Do or die

[Ingrid "Neferet" Laymian]

@valerio - Marcianus Darcy - Marius Amalani Darcy

---

Neferet var på en mission. Egentligt havde hun til en start haft i tankerne at søge til Corvento, men da hun havde fået nys om en hvis Vampyrfyrste, der syntes, at han skulle sidde på tronen i vampyrbyen skønt hun var lederen over dem alle, så havde hun søgt videre. Hvis den vampyr var så magtbegærlig som hun hørte rygter om, så skulle hun ikke sætte sin fod der endnu. Hun skulle først have sine egne støttere, sin egen hær og derefter vælte ham af pinden. Vise, at han bestemt ikke skulle tage en titel, der ikke tilfaldt ham! Men for nu måtte hun finde nogle styrker, der kunne hjælpe hende med hendes opgave. Og hun havde fået nys om denne kro i Manjarno, der kun var åbent i nattens mørke timer, så der måtte da være andre vampyrer der? Måske virkede det tosset at tage helt fra Imandra til Manjarno, men hun turde ikke satse på Dvasias. Og I Imandra var hun ikke stødt på mange andre vampyrer.
Hun nåede til kroen i den lille fiskerby og slog dørene op. Hendes gang var selvsikker og dominerende og hun var ej bange for noget. Hun havde været den mest koldblodige morder i sine unge dage og det ry kunne hun nemt genoptage. Hun vædede sine læber med et tilfredst smil. I dagens anledning bar hun en sort kjole af blonder. Dertil et par sorte støvler med en hæl på, så hun blev lidt højere end hun allerede var. Kjolen havde en dyb halsudskæring og viste en fyldig barm. Den havde så nogle små stropper op over skuldrene. Til bar hun en snor, der var lavet af stof, hvori der hang et smykke, der dog lå skjult i hendes barm. Hun havde også nogle ringe på og nogle armbånd. Hendes hår hang løst og alle blikke røg på hende, da hun nu stod her i kroen.

[Deleted]

Siden bruddet med Alice, som Valerio nu heller ikke havde set skyggen af i en mindre evighed, havde Valerio selv forsøgt at finde sig til rette med tingene. Ingen ting var som de engang havde været. Cathlina var borte, og derfor havde han heller ikke nogen steder at søge hen, eller nogen at søge til, og efterhånden måtte han jo sige, at tilværelsen alene, var ved at være skræmmende ensom.
Selv sad han ved et af bordene. Engang havde han været indehaver af stedet her, men selv det, var noget, som han havde mistet. En mand med hans hoved og hans ønske og ambitioner om at få lov til at udrette noget med sit liv, som han havde gjort siden Alecanders tid, så var det hårdt for ham, ikke at have noget at give sig til, og dette kunne uden tvivl også godt mærkes nu.

Med intet andet end et glas blod foran sig, hævede han blikket, da døren gik op, og endnu en vampyr trådte ind. Primært var det jo dem, som holdt til på stedet her, så at der kom en ny, sagde han intet til. De blege fingre lukkede han om sit glas, hvor han denne gang tømte det. Alt for mange velkendte væsner, var her jo i forvejen, men hvad kunne han da gøre ved det? Han hadede sit liv.. Han havde mistet alt det, som han havde opnået til nu, og det var efterhånden en tanke, som han fandt voldsomt frustrerende!

[Marcianus Darcy]

