Meeting the family

[Valandil Romain Ancalimë]

Lidiya Naruneth Ancalimë

---

Det var en tidlig morgen i Maerimydra. Valandil havde fået lov til at søge ud for at vaske sig i vandløbet, som løb lige ved siden af den mørkelviske landsby. Han var endnu præget af vreden, som han følte i krop og sind, efter Jarniqas behandling af ham, selvom der nu ikke var noget, som han kunne gøre ved det af den grund. Ikke et smil havde vist sig på hans læber siden.. Ikke så meget som et glimt i øjet.. Ingenting. Alt dette havde været væk siden han var blevet tvunget i knæ af en halv mørkelvisk kvinde.. en beskidt kvinde, som sågar havde tvunget ham til ting, som han slet ikke brød sig om!
Endnu var det stille i Maerimydra, hvilket passede Valandil fint. Nu hvor han var bundet til Jarniqa, var han bare nødt til at blive her. Ikke kunne han stikke af, uden at det ville koste ham dyrt. Han slog de tanker ud af hovedet, da han denne gang stoppede op ved vandløbet. Han sukkede svagt, hvorefter han faldt på knæ ved bredden. Han fjernede den mørke form for skjorte han havde på, så han sad i bar overkrop. Han formede hænderne som en skål, hvor han sænkede det under vand, og kastede det op i hovedet. Så kunne det være, at han - igen, igen, kunne vaske lidt af den vrede og foragt væk, som han dagligt var præget af. Det var hårdt. Han hadede jo mildest talt at være der!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Nok var det tidligt, men for Lidiya var det sent. Hun havde haft nattevagten som bueskytte for at beskytte området fra mulige indtrængere. Men det havde været en rolig nat, som de fleste, for de færreste turde at gå så langt ind i skoven. Det skete kun, hvis folk var faret vild. Eller hvis der var nogle, der syntes de havde et ærinde hos mørkelverne, skønt de oftest tog fejl og måtte blive sent bort i skuffelse. Hun var derfor nu egentligt på vej hjem i seng, da en skikkelse fangede hendes blik. Denne mørkelver havde hun aldrig set før. Var det mon Jarniqas slave? Alle rygterne lød jo på, at Jarniqa havde krævet en slave og haft ham med hertil, men ej havde remedierne til at styre ham. Det havde været til stor fornøjelse for Lidiya og hendes veninder. Dog var Lidiya efterhånden vænnet til tanken om, at Jarniqa skulle have en fair chance for at bevise sit værd. Men hvis hun ikke klarede det, så måtte hun også acceptere sit nederlag og tage herfra igen. Hun betragtede ham indgående. Et kort øjeblik mindede han hende om hendes far, men det kunne da ikke passe. Det måtte være indbildning. Hun hævede et let bryn og søgte hen mod ham. Er du blevet væk fra din ejer? endte hun spørgende og måtte kort le.

[Valandil Romain Ancalimë]

Under normale omstændigheder, skulle Jarniqa følge Valandil hertil.. nærmest lægge ham i bånd, reb og lænker, men det var end ikke noget som Valandil ville finde sig i. Igennem så mange år, havde han vist sig, at være en fri og værdig mørkelver, og han havde svært ved at lade dette glide fra sig, om han ellers kunne blive fri for dette! Han kastede derfor vandet direkte op i ansigtet, for at vaske noget af den indebrændte vrede af sig. Han forsøgte da om ikke andet.
Stemmen som lød, fik ham til at hæve blikket endnu en gang. Ikke nok med, at han skulle have Jarniqa at slås med, så skule han til at bøvle med alt mulig andet nu? Det irriterede ham da kun endnu mere! "Til din orientering, så er jeg nok bedre kendt på egnen her, end hvad hun er," endte han. Han tog fat om sine klæder, inden han denne gang rejste sig op. Det lyse hår, lagde sig igen over ryg og skuldre, hvor han vendte de grønne øjne direkte, fast og intenst mod denne kvinde. Ikke den måde, han under de normale mandlige omstændigheder, ville omtale en mørkelvisk kvinde, men denne gang var det svært, ikke at gøre dette. Langsomt måtte han lade hovedet søge på sned. Ikke kendte han hende.. Ikke kendte han til nogen på egnen her, end dem som han var introduceret til. "De er tidligt oppe.. eller er på vej hjem," konkluderede han denne gang. Gad vide hvem hun var?

