Still my other half?

[Soraya Salvorique]

Leonore Salvorique De Lochér

En omvæltning var sket i Sorayas liv. Først, var Kimeya kommet hjem og havde frataget hende alt hvad hun kendte om sig selv. Derefter, havde han fået hende til at brænde sit mord-sith tøj og sagt, at hun aldrig måtte kalde sig det igen eller lade andre kalde sig det. Ligeså, var han heller ikke af den titel længere og hans bånd til Jaqia var åbenbart blevet brudt. Hvad hun skulle stille op, det anede hun snart ikke, men dog var tingene gået fremad og hun havde lært dag efter dag at tænke mere selvstændigt. Havde fået underlige lyster til at spise nogle ting, bare fordi hun ville. At gå en tur ud, søge til bestemte steder, fordi tanker eller minder dukkede op derom. Og hun behøvede ikke spørge Kimeya, for det havde han jo sagt. Men stadigvæk havde de sovet sammen hver nat og hun var stadigvæk meget tæt knyttet til ham. Men så kom Kimeyas mor pludselig tilbage efter en evighed borte. Hvorfor? Det anede hun ikke. Hun havde bare vidst, at hun skulle væk. Hun var stået op en morgen for nogle dage siden, havde næsten vadet lige ind til morgenmad, men var heldigvis blevet stoppet af samtalen. Horetøs? Det ramte hende... for det havde hun jo rent faktisk været på Tayevania på grund af Malisha. Hun havde pakket et par kjoler og var taget afsted i sit almindelige tøj, der ikke så ud af meget overhovedet. Hellere komme væk selv, end at blive smidt væk. Hun havde efterladt et brev på Kimeyas pude med ordene: 'Jeg skal nok fikse det hele... Stol på mig', underskrevet "S". Hun havde en plan. At se sin familie. Derefter søge til Sephiran og få ham til at hidkalde Kimeya hertil, så han kunne komme ud af Irina's klør. Hun dukkede op foran Lochér Mansion. Her, hvor hun havde slået hånden af sin far og mor i en alder af blot 7 år. Hvor havde hun dog været... grusom. Og hun følte sin samvittighed. Hun stoppede op et øjeblik og gik så mod døren, som hun bare gik ind af. Her stod hun i indgangshallen... og bare... stod et øjeblik.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Stilheden havde efterhånden lagt sig i Imandra, efter at landet var blevet gjort fri. Det var en glæde.. Selv for Leonore, som selv havde fundet sig til rette i familiens hjem. Hun havde ikke set skyggen af sin søster, siden hun var bragt hjem fra Tayevania, og havde siddet med til mødet med sin fader.. hvor Kimeya og Sorya også havde siddet med. Det var et møde, som stadig kunne hjemsøge hende i hendes tanker.
I øjeblikket, sad hun med en bog i pejsestuen. Det var ved at være iskoldt udenfor, og derfor trives hun faktisk bedst med at sidde indendøre. Ikke ønskede hun at blive syg eller forkølet, og særligt, hvis hun kunne blive fri. HUn selv var blevet meget en hjemmegris, efter det, som var sket. Så havde hun det faktisk fint med, at være tæt på sine forældre. De ville beskytte og passe på hende.. Og det var for hende, også det vigtigste lige nu. De var de 3.. og sådan skulle det forblive.

Bogen lagde hun fra sig, da hun kom igennem de sidste side af den eventyrbog, som hun nu havde læst rigtig mange gange. Maven knurrede. det var måske på tide, med noget at spise? Hun rejste sig yndefuldt fra sin faders gode lænestol, hvor hun lod kjolen glide ned langs hendes krop. Med rolige skridt, forlod hun pejsestuen, hvor hun også måtte høre lyden af døren. Var det Lestat, der var kommet hjem? "Fader?" kaldte hun blidt, da hun nåede trappen. Her stoppede hun op.. Synet af Soraya..? Hendes hjerte slog et kraftigt slag.