Kroen kørte forholdsvist godt. Forholdsvist. Der havde været lettere modgang. Flere og flere vampyrer søgte hertil, fordi de følte sig sikre i kroejerens nærvær, eftersom vampyrer jo holdt sammen, ikke? Det havde drevet nogle af de andre kunder væk og efterhånden vrimlede her primært med vampyrer. Det havde sendt Marcianus ud i at handle ulovligt igen. En dårlig gentagelse af det, der havde fået ham smidt ud af Procias i sin tid og havde sendt ham til Manjarno. Han frygtede for at dronningen troppede op på hans dørtrin og skulle udvise ham fra Manjarno ligeså eller fængsle ham på ubestemt tid. Og hvor skulle han så søge hen? Han selv havde travlt med at skænke 4 glas blod op til en flok vampyrer, der sad nede i det bagerste hjørne. Han gik ned og serverede og søgte så tilbage mod bardisken, i det som døren gik op. Han drejede blikket og så på kvinden, der kom ind. Hun var ufatteligt selvsikker i sin gang, hvilket faktisk skræmte ham lidt. Hun var sikkert vigtig på en eller anden facon.
Let vædede han sine læber. "Kan jeg friste med noget?" spurgte han hende. Hans liv var ikke så nemt som han havde troet det skulle være blevet. Han var lidt nervøs omkring alt det blod han sad og solgte... Næste skridt var, at han skulle finde levende donorer. Og det fik det til at løbe koldt ned af hans ryg.

[Marius Amalani Darcy]

Siden Cassie var forsvundet, havde Marius været ude for at søge. Afsluttende, stoppede han altid med at se til sit barnebarn på Dentures Inn. Det var efterhånden ved at blive et stort sted for vampyrerne at samle sig, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes. Hans barnebarn havde fundet noget at lave, og for ham, var det rent faktisk meget vigtigt. Det betød faktisk rigtig meget for ham.
Selvom han ikke blandede sig i Marcianus' arbejde, holdt han sig alligevel i baggrunden, hvor han kunne holde øje med, hvad han foretog sig. Ulovligheder var han blandet ind i. I forvejen havde det jo bare været.. naturligt et eller andet sted? Hans blik hævede han let, da døren gik op og en ellers en kende for selvsikker kvinde, valgte at træde ind. For nu, valgte Marius ikke at blande sig i sagerne, da han vidste, at det var en sag som Marcianus burde kunne håndtere. Sagen var vel, at han savnede Cassie, og selv havde svært ved at fokusere på meget andet? Han krummede sig en anelse sammen. Han brød sig ikke om denne kvinde, men ikke sagde han eller gjorde noget. Marcianus vidste at han var der i baggrunden, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. De røde øjne hvilede på den kvinde. Han brød sig ikke om den tilstedeværelse. Men hvad kunne han gøre ved den? For nu valgte han derfor bare at blive siddende på sin plads. Klar til at gribe ind, hvis det blev nødvendigt.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

I nattens anledning havde Neferet valgt at lave sideskilning i sit hår, så hendes hår primært hang ned over den ene skulder. Derimod så havde hun en stak armbånd på den arm, der var modsat af hvad hendes hår var, så det gav balance alligevel. Hun var ret god til det med stil og hun elskede at føre sig frem. For mange var det måske en attitude, der skjulte en svag side indeni, men for hende var det en livsstil og den hun var inderst inde. Hun havde intet at skjule. Et smil gled over hendes læber, selvom det smil kun indbød til kulde og frygt for de fleste. Hun ænsede ikke nogen særlige andet end den vampyr, der spurgte hende hvad han kunne friste med. I et splitsekund havde hun flyttet sig fra sin første position og hen foran baren, i den umenneskelige fart som kun vampyrer kunne. Derefter gled hun i en mere almindelig bevægelse op på en barstol, hvor hun ikke gjorde noget for at skjule sin barm.
"Du kan friste med mange ting, darling," endte hun med en silkeblød og kælende stemme. Hun lod Marcianus komme helt om i baren.
"Jeg hører fra mine kilder, at du sælger blod. Giv mig dit dyreste blod," endte hun og fremdrog en stak guldmønter, som hun rakte ham. Det var vist mere end gavmildt. Hun så indgående på bartenderen, som hun formodede også ville være ejeren af stedet.
"På en skala fra 1-10. Hvor gerne vil du så slippe for dette sølle kroliv og få en større mening med dit liv?" spurgte hun ham kort og kontant.

