I can't go on like this

[Aya Keena]

@carlisle

---

Vinteren var på vej. Selvom det stadig kun var efterår så var Dvasias koldt, vådt og væmmeligt. Det var et forfærdeligt land fyldt med dårlig og væmmelige mennesker. Dog var det ikke altid op til en selv om man ville opholde sig her. Det var noget Aya havde lært på den hårde måde. Hun var blevet fanget af Dragoss og han havde med lethed slæbt hende væk fra Procias og lyset. Det havde været en kamp for ham så vel som for hende. Efter hendes tid på Castle of Light nægtede hun at lade nogen behandle hende som en slave og dog så havde dette taget gevaldigt på hende. Dragoss kunne gøre ting ved hende som hun aldrig havde prøvet før. Det var skræmmende, hun følte det næsten som om han var i hendes hoved hele tiden! Den morgen havde hun endnu en gang være ulydig. Hun havde nægtet at gøre hvad han bad hende om og hun var blevet straffet for det. Hårdt straffet endda.

Huset som hun nu kunne kalde hjem var et sted i skoven. Helt præcist hvor anede hun ikke men det lå et sted mellem Appolyon og Corvento. Hun var ligeglad med hvor hun var for hun havde for længst fundet ud af at hun ikke kunne flygte. Den morgen havde hun endnu en gang modsat sig ham og kæmpet imod. Han havde straffet hende gevaldigt. Den morgen og formiddag havde stået på slag, forbrændiger og åbne sår til et punkt hvor hendes krop og energi simpelthen lukkede ned og hun ikke længere kunne heale det. Han havde dog ikke stoppet det. Han havde bragt hende tæt på hende grænse for at knække fysisk og så stoppet. Derefter havde han gået over til den mentale tortur som han var så god til. Det havde næsten føltes som om hendes hoved skulle eksplodere. Alle hendes minder, alle hendes følelser blev mixet sammen og forvreddet og drejet i et virvar. Hun kunne ikke længere finde rundt i det. Da han fandt sig selv mættet af hendes smerte havde han trukket hende med sig ud i kulden og lænket hende ved en gren. Hun var kun lænket ved hænderne men kæderne var så højt oppe at der ikke var meget mulighed for at hun kunne bevæge sig. Hun stod et lille stykke tid før hendes ben gav efter og hun nu bare hang der.
Der havde hun så fået lov til at hænge i nogle timer. Dragoss havde selv forladt huset og hun var alene. Langsomt begyndte hun at glide ind og ud af bevistheden. Blodet dryppede let fra hendes håndled der var belastede under presset fra hendes krop der hang i kæderne. Hendes læber var begyndt at blive blå af ren og skær nedkøling. Selv kunne hun mærke hvordan hendes krop langsomt men sikkert overgav sig til kulden. Hun kunne dog ikke gøre noget. Hun hang der bare. Lugten af blod og brændt kød kunne lugtes langt væk af rovdyr. I det fjerne havde hun for noget tid siden hørt en ulv. Tanken om at det ville være meget bedre hvis den kom for at spise hende havde slået hende og det var en tanke som hun håbede ville komme i opfyldelse noget så inderligt.

[Deleted]

Forvist fra Procias på livstid. Det var nok den værste straf, som man i det hele taget, kunne skænke til Carlisle, og særligt fordi, at han havde været så glad for det land. Han havde været så glad for det land, og handlet og ageret så meget som muligt, for landets bedste.. En fejl.. Ganske vidst en fatal fejl, havde så kostet ham hans liv i det land, og det gjorde virkelig, virkelig ondt.
Nu havde han derfor søgt til Dvasias. Hvor han skulle søge hen, vidste han ikke. Han kunne jo ikke intet gøre ved det, og han havde heller ikke rigtigt nogen steder at søge hen, hvilket næsten var det værste af det hele. Han ønskede nemlig ikke at støde på hans fader. Den mand ville da gå amok, om han vidste, hvad Carlisle havde gjort, og det ønskede han slet ikke!