[Soraya Salvorique]

Det hele lignede sig selv. Soraya huskede tydeligt hjemme fra sin barndom og så for sit blik hende og hendes søster som børn løbe rundt for øjnene af hende. Ned ad gangen... ned til det forbudte værelse for enden, hvor hun dengang havde valgt at tage med Kimeya, efter at hun og Leonore ved en fejl havde fremmanet en person fra en af bøgerne. Eller, Soraya havde nok nærmere presset sin søster til at være medskyldig, men hun var den, der havde rodet dem ud i alle problemer trods alt. Leonore havde altid været den søde. Hvem hun skulle møde som den første, det vidste hun ikke. Pludseligt, så fik hun dog lyst til at vende om. Hvad havde hun tænkt på? Hun nåede lige at dreje om på hælen da... hun hørte en stemme og blev hvirvlet ud af sin drømmeverden. Så måtte hun stoppe op med det samme. Hun skulle aldrig været kommet her... hun burde være taget direkte op til Sephiran og ikke ladet alle de nye dumme tanker lade hende søge hertil. Hun sank en klump og drejede langsomt tilbage for at vende blikket mod Leonore. Selv havde hun ikke dragten på og havde ej den samme stolthed i sin fremtoning som førhen. Slet ikke den samme fjendtlighed. Håret var heller ikke sat op som det havde været, da de havde set hinanden til rådsmødet, skønt hun knapt havde anerkendt sin søsters tilstedeværelse. "Jeg må skuffe dig... Jeg er ikke din far," endte hun. Selv kunne hun slet ikke få over sine læber, at den samme mand jo faktisk også var hendes far.

[Leonore Salvorique De Lochér]

For Leonore, var denne dag, startet som enhver anden dag. Hun holdt sig indendøre i varmen, for at undgå at blive syg, og med de ekstremt overbeskyttende forældre, som hun havde, så var det heller ikke underligt. Efter hendes egen tid på Tayevania, havde hun heller ikke nogen intentioner om at placere sig i de situationer, hvor det rent faktisk kunne ende med at gå galt for hende igen!
Her stod hun så nu, og stirrede på den fortid, som hun ikke vidste, om hun ville få i sit liv igen? Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Var det godt eller skidt, at Soraya stod der? Alligevel.. Hun begyndte at træde ned af trappen, for at komme tættere på hende. Din far? "Som han er min, er han ligeså også din." Det var muligt, at deres forældre havde forsøgt at lægge Soraya i graven - mentalt, også for deres egen skyld. Deres moder var endnu kraftigt påvirket af tabet af hende. Ikke var det underligt. Hun forstod det i hvert fald godt.
For foden af trappen stoppede hun igen. Hun foldede hænderne foran sig. Hvad var grunden til at Soraya egentlig stod der? Håret hængende frit.. ingen stram og tætsiddende dragt.. hvad var der sket? Svagt bed hun sig i læben. "Det... det er godt at se dig," sagde hun denne gang forsigtigt. Sidst, var hun jo nærmest blevet hånet for det.. For sine tanker og følelser.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde været på farten de sidste par dage, så hun havde været tidligt oppe for at kunne nå til huset i tide. Hun kom ind, som om hun stadigvæk boede her, skønt det ej var situationen. Hun havde ikke boet her siden hun havde været ganske lille og havde givet Kimeya sin hånd. Ikke, at hun fortrød sig valg, for hun elskede Kimeya meget højt. Men hun vidste også, at tiderne havde ændret sig, så hun ikke længere kunne være i Dvasias. Hun hørte til i Imandra, hvilket hun blev nødt til at overbevise Kimeya om, at han også gjorde. Forhåbentligt kunne de få en plads ved Sephiran på slottet eller få skænket en bolig i dette land. Hun ønskede uden tvivl at få Kimeya med sig, for ellers vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre. Hun var trods alt stadigvæk afhængig, skønt hun var blevet mere selvstændig også. Hun vædede sine læber. Hun var faktisk nervøs og hendes hjerte hamrede som 100 galopperende heste i hendes bryst. Især, da Leonore bevægede sig ned ad trappen for at komme hende nærmere. "Det... det er han vel," endte hun medgivende. Hun kunne trods alt ikke benægte det, selvom hun havde slået hånden af dem for mange år siden. Hun blev stående med hænderne ned langs siden, skønt hendes krop dirrede af en ny og ukendt følelse. Nervøsitet... spænding. Men intet som hun havde prøvet før. Hvad betød det? Hendes øjne stirrede lettere på Leonore og hendes ansigt var stadigvæk udtryksløst for det meste. Dog var der noget andet i hendes øjne. "Det er også godt at se dig," endte hun. Og uden tøven. Hun var jo kommet her af en grund, skønt hun havde haft lyst til at stikke halen mellem benene før. Og stadigvæk havde det.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Hvad Soraya lavede der, kunne Leonore ikke rigtigt finde ud af. Var det til fare for hende og familien? Eller var der andre ting i billedet? Hun stoppede for foden af trappen. Selv tvivlede hun på, at deres forældre, ville vende ryggen til hende, om de dukkede op nu. Det var jo stadig deres datter af blod, uanset hvor meget Kimeya havde formået at ødelægge. "Hvorfor skulle han ikke være det?" spurgte hun roligt, men ganske åbent og meget direkte. Hovedet lod hun søge en kende på sned, hvor smilet meldte sig.. Typisk hende, når hun blev en smule nervøs, da hun heller ikke rigtigt vidste, hvordan hun skulle forholde sig til disse ting. Det var uden tvivl hvad hun kunne mærke og fornemme.
Leonore stoppede op lige foran Soraya. Hun så ned mod sine hænder.. Skulle hun? Hun ville jo gerne omfavne hende og byde hende velkommen hjem i det hjem, hvor de begge var vokset op, men.. var hun kommet for at blive? Eller var det bare en ønsketanke? Hun vendte blikket mod hendes elskede søster igen. Ikke var hun nogensinde holdt op med at elske hende, og aldrig ville hun sige, at det var noget, som nogensinde ville komme til at ske. Det var hendes søster.. hendes bedre halvdel. "Dit ansigt er tomt for tanker, men dine øjne.." Hånden hævede hun, kort for at stryge over hendes kind.. Inden hun alligevel valgte at vove pelsen lidt. Armene gled omkring hende i en kærlig omfavnelse. Hun havde jo savnet hende!