[Deleted]

På en kro forbeholdt vampyrer, kunne man vel kun forestille sig, at der blev solgt blod? Det var i hvert fald sådan, at Valerio havde det med tingene omkring det her sted. Han måtte jo sande, at selvom det var langt hjemmefra, at han godt kunne lide det. Nu hvor han i forvejen rendt rundt uden nogen form for mening med sit liv, så hvorfor ikke bare få det ud af det, som han godt kunne?
Denne kvindes tilstedeværelse, var noget som fik nogle til at forlade stedet, hvor de nu var ganske få der blev siddende tilbage. Dog måtte selv Valerio sande, at dette var en kvinde, som meget hurtigt fik hans nysgerrighed til at brænde. Han blev dog siddende, hvor han denne gang, lod blikket følge hende i stedet for. Hvem var hun helt præcist? Hvem der var blevet racens leder, vidste han ikke, da der ikke officielt var trådt nogen frem, siden Lucian havde indtaget Corvento. En grund til, at han havde valgt at forlade byen i udgangspunktet, da det var blevet for stor en magtkamp, og det var han meget hurtigt gået hen og blevet træt af. Selv lyttede han til hendes ord... Hvor meget den unge mand, ville give for at komme fri af det her sted? For at være ærlig..? Så håbede han da at manden ville blive. Det var et dejligt sted han havde. "Det ville da være en skam, at forlade stedet her," sagde han denne gang. Han tog en tår af sit blod, inden han denne gang vendte sig mod kvinden. Hvem hun var, vidste han ikke.. Men stedet her, var et sted, som han holdt af.

[Marcianus Darcy]

Marcianus kunne allerede med det samme mærke, at han skulle træde varsomt hos denne kvinde. Hun udstrålede magt og arrogance, hvilket var noget han ikke brød sig særlig meget om, for det betød bare problemer. Det gjorde det altid for ham i hvert fald. Han kunne allerede nu sige, at freden var forbi. Hun virkede som om hun havde et formål. Som hun kom op til baren på et split sekund og endte foran ham. Tiltalte ham med sin silkebløde stemme og sit kælenavn, så løb det ham allerede koldt ned af ryggen. Han havde aldrig brudt sig særlig meget om vampyrer. Men stedet her var blevet forvandlet til et lille samlingssted, især for dem, der ikke gad at være i Corvento. Og han var blevet nødt til at genoptage sin ulovlige handel og købe blod, som han kunne sælge i kroen. Sådan havde det jo ikke altid været. Hans blik flakkede ned mod hendes barm, for hun var jo flot og tiltrækkende, det kunne han jo ikke sige hende imod. "Så gerne," svarede han hende uden at bruge en særlig tiltale, for han vidste ikke, hvad han burde kalde hende. Frue? Frøken? Han søgte hen til en låge under baren og tog blodet op. Hans dyreste blod var fra procianske racer. Engel, druide, elver. Den dyreste var engel, fordi de var svære at nuppe, siden de kom fra himlen og kun sjældent besøgte jorden. Medmindre de havde bosat sig der. Han skænkede det op og tog imod hendes penge, selvom det var mere end han normalt tog. Men pyt med det. "Værs'go. Bedste og dyreste blod du kan få," endte han. Englelugten kunne de nærtsiddende nok tydeligt dufte. Slippe for livet her? Han kunne faktisk godt lide stedet. Og han vidste, at den tidligere medejer var her til aften også. Og Valerio blandede sig så også.
"Det må blive 1," svarede han. Han var ikke interesseret.

[Marius Amalani Darcy]

