Let's go home!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

I forvejen var Junior ikke særlig meget for at snakke om sit gamle liv, og særligt, når det måtte være på denne her måde. Han ville gerne vende ryggen til det permanent, selvom det ikke synes, at nogen anden var enig med ham i dette tilfælde. Hans blik søgte hendes skikkelse. Han var glad for den mulighed, som hun havde givet ham. Ingen tvivl om det. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse. Han var en kende.. urolig? Det rumsterede vel et eller andet sted stadig i ham? Selvom det var ved at være så lang tid siden. "Jeg er virkelig glad for muligheden, som du har givet mig, Rhaenys.. Forstå mig ret, at det er en del af mit liv, som jeg gerne vil vende ryggen til og bare glemme nogensinde har været," sagde han denne gang.
Hårdt var det virkelig for Junior, at stå der. Hvordan hun ville tage tingene? Det vidste han faktisk ikke. Han trak vejret dybt. Det var jo ikke fordi at han ville holde tingene skjult for hende, for det havde han da ingen verdens grund til, havde han? "Det har rumsteret i mig i mange år," tilføjede han. Han vendte blikket i retningen af hans næver, som han næsten havde knyttet. "For en meget kort stund.. var jeg konge af Procias.. Min moder er Elanya Maloya," fortalte han denne gang. Det var ikke noget, som han just fandt nogen stolthed i. Ikke i dag om ikke andet. Han vidste jo i forvejen, at hans familie virkelig var sortset i forvejen, og det syn ønskede han på ingen måder, at have på sig, hvis han ellers kunne undgå det!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Rhaenys’ brune blik hvilede på ham. Der var noget der trykkede. Det var hun vis på. Dog pressede hun ham ikke ydereligere, som hun ville lade ham komme til hende. ”Og det har jeg al respekt for. Problemet er blot det, at din fortid muligvis ikke vil lade dig slippe, og det er jeg nødt til at gardere os for,” sagde hun ærligt. Det forstod han vel også? Hun accepterede til fulde, at han ville lade fortid være fortid. Det gik hun nemlig selv ind for. Derfor havde hun også givet ham denne chance for et nyt liv. Stadig var hun dog nødt til at vide, hvilke fare der kunne lure rundt om hjørnerne i tilfælde af, at de farer ville komme efter dem. Respektfuldt holdt hun blikket på ham, uden at rykke sig. Det var sjældent at varulve holdt om hinanden og lukkede følelserne ud. Især når det gjaldt mænd og kvinder. Tavst forholdt hun sig, indtil overraskelsen sivede ind i hende. Han var kongelig? Ikke just, hvad hun havde ventet. Slet ikke en tidligere prociansk konge. Hun fugtede læberne. Vredt eller forskrækket var hendes blik ikke.. Blot roligt. ”Det du fortæller mig om er dig i et andet liv. Det er ikke dig, som du er i dag. Du er en forandret mand,” sagde hun roligt. Ikke følte hun en pludselig usikkerhed ved at stå overfor en kongelig, for … tronrækkerne havde aldrig raget hende det fjerneste. Hun var ligeglad med, om han var den skønneste prins, den grimmeste svinedreng eller om vendt. Hvad der betød noget var, hvor han var i dag. ”Jeg sætter pris på, at du deler denne oplysning med mig. Om du er bonde eller konge betyder intet for koblet. For os er du vor ven og familie.. Og takket være din oplysning, ved jeg nu, hvad vi måske kan ende med at stå overfor.”

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var faktisk ikke meget for at fortælle, hvad han egentlig var, samt hvem han nedstammet fra. Det var ikke noget, som han havde været stolt af, og det ville han nok heller aldrig nogensinde blive. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse endnu en gang. Han knyttede næverne svagt igen. Et sted var han vel bange for, hvordan hun ville tage det, når det gik op for hende, hvilke problematikker han faktisk kunne kaste over koblet, uden egentlig at ville ønske det? Han rettede sig derfor op igen. Han forsøgte at ryste det af sig, men det var en evig mørk skygge, som han bare ikke kunne gøre noget som helst ved, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. "Det har forfulgt mig i mange år, såvel som den familie, jeg havde," endte han. Et udskud havde han vel været? Og derfor var det vel også til at forstå, at det havde været så svært for ham, at lukke den varulv ind, som han efterfølgende var blevet?