[Soraya Salvorique]

Hvis Leonore var forvirret, kunne Soraya udemærket godt forstå hende. Selv kunne hun jo ikke rigtigt finde ud af, hvad der havde bragt hende hertil. Det havde været en følelse. En pludselig længsel, der var kommet op i hende, som mange minder blev bragt tilbage til hende jo længere ind i Imandra hun var kommet. Selv var hun bange for at blive sendt bort af dem. At blive sendt bort, eftersom hun jo havde slået hånden af dem for så mange år siden. Hun trak på skuldrene. Af blod var Lestat jo hendes far, ligesom Jacqueline var hendes mor, men det var alligevel svært at forstå. "Det... det ved jeg ikke," svarede hun bare. Det var det umiddelbare bedste svar hun kunne komme på lige nu. Hun bed sig let i læben og så på Leonore, der stoppede op lige foran hende. Hun så på hende. Hun kunne slet ikke få øjnene væk. De var jo nærmest tro kopier af hinanden, så hun forstod slet ikke, at hun havde været så modbydelig. Tænk engang de bånd de havde haft til hinanden... det havde været væk i alle disse år. Hun mærkede mange følelser i sig, men hvad det betød, det kunne hun virkelig ikke svare på! Det sitrede helt i hende ved hendes hånd. Favnen som hun mødte fik en varme til at sprede sig i hende og hun slyngede sine arme om Leonore og trykkede hende ind til sig. Lige nu havde hun slet ikke lyst til at give slip. "Undskyld." Det var det eneste hun kunne sige.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Et kort smil passerede Leonores læber. Selvom deres forældre, havde måtte tage det groteske valg, at kalde deres datter for død, vidste hun godt, at det slet ikke var et valg, som de havde gjort af deres frie vilje. Hvad ville de ikke sige, om de vidste, at hun var der? At hun rent faktisk var der sammen med dem? Hun hævede blikket mod hendes øjne endnu en gang. De stod der.. identiske.. Engang med så nært et bånd, at de kunne føle og tænke som hinanden.. Det var brudt for længst. Det gjorde ondt.. Virkelig ondt for hende at tænke på. "Han vil altid være din far," forsikrede hun med en rolig stemme. Hun vidste, at det var svært.. Selv hun fandt det svært lige nu.
Armene lod hun forsigtigt falde om sin søster, hvor hun trykkede hende ind mod sig. Først, da omfavnelsen for alvor blev gengældt, turde hun trykke hende ordentlig ind mod sig. I forhold til Soraya, var Leonore mere spinkel. Hun havde jo slet ikke været ude i noget, som mindede om den form for træning, som Soraya havde været igennem. "Du.. Du skal slet ikke undskylde. Du er hjemme.. Det er det vigtigste," sagde hun denne gang med en tydelig glad og nærmest lykkelig stemme. Hun trykkede hende ordentlig ind til sig, hvor smilet denne gang, så tydeligt måtte bryde hendes læber. Lestat og Jacqueline skulle da vide, at hun var kommet hjem! De kunne atter blive en familie! "Du må være træt efter den lange rejse.. Kom.." Hun slap hende, for at tage om hendes hænder i stedet for, og førte hende mod den varme pejsestue. Hun var jo også kold og det var sent.

