Do or die

[Marius Amalani Darcy]

Det var muligt, at det som regel var Marcianus, der som regel, skulle tage sig af ham, men det var han nu ligeglad med. Manden foran ham, var både hans barnebarn, men også hans skaber, og derfor var båndet endnu mere kraftigt, end hvad det havde været hidtil, og selvfølgelig, var det også noget, som godt kunne mærkes. Det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han blev denne gang stånede. Denne kvinde, skulle under ingen omstændigheder, have lov til at komme tæt på hans barnebarn! Overhovedet ikke!
Marius kneb øjnene fast sammen, hvor han denne gang blev stående foran ham. Hånden lod han hvile på knægtens unge skuldre. Alexander var de sluppet af med, og de havde kunne juble over, at manden var død og borte, og nu skulle de til at kæmpe med en kvinde, som hende her? Det vidste han bestemt ikke, om var noget, som han brød sig synderlig meget om. Han lod hovedet søge på sned. "Med så mange andre vampyrer, som denne verden er fyldt med, synes jeg, at du skal vende om, og forlade stedet her," fortalte han denne gang med en rolig stemme. Han var en mand, der var rolig, og hvilede i sig selv, men at ramme hans familie, og nu med tanke på, at den unge Marcianus, var det eneste, som han havde tilbage, så var det vel heller ikke underligt, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde? Han beskyttede, hvad han havde.. og denne kvinde, skulle bare holde sig langt væk!

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet trak kynisk på smilebåndet. Disse tre Herre skulle bare vide at de stod og snakkede ilde til deres leder. Hun havde brug for støttere og hun var ej god til at spørge på den søde måde, men siden de også gik så meget imod hende, så måtte hun jo gøre det på den hårde måde. Hun kunne godt fornemme et særligt bånd mellem kroejeren og hans bedstefar, der stod op for at forsvare ham. Hun lod hovedet glide på sned og så stadigvæk direkte mod Marcianus. Han var dog alligevel modig sådan at sige hende imod, det måtte han give hende. De andre to irriterede hende blot lige nu, det var de andre, der var mere spændende.
"Jeg kan give dig plads. Jeg kan give dig position og beskyttelse. Jeg vil kunne retfærdiggøre din for nu ulovlige handel af blod, ved at gennemføre det i det imandranske kongehus hvor jeg sidder i råd. Vi skal jo have det på en måde, og jeg er sikker på de hellere vil have vi køber fra en leverandør fremfor at gå ud og jagte selv," endte hun med et skævt smil. Det var faktisk nemt at få sin vilje, når man bare truede og kildede de rigtige steder. Hun vendte blikket mod hans bedstefar denne gang.
"Hvor vover du at tale til din leder på den måde, din sølle udgave af en vampyr?" vrissede hun af ham og viste tænder. I et splitsekund var hun over bardisken og greb fat ved Marius, så hun kunne skille ham fra Marcianus. Hun prøvede så at tvinge ham i gulvet, så han endte med ryggen på gulvbrædderne og hendes hånd mod hans hals.

[Deleted]

Valerio valgte for nu, at holde sin afstand. Der var nemlig noget ved denne situation, som han ikke brød sig om, og der var rigtig mange ting i ham, som sagde, at han ikke burde, eller skulle lægge sig ud med denne kvinde.. Så derfor havde han heller ikke tænkt sig, at gøre dette. Han blev stående, og lod derfor Marius og Marcianus tage sig af denne kvinde. Nu hvor han selv ikke havde haft særlig meget med Imandra at gøre, havde han slet ikke nogen anelse om, at det rent faktisk var deres races leder, som han denne gang, måtte stå overfor. Men at flytte alt dette? I forvejen et sted, som rigtig mange, var glade for, og særligt i denne her tid, så var det j virkelig kun synd og skam, at man gjorde det, også i hans øjne.
Valerio selv, stod fuldkommen stille, da Marius denne gang blev hamret direkte ned i gulvet under dem, hvor der selv lød et gevaldigt brag. Det var med en kæmpe styrke. Leder..? Han selv vendte denne gang bliket mod hende. Var hun racens leder? Det i sig selv, havde han faktisk meget svært ved at forholde sig til, da man jo igennem rigtig lang tid, havde været vant til en mand i den rolle. Næverne lukkede han let, hvor han denne gang bevægede sig tættere på. Marius var ny som vampyr, og Marcianus var jo endnu ung, set i den forstand.
"Der er slet ikke nogen grund til at gøre mere skade end gavn på stedet her, som der er mange, der i forvejen sætter pris på.. min frue," sagde han denne gang. Ikke fordi at han agtet at indtage den ydmyge position, men mere fordi at han ønskede at anerkende lederen. Det havde han alle dage gjort, også under Alexanders styre, hvor han havde levet i skyggen af sin broder, Alecander.