Det her var et land.. Et sted, som han ikke rigtigt kendte. En kappe, var alt hvad han havde med sig, og nogen penge, så han kunne komme igang med en ny tilværelse. Hvor han skulle slå sig ned, var jo så bare det, som han ikke rigtigt havde fundet ud af, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes den dag i dag. Et tungt suk brød hans læber. Hvor havde han det dårligt med sig selv. Virkelig, virkelig dårligt!
Langsomt stoppede Carlisle op. Der var meget her i Dvasias, som han faktisk slet ikke brød sig om, men det var derimod også meget begrænset, hvad han vidste, og hvad han derfra også kunne få sig selv til. Tatiana ville måske også være her omkring? Den tanke gjorde ham direkte arrig! Det var hendes skyld, og hende, som havde kostet ham alt! Han fortsatte derfor videre.. Han passerede byer undervejs, og han nåede derfor også mere ud i det skjulte mellem disse. Han bed tænderne svagt sammen og trak kappen tæt om sig. Han skulle finde et sted at søge skjul. Når solen ville stå op, ville det atter blive ubehageligt for ham.

[Aya Keena]

Hvad der var sket rundt omkring i verdenen anede Aya intet om. Hun havde kun været i nærkontakt med få andre slaver som var blevet solgt videre igen. Nu var hun endnu en gang alene. Der var ingen andre. Hun sukkede svagt og svajede let i kæden som bandt hende. Hun havde vel et sted opgivet? Måske det ville hjælpe hende i længden. Hvorfor kæmpe længere? Hvorfor ikke bare give op. Hun åbnede øjnene og kiggede rundt på efterårets smukke landskab. Hun ville ikke være ked af det hvis dette var det sidste hun så i dette liv. Døden havde hun oplevet før men sidste gang havde den været hurtig og smertefri. Denne gang var det meget anderledes. Smerten var ulidelig!

Hun prøvede at komme på benene og det lykkes hende da også. Dog stod hun ikke længe før hun ingen kræfter havde og hendes ben endnu en gang gav efter under hende. Kæden raslede kraftigt og det fornyede pres mod hendes håndled fik hende til at skrige i smerte kort. Hvor gjorde det bare ondt! Tårer var der ingen af. De var for længst tørret ud i mangel på væske. Hun tav igen og hev en smule efter vejret. Smerten var næsten ikke til at holde ud. For hende føltes det næsten som om hendes hænder var ved at blive flået af selvom dette ikke var tilfældet. Blodet piblede ned over lænkerne og videre ned over hendes armen og blandede sig med det som allerede var størknet. Hun sukkede igen og lod hovedet falde og lukkede øjnene. Hun var klar til at give slip nu og bare lade døden give dette helvede en ende. Der var intet andet for hende at gøre nu.

[Deleted]

Denne gang, måtte Carlisle hurtigt stoppe op. Lyden af kæderne hørte han, så nemt som ingenting, og lyden af skrig, var noget som ville få det til at løbe iskoldt ned af ryggen, på selv de fleste. Han vendte blikket direkte ud i mørket, og i retningen af det hus og hjem, hvor han var sikker på, at han havde hørt det. Hvem mon det var? Skete der noget derude? Ja, det var jo Dvasias, så et sted, kunne man jo heller ikke rigtigt være overrasket over, at den slags stadig forekom, selv på trods af, at Diamaqima'erne nu var dem, som sad med den endelige kontrol og magt over stedet her.
Alligevel valgte Carlisle, at søge tættere på. Både fordi at det var en nysgerrighed, som måtte melde sig, og samtidig også fordi at han følte, at det var en nødvendighed. Det kunne jo være nogen, der havde brug for hjælp? Og med det gode hjerte, som han jo alle dage havde været bærer af, selv på trods af de fejl og mangler, som han havde gjort, så var det bare ikke noget, som han kunne gøre noget ved i øjeblikket.

