I can't go on like this

[Deleted]

Kroen som Carlisle havde fundet, var gammel af udseende, men man skulle jo starte et sted, og det var også det, som han gjorde lige nu. Aya havde brug for hvile, og derfor ønskede han at give hende det. På et sted, hvor han kunne passe på hende. Desuden havde han heller ikke bedre at give sig til, efter at han var blevet smidt ud af Procias.. Gud hvor han længtes efter at komme hjem igen. Han vidste jo godt, at han havde dummet sig, og denne gang forbandet meget, hvilket næsten var det værste af det hele!
Døren ind til kroen, slog han op. Lyden af glade gæster var over det hele, hvor de tydeligt også havde fået mere indenbords, end hvad de kunne tåle. Carlisle var ligeglad. Det eneste, som han ønskede, var at anskaffe sig en nøgle til et værelse, så de kunne få noget hvile. Hende mindst af alt. "Vent her," bad han denne gang, hvor han placerede hende på en stol tæt ved bardisken.

Carlisle kom i dialog med krofatteren, hvor han fik forhandlet sig frem til en nøgle mod hjælp og senere betaling. Navnet 'Nimanhra' var heldigvis kendt som ædelt og sandfærdigt i den sammenhæng. Han tog imod nøglen, for at tage hende i sine arme igen. "Vi skal have dig ned at ligge," sagde han denne gang, hvor han også førte hende med sig ned af korridoren til værelserne, hvor han nåede det værelse som de havde fået. Det mindste på stedet, men det var fint. Bare der var en seng, og en dør, som kunne låses, var det fint for ham. Han fik nøglen i låsen, og tvang døren op. Værelset var fint.. Udmærket. Han lukkede døren efter sig, og førte hende til sengen, hvor han lagde hende forsigtigt.

[Aya Keena]

Det hele gjorde ondt på hendes krop. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle stille op. Hun kunne næsten ikke tænke så ondt som det gjorde. Hun stønnede svagt i hans arme som de nærmede sig den gamle kro. Hun havde ikke noget imod at han bragte hende hertil. Hun vidste at han ønskede at passe på hende. Hun puttede sig ind mod hans skikkelse en smule mere. Døren ind til kroen blev åbnet og det var som om varmen inde fra slog mod hende som en pisk. Hun jamrede sig en smule som han bar hende op nær disken. Han satte hende på en stol som hun måtte kæmpe for at holde sig oprejst på. "Du må hellere komme hurtigt tilbage. Det kunne være jeg smuttede ud for at danse" lød det stille men dog en smule drillende fra hende. Hun prøvede virkelig at finde noget positivt i dette helvede som hendes krop var i.

Der gik ikke længe før han endnu en gang var tilbage ved hende. Han tog hende endnu en gang i armene og hun puttede sig ind til ham. Hun ønskede barre at være alene med ham igen. Alle disse mennesker gjorde hende egentlig nervøs. Hun havde det skidt og varmen var så småt begyndt at tage ved i hendes krop. Det var egentlig en ubehagelig følelse. Det føles næsten som om hendes hud endnu en gang brændte under Dragoss' ild. Han bar hende ned af gangen, ind på det lille værelse og lagde hende blidt i sengen. Hun vendte blikket mod hans ansigt som hun lå der i sengen. "Det var nu ikke sådan her jeg havde forventet at det skulle være når jeg blev båret over dårtrinet" lød det fra hende med et lille smil. Var det noget under at hun virkelig prøvede?

[Deleted]

Forsøgte hun virkelig at være sjov? Et sted, var det nok også noget af det som Carlisle godt kunne lide ved hende, og han var heller ikke bange for at lade hende vide det. Han rystede på hovedet. "Jeg tvivler på, at du er i stand til at byde nogen ud på dansegulvet på nuværende tidspunkt," pointerede han denne gang med en rolig stemme. Han sendte hende et stille smil, og søgte til krofatteren hvor han fik nøglen. Og inden længe, førte han hende med sig mod værelset.