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya havde hørt fra rygterne, at Jarniqa's slave var noget besynderlig. Han var ikke den typiske underdanige mand, der underlagde sig hendes mindste ord og lov. Både fordi, at hun ikke kunne kontrollere ham, men ligeså meget forbi, at han var vant til at være fri. Det lød helt skørt i hendes ører, men det kunne vel ske, at en mand flygtede fra flokken og skabte sig et liv? Ikke at hun bifaldt det, for sådan gjorde man ikke på disse kanter! Hun kneb øjnene sammen. "Var din mund, slave," endte hun lettere sammenbidt. Hun gad slet ikke høre på hans tone, for den faldt hende slet ikke i smag. Han skulle bestemt ikke tale sådan til hende! Hun havde snakket med Jarniqa og tøsen havde virkelig et gåpåmod, det måtte hun give hende. Men om ikke andet, så var hun stadigvæk skeptisk for om hun ville klare det og blive accepteret som mørkelver. "På vej hjem. Jeg har haft nattevagt," endte hun. Han ville udmærket vide, hvad hun hentydede til. Skoven var overvåget og bevogtet alle døgnets timer af bueskytter, der skulle beskytte resten af flokken og hun var én af dem, der var med til at beskytte alle. Ligeså hjalp hun også til med at gå på jagt. Hun lod hovedet søge på sned. "Hvem er du?" endte hun så. Hun blev nødt til at finde ud af, hvem hun stod overfor.

[Valandil Romain Ancalimë]

At stå ansigt til ansigt med endnu en kvindelig mørkelver, var uden tvivl noget som kun pissede Valandil mere af, for hun skulle bare blande sig udenom! Han var her uden tvivl ikke af sin frie vilje, og dette var noget som kun irriterede ham frygtelig, frygtelig voldsomt! Ikke at han kunne, og ikke havde han tænkt sig, at lægge det mindste skjul på det. Hans blik gled fast direkte i hendes retning. "Du bestemmer ikke over mig," fastholdt han med en ganske kortfattet stemme.
Valandil valgte denne gang at rejse sig op, så han kunne vende sig med fronten mod denne kvinde. Ikke var han bange for hende, som han heller ikke var bange for Jarniqa. Desuden vidste han.. jo mere modvillig han kunne være i en stund som denne. Og nu ville kvinden ovenikøbet have hans navn? "Du ligner mig også en, som kunne bruge en skønhedssøvn," bed han nærmest af hende. Han himlede kort med øjnene og rettede sig op. Hænderne lod han denne gang falde ned langs hans egen krop. Men vel.. Hvis hun absolut ønskede at vide det.. "Mit navn er Valandil Romain Ancalimë. Hvis du absolut skal vide det," afsluttede han denne gang med en kortfattet stemme. Hvorfor ønskede hun at vide det? Det ville jo ingen forskel gøre i den anden ende uanset.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya himlede med øjnene over denne elvers opførsel. Nok havde han været fri i mange år, men det var han ikke længere. Her på egnen skulle mænd respektere deres kvinder - alle kvinder - ellers så vankede der. Hun løftede let et bryn og grinte hånligt af ham. "Det er vi to om at bestemme," svarede hun ham direkte. Når Jarniqa ikke kunne styre ham, så blev han jo nødt til at blive bestemt over af andre. Hun slog armene over kors og kneb øjnene sammen mod ham. Han var virkelig fræk sådan at tro, at hun ville lade ham tale sådan til hende! "Og du ligner en, der skulle have en omgang tæsk og lære sin plads," endte hun advarende. Hun skulle ikke være bange for at sætte en pil i hans skulder, så han ikke kunne komme til at skyde med bue og pil nogensinde igen, fordi han ville være permanent skadet, så han skulle virkelig passe på. Hun missede aldrig. Hans ord fik hende dog til at blegne. Det navn havde hun hørt utallige gange i løbet af sin barndom. Den ukendte storebror, hun aldrig havde mødt og som hun aldrig havde troet, hun skulle møde. Men en, som hendes far havde fortalt en masse om. Ja... altså, indtil hun havde slået ham ihjel som sin endelige test for at blive fuldbyrdet mørkelvisk kvinde. Burde hun præsentere sig? Mærke hans reaktion? "Lidiya Naruneth Ancalimë," endte hun til ham.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var uden tvivl mærket og præget af det frie liv, som han havde haft igennem alle de år, som havde passeret. Selvfølgelig var han det. Han lod hovedet søge på sned denne gang. Hun kunne true ham alt hvad hun ville, og han ville være ligeglad med det. Han var i forvejen så vant til det. Mere ned bare vant til det. Han kneb øjnene kraftigt sammen. "Så er det jo godt, at du ingen råderet har over mig," modargumenterede han. I forvejen, var det svært for ham, at acceptere, at han endnu en gang skulle være tilbage i Maerimydra. Han hadede virkelig det sted! Det sted, som igennem alle de år, havde gjort ham ondt.
Trusler med tæsk og andet, gjorde det ikke just en nyhed, for han hørte det stort set dagligt fra Jarniqas læber i den her tid. Hun blev kun mere og mere mørk, og det vakte ham kun en større og større frustration, for hver dag, som måtte gå.

Hendes ord, slog ham som en direkte lussing, hvor den vrede mine, endte ud i en mere.. chokeret. Han blev nærmest tom i blikket. Ancalimë? Hans navn? Var hun..? Hans blik gled hurtigt den anden vej i stedet for. Nej.. Han havde kun haft en broder, som ligesom ham, var blevet smidt ud hjemmefra i en alt for tidlig alder. Han rettede sig op. "En søster.." Det var det eneste, som det kunne være. Fantastisk! Han rystede kort på hovedet, inden han atter vendte blikket mod hende igen. De grønne øjne fandt hendes blik med det samme. HAn vidste slet ikke, hvad han skulle sige.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya var en stolt kvinde og uanset om hun måske havde råderet eller ej over ham, så kunne hun da godt give ham et klap eller to for dårlige opførsel, for han skulle lære respekten for det kvindelige køn at kende igen. Han måtte jo være herfra, siden han var mørkelver og havde levet et frit liv. Hun grinte bare. "Måske ikke... Men derfor kan jeg godt give dig en flad alligevel," endte hun sigende. Pilen var måske drastisk og Jarniqa ville ikke blive tilfreds, så det måtte hun hellere lade vær med, hvis hun ville bibeholde en plads som bueskytte og beskytter her i byen.

At femøren faldt med det samme, det kunne Lidiya tydeligt se. Det var nok svært for ham at forstå. Især fordi, at deres forældre havde været velsignet med en pige siden Maidhion, men det først var gået i opfyldelse for dem nu. Hun nikkede til ham. Nok lignede de ikke hinanden, men han lignede i hvert fald deres far. Så havde hun haft ret! "Så sandt... Du ligner far," endte hun sigende. Den far, som ej var her mere. Mon det ville gøre Valandil ked af det? Hun nærmede sig ham, denne gang mere stille. De var jo trods alt familie, selvom begge hendes ældre brødre var blevet smidt ud i sin tid, før hun overhovedet var blevet født. "Tænk, at det skulle tage 2 fejltagelser for at mor kunne få mig... Men så igen, 3. gang er lykkens gang, ikke?" endte hun hånligt.

[Valandil Romain Ancalimë]

At blive truet med tæsk og lignende, var efterhånden bare en hverdag for Valandil, og derfor tog han det ikke særlig tungt. Desuden havde han sine personlige grunde til at skulle hade Maerimydra, for aldrig havde han fået noget som helst ud af det. Overhovedet faktisk! Næverne knyttede han derfor kraftigt. "Så giv mig dem, hvis du vil få det bedre ved det," sagde han blot. I forvejen var han da vant til at ingen længere tog sig af ham.