[Soraya Salvorique]

Soraya følte hun drømte. Aldrig havde hun troet, at hendes søster ville være så åben overfor hende og byde hende velkommen hjem på denne måde. Det gav hende en underlig følelse. Men det var en god følelse, skønt det også gjorde hende endnu mere skyldig i det hele. Det hele havde jo været hende. Kimeya havde ikke tvunget hende til noget, skønt deres forældre og Leonore måske måtte tro det. Men det havde været hende hele vejen. Som barn havde hun stræbet efter noget mere og ikke troet, at hendes egne forældre kunne give hende det. Naivt, måske? Måske var det efternøkker af deres forfærdelige første barneår, hvor de jo ikke engang havde været hos deres forældre, skønt det jo ikke var noget de vidste som sådan. Men hændelsen havde præget dem og nok på hver deres måde. "Jeg har set mig selv som forældreløs siden jeg slog hånden af dem, Leo... Jeg kan da ikke bare... Jeg kan ikke tillade mig bare at kalde mig deres uden videre," endte hun dæmpet. Hun vidste jo, at hendes forældre også havde tænkt ting om hende. Hun trykkede sin søster ind til sig. Hun skulle ikke undskylde? Men hvad skulle hun så? Hjemme? Hun vidste slet ikke om hun kunne kalde dette et hjem, selvom hun jo var blevet draget hertil af sine tanker og følelser. Hun kommenterede det dog ikke, heller ikke da Leonore brød krammet og førte hende med sig. Pejsestuen føltes allerede varmere end indgangshallen. Først her slap hun kort Leonore for at tage sin rygsæk af og smide den på jorden. Hun havde noget meget simpelt tøj på. Hun vendte sig mod Leo igen og tog hendes hænder. Nok var de identiske af udseende, men Leonore havde altid været den lille. Lidt lavere og mere spinkel. Der var Soraya jo veltrænet og meget muskuløs. "Jeg ved du har været på Tayevania... Som jeg selv har. Det var jo derfor du ankom med Øboeren til det møde på slottet. Hvad skete der?" spurgte hun direkte.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Hvordan kunne Leonore være andet end åben for sin søster, når hun nu stod der på døren og ønskede at komme ind? Det var muligt, at deres forældre, havde lagt hende i graven - mentalt om ikke andet, men det var slet ikke noget, som hun havde været i stand til. Hun havde været lille.. ung og manipuleret af en mand som Kimeya, og det var da slet ikke noget, som hun burde bøde for, i Leonores øjne! "Selvfølgelig kan du det. Du.. du er jo deres datter," forsøgte hun med et stille smil på læben. Det var slet ikke meningen, at hun burde se sig anderledes i det hele taget!
Turen tilbage til pejsestuen, var egentlig for at give Soraya varme, og give hende følelsen af, at være velkommen, for selvfølgelig var hun velkommen her! Det var ikke den hårde pige, som hun havde set sidst, som hun stod overfor lige nu. Dette kunne naturligvis godt mærkes. Hun vendte sig mod hende. Tiden på Tayevania ville hun helst slet ikke tænke på. Hun bed tænderne svagt sammen. "Kom.." bad hun, hvor hun trak hende med hen til sofagruppen ved pejsen, så de begge kunne finde varmen. Ikke slap hun hånden på noget tidspunkt. "Familienavnet har længe talt imod os.. Både med mor og med far.. De fangede mig og bragte mig til slavemarkedet på øen.." Hun holdt en pause. Mærkerne bar hun jo stadig på kroppen, selvom hendes klæder skjulte dem. Dagligt havde hun jo modtaget slag, selvom hun havde tigget og bedt om nåde.