulle stoppe! Lyden af Jarniqas skrig, var det, som nærmest fik det til at gå i sort for ham. Det var nok det værste, som de kunne udsætte ham for! "S-stop det.. Stop!" Han rystede kraftigt på hovedet. Han forstod ikke, at hun bare fandt sig i denne form for behandling, for hun fortjente virkelig meget bedre end det! Han spændte fast i hele kroppen.. Afmagt.. sårbar.. Han følte det hele, og han kunne virkelig ikke lide det! Han kunne bestemt ikke lide, at have det på den her måde!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Dæmpet slap Tatiana et suk. Hvorfor kunne Lucifer ikke bare svare på ganske almindelige spørgsmål? Det var jo bare at svare ja eller nej.. Spillede han helt? Ja eller nej. Elskede han hende? Ja eller nej. Dog skulle det ikke være spor let, som han i stedet skulle spille smart omkring det hele. Noget han alligevel ikke ville få den største gavn af i den sidste ende. Men ham om det.. ”Svar på spørgsmålet i stedet,” dikterede hun, alt imens Vanía pinte hans hånd med de brækkede fingre. At Lucifer tiggede og bad hende om at stoppe det hele, fik hende blot til at trække svagt på smilet. Lucifer følte da.. Det gjorde ondt på ham, at alt dette foregik.. Det virkede hårdere på ham, end da han selv havde stået med det. Derfor vidste hun, at det betød, at hun måtte fortsætte. ”Der er syv slag tilbage.. Det er din skyld, at hun får dem. Hvis blot du havde opført dig ordentligt i går, ville billedet i dag have set helt anderledes ud,” sagde hun direkte til ham. Forhåbentligt ville tanker plage ham, og skyldfølelsen æde ham op. Hun svang pisken igen. Denne her gang over Jarniqas rygsøjle, som man tydeligt kunne se stikke ud grundet den unge kvindes anspændthed. Flået af røde striber syntes hele Jarniqas krop at være. Selv vidste Tatiana, at det måtte være en hård proces for den unge kvinde, men nødvendig var den. Jarniqa ville takke deres samfund, når det hele engang sluttede. Hånden førte hun tilbage igen, inden hun huggede den frem. Smæld! Pisken ramte det øverste af hendes ryg, skulder, og forhåbentligt toppen af hendes barm på den anden side. Hun så nu koldt imod Lucifer. ”Fortæl hende nu, at det kunne have været slut i dag, men at du selv ønskede mere i går,” bad hun Lucifer.

[Jarniqa Dynithril]

Nej, det Lucifer følte for hende var ikke kærlighed.. ellers havde han sagt det. Han led blot under det faktum, at han ikke kunne lide at se nogen blive torteret. Ikke andet. Øjnene klemte Jarniqa for en stund i efter sit skrig. Hun måtte samle sig. Det var nemlig langt fra slut endnu. Hun tog en dyb indånding, og åbnede øjnene igen. De var ufatteligt klare grundet den smerte, som hun følte i sig. Hun stirrede på Lucifer, som Tatiana talte. Piskene ville hun have fået lige meget hvad, men hun vidste, at hun fik Lucifers pisk, samt at hans tilstedeværelse skulle være i rummet, fordi hun skulle hærdes, og løsrive sig for det, som hun måtte føle for ham. Hun ønskede at gøre det.. Han bragte hende nemlig kun dårligskab. Han havde knust hendes hjerte.. Nu resulterede det også i, at hendes krop skulle ødelægges.. Derfor passede det hende fint, at hun skulle straffes for at føle. Hun var nemlig tydeligvis dum, siden hun endnu havde følelser for ham. Tænderne bed hun stædigt sammen, som hun mærkede det næste piskeslag. ”N..Ni..!” talte hun sammenbidt. Hun var snart på ti, og så ville der kun være fem slag tilbage.. Kun fem slag. Normalt klarede hun fint fem.. men så havde hun heller ikke fået ti hårde inden da. Hun slap et gisp, idet hendes krop vred sig på mærkværdig vis, som hun kun fik pisk i den ene side. Samtidig kom hun til at rive en anelse i sin brækkede arm, hvilket fik hende til at pibe. ”Ti!” gispede hun. Hun glippede lidt med øjnene. Hun måtte tage sig sammen ved de sidste. Det skyldte hun sig selv. Hun var langt mere værd, end hvad Lucifer regnede hende for.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer følte så meget, at han slet ikke kunne finde ud af det, for ondt gjorde det. Aldrig i hans liv, havde han oplevet noget lignende, og selvfølgelig kunne det også godt mærke det. Han sad fuldstændig stiv, hvor smerten tydelig var at spore i ham.. Vanía havde fat i hans fingre, og det gjorde ondt. Han kunne jo for pokker heller ikke samle sig om noget som helst, og særligt ikke, når det skete på denne her måde! Han prustede svagt! Han holdt jo af Jarniqa! Elskede hende vel nok også et eller andet sted, også selvom det måske var svært at forestille sig, men for pokker..!
"Slip... mig!" Han forsøgte at trampe med fødderne og rive hænderne til sig, simpelthen fordi at det gjorde ondt, og han kunne ikke samle sig om, hvad han egentlig skulle! Smældene hørte han.. Han hørte Jarniqa tælle, og gud hvor han havde det dårligt med det. Han vidste jo, at det var hans skyld, at hun skulle have så mange slag. Han bed tænderne kraftigt sammen, og med blikket hvilende på Jarniqa. Han sad fuldkommen stiv. To brækkede fingre.. Det gjorde ondt! Han prustede svagt.. Han hadede at blive fremstillet som et svagt individ. Han havde det ekstremt dårligt med det! "... Jeg elsker hende.." sagde han denne gang. Ville hun have svar? Jamen, så skulle hun da have sine svar! Og så måtte Jarniqa tage det som hun ville. Han ville hellere tage imod de slag, når det var hans skyld, end at hun skulle. 