Det som derimod mødte Carlisle, var det sidste, som han havde regnet med. Han tog vel ikke fejl, når han sagde, at han havde mødt den kvinde før? Han stillede sig ved et træ. Nej.. Det var kun ene og alene hende, som han kunne mærke omkring, så der var vel ikke noget at være bange for? "... Aya?" spurgte han denne gang usikkert. Var det virkelig hende? Og hvad pokker var der egentlig sket hende?

[Aya Keena]

Smerten var forfærdelig. Den var nok til at hun ikke ønskede at leve mere. Selv havde hun altid været ret resistent overfor smerte. Hun havde kunnet tåle utrolig meget uden at kunne bemærke det alt for meget men nu var anderledes. Dragoss bragte hende virkelig ud på et punkt hvor hun ikke kunne bunde og så holdt han hendes hoved under vandet blot for hyggens skyld. Han var en fæl og brutal mand. Aya havde været i Dvasiansk slavehold før men aldrig stået overfor en mand der havde været så voldsom og hård ved hende. Hun havde besluttet sig. Hvis hun ikke stillede træskoende inden han endnu en gang kom tilbage så ville hun føje ham. Hun kunne ikke mere, hun magtede ikke mere. Han vandt. Det var realiteten.

Hun hørte nogen pusle i nærheden men bed sig ikke rigtig mærke i hvad det var. Hun var udmattet efter den behandling som hun havde modtaget denne dag og de forgående. Hun havde det virkelig forfærdeligt. Et sted så håbede hun at det måske var ulvene som var ved at komme at tage hende. Det ville være en passende afslutning på det hele. At det så var en mand som stod der ænsede hun ikke. Hun reagerede først da lyden af hendes navn lød. Hjertet begyndte at hamre i hendes bryst af ren og skær frygt. I hendes tilstand så frygtede hun at det var Dragoss der var tilbage. Hendes hoved hævede sig og blikket gled rundt på omgivelserne. Det stoppede på manden som havde kaldt hende. Var det virkelig? Det kunne ikke .... Hun studerede Carlisle lidt med et halv dødt blik og lod så hovedet falde på skrå. "Du hallusinere, Aya. Tag dig sammen" mumlede hun svagt og med en tør stemme. Hvorfor pokker skulle Carlisle dukke op nu? Han var vel i Procias hvor han hørte hjemme.

[Deleted]

At skulle stå overfor Aya på den her måde, var nok noget af det sidste, som Carlisle havde regnet med. Det var skræmmende. Helt igennem skræmmende, og det var særligt det, som han bed sig fast i, som det stod lige i øjeblikket. Tænderne bed han svagt sammen, kun for at søge tættere på hende igen.
"Aya, er det virkelig dig?" spurgte han denne gang. Svært havde han da ved at forestille sig, at det skulle være hende. Det var langt væk fra Procias, og langt væk fra, hvad han havde håbet og troet på, at hun ville være endt i. Han bed tænderne svagt sammen, da han endelig nåede hende. Her var de uanset alene. Ingen tvivl om det, men at se hende på den her måde, kunne han slet ikke holde ud! Han tog fat om lænkerne, som holdt hende oppe, hvor han med sin vampyriske styrke, rev dem fri, så hun kunne komme ned, hvor han også stod klar til at gribe hende.

Carlisles blik faldt hurtigt til hendes skikkelse endnu en gang. "Hvad pokker er der sket dig?" spurgte han denne gang bekymret. Ikke kunne han jo hjælpe hende særlig meget uden at vide, hvad der var sket, men nu var han også voldsomt overrasket over i det hele taget, at se hende være på den her måde. Ingen tvivl om det. Hun fortjente langt bedre end det her!

