Still my other half?

[Soraya Salvorique]

Soraya smilede skævt. Nej, selvfølgelig kunne hun ikke lide ham, det kunne de færreste. Men hun elskede ham og hun ville ikke give slip på ham. Hun skulle håbe, at både familien og Kimeya kunne acceptere, at hun gerne ville være en del af begge dele...
Noget havde udløst lyset. Noget, mellem dem. Gad vide, hvad det kunne være? Tankerne fløj rundt i hovedet på Soraya som hun lå nærmere paralyceret oveni den ødelagte kommode, som hun var fløjet ind i. Ikke at smerten rørte hende. Der skulle stadigvæk utrolig meget til, for hendes styrke havde hun jo ikke mistet, selvom hun var blevet frataget agielen og dragten. Havde det været fordi, de havde sagt højt overfor hinanden, at de var søstre? Men hvad betød lyset? Lige nu kunne hun slet ikke binde trådene sammen. Hun kom op på alle fire og kravlede hastigt sin søster i møde, som hun tog ved. Mærkede efter, om hun overhovedet var okay. #Jeg ved det ikke... Er du okay?# spurgte hun endnu engang. Hun satte sig på sin bagdel ved siden af Leonore og tog om hende, hvor hun så nærmere trak hende op at sidde. At døren var fløjet af hængslerne, havde hun slet ikke bemærket. Selv hørte hun slet ikke, at Jacqueline faktisk kom stormende og stod i døren, før hun hørte sit navn blive kaldt. Hun turde til en start ikke at kigge og sad bare som forstenet på gulvet. Det hele var så forvirrende! Langsomt drejede hun hovedet rundt og så på sin mor. "Mor..." Det var hverken et spørgsmål, ej en konstatering. Det var bare... det var det hun var.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var uden tvivl forvirret over det her. Det var ikke noget, som hun kunne se bort fra. Smerten i hendes ryg, indikerede dog, at der var sket noget, og hele stuen.. hendes forældre ville da gå amok, når de så det! #Jeg.. jeg forstår bare ikke..# Hun rystede let på hovedet, inden hun krøb tættere på Soraya igen. Hun ville ikke forlade hende igen, og særligt nu, hvor hun var kommet hjem, så var det slet ikke noget, som kom på tale i det hele taget!
#Det gør lidt ondt, men.. jeg klarer mig.# Igen tænkte hun slet ikke over, at hun ikke brugte munden. Det var bare som om, at det var noget, som faldt hende så skræmmende naturligt at gøre, og det var noget, som hun uden tvivl også godt kunne mærke, så det var ikke noget, som sagde så lidt. Hun lagde hovedet mere ind mod hendes skulder. #Er du okay?# spurgte hun denne gang, hvor hun vendte blikket mod hende.

Ganske rigtigt, som antaget, kom deres mor rendende. Selvfølgelig havde hun hørt det brag, for det var jo heller ikke til at undgå at bide sig fast i! Et smil passerede hendes læber. "Mor.. hun er kommet hjem," fortalte hun denne gang med et stolt og glad smil på læben. Det var virkelig det vigtigste for hende. Hendes elskede søster var kommet hjem!

[Deleted]

En ting, var at det hele lignede et bombekrater, hvilket var noget, som Jacqueline meget hurtigt kunne se bort fra, da det gik op for hende, at hun stod ansigt til ansigt med den lille pige, som hun havde mistet dengang for frygtelig mange år siden, og selvfølgelig var det noget af det, som hun vægtede højest! Hendes hjerte startede med at hamre mod hendes bryst. Det kunne da ikke være..? Jamen... Hvad lavede hun overhovedet der? Det var end ikke noget, som hun kunne finde ud af.
"Jeg.. jeg troede aldrig.." Hun tav igen. Var Soraya bange for at kigge hende i øjnene? Denne gang, var det hendes datter.. hun kunne genkende hende.. den beklædning.. den person.. Det hele var så tydeligt, og hun elskede det jo! Langsomt gled hun på knæ ved siden af dem begge. Begge piger så ud til at have det godt. Men hvad var der så sket? Det var ligemeget.. Hendes pige var kommet hjem. Hendes elskede Soraya! Hænderne lagde hun forsigtigt mod hendes kinder, som hun strøg let. End ikke den manglende finger, var noget som gjorde hende noget i dag. Hun havde lært at leve med det hele. "Du er hjemme.." hviskede hun denne gang med en klar og lykkelig stemme. Hun kunne jo heller ikke se bort fra det. Hun tog mere fat i hende, for at føre hende ind til sig i en tæt omfavnelse. "L-Lestat! Du må komme!" kaldte hun pludselig. Deres lille pige var kommet hjem! Han skulle selvfølgelig vide det!

