Let's go home!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Lestat De Lochèr Maloya Junior

Luntede igennem Det Mørke Morgengry gjorde Rhaenys, men hvad havde hun også at nå? Hun havde lige afleveret Matthew Igleesias for fødderne af Sephiran Acheron. Dvasias’ udsending og ambassadør i Det Gamle Imandra. Glad havde dette gjort ambassadøren, hvilket naturligvis betød, at også Rhaenys var glad. Hun havde nemlig fået det, som hun ville det. Imandra ville nok engang blive løsrevet fra Dvasias, så det ikke længere skulle gå under betegnelsen Det Gamle Imandra. Derudover fik hun et større territorie til sit kobbel. De ville ikke længere kun besidde Lykos Canina, men derimod hele Iyanna skov, og det bedste var, at ingen vampyr måtte betræde deres grund! Hvis de gjorde, ville de blive retsforfulgt af varulvene. Ikke af landet. Rhaenys rystede let på sit store hvide hoved. Svagt lyserød var hendes pels hist og pist, men bloddyppende var den ikke længere. Et bad ville dog gøre godt, som vampyr aldrig havde gjort godt for kroppen! Det stank langt væk! Ud gennem slotsdørene luntede hun, så hun kom ud i den friske luft. Det fik hendes sorte næse til at vibrere let, som den nød friskheden og de mange lugte. Ned ad slotsgården luntede hun. Sent var det blevet.. eller skulle man begynde at beskrive det som tidligt? Der var nemlig kun få timer til solopgang. Hun ville højst sandsynligt være hjemme, når sol og himmel igen havde genfundet hinanden. Hendes hoved tiltede en anelse, som hendes skridt blev det langsommere. #Du er her endnu?# Det var ikke et spørgsmål. Nærmere en konstatering, som hun så Juniors ulveskikkelsen. Ulven var endnu det sted, hvor hun havde forladt ham. Ved portene. Over mod ham gik hun. Var han skadet, siden han endnu var her? Hun havde jo bedt ham om at tage hjem, som de havde nået slottet.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Afventende havde Junior ligget på sin plads, hvor Rhaenys havde forladt ham, hvor han denne gang agtet at gøre, hvad der var blevet ham bedt om. Siden han var blevet en del af koblet, var Junior også ved at finde sin plads igen, og hvilken lettelse det var! Rart var det på alle måder, at føle, at han endnu en gang, havde fået et sted, hvor han følte, at han kunne være hjemme, og hvilken fantastisk følelse det var!
Timerne var gået, hvor Junior denne gang havde lagt sig ned, hvor han nærmest var faldet i søvn, på den samme plads, hvor han var efterladt. Han lå lidt i skjul af skyggerne, så han ikke rigtigt lå i vejen for nogen, for det ønskede han jo heller ikke ligefrem. Det var først, da han hørte hendes stemme, at han let måtte drives tilbage til virkeligheden og ud af sin søvn. De gyldne øjne vendte han direkte mod hendes skikkelse igen. Var hun kommet tilbage? Let strækkede han den store krop, hvor han gabte. Matthews blod havde han stadig siddende i pelsen. #Jeg lovede at vente,# sagde han denne gang. Ej kunne han klandre hende for at have brugt timer derinde, for det havde vel nok været nødvendigt. Han rejste sig denne gang op. #Gik det godt?# spurgte han denne gang. Hovedet lod han søge på sned, hvor han blinkede med øjnene. Koldt var det, nu hvor han havde ventet på hende. Han slikkede sig om munden. Han var jo endnu præget af blod i ansigtet og i pelsen.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

En vis tilfredshed følte Rhaenys ved at se, at Junior havde blevet. Det var nemlig et tegn på den loyalitet, som hun forventede af ham. Den mand og ulv havde uden tvivl vokset med dagene. Han var ikke længere den mand, som hun havde konfronteret ved Den Sorte Sø. Yderst tilfreds var hun over det. Både fordi, at hun havde haft ret, og fordi, at hun havde udvidet koblet. En af hendes store opgaver. #Matthew Igleesias er i sikker forvaring hos Sephiran Acheron.# Det var punkt et. Det var vel også en lettelse for Junior at høre, at han ikke skulle frygte for Dvasias kommende konge? Spørgsmålstegn havde han ikke stillet ved hendes handling, som hun havde sprunget på blodsugeren. Dog var hun vis på, at han havde tænkt lidt af hvert. Dog håbede hun ikke på, at han havde anset hendes handling for værende gal. Han skulle nemlig stole på hende. Ej heller kunne hun finde på at gøre noget ondt imod varulvene. #Og varulvene vil blomstrer nok engang,# afsluttede hun yderst tilfredst og stolt. Hun havde sikret sin race. Det var det vigtigste for hende. Hun havde skaffet dem et større areal, og hun havde sørget for sikkerhed til dem. Andet kunne hun som leder ikke ønske. Igen gav hun sig til at lunte. Denne her gang med retningen ud af byen. #Kom med. Der er ingen grund til at udfordre skæbnen mere end hvad godt er, ved at blive og dandere den af,# lød det stilfærdigt fra hende. Risikabelt var det at blive set en i by, som ulv. Både som en varulv og som en normal ulv. Begge dele betød nemlig, at der var en stor risiko for, at man ville blive angrebet. Derfor ønskede hun blot, at de søgte hjemad. Måske hun kunne nå at finde en sø på vejen? Det ville tydeligvis gøre godt for dem begge.