[Aya Keena]

Aya troede ikke på hvad hun så. Carlisle kunne ikke stå overfor hende, det kunne simpelthen ikke passe. Det var et faktum som hendes hoved slet ikke kunne arbejde med så hun lod det gå hen til at det var hendes egen fantasi der legede med hende. Det kunne jo ikke være andet. Måske var det et håb om at blive redet der gjorde at hun så ham for sig nu? Eller måske var det bare blod manglen og væske manglen som var begyndt at spille ind? Selvom det var koldt så havde hun jo stadig brug for mad og drikke.
Hans spørgsmål fik hende til at ryste på hovedet og lod kort øjnene glide væk fra ham for derefter at falde tilbage på hans skikkelse. Selvom han var en illusion så ville hun alligevel ikke give slip på den eftersom den gav hende en form for ro. Carlisle havde været hende en rigtig god ven og var en hun savnede. "Selvfølgelig er det mig" mumlede hun stille og sukkede svagt. Ligegyldigt hvad så ville hun aldrig nogensinde kunne få en illusion til at være den ægte vare.

Hun måtte dog tabe vejret en hel del da han kom hende helt tæt på. Hun mærkede hvordan det stramme hold i hendes håndled forsvandt så snart han rev hendes kæder fri. Dog var hun ikke i stand til at holde sig selv på benene på nogen som helst måde og hun endte med at falde ind mod hans kolde skikkelse ligeså hurtigt som han havde fået hende fri. Hun var målløs. Var dette virkeligt? Hun kunne næsten ikke tro det. Måske døden virkelig var ved at sætte ind og dette var hendes sidste forsvar. Hun lænede sig ind mod ham, selvom han var kold bed hun ikke selv ret meget mærke i det da hun selv næsten var gennemkold efter at have været ude så længe. "Drømmer jeg?" hviskede hun svagt og en tydelig frygt for at dette var sandheden var at spore i hendes tørre stemme. Hun ønskede ikke at dette var en drøm på nogen som helst måde.

[Deleted]

Det kunne godt være, at Carlisle havde mistet sit tilhold i Procias, men så måtte han jo forsøge at gøre det, hvor han fandt muligheden for det, og det kunne han uden tvivl her. Alene tanken om at se Aya på denne her måde, kunne han slet ikke lide. Det var slet ikke fordi at han ønskede at lade hende hænge. Hun var en kvinde, som havde set noget i ham, som de færreste, havde ladet ham se, og derfor kunne han godt se en grund til at gøre en forskel her. Han var en procianer.. Og han måtte fastholde sig selv i den tanke.
Kæderne rev han ud af væggen, hvor hun blev holdt fast, hvor han denne gang, greb hende, så hun ikke endte med at falde i jorden. Hertil fjernede han kæderne om hendes håndled, så hun denne gang kom helt fri. Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse. "Hvad pokker er der sket med dig?" spurgte han denne gang med en bekymret stemme. Han kunne jo slet ikke lide at se hende på den måde! Overhovedet ikke faktisk.

Carlisle gik mere ned i knæ, så hendes krop, kunne få lov til at få noget hvile, som derfor var tydeligt noget, som hun havde brug for. Hans blik faldt til hendes skikkelse. Hånden lagde han mod hendes kind. "Det er ikke en drøm.. Jeg er her," forsikrede han denne gang, og med et smil på læben. Det var dejligt for ham at se, at det i det mindste ikke var alle, som vendte ryggen til ham. Han sukkede lettet. Nu var han der.. Og han skulle nok sørge for, at der ikke ville ske noget som helst med hende. Det var slet ikke noget som han ville acceptere!