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde det svært. Det måtte hun indrømme og indse. Men om ikke andet, så holdt hun sig i skindet, for hun mærkede jo mange følelser. Og det var nok det, der gjorde det svært for hende. Hun skulle lære sin plads at kende nu hvor hun ej havde dragten at skjule sig bar. Det var det Kimeya havde sagt. Hun skulle tænke selv. Det var umådelig svært, når man var vant til bare at gøre, hvad der blev sagt, men om ikke andet så lærte hun da hen af vejen. Hun trak let på mundvigen. Var hun nu også det? Det måtte tiden jo vise, for der skulle vel ikke gå længe før enten Lestat eller Jacqueline stod i døren og havde fornemmet, at hun var til stede i bygningen. Pejsestuen føltes rar og her havde de jo faktisk delt mange minder som børn. Hun søgte med hen til sofaen, hvor hun gled ned at sidde. Hendes hånd flettede hun selv ind i Leonores. Næsten bange for at hun ville give slip på hende igen? Hun lod hovedet søge på sned. Familienavnet... Det navn, som hun jo også havde afskrevet. Det ville hun nok aldrig lave om dog. Hun ville altid være Soraya Marvalo. Hun nikkede bare og forstod. Leonore behøvede end ikke sige mere. "Malisha ville hævne sig på Kimeya, så hun fangede mig og sendte mig på et skib til Tayevania. Sømanden startede med at sætte sine ar på mig, hvorefter jeg endte på et bordel på Tayevania. Jeg kunne intet gøre, da Malisha havde taget sine forbehold og givet mig en magisk lænke om halsen, der låste alt min magi. Til mit held dukkede Kimeya op på bordellet," endte hun direkte. De måtte jo faktisk have været på øen samtidigt? Hun trykkede let i Leonores hånd og lagde sit hoved ned mod hendes skulder. "Jeg har savnet dig... Selvom jeg slog hånden af mor og far, så kunne jeg ikke glemme dig... Aldrig," endte hun dæmpet. Bemærkede ikke selv, hun sagde 'mor og far'.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Hendes elskede søster var hjemme, og for Leonore var det uden tvivl noget af det vigtigste af det hele. Det alene, kunne hun heller ikke lægge det mindste skjul på. Hun lukkede øjnene let. Her var det godt og varmt.. betryggende, også selvom hun vidste, at det ville være et spørgsmål om tid, inden deres forældre ville dukke op. Særligt også for at ønske hende godnat, og hun plejede at sidde her med en bog. Ganske enkelt fordi at hun ikke turde søge nogen andre steder hen. Hun kom jo aldrig ud for en dør.
Tanken om Tayevania var endnu en som bragte hende mareridt om natten. Hvis det ikke havde været for Demarcus og Yelena, var hun nok aldrig kommet hjem igen. "V-var du også på øen..?" spurgte hun næsten forfærdet. Hun var heldigvis aldrig kommet længere end slavemarkedet, men det gjorde bestemt ikke ret i noget som helst, og særligt ikke med det, som de havde oplevet! Armen lod hun søge omkring sin elskede søster, da hun rykkede tæt nok på, til at lægge hovedet mod hendes skulder. Øjnene lukkede hun denne gang let. "Mor og far afskrev dig, da du slog hånden af, for deres egen skyld. Jeg kunne ikke.. Du er jo min søster," sagde hun denne gang. Hun havde desperat holdt fast i håbet om, at hun ville komme igen. Et stille kys plantede hun mod sin søsters pande, og lagde sig tæt ind mod hende. Hvor var det dejligt, at hun var kommet hjem!

