I'm still in pain.

[Aya Keena]

@carlisle

---

Det var efterhånden gået et par dage siden Carlisle havde fundet Aya og de havde været på kroen. Han havde hjulpet til mens hun fik det bedre. Hun var ham utrolig taknemmelig for hans hjælp for uden ham havde hun vært død nu. Nu lå hun i sengen med ham ved hendes side. Selv sov hun endnu men det var en urolig søvn. Dragoss var begyndte at plage hendes søvn utrolig meget her på det sidste. Frygten for at han ville komme igen og finde dem var hende så stor. Tænk nu hvis han gjorde Carlisle noget? Han kendte jo til hendes følelser for Carlisle og det forhold som de havde haft det på slottet. Det var egentlig en skræmmende tanke at der gik en mand rundt som vidste så meget om hende.

I takt med at hun sov blev hun mere og mere urolig. Tårerne var begyndte at trille ned over hendes kinder og hun begyndte at vende og dreje sig. Den gennemborende smerte begyndte at melde sig i hendes stadig sårede krop. Hun var stadig ikke kommet nok til hægterne til at det var healet endnu. Hun begyndte svagt at jamre som drømmen begyndte at blive et rent og skær marridt som hun ikke kunne løbe fra. Smerten gik igennem hendes hoved som når Dragoss havde gennemboret hende hovedet og panikken var nok til at få hende til at flyve ud af sengen og ende på gulvet ved siden af. "Du må ikke gøre mig noget. Du må ikke gøre mig noget. Ikke mere" græd hun bedende mens hun tog sig til hovedet. Denne oplevelse havde virkelig taget hårdt på hende. Virkelig hårdt på hende.

[Deleted]

Carlisle plejede at hjælpe til på kroen, for at kunne betale for det værelse, som han havde fået til ham og Aya, udelukkende for at sikre sig, at der ikke ville ske noget yderligere med hende. For ham, var det nemlig vigtigt. Ingen tvivl om det!
For nu, lå han ved siden af hende. Han sov ved siden af hende, for at sikre sig, at hun overhovedet fik sovet, og fordi, at det var den eneste seng, som var i lokalet, og selv han havde brug for at hvile engang imellem. Hårdt, som det end var, så var det jo bare sådan, at tingene forholdt sig engang imellem. Et kort smil passerede hans læber i hans egen søvn, som lå han rent faktisk der og drømte sødt. Det gjorde han ikke.. Han havde aldrig drømt før.

Den urolige søvn, som pludselig meldte sig, var hvad der tvang Carlisle en smule ud af sin. Hvad...? Lå hun og græd der ved siden af ham? Han blinkede en smule uroligt med øjnene, inden han rykkede sig en anelse, hvor han forsigtigt trykkede hende tættere ind mod sig. "Aya..?" forsøgte han denne gang. Hånden hævede han, for at stryge den over hendes kind. Et desperat forsøg på at gøre hende rolig igen. Han ville jo ikke have, at hun lå der og havde det skidt. Særligt ikke på den her måde! "Det er en drøm.." Han tog denne gang omkring hendes hånd, som han trykkede i sin. Hun var nødt til at vågne op af det grusomme mareridt, som hun var fanget i!

[Aya Keena]