[Aya Keena]

Det var hende helt uvirkelig. Hvordan skulle han dog kunne dukke op lige her når hun havde brug for ham? Det var kun sådan noget som skete i eventyr og historier. Her dukkede helten altid op i det sidste øjeblik. Dog var dette ikke et eventyr så det at Carlisle var her kunne ikke være sandt. Det kunne det bare ikke.
Kæderne blev revet ned og hun faldt ind mod hans skikkelse med et lille bump. Han gentog sine ord men han burde da vide hvad der var sket med hende hvis han var en del af hendes fantasi, ikke? Hun var en smule forvirret men hvem ville ikke være det. Da kæderne blev fjernet fra hendes håndled kunne hun mærke lettelsen. Huden var blodig og såret slemt der hvor de havde siddet. Ikke fordi de havde været for stramme men mere som tegn på at hun havde hængt i dem.

Han gik ned i knæ og hun kunne mærke hvordan hun kunne støtte sig mere ind til ham. Langsomt begyndte det at dæmre for hende at dette måske ikke var en drøm? Måske var han her virkelig? De blå øjne søgte hans ansigt og hun lyttede til hans ord. Han var her? Han var her! En enkelt tårer kom frem og endte med at trille ned af hendes kind, dog var dette alt hun kunne mønstre fra sin dehydrede krop. "Du er her virkelig? Det er ikke en drøm?" hviskede hun. Hun løftede rystende den ene arm og greb svagt fast i hans bluse. Hun kiggede på ham lidt. Hans bekymrede blik var rettet mod hendes skikkelse. Hovedet lod hun let trille ind mod hans bryst. "Ikke se så bekymret ud. Det er mening at du skal smile og være glad. Det har vi vidst snakket om før, ikke?" pointerede hun og fandt overskuddet til at mønstre et lille smil. Det var virkelig ham? Hun håbede det virkelig. Hvis dette var et af Dragoss tricks så ville hun lade ham slå sig selv ihjel næste gang.

[Deleted]

Ikke var Carlisle nogen drøm, eller noget der bare mindede om det, og det ville han aldrig nogensinde blive. Ingen tvivl om det! Han var der, og han ønskede at hjælpe hende. Det var vel heller ikke underligt, var det? Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse endnu en gang, hvor han kort trykkede hende ind mod sig, hvor han kunne give hende muligheden for at hvile bare lidt, og det var vel også en god ting? Han lagde hånden mod hendes kind, som han denne gang strøg let. "Det er ikke nogen drøm," gentog han denne gang. Han ville ikke lade det være nogen drøm.. Han var der rent faktisk. Desværre for hans del. Han ville jo klart foretrække at være i Procias, men det var desværre ikke muligt for ham. Han ville aldrig kunne komme hjem til det land igen.

Aya sank mere og mere ind mod hans bryst, hvor han krummede svagt igen i ryggen. Han smilede let. Han selv kunne kun slappe af nu, hvor han vidste, at hun var der. Det var rart med noget velkendt. Det var rart med noget, som for ham, var velkendt. Ingen tvivl om det. Han sukkede let og lagde hovedet mere ind mod hende. "Du har ret.. Jeg beklager," sagde han denne gang. Han vendte blikket mod hende igen. Okay, han burde få hende væk herfra. Særligt, hvis den som havde gjort hende ondt, også ville ende med at komme retur igen, og det ønskede han ikke!

[Aya Keena]

Hun kunne næsten ikke tro det og dog var det sandt. Han var der faktisk, han var ikke en drøm. Tanken om at han endnu en gang var i hendes nærhed var fantastisk for nøj hvor havde hun savnet ham. Efter hun havde forladt slottet, var død, kommet tilbage og så havde forladt det igen så var der gået en stykke tid siden sidst hun havde lagt øjnene på ham. Ej gjorde det hende noget. Hun havde savnet ham, ja, men gjorde dette ikke bare gensynet bedre? Det skulle hun i hvert fald mene. Hånden mod hendes kind fik hende til at løfte hovedet svagt og læne det let mod hans hånd. Hun havde savnet ham noget så frygteligt. Det var hun ikke bleg for at erkende. Hun puttede sig ind mod ham. Kulden mærkede hun stadig ikke meget til fordi hun selv var så gennem kold. Ikke at det var sundt for hende på nogen som helst måde men sådan var det nu en gang bare.