[Soraya Salvorique]

Det hele var lige nu næsten for godt til at være sandt. Soraya var i trygge rammer og det var som om, at hende og Leo aldrig havde været adskilt. Men selvom de var tætte, så var der stadigvæk en grøft imellem dem. Engang havde de tænkt og følt det samme, men det havde Soraya brudt. Hun følte igen skyldfølelsen dukke op i hende, hvilket gav hende en underlig kvalme. Men det falmede dog hurtigt igen, da hun huskede på, at Leonore jo faktisk havde taget hende ind med åbne arme. Hun nikkede og lod hovedet glide mod sin søsters skulder, hvor hun nærmest puttede sig ind til hende. Altid havde hun været den store, men lige nu følte hun sig mere som den lille. "Ja... Jeg har aldrig følt mig så beskidt, som der. Men Kimeya redede mig." Måske var Leonore ikke super glad for at høre om Kimeya hele tiden, men han var en kæmpe del af hendes liv, så hun kunne ikke undgå at skulle nævne ham i diverse situationer af hendes liv, for han havde jo været den, der havde været der. "Og du er min." Hun lukkede øjnene og smilede for sig selv. Kysset mod hendes pande føltes virkelig rar og hun slog armene omkring hende også og sad bare der tæt på hende.
Stilheden blev dog brat afbrudt. Ikke af en hende, ikke af Leonore, men af noget andet. Et lys, der stod frem af hendes bryst nær ved hjertet og det samme skete ved Leonore. Hun rettede sig op, da lyset var så skarpt, at det selv skar mod hendes lukkede øjne. Det var et blåt lys med en lyserød kerne. Aldrig havde hun set noget lignende. "Hvad i..." Mere nåede hun ikke at sige, før det var som om kuglen opslugte hele rummet og en mindre eksplosion skete mellem dem. Hun fløj til den ene side af rummet og røg ind i et maleri på væggen, hvorefter hun røg ned i en kommode. Leonore blev skudt i modsatte retning. "Av..." mumlede hun og prøvede omtumlet at komme på benene. #Leo? Leo, er du okay?# Selv opdagede hun slet ikke, at hun end ikke sagde ordene højt.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Det kunne slet ikke falde Leonore ind, at vende ryggen til sin elskede søster. Uanset hvor dum hun have været i sin barndom, så var det vel forhåbentlig noget, som hun havde lært af nu? Hun vendte derfor blikket en smule mod hende endnu en gang, og med et stille smil på læben. Her sad de sammen.. Favn i favn.. holdt om hinanden, som de havde gjort dengang, de havde været børn. Det var virkelig noget af det, som hun havde savnet allermest. "Jeg kan ikke lide den mand.. Men.. Jeg er glad for at han tog dig med sig," sagde hun oprigtigt. Den mand havde kostet hende forholdet til sin søster, allerede dengang de ikke havde været særlig gamle, hvilket hun aldrig nogensinde ville tilgive ham for!
Armene lukkede Leonore tæt omkring sin elskede søster. Mere nåede hun dog ikke rigtigt at gøre, før lyset meldte sin ankomst imellem dem. Automatisk slap hun sin søster, og satte sig mere op. "H-hvad er det..?" Lyset eksploderede nærmest mellem dem, med et tryk så kraftigt, at de blev tvunget fra hinanden. Soraya i den ene retning, og Leonore i den anden.
Leonoer røg direkte over bordet, der stod ved siden af sofaen og direkte ind i et chatol, som stod placeret oppe af væggen. Hun ramte det med ryggen, hvor hun faldt til jorden med et kraftigt gisp. Fuldstændig forvirret så hun sig omkring. #H-hvad var det..?# Ikke tænkte hun over, at hun ikke sagde det.. Tankerne for bare rundt i hovedet på hende, og det var ubehageligt. Hvad var det lige, som havde ramt dem?

[Deleted]

Jacqueline lå i sin seng, hvor hun egentlig bare havde hvilet sig lidt. Det havde ikke gået godt for hende igennem de sidste mange år. Ganske vidst var hun kvikket en del op, siden Leonore var kommet hjem, men Soraya manglede stadig, og hun kunne mærke det dybt i sit hjerte. Tanken om det, gjorde hende ked af det, og det gik udover hendes forhold til Lestat. Et sted, var hun vel stadig bange for at miste ham på det?
Det kraftige lys, som stod ud af vinduerne fra pejsestuen, var også at se i soveværelset, og lyden af et kæmpe brag, vækkede hende nærmest med det samme. Hvad pokker var det? "Les.." Pladsen ved siden af hende, var tom. Ikke fordi at det var noget, som egentlig overraskede hende særlig meget, for hun vidste, at der var meget arbejde i den stilling og den prestige, som de havde fået. Hun skubbede sig denne gang hurtigt ud af sengen. Tænk hvis der var sket Leonoe noget?
Tanken alene, fik hendes hjerte til at hamre. Der måtte ikke være sket hendes datter noget! "Leonore!" udbrød hun denne gang skingert, hvor hun i sin natkjole, skyndte sig ud af soveværelset og direkte mod pejsestuen. Døren var også nærmest hoppet af hængslerne? Hvad var der sket?! "Leonore.. Leonore! L.." Hun tav. Synet af de.. to skikkelser, fangede hurtigt hendes opmærksomhed. Kunne det være? Hun blinkede med øjnene. "S-Soraya..?" spurgte hun. Hun var nødt til at vide det!