Let's make a deal

[Carmine Jordin Marlineo]

Anthony De Luca Imirachi

---

Cassie lå og sov, da Carmine søgte til pejsestuen. Han havde endnu ikke fået præsenteret de nyelige krav fra Lucian for hende. Hver ting til sin tid. Pejsen var der gang i, udelukkende fordi, at der skulle være bare lidt varme i huset, nu hvor Cassie lå syg i sin seng. Han agtet at holde hende der.
Langsomt gled Carmine ned på stolen, som stod længst væk fra pejsen. Flammerne var i forvejen ikke noget, som han kunne have, men hvad.. Man måtte jo tage hensyn til de levende, som var i husstanden, og han nægtede jo den kære Cassie, at tage nogen steder hen. Pergamentet, som han havde fået at Lucian, lagde han denne gang fra sig. Han var blevet opretholder af de vampyriske love i Corvento, og han var beæret. Gud hvor var han dog beæret! Tænk engang, at han skulle komme længere nu, end hvad han havde været under Alexanders styre af deres ædle og smukke race.

Et glas blod havde han placeret foran sig på bordet. Menneskeblod. Han lod sig nemlig ikke styre eller kurre af en kvinde som Cassie, så han indtog hvad han ville! Hans blik stirrede frem for sig, tænksomt, og alligevel så tomt, som noget overhovedet kunne blive. Næven knyttede han svagt omkring armlænet på den stakkels stol, som han nu havde taget pladsen i. Lucian var en fantastisk vej frem, men der var endnu noget, som manglede. Svagt kneb han øjnene sammen, inden han greb ud efter glasset, og førte det til hans læber, hvor han lod det sive ind mellem de blege og tynde læber og ned i svælget, hvor det tungt lagde sig i hans mave. Ikke sagde han så meget som et ord, og ikke skete der særlig meget i hans tanker og sind.

[Anthony De Luca Imirachi]

Kulden var kommet til Dvasias i denne vintertid. Vinteren havde altid været smuk og noget som Anthony virkelig godt kunne lide. Med rolige skridt nærmede han sig Corvento mansion. Det var længe siden han havde sat sine ben her, ej var det et sted som han kom ofte men han havde alligevel valgt at lægge sin vej heromkring. Indenfor var der to personer som han gerne ville have fat i. Han vidste at det var her Cassie var blevet bragt til. Han havde egentlig taget hende som sin egen men ej havde han haft tiden til at gøre et endeligt krav på hende. En skam men sådan var det nu en gang. De isblå øjne søgte let rundt på det store hus som tårnede sig foran ham. Manden han søgte indenfor var en gammel kending. Det kolde smil bredte sig på hans læber. Planerne var ændret. Han ville ikke længere bare se til. Det var tid til at handle.

Med lethed var han inde i huset. Der var stille, underligt stille. Han forventede mere liv nu hvor der boede vampyrer her. Var han skuffet? Måske? Med rolige skridt satte han igennem huset. Han vidste at han måtte finde Carmine. Han havde brug for ham denne gang, nok mere end han havde gjort det før. Lyden af en knitrende ild lød svagt i det fjerne. Han søgte mod den med beslutsomme skridt. Med en rolig bevægelse trådte han uinviteret ind i pejsestuen. Blikket gled roligt rundt over omgivelserne. Det endte på Carmine som sad i den ene lænestol og så ud til at nyde sig godt af livets væske. Et lille smil meldte sig endnu en gang på hans læber. "Det er længe siden jeg har set en vampyr drikke blod af glas når der er en levende i huset" pointerede han roligt som han blev stående i døren og betragtede Carmine. Dette var lige den mand han søgte.

[Carmine Jordin Marlineo]

At der måtte være uvelkomne på grunden, ænsede Carmine hurtigt, men selv han var mere modtagelig overfor vampyrere, end hvad han havde været igennem de sidste rigtig mange år. Blikket vendte han denne gang direkte i retningen af pejsestuens dør, da dørene gik op, og en ellers velkendt skikkelse for ham, alligevel måtte vise sig, for hans blik.
Anthony.. Manden som han havde fjernet Cassie fra, hvor han selv officielt havde krævet hende som sin, og nu havde fyrstens ord på, at ingen ville lægge så meget som en finger på hende, uden at ville blive straffet dyrt for det. Hans skabers broder.. En mand, som han i så fald burde have et bånd til? Svagt måtte han denne gang trække på smilebåndet.
"Jeg undrede mig over, hvornår du mon ville dukke op," endte han denne gang. Glasset satte han denne gang fra sig på bordet igen, inden han denne gang rejste sig op, og lod blikket hvile på ham. Skulle han anse mandens tilstedeværelse som en form for trussel på grund af Cassie? Var det derfor at han var der? "Og hvad skylder jeg æren?" spurgte han denne gang. Hovedet lod han langsomt søge på sned. Han var klar til at gribe ind, dersom det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. Ikke at han håbede det, for han brød sig slet ikke om den slags. Han havde jo aldrig været den krigerske af ham og Alex, men derimod hjernen. Og det kunne han også godt gøre brug af nu.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Nætterne var behageligt lange her i vintertiden hvilket havde givet Morticia rig mulighed for at komme tilbage på benene. I lang tid havde hendes navn ikke været blevet talt efter hun var forsvundet fra overfladen i måneder, men det var på tide at få lavet om på netop dette. Hun bar sig frem præcis som hun altid havde gjort. Hendes hår var hvidt og skinnende, som det altid havde været, hendes hud bleg og kold, som den altid havde været og hun havde præcis den samme kulde i blikket som hun altid havde haft.
Det havde vækket stor interesse da bud var blevet sendt fra Anthony, en ukendt vampyr som dog lod til at være et bekendtskab værd. Hun huskede ikke hvornår hun sidst havde haft sat fod i Corvento mansion, det måtte næsten være tilbage fra dengang Alexander stadig havde været fyrste, meget var sket siden da.
Der var ingen vogtere ved døren, så hun skubbede blot døren op og trådte ind på en oplyst gang, hvor duften af nymfe hurtigt ramte hendes næse og fik hendes læber til at breddes i et koldt smil for et øjeblik. Det skulle lok blive en ganske interessant aften. Med målrettede skridt bevægede hun sig mod lyden af talte stemmer. Hendes blege hår nærmest glimtede i det blege lys skær, for hvert skridt hun tog. Hurtigt nærmede hun sig pejsestuen hvor døren stod på klem og hendes blodrøde øjne faldt på to mænd ind i mellem. Carmine genkendte hun fra tidligere forretninger, men den anden mand var komplet fremmede for hende. "Godaften D'Herre," hilste hun med høflige fraser og dog en iskold undertone der komplimenterede hendes ret så blege udseende en kende for godt. Engang havde hun alene kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste og før det havde hun været en naiv bondepige i Procias, det var ganske underholdende sådan som tingene ændrede sig.

[Anthony De Luca Imirachi]

Der var absolut ikke en eneste chance for at Anthony ikke var opdaget hvis der var nogen oppe. Han vidste det og det gjorde ham ikke noget. Han havde ikke lyst til at snige sig det mindste. Rolige skridt bragte ham tættere på rummet hvor der højest sandsynligt var nogen der var oppe. Ilden var da en indikation på det. De blå øjne spejdede rundt. Han var ikke kommet her for at gøre knuder eller for at pille ved Cassie. Sandt at sige havde han taget hende lidt af princip og ikke fordi han ville have hende som sådan. Et sted havde det bare været for at vise en form for dominans overfor noget som tidligere havde været hans bror. Broderlig kærlighed vel sagten?
Carmine rejste sig så snart han kom indenfor hvilket var en glædelig tanke. Respekten var gensidig håbede han da. Han bøjede roligt hovedet som en form for respektfuld hilsen og trådte længere ind i rummet. Hans bevægelser var som altid svævende og lette. Han var ikke en mand der så ud til at have mange problematikker i livet hvilket han heller ikke havde haft. Han var blevet født med en sølvske mere end noget andet. "Jeg har været i dine tanker? Jeg er beæret, Carmine" lød det med en blød stemme som smilet bredte sig en smule mere hen over hans læber. Begge var de kloge og det vidste de. Alex havde altid været krigerisk hvor Anthony langt hellere ville tilbringe tiden i baggrunden og bare kigge på og se udfaldet. Roligt foldede han hænderne omme bag ryggen og gik de sidste skridt hen til en anden lænestol for han satte sig roligt ned og gjorde sig det konfortabelt. "Jeg kommer for at snakke forretning, ej efter din ejendom" kommenterede han roligt. Han ønskede jo et sted også at Carmine slappede af og hvis han havde sit bloddyr i tankerne så kunne de ikke snakke ordenlig forretning hvilket ville være en skam uden lige. Han lod albuerne hvile på armlænene som han satte sig en smule mere op og lod hovedet hvile mod hænderne. "Jeg har planer, Carmine. Jeg ønsker at du skal spille en større part i dem. Er du interesseret?" Spørgsmålet var kryptisk og pirrende.
Følelsen af at de ikke var alene vældede ind over Anthony og blikket gled fra Carmine og overpå døren som endte med at blive åbnet og ind kom Morticia. Så var alle spillerne samlet. Nu skulle strategierne bare sættes i gang. "Morticia, min kære. Jeg er glad for at du valgte at komme" lød det næsten blidt fra Anthony som han betragede den smukke kvinde som nu havde gjort dem selskab. Dette skulle nok gå hen og blive godt!

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Carmine ikke brød sig om nogen af deres tilstedeværelser, udelukkende fordi at han havde Cassie i huset. Mange vidste nok ikke hvordan den nye fyrste skulle have tingene, men det var nu bare sådan, at tingene måtte forholde sig, uden at man egentlig kunne gøre noget synderligt ved det. Han rejste sig denne gang ved synet af Anthony. Det kunne da ikke komme manden som nogen overraskelse, at han havde funderet over, hvornår han ville møde op? Han havde jo faktisk nakket Cassie fra ham, lige under hans næse. "I mine tanker ja, men ikke nødvendigvis på nogen positiv måde," fortalte han denne gang. Han forholdt sig roligt.. Og efter noget tid, valgte han alligevel at lade hovedet søge ned i et buk for denne mand.

Forretninger.. Det alene, kunne jo være rigtig mange ting, og det vidste Carmine jo også godt. Han betragtede manden med en tydelig nysgerrig mine. "Du ønsker mig som en del af dine forretninger? Og hvad vil den slags indebære?" spurgte han denne gang.
Den kvindelige skikkelse, som henvendte sig til dem, fik ham til at dreje blikket. Synet af Morticia, var en kvinde, som han ikke havde set i uendelige tider! Svagt måtte han trække på smilebåndet. Hvad pokker lavede hun dog her? Og havde Anthony sendt bud efter hende? "Ser man det.. Det er da noget af en forsamling, som finder sted her.. Er der noget, som jeg kan byde de rejsende på?" spurgte han denne gang. Han var ikke ude på at bekrige dem eller noget som helst. Tvært imod. Hvis det afholdt deres fokus fra Cassie, så passede det ham mere end fint, og med de midler, som han havde fået sat til rådighed af Lucian, så var det også noget, som uden tvivl skulle udnyttes.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Hendes intense blik faldt skiftevis på de to herre der havde samlet sig i stuen. Carmine sendte hun sit første respektfulde buk, primært fordi hun allerede kendte ham. Via det ægteskab som hun for mange år siden havde indgået, havde hun ligeså sagt ja til alle de pokkers forretninger og politiske intriger der fandt sted og som hun ligefrem var begyndt at nyde. Elegant trådte hun ind i den varme stue og kastede et lidt irriteret blik mod pejsen, hvis ild føltes nærmest brændende på hendes hud.
Det glatte smil nåede hendes blik og gav hende et nærmest lusket udtryk, for de vidste alle der var en grund til denne lille hyggelige eller mindre hyggelige forsamling. "Så De kender tilsyneladende mit navn, men jeg lader ikke til at kende Deres," konstaterede hun med et underlæggende spørgsmål henvendt til den fremmede mand. Det virkede urimelig, særligt hvis de skulle have en samtale på benene. "Og godaften til dig også Carmine, det er længe siden vores veje har krydset," hun nikkede atter mod ham og bevægede sig lidt væk fra pejsen hvis varme var hende uvant trods den engang havde været en naturlig del af hende. "Et glas blodvin ville jeg ikke takke nej til. Gerne rød," svarede hun selvsikkert. Hun var en kvinde der kendte kvalitet og det havde hun altid brugt i sit arbejde også, desuden havde hun fået en svaghed for rødvin blandet med et par dråber sødt blod, noget som hun ellers altid havde afskyet sin afdøde ægtemand drikke, da han stadig havde været i live.
Hænderne samlede hun foran sig og så lidt fra den ene til den anden. "Så.. er der nogle af jer som kunne tænke sig at forklare mig hvad jeg laver her?" indledte hun en kende nysgerrigt. Hun var ikke vant til at blive kontaktet på den måde.