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Kan du ikke klare smerten, lille dæmon? Jarniqa brokker sig ikke,” lød det tirrende fra Vanía. Hans hånd valgte hun for nu at slippe. Ikke fordi, at hun ikke kunne holde på den for let var det, når den var fastlænket. Fingrene lod hun i stedet stryge hen over hans kind. En kølig form for omsorg. Blidt mærkede hun sig af hans hud. ”Så så.. Der er kun fem slag endnu,” tyssede hun på ham, inden hun tog hånden til sig og søgte over på hans anden side. Det var trods alt ikke kun hans venstre hånd, der skulle nyde godt af hendes selskab.
Tatiana der lige havde svunget pisken en tiende gang holdt inde, som Lucifer endelig brød ud med sin forklaring. Han elskede hende.. Jamen dog. Pisken holdt hun inde med for en stund. ”Du elsker hende? Hvor rørende..,” sagde hun sødladent. Ikke forstod hun sig på kærligheden mellem en mand og en kvinde. Hun kunne derimod forstå sig på, at manden forgudede kvinden, og at kvinden accepterede manden. Jarniqa skænkede hun kort et blik, inden hun trådte udenom hende og derfor nærmede sig Lucifer. ”I kærlighedens navn er jeg barmhjertig.. Jeg vil lade dig tage de sidste fem piskeslag med din udkårne,” endte hun kynisk med at sige. Hun nikkede til Vanía.
Øjeblikkeligt reagerede Vanía. Lucifer ville ikke få brækket flere fingrer, men måske en anden dag.. Ikke slap hun ham fri, som hun bare søgte op på benene. Her stillede Vanía og Tatiana sig skulder mod skulder. Tatiana vendte fronten mod Jarniqa, og Vania vendte fronten mod Lucifer. Pisken trak hun. Hun kunne sagtens arbejde, skønt han var fast spændt til en stol. ”På overkroppen,” befalede Tatiana kortfattet. De to kvinder svang piskede synkront, så de samtidig smældede mod de to bare overkroppe.

[Jarniqa Dynithril]