[Marcianus Darcy]

Marcianus og Marius delte et specielt bånd. Ikke nok med, at de var i familie, så var Marcianus også Marius' skaber. Det gav dem et stærk vampyrisk bånd, som han både forbandt og fandt ret nyttig. Det havde ikke været nemt for ham at gøre det, men hellere ham end en anden tilfældig vampyr, der kunne drage nytte af det til egen fordel. Men som det var en svaghed, så kunne det også bruges som en styrke. Han så mod sin morfar, der nu gik i beskyttelses-indstilling overfor Marcianus og han sank en klump. Han var ikke helt tryg ved denne kvinde, for hun udstrålede en form for magt og position, som han ikke helt kunne finde ud af. Selv blev han puffe tilbage, da hun kastede sig direkte mod Marius. Han greb ud efter hende, men da han hørte ordet 'leder' så bakkede han med det samme igen og stod mere pænt i baggrunden uden at blande sig alligevel. En kvinde på lederposten igen? Ligesom han vidste, at Valerio jo havde været sidemand for en kvinde ved navn Cathlina. Han sank en klump. Burde han sige ja? Det lød jo fristende at komme på lovens gode side, for han frygtede faktisk for at Denjarna, Dronningen af dette land, skulle komme efter ham. Og han vidste ikke om han ville være så 'heldig' at få en landsforvisning igen eller om han ville blive arresteret. "Han mente det ej sådan... Frue. Tilgiv min morfar," bad han. Han var jo skaberen, så han burde tøjre sit 'barn'.

[Marius Amalani Darcy]

Marius stod med et familiebånd, og et skaberbånd til Marcianus, og derfor reagerede han nok mere voldsomt, end hvad han gjorde normalt. Han stirrede med en fast mine på denne kvinde, som han nu heller ikke selv kunne lade være. Han ville ikke have, at nogen skulle stå der og true hans barnebarn, såvel som hans skaber, og derfor stillede han sig vel en smule i vejen.
Han stivnede kraftigt, da kvinden valgte at tage fat i ham, vendte ham, og hamrede ham direkte ned i gulvet, hvor han stødte mod denne med ryggen først. Han greb omgående omkring hendes håndled. Ondt gjorde det ikke just, men for pokker.. Det var ubehageligt at ligge der! Han stirrede direkte op mod denne kvinde. Om han havde været i live, ville hans hjerte have hamret af sted som aldrig nogensinde før, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes i form af et ubehag, som aldrig før. Leder? Han var blevet fældet for hånden af deres egen leder. Han blinkede med øjnene. Okay, det var måske den forkerte at lægge sig ud med, men det gav hende stadig ikke nogen ret til at køre på hans barnebarn på den måde! "Slip mig.." bed han denne gang sammenbidt af hende, for han brød sig slet ikke om at ligge der for hendes fødder.. Hun var uden tvivl langt stærkere end ham, men igen.. Han var jo stadig meget ny hvad det her angik.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferets reaktion skete nok mere i afmagt end noget andet. Hun havde ingen følgere endnu og hun manglede faktisk nogle, der ville have hendes ryg. Især nu hvor Lucian ligesom prøvede at tage magten i Dvasias. Men det var jo meningen, at vampyrerne skulle have en ny base i Imandra. Måske de i sandhed kunne få en meget splittet race? Dog skulle ingen sidde i Dvasias, uden at hun havde sagt, der skulle, for hun skulle være den absolutte leder. Uanset om hun så var i Imandra eller Dvasias!
Da hun havde fået Marius ned at ligge, så slap hun ham igen. Det havde kun været en magtdemonstration og intet andet, så derfor havde hun ikke tænkt sig at gøre mere. Dog skulle han virkelig passe på med sine ord. "Var din mund," endte hun. Elegant sprang hun tilbage over disken igen. Alle andre var smuttet herfra under hendes angreb på Marius, så de nu kun var disse 4 tilbage. De 4, der havde interesse og hendes opmærksomhed, såvel som de havde hendes.
"Jeg er ej kommet for, at skulle tvinge jer med. Jeg skulle ønske, at I ville gå med frivilligt, fordi I er imod det Lucian gør. Jeg ønsker at starte et nyt liv for vampyrerne i Imandra og vise Lucian, at det ikke er sådan vi gør det her. Og at han ej skal sidde i Dvasias uden, at jeg har givet ham lov til det," fortalte hun videre. Var de mon til at snakke med?