Aya var stadig i fuld panik. Hun havde marridt næsten hver gang hun sov. Frygten for at Dragoss skulle finde hende hvilede i hende hvilket vel heller ikke var så underligt men hvad hun havde været igennem. Tårerne trillede ned over hendes kinder som hun lå der og vendte og vred sig. Hun havde det slet ikke godt og disse marridt hjalp virkelig ikke med hendes healing. Ikke det mindste faktisk. Det var egentlig synd for hende. At Carlisle vågnede ved hendes side opfangede hun ikke var selv var hun så dybt viklet ind i søvnen at hun ikke bemærkede andet. Hendes slaveherre havde fat i hende og den måde han borrede sig ind i hendes sind havde sat så dybe indre ar i hende at selvom han ikke var der mere så hver gang hendes tanker tænkte på det så mærkede hun smerten igen. Det var det som gav hende den følelse af panik for det var så virkeligt.
Der gik ikke længefør hun var ude af sengen og lå på gulvet og bad ham om at lade hende være. Det var slet ikke ment til Carlise men til mindet om manden der havde haft hende i et par måneder. Carlisles hånd mod hendes kind havde hun egentlig ikke bemærket. Det var først da han snakkede til hende og greb fat i hendes hånd at hun egentlig begyndte at komme til sig selv. Hun åbnede de tårefyldte øjne og kiggede meget forvirret rundt. I et kort øjeblik havde hun egentlig lidt glemt hvor hun var kommet hen. "Carlisle?" spurgte hun grådkvalt og kiggede rundt efter ham. Frygten for at hendes redning havde været en drøm faldt kort ind over hende indtil hun bemærkede hans kolde hånd mod hendes og hendes blik faldt på hans skikkelse. "Undskyld. Jeg vækkede dig" mumlede hun undskyldende og vendte blikket ned i jorden. Det var jo ikke hendes mening at reagere så voldsomt.

[Deleted]

Sådan som Aya begyndte at vride sig, tigge og bede.. tage sig til hovedet, som var hun i en intens smerte.. Selvfølgelig var det noget, som hårdt og brutalt måtte rive Carlisle ud af sin egen søvn, sådan som han lå og hvilede der ved siden af hende. I forvejen, var han ikke meget for at lade hende være selv, når han hjalp til nede i kroen, hvor han vidste, at hun også var alene, hvor han gerne ville være omkring til at passe på hende.. Men en engel hørte til i Procias, og der kunne han jo ikke længere være, da han var blevet forvist. Han hadede virkelig den tanke!

Denne gang synes hun at vågne, hvilket passede ham fint. Han tyssede forsigtigt på hende, hvor han sendte hende et svagt smil. Endnu havde han ikke fortalt hende, at han var smidt ud. Det var han faktisk i forveje meget skidt tilpas med, uden at han jo egentlig kunne gøre noget som helst ved den lige nu. Hans blik faldt denne gang til hendes skikkelse. "Tænk ikke på det. Du havde mareridt," sagde han denne gang. Hans blik faldt til hendes skikkelse igen, hvor han kort strøg hendes kind igen. Hun skulle bare lige falde til ro, så ville det nok gå over igen, ikke? "Fortæl mig, hvad du drømmer, Aya.. Det er ikke første gang det her sker," sagde han denne gang. Det bekymrede ham oprigtigt. Han kunne slet ikke lide, at se hende sådan her.

[Aya Keena]

Aya havde det stadig svært. Hendes krop gjorde stadig voldsomt ondt og hun var stadig i så meget underskud at hun ikke kunne heale det selv og det at finde en healer var ikke aktuelt. Hun rystede som hun sad der på gulvet men i det mindste havde han vækket hende. Hun var forvirret, utrolig forvirret egentlig. Det hele var bare så underligt og svært for hende. Hun snøftede en gang og vendte blikket mod hans skikkelse. Hun havde det stadig ikke godt.

Hun fik, med lidt besvær kommet på benene igen og kravlede tilbage i sengen. Hun stønnede en smule af bevægelserne som gjorde ondt på hende og så puttede hun sig ellers indtil ham under dynen. Hun rystede stadigvæk efter det mareridt som havde hærget hendes søvn. Det var vel intet under at hun stadig var påvirket? Hun lukkede stille øjnene og lod en finger glide let hen over hans bryst. Han ville gerne vide hvad hun drømte? Hun vidste ikke om hun kunne for sig selv til at fortælle ham hvad hun havde været igennem. Indtil nu havde hun forholdt sig tavst om emnet men hun kunne ikke rigtig tie når det kom til de voldsomme drømme. Stille åbnede hun øjnene og kiggede op på ham med en trist mine. ”Jeg drømmer om ham. Han jagter mig, jagter os. Det er forfærdeligt. Jeg er så bange for at han skal finde os og finde os. Jeg ved hvad han vil gøre ved os hvis han får fat på os og det skræmmer mig mere end noget andet. Jeg er virkelig bange, Carlisle” lød det fra hende. Tårerne begyndte på ny at trille fra hendes kinder i ren og skær afmagt. Frygten var hende så overvældende og hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre. Det var virkelig en forfærdelig følelse.