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hvorfor skulle Junior ikke stole på Rhaenys? Han gik ud fra at hun havde taget en beslutning af en grund, og derfor valgte han selvfølgelig at stole på hende. Han blev denne gang stående overfor hende. Hvorfor Matthew Igleeias skulle afleveres her, forstod han ikke, men han gik ud fra at Rhaenys havde en grund til at gøre dette. Han brummede svagt. #Udmærket,# endte han. Selv ønskede han mere, at manden blev slået ihjel fra starten af, da han vidste, at han var farlig.. Og nu ville komme efter ham? Junior havde jo ikke ligefrem været nogen ukendt mand på egnen, og det vidste han jo godt. Det var mere, om det var noget, som hun var klar over? #Det glæder mig,# endte han, hvor man nærmest kunne se antagelserne til et smil over hans store og massive gab. Han sænkede hovedet for hende igen. De burde nok komme videre. Det var ikke her, hvor han havde regnet med at stå som en varulv, og bare.. samtale med hende. #Vis vej, og jeg følger med,# endte han denne gang med en rolig stemme. Halen slog han denne gang let med, hvor han lod de gule øjne falde til hendes skikkelse igen. Selv hun var rød i pelsen, som han var.. Men okay, han havde også haft en vampyr siddende i sit gab! Han slikkede sig om munden igen. Smagen og farven irriterede ham og hans syn, og han kunne jo se det, og han vidste at det var der! Han brummede svagt og irriteret alene ved tanken om dette. For nu måtte det jo vente. Han skulle nok få det vasket af.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Juniors tillid glædede Rhaenys, som han ikke satte ét spørgsmålstegn ved, hvad der havde hændt. Tilfreds måtte hun uden tvivl være ved det faktum. Det at være leder betød nemlig ikke, at man krævede respekt. Det at være leder betød derimod, at folk nærede en respekt for en, fordi lederen havde bevist sit værd. Hvis en varulv skulle være uenig i dette, måtte vedkommende udfordre lederen, da man ikke blot skulle påpege sin utilfredshed, men derimod forsøge at gøre noget ved det, og derfor selv forsøge at vinde ledertitlen. Barskt var det, men selv mente hun, at varulvene gjorde det på den korrekte måde. Roligt luntede hun af sted, hvor Junior måtte holde trit med hende. Sit pelsede hvide hoved, vendte hun mod hans skikkelse, som hun hørte den irritable brummen, og dernæst blev bekræftet med den irritable grimasse. Hun forstod ham.. Hun havde det på præcist samme måde. #Vi vil stoppe op ved den nærmeste sø eller å og bade der, men ikke her.. Her i byen er vores blotte tilstedeværelse i fare fra sekund til sekund,# lød hendes stemme i hans hoved. Ikke stolede hun på byboerne. Slet ikke når de havde bevidnet optrinnet inde i byen. Derfor var det bedst at komme ud hurtigst muligt. Tempoet lod hun derfor stige, så hendes poter løb af sted over brostenene. Hvor hun dog glædede sig til at mærke jorden under kløerne igen! Byer havde aldrig sagt hende det store. Hårde veje der gjorde ondt at gå på. Kolde sten- og træhuse, som folk frivilligt valgte at spærre sig ind i. Formaliteterne der gjorde, at man ikke kunne være sig selv og fri. Det sidste var noget, som Junior havde lært nu. At det var i orden at slippe barrieren og vise sig, som man var blevet skabt, samt at man ikke behøvede at tænke over hvert og et af sine ord.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde ingen grund til at skulle nære nogen mistillid til Rhaenys. Hun havde nemlig vist sig som en god og stærk leder, som man kun måtte respektere på må og få, og selvfølgelig var det noget, som han agtet at holde fast i. Lige nu, så han bare frem til at få vasket vampyrens blod af sin pels, og særligt i ansigtet, da det virkelig kun måtte være i vejen for ham. Begrænset var det bare, hvad han kunne gøre med det lige nu, og derfor glædede han sig til, at de kunne komme herfra, så han kunne få det vasket væk! #Det vil være rart.. Du leder an,# endte han denne gang. Han selv satte farten op i løb, også selvom han stadig valgte at blive bag hende, da han slet ikke så nogen grund til at skulle udfordre hende på noget, som han ellers ikke ville få noget ud for. Han ville følge hende, da det var hende, som havde givet ham denne fantastiske og enestående mulighed for at få et nyt og bedre liv.