[Anthony De Luca Imirachi]

Anthony betragede den smukke kvinde som havde indfundet sig på hans invitation. Det var spændende. Hans brikker var endelig sat i spil og det var noget som han virkelig godt kunne lide. Det var tid nu, der skete meget omkring og der skulle handles. For længe havde denne race ligget for fødderne af alle andre. Tiderne skulle ændres og det var noget som han skulle bruge hjælp til. Hjælp som disse to skønne mennesker foran ham kunne hjælpe med. Alle tre var de kloge og udspekuleret, det var vel en af grundende til at de ville være den perfekte trio?
Han vendte blikket mod Carmine med et lidt drillende smil. "Du skuffer mig, Carmine. Hvis du er bekymret for Cassie så skal du ikke tænke over det. Behold hende. Jeg er ikke interesseret. Jeg har andre ting at lege med" lød det fra ham med en lidt lusket stemme. Han havde meget andet at lege med. Han behøvede ikke Cassie længere.
At hun ej kendte hans navn fik ham til kort at se trist ud selvom det ikke påvirkede ham indvendig. Han sendte hende et roligt smil. "Mit navn er Anthony De Luca Imirachi. Det var mig der sendte din invitation" pointerede han roligt. Der var ingen grund til at hidse sig op. Anthony var ikke en mand der blev let sur eller vred. Dette handlede om forhandlinger og der var andre ting i denne verden end blot disse tre og fjendtligheder. Spørgsmålet om hvor vidt der kunne tilbydes noget fik til at se lidt tænkende ind i ilden. Selvom han var kold så havde han for længst vænnet sig til følelsen af ilden mod sin hud. Han tilbragte meget tid foran pejsen hvis han kunne komme til det. "En god stærk rom ville jeg ikke sige nej til hvis du kan tilbyde" sagde han roligt og lænede sig let tilbage i stolen. Hans blik gled tilbage til Morticia og han sendte hende et roligt smil. "Alt til sin tid, Morticia. Sæt dig ned og gør dig det behageligt. Jeg har noget at drøfte med jer begge" forklarede han roligt. Han ville dog vente til de begge sad ned. Hvad han ville drøfte med dem var noget stort. Han ville sætte gang i mange ting.

[Carmine Jordin Marlineo]

At være en del af et spil, og tanken om at Anthony havde budt andre til hans hjem, var han ikke sikker på, var en tanke, som han kunne lide. Carmine derimod, var nok en lidt mere privat mand, hvad den slags angik, og særligt fordi at Cassie lå syg ovenpå. Hun lå og sov, så hun var da heldigvis uvidende om, hvad der foregik i pejsestuen for nu om ikke andet. Han skulle nok kigge til hende på et tidspunkt, men for nu.. lod han hende bare ligge der. "Det glæder mig, at De har valgt at byde andre velkommen i mit hjem, Anthony," sagde han med en ganske kortfattet stemme.
Morticias tilstedeværelse overraskede ham nu en del. Det var rigtig mange år siden, deres veje sidst havde krydset hinanden, og selv dengang, havde det kun været rent tilfældigt. "Årene har gjort dig godt, Morticia. Skøn, som altid," fortalte han sandfærdigt. Ikke ville han lyve overfor en kvinde, og særligt ikke af hendes kaliber. Det var nok mere Anthonys tilstedeværelse, som bragte manden en smule ubehag.
Hvad Anthony ville, vidste Carmine ikke, men mon ikke, at det var noget, som han ville finde ud af, før eller siden? Han rettede sig en anelse op. Rød blodvin og rom.. Det burde han godt kunne arrangere for dem. Et kort smil passerede hans læber. "Naturligvis." tilføjede han denne gang.

Rommen fandt han i skabet, som stod i den fjerne nede af stuen, hvor han skænkede op i et glas til Anthony. Dertil skænkede han op af en fin rødvin til Morticia. Herh usede han nogen af de største vampyrslægte i historien. Ak ja.. Lucian skulle bare vide, hvad der foregik i hans hjem lige i det her øjeblik. Han vinkede en ung kvinde til sig, som holdt sig i den fjerne ende af stuen, hvor hun havde sin faste plads. En tjenerinde.. Et bloddyr, som han havde fået med sig fra Castle of Blood. "Lad mig, kæreste.." endte han denne gang. Hun sagde ikke et ord, men rakte ham sit håndled.. Her lagde han et smukt snit tæt ved hendes håndled, hvor han holdt rødvinsglasset under.. Blodet dryppede ned i det. "Få dig noget hvile, min kære.." hviskede han denne gang. Han førte hendes håndled til sine læber, hvor han lod tungen lukke såret, og slap hende igen. "Javel herre.." endte hun, hvor hun på trætte fødder, forlod pejsestuen. Carmine derimod søgte tilbage til dem, med glassene i sin hånd. Han rakte det til hver enkelt af dem. "Så.. Fortæl, kære Anthony. Hvad præger din hjerne, siden du opsøger mit hjem?" spurgte han denne gang.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Morticia forholdt sig tavs men kunne ikke dy sig for at himle med øjnene. Hun håbede sandelig ikke at hun var blevet kaldt hertil for at diskutere et forbandet bloddyr, hun havde vigtige ting at tage sig til. Det var første gang hun viste sig offentligt siden Lochlan havde taget hende til fange og pint hende i måneder, så det havde bare at være det værd. Da hun igen blev adresseret, rettede hendes blodrøde øjne sig mod ham uden at hun flyttede hovedet. "Imirachi? Interessant. Jeg regnede ganske vidst ud at det var Dem som havde sendt bud, Carmine har desværre ikke efterspurgt mig i årevis," hun vendte blikket mod ham med et køligt smil der afslørede at hun ikke ligefrem bebrejdede ham så meget som hendes ord eller kunne antyde.
"Jeg takker for din smirgren Carmine, og må jeg sige det er godt at se dig levende.. i hvert fald så levende som vi nu engang kan være," tilføjede hun og tog et par nærmest dansende skridt i retning af den ene lænestol, hvor hun tillod sig at tage plads med rank ryg og et slankt ben lagt over det andet og begge arme hvilende på armlænende, næsten som havde det været en trone.
Nøje studerede hun den unge kvinde der trådte frem for sin herres fødder og villigt gav ham sit blod. Den søde duft det bredte sig, og smerten der udtrykte sig i hendes øjne da han tog det der gjorde hende levende, havde under andre omstændigheder været næsten opstemmende for hende. For nu skød hun dog den tanke fra sig og rev blikket bort for i stedet at se på Anthony. "Jeg har set frem til at høre hvorfor vi er samlet her, Sir Imirachi, så tilgiv mig min iver," bad hun og tog imod glasset fra Carmine uden at se på ham. De slanke fingre lukkede sig om det og holdt det i sit skød, det var nok værd at vente med at fejre med en tår til de havde noget at fejre. Hun satte sig tilbage i stolen og rettede blikket afventende mod Anthony, der tilsyneladende var den der sad inde med de geniale idéer.

[Anthony De Luca Imirachi]

Det var vidst ikke den mest høflige ting at gøre sådan at invitere fremmede til et hjem som man ikke selv var inviteret til men det havde han nu en gang gjort. Han var en ,and som tog sig de friheder som der passede ham. Det havde han altid gjort og det var nok ikke noget som kom til at ændre sig forløbig. Han havde det meget godt som det var nu. Hvorfor ødelægge det? Han sendte Carmine et roligt smil ved hans kortfattede kommentar. "Jeg beklager min uhøflighed men jeg regnede ikke med at du ville holdes udenfor" pointerede han roligt.
Smigeren som tilfaldt Morticia var som altid passende. Kvinder var skønne væsner som skulle roses når de så godt ud hvilket hun gjorde. Han kunne lide at have noget godt at kigge på selvom der skulle snakkes forretning. Deres lille samtale studerede han nøje. Han var som sagt en mand der godt kunne lide at kigge. Man fandt ud af mange ting om folk når man bare brugte tiden på at kigge på dem. Det var en fantastisk ting. Handlinger og overfladiske ord sagde ofte langt mere end hvad man skulle tro. Der gik ikke længe før glassene blev fyldt. Den unge kvinde som stod i hjørnet havde Anthony skam bemærket men det var først da blodet begyndte at flyde at han blev påvirket af det. Han øjne skiftede farve til røde med det samme og han kunne ikke undgå at se lidt sultent efter den unge kvinde der blev sendt ud af lokalet. Han var jo en glubsk mand hvis han slog sig løs dog, selvom han var sulten, så gjorde han intet. Roligt tog han imod glasset med et taknemmeligt nik. Blodet duftede stadig i lokalet fra vinen men dog ikke nok til at han blev rigtig påvirket af det længere. Hans øjne begyndte at skifte farve ligeså langsomt. Han ventede til Carmine havde sat sig ned før han rettede sig lidt mere op. "Jeg er her af en meget simpel grund. Jeg er ikke tilfreds med den nuværende leder. For længe har vores stolte race rendt rundt som underlegne individer i vores samfund. Det vil jeg ikke finde mig i længere. Jeg ønsker mere for vores race, for os men hvis der skal udrettes noget så har jeg brug for kløgtige mennesker omkring mig. Det er derfor i er her" fortalte han roligt. Han havde håbet at Ingrid ville have gjort noget for racen men nej, der var intet sket og nu skulle der altså gøres noget ved det hele.{/blockquote]

[Carmine Jordin Marlineo]

At invitere folk til et hjem, som man ikke selv var indehaver af, var bestemt ikke en tanke som Carmine bifaldte. Dog ville han ikke sætte himmel og hav i bevægelse for det, dersom han ellers kunne blive fri for det. Afslappende tog han selv pladsen i sofaen, nu hvor Morticia denne gang havde taget hans lænestol ved pejsen. "Jeg beklager, kære Morticia. Jeg selv, har været i en temmelig.. død periode, så at sige," sagde han denne gang.
Nej.. Man kunne bestemt ikke sige, at Carmine ønskede at holdes udenfor, hvor han derimod hellere ønskede at deltage, samt finde ud af, hvad der egentlig foregik omkring ham. Sådan en mand, havde han jo alle dage været. Han lod kort hovedet søge på sned. "Du burde kende mig, Anthony. Jeg bryder mig ikke om uvidenhed," sagde han direkte. Han lænede sig frem, hvor han tog om glasset, som han roligt førte tilbage til sig igen, hvor han satte sig afslappet tilbage.

Nu begyndte de at præge hans nysgerrighed. Langsomt lod Carmine hovedet søge på skrå, og med blikket hvilende på Anthony. Det var i forvejen meget lidt, som de havde set til deres kære leder, hvor han derimod havde ladet sig høre, at hun havde slået sig ned i Old Laymian i Imandra. Hvilket ville sige - langt fra, hvor racen oprigtigt burde holde til. "Jeg kender hende ikke ved udseende, men derimod kun af navn. Hun skulle holde til i Imandra," begyndte han. Han tog en langsom tår, inden han atter satte det fra sig. "Men siden du giver udtryk for utilfredshed, Anthony.. Hvad har du tænkt dig, at gøre ved det?" spurgte han denne gang, hvor han satte sig tilbage igen. Nu begyndte det da for alvor, at blive meget interessant.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Det stod klart at Carmine ikke ligefrem havde været vidende om dette møde, så det var udelukkende denne Anthony der stod bag planlægningen, hvilket hun fandt ganske interessant. Uden at bryde ind, så hun blot fra den ene til den anden, og observerede det stigende niveau af mandelige kønshormoner der begyndte at fylde luften. Det var lige underholdende hver gang. "Jeg har nu altid værdsat din humor Carmine," sagde hun med et lille smil og hævede glasset mod ham som en tavs skål, inden hun tog den første tår af den søde nektar der stimulerede de ellers døde smagsløg.
Sandt at sige nød hun at være ene kvinde blandt to mænd, hun nød den opmærksomhed der tilfaldt hende og særligt efter det knap så kønne syn hun havde været for blot en måne siden. De sidste dråber af blod fangede hun med tungespidsen som hun fugtede sine læber og glasset sænkede hun da snakken endelig faldt på racens leder, en som ingen af dem havde set synderlig meget til. Denne gang vovede hun at tale sin mening ligeså. "På intet tidspunkt har jeg set hende her til lands, eller hørt bud fra hende for den sags skyld. Jeg tvivler på at min svoger har det samme," medgav hun og rettede sig en kende op. Politiske anliggender havde altid haft stor interesse for hende, men det var første gang at hun som kvinde var blevet budt til at deltage i det. "Hans ønske er tydeligt Carmine, han ønsker hendes plads. Spørgsmålet er hvordan han vil gøre det og hvorledes hans visioner adskiller sig fra hendes," konkluderede hun og så intenst på Anthony. En ganske nydelig mand hvis hun skulle sige det. Hans aura var tillidsvækkende trods hun ikke anede det fjerneste om ham, hvilket kun gjorde det mere interessant. Hendes ord bød desuden op til udybning. Mænd kendte hun, dem havde hun været i nærheden af hele sit liv, og set hvordan de higede efter magt, undtag fandtes ikke.