[Deleted]

Aya var slet ikke i så god bedring endnu, som Carlisle egentlig havde håbet på, at hun ville være, efter den her tid, og det var det, som gjorde ham usikker og urolig. Særligt, når hun vågnede på denne her måde om natten, og særligt med de mareridt, som hun havde. Det var bestemt ikke noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Tænderne bed han kraftigt sammen. Han hadede det!

Carlisle flyttede sig en anelse, da hun lagde sig op i sengen igen, og ind til ham. Armen lod han stille glide omkring hende, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig i stedet for. Han ville gerne vide, hvad der brød hendes tanker så meget, at det gik udover hendes nattesøvn, for det var slet ikke meningen, at hun skulle være så påvirket af det, som hun var.
At det var den mand, som gjorde det her ved hende, kunne han ikke lide! Forsigtigt trykkede han hende tættere ind mod sig i stedet for. "Han får slet ikke lov til at gøre noget ved dig, Aya," sagde han denne gang. Kunne han, ville han gerne sende hende til Procias, for der vidste han da, at manden ikke ville kunne komme til hende. "Og nu er jeg her.. Jeg lover dig for, at der ikke kommer til at ske dig noget," sagde han denne gang. Hans blik faldt til hendes med et tydeligt alvor i minen. Han ville ikke lade noget røre hende på hans vagt!

[Aya Keena]

Det havde taget hendes krop voldsomt meget længere tid at komme til hægterne end nogen af dem havde regnet med. Hun havde bare været for svag efter den kontinuerlige behandling som Dragoss havde givet hende. Det værste var nok at hendes hoved slet ikke var på ret køl endnu. Hun havde det virkelig stadig så skidt! Mareridt efter mareridt kom og tog ved hende så søvnen kunne hun ikke en gang finde ro i. Dette var nok også med til at forhindre hendes helbredelse endnu. Alle havde brug for en ordenlig søvn for at kunne helbrede kroppen men ej kunne hun finde den ro.

Hun puttede sig ind mod hans kolde krop. Armene som søgte om hendes skikkelse gjorde hende automatisk rolig. Mange ville nok finde det ubehageligt at ligge så tæt op af en død krop men Aya havde aldrig været imod det. Hun fandt trykhed hos Carlisle og det ville hun altid gøre. Hun sukkede stille og lod hovedet falde let ned mod hans arm. Hun var stadig så forbandet træt men alligevel kunne søvnen ikke holde hende i ret lang tid af gangen. Det var virkelig slemt.
Dragoss havde virkelig sat sine præg på hende. Ikke blot på hendes krop som havde flere ar en hun havde haft det før men mere i hendes hoved. Smerten som han havde påført hende gang på gang meldte sig i hendes drømme og torturerede hende på ny. Hun kunne ikke slippe for ham, heller ikke selvom hun ikke længere var i hans hus. Carlisle prøvede at betrykke hende og trøste hende men hun endte blot med at ryste svagt på hovedet. "Jeg er ikke bange for hvad han gør ved mig. Jeg er bange for hvad han vil gøre ved dig hvis han finder os! Der må ikke ske dig noget, Carlisle. Det vil jeg slet ikke have!" lød det fast fra hende. Enkelte tårer begyndte at trille ned over hendes kinder. Dragoss havde været en ond mand som havde forstået at bruge sine mentale krafter. han vidste alt om Carlisle som Aya havde vidst og det var en tanke som hun slet ikke kunne lide! "Han var mental dæmon. Han gik ind og manipulerede mit hoved. Du drømmer ikke om de ting han viste mig. Det hele var så virkeligt. Jeg ser det i mine drømme og smerten er så ulidelig at det sætter sig til disse mareridt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" hviskede hun stille og søgte tættere ind på ham. Hun var ked af det, bange og forvirret. Stadig var der en lille tanke i hende som ikke kunne lade være med at tænke om dette nu også var virkeligt eller om det var Dragoss der spillede hende et ondt pus. Det var en skræmmende tanke, en virkelig skræmmende tanke.