[Deleted]

Naturligvis reagerede Marius, da Marcianus blev truet. Det havde man vel næsten set komme? Han kneb øjnene let sammen. Han ville ikke blande sig. Aldrig havde han været den mere frembrusende type. Han holdt sig egentlig bare langt væk fra det, som typisk plagede et vampyrisk sind. Han levede bare sit liv, da han heller ikke havde nogen andre steder at være, og særligt ikke efter, at han havde mistet Cathlina.
Det som skete, var på ingen måder nødvendigt. Marius var i forvejen en temmelig ny vampyr, hvilket var noget, som alle vidste. Folk lod ham vel generelt bare sejle lidt i sin egen sø i stedet for at konfrontere ham med hvad der var det eneste rigtige i den forstand?
En svag brummen forlod Valerio, hvor han denne gang bare satte sig ned igen. Dette var ikke noget, som havde noget med ham at gøre, og hvorfor skulle han så blande sig? Et kort træk fandt nu alligevel vejen frem til hans læber. Ingrid brød sig ikke om Lucian. Han havde ikke svært ved at forestille sig, at det ligeledes også skulle være gengældt i den anden ende. Langsomt lod han derfor hovedet søge på sned. Han lyttede.. Holdt sig lidt i baggrunden og så egentlig til, som en af de få, som var tilbageværende i salen. "Et udestående med Lucian? Hvorfor ikke selv tage den med ham?" spurgte han denne gang. Han kunne jo ikke lade være med at blande sig bare lidt.

[Marcianus Darcy]

Ligeså vel som Marius havde en overbeskyttende følelse for Marcianus, så havde Marcianus det også den anden vej rundt. Han var jo trods alt hans skaber, så når det ikke var det stærke familiebånd der gjorde det, så var det det vampyriske bånd. Han blev stående på afstand. Han turde ikke lægge sig ud med lederen, for det var altid kun de ældste vampyrer, der trådte frem på sådan en stilling. Og selvom han faktisk var gammel, eftersom han var blevet omvendt som en lille dreng og havde brugt mange tusind år på overhovedet at komme til at ligne en mand, så var det nok intet til sammenligning med denne kvinde. Selv brød Marcianus sig heller ikke om Lucian, så derfor passede han bare sig selv her. Egentligt havde han jo ikke mødt manden, men han var slet ikke til at være underlagt andre end sig selv. Hans møde med Alexander var nok og det var godt rigeligt galt også.
Valerio sagde virkelig hvad der passede ham. Men sagde heldigvis de ting, han selv også kom til at undre sig over. Ud fra det han så, så virkede det dog ikke til, at denne leder, egentligt så ud til at have nogle følgere endnu.
"Jeg vil godt tage dig med dig. På én betingelse mere. At du ej undertrykker mig, men lader mig have min mening om du bryder dig om den eller ej. Jeg har holdt mig væk fra Corvento netop for at være fri og ej undertrykket," endte han så.

[Marius Amalani Darcy]

Marius blev liggende fuldkommen stille, også fordi at han ikke rigtigt havde noget andet valg. Alt taget i betragtning, måtte han vel bare forsøge at komme igennem det, og forhåbentlig beholde sit liv. Han beskyttede sit barnebarn, som han beskyttede sin skaber. Det var der vel ikke noget galt i? Den mand var den eneste familie, som han havde, siden han havde mistet Cassie. En kvinde, som han havde været så tæt på, i det hele taget, at kunne komme tæt på, på den måde.. En som kunne hjælpe ham videre, som ingen anden havde formået, siden han havde mistet.. Han havde ikke gjort andet end at miste igennem sit liv.
Grebet strammede Marius omkring kvindens arm, som et tydeligt tegn på, at hun skulle slippe ham. Det var nemlig slet ikke behageligt at ligge de,r som han gjorde det lige nu. Han bed tænderne fast sammen, og så skiftevis fra hende og til Marcianus. Han gik rent faktisk med til at flytte det hele? Mod den forudsætning, at han ville beholde en mening, og kunne fortsætte med at udtale den? Han vidste bestemt ikke om det var noget som han brød sig om.. eller skulle han? Han vidste det ikke. Denne kvinde, havde bestemt ikke formået at skrive sig ind i hans gode bog endnu, og det stod han mere end gerne fast på, når det endelig skulle være i den anden ende. "Slip mig.." gentog han hæst. Ondt gjorde det rent faktisk at blive tvunget i gulvet på den måde!

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet rettede på sin flotte kjole, som hun var kommet over bardisken igen og bare havde efterladt Marius på gulvet bag baren. Ingen skulle være så frække og havde den attitude mod hende, uden at blive straffen. Men ej ønskede hun heller at være dominerende og voldelig som Lucian. Hun havde i hvert fald hørt det ene og det andet om det, der foregik i Corvento. Hendes blik drejede hun skarpt mod Valerio, da han spurgte fra sit lille skjul ved bordet. Hun skulle netop til at svare, men blev redet af, at Marcianus nu faktisk indvilligede i at tage med. Hvilken fantastisk tanke!
"Jeg ønsker ikke at undertrykke nogle af jer. Men ulydighed har også en pris, det må du forstå. Lad os tage afsted med det samme, vi kan sagtens nå tilbage inden solopgang med den fart vi kan lægge for dagen," endte hun med et let smil. Hun gik ud fra, at Marius ville følge med, eftersom Marcianus gjorde det.
"Du kan kalde mig Neferet," endte hun så. Hun så tilbage mod Valerio.
"Hvis du vil sidde her og være tvær i dit hjørne, så vær så velkommen. Men hvis du vil være med til at påvirke hvordan vampyrernes nye tidsalder skal se ud, så følg med," sagde hun til ham med en glat og silkeblød stemme.