Folk begyndte at kigge efter dem, da de løb ned igennem byen. Det var heller ikke ofte, at man så to ulve rende igennem byens gader. Engang ville end ikke junior have fundet den stolthed i det, som han gjorde nu. Rhaenys havde jo givet ham et helt nyt liv og en helt ny chance, for at gøre noget med det liv, som han havde. En svag brummen brød hans strube, da de passerede en ældre mand, som hurtigt trak sig igen. Nuvel.. Lidt sjov, skulle man vel også have?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Selv kunne Rhaenys kun se frem til at få vasket Matthew af sig. Der var intet der stank som blodsuger! Ækelt var det, skønt det uden tvivl havde været tilfredsstillende for hende at bide ned i hans kød. Det havde selvfølgelig ikke været ligeså godt, som at slå en blodsuger ihjel, men at skade en af dem og bringe dem ulykke, havde nu altid glædet hende! Til helvedet med den race! Som hun tænkte på Matthew, tænkte hun også på blodsugerens reaktion, da Junior havde vist sig for ham. De kendte hinanden.. Noget hun måtte høre nærmere om, men ikke her. Desuden havde de tid nok til at snakke, som turen hjem var et godt stykke, og da de også skulle stoppe op for at bade. Når de engang kom hjem, ville hun uden tvivl være træt.. Det havde været en lang dag. Hun trak på smilet, som Junior brugte tiden på at skræmme folk. Noget der fik hendes spidse tænder til at vise sig, og noget som fik borgerne til at smække dørene i. Det glædede hende uden tvivl, at han havde lukket sin indre ulv ud. Han virkede langt mere harmonisk, end hvordan han førhen havde været. #Det vil snart blive langt mere acceptabelt for os at vise os steder som dette,# lød hendes stemme tilfredst. Sephiran Acheron ville gøre varulvene betydningsfulde, i forhold til alle de andre magter der blot havde set på dem som hunde. Han så derimod værdet i dem, hvor han ville acceptere dem og gøre dem til en større del af sit kommende land. Hvad havde hun derfor at beklage sig over? Ud af byen fortsatte hun, hvilket fik hende til at piske med halen af begejstring! Herude nød hun at være! Væk fra al stanken, og al den uvelkomne struktur.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne slet ikke have stanken af vampyr på sig, og nu hvor han havde Matthews blod stort set over det hele, så blev det bare ikke bedre, og han kunne slet ikke have det! Den mand kendte han jo.. De havde haft sine sammenstød i fortiden, og på grund af den familiebaggrund, som ligeledes også lå der, så var det vel heller ikke så underligt, var det? Der var en grund til at han havde været hurtig til at slå manden ud, da han havde haft muligheden for det, for det var en fortid, som han faktisk helst ikke ønskede at tænke på. Han ville faktisk overhovedet ikke tænke på det.