[Deleted]

Carlisle var måske i besiddelse af en død krop, men det varbestemt ikke ensbetydende med, at det gjorde ham til et dødt individ, da han ellers var meget levende i hans personlighed. Det var da heldigvis ikke noget, som hans kære fader havde formået at tage fra ham, og det i sig selv, var noget, som han måtte finde en klar glæde i, så det alene, var heller ikke noget, som sagde så lidt.
Dog måtte han erkende, at han slet ikke kunne lide, at se hende på denne her måde. Plaget af de værste mareridt, som han overhovedet kunne forestille sig, at hun skulle sidde igen med, uden at han kunne gøre noget ved det. Han kunne ikke lide det! Virkelig ikke! Armen lod han derfor søge omkring hende, som var det hans forsøg på at skænke hende den trøst, som hun ellers så brændende havde fortjent, for hun fortjente da kun det bedste, og det havde han skam også tænkt sig, at give hende, nu hvor han ville have den mulighed for at gøre det.
"Uanset hvad han har gjort ved dig, skal du ikke være bange for, at han vil gøre det samme ved mig.. Jeg skal nok klare mig, hvis han nu skulle forsøge på noget som helst," forsikrede han hende denne gang.
Igen trykkede Carlisle hende tæt ind mod sig. Han hadede når hun fik de 'anfald' for han vidste ærlig talt ikke, hvad han skulle gøre ved det. Øjnene lukkede han let. "Jeg kan vel ikke tillade mig, at bede dig om, at tage over grænsen til Procias igen, vel? Der ved jeg, at han ikke vil kunne få fat i dig," sagde han denne gang. Med sådan en afstand til Dragoss, var det vel også ganske begrænset, hvad han kunne gøre ved hende? Og han ville jo ikke have, at noget skulle ske med hende. Det tillod han virkelig ikke!

[Aya Keena]

Aya havde det virkelig skidt. Aldrig havde hun haft det på denne her måde før. Hun havde i mange år været en slave og var blevet udsat for lidt af hvert men den sadisme som denne mand udsat hende for havde været så ekstrem at hun var blevet helt og aldeles mærket af det. Den blotte tanke om ham fik det næsten til at løbe hende koldt ned af ryggen. Var det underligt hun var så bange med alt det hun havde været igennem?
Hun søgte ind mod hans favn, så tæt på ham som hun kunne komme og lod stille øjnene glide i. Hun havde det virkelig svært med det her og hans forsikrende ord hjalp hende ikke ret meget. Hun havde set hvad den mand var i stand til og hun kunne slet ikke lide de ting hun havde set. Øjnene åbnede hun igen og vendte blikket mod ham med skræmte øjne. "Du ved ikke hvad han er i stand til, Carlisle. Han ved alt. han har granset mit hoved igennem for alt. Alt hvad jeg ved om dig, ved han. Jeg har set .... forfærdelige ting. Ting som har været i mit hoved men som føltes så virkelige. Jeg har set dig blive tortureret og dræbt for mit blik så mange gange ... Jeg holder ikke til en gang mere. Jeg vil aldrig se dig lide sådan igen!" Hun formåeden at hidse sig selv op igen fordi hun var så skræmt som hun var. Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder igen og hendes hjerte hamrede i hendes bryst som havde hun løbet et maraton. Svagt var hun også begyndt at ryste. Det var noget som virkelig bragte hende tilbage til rædselerne.
Som han trykkede hende ind til sig slappede hun en smule mere af. Hun lyttede til ham og vendte så blikket mod hans skikkelse igen. Procias var hendes hjem, deres hjem. De skulle jo tilbage dertil, ikke? "Vi skal begge hjem til Procias, ikke? Du efterlader mig ikke der alene, vel?" spurgte hun stille og betragede ham. Hvad der var hændt ham anede hun virkelig intet om. I hendes hoved var han jo stadig den kongelige rådgiver i landet. Det var det eneste hun vidste og kendte til.