"Ikke ønsker jeg at påføre koblet mere end hvad jeg gør i forvejen af problematikker, Rhaenys. Jeg ved, der i forvejen er meget at håndtere," fortalte han denne gang. Var det svært at forstå? Det håbede han da godt nok ikke. Hans blik fulgte hendes skikkelse. Ikke forventede han et venligt eller trøstende klap på skulderen. Overhovedet ikke faktisk, men derimod håbede han da lidt, at hun ville give ham den mulighed, som han ellers så brændende ønskede i en stund som denne.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Nyheden om Juniors kongelighed kom uden tvivl bag på Rhaenys. Det var dog, hvad det var. Junior var nemlig ikke kongelig længere. Han var en varulv, og en del af hendes kobbel. Det var derfor sådan, at hun ville se ham. Som sagt, så havde det andet været ham i et andet liv. Han var en forandret mand med en ny skæbne. ”Dine problematikker er vores problematikker. Du vil værne om os, ligeså vel som vi vil værne om os. Det er det det vel sige at være i et kobbel,” pointerede hun roligt. ”Lad ikke fortiden tynge dig, Junior. Hvis du hæver dig over den, vil den aldrig kunne blive brugt imod dig.” Ikke skræmte det hende. Hvis hun og Junior selv holdt fast ved, at han var en forandret mand, ville ingen kunne røre ham på det punkt. Hun trak på smilebåndet, inden hun formede sine hænder som en skål. Med den fyldte hun den med vand, inden hun førte det over sit hoved, så det kølige vand kunne pjaske hen over hendes gyldenblonde hår. ”Smil og vær glad, Junior. Du er en del af os. Kongen, Junior, findes ikke længere. Det gør flokmedlemmet Junior derimod,” lød det opmuntrende fra hende og som et tegn på, at de aldrig mere behøvede at drøfte den historie. Den var et overstået kapitel. ”Når vi kommer tilbage til Lykos Canina, kan vi dele en tønde mjød.. Det er ikke hver dag, at man overmander en forpestet kongelig blodsuger,” afsluttede hun morende, inden hun lod sig falde helt tilbage i vandet. Et par rygsvømnings svømmetag tog hun, så hun svømmede baglæns. Komplet ligeglad med, hvad han måtte se og ikke se af hende.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Uden tvivl var Junior glad for, at Rhaenys ikke havde valgt at dømme ham på dette, og det var noget, som han jo egentlig havde det ganske fint med. Alt taget i betragtning, så var han bare glad for den fantastiske og enestående mulighed for at have fået det liv, som han nu havde fået, og derfor ønskede han bestemt heler ikke at ødelægge det for sig selv.. Eller lade hans egen fortid gøre det for den sags skyld, for det blå blod, som han havde i årene, var ikke just noget, som han kunne gøre noget ved. "Mange af de ting, er stadig nogen, som jeg er ved at vænne mig til. Jeg har igennem så mange år, kæmpet med tingene på egen hånd," fortalte han. Han vænnet sig til det, og han måtte jo erkende, at han også godt kunne lide det, så ingen tvivl om det.