Han kom hende tættere som han næsten bøjede sig ned over hende. Dette var en dejlig følelse. Selv kunne hun mærke at alt hendes frygt, hendes sorg og hendes fortvivlelse forsvandt som dug for solen nu hvor han endnu en gang var ved hende. Carlisle havde altid formået at bringe hende til sikker havn, også selvom hun måske havde været for langt ude til selv at komme ind igen. Hun kunne ikke lade være med at lade en lille latter glide over hendes læber. "Se det var bedre. Hvad laver du dog her?" spurgte hun svagt. Tydeligt var det at hun var utrolig udmattet men alligevel fandt hun overskud til at spørge ind til ham og overskuddet til at skubbe sig selv i baggrunden. Et sted ønskede hun ikke at snakke om hvad der var sket med hende. Ikke endnu i hvert fald. Lige nu var det også ligegyldigt. Lige nu var det der var aller vigtigst Carlisle som var foran hende. Dette var et faktum som hun elskede mere end noget andet i denne verden.

[Deleted]

Bare at se hende ligge der, var slet ikke en tanke som Carlisle brød sig synderlig meget om, men det var derimod også meget svært at forstå, at dette var noget som kunne ske hende, for hun fortjente uden tvivl bedre end det, så det alene, var der ingen tvivl om det. Han bed tænderne kraftigt sammen, og rystede så på hovedet. Hans blik faldt derfor hurtigt til hendes skikkelse.
Selv synes det, at hun faldt mere og mere til ro nu, hvilket selvfølgelig var en glæde. Hans blik faldt mod hendes skikkelse. "Du ser jo forfærdelig ud.." sagde han endeligt. Hun lignede da en, som var fuldkommen gennemtæsket, og hængt op til fri beskuelse.

Hvad han lavede der, vidste han ikke, hvad han brød sig om, men for pokker.. Han var jo heller ikke meget for at fortælle det, for han skammede sig jo over det. Han skammede sig virkelig over det her. Svagt bed han derfor tænderne sammen, og rystede kort på hovedet. "Det... det er ligemeget nu.. Jeg vil gerne have dig tilset," sagde han denne gang, hvor han trykkede hende ind mod sin egen krop, kun for at rejse sig, med hende i sine arme. Han lagde armene under hendes knæ, så hun kunne hvile. Jo mindre energi hun brugte, jo bedre ville det uden tvivl være.

[Aya Keena]

Aya havde været uheldig. Hun havde været fri og faktisk haft det godt. Hun havde rendt rundt og arbejdet på må og få og levet godt selvom hun ikke havde noget fast. Hun havde bare endnu en gang været uheldig. Måske det bare var hendes lod her i livet? Hun var altid så uheldig. Hendes blik søgte hans ansigt. Det var tydeligt at han var bekymret for hende. Hun kunne ikke lide at se ham sådan. Hun prøvede at rette sig en smule op i hans favn men det førte kun til en intens smerte i hendes krop. Hun skar en grimasse da smerten meldte sig. Hele hendes krop værkede og især de sår som Dragoss havde brændt var nogle som tog hårdt på hende. Carlisle’s ord fik hende til at le kort. ”Jeg har bare været uheldig” pointerede hun roligt.
Der var noget han ikke fortalte hende. Hun kunne fornemme det med det samme hun havde stille ham spørgsmålet. Dog prikkede hun ikke mere til det nu. Der var andre ting som fyldte hendes hoved. Frygten for at Dragoss skulle komme hjem og gøre noget ved Carlisle meldte sig i hende. Det var en ting som hun var virkelig bange for. Dæmonen ville absolut ikke blive glad hvis han fandt ud af at hun var blevet befriet. ”Okay. Men vi skal skynde os. Hvis han kommer tilbage … Jeg tør slet ikke tænke på hvad det vil ske” indrømmede hun med en tydelig frygt. Hun var bange for den mand, virkelig virkelig meget endda. Han tog hende op hvilket gjorde ondt. Et lille støn af smerte undslap hendes læber men hun puttede sig blot mere ind til ham. Hos ham var hun i hvert fald i sikkerhed. Det var der ingen tvivl om.

[Deleted]

Uheldig, var vidst mildt sagt, af hvad Carlisle kunne se, for det her, var der virkelig ikke nogen, som fortjente, og heller ikke Aya. I forvejen, kunne man sige, at hun havde været igennem mere end hvad godt var, og derfor var det vel også bare på tide, at der skete noget godt? Nu hvor det værst tænkelige var sket for ham, så burde det gode altså også komme til at ske for hende, og det var sådan at han havde det. "Det er vidst mildt sagt, min kære," sagde han denne gang.
Carlisle så sig omkring. Foreløbig, var der heldigvis ikke noget, der indikerede på, at der var nogen omkring dem, som ville dem noget ondt, og det var noget som virkelig passede ham fint. Han rejste sig op, hvor han hævede hende i armene. Der var nemlig ikke nogen, som fik lov til at gøre hende noget ondt. Han ville virkelig ikke have det! Overhovedet ikke faktisk. "Så må vi finde et sted, hvor vi kan være for natten.. Solen står også snart op.. Hold fast i mig," sagde han denne gang.
Med faste skridt, søgte Carlisle væk fra stedet, og søgte direkte mod den nærmeste by. Han ville gerne se hende i bedring, og derfor var det vigtigt for ham, at hun kom tilbage til sig selv igen. Kroen viste sig i det fjerne, som han denne gang, valgte at søge mod. "Vi kan være her," sagde han roligt. Kroen var gammel og ussel af udseende, og det passede ham egentlig også ganske fint, at komme indendøre. Forhåbentlig, ville han ikke blive alt for genkendt.

[Aya Keena]

Aya var virkelig en uheldig pige uden lige. Hun havde det med at komme forbi de forkerte mennesker som ønskede hende ondt. Kun en gang havde hun været virkelig heldig og det var da hun havde mødt Gabriel. Han havde i det mindste taget hende med sig til slottet, givet hende arbejde og introduceret hende for Carlisle. Det sidste var nok de3t bedste af det hele. Carlisle var hele hendes tid i Procias det værd. Dog havde hun ikke regnet med at se ham igen nogensinde. Stærkt havde hun regnet med at hun ville ende med at miste livet for Dragoss hånd før hun havde set friheden igen men nu var hun her i hans arme endnu en gang. Følelsen var kærkommen og vel savnet. Hun formåede at fremtvinge et lille smil selvom hun ikke ligefrem havde meget energi tilbage. Som han tog hende i armene greb hun svagt fat i hans bluse men var dog ikke i fare for at falde. Hans stærke arme kunne let holde hende oppe. Selvom det egentlig var smertefyldt så føltes det rart at vide at han var der og havde fat i hende. Det var noget som hun havde manglet i den sidste tid. ”Det lyder som en god ide” lød det svagt fra hende.
Roligt holdt hun fast og støttede sig til ham mens han gik afsted med hende. Hun følte sig helt rolig her med ham. Han passede på hende og hun vidste det. Aldrig havde hun været bange for Carlisle og aldrig ville hun blive det. Han passede på hende. Kroen fik hun kort øje på i et fjerne inden hun lukkede øjnene stille i. Hun var udmattet men kunne ikke sove, heller ikke selvom han var der. Hun havde for ondt i sin krop som endnu ikke var begyndt at heale hendes sår. Hans ord fik hende til blot at komme med en accepterende lyd men inden ord. Hun lod blot hovedet hvile stille ind mod hans kolde krop. Det var en behagelig velkendt følelse.