Jarnqia følte nærmest sit hjerte stoppe. Han elskede hende? Endnu? Nej.. Nej.. Nej..! Han løj. Han løj for Tatiana, og han løj for hende. Hvis han havde elsket hende, havde han aldrig forladt hende. Hun havde nemlig elsket ham, og hun ville aldrig have forladt ham. Øjnene lukkede hun let i, som hun rystede svagt på hovedet. Hun troede ham ikke.. Dum ville hun være, hvis hun begyndte at tro ham. Han var ligeglad med hende. Helt ligeglad. ”..Løgner,” endte hun med at hviske. Han elskede hende ikke. Damien elskede hende ikke. Ingen elskede hende. Alle havde derimod efterladt hende. Hun hørte Tatianas dom om, at de nu skulle piskes samtidig.. På grund af kærligheden mellem dem? Hun kunne næsten grine over det. Der var ingen kærlighed fra Lucifer og til hende, så derfor var det dybt tragikomisk. Øjnene lod hun glide op igen. Tatiana stod nu foran hende og kiggede på hende, mens hun kunne se på Vanías ryg. Hun kunne derfor ikke længere se Lucifer. Hun vidste dog, at han endnu var der. Tænderne ben hun igen sammen. På overkroppen? Et skrig forlod hendes læber. Eftersom hendes brækkede arm skjulte noget af hendes overkrop, blev denne nemlig også ramt, og til fanden hvor gjorde det ondt! En tåreansamling mærkede hun i sine øjne. Vejret trak hun i stød, som hun denne her gang sagde; ”..e-elleve!” Elleve. Der var ikke så langt til femten herfra. Det ville snart være ovre. Det var det mest beroligende ved det hele. Hun vidste nemlig præcist, hvor længe hun skulle udholde smerten. Derfor vidste hun, hvordan hun skulle administrere sin energi.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer hadede sig selv, for at indrømme det, men han kunne jo heller ikke undgå det. Han bed tænderne kraftigt sammen. Han elskede Jarniqa.. Det havde gjort forbandet ondt at forlade hende, men den udvikling deres forhold havde taget, havde på ingen måder været sund for nogen af dem, og nu stod de jo så her. Hans blik hvilede stift på dem. Han løj ikke.. Og nu måtte han vel tage nye konsekvenser af, hvad han følte? Det var jo heller ikke ligefrem første gang, kunne man sige! "Jeg kan sagtens tage dem..!" endte han denne gang med en fast tone, som han fast vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Det var i sig selv, heller ikke noget, som han kunne lægge det mindste skjul på i den anden ende. Ondt gjorde det jo. Ingen tvivl om det.
At han så eftersigende skulle tage piskeslagene sammen med hende, gjorde det ikke bedre. Han ønskede at fri Jarniqa for den smerte.. Hvis han kunne, og det så bare ikke sådan ud, hvilket i sig selv, var en tanke, som frustrerede ham forbandet meget faktisk! Han spændte i kroppen. Svor, at få sin hævn på et tidspunkt. Han ville ikke hæmme med det! Ingen tvivl om det! "Få det overstået..!" endte han med en fast tone. Løgner.. End ikke Jarniqa troede på ham? Det var nu en vane for ham, at være lidt alene om tingene, og dette var vel heller ikke noget undtag?
Nu hvor end ikke Lucifer kunne trække hænderne til sig, var det svært i det hele taget. Pisken smældede over hans overkrop. Han kom med et kraftigt smertende gisp.. og en rystelse i kroppen. Skulle han tælle? Det havde han ikke fået besked på i det hele taget. Han blev siddende.. tårerne meldte sig i hans øjne. Slagene gjorde jo ondt! Og værre, at han skulle være alene om de følelser.. tilsyneladende.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Han elskede hende.. Løgner.. Ordene røg fra den ene mund til den anden. Ikke vidste Tatiana, om Lucifer oprigtigt elskede Jarniqa eller ej. Hvad hun dog vidste var, at Jarniqa ikke var helt ligeglad med Lucifer og omvendt. Al det var det eneste, som hun egentligt behøvede at vide. Af den årsag blev pisken også svunget hen over begge parter nu. Tatiana koncentrerede sig om Jarniqa der hang fra loftet, og Vanía sørgede for Lucifer, der endnu sad i stolen. Piskeslagene smældede gennem rummet. Hvilken lyd! Selv skriget bragte hende en hvis tilfredshed. ”Lår og skinneben!” annoncerede hun, hvilket fik hende og Vanía til at svinge piskene igen. Smæld. Hårdt måtte det uden tvivl være for Lucifer, da han fik åbnet de sår igen, som end ikke havde nået at lukke sig i går.
Jarniqas fodlænker raslede igen, idet hun ikke kunne undgå at forsøge at trække benene til sig. Det dunkede, men snart kunne hun ikke længere finde ud af, hvor det dunkede! Det syntes blot at smerte over det hele.. Det brændte, og det sved! ”T-Tolv!” Tre igen.. Kun tre. Om det var værst når Tatiana sagde noget eller te stille, kunne hun ikke finde ud af. Nu vidste hun, hvor hun præcist ville blive pisket, og derfor hvor smerten ville ramme næste gang.
”Lårene!” beordrede Tatiana og piskene blev svunget igen. Yderst præcist måtte Vanía slå for at ramme de eksakte steder. Lucifers krop var nemlig ikke ligeså tilgængelig, som hvad Jarniqas krop var, men alligevel ville hun mene, at hun klarede det ganske godt.
Tårer havde Jarniqa i øjnene, hvor hun nu også måtte klemme dem let i. Det gjorde ondt. Særligt når det forrige slag var over det ene lår, hvor det næste var over dem begge. Det var som at gnide såret rigtigt ind i salt! Tiden måtte dog være en trøst for hende.. Snart ville det være overstået.. for i dag vel og mærke, men formentligt havde hun klaret sig så lovende, at hun ikke behøvede at træne med Lucifer i morgen. ”..Tr..Tretten!”