Let's go home!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

For at være ærlig, fandt Rhaenys snakken til dels håbløs. Han kom nemlig ikke med noget konkret, skønt hun sagde, at han var nødt til at komme med noget, hvis hun skulle kunne sætte det i perspektiv. ”Hvad har warlockerne konkret gjort dig, siden du siger, at de har været efter dig? Hvornår gjorde de dig desuden noget sidst?” som hun direkte, som hun ikke var meget for al den frie snak. Dette var ej heller hyggesnak, men derimod noget, som hun skulle vurdere som en leder. Hendes blik hvilede på ham. Han var uden tvivl en mand med indre dæmoner.. Derfor ærgrede det hende også, at han var blevet værget til koblet så sent. ”Er du desuden sikker på, at din frygt ikke bare lever af gammel paranoia? Intet ondt har hændt dig, siden jeg fandt dig.” Sortseende fandt hun ham på visse punkter. Noget der på længere sigt både ville være kvælende for ham selv og hans omgivelser. Derfor ville Rhaenys også gøre sit for at hjælpe ham, så han blev en funktionel varulv. Det eneste en varulv burde bekymrer sig om var vampyrer. Den race havde de nemlig et reelt udestående med. Hvis de ellers havde et udestående med nogen, plejede det at være under barslagsmål, da varulvene havde en tendens til at drikke et glas for meget, og ikke altid være lige pæne i munden. En kombination der gjorde, at de overskred mange andres barriere. Selv mente Rhaenys dog kun, at det var en del af varulvenes charme.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var måske sortseende, men hvad pokker kunne han gøre? Vigtigst for ham, var det faktum, at koblet ikke blev udsat for ting, som de slet ikke havde noget med, og det var vel også det, som han var lidt bange for? Han bed tænderne svagt sammen, og rystede så på hovedet. Paranoia? Måske.. men var det underligt med det, som han havde gjort og selv var blevet udsat for igennem hans eget liv. "Forsøgte at tage min datters liv igennem adskillige prøvelser, hvor kun de stærkeste skulle overleve," fortalte han denne gang. Han var kommet igennem det dengang.. Han havde overlevet, men hans datter var blevet brugt som skydeskive, og selv han vidste, at det ville gå galt for den lille pige.
Junior vendte blikket ned mod sine hænder denne gang. Han knyttede næverne fast. Det var muligt, at han malede fanden på væggen, men han ville hellere være forberedt, end at han ville det modsatte, så det alene, var heller ikke noget, som sagde så lidt. Overhovedet faktisk. "Det er meget muligt, men jeg vil hellere være forberedt end at blive overrasket," sagde han denne gang. Det var nok hans opvækst, som havde gjort det, da den havde været yderst turbulent og meget anstrengt, og langt fra så trygt som det burde have været, men hvad pokker. "Men det er fint.. Nu ved du det i hvert fald," endte han. Han var vred over hvad warlockerne havde udsat ham for.. Han var en mand, der brændt inde med meget, som han ikke altid vidste, hvordan han skulle få ud. "Desuden føler jeg, at det bare skulle mangle, med tanke på, at du lod mig blive en del af koblet," tilføjede han denne gang.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Og din datter? Hvor er hun nu?” spurgte Rhaenys, som hun antog, at pigen var i live siden, at de havde forsøgt at tage hende liv. Derfor var hun i live i dag. Modbydeligt fandt hun det dog, at de havde gået efter hans datter! Hvis en udefrakommende havde gået imod et af koblets hvalpe, ville de end ikke have tøvet med at bide hovedet af vedkommende. Udover det, syntes han dog ikke at fortælle hende noget alarmerende.. Han kunne jo ikke komme med nogle eksempler ud over en datter, som nu var et gammelt udestående. Derfor følte Rhaenys alt i alt, at Junior malede fanden på væggen. Han havde endnu ikke accepteret, at hans stridigheder med warlockerne var fortid, og derfor led han endnu af paranoia. Hun gav ham et par opmuntrende dask på overarmen. ”Lad fortid være fortid, Junior. Ud fra hvad du fortæller mig, lyder det ikke til, at du er i deres søgelys længere. Hvad du fortæller mig er gamle sager..,” sagde hun opkvikkende. ”Bare fordi, at man en gang er væltet ned af en kløft og har forstuvet foden, er det ikke ens betydning med, at man skal frygte det at gå resten af sit liv.” Ikke var det problematikker, som hun var vant til at drøfte. Hvis to stridende varulve stod overfor hinanden, sagde man også blot, at de måtte tage en slåskamp og derefter lade den ligge. Det endte som regel altid med, at de stridende efterfølgende drak arm i arm med brækkede næser og blå øjne. At bære nag – som warlockerne gjorde – var bare ikke noget, som de gjorde sig i.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