[Soraya Salvorique]

Soraya så mod Leonore og sendte hende et lille smil. Gjorde ondt? Hvor gjorde det ondt? Selv mærkede hun intet, men hun havde selvfølgelig også et andet forhold til smerte, end hun selv havde. Og så alligevel. Hun følte, at det gjorde ondt. Hvorfor nu det? #Jeg er okay,# svarede hun gengældende. Ikke brugte hun heller tungens tale, men det faldt heller ikke hende ind. Båndet var genskabt mellem dem, skønt de to søstre dog ikke vidste, at det var sådan, det var gået. Ordene rungede let i hendes ører. 'Kommet hjem'. Ja, det var hun vel. Men hun var jo ikke kommet hjem for at bo her, men for at slutte fred med den familie hun havde slået hånden af som barn.
Endelig turde hun vende blikket helt og kigge på sin mor. Den glæde, der strålede i hende, kunne hun slet ikke forstå, hun var værdig til. Hun selv slap Leonore og glemte hende næsten for et øjeblik, da hendes mor lagde sine fingre mod hendes kinder. Det var som den barnlige forelskelse man fik, da man for første gang så sin mor i øjnene kom op i hende igen og hendes øjne skinnede. De blev blanke og små tårer dukkede frem i hendes øjne. Armene lagde hun om hende og trykkede sig så bare ind til sin mor. Hun kunne ikke sige noget i dette øjeblik, selvom der var mange ting hun ønskede at sige.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore havde altid været den sarte af de to, og det havde gjort ondt, at blive kastet sådan igennem luften. Nu var Soraya kommet hjem, og det var også det eneste, som egentlig betød noget. Det var også tydeligt på deres mor, at det var det eneste, som egentlig havde noget, der mindede om betydning, og det alene, var heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende.
Denne gang blev Leonore blot siddende. Det gjorde også godt for hendes ryg, at holde den bare en smule i ro, så det var måske også bare til det bedste, mens de sad favn i favn. Selv Leonore var glad.. Nej ikke bare glad, hun var direkte lykkelig, og særligt fordi at hun kunne se, hvor meget det også betød for deres mor, at hun sad der. "Hun er kommet hjem, mor," sagde Leonore direkte glad, som hun denne gang, satte sig helt tæt på dem begge, så hun selv kunne lægge armen om dem. Det eneste, som egentlig manglede nu, var deres far, men han ville vel også blive glad for dette? Glad for at se, at hun var kommet hjem igen? Svært havde Leonore i hvert fald for at skulle forestille sig noget andet. "Vi kan blive en familie igen," sagde hun denne gang med et glad smil på læben. Hun var virkelig, virkelig glad nu!

[Deleted]

Ikke behøvede Jacqueline, at sige nogen former for ord. Bare at se hendes datter sidde der sammen med sin søster, var som at se dem, dengang de havde været små og unge. Det var noget, som hun virkelig havde haft brug for. Det bragte den mentale dæmon til ro i hende, og det var noget, som hun uden tvivl også var utrolig glad for nu.
Armene lod hun hurtigt falde omkring sin elskede datters skikkelse. Hun havde slået hånden af dem.. Efterladt dem alle sammen knuste, men hvad kunne man forvente af et lille barn, som var kommet i kontakt med de forkerte? Så lang tid, at den mand var ude af billedet, og hun kunne være med sin familie igen, så var hun mere end lykkelig, go det var hun bestemt heller ikke bange for at vise dem.

Tårerne samlede sig i hendes øjne. Ikke fordi at hun var ked af det, men fordi at hun var lettet og lykkelig. Hendes elskede lille pige, var kommet hjem igen, og det var for hende, det vigtigste, som overhovedet kunne ske hende, så det alene, var heller ikke noget som sagde så lidt. Tårerne banede sig vejen ned af hendes kinder. "Min elskede lille pige, er kommet hjem," sagde hun glad. Den anden arm lagde hun også om Leonore, så hun kunne holde begge piger ind mod sig. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde gjort det. Det gjorde hende lykkelig. Intet andet end lykkelig, og det var helt fantastisk, at det var sådan! Bare Lestat ville tage lige så godt imod det!

[Lestat De Lochér]