Et kort smil passerede tilfredst på Juniors læber. De dømte ham ikke for hans fortid, og det passede ham jo egentlig fint. "Det har du ret i Den kongelige titel lagde jeg fra mig for mange år siden, da jeg selv på egen hånd, og ud af egen lyst, forlod posten, titlen og det kongelige liv," fortalte han denne gang. Han havde ikke rigtigt snakket om det liv, som han dengang havde haft.. Hvorfor skulle han da? Han slappede mere af i kroppen nu.. i sindet med, da han havde fået fortalt det, som igennem så mange år, havde været en hemmelighed. Et kort smil passerede hans læber. "Jeg må sande, at jeg helst så manden død, end hvad jeg ville se ham, som en tilfangetaget ved Acheron-familien.. Men hver ting til sin tid," sagde han blot. En tønde mjød lød godt. Det skulle jo trods alt fejres!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

De baglæns svømmetag stoppede Rhaenys, så hun nok engang stillede sig i bækken og med vandet drivende ned ad sin krop. Hvis hun havde været enhver anden race end en varulv, havde hun nok lagt sin hånd imod hans kind, men dette gjorde hun ikke. Varulve havde nemlig en tendens til at føle sig svagelige, hvis de fik den form for kærtegn. Derfor var den ret nærmere forbeholdt mager. Hvad de gjorde var nemlig op til dem. ”Og alene er du ikke mere.. Aldrig vil du blive det, og det håber jeg, at du ved. Så længe du vil os, vil vi dig,” sagde hun ærligt. Yderst social var varulveracen på trods af den manglende ømhed, som de ikke viste overfor hinanden. Hun fugtede de lyse læber. Hvorfor han havde forladt postet som kongelig, vidste hun ikke. Ej heller spurgte hun ind til det, som hun accepterede det som et overstået kapitel hos ham. ”Og som du forlod posten, forlod du også dit gamle jeg. Tænk ikke mere over det.. Tænk nærmere over den fremtid, som du nu skaber dig,” lød det roligt fra hende. At han ville have ønsket, at de havde slået blodsugeren ihjel, forstod hun godt.. Hendes eget blod havde også brændt efter at myrde manden! Hun tog en indånding. ”Hans død higede jeg ligeså efter.. men i nat var det korrekte at gøre ikke at myrde ham, men derimod at give ham til Sephiran Acheron,” sagde hun ærligt. Alle vidste, at hun higede efter død over vampyrerne. Dog havde hun måttet stille det i baggrunden, da dette mere kunne gavne deres race end det andet. Politik var det, og det var sjovt nok noget, som hun sjældent legede med. Denne her gang havde bare været nødvendig.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Ikke forventede Junior, at skulle modtage Rhaenys' kærtegn eller omsorg, andet end i form af handling. Hun lod ham blive, hvilket i hans øjne, var det et tegn i sig selv, og det var det eneste, som han havde brug for. Det gamle liv, havde han nemlig forladt, og at hun bare.. accepterede det, havde han det mere end fint med. Et kort smil passerede hans læber. "Og jeg vil jer.. Som i vil mig," sagde han denne gang. For ham, var det nemlig noget, som gjorde en kæmpe forskel. De havde budt ham velkommen, og det var noget, som virkelig betød forbandet meget for ham.
Det gamle liv, ønskede Junior ikke at tænke mere. Det var fortid, og det skulle bestemt ikke have lov til at præge hans fremtid mere, end hvad det gjorde i forvejen. Han rettede sig op, mens han selv søgte tilbage mod bredden. Han var ikke i nærheden af den forfængelighed, som han havde haft tidligere. Han var vel bare blevet vant til den nu? Efter at have tilbragt den tid sammen med dem? "Forhåbentlig ender det med, at de vil tage mandens liv. Han vil ikke forvolde andet end problemer," sagde han blot direkte. Han trådte op på bredden.. Uden at skjule sig. Det var vel bare gået op for ham, at han ikke havde noget at skjule, og at han derimod burde vise det mere stolt frem, end hvad han havde gjort frem til nu. Hans blik søgte hendes skikkelse denne gang. "Jeg ønsker ikke at bringe koblet problemer, Rhaenys.. Hvis der er noget, som endnu er uklart, så spørg mig," sagde han denne gang.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Utroligt tilfreds var Rhaenys med Juniors forvandling. Han var uden tvivl en forandret mand. En mand der hvilede langt mere i sig selv, end han førhen havde gjort. Nu ville hun vove og påstå, at han var i harmoni med sig selv. Tavst betragtede hun ham, som han uden hæmninger søgte tilbage mod bredden. Også det havde forandret sig. Da hun først havde mødt ham var det lige før, at han havde kantet sig skjulene omkring, alt imens han for guds skyld ikke havde forsøgt at stirre på hende, mens hun ligeså havde været nøgen. Morsomt havde hun nu fundet det. ”Blodsugere forvolder generelt ikke andet end problemer,” sagde hun direkte, som hun bestemt ikke havde noget tilovers for den race. Det var også af den grund, at hun havde krævet, at Iyanna skov blev vampyrfri. Hun kiggede på ham, og uden tvivl var det svært ikke at ligge mærke til, at han var blevet en kønnere mand. I hvert fald efter varulvenes målstok. Han var nemlig blevet en større mand. Ikke fedtmæssigt, men derimod med henblik på hans muskelmasse. Noget som varulvene gik meget op i. Finere så han dog stadig ud i forhold til de fleste andre. Vandet forsøgte hun at stryge ud af det gyldenblonde hår, inden hun selv begyndte at gå op på bredden. ”Spørgsmål kunne jeg sagtens have stillet dig, men ikke vil jeg gøre det.. Fortid er fortid, og kun vil jeg ende med at lade dig hænge i den, hvis ikke jeg lader dig se bort fra den,” svarede hun som tegn på, at hun ikke ville grave mere i det. Desuden.. Hun kunne jo fornemme, at manden var plaget, når han talte om det, og ikke var det fordi, at hun ønskede mere negativitet i hans liv, end det han allerede gik rundt med.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var uden tvivl glad og tilfreds med, hvad han selv havde formået at opnå igennem den tid, som han havde tilbragt sammen med varulvekoblet, og med den mulighed for et nyt liv, som Rhaenys havde havde givet ham muligheden for, og det var heller ikke noget, som han lagde det mindste skjul på lige nu. Han havde ganske vidst fået et nyt liv, og selvfølgelig var det også noget, som han kunne mærke den dag i dag. Han lod armene søge en smule over kors. Ikke skjulte han sig, og ikke så han nogen grund til at gøre det. "Det må man sige, er gået op for mig på den hårde måde," sagde han ærligt. Hans blik søgte ned mod hans hånd. Den var ikke blodig længere, men den var øm, efter de slag, som han havde givet Matthew direkte i hans ansigt.
Hans fortid var fortid, men havde som sagt alligevel været med til at forme ham. Dette kunne selvfølgelig godt mærkes. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Her stod de så.. nøgne og i ingenting, selvom det overhovedet ikke var noget som gjorde ham det mindste. En smuk kvinde var hun trods alt, og han kunne jo heller ikke undgå at kigge på hende, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Et kort træk bredte sig på hans læber. "Fortid er fortid, men kan nu stadig påvirke koblet i fremtiden, og det ønsker jeg ikke," endte han. Det var vel også lidt hans måde, at håndtere det på? Han ville hellere have, at de var forberedt, end det modsatte. Hans blik gled ned af hendes skikkelse. Han kunne jo heller ikke lade være. Hun var ham jo en smuk kvinde.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Rhaenys slap et dæmpet fnys. Ikke grundet Junior, men grundet de følelser der blev sat i hende, når hun tænkte på den grufulde race. Hun foragtede den. Særligt efter, at de havde dræbt hendes leder. Hendes brune øjne faldt på hans hånd, som han syntes at betragte den med en eftertænksom mine. ”..Er det noget jeg skal kigge på?” Umiddelbart kunne hun intet se, men hvem vidste om der var noget? Hvis der var noget var det også bedst at få tjekket nærmere.. Alvorlige skader kunne en vampyr nemlig sagtens forvolde. Ned på græsset lod hun sig selv glide, hvor hun satte sig i skrædderstilling. Det lignede, at han endnu havde noget at tale om, så hvorfor ikke sætte sig til rette imens? At han kiggede på hende, bemærkede hun skam. Øjne havde hun trods alt. Under normale omstændigheder havde hun også taget tøj på igen, men ikke nu. Hendes klæder lå på den fordømte kro inde i New Dale. Derfor måtte de klare den, som de var nu, medmindre de ville glide tilbage i ulveskikkelse. ”Og jeg kan forstå, at dette er noget, som du ikke ønsker at holde inde med længere,” kommenterede hun med et skævt smil. Ja.. Selv havde hun jo været villig til at droppe snakken, som hun havde det fint med at lade fortid være fortid. Der var Junior bare anderledes.. Tydeligvis. ”Fortæl mig, hvad du har på hjertet.. Hvilken påvirkning frygter du, at det vil have på koblet?” spurgte hun ham roligt. Hun gjorde en gestus til græsset ved siden af hende. Hvis de skulle snakke, kunne han ligeså godt også sidde komfortabelt. Hvad var et ekstra par minutter også, når de i forvejen havde været væk i timer?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Ondt havde det uden tvivl gjort på Junior, at slå og hamre sådan til Matthew, som han havde gjort, men det havde slået manden ud, og det var noget ,som han egentlig havde det ganske fint med i den anden ende. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Han rystede på hovedet. Taknemmeligt dog. "Næven er forslået. Det går nok over," sagde han denne gang. Han strækte sine fingre, også selvom det gjorde ondt. Det var vel først noget, som han lagde mærke til nu?