En dag, ville de kunne bevæge sig mere frit, end hvad de gjorde nu. Det var ikke nogen hemmelighed, at det var noget som Junior i sandhed så frem til! Ikke bare havde han været imod, at være det væsen som han var, men når der var så mange andre, som havde lige så svært ved det, så var det bare heller ikke bedre. #Når den dag kommer, har vi en grund til at være glade.# endte han. Han havde tilliden til at Rhaenys vidste, hvad hun lavede, og det var en tanke, som han trøstede sig med. Folket trak sig med det samme, som de passerede dem undervejs, og det var vel ikke underligt, at han nød den tanke? En kende for meget måske? Han satte farten lidt op, hvor han kom tættere på hende, men endnu forholdt sig bag. #Er der langt til nærmeste vandhul? Jeg har brug for at få vasket den mand af mig,# endte han. Jo før det kunne gøres, jo bedre var detuden tvivl også!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ud af byen løb de, hvor Rhaenys nød, at bystanken ikke længere sad i hendes følsomme næse, og at hun nu havde jord under poterne frem for brosten. Som frihed føltes det, og det elskede hun! Derfor havde hun ej heller bedt Sephiran om et palads, men derimod en skov. En skov, hvor man kunne dyrke friheden. #Altid har vi en grund til at være glade. Glem aldrig det, Junior. Nu får vi blot en grund til at være endnu gladere,# formanede hun ham roligt om. De negative tanker skulle han lægge bag sig. Glad skulle han selvfølgelig ikke være hver dag, men næsten hver dag skulle han da være det. Ellers var livet ikke det værd. Blikket havde hun frem for sig. Alene var de nu i den sene nat. På vej efter et sted at bade og på vej hjem. Hovedet løftede hun en anelse højere, så hun kunne sniffe i mørket. Den friske dunst fyldte hendes næsebor. #Der er vand om cirka en kilometer,# endte hun med at sige. #Hvis jeg husker korrekt, er det en bæk der ligger forud.# Benene lod hun strækkes, som hun løb hen over jorden. Det var uden tvivl rart at få strakt alle musklerne godt igennem. Derudover havde det heller ikke været helt ved siden af med en slåskamp mod en blodsuger, som hun havde vundet, så alt i alt havde det vel været en ganske god dag? Selv tænkte hun i hvert fald, at det var yderst velfortjent, når hun engang kom hjem og lagde sig til køjs. Måske efter et velfortjent krus mjød? Hun kunne nemlig ikke krybe direkte til køjs, som hun var nødt til at fortælle varulvene, hvad hun havde af nyheder. Dette ville nemlig omhandle dem i ligeså stor en grad, som det ville omhandle hende.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At komme væk fra by, støj, lys og larm, var noget som uden tvivl behagede Junior rigtig meget. Man kunne vel sige, at han var begyndt at nyde det liv, som han havde fået, betydeligt mere og bedre, end hvad han havde gjort med sit forrige? Han nød det, og han elskede det, og det alene, kunne han heller ikke sige, eller gøre noget ved, og ikke havde han tænkt sig, at gøre noget ved det. Han elskede det.. Elskede at have et sted, som han kunne kalde for sit hjem, omkring folk, som han kunne kalde for sin nye familie. Det var uden tvivl det skub i en retning, som han havde haft brug for, for at kunne acceptere sit eget liv betydeligt bedre, end hvad han havde gjort hidtil, og det var noget, som han selv stod fast ved i den anden ende. #Det bliver nemmere og nemmere for mig,# fortalte han sandfærdigt. Negativ, havde han måske været længe, men der blev også mindre og mindre af det nu, og det var noget, som han faktisk også godt kunne lide.