Her var de alene, og uden de alt for mange nysgerrige blikke, som var blevet sendt i deres retning. Faktisk var Carlisle heller ikke den type, som brød sig om alt for mange af dem, og det erkendte han gerne. Derfor lagde han hende forsigtigt på sengen. Han rystede på hovedet. "Når den rette mand viser sig for det, må han jo gøre op for det," sagde han denne gang. Det handlede om at holde humøret højt, selvom det kunne være så pokkers svært engang imellem. Hånden lod han stryge over hendes kind, hvor han satte sig på sengekanten ved siden af hende. Han var vel bare heldig, at han havde fundet hende? "Hvil du.. Du har brug for det," bad han denne gang. For ham, var det nemlig noget som betød meget: At hun kom til hægterne igen, og blev den Aya, som han huskede og kendte.

[Aya Keena]

Aya prøvede virkelig altid at holde humøret oppe. Det var bare lettere sådan end at bryde sammen når der skete noget slemt. Hun havde ondt, hun var i mange smerte men hvis hun bare satte sig ned og gav op nu hvor han havde fundet hende så ville hun jo ikke komme nogen vegne. Hun var nød til det for ikke bare at give op. "Du har nok ret" indrømmede hun med et lille grin og fulgte ham med blikket som han søgte hen for at få nøglen.

Værelset var lille men det gjorde hende intet. Hun var vant til værre og desuden så var han der. Hun kunne virkelig slet ikke beskrive hvor lykkelig hun var for at han var kommet og havde fundet hende. Han var virkelig hendes bedste ven i denne verden. Det var en ting som hun aldrig kunne takke ham nok for. Han lagde hende i sengen og hun jamrede en smule. Det gjorde ondt når der kom nyt tryk på hendes krop. Hun kunne ikke lide det men efter lidt tid så begyndte det at gå i sig selv igen. Hendes blik gled op på Carlisle igen. Hånden mod hendes kind fik hende til at hvile hovedet mod hans hånd. "Med mit held så sker det nok aldrig" sagde hun lidt i spøg. Hun hævede besværet den ene arm og greb lidt løst fat i hans bluse. "Lig dig ved mig. Jeg falder bedst i søvn når du er ved min side" bad hun som hendes kræfter slap op og hånden faldt mod sengen igen. Hun sukkede stille og kunne egentlig ikke holde sig vågen længere. Hun missede med øjnene for en stund før hun endte med at falde hen i en urolig søvn.

//OUT

[Deleted]

Det var måske et meget upassende sted, at være sjov på, og særligt sådan som hun havde det. Carlisle kunne ikke rigtigt forholde sig til det, men derimod, var det noget, som han godt kunne lide. Altid en kvinde med højt humør, uanset hvor meget lort hun stod med.. Det var virkelig imponerende et eller andet sted, og alligevel et skræmmende forsvarsværk, som hun havde hævet for sig selv.
Sengen lagde han hende denne gang i, hvor han satte sig på sengekanten ved siden af. Han var virkelig glad for, at han selv var kommet, udelukkende fordi, at det jo havde været en nødvendighed, at gøre noget! Ellers havde hun jo været død, og det havde han jo heller ikke ligefrem ønsket sig, kunne man sige! Han rystede derfor en smule på hovedet, og lod hovedet søge en kende på sned igen. Han sukkede svagt. "Nu skal vi bare have dig på benene igen," sagde han denne gang. Hans blik hvilede på hende. Hvilen havde hun nemlig brug for. Ingen tvivl om det, for hun havde det da virkelig ikke særlig godt!
"Selvfølgelig.." Han rejste sig denne gang, kun for selv at smide skoene, inden han denne gang, krøb ind under dynen og lagde sig. Armen gled omkring hende, så han selv var der til at passe på hende. Han ønskede nemlig ikke at hun skulle ligge og have det skidt. Han lagde sig til.. hvor han selv faldt mere hen i en form for hvile. Her følte han sig jo ligeledes også tryg.

//Out