Only one place left..

[Deleted]

Acacia De Lochèr Dex

Decant stolede ikke på nogen... Denne verden havde været for grusom i dets design af hans tilværelse, til at han kunne stole på et andet sansende væsen. Og således holdte han sig oftest for sig selv. Skikkelsen af en mand med hvidt hår, der fra tid til anden, blev set vandre i vildmarken. Hvad han var, var hvad han troede han var. Og for det meste, troede han at han var alene. Således syntes det i hvert fald. Som han nat efter nat, sad med ryggen mod stammen af et råddent træ. Uden et bål, da flammerne ville tiltrække hvad han ikke ønskede. Og da han alligevel ikke skulle tilberede sin mad. Men i stedet sætte tænderne i råt kød af et lille pattedyr, som var han selv et dyr. En ulv, som mange kaldte ham. Men blot en enkelt nat var blevet tilbragt i skoven ved grænsen til Manjarno, og så var kursen sat mod et sted der efterhånden var blevet velkendt. Hