Meeting the family

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Der var måske nogle tanker i Lidiya, der dukkede op, som Valandil mindede hende om deres far. Det havde faktisk været svært for hende at slå ham ihjel, men hun havde været nødt til det. I dag levede hun på, at kun han var den, der kunne have givet hende den styrke hun besad. Både magisk og med sine evner for at være bueskytte, som familien vist havde fra ham og ej fra deres moder. Deres moder var bedre til at have et sværd i hånden, af hvad hun vidste. Hun nikkede. "Hvis Jarniqa består sin træning, så kan jeg kun håbe, at hun vil udstille dig," endte hun nedgørende. Det måtte da være frygteligt for en fri mand som ham at blive fanget endnu engang? Gjort til grin ved at blive slæbt tilbage til hans fødeby for at være slave. Noget, som han vel ikke havde været ude i den store vide verden? "Nej tak, brormand," afviste hun ham. Hun ville ikke vise ham, at hun rent faktisk var bange for hvad der gemte sig derude. Det var så ukendt og farligt, når man var vant til trygheden i Maerimydra. Hun rystede på hovedet. Nej, det ville hun ikke, for det ville nok gøre ham mere tilfreds end det ville hende. "... Du må føle dig som en stor verdensmand, sådan at have været fri derude... Tænk, at en varyl skulle lænke dig," endte hun og grinte direkte af ham. Grinte ham op i hans åbne ansigt.

[Valandil Romain Ancalimë]

Det var pinligt og nedgørende for Valandil at erkende, at han var blevet slået på hjemmebane, og særligt, når det var på denne her måde. Det var en tanke, som rent faktisk gjorde ham vred og ked af det. Han havde set den anden verden derude.. Set hvad andet der var at opleve, og deres broder havde gjort det samme, da han havde lidt den samme skæbne som Valandil selv. En ting måtte man give dem: Naturen havde aldrig formået at tage deres liv. "Udstille mig? Det tror jeg ærlig talt ikke, hun ved hvordan man gør," sagde Valandil direkte. Det kunne godt være, at det var at nedgøre sin Dominae, men havde hun fortjent andet, med den behandling hun havde underlagt ham?
Lidiya ønskede at slå ham. Han var ikke i tvivl om, at det var, hvad hun gerne ville, og ærligt, så var det slet ikke noget, som han sagde noget til. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen denne gang. Han brød sig slet ikke om denne kvinde! Hun mindede ham alt for meget, om deres moder, og den kvinde, var bestemt heller ikke meget at råbe hurra for.
"Du ønsker at nedgøre mig.. Du kender ikke verdenen derude.. du har ikke set, hvad jeg har set.. oplevet, hvad jeg har oplevet," afviste han hårdt. Han knyttede næverne svagt. Hun kunne bare lige vove på at gå igang!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya så på Valandil og rullede med øjnene. I hendes øjne, var det da svagt at blive fanget af en varyl. Men igen, mændene i familien havde jo ry for at drømme stort og falde langt. Han havde været ude i den store verden og var så endt her tilbage. Det sagde da også noget om ham? Hun syntes i hvert fald, at det var sjovt. Og noget, som hun ville håne ham med fremadrettet. "Ikke endnu," endte hun med et smørret smil. Hun havde næsten lyst til at hjælpe Jarniqa med det, bare for at kunne udsætte Valandil for det.
Hun knyttede næverne. Ja, selvfølgelig ønskede hun at nedgøre ham, for han var alt for kæphøj! "Nej og heldigvis for det. For det har jo ikke engang gjort dig stærkere," endte hun og grinte. Hun fnøs.
"Smut du hellere hjem til din lille prinsesse," endte hun bare og vendte om på hælen hvor hun bare gik uden at se sig tilbage. Hvis han prøvede på noget, så skulle hun nok slå fra sig.

//Out.

[Valandil Romain Ancalimë]

Hvilket fantastisk møde med sin kære lillesøster. Valandil havde faktisk håbet på, at han ville kunne slippe for, nogensinde at stå i denne situation igen, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes lige i øjeblikket. Han kneb øjnene kraftigt sammen. Hun var grotesk.. Ligesom deres moder var! Igen, hvad havde han kunne forvente af det? Hun havde jo intet andet på opleveren, end hvad Maerimydra, kunne give hende. "Jeg tvivler på, at hun nogensinde vil lære det," fastholdt han. At han i øjeblikket stod og svinede sin Dominae til, overfor en anden kvinde, var han i princippet ligeglad med.
Dette møde var slut.. Han pissede hende af som omvendt. Problemet var jo bare, at han ikke var bange for at give igen, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det. Han fnøs svagt. "Du ved ikke hvad jeg har oplevet," afviste han kort for hovedet, da hun denne gang, valgte at vende om og søgte bort. Han blev ved vandet for n.. Atter en gang, for at køle sig ned, kastede han vandet op mod hovedet, inden han denne gang søgte bort og mod hytten, som de var blevet skænket. Det var nok det sidste, som han havde regnet med, at møde på stedet her.

//Out