Lestat havde godt hørt braget, men havde ikke rigtigt bemærket det alligevel. Ubevidst havde han nok ænset det, men han sad så optaget af en masse papirarbejde, at han ikke gjorde noget ved det i første omgang. Han sad i en fjernere ende af huset, så han var ikke ligeså tæt på pejsestuen, som Jacqueline havde været. Hvad der foregik havde han ingen idé om, men det skulle han tidsnok finde ud af. Der var kommet meget ansvar med titlen som Hertug af Imandra og han tog jo også ansvaret på sig. Handlen var kommet igang igen og der var faktisk mere grænsehandel nu hvor grænsemuren var sat op og sikkerheden skærpet, end der havde været før hen. Måske fordi at folk stolede på hinanden lidt mere, nu hvor Nathaniel og Sephiran havde givet hånd på et fremtidigt samarbejde? Han fik skrevet under på de sidste papirer og rejste sig. Egentligt søgte han mod sin seng og soveværelset, men hørte så sig navn blive kaldet af Jacqueline. Hvad skulle det nu betyde? Han søgte derfor til pejsestuen med det samme, hvor han trådte ind. Først gik det ikke helt op for ham, hvad han så. Jacqueline skjulte lidt for dem, men så så han, at begge søstre var der. Hvad pokker?! Den tøs skulle ikke sætte sin fod her, det nægtede han simpelthen! "Soraya," endte han direkte tørt. Jacqueline var glad... Leonore var også glad. Men han turde slet ikke stole på, at det kunne ske. Han havde jo afskrevet hende som død, så det var jo direkte at se hende som et spøgelse! Nu var det jo kun tydeligt, at de andre så ikke havde afskrevet hende som død, som han havde prøvet at få dem til dengang...
"Dette er mit hus. Og du er netop nu på min grund. Jeg vil ikke se dig her. Forlad stedet omgående," endte han skarpt og unådigt.

[Soraya Salvorique]

At de blev ved med at sige, at Soraya var kommet hjem, kunne hun ikke helt forholde sig til. Hun var jo ikke kommet hjem for at blive, men indtil videre ville hun ikke lige ødelægge det for sin søster og mor. Hun ville gerne forenes med dem. Sørge for, at de kunne ses lidt oftere og korrespondere noget mere. For hun havde jo savnet dem og manglet dem helt i det inderste af hendes hjerte. Hun smilede let for sig selv og trykkede sig ind til sin mor. Dog råbte hun på Lestat, hvilket hun ikke vidste om det var en god eller dårlig ting. Forhåbentligt ville han også blide glad, men hun havde sine tvivl. "Det er godt at se dig mor," svarede Soraya. Hun ville ikke direkte medgive, at hun var kommet hjem, men den problematik måtte de jo tage om lidt. Selv slap hun sin mor med det samme, som hun hørte sin fars stemme. Den indbød dog ikke til varme og kærlighed, men var derimod fremmed og tør. Hun skubbede sig op at stå og søgte hen til ham, men stoppede brat op, da han slog hånden direkte af hende. Skulle hun blive ked af det? Det følte hun end ikke. Hun havde jo i princippet ingen ret til bare at komme her og 'bryde ind'.
"Far... Jeg kan ikke... jeg kan ikke undskylde nok gange, men du må tro på, at jeg har forandret mig," endte hun bedende. Der var dog ingen nåde at se i hans blik.

Lestat så koldt på hende. "Forsvind din horeunge... Du er ikke min datter!" vrissede han mere bestemt. Han greb hendes taske, som han havde spottet og greb fat i hendes hår, hvor han direkte bare trak hende med sig til hoveddøren, som gik op på magisk vis. Derefter kastede han hendes taske ud i mørket og skubbede hende ud.

Soraya stivnede ved Lestats gøren, men kunne intet andet gøre end følge med. Hun ville ikke slå igen, selvom hun kunne. Hun følte dog med ham, for hun kunne se hans sorg i hans blik. Bag ved vreden. "På gensyn..." endte hun. Hun tog sin rygsæk op og svang over ryggen, hvilket gav et nærmere jag i hende. Havde hun slået sig alligevel? Nej, det kunne da ikke passe. Hun rystede tankerne af sig og gik så bare afsted med oprejst pande. Det var ikke sidste gang hun så dem. #Frygt ikke Leo, jeg kommer tilbage...# tænkte hun som det sidste, før hun forsvandt på magisk vis.

//Out.

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore lod sig kramme ind til sin mor og søster. Det eneste, som de manglede lige nu, var at Lestat ville tage del i det, og en del af den familieglæde, som det ville være, at de atter var sammen alle sammen. Hun smilede glad, hvor det dog falmede ved deres faders tilstedeværelse. Langt fra havde han reageret på den måde, som de lige havde regnet med, at han ville reagere. Det var i hvert fald ikke med den glæde, som Jacqueline havde udvist! "Fader.." forsøgte Leonore denne gang. Det var muligt, at de havde slået hånden af Soraya efter det som var sket, men hun havde været en lille pige, og derfor kunne man da heller ikke straffe hende mere nu, end hvad man til nu havde gjort!

Slaget som faldt mod hendes kind, gjorde Leonore helt forfærdet, for det kunne han da ikke! Hun blinkede forfærdet med øjnene, hvor hun så hvordan Lestat tog hendes ting, og greb om hende, og nærmest bare.. smed hende ud? Det kunne han da ikke! "Far!" udbrød hun denne gang. Soraya forsvandt i mørket.. Hun ville komme igen? Det skulle slet ikke være på den her måde! "Hvor.. hvor kunne du?!" spurgte hun med en såret stemme. Hun greb sin egen kappe og sko, kun for at skynde sig efter hende ud i mørket, i håbet om, at hun kunne nå hende inden hun var helt væk.