Junior vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang, hvor han lod hovedet søge en kende på sned. Han var ej færdig med det, da han også vidste, at meget af det, som havde været undervejs i hans fortid, var noget, som kunne følge ham så voldsomt nu, så ønskede han det trods alt heller ikke. "Jeg er ikke nogen ukendt mand, Rhaenys," begyndte han denne gang. Nu hvor han stod der overfor hende, kunne han jo heller ikke lade være med at kigge på hende.. De stod begge i ingenting, og det var koldt. Selvfølgelig var det noget, som ligeledes også efterlod dem med noget.. Ham i hvert fald. Han vendte blikket mod vandet i stedet for.. Tænksomt denne gang. "Jeg er født som magiker og warlock af en stor familie, Maloya. Jeg var dum som ung, og jeg har været involveret i mange ting. Det er ikke mange år siden, jeg fik skylden for angrebet på Castle of Darkness, grundet min familie og min familiebaggrund." Han kunne jo lige så godt få tingene sagt.. Fordi at han var et kendt ansigt, frygtede han vel for det fokus, der ville komme til koblet?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Forsøg ikke at støtte for meget på den, når vi løber videre,” endte Rhaenys med at sige. Bedst havde det uden tvivl været, hvis hans hånd havde kunnet få sig en smule ro, men ikke ville det blive muligt. Hjem skulle hun, og ikke ville hun lade en skadet varulv blive alene tilbage. Hænderne foldede hun i sit skød. Ikke frøs hun, skønt hun var nøgen, som ulven i hende gjorde, at hun havde en højere kropstemperatur end et normalt menneskes. Opmærksomt kiggede hun på ham. Magiker og warlock.. Disse racer havde altid haft sværere ved at forene sig med tanken om, at de nu var blevet varulv. Det at blive varulv fjernede nemlig deres magiske evner. Det magikere og warlocks levede og åndede for. Det var det samme, hvis man blev bidt af en vampyr. Det fjernede også ens gamle evner. ”Hvilke ting var du involveret i? Ting so Matthew Igleesias også var en del af?” spurgte hun direkte. Meget tog hun sig ikke af omverdenen. Dog vidste hun, at Matthew var tidligere warlock. Dette vidste hun dog kun fordi, at manden var blevet Jaqias forlovede, og da den form for snak havde det med at løbe. ”Med hensyn til episoden på Castle of Darkness, har vi allerede drøftet den, hvor du også sidst sagde, at du var uskyldig i sagen.” Ikke behøvede de at drøfte sager, som de allerede havde drøftet. Det ville de ikke få noget ud af. Hvad hun derimod regnede med var, at hun ville høre nye historier fra ham, der kunne bekræfte hans frygt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

"Jeg skal forsøge," sagde han blot. Han vidste, at det ville blive svært, ikke at støtte på den, når de skulle søge tilbage til koblet i Imandra, men det måtte han jo så tage til den tid, for han kunne jo ikke just gøre noget ved det nu. Han vendte sig mod hende igen. Hans højtelskede leder. Han var uden tvivl faldet ekstremt godt til, og det alene, var heller ikke noget, som han var bange for at indrømme. Med det liv, som han havde haft, og den race, som han engang havde været en del af, så var det vel heller ikke underligt, at han var lidt mere påpasselig med tingene?
