I'm still in pain.

[Aya Keena]

Aya vidste at Carlisle bare gerne ville beskytte hende og hjælpe hende. Det var ikke fordi hun ikke ønskede at han gjorde dette for hende men alligevel. Hun ville sådan ønske at situationen var anderledes og at hun bare kunne være sammen med ham men dog så var dette ikke en mulighed. Det var surt og ikke noget som hun kunne lide men dig noget som hun måtte leve med. Hun sukkede svagt og puttede sig bare ind til ham. Hun ville nyde den tid hun havde sammen med ham inden de skulle skilles. Selvom det ikke var sikkert for hende at være her sammen med ham så kunne hun stadig ikke lide tanken om at de skulle skilles. Hun ønskede ikke at miste ham igen. "jge ved det godt" mumlede hun stille og lukkede øjnene.
Han ville følge hende til grænsen hvilket var en lettelse på en måde. Dog ville hun stadig ikke have det. Han skulle ikke bebyrdes med hende længere end højest nødvendigt. Hun bed sig svagt i læben og lod hovedet hvile mod hans. Han var forfærdelig stædig og hun kunne ikke gøre meget for at sige ham imod. "Du gør for meget for mig en gang i mellem, Carlisle" lød det stille fra hende. Det var jo sandt. Han gjorde virkelig mere for hende end han burde. Det var hende en forvirrende ting. Hvorfor ville han dog gå igennem så meget for hendes skyld? "Vil det ikke være smertefuldt for dig at se muren og ikke kunne komme med mig? Det vil jeg ikke have" sagde hun stille. Blikket vendte hun mod hans skikkelse og hendes øjne mødte hans. Hvis de skulle afsted i morgen så avde hun i hvert fald brug for hvile. "Hvis vi skal nogen steder så har jeg i hvert fald brug for at sove mere. Jeg er stadig øm. Du burde også hvile dig." Den omsorgsfulde stemme meldte sig hos hende igen. Hun holdt virkelig meget af ham, det var tydeligt. Hun lagde sig til rette ved hans side og kiggede på ham. Nu var alt hun kunne gøre at vente på at han faldt hen og gav efter for søvnen.

[Deleted]

Det var vigtigt for Carlisle, at Aya havde det godt, og det var også derfor, at han gjorde, hvad han kunne, for netop at sikre sig, at hun havde det godt. Derfor ville han have hende over muren. Alene det, var ikke noget, som kunne ske hurtigt nok, og særligt sådan, som det måtte være lige i øjeblikket. Han lagde hånden mod hendes kind, som han denne gang strøg let. "Det vil ikke genere mig, Aya.. Og gør det, så er det mit problem.. Ikke dit," sagde han denne gang. Det her var udelukkende for hendes skyld.
Carlisle var træt. Det var hårdt, at være på, på den måde hele tiden, men det var jo heller ikke ligefrem noget, som han kunne gøre noget ved. Det var hårdt, at forsøge at lade som ingenting, og lade som det slet ikke var noget, som gik ham på, for det gjorde det da godt nok! Han kunne bare ikke rigtigt gøre noget ved det, uanset hvor meget han så end ville det eller ikke. Han rystede denne gang på hovedet igen, inden han lænede sig frem. Her plantede han et stille kys mod hendes pande.
"Så lad os sove.. Jeg følger dig til muren i morgen," fastholdt han denne gang, og med en mere bestemt tone, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Igen fordi at han agtet at vide sig sikker på, at hun overhovedet kom af sted. Her lagde han sig igen til rette ved siden af hende. "Sov godt, Aya," endte han denne gang. Han lagde sig ganske roligt til, og faldt derfra også meget hurtigt i søvn. Han var mere træt, end hvad han havde regnet med.

//Out

[Aya Keena]

Aya vidste at han bare gerne ville beskytte hende men en gang i mellem så gjorde han bare for meget. Dette var en af gangene. Hun sukkede stille og sendte ham et lille smil. Hovedet søgte let på sned og øjnene lukkede hun ved kysset mod hendes pande. Hun nød det men hun vidste at det måtte stoppe. Hun kunne ikke leve beskyttet under hans vinge for længe og nu sendte han hende jo også tilbage til Procias alene. Hun lagde sig ned ved hans side som de besluttede sig for at sove men ej var det søvnen som meldte sig i hende. "Sov godt Carlisle. Jeg er glad for at du er i mit liv" sagde hun mildt og lagde sig tilrette.
Hun ventede en stund til hun var sikker på at han sov. Selv var han også umattet. Smilet hvilede på hendes læber som hun valgte at kæmpe sig ud af sengen. Hun var øm men brokkede sig ikke som hun kom ud af sengen og fik noget ordenligt tøj på. Kappen greb hun og stille listede hun ud af værelset og ned på kroen neden under. Der var ikke mange på denne dag så hun satte sig op ved disken. Krofatteren faldt hun i snak med, hun havde snakket med ham lidt før og han endte med at hjælpe hende med at skrive et brev. Da de var færdige takkede hun ham inderligt og så listede hun op oven på og skubbede brevet ind under døren. Hun stod lidt og kiggede før hun tog hætten over hovedet og så søgte hun ekllers ned igen og ud af kroen på sin rejse mod Procias. Hun skulle nok finde hjem.

//OUT