[Anthony De Luca Imirachi]

Anthony havde altid været sig selv. Altid havde han gjort som han fandt i den bedste interesse, i hvert fald for sig selv. Han var en mand der gik meget op i racen men også i sig selv. Smilet forblev på hans læber. Carmine var klog nok til at vide at selvom dette ikke behagede ham det mindste så var der en grund med galskaben og den ville han gerne vide. Det var et sted dejligt at sidde med alle kortene på hånden. Han elskede det selvom han virkelig ønskede deres hjælp. Begge var de utrolig kløgtige og kloge individer. Det ville være en skam at holde dem udenfor og måske få dem som fjender, nej det ønskede han bestemt ikke.
Han havde startet ud og nu var det deres tur. Morticia, hurtig som altid, havde han hørt, førte godt an. Jo han ønskede at tage den stilling fra Ingrid så hurtigt som muligt. Hun bragte skam over denne noble race som de alle tre tilhørte og han ønskede ikke længere at stå og blot se til. Der skulle mere til end blot det at gemme sig i en Imandransk skov til at gøre en leder. Selv havde han aldrig mødt denne kvinde hvilket i sig selv var dumt af hende. Han var ikke dum. Alle tre i dette rum var ældre end denne kvinde og kunne med lethed fjerne hende i følge deres races regler. Det var dumt af hende ikke at handle. "Morticia har ret. Jeg ønsker at tage stillingen fra Ingrid. Ikke nok med at mit blod byder mig det så ønsker jeg mere for vores race. Jeg ønsker at se en værdig tage tøjlerne for vores noble race. Vi har for længe ligget i støvet af det Dvasianske styre og de andre racer. Det er på tide at vise dem at vampyrerne ikke blot kan trampes på eller styres med en smule blod" fortsatte han roligt. Han hævede let glasset med rommen og tog en tår. God årgang. Han var mere end tilfreds. Han rømmede sig en gang før han fortsatte. "Ej ønsker jeg at lyve. Jeg ser jer begge som værdige på posten som leder af vores race. Selvom jeg har været væk i gennem voldsomt mange år har jeg holdt øje med vores race. Jeg ønsker mere for os. Jeg håber ikke at jeg er den eneste" afsluttede en smule roligt. Han ville så meget mere for vampyrene end hvad denne ukendte kvinde gjorde for dem nu. Der skulle andre boller på suppen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Afventende blev Carmine siddende, og med blikket vendt i retningen af dem begge. Anthony var ikke en mand, som han brød sig om i forvejen, selvom han forsøgte at gemme det af vejen bag den stenhårde facade, som han havde gjort brug af igennem de sidste mange tusinder år.
De kunne lide deres drink. Så langt, så godt. Og nu til snakken omkring deres ledere. Han hævede selv glasset mod Morticia og med et afmålt nik. "Nogen har måtte bibeholde den, i det her gudsforladte helvedeshus," pointerede han direkte. Det havde jo været ham og Alexander, samt Cassies hjem igennem rigtig mange år, trods alt.
Carmines blik søgte atter til Anthonys skikkelse. De var 3 stærke individer her.. 3 som ville være mere end værdige til posten som leder, og Carmine skulle gerne være ærlig. Den magt havde aldrig interesseret ham. Han foretrak derimod, at være en hjerne bagved, og lade andre være musklerne. Præcis, som han havde gjort med Alex tilbage i deres tid. "Hun har aldrig været på denne side af grænsen, af hvad jeg har hørt, og jeg hører meget. Hun er blevet set i Manjarno.. På 'Dentures Inn'." forklarede han. En vampyrkro i Manjarno.. ironisk nok. Han tømte denne gang glasset. "Du vil være leder, Anthony, og har brug for brikker i dit spil.. Så fortæl mig.. Hvad tænker du? Jeg forventer ikke, at du har tænkt dig, at vandre til Imandra, for at opsøge hende? Hvis det da i det hele taget er muligt." Han lod ansigtet hvile mellem hans tommel og pegefinger på armlænet af sofaen. "Blod har vi brug for, desværre. Selv fyrsten i vores by, har indset dette.. De øvrige racer, er nok et af vores største problemer." tilføjede han. Han var træt af at ligge i skyggen af de andre. Det var nok nu!