Let's make a deal

[Morticia Imeena Mathimæus]

Den kvinde som kaldte sig selv for leder havde vist sig alt andet end værdig. Morticias forretning var vigtig for hele samfundet, vampyrernes særligt, og hun havde bestemt tænkt sig at udvide, nu hvor hun var tilbage på benene. Nøje lyttede hun til Anthonys ord trods hendes blik virkede en kende fjernt. Hans mål omkring dette stod ganske klart, om han ville vinde hendes støtte afhang helt af de fordele hun selv ville få og hans egne visioner med racen. Det var et kodeks som hun holdt meget af og som hun helst så opretholdt hvis muligt, og det havde den nuværende leder under ingen omstændigheder gjort noget for.
De slanke fingre strøg ned over det tynde glas i hendes hånd, før hun hævede det til sin læber og lod tungen fange en lille tår af vinen. den søde eftersmag gjorde det til en yderst delikat oplevelse.
"Sandt," sagde hun kortfattet og rettede sig en smule op igen. "Vampyrerne var engang en stor race, nu overgået af warlocker og dæmoner. Det er skamfuldt set med mine øjne. Det er et spørgsmål om tid med Diamaqimaerne på tronen, før vi ikke længere fpr lov til at leve som de dyr vi er," spåede hun og rystede på hovedet så de silebløde lokker gled frem og tilbage over hendes skulder og ryg. "Jeg er smigret over den værdi du giver mig Anthony, men jeg er ikke interesseret i at lede en race, jeg er mere interesseret i at drive forretning, men med de rette muligheder, ville jeg naturligvis være villig til at tilbyde min hjælp," hun slog blikket intenst op på ham og lod et glat smil tage form over hendes læber, uden følelse at spore. "Men jeg giver Carmine ret. Fortæl os hvad du kræver af os," bad hun og lænede sig afslappet tilbage endnu engang, med et lidt afventende blik.

[Anthony De Luca Imirachi]

Der var ingen af dem der var tilfredse og alle tre var de værdige nok til at ovetage den stilling som denne lille nybegynder rendte rundt med. Anthony var ikke tilfreds. Han ønskede så meget mere for den race som han var født ind til. Hans far og som hans fars far havde haft så høje forventninger som ikke blev mødt. Det var skamfuldt for at sige det mildt. Han kunne ikke klare tanken længere. Alle som en så de ud til at være enige om en ting. Denne leder var ikke værdig og en anden burde overtage.
Anthony lyttede til dem. Ingen af dem lød til at ville have stillingen så det var ligesom på plads. Han ville hjertens gerne tage den også selvom han hadet tanken. Som Carmine så så han sig helst bagved som en hjerne der kunne styre det hele. Dog var han sikker på at disse tre nok skulle kunne klare det meste hvis de fik muligheden for det. "Manjarno og Imandra lader til at være stederne hvor hun vælger at opholde sig. Vi er en race som høre til i mørket og Dvasias er vores trone og vores hjem. En leder som end ikke vil sætte sine fødder her er ikke en leder for os" sagde han roligt. Blikket gled imellem de to som var samlet her. Han var en ambiøs mand, uden tvivl. Han vidste at han ønskede meget og han vel et sted krævede meget? Det var ikke bare sådan at troppe op og tage en stilling fra en anden eller var det? Han tænkte sig lidt over Carmine's spørgsmål. Han tyggede lidt på det og vendte så blikket mod hans skikkelse. "Det er lige netop det jeg har tænkt mig. Jeg vil opsøge vampyrerne som er søgt dertil og bringe dem tilbage til Corvento hvor de høre til. I følge vores kodeks kan jeg kræve denne ret og det har jeg tænkt mig. Dem som ikke følger er dem der ingen respekt har for vores love og regler." Det var en af de ting som han selv vægtede ret højt. Deres kodeks var alt i denne verden. Det var deres sikkerhed i denne verden og noget som han ville håndhæve med hård hånd.
Som Morticia begyndte at snakke og bevæge sig dragede hans blik sig automatisk mod hendes skikkelse. Hun var en smuk kvinde og en kvinde som han vel et sted beundrede. Hun var en forretnings kvinde og det var noget som han respekterede en hel del. Et lille grin gled over hans læber. Hvad han krævede af dem? Var det ikke simpelt? "Mine kære venner. Hvad jeg kræve3r af jer er jeres støtte og samarbejde hen imod et bedre samfund. For længe er vi blevet underkuet af de andre racer. Især dæmonerne og warlockerne har undertrykt os igennem de sidste mange år som Morticia sagde. Jeg vil ikke finde mig i at vores race bliver behandlet på den måde. Hjælp mig med at skabe noget på benene sådan så vi lan vise verdenen hvor stærke og stolte vores race egentlig er" endte han og kiggede frem og tilbage mellem dem. Som sådan havde han ikke brug for dem for at tage stillingen men han ønskede deres hjælp. Han ville stå stærere med dem. Det vidste han jo godt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Selv Carmine måtte sande, at det her havde taget en drejning, som kun for alvor vækkede hans storslåede interesse. Hovedet lod han langsomt søge på sned. Magten huede ham ikke.. Det havde den heller ikke gjort med Alexander, som han selv havde styret, som havde han været en marionetdukke. Om Cassie vidste, hvad de snakket om lige nu, havde hun nok halshugget dem alle sammen.
"Jeg har ikke hørt om hendes tilstedeværelse i Corvento, hvor racen oprindeligt hører til," fortalte han denne gang. Hvad den kære Ingrid var ude på, vidste han ikke, men noget måtte de gøre ved det. Så langt var de enige i hvert fald. "Jeg er bange for, at hun forsøger at skabe base i Imandra, og drive vampyrerne herfra, Anthony. Alt tyder på, at det er hvad der foregår. Corvento har sågar i hendes fravær, fået anskaffet sig en ny fyrste, som ligeledes arbejder ud fra vores kodeks." Det kodeks, som han i sin stolthed kunne sige, at have skrevet med sin egen hånd, og fået Alexander til at sætte sin underskrift på.

Samarbejde skulle der til, hvis de ville have en mulighed, for at komme mere frem i lyset, end hvad de var så langt. Magterne rørte på sig blandt warlockerne. Alt tydet på det, og han vidste, at det ikke ville blive noget kønt syn.
"Den manglende respekt for vores love, er desværre meget udbredt, og har været det, siden Alexanders død. Han kæmpede for at denne blev opretholdt. Gjorde Corvento til en storslået by, som folk nærmest frygtede, at skulle passere." Denne gang rejste han sig. Det var jo en hjertesag... Og han ønskede at få sit ud af det. Som enhver anden mand, var han jo egoistisk. Forbandet egoistisk.
"Jeg har netop været til møde hos vores nye fyrste i Corvento. En meget lovende mand, må jeg sige, som selv arbejder ud fra vores kodeks. Han har udnævnt mig som fredsopretholder i vores by. Hvis der findes et tidspunkt, hvor vi burde gøre noget ved det, så er det nu. Støtten er at finde i byen her.. Og du kan regne med mig," afsluttede han. Han ønskede det jo. Corvento skulle blive en storslået og fantastisk by!

[Morticia Imeena Mathimæus]

Værdighed var én ting, lyst og evne var en anden. En lederstilling indebar alt for megen samtale og alt for lidt handling og forretning, som det der hendes hjerte slå. Dog var det vigtigt for hende at have en leder at gå til, en leder i ryggen som kunne støtte op omkring disse forretninger ellers ville de trods alt være meningsløse. I tavshed hævede hun sit glas og nippede diskret til sin vin mens alle mulighederne hurtigt begyndte at rulle for hendes nethinde som en film. Der var en grund til at denne Ingrid ikke havde involveret de store vampyrer, de var en trussel for hendes planer om at flytte racen til Imandra. "Som Carmine siger, kunne jeg frygte at hun ikke mener vampyrerne høre til her, selvom byen i sin tid blev grundlagt af vampyrer, til vampyrer. Der er en grund til at ingen af os har hørt fra hende," konstaterede hun pludseligt. Det føltes godt endelig at blive inddraget, for Alecander havde haft en tendens til at ekskludere hende fra alt spændende politik, hvilket havde været ganske så frustrerende. Somme tider krævede det blot en kvindes perspektiv.
"Retten er på din side. De som ikke overholder vores love og værdier, er forrædere af racen og burde betale med noget langt mere værdifuldt end deres blod," sagde hun glat og slog blikket ned på vinen. Hendes øjne var ligeså røde som væsken dernede, de skiftede ikke som så mange andres gjorde. Carmines pludselig bevægelse, drev hendes blik til ham. Han var yderst passioneret omkring sagen, hvilket ikke kunne undre nogle da han var en af kodeksets skabere. "Min støtte i dette foretagende giver jeg dig gerne Anthony, men dog med en forventning om at den samme støtte vil tilfalde mig når det kommer til mine forretninger. Som kvinde er der en tendens til at blive undermineret, hvilket jeg naturligvis ønsker at bryde," hun rejste sig selv i en smidig bevægelse. Hun var yndefuld i alle henseender, hvilket nok også skyldtes den race hun havde været af, før døden var indtruffet. I et samarbejde kunne de alle vinde, og der var ikke meget at tabe. Efter at en sølle alkymist havde taget hende til fange var hun ikke videre lykkelig for at blive undermineret og undervurderet af de øvrige racer.
Roligt stoppede hun op foran dem begge to og hævede glasset en lille smule. "Så nu da vi har konstateret at vi tre er sammen om dette, kan vi så blive fri for jeres pikmåleri?" spurgte hun en kende direkte og sendte dem begge et slesk smil inden hun hævede glasset i en skål og tog en upåvirket tår af det nu kun halvfulde glas.

[Anthony De Luca Imirachi]

Alle tre var de vidst bange for at racen var ved at blive flyttet ud af Dvasias og det var noget som de ikke kunne tillade. Corvento var skabt af vampyrerne for vampyrerne og det ville på ingen måde tilgiveligt at de skulle flyttes herfra. Anthony hadet at det hele forgik på denne måde. Ingrid var ikke den rigtige leder for deres race. Der skulle nyt, eller nærmere gammelt, blot til for at der kunne ske noget. Han stå virkelig deres race blive voldsomt meget større end den var nu.
Han lyttede til den begge og nikkede roligt. "Det er en frygt som vi alle sidder med. Vampyrerne høre til her, høre til i Corvento. Jeg vil flytte vores race tilbage hertil og gøre den større og bedre end hvad den er i dag. Jeg er intet mindre end skuffet over den nuværende leder og ej er jeg en behagelig mand når jeg er skuffet" pointerede han en kende roligt. Han hadet virkelig at være skuffet, var det så underligt? Morticia's kommentar omkring vampyrene der ej fulgte kodekset fik ham til at smile. Blikket gled mod den smukke kvinde. "En kvinde efter mit hoved må jeg erkende. Kodekset er det som holder vores race og opretholder lov og orden. Jeg vil have at alle vampyrerne følger den til punkt og prikke" medgav han roligt. Kodekset var vigtig for ham. Han vidste at Carmine havde skrevet det og manipuleret Alex til at skrive under. Alex var bare ikke smart nok til at finde på sådan noget selv.
Begge lod de til at dette var noget som de gerne så tilfaldt vampyrerne. Det var en lettelse for ham egentlig selvom man ikke kunne mærke det på ham. Carmine besad en passion for racen og denne by som ingen anden og det beundrede han. Derfor ønskede han også at have ham på sin side i denne tid. Morticia besad en forretningssans som sagde spar to. Selv havde han aldrig begået sig meget i forretning og han kunne bruge hende til meget. Han lyttede til hendes ord med et lille smil. "Folk der tror kvinder ikke høre hjemme i politik eller i forretning får sig noget af en overraskelse hvis de nogenside mæder dig, Morticia. Du ville ikke sige her hvis jeg ikke anså dig som en stærk kvinde. Du har min støtte fremover så længe jeg har din. Kvinder er på mange måder stærkere end mænd. De skal ikke undertrykkes. I stedet burde vi bruge vores tid på at tvære de andre racer i jorden" pointerede han roligt. Han mente det virkelig. HUn var en kvinde som virkelig kunne sætte gang i tingene og det var noget som han godt kunne lide. Han rejste sig ligeså op som de havde gjort det og gik imod dem sådan så de alle stod forholdsvis tæt,. "Jeg er glad for at jeg kan regne med jer begge. Carmine, tror du d3en nye fyrste vil være åben for forandring af lederen? Du har, til fordel for mig, mødt ham. Hvad er din opfattelse af manden?" spurgte han roligt.
Morticia's kommentar som hun kom dem i møde fik om muligt Anthony til at smile endnu mere. Hvor var hun dog bare fantastisk. Hun var virkelig en kvinde efter hans hoved og han nød at være i hendes selskab måtte han nok erkende. "Jeg ved ikke helt om vi er enige om resultatet, gider du måle for os?" gav han hende igen med en slesk stemme. Det var længe siden han havde mødt et kvindefolk som gav modspil. Det var .... Forfriskende![/blcokquote]

[Carmine Jordin Marlineo]

Oprigtigt var Carmine bange for, at Ingrid ønskede vampyrerne til Imandra, og det ønskede ingen af dem! Denne by var skabt til dem.. af dem, og for dem, og derfor skulle de gøre, hvad de kunne, for at sikre sig, at det var således, det forblev. "Jeg er nemlig bange for, at hun er i færd med at rykke dem, som hun anser som støttere til Imandra, fremfor at skabe basen, hvor den oprigtigt burde." Han kiggede skiftevis på dem begge to. Det var jo en meget alvorlig ting.
Endnu en gang, skulle en Imirachi indtage en stilling som leder. Ikke fordi at det var nogen skidt ting. Alexander havde i sin tid gjort det godt, men havde haft brug for mere hjerne. Måske at Anthony var bedre udstillet med det, som han havde mellem ørene, end hvad hans kære broder havde været i sin tid. Selv på trods af det, savnede han ham. Han nikkede igen. "Jeg skrev kodekset i sin tid, for at give vampyrene enkle, men faste og håndgribelige rammer. Naturligvis skal denne følges. Brud på dette straffes hårdt." medstemte han ærligt. Så langt, var de enig. Om han skulle sætte sig, og forme et nyt, som var langt mere håndgribeligt end originalen, så gjorde han det!

En kvinde ved roret.. Det var ikke just Carmines kop the, selvom han tidligere havde stået i situationer, hvor det havde været nødvendigt med hjælp af en kvindes hånd. Han rynkede svagt på næsen. Han var måske bare en kende for gammeldags? "Corvento skal styrkes. Byt dine slaver ud med mennesker og andre væsner, som kan forsyne os med blod, Morticia," fortalte han denne gang. Han satte sig endnu en gang ned... Sammenligne? Nej, det havde han bestemt ikke lyst til! Han havde bare viden at lægge på bordet.. Desuden havde han intet imod Anthony.. som sådan. Lidt måske? Han fnøs svagt, inden han denne gang vendte sig mod ham i stedet for.
"I mine øjne, er Lucian en fornuftig vampyr. Han ønsker at følge kodekset, og han ønsker at styrke byen her. Han vil skabe og danne et råd, som skulle tage de vigtigste beslutninger.. Det kolliderer med vores personlige ønske om en leder i byen," fortalte han dog. Kodekset var en fællesnævner, som begge parter havde. "Min opfattelse.. Han bryder sig ikke om lederen. Det er der ingen i Corvento der gør." Han rejste sig, hvor han tog glasset, for at fylde op igen. Han skulle i hvert fald ikke have målt noget som helst!

[Morticia Imeena Mathimæus]

Morticia holdt meget af Dvasias, det var hendes hjem, hendes hoved ville ryge før hun frivilligt flyttede med til Imandra, særligt så lang tid det var underlagt en warlock som Sephiran. Langt kunne man synke, men hendes stolthed var større end som så. Dog var tanken om at rykke både sig selv og sin forretning til Corvento begyndt melde sig, et sted der ville nyde større gavn af hendes arbejde. Morticias sænkede blik rettede sig lidt op, dog uden hun løftede hovedet hvilket fik hende til at se på ham med noget der lignede et skulende blik men som i virkeligheden var præget af en fryd som kun hendes smil afslørede. "En skuffet mand er en vred mand, en vred mand er en passioneret mand og en passioneret mand er... attraktiv," afsluttede hun og hævede endelig hovedet en kende og derved også hendes blik der var præget af et lille glimt af legesyge.
Carmine var en kende fornuftig for hendes smag, faktisk måske endda kedelig, men han havde hovedet på det rette sted og kunne derfor gøre utrolig gavn. De blodrøde øjne drev til ham. Han vidste en del om denne fyrste som hun ikke selv havde haft æren af at møde endnu, men hvis de kunne tale gennem ham som allerede havde hans tillid tilsyneladende, ville det være perfekt. Glasset sænkede hun i den ene hånd og lod den hvile langs hendes slanke side, præget - ironisk nok af en silkehvid kjole.
De færreste mænd forstod at værdsætte en kvindes talenter, der var kun en positiv overraskelse at Anthony gjorde det, om det så kun var sagt i et forsøg på at vinde hende over på sin side. Om muligt bredtes hendes smil, koldt og uden nogen videre følelse. "Nogle mænd bliver intimideret af stærke kvinder, overraskende mange faktisk. Det er forfriskende med en mand der endelig har opdaget fordelene ved at have en kvinde på den rette side. Min fulde støtte er i så fald sin Anthony. Jeg vil se frem til det fremtidige.. samarbejde," sagde hun med en lidt elegant håndbevægelse mens hun ledte efter et passende ord. Dog blev morskaben ødelagt at Carmine. Hun vendte blikket over sin skulder og så på ham. "Det har allerede faldet mig ind. Derudover har jeg opkøbt krypten i Rimshia, men jeg overvejer kraftigt at åbne endnu en her i Corvento," fortalte hun. Der lå en nydelig kro ikke langt herfra som for mange år siden var blevet lukket, den ville være perfekt til foretagenet. Hendes opmærksomhed rettede sig atter mod Anthony som inddirekte udfordrede hende. Som den yderst bramfrie kvinde hun var, trådte hun tættere på ham, så deres kroppe med millimeter ikke mødtes. "Det ville være mig en sand ære," hviskede hun morende, hvorefter hun igen trak sig en kende tilbage.

[Anthony De Luca Imirachi]

Anthony ville ikke høre tale om det. Vampyrerne var og blev tilhørende i Corvento og han agtede at sørge for at dette ikke ændre sig. Han ønskede langt fra at se alt hvad der var gjort her være for ingen ting. Det var en ting som kunne gøre ham arrig bare ved tanken og han var altså ikke en mand som havde let ved at blive vred. Det var noget af en ny og underlig følelse for ham at blive så ophidset over så lidt. Dog var der intet tegn på hans indre kamp. Han sad der bare stille og roligt. "Jeg tror det er en frygt som vi alle deler, Carmine og en frygt som ikke bliver realiseret. Så snart vi er færdige her begiver jeg mig mod Old Lamian og udråber mig selv som leder af vores race. Jeg tager dem med som vil tilbage til Corvento by og resten .... Resten skal straffes" pointerede han med et lettere koldt smil. Han ville nyde og flå hver eneste af dem helt ind til knoglerne! Kodekset var en fantastisk ting som de alle skulle leve efter. Det gav dem nogle gode og faste rammer som alle kunne følge. Anthony nikkede roligt ved Carmines ord. "Kodekset skal følges. Særdeles hårde straffe for brud på dette skal indføres." Det var noget som han var helt enig i og som de vidst alle tre kunne nikke genkende til.

Carmine virkede nu en kende kedelig hvilket var en skam. Anthony havde ald4rig været bleg for qat more sig. Man skulle jo nyde tiden mens man havde den, ikke? Morticia synes nu heller ikke at synes han var specielt morsom. Måske var der mere til ham så? Anthony havde intet imod at kvinderne fik magt. Selv var han gammeldags men dog var han også en mand som kunne følge med tiden. Kvinderne fik mere og mere magt i denne verden. Det kunne ingen benægte. "Mænd er desværre simple væsner. Sæt en køn og klog kvinde overfor dem og de giver alt hvad de ejer og har væk på få øjeblikke" pointerede han med et lille smil. Blikket gled tilbage mod Carmine med en rolig bevægelse. "Hvis han virker som en fornuftig mand er jeg oprigtigt ked af at dette kollidere med hans idealer. Dog er dette vampyrenes hovedsæde. Det er her jeg vil sidde på magten. Dette er vores by. Dog ønsker jeg at lytte til ham. Han lyder som en mand man kan tale med" pointerede han roligt. Blikket gled tilbage til Morticia som kom ham helt tæt på dog uden at berøre ham. Hun var en pirrende skabning, noget som han virkelig satte pris på. Det sleske smil bredte sig på hans læber. "Desværre tror jeg ikke vores ven her vil være med. Dog er du velkommen til at måle min lige så tosset du ønsker det" hviskede han tilbage før hun trak sig. Smilet veg ikke fra hans læber. Dette var voldsomt morsomt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Carmine var der for forretningerne, og gud hvor var det rart at kunne lægge den slags på bordet igen. Anthony var uden tvivl det bedste bud, som de havde på en leder, og det var derfor på tide, at gøre noget ved det. Det var i hvert fald ikke noget, som kunne gøres hurtigt nok. "Det er her, vores kommende leder, må markere en grænse. Jeg ved ikke hvor mange hun allerede har fået med sig til Imandra," fortalte han denne gang. Han var en stolt borger i Corvento, og det var her, han ønskede, at vampyrerne skulle blive.
Dette ville kræve nogle omskrivninger i det originale kodeks, men dem skrev han hellere end gerne, så dette ville blive klart for alt og alle. "De hårdere straffe skal tilskrives. Dette gør jeg gerne, da det også var mig, der skrev dem i udgangspunktet," fortalte han denne gang med en sandfærdig stemme. Uden tvivl var han en mand, som var stolt af, hvad han havde opnået til nu. Særligt nu, hvor han også var kommet så nær Lucian, som han var.

Corvento skulle styrkes. Jo mere af de vampyriske virksomheder der kom her, jo bedre ville det blive. "I min optik, skal så meget af vampyrernes aktiviteter til byen her.. Derude bliver de overrumplet af dæmoner og warlocks," fortalte han denne gang. Dæmoner og warlocks havde i forvejen en tendens til at tro, at de var noget særligt.
Dette møde havde allerede taget en drejning, som han i forvejen ikke brød sig om! Hvis de ville stå der midt i hans pejsestue og måle alt muligt, så blev det uden ham. Ikke fordi at han havde noget imod at lægge an på en smuk og intelligent kvinde. Blodvin skænkede Carmine atter op til sig selv, hvor han søgte tilbage til sofaen. Denne gang tog han sin lænestol tilbage, hvor han satte sig ned. "Han er skam til at snakke med, men derimod også meget stålfast i holdning og mening. Han ønsker at straffe dem hårdt, som modsætter sig ham. Vi er nødt til at handle snarlig, men diskret," fortalte han. Han hævede glasset til læberne. "Sig til, om I ønsker et værelse, ikke? Jeg har mange af dem, som jeg kan byde jer," tilføjede han nærmest upåvirket. Det rørte ham ærlig talt ikke.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Denne kvinde, hvem end hun var, havde lagt sig ud med de forkerte. Det var ikke svært at forestille sig Anthony som en ubehagelig mand hvis ikke vejen indrettede sig efter ham, og Carmine levede og åndede for kodekset og den anerkendelse og respekt der fulgte med, så enhver det brød det, var selvsagt hans fjende. Morticia ønskede ikke at være fjende til nogle af dem, og rent politisk delte hun deres holdninger, mange af dem i hvert fald. I hendes øjne var det kun muligt at vinde ligeligt. "Om du ønsker det, drager jeg med dig til Imandra. Jeg har en pisk og jeg er ganske god til at svinge den," pointerede hun hun og hævede sine øjenbryn. "Desuden tager jeg glædeligt del i afstraffelsen," tilføjede hun og frydede sig allerede ved tanken om at få lov til at se blod. Allerede nu havde Alexanders bror vundet stor respekt hos hende, det ville være en ære at blive set ved hans side som en støtte, og det var en glimrende mulighed for hende til at nyde hans selskab mere. "Jeg bidrager gerne med idéer til afstraffelsesmetoder," meldte hun velvilligt og hævede glasset for at drikke det sidste i et par store slurke. "Jeg takker mange gange for din gæstfrihed Carmine," sagde hun og referede til det nu tomme glas som hun satte fra sig på bordet.
Morticia nikkede medgivende. Alt for megen aktivitet foregik uden for Corvento. "Jeg er ganske enig med dig, af samme grund og på grund af efterspørgsel naturligvis, var min tanke at flytte den hertil, skabe noget liv i en ellers temmelig død by," forklarede hun roligt. Carmine var muligvis en god forretningspartner, men der var ikke megen sjov gemt i ham. Det var glimrende at Anthony var der til at pifte stemningen en smule op. Hvad angik den nuværende fyrste så valgte hun helt at blande sig uden om den dag i uvidenhed. De kunne forsøge at forhandle med ham, men hvis han var så stålfast ville det næppe gøre en forskel. "Enten er han med os, eller også er han ikke," konkluderede hun lidt ligegyldigt og lod det ellers glatte smil falme til et mere alvorligt blik, dog kun flygtigt som Carmine fremsagde sit bud. "Tak men nej tak kære Carmine. Værelser er kedelige," svarede hun direkte og sendte Anthony et lidt udfordrende blik. Det føltes fantastisk at være tilbage i spillet!

[Anthony De Luca Imirachi]

Anthony nikkede ved Carmine's ord. "Det er her vi skal stå og vise verdenen at vi ikke er til at træde på" sagde han roligt. Corvento var deres hjem og det var her vampyrerne skulle blive. Morticia's ord var dog nogle som han fandt meget mere tiltrækkende end hvad godt var. Hun ville tage med ham og bringe straf ned over dem der var imod dem? Den ville han nyde at se. "Du skal være så velkommen. Jeg ville ikke have noget imod at se dig svinge en pisk" lød det fra ham en smule udfordrende. De var jo allerede begyndt på en lille leg så hvorfor ikke fortsætte den? Det var jo sjovt det her? De så jo ud til begge at nyde det. Det var kun Carmine der var gammel og kedelig i hjørnet.
Anthony havde ikke selv så meget forstand på det at skrive love hvilket han ikke bar bleg for at indrømme. Man kunne jo ikke være god til alt selvom han bestræbede sig på det så godt han kunne. "Jeg vil være jer begge yderst taknemmelige hvis i ville kigge på kodekset og omskrive det med hårdere straffe. Selv er det ikke en af mine stærke sider" sagde han ærligt. Det var ikke en skam at indrømme. Han var meget bedre til at udmåle straffe end at skrive dem.
Det lød som om der var begyndt at falde meget på plads. Der ville også komme mere handel til byen hvilket ville hjælpe dem rigtig meget. Anthony kunne virkelig godt lide hvor dette allerede var ved at føre hen. Smilet hvilede roligt på hans læber. Det ville komme til at ske mange ting i fremtiden og han glædet sig allerede. Hvis der nogensinde havde været nogen der havde fortalt ham at det ville være så sjovt at lede så ville han absolut have gjort det noget før. Han lyttede roligt til deres ord om denne fyrste. Han måtte dog ende med at give Carmine ret. "Det handler ikke altid udelukkende om hvem der er med en og hvem der er mod en. Hvis han sidder som fyrste af byen så har han tilraget sig noget respekt blandt folket. Det kunne være til vores fordel. Carmine, du har håndteret ham før. Tror du at du ville kunne få drejet nogle af vores holdninger ind på manden?" spurgte han roligt.
Samtalen om værelser og om de skulle have et eller ej fik ham til at smile en smule slesk. "Værelser er ikke nødvendige. Vægge, stole, borde, gulve, sofaer. Jeg er ikke kræsen" lød det udfordrende fra ham. Han var virkelig ikke sart med sådan noget.

[Carmine Jordin Marlineo]

Uanset hvad de havde gang i, så var det ikke en båd, som Carmine havde tænkt sig, at springe på. Indbyrdes havde de vel også brug for at måle lidt? Tilsyneladende. Derfor tog han bare pladsen i sin lænestol igen, og med glasset i sin hånd. Han lod hovedet søge langsomt på sned. "Jeg skal nok få kigget på dem. Jeg kan altid sende dig eksemplaret, når jeg har efterskrevet det," sagde han denne gang. Morticia ville med til Imandra.. Fint, så kunne han jo holde skansen her, og muligvis arbejde lidt med Lucian? Jo flere, der kunne arbejde med dem, jo bedre ville det uden tvivl også blive, og det var han heller ikke bange for at indrømme for nogen som helst.
Carmine lod hovedet søge på sned, inden han tog en tår af glasset, som han denne gang, også satte fra sig igen. "Efterspørgslen er i forvejen stor, Morticia. Mulighederne for jagt, bliver kun mere og mere indskrænket," pointerede han. Desuden.. hvorfor skulle vampyrer nøjes, hvis der var muligheder, for at søge til steder, hvor de kunne få det bedste af det bedste?
Upåvirket blev Carmine siddende og kiggede på dem. Hvis de ville igang.. så skulle de være velkommen. Sart var han ikke. Det havde han aldrig været. "Jeg ved ikke hvad han vil sige til det her," sagde han oprigtigt til start. Han samlede hænderne roligt foran sig. Fingerspidserne lod han møde hinanden. "Han er en meget standhaftig og fast mand, forstår du.. Som selv har sine tanker, holdninger og ideologier for vores kære by og racen, også i fremtiden. Jeg skal ikke kunne sige, om jeg kan få ham overtalt.. Men jeg kan give det et forsøg.. Når I ligeledes tager til Imandra, for at - som I siger, at svinge pisken," endte han denne gang. Han kunne i hvert fald trygt love dem for, at den ville skulle svinges - både den ene, men tilsyneladende også den lille, som han havde gemt i bukserne.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Heldigvis havde de ikke brug for Carmine til at lege med dem for at have det sjovt. Hvis han havde behov for at trække sig til sit kedelige hjørne, så skulle han naturligvis have lov til dette. I mellemtíden ville Morticia tillade sig at nyde sit spil, måske også en kende mere end hvad godt var. "I så fald er det afgjort. Jeg tager med dig," konstaterede hun uden videre diskussion. Hun ville nyde at svinge sin pisk, både overfor de som fortjente det og over ham.. som også fortjente det ganske vidst.
Det virkede som en relativ god idé at overlade selve lovene til Carmine eftersom han var forfatteren i udgangspunktet, og hun havde det ganske fint med at han tog sig.. ja af det kedelige arbejde mens de havde det sjovt med vampyrerne i Imandra. "Jeg vil glæde mig til at se hvad du finder ud af," tilføjede hun og nikkede i retning af Carmine. "Folk er blevet forsigtige, de fleste skal jagte ude på fremmede kanter. Jeg vil bestræbe mig på at få et stort udvalg af bloddyr som både kan forsyne en bar, men som ligeså kan sælges. Der er et udmærket marked for dem i øjeblikket," konstaterede hun og lod sine fingerspidser glide gennem hendes engleglatte hår, der skiltes uproblematisk for hendes fingre.
Den lidt intense luft der var opstået af deres smålege lod til at have sat kriller i hovedet på den alle. Tanken vækkede bæstet i hende dog uden at det kom til udtryk, for hun havde lært at holde det i skak efter alle de år som vampyr, lige med undtagelse af når det kom til blod vel og mærke. "Måse han kan overtales hvis vi ligegledes skænker han en magtfuld stilling. Er det ikke hvad alle mænd ønsker?" spurgte hun og lod blikket glide spørgende fra den ene til den anden. Om ikke andet så var det hendes billede af dem.
De mænd var bestemt ikke sarte hvilket morede hende, dog ødelagde det en del af itensiteten at Carmine havde valgt at blande sig, uden at blive en del af morskaben vel og mærke.

[Anthony De Luca Imirachi]

Både Anthony og Morticia kunne sagtens have det sjovt uden Carmine. Det lod til at de begge gjorde sig usagte tanker selv var det noget som han elskede. Carmine var bare kedelig der i sit lille hjørne men bevares. Der skulle også være plads til kedelige mennesker. Det var som regel dem der nød det kedelige arbejde som at skrive love. Det var ikke noget som han selv gad så han var ganske tilfreds med at det blev uddelegeret. "Det vil jeg se frem til, Morticia. Som sagt så tager vi afsted snarest" lød det roligt fra ham. Der var ingen grund til at diskutere det videre.
Det lod til at der ville komme god gang i hedes forretning og det var da en herlig ting for hende og for Corvento. Hvis vampyrerne ikke længere skulle jage for deres føde så ville det også sætte dem i en stærkere position. Der gik stadig vampyrer til i de lyse morgentimer fordi de havde jaget og ikke nåede at komme hjem i tide. Det var en forfærdelig tanke men dog var noget som der kunne gøres noget ved i form af hendes forretning. Det så alt sammen ud til at flaske sig. Det var genialt! Han lyttede blot til dem snakke forretning og betragtede hende som hun kørte sine fingre igennem hendes hår. Hun var en umådelig flot kvinde. Han kunne lide hvad han så. Måske det var derfor han selv legede med på denne leg.
Det var sjovt men Carmine lod til at ødelægge det lidt ved at blande sig. Sandt at sige så var det jo også forretning de var kommet for at snakke og ikke sjov. Men nu var det sjove jo meget sjovere. Han måtte dog bide det i sig for nu. Han lyttede til Carmine som havde haft mere kontakt med manden end nogle af dem. "Jeg sætter pris på at du vil prøve. Morticia kunne være inde på noget. Prøv at give ham en prominent stilling. Dog er der kun en stilling der som regel er interessant for mænd som ham og det er lederstillingen. Den jeg ikke interesseret i at give ham. Det skal styr på det her og der er meget få vampyrer som jeg stoler på kan gennemføre det" endte han roligt. Det ville være fint hvis de kunne få Lucian over på deres side. Jo flere jo bedre, så at sige.

[Carmine Jordin Marlineo]

Af de tilstedeværende, var Carmine måske den mere kedelige. Han kunne derimod trøste sig med, at han havde sin mage liggende i en seng oppe på sit værelse. Velvidende om, at hun ikke ville vide af ham på noget tidspunkt. Hans blik hvilede intenst på deres skikkelser. De ville tage afsted snarest? Det skulle de da være mere end velkomne til! Så slap han da for at tænke mere på det, end hvad han gjorde i forvejen. "Det lyder som en fremragende idé," medstemte han sandfærdigt.
Glasset bundede han, inden han atter satte det fra sig på bordet. Hans blik søgte deres skikkelser igen. Umiddelbart lignede det nærmest, at de ville springe på hinanden, så snart han vendte ryggen til. Det her, var stadig hans hjem! "Visse værdsætter jagten, hvor der stadig findes de vampyrer, som ikke når hjem i tide. Nu hvor vinteren hviler over os, har vi et overtag, men når sommeren kommer igen, har vi samme problem. Vi holdes spredt, og nede af de andre, og det skal stoppes." Kunne hun samle en stor samling af bloddyr eller lignende, ville det jo være fantastisk. Det ville jo give dem et fint sted at starte. Et samlingssted for vampyrerne?

Carmine ville forsøge at tage fat i Lucian, men han vidste ikke, hvad manden ville sige til det. Nu vidste han i forvejen, at Lucian ikke var en mand, som man skulle stille sig på tværs, så selvfølgelig var det en opgave, som han fik. Han nikkede afmålt mod dem. "Jeg er bange for, at det ikke vil afhjælpe vores problem, men jeg skal gøre et forsøg, og se hvad jeg kan få ham med på. Dertil vil jeg omskrive lovene, og sende dem til godkendelse ved dit hus, Anthony." Planerne var lagt, så det var vel det? De var vel ved at være klare nu?