//Out.

[Deleted]

Valerio havde slet ikke blandet sig i sagerne, da han slet ikke havde set nogen grund til at skulle gøre dette, da det ikke just var en sag som omhandlede ham. Dog var han stadig alt for nysgerrig til at fjerne sig derfra, og det var også det, som han kunne mærke i øjeblikket. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Ville hun rent faktisk gerne have ham med? Turen til Imandra ville blive lang, uanset. Det spørges jo, om Marcianus og Marius ville ære op til det samme, siden de ikke havde været vampyr i så mange år, som det hun havde været, kunne man jo sige.
Valerio rejste sig denne gang roligt op fra sin plads, og med blikket intenst hvilende på dem alle sammen. Lederen ønskede ham med? Det måtte han jo kun betragte, som havde det været en god ting, og det passede ham jo egentlig ganske fint, hvis han selv skulle sige det. "Hvis vi skal nå nogen steder før solopgang, så skal det også være nu. Turen er jo trods alt.. temmelig lang," pointerede han denne gang, som han atter vendte blikket mod Neferet. Det var også et højest mærkværdigt navn, hvis han selv skulle sige det. Han nikkede denne gang. Hvis de skulle gøre sig nogen forhåbninger om at komme derfra i tide, til at nå det hele, så skulle det også være nu.

[Marcianus Darcy]

Så snart Neferet var hoppet over disken igen og havde sluppet Marius, så var Marcianus hurtigt henne ved ham. Gulvbrædderne var slået i stykker og han lå halv nede på jorden, som hele fundamentet var stykket sammen på af de tykke brædder. De havde tydeligvis ikke holdt til den styrke, deres leder havde lagt i slaget. Han tog fat i sin morfars hånd og hev ham op at stå, dog uden at sige noget yderligere til nogle af dem. Ikke mere end han allerede havde sagt, så nu afventede han egentligt bare hendes svar. Ingen undertrykkelse? Det var det han primært hørte, så det var godt nok for ham. Hans umiddelbare første tanke var dog, hvad han skulle gøre med stedet her. Skulle han gøre noget? Han følte lidt, at han svigtede Alice, men hvad havde hun regnet med? At han skulle gøre dette forevigt? Nok kunne han godt lide det, men han ønskede at finde noget mere. Og at være på den rigtige side af loven, hvis han da kunne komme til det.
"Kom, morfar," endte han lavmælt. Han trådte frem bag baren, tog forklædet af og smed det fra sig. Under havde han en simpel skjorte og et par simple bukser, med et par brune og slidte lædersko til. "Så lad os... Hellere nu end at vente for længe," medgav han. Han søgte ud i mørket og natten som den første og ventede på resten, hvorefter han bare satte af i den høje vampyriske fart i deres selskab.

//Out.

[Marius Amalani Darcy]

Marius blev næsten bare liggende på jorden under dem, da Neferet denne gang synes at give slip på ham. Han bed tænderne svagt sammen. Ikke fordi at det havde gjort ondt som sådan, for det havde det ikke, også selvom brædderne under ham, var ødelagt som respons af styrken i kvindens slag. Dog ønskede han stadig ikke, at noget skulle ske med hans barnebarn, såvel som hans skaber, og det var noget som naturligvis påvirkede ham. Hans beskyttende gen slog så kraftigt ind, at han slet ikke kunne lade være med det. Han tog om Marcianus' hånd, og kæmpede sig derfra også op og tilbage på benene igen. Han skævlede let og nikkede så. "Du er sikker?" spurgte han denne gang, som han oprigtigt ønskede at være sikker på at knægten havde taget det rette valg.
Turen mod Imandra, vidste de alle sammen godt var lang, og selvfølgelig var det også noget som påvirkede ham. Hans blik gled kort tilbage mod denne kvinde, da det i forvejen ikke var en af typen, som han brød sig særlig meget om. Han fnøs kortfattet. Alle de problemer.. Der var så mange af dem. Derfra søgte han efter Marcianus ud i mørket. Nu hvor han ikke længere havde Cassie, var den unge knægt jo også det eneste som han havde, og derfor ønskede han at passe på ham, så meget som det var ham muligt.

//OUt