Nu hvor han vidste, at han stod overfor sin egen søster, vidste han slet ikke hvordan han skulle tage tingene. At de havde forsøgt igen, efter hans tid, kom et sted heller ikke bag på ham. Han kneb øjnene fast sammen, hvor han denne gang vendte blikket en anden vej. Han lignede sin far? Han vidste ikke, om han skulle være stolt over det, eller hvad han skulle. "Er det en god eller en skidt ting?" spurgte han denne gang. Han så mod hende igen.
Valandil rettede sig op. Næverne knyttet.. Kun fordi, at han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre. En 3. gang, var måske lykkens gang.. Tillykke til dem? Hvad skulle han da ellers sige? "Skal jeg sige tillykke med titlen, som barnet af moders drømme?" spurgte han denne gang. Ingen respekt var der for familie.. Og det ville aldrig ændre sig. De havde jo smidt ham ud!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya kunne godt mærke på Valandil, at det ikke gjorde nogen forskel på ham at blive truet. Det irriterede hende faktisk, for normalvis veg mændene jo for en trussel alene, fordi de gerne ville undgå at blive tæsket. Hun trak så bare på skuldrene og gjorde det til, at det ikke ville få hende til at få det bedre. Det ville det jo heller ikke, men fornøjelsen gik hun nu alligevel glip af, når han skulle være så stædig. Hun nærmede sig ham og stoppede op foran ham. Jo, han havde også træk fra deres moder, skønt hun lignede deres mor mest. Borset fra håret selvfølgelig. Rødt og kruset, slet ingen sammenligning med Valandil. Men deres moder havde dog lettere krøllet hår, så helt fremmede steder stammede formen jo ikke fra. Hun trak på skuldrene. "Det må du bestemme... Det er dig, der tager efter en død mand," endte hun sigende. Hun sagde det for at såre ham, for hun kunne forestille sig, at han havde set noget bedre på deres far end deres mor, eftersom hun jo havde domineret det hele. Hun rullede med øjnene. Næh, det behøvede han som sådan ikke, men det irriterede ham vel et sted? At han havde været en fejl og nu var hun den, der levede op til deres moders håb og forventninger?

[Valandil Romain Ancalimë]

At stå ansigt til ansigt med en søster, var ærlig talt noget af det sidste, som Valandil havde regnet med, at stå ansigt til ansigt med. Han knyttede næverne denne gang. Ikke fordi at han havde lyst til at slå hende.. Og så alligevel. Han brød sig ikke om trusler, selvom han nok ikke reagerede som den typiske mørkelviske mand. Man skulle tage hans liv, om det skulle bringe ham nogen former for ro.
"Om han var død eller levende, gør ingen forskel.." Han bed tænderne svagt sammen. En død mand? Han var altså død? Et sted kom det ikke bag på ham, og et sted gjorde det ondt. Han vendte denne gang blikket en smule væk. Han blev fyldt med en vrede.. Det var nok det, som gled igen i familien: Et voldsomt temperament. Hans blik faldt mod hendes skikkelse igen. "Du slog ham vel ihjel?" endte han denne gang, hvor han igen blev stånede fuldkommen stille. Hvad skulle han sige? Han kunne jo uanset intet gøre. "Og jeg som troede, at de gamle opgav efter mig.. To drenge, var meget for vores kære moder," tilføjede han tydeligt hånende og nedgørende. Han havde virkelig ikke meget til overs for hans familie.. eller mørkelverne i det hele taget!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya havde aldrig troet, at hun skulle stå overfor sin bror. Han var blevet smidt ud for mange år siden, før hendes fødsel, såvel som deres fælles storebror. Og ikke havde familien set ham siden, hvilket de vel nok havde været glade for i længden? Hun fandt det selv underligt at stå her. Tanken hun dog fandt sjov var, at Jarniqa havde taget ham som slave. Af alle mørkelviske mænd, så ham. Men okay, så mange mænd rendte der jo heller ikke rundt ude i den store vide verden, for de fleste var jo her, såvel som de fleste mørkelviske kvinder. Hun lod hovedet søge på sned. Gjorde det ingen forskel? Det måtte bare være noget han sagde, for hun kunne huske hans far tale om sine sønner som noget, han havde haft kært og som hendes moder havde taget bort. Indtil hun så bare havde gjort en ende på, at der skulle være flere i deres søskendeflok, ved at lade ham være hendes endelige prøve. "Måske ikke," endte hun. Nok følte han vreden, men han skulle passe på med at hidse sig op, for hun bare det samme temperament. Det stemte vel godt overens med det røde hår. "Ja, det gjorde jeg. Han var min eksamensklud," endte hun og trak hånligt på smilebåndet ved sine ord. Syntes selv, det var et fremragende ordvalg. Hun fnøs. For meget? Næh, for uduelige nærmere. "Pas på hvad du siger... Du kan komme under mors pisk endnu engang," endte hun bestemt. En moder havde altid mere ret over sine sønner end en slaveejer havde vel?

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var blevet smidt ud, på baggrund af sit køn.. Foragtet, fordi at han var en mand, og havde derfor aldrig følt den glæde, og den omsorg, som Lidiya tilsyneladende havde været udsat for. Om han var misundelig? Han vidste ikke rigtigt, hvordan det forholdt sig, og han vidste det jo godt. Hun havde taget deres faders liv.. selvfølgelig. Deres moder måtte jo være storslået tilfreds med, hvad hun havde fået ud af det denne gang.
Valandil vendte blikket bort. Var det underligt, at han foragtede det samfund, som de var en del af? Man kunne jo kun se, hvordan det ødelagde det hele, og hvor grotesk tingene egentlig blev!
Lysten til at slå hende, blev kun mere og mere tydelig, og ikke kunne Valandil lægge skjul på, hvor brændende et behov og ønske, det var efterhånden. Han kneb øjnene sammen. "Lige så grotesk som vores kære moder.. Hvad vil du gøre ved mig nu? Slå mig? Tvinge mig hjem, så jeg denne kan kan piskes, som dengang jeg var lille? Jeg er ikke bange for dig.. og jeg er særligt heller ikke bange for hende." Bare tanken om det, var noget, som gjorde ham vred og forarget.. Han ville slet ikke have noget som helst med det her samfund at gøre! Kunne han komme fra det, ville han have gjort det, for mange år siden! De kunne bare komme an.. De vidste ikke, hvad hans liv alene havde givet ham, og de ville meget hurtigt blive overrasket over det!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya så på ham med et hånligt smil. Han var foragtet, ja, mest fordi han som barn slet ikke havde kendt sin plads. Og nu gjorde han heller ikke. Hvad fejlede han overhovedet? Han måtte bære præg af det sind som deres far havde haft, for deres far havde vist altid inderst inde været lidt af en oprører, skønt han havde holdt sig i baggrunden på grund af deres mor, der også var noget af en strid dame. Selv smilede hun skævt, da Valandil så bort. Svag viste det hende kun, at han var. "Skønt det ville gøre min morgen bedre, så vil jeg ikke give dig den tilfredsstillelse... Jeg tror du ønsker at blive slået og pisket, blot for at kunne bevise, at det ikke går dig på... Eller lade som om, det ikke går dig på," svarede hun hånligt. Hun trådte hen til ham. Hvis det ikke var fordi, at hun vidste, at hun ville få Jarniqa på nakken om hun skulle bestå alle sine test og finde ud af, at hun havde rørt hendes slave. Så ville hun have sat ham på plads lige nu og her. I stedet, så tog hun ham bare nærmere i blik og kiggede indgående på hans ansigt. Jo, han lignede kun far mere og mere...

[Valandil Romain Ancalimë]

At høre at han lignede deres far, var en tanke, som Valandil kun var glad for. Han havde været en stolt søn af den mand, og han vidste, at hans far ligeledes havde været stolt. En familie med mandlige oprørere kunne man vel godt kalde dem, og det havde han det mere end fint med lige nu! Han vendte blikket direkte mod hende, da hun denne gang kom tættere på ham. Ikke fordi at han ville det. Han brød sig faktisk slet ikke om, at have hende så tæt på sig. Et kort smil passerede hans læber. "Det ville du elske at se, ikke sandt?" spurgte han denne gang med et tydeligt morende smil på læben.
Valandil var vant til truslerne. Jarniqa skænkede ham dem jo dagligt i den her tid, så det var jo ikke ligefrem nogen nyhed. Han lod hovedet søge en kende på sned igen. Hvem ønskede da at blive slået og pisket? Det gjorde han i hvert fald ikke. "Du skulle bare vide, hvad der er at finde på den anden side af Maerimydras grænse, kære lillesøster.." Han havde ting at sammenligne med. Han havde følt sig anerkendt.. tildels om ikke andet, og ikke bare som en sølle slave. Han var træt af, at blive behandlet efter det, kun fordi at han var en mand! "Så hvad så nu..? Vil du slå mig?" spurgte han hånende og nedladende atter en gang.