Marius valgte for nu, at holde sig på afstand, selvom han ikke brød sig om måden, denne kvinde, agerede overfor hans elskede barnebarn. Der fandtes i forvejen ikke det, som Marius ikke ville gøre for den unge mand, og det var kun fordi at han var noget af det eneste, som han havde tilbage. Han knyttede næven svagt i det skjulte. Valerio var der også.. en tidligere ejer af stedet her, før det var blevet givet videre.
Marius sænkede blikket igen. Hans eget navn, var jo blandt de mere kendte, og han vidste ikke om det var en god eller en dårlig ting. Kvinden selv for ham, var en ukendt af slagsen, og derfor fandt han det kun mere besværligt, end hvad godt måtte være i den anden ende. Kvinden forsøgte sig på noget.. Og han kunne ikke lide det! Derfor valgte han denne gang at rejse sig op. Hans blik faldt til kvindens skikkelse, selvom han holdt øje med hende bagfra. "Stedet her er ønsket og elsket af mange. Det ville være en skam." Selv vidste han at Marcianus selv, var blevet glad for det, så hvorfor ødelægge det, ved at lokke med så meget andet, hvis man kunne slippe for det, når så mange kunne lide det, og han selv kunne? Marius knyttede næven. Han var langt fra så rolig, som for eksempelvis Valerio, men det var der mange gode grunde til. Han brød sig ikke om sit liv i forvejen, og ønskede egentlig bare at finde roen til det. Resten af salen forholdt sig egentlig stille. De ville ikke rigtigt blande sig.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Lederen var ej trådt frem endnu, det var Neferet klar over. Hun var jo netop på denne mission for at rekruttere de første til hendes 'familie', så de faktisk kunne få startet en produktion af nyfødte vampyrer i Imandra. På den måde ville de have en hær, der i en hvis periode var stærkere end selv de ældste og det ville være en fordel når hun skulle til Corvento og sige sin mening overfor den selvnævnte vampyrfyrste, der havde indtaget tronen der. Ikke skulle nogen sidde på den trone! At nogle forlod stedet behagede hende. Det betød bare, at der blev sorteret i folkene og hun kunne derfor tale ud til de vampyrer, der sad tilbage her og forhåbentligt få dem alle med sig. Som en anden stemme brød ind, før kroejeren selv fik svaret, så drejede hun skarpt sit blik mod denne mand.
"Du blev ikke spurgt," endte hun med en skarp tone og vendte sit blik tilbage mod kroejeren. Selv afslog han. Det irriterede hende, det var da helt sikkert. Men siden han havde gode forbindelser til at købe blod, så kunne han være god at have i baghånden til alle de nyfødte hun ville lave.
"Lad mig sige det på en anden måde... Hvis du ikke kommer med mig, så sørger jeg for at stedet her bliver jævnet med jorden, så du bliver nødt til at komme med," endte hun. Stadigvæk i en silkeblød tone, som dog ikke indbød til at hun lavede sjov. Hun tog om glasset med blod, snuste let og smilede tilfredst. Hun tog en tår af det skænkede blod og slikkede sensuelt en dråbe af hendes læber, der havde været lidt på afveje.

[Deleted]

Ikke brød Valerio sig om den tone som blev lagt for. Selv dette sted, var et sted, som han godt kunne lide at opholde sig, og derfor ønskede han heller ikke at ødelægge det for nogen. Ej heller for sig selv, for den sags skyld, og det var i hvert fald sådan at han havde det med tingene. Øjnene kneb han denne gang fast og kraftigt sammen, som han kort lod hovedet søge på sned. Han rejste sig op, som Marius også gjorde det. Velvidende om, at Marcianus var mandens barnebarn, så var han jo også langt mere involveret i dette, end hvad han selv var. Han var jo bare en mand, der befandt sig her, af ekstremt egoistiske årsager, og ikke noget andet, kunne man sige. Han kneb øjnene let sammen.
Han var ikke spurgt? Nej, det var han måske ikke, men gjorde det nogen forskel af den grund? Han blev denne gang stående. Bange var han ikke. Hvem var desuden denne kvinde, som hun troede, at hun var noget særligt? Han lod hovedet denne gang, søge en kende på sned. Ikke at han kunne, eller ønskede at lægge skjul på det, og særligt, som det stod lige nu. "Det ville være en skam, at du lukkede stedet, Marcianus. Virkelig," sagde han denne gang. Mere henvendt til den unge mand, end hvad han var til denne kvinde. Truede hun ham? Han blottede denne gang tænderne svagt. For en gangs skyld, havde de fået et sted her at være, og så ville hun.. ødelægge det?