"Hun er død," sagde Junior direkte. Det var en tanke, som gjorde virkelig, virkelig ondt, og særligt fordi, at det ikke var så gammel en sag igen. Cayla havde han mistet til sygdom, og hans datter havde han efterfølgende mistet på en vigtig opgave for kongehuset.. Han var temmelig sikker på, at Jaqia havde sendt hende ud, udelukkende for at det skulle ende med at koste hende livet.. Og det havde virket. Det havde desværre virket. Hans blik faldt til hans hænder, som næsten begyndte at ryste. Hans familie, havde været det vigtigste for ham igennem så frygtelig mange år, og alt det som han havde haft, var så brutalt revet fra ham, og det var ikke noget, som man bare kom over bare sådan uden videre.
Det kunne godt være, at hun ikke fandt hans information brugbar, men nu havde hun fået den, og det var det, som for Junior, var ham det vigtigste. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. "Jeg har det godt med at fortælle det, og at du er kendt med den fortid, som endnu er en del af mig," sagde han denne gang. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse. Igen kunne han ikke lade være med at kigge på hende. Warlocker.. rigtig mange væsner, havde kostet ham så meget, så var det underligt at man blev en kende paranoid? "Det er sandt, men det tager tid," sagde han denne gang. Hans blik vendte han mod vandet igen. Han ømmede sin hånd en smule. Den var faktisk øm.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ikke havde Rhaenys troet, at hans datter var gået bort. Ikke sådan som han havde forklaret sig. Derfor endte hun også med at bøje sit hoved for hans i respekt. Ikke havde hun selv hvalpe. Det var hun ikke nået til endnu. Dog kunne hun forstå hans ulykke. En familie var nemlig ikke en intim stand blandt varulvene. Det var derimod en fælles stand, og derfor måtte det til hver en tid gøre ondt at miste en hvalp. Også selvom, at man ikke selv havde født den. ”Det gør mig ondt at høre,” sagde hun ærlig og fuld af respekt overfor hans tab. Igen rettede hun sig op. Et følsomt emne var det, men igen måtte de arbejde sig fremad. Det andet bragte nemlig intet godt med sig. ”Og jeg er glad for, at du nu føler, at jeg er dig værdig at vise den form for tillid,” sagde hun ærligt. Igen var respekt ikke noget, som man kunne kræve. Det var noget, som man skulle arbejde sig til, og heldigvis mente Junior, at hun var værdig. Noget hun bestemt ikke var ligeglad med, da enhver varulvs mening spillede en rolle. At det tog tid for ham at komme sig over fortiden, kunne hun skam godt se på ham. Et opmuntrende smil sendte hun ham. ”Måske, men så handler det også om at skabe en fylde i sit liv, så al det dårlige bliver skubbet bort,” sagde hun roligt. Han trængte til at lave noget.. Have et berigende job der fyldte hans hverdag.. Han trængte til at mærke en kvindes varme igen.. Måske også få sig en ny hvalp?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Borte var hans datter, og det gjorde ondt. Igennem hele hans liv havde han viet sig til familieliv, og alt det, som han havde haft, havde han jo mistet. For at sige det mildt, og det var en tanke som gjorde ondt. Hans blik gled mod hende, som hun sænkede hovedet. En respekt? Det var en tanke, som han et sted virkelig godt kunne lide. "Det var også en grusom nyhed, at modtage," sagde han denne gang. Ej kunne han lide det, men hvad var der at gøre ved det nu? Han kunne jo ikke just gøre noget som helst, som ville bringe ham hans elskede datter tilbage, uanset hvor meget han ville ønske det. "Det gør jeg. Du har i forvejen skænket mig så frygtelig meget," sagde han denne gang. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse igen.