//Out

[Deleted]

Selv Jacqueline var helt overrasket over Lestats måde, at håndtere deres datters hjemvenden på, og det var heller ikke noget, som hun havde regnet med, overhovedet at skulle stå ansigt til ansigt med! Hvordan pokker var det ikke han behandlede hende?
Slaget mod deres datters kind, var næsten som et slag mod Jacquelines, for man skulle bestemt ikke slå på hendes børn! "Hvor vover du..?!" udbrød hun denne gang. Soraya og Leonore var allerede langvejs på vej ud i mørket. Tårerne samlede sig i hendes øjne.. Både af lykke for at deres datter var kommet hjem, men nu også sorg og smerte over hvordan Lestat havde håndteret det hele på, for det var slet ikke sådan her, at hun ville have det!

Jacqueline trådte frem mod ham, hvor hun stirrede på ham, denne gang med en trodsig mine. Hvor vovede han at gøre den slags?! Hun hævede hånden, kun for at tildele hans kind en lussing. "Hun er din datter, Lestat! Hvor vover du..?!" udbrød hun denne gang med en vred stemme. Hvis han ville beholde sine døtre, så var det bestemt ikke måden, at gøre det på! Det gjorde hende både vred og ked af det! Horeunge? Med andre ord, var hun en hore? Alt hvad man kaldte de piger, faldt tilbage på dem! "Horeunge..? Er det sådan du ser på os?!" udbrød hun forfærdet.

[Lestat De Lochér]

Det som skulle have været et lykkeligt familiegensyn, var hurtigt blevet det stik modsatte. Lestat kunne slet ikke håndtere, at Soraya faktisk stod der. I hans sind, der var hun jo død. Ligeså død som Maggie var og derfor, så var det en fremmed der stod for ham. En snyder. En kvinde, som Leonore og Jacqueline slet ikke burde snakke med eller have noget med at gøre. Han stod stille, som Leonore tog det noget til sig og søgte efter sin søster. Han stoppede hende dog ikke. Han havde bare ikke plads i sit liv til at tilgive eller genoplive Soraya i hans tanker, så han blev nødt til at reagere udadtil, fordi han ikke kunne tåle mere psykisk. Han sagde ikke noget til en start, men vendte sig bort fra døren, der smækkede i efter Leonore løb afsted. Han så på Jacqueline, der kom ham i møde.
Slaget mod hans kind fik ham til at stoppe brat op, hvor hans kind blev malet rød. Hans ansigt blev slået væk fra hende, så han kunne ned i gulvet ved siden af ham selv. "Min datter, er Leonore... Resten er døde for mig," endte han sammenbidt. Han vendte hovedet tilbage mod hende og rullede med øjnene. Hvorfor skulle hun nu pludselig tage det personligt?
"Hun er ikke vores datter, Jacque... Hun tilhører Kimeya," endte han. Det var jo deraf ordene 'horeunge' kom, for han havde langt om længe fundet ud af, at Sasha - kronprinsessen af landet - var deres afkom! Han havde dog ej fortalt det til Jacque.
"Jeg går i seng," endte han bare og søgte mod soveværelset.

//Out.

[Deleted]

Hvordan Lestat overhovedet kunne tage tingene på den måde, forstod Jacqueline overhovedet ikke! Det gjorde hende vred, og det gjorde hende forarget, for Soraya var selvfølgelig deres datter! Hun havde selv født hende. .været den der havde ammet hende.. skænket hende den grundlæggende omsorg, og det samme med Leonore.
Slaget som hun skænkede hans kind, var mere kun fordi at hun havde brug for det.. Bare tanken om at han lod begge deres døtre gå, forstod hun ikke. Elskede han overhovedet ikke deres børn, og det som de sammen, havde sat til verden? "Jeg forstår ikke, at du kan sige den slags, når hun står der i vores dør, og ønsker at komme hjem, Lestat.." Tårerne strøg ned af hendes kinder. Den tanke gjorde ondt. Virkelig, virkelig ondt.

At han så bare ville i seng, var næsten det værste. Kunne han overhovedet være mere ligeglad, end hvad han var her? Hun fulgte ham med blikket. Tænderne bed hun mere end fast sammen, hvor hun denne gang vendte om. "Fint.. Så gå i seng.." Nu var hun for oprevet til at hun overhovedet kunne falde i søvn alligevel. Hun ville vente på at Leonore kom hjem.. Forhåbentlig sammen med Soraya. Hun ville jo gerne se begge sine børn hjemme og i tryghed.

//Out