En kilometer til vand? Han glædede sig uden tvivl til at få vasket den vampyr af sig! Han brummede let. Det ville ikke tage dem særlig lang tid at komme dertil, så hurtigt som de kunne løbe, og det var noget, som han egentlig også havde det ganske fint med. Han sprang i fuld firspring efter hende. #Jeg glæder mig til at få vasket den død af mig.# Han brummede svagt. Bare at kunne dufte det, var ham et kæmpe irritationsmoment! Aldrig havde han hadet vampyrer, som han gjorde det lige i øjeblikket, og det kunne uden tvivl godt mærkes og føles i ham nu. Han blev mere og mere ulv.. Og det var alt sammen noget, som han kun kunne takke hende for. Herude var der ingen. Han fortsatte lige efter hende. Hans retmæssige leder.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

#Det glæder mig,# lød Rhaenys’ stemme ærligt. #..Og det er til at mærke,# valgte hun at tilføje. Ros var vigtigt når det var fortjent, og det stod hun fast på. Det var nemlig et positivt pejlemærke der viste, at man var på den rette vej. Noget Junior bestemt var på. Han gjorde det godt. Det havde han faktisk allerede gjort fra dag et. Hans udvikling var positiv, og det var sådan det skulle være med enhver varulv. Faktisk var han en mulig inspiration, hvis hun en dag skulle værge en varulv der havde det svært med, hvad han eller hun var. Hun kunne tage Junior med på turen. Lade ham forklare, hvordan hans egen situation havde været, og hvordan den var nu. Tilfredst smilede hun over sig selv. Det var en god plan. Afsted løb hun, hvor hun til sidst kunne se bækken i horisonten. Hun kunne endda høre dens blide rislen i sine ører. I dens retning løb hun, hvor de kom tættere og tættere på. Synderligt bred var den ikke, men bred nok til, at den kunne være nogenlunde dyb. Derudover var den lang.. men det var ikke just en funktion, som de skulle drage nytte af. #Her kan vi vaske os,# sagde hun. Som hun var halvtreds meter fra bækken, påbegyndte hun allerede hendes forvandling. Noget Junior formentligt ikke var habil nok til endnu. Pelsen skrantede ind og blev til solbrun hud i stedet. En gyldenbrun manke begyndte at falde fra hendes hoved, og hendes krop blev til en adræt kvindes. Som hun skiftede i løb, løb hun fortsat splitternøgen i sin menneskeskikkelse. Den lod hun fortsætte helt ud i bækken, som hun ikke tog bestik af, om vandet var koldt eller varmt. Hårene måtte dog rejse på sig, som vand sprøjtede i alle retninger, som hendes fødder brød med overfladen. Smilet trak hun på, som hun tilpas stoppede op.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Stolt var Junior uden tvivl over Rhaenys' ord omkring ham, da han ønskede, at hun skulle være tilfreds med, hvad han udrettede for koblet. Både personligt, men også i det sammenhold som var en del af det, og det var det, som han egentlig også havde det ganske fint med i den anden ende. Indvendig måtte han smile. Han var også faldet godt til, og derfor gjorde han dette, fordi at han oprigtigt følte, at det var ham som gjorde det rigtigt, og at han gjorde ret i at følge hende, og det jo egentlig var noget, som han havde det ganske fint med, alt taget i betragtning. #Det glæder mig.. Oprigtigt, at høre,# sagde han. Måske at han en dag, var stærk nok til at vinde armbrydning, så han ikke konstant var den, som stod med vasketjansen? Det havde bestemt ikke været en god første aften, men det som han havde fået ud af det, var det, som han var mest glad for, hvis han selv skulle sige det.
Vandet var i det fjerne, hvilket var noget som passede Junior helt fint! At hun startede med at forvandle sig, var efterhånden et syn, som man kunne sige, at han var vant til. Det var endnu højest mærkværdigt, at en kvinde bare viste sig på den måde, men hvad pokker.. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det nu. Han rystede det ud af hovedet. Hun sprang nøgen i.. Han nåede derhen i pels, hvor han selv vilkårligt satte alle fire i, i fuld spring, og sprang direkte i vandet. Vandet var koldt.. Iskoldt, men alt for at få den blodsuger af sig! Duft og blod.. Alt! I takt med at hans egen krop blev kølet mere ned, var han i stand til at forvandle sig. Den høje og bredskuldrede mand viste sig.. En kende bleg og med et intenst blik. Han sukkede næsten lettet, og begyndte at vaske sig. Alt af blod og duft, skulle af, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Glad var Rhaenys for, at han tog komplimenten personligt til sig. I så fald havde det også været korrekt af hende at give ham den. En opmærksom leder ville hun gerne selv anse sig for at være, og det følte hun selv at hun beviste, at hun var, når hun sagde ting som disse til sit kobbel. Ligeglad var hun nemlig bestemt ikke, og det var derfor ikke et sådant billede de