Det var muligt at Rhaenys ikke kunne bruge hans info til noget som helst, men han havde det bare bedst med at have fortalt hende det, for så følte han et sted også, at han havde ryggen fri, og for ham, var det noget af det bedste, og vigtigste af det hele. "Hvilket er noget, som jeg kun kan takke dig for nu," sagde han denne gang med et stille smil på læben. Han gemte sorgen bag et smil, men det var også en kamp om at komme over de tab, som han nu havde lidt. "Du siger til, når du er klar til at søge til Imandra," endte han. Den mjød som han vidste, der ventede, var ham efterhånden en stor fristelse.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Ingen forældre burde modtage den nyhed, at deres hvalp er død,” sagde Rhaenys ærligt. Ikke havde hun nogen hvalpe selv, men selv ville hun ofre sit liv for koblets hvalpe, hvis det kom dertil. Vigtige var de nemlig, som de var den næste generation af varulve, samt de både var familie og venner. Igen var det et utroligt sammenhold der kendetegnede varulvene. Hendes hoved søgte på sned. ”Enhver leder ville have gjort, hvad jeg har gjort for dig,” svarede hun stilfærdigt igen. Den gamle leder, Nathanael, ville i hvert fald. Man kunne vel også sige, at der var en god del af hans værdier gemt i hende, som hun i sin tid havde været hans højre hånd. En selvfølge havde hun derfor fundet det at søge efter Junior, som han var en af dem, og alle varulve skulle have en chance for at være en del af koblet. At han dernæst hentydede til, om de ikke skulle se at komme videre, fik hende til at trække en anelse på smilet. For at få rusket op i sine muskler igen, strakte hun sin krop, inden hun fuldførte skiftet. Naturligt syntes det helt at se ud, når hun ændrede skikkelse, men hun var også blevet trænet i det i et par hundrede år. #Lad os søge hjem nu,# lød hendes stemme energisk i hans hoved. Som hun havde været i vandet, var hendes hvide pels nu en anelse sammensat og fugtig. Hurtigt ville dette dog gå over, som den ville blive tørret af vinden, når de satte i løb igen. Hun gravede en anelse i jorden med kløerne. Nu ønskede hun blot at komme af sted!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hvalp.. Den betegnelse, var endnu svær for Junior at vænne sig til, men ikke desto mindre, så blev det nemmere for ham med tiden. "Ingen burde, og dog sker det skræmmende ofte," sagde han denne gang. Det gjorde endnu ondt for ham at tænke på, hvad hans elskede datter havde været igennem, samt kæmpet med igennem hele sit liv, og dertil havde hun intet fået d af sit liv. Det var næsten det, som faktisk plagede og irriterede ham mest. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Han var selvfølgelig utrolig glad for de muligheder, som Rhaenys, såvel som koblet havde givet ham. Virkelig meget endda. Han ville bare have ønsket, at det også var noget, som hans datter havde kunne få en glæde af. "Ikke enhver, nej.. Der tager du fejl," sagde han denne gang. Hans blik gled derfor langsomt mod hendes skikkelse igen. Hende og koblet derimod, havde været noget helt andet.
Da hun forvandlede sig, rejste han sig op. Han skulle bruge langt mere energi og koncentration til at gøre det, end hvad hun gjorde. Han lukkede øjnene, hvor han selv koncentrerede sig dybt, for at indtage forvandlingen selv.. Inden længe stod han der foran hende. En smuk og stor hanulv. Han støttede dog knapt så meget på hans ene forpote. Det gjorde faktisk ondt. Ikke peb han. Han skulle vise, at han var stærk! Han rettede sig op. Tilbage skulle de jo trods alt. #Lad os komme tilbage. Den mjød lyder pludselig meget fristende,# afsluttede han denne gang. Han luntede hen til hende med rolige skridt.