[Marcianus Darcy]

Marcianus brød sig ikke om dette. Kvinden udstrålede alt for meget magt og autoritet for hans vedkommende. Han havde aldrig brudt sig om det. Han ønskede bare et stille liv uden problemer, men sådan kunne det tilsyneladende ikke være for ham. Han endte altid i problemer eller som hovedpersonen i et problem, hvilket virkelig kunne frustrere ham voldsomt! Hans mine blev mere stram ved hendes ord. Hvem troede hun egentligt, at hun var? Han kunne fornemme ud af øjenkrogen, at hans morfar nu trådte frem fra sit hjørne af kroen, hvor han altid sad. Marcianus og Marius så jo hinanden på daglig basis nu. Marius ledte efter Cassie nogle timer og kom derefter tilbage hertil. Han havde ondt af sin morfar. Virkelig.
Sandt var det, at mange elskede stedet her. Mest fordi, at enhver, der ikke ønskede at være under Lucian søgte hertil, fordi det var det eneste samlingssted udover Corvento. Eller... lidt mod hans vilje var det blevet til et samlingssted, men han ønskede heller ikke at lave det om. Han fnøs til hendes ord. Hun var selv vampyr, så hvordan havde hun egentligt tænkt sig at jævne stedet uden at ryge med i samme omgang? Nej, det var nok dumt at gøre, for hun virkede ikke til at lave tomme trusler.
"Og hvor er det så, at jeg skal komme med hen? Og hvorfor?" endte han i stedet for. Han var da nysgerrig, selvom han var uinteresseret.

[Marius Amalani Darcy]

Marius brød sig ikke om hans liv i forvejen, og nu hvor Cassie var væk, så vidste han slet ikke hvad han skulle give sig til. Ganske vidst havde han nu meget at gøre med Marcianus, som var indehaver af stedet her, og selvfølgelig ønskede han at gøre, hvad han kunne, for at beskytte den unge knægt. Og nu hvor denne kvinde stod og truede hans barnebarn, var det slet ikke noget som han fandt sig i!
Marius trådte denne gang frem mod dem begge. Han var egentlig kun overbeskyttende overfor sit barnebarn, og ikke ønskede han, at noget skulle ske med ham! Ikke på vilkår! "Lad ham være," sagde han denne gang med en mere hård stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Denne gang valgte han oprigtigt at blande sig, men hvad gjorde han ikke for sin familie? Det lille, som han havde tilbage, for det var jo i forvejen slet ikke særlig meget.

Marius steppede op ved siden af Marcianus. At han stod overfor racens leder, vidste han faktisk ikke. Han kneb øjnene svagt sammen, hvor han denne gang lagde hånden mod Marcianus' skulder. Den del af procianerne, havde ingen formået at tage fra ham. "Og ikke skal du komme og true mit barnebarn," fastholdt han denne gang. Tanken gjorde ham vred, men det var også fordi at den mand, faktisk var noget af det eneste, som han havde tilbage i sit liv.

[Ingrid "Neferet" Laymian]

Neferet morede sig faktisk betragteligt. Hun tog ikke deres trusler for noget særligt, for hun var nok ældre end dem alle sammen og derfor en del stærkere. Hun skulle i hvert fald nok vise dem, hvem der bestemte. Om det så skulle være på den hårde eller knap så hårde måde, det måtte de jo selv være med til at bestemme. At manden - Valerio, hvis hun huskede rigtigt - nu bare valgte at henvende sig til kroejeren fik kun et sejrende smil til at glide over hendes læber. Så havde hun da fået lukket munden på ham så langt, selvom hans forsøg på at bakke denne Marcianus op var morsom. Nok følte de, at de her havde et sted at være. Men ærlig talt, vampyrer samlet på en lille kro i Manjarno? Nej! De skulle være bedre end det. De kunne få plads hos hende i Imandra. Hun var bare ikke god til at formidle det på en sød måde, for det lå slet ikke til hende. Selv ignorerede hun bare den sidste vampyr, der tilsyneladende var bedstefar til kroejeren. Sikke da et fantastisk sammentræf! Ud fra hans reaktion, så kunne hun helt sikkert få ham med sig også, hvis hun bare fortsat truede Marcianus. Jamen, de gav hende jo kun en masse brugbart, måske helt uden at vide det! Hendes mørke øjne gled til Marcianus.
"Til Imandra. Jeg har et stort og tomt hus, der mangler beboere," startede hun ud. Hun kunne se, at han skulle til at give et modsvar, men holdt sin hånd op foran hans mund.
"Shh. Lad mig tale færdig," fortsatte hun. Hun skubbede sig ned af stolen og rettede på sin kjole, som alligevel sad fuldstændig perfekt på hendes krop. Hun drejede sig med fronten mod ham. "Jeg ønsker du skal flytte din forretning med. Jeg ønsker at skabe et liv for de vampyrer, der har flygtet fra Lucian hertil i Imandra. Og du skal hjælpe mig, da du har gode kontakter," fortalte hun videre. Hun var sikker på, at han vidste, hvad hun hentydede til: Kontakter, der forhandlede blod. For det ville de få masser af brug for når de skulle starte hendes hær af nyfødte.