En smuk kvinde. Selv Junior var da påvirket af det, og særligt nu, hvor han ikke havde andre i hans liv. Det var vel alle de andre ting i hans krop, som skete biologisk. Han forsløgte igen at slå det hele ud af hovedet igen. Svært var det dog. "Den kvinde, som jeg delte livet med, var tilknyttet Marvalo-huset og deres familie, og alle de ting, som de har været indvolveret i. Igleeias-familien var i den sammenhæng heller ikke ukendt," begyndte han. Ja, hvor pokker skulle man egentlig starte? Det var jo heller ikke til at finde ud af. Han bed tænderne svagt sammen. Det med Castle of Darkness var vel bare et tegn på at han endnu ikke var glemt for omverdenen? Og det brød han sig faktisk ikke om. Tvært imod, så hadede han det virkelig.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Svært ville det blive for ham at beskytte sin hånd, når han løb på alle fire, men anderledes kunne det ikke blive. Igen gjorde hun en gestus til pladsen ved siden af hende. Han kunne ligeså godt sidde med hende, indtil de tog af sted. Måske ville det også hjælpe ham, hvis han kom ned og sidde og slappe af? ”Sæt dig ned og slap af indtil da,” bad hun ham om. Han var en del af hendes kobbel, og derfor var det hendes pligt at beskytte ham. At han snakkede om, at hans udkårne havde været en del af Marvalo-slægten, og at han derfor havde været inde i deres anliggender, sagde hende absolut ingenting.. Magikere og warlocks interesserede hende nemlig ikke. Hvorfor skulle de? De havde jo intet med varulve at gøre. Hvad hun vidste var bare, at der fandtes to stridende warlocks. Kimeya og Malisha. Meget mere end det vidste hun ikke. Derudover vidste hun, at der var en dronning ved navn Elanya, der også havde heddet Maloya. ”Hvis jeg skal forstå, hvad problemet er, er du nødt til at komme med specifikke detaljer. Hverken hvad magikerne eller warlockerne har befærdet sig med, har nemlig aldrig interesseret mig,” sagde hun ligeud. Hvorfor lyve? Hendes fokus havde aldrig ligget på de magikyndige. Kun på koblet, de vampyre som de måtte bekæmpe, og de strejfende varulve, som hun havde måttet finde. Frygtelige interne syntes hans problemer desuden at være, så hvordan skulle hun kende til dem? Det var ligesom, at ingen kendte til varulveaffærer.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hånden ville uanset blive kraftigt udsat, når de løb herfra igen. Det var uanset gået godt frem til nu, så hvorfor skulle det ikke også gøre det bagefter? Han nikkede taknemmeligt, hvor han tog imod hendes opfordring, og tog derfor pladsen ved siden af hende. Selv på trods af at det var koldt i vejret, var deres temperatur også det højere, så der skulle også det mere til, før de ville blive kolde og begynde at fryse. Det var faktisk en ting, som Junior var glad for. Særligt i den tid, hvor han havde rendt rundt uden mål og mening. "Warlockerne særligt, satte efter min familie. Min kæreste og jeg, satte en smuk lille pige til verden, som blev født uden mulighed for at høre," begyndte han med en rolig stemme. Selv han havde ikke noget imod at snakke om det, eller noget i den stil, for hvorfor skulle han da gøre det? Det var en del af hans liv, som han for længst havde accepteret og lært at leve med. Det eneste, som havde været hårdt for ham, var jo bare det faktum, at han nu havde mistet begge de kvinder, som havde den største betydning for ham: Hans kæreste og hans datter. "De har måske ikke vækket den store betydning for dig igennem dit liv, men jeg er bange for, at jeg med den baggrund jeg har, kan udsætte koblet for ting, som jeg ikke ved hvad skulle være.. Folk har igennem mange år, været efter mig. Magikerne frygter jeg ikke for, men derimod warlocks, som er et egoistisk folkefærd. Jeg ved ikke hvad de kunne finde på." Han rystede kort på hovedet. Han vidste det ikke! Han gjorde jo bare, hvad han kunne for at forberede varulvene bedst muligt. Han ønskede jo ikke, at noget skulle ske.