[Deleted]

Carlisle kunne slet ikke lide, at se Aya på den måde. Bare tanken om det, var noget som gjorde ham trist og ked af det, kun fordi at han vel følte sig så.. magtesløs? Han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. Han bed tænderne svagt sammen, hvor han denne gang måtte ligge øre til, at hun hidsede sig selv op, hvilket slet ikke var nødvendigt. Overhovedet faktisk! "Der er slet ikke nogen grund til at hidse dig selv op, Aya," sagde han denne gang. Der ville ikke ske noget med ham, og han ville ikke lade noget ske. Overhovedet ikke!
Carlisle var vel gået hen og blevet rigtig glad for Aya? Og derfor ønskede han ligeledes også at få lov til at passe på hende. Det var vel heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende? Et stille smil passerede denne gang hans læber. "Det kræver vel uanset først, at han kan finde dig.. Og det har han ikke gjort. Det kan han ikke bare gøre, og jeg lader ham ikke gøre det," sagde han denne gang. For ham, var hun virkelig vigtig.

Smilet falmede igen lige så hurtig. Han kunne ikke bare tage tilbage til Procias, da det jo var et sted, hvor han var.. forvist. Han kunne ikke passere grænsen, som hun kunne gøre det. "Jeg.. kan ikke," sagde han denne gang. Hvad skulle han ellers sige? Umiddelbart kunne han jo ikke bare passere den på lovlig vis. Han havde dummet sig. Og denne gang mere, end hvad han nogensinde havde gjort det før.

[Aya Keena]

Hun kunne ikke lade være med at hidse sig selv op. De ting hun havde set, de ting hun havde hørt ham sige selvom det hele havde forgået i hendes hoved. Det plaget hende og hun kunne ikke komme af med det. Ikke endnu i hvert fald. Hun puttede sig ind til ham og lod ham holde om sig. Hun havde savnet ham så forfærdeligt meget. Ikke nok med at hun havde haft en forfærdelig oplevelse så var det efterhånden længe siden de havde set hinanden. Hun sukkede stille og prøvede at tørre øjnene. "Jeg ved det godt men jeg tror slet ikke hvor virkeligt han fik det til at føle. Du har altid haft en stor betydning for mig så når jeg ikke gjorde som han ville have brugte han dig som tortur i mit hoved. Det var forfærdeligt" hviskede hun undskyldende. Hun kunne jo ikke lide at have det sådan her men hun kunne heller ikke lade være.
Hun sukkede stille og vendte blikket mod hans skikkelse. Carlisle var virkelig en mand som havde en helt særlig plads i hendes hjerte. Hun holdt forbandet meget af ham, det var der ingen tvivl om. Hans stille smil og hans ord fik hende beroliget en smule. Hun strakte sig lidt og lod et kys tilfalde hans kind som en form for tak. "Jeg er glad for at du er her til at beskytte mig" lød det blidt fra hende.

Hun bemærkede hvordan han ændrede sig. At der var sket noget kunne hun da tydeligt mærke. Hun rykkede sig en anelse sådan så hun bedre kunne kigge på ham. Han kunne ikke? Hvad skulle det betyde? Hun sendte ham et forvirret blik før hun rynkede brynene en smule. "Det betyder bare at jeg heller ikke er der. Jeg vil være hvor du er. Du er den som får mig til at føle mig tryg. Det er hos dig jeg vil være" sagde hun stille men dog en smule bestemt. Hvis han ikke kunne tage til Procias så skulle hun heller ikke dertil lige forløbig. "Hvad skete der?" Hun kunne alligevel ikke dy sig for at spørge. Hun ville jo gerne vide hvad der var hændt ham.