[Deleted]

Intenst lyttede Valerio med fra sidelinjen, kun fordi at den kvinde ikke var en, som man burde kaste sig i krig med. Der var rigtig meget som talte imod lige netop det, og det kunne selvfølgelig også godt mærkes. Han kneb øjnene svagt sammen, hvor han denne gang blev stående. Rigtig mange var allerede listet ud af kroen, hvor det nok kun var de stærkeste og frygtløse, som måtte stå igen. Var det underligt, at han havde det fint med det? Han blev for nu alligevel stående, for han havde en sjov fornemmelse af, at han ikke skulle for tæt på det, som nu foregik oppe ved disken.
Valerio skævede skiftevis til dem. At Marius blandede sig, kom slet ikke bag på ham, for det var jo tydeligt at se, at dette ikke var noget som han helst burde blande sig udenom, men nu var det heller ikke fordi at han kunne lade være. Det her var et sted, som han rent faktisk var gået hen og blevet rigtig glad for, og derfor kunne han heller ikke vende ryggen til dette. "Lad være med at lukke stedet, Marcianus," sagde han denne gang. Han kunne heller ikke lade være. Overhovedet! Ikke rokkede Valerio sig ud af stedet, for ikke ønskede han det. Hans blik faldt tilbage til kvinden.. Neferet.. Burde han kende hende? Der var i hvert fald noget, som sagde ham, at det var en kvinde, som man virkelig skulle passe på.

[Marcianus Darcy]

At Marius kom ham til undsætning forundrede ikke Marcianus. Hans morfar var her altid, gemt i et hjørne og klar til at springe til dåd hvis han var ved at komme i problemer. Sandheden var bare, at han nok bedre selv kunne klare problemerne og han oftest var den, der endte med at måtte beskytte sin morfar. Han var jo i vampyrår ældre end sin morfar, eftersom det var ham selv, der havde bidt og omdøbt ham. Det havde været en forfærdelig tid, da de havde været indblandet i Alexanders planer og han var kun glad for, at den mand var død og borte. Men skulle de så til at have en ny dominerende leder? De prøvede jo netop at slippe for det ved at holde til her på stedet. Her var man fri og uden nogle, der skulle bestemme over en.
Hans opmærksomhed hvilede dog primært på kvinden, som han end ikke kendte navnet på. Hun manglede beboere? Nej tak! Men han nåede ikke at sige noget, før hun holdt sin hånd op foran hans mund. Han trak sit hoved til sig og brummede utilfredst, men lod hende dog tale færdig alligevel. Han skulle flytte sin forretning med sig? Altså, at han handlede med ulovligt blod? Alle, som blandede sig, blev dog snart forstyrrende. Han havde to til at sige, at han ikke skulle og én til at sige, at han skulle. Og dog så følte han, at kvinden havde mere magt over det hele end de andre.
"Og hvad kan du så gøre bedre? Lige nu er du ligeså dominerende som Lucian har rygte for at være," modsvarede han. Han følte sig lidt modig.