skulle have af hende. Ud i vandet søgte hun, hvor vandet nåede til et punkt omkring hendes liv. Det var uden tvivl til at stille sig tilfreds med. En lav kvinde var hun dog, og derfor måtte vandstanden være det lavere for Juniors vedkommende. Det tog hun sig dog ikke af. Her kunne de vaske sig, og endda tage et par svømmetag, hvis det kom dertil. Ikke kiggede hun på ham, som han selv sprang i og blev til en nøgen mand. Igen interesserede det hende nemlig ikke, før hun skulle interessere sig for det. Munden lukkede hun, inden hun sank ned i knæ, så hun kunne få dyppet hele hovedet. Allerede under vandet kørte hun hænderne over hovedet, inden hun brød overfladen og gjorde nøjagtigt det samme igen. Tungt blev hendes lange gyldne manke, samt helt glat. Vand drev ned ad hende, så det dryppede fra hendes hage, gjorde hendes barm strittende og hendes krop glinsende. Det var uden tvivl forfriskende! Først nu vendte hun de brune øjne i Juniors retning. ”Du blev genkendt i New Dale,” konstaterede hun. ”Hvorfor?” spurgte hun direkte. Hun ville vide, hvad Juniors og Matthews link var til hinanden. Selv skulle hun nemlig vide, om det var noget, som hun burde gøre sig tanker om, og ikke var det op til Junior at komme med den vurdering. Hun skulle nok selv drage en konklusion.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Vilkårligt var Junior sprunget i vandet, hvor han fik muligheden for at vaske sig. Alt i alt, var det nemlig noget af det, som vægtede ham selv den største betydning lige nu: At få vasket den vampyr og alt det blod af sig. Særligt fordi at det var dødt og koldt.. Og slet ikke noget, som nogen varulv i det hele taget, burde have på sig! Koldt som vandet nu måtte være, så fandt han også den formentlige styrke til at skifte form, og derfor endte han også med at stå der i sin menneskelige skikkelse, hvor han denne gang kunne føre en ganske normal samtale med hende. Han kastede vandet op i hovedet. "Jeg blev genkendt, ja," sagde han denne gang. Igen, var han jo ikke rigtigt et ukendt ansigt eller navn for den sags skyld, men det var han vel mere for hende, end hvad han havde været for så mange andre? Han trak vejret dybt. "Den mand har været tæt på min familie mere end en gang før. Jeg er ikke en ukendt mand, Rhaenys.. Selvom jeg ville ønske, at jeg til tider, kunne være det," sagde han denne gang. Han lod hænderne falde, og vendte sig denne gang mod hende. Så smuk en kvinde.. Smuk en leder, og han kunne ikke undgå at bide sig fast i. Han trak vejret dybt. Han var jo en forhenværende konge af Procias.. en tid af hans liv, som han jo egentlig ønskede at se bort fra igen, da det ikke just var noget, som gjorde ham stolt eller noget, som bare måtte minde om det. Overhovedet faktisk. Han hadede den del af sit liv. "Men det er ikke vigtigt.. Han genkendte mig, men vil ikke få muligheden for at gøre noget ved det nu," afsluttede han med en rolig stemme. Han ville faktisk ikke rigtigt snakke om det i hvert fald.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Rensende føltes vandet helt imod Rhaenys’ krop, hvilket var fabelagtigt! Yderst tilfredst bøjede hun en anelse i knæene igen, så vandet denne her gang gik hende til skuldrene. Ikke fordi, at hun var genert, for det var ved gud det sidste hun var! Hun gjorde det nærmere fordi, at hun nød at føle sig omgivet af al det vand ovenpå nattens udfoldelser. Opmærksomt lyttede hun alt imens til, hvad Junior fortalte hende.. eller nærmere manglen på samme. Han havde tidligere sagt således, og det havde hun accepteret.. Nu var problemet desværre bare blevet det, at hun snart følte, at det var nødvendigt, at hun hørte mere omkring ham. ”Vi er ikke længere fremmede for hinanden, Junior,” begyndte hun roligt. Blikket tog hun ej fra ham. Hun holdt det på hans ansigt. ”Jeg håber, at det nu er blevet klart for dig, at jeg kun ønsker det bedste for vores slags.. og når jeg siger det, mener jeg dig ligeså.” Det forstod han vel efterhånden.. Gjorde han ikke? ”Jeg kunne fornemme allerede den første gang vi sås, at der var noget i dig som rumsterede.. og i nat har kun bekræftet min anelse.” Igen rettede hun sig op i vandet, så det drev ned af hende og gik hende til livet. ”Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre før jeg ved, hvad jeg arbejder med. Ej heller kan jeg beskytte mit kobbel, hvis det kommer dertil.” Hendes hoved faldt en kende på sned. ”Løft byrden fra dine skuldrer og del den med mig,” opfordrede hun ham, hvor hun håbede på, at han ville vise hende den tillid, og give hende svaret. Det var nemlig ikke kun ham længere. Nu var der også hende og et helt kobbel, som han skulle nære respekt for.. Derudover håbede hun på, at han vidste, at hun kun ønskede ham det bedste.