[Deleted]

Carlisle ønskede noget så brændende, at beskytte Aya, og nu hvor han kunne, så ville han til enhver tid fortsætte med at gøre det! Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. Hun hidsede sig op, men hvorfor? Det var der jo slet ikke nogen grund til. Hans øjne gled forsigtigt i, hvor han denne gang trykkede hende tæt ind til sig. "Han får ikke lov til at gøre det ved dig igen, Aya. Jeg sværger, og jeg lover dig, at han ikke får lov til at gøre noget som helst," sagde han denne gang. Hun var selv for ham, en vigtig og betydningsfuld person, og særligt fordi at hun altid havde været så god ved ham. Det var nemlig det, som var med til at gøre en verden til forskel.
Igen handlede det om at få hende talt til ro, hvilket Matthew udmærket godt vidste, kunne være sværere end som så, og det var den tanke, som han ikke kunne lide. Et stille smil passerede hans læber. Han var nu ikke bange for deres vegne her på stedet. Det var der ingen grund til. "Der kommer ikke til at ske dig noget," lovede han denne gang.

Stemningen ændrede sig markant, nu hvor de var ved at snakke om det. Han bed tænderne svagt sammen. Det havde ikke ligefrem været hans mest heldige øjeblik. Faktisk skammede han sig, som han aldrig nogensinde havde gjort det før. "Det er ligemeget, jeg.. jeg er forvist fra landet, Aya.. Uanset hvad, så kan jeg ikke vende tilbage dertil.. Og jeg vil gerne have, at du er i tryghed.. Så jeg beder dig.. Jeg kan følge dig til grænsen," fortsatte han. Han kunne bare ikke krydse den selv, men så vidste han, at hun var i sikkerhed!

[Aya Keena]

Aya kunne mærke hvordan han ønskede at beskytte hende. Sådan havde han jo altid været og det havde måske været med til at gøre hendes tortur værre end som så. Hun bed sig svagt i læben og lod sig blot hvile ind mod hans kolde krop. Hun havde virkelig savnet ham kunne hun mærke nu hvor hun endnu en gang var tæt på ham. Han havde altid betydet så forbandet meget for hende og nu hvor hun endnu en gang var sammen med ham så kunne hun virkelig mærke det. "Jeg tror på dig, Carlisle. Det er bare svært for mig at glemme de ting jeg har set. Det var nogle hårde månederne. Jeg har været slave i mange år men aldrig har jeg mødt en mand så sadistisk som han. Det var skræmmende" forklarede hun stille. Den ene hånd lod hun let falde mod hans bryst som hun begyndte at nusse. Hun kunne virkelig godt lide at ligge der så tæt på ham. Han bragte virkelig hendes indre i ro.
Aya var svær at få til at falde til ro for tiden. Det lignede hende virkelig slet ikke for normalt var hun ikke en pige som blev så oprevet over sådan nogle ting. Dragoss havde virkelig bare fået taget hende for voldsomt med storm og hun vidste nu ikke hvilket ben hun skulle stå eller falde på. "Så længe du er her så er jeg sikker på at det er sandt" lød det stille fra hende.

Nyheden tog næsten vejret fra hende. Hun stirrede på ham som fortalte han hende en løgn. Han var forvist? Det var slet ikke en oplysning som hun kunne forholde sig til overhovedet. Carlisle havde altid været en kilde til de Procianske værdiger så hvorfor nu dette? Hun rystede stille på hovedet af ham. "Jeg tager ikke til Procias uden dig. Sammen med dig er jeg sikker. Jeg vil blive sammen med dig. jeg er ikke hverken født eller opvokset i landet. De eneste grunde jeg havde til at være der var dig og Gabriel. Ingen af jer er der så hvorfor skulle jeg?" spurgte hun stille. "Desuden kan jeg ikke efterlade dig på denne her side af grænsen. Det er for farligt alene."

[Deleted]

Aya havde haft et hårdt liv, og selv kunne man ikke ligefrem påstå, at det som Carlisle havde haft, var en dans på roser. Det var heller ikke nemt at være en Nimanhra, men hvad var der for ham, at gøre ved det nu? Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse denne gang. Han ønskede nemlig at passe på hende. Det var det eneste, som egentlig havde nogen betydning for ham lige nu. Overbærende sendte han hende et smil. "Den mand er ikke her nu, og det vil han heller ikke komme til. Jeg lover, at jeg vil gøre, hvad det kræves af mig, for at beskytte dig, Aya. Du er vigtig for mig," sagde han denne gang. Det var ikke engang en løgn. Hun var nemlig utrolig vigtig for ham, og det var slet ikke en følelse, som han var i stand til at beskrive!
Hovedet lagde Carlisle tæt ind mod hendes. Hun skulle bare falde til ro igen. Selvom han nu lå der uden et bankende hjerte, havde englen alligevel sat sine klare og tydelige spor i ham. Det var vel bare.. ham? Han sendte hende et stille smil. "Godt. Jeg går nemlig ingen steder." Lovede han. Sandt at sige, for han havde heller ikke rigtigt nogen steder at søge hen.

Carlisle kunne lige så godt sige tingene, som de var. Han var forvist, og han vidste, at han ikke kunne komme over grænsen igen, selvom han ville ønske at han kunne. "Du kan skabe dig et nyt, godt og stabilt liv på den side af grænsen, Aya.. Langt væk fra den fare, som lurer her," fortalte han. I hans øjne, var det jo idioti, at blive her, hvis der var andre muligheder! Procias var et helvede for ham at befinde sig i.. men for hende.. Hun ville være tryg. Det var det vigtigste for ham.

[Aya Keena]

Begge havde det haft det alt andet end let igennem deres liv. Aya havde været slave i gennem det meste af hendes levetid og han selv bar et familienavn som havde noget af en last med sig. Det var ikke en tanke som hun kunne lide men intet kunne hun gøre ved det. Det var sådan det var og sådan som tingene var for nu. Hun kunne jo kun prøve at se som hun ikke kunne nyde livet og komme videre. Hun havde prøvet det en gang men alligevel så var hun endt tilbage hos en slavehandler og en grum en af slagsen. Hun havde aldrig været så dårlig behandlet før. Hun puttede sig ind til ham. Nok var han søs og kold men hun kunne tydeligt se varmen i ham også selvom andre ikke kunne det. Hun fik et lille smil frem på hendes læber ved hans ord. ”Jeg ved at du vil beskytte mig som du altid har gjort det. Du er mig utrolig vigtig, Carlisle. Jeg tror slet ikke jeg kan beskrive hvor vigtig du er” lød det blidt fra hende. Det var virkelig noget hun mente. Han betød så meget for hende.
Hun lod hovedet søge tæt ind mod hans og lukkede øjnene. Hun blev tydeligt mere rolig end hun havde været det før. Han kunne virkelig et eller andet og selvom han ikke rigtig gjorde andet end at være i hendes nærhed. Hun sukkede nydende og lod et lille kys tilfalde hans kæbeparti som hun lå lige ved. ”Du kan også lige vove på at gå. Ellers så kommer jeg efter dig” lød det en smule drillende fra hende. Hun nød virkelig at være ham nær på denne måde.

Han kunne ikke være i Procias mere. Det var en underlig tanke men ikke noget som det var tid til at tænke over nu. Hun rystede stille på hovedet og vendte blikket mod hans skikkelse. Han forstod det ikke. Hvordan kunne hun sidde på den anden side af grænsen og vide at han ikke måtte komme over til hende? Det ville hun bare ikke! De blå øjne søgte hans med et stålfast blik. ”Carlisle, du er min bedste ven og den eneste som jeg har i denne her meget store og mørke verden. Procias er måske lysets land men det har aldrig været sikkert. Ikke en gang da Gabriel sad på tronen var det sikkert. Det er bedre for mig at blive her sammen med dig hvor jeg i det mindste har en at stole på. Jeg vil gerne blive sammen med dig, hvis du vil have mig her endte hun stille men dog beslutsomt. Hun ville virkelig ikke skilles fra ham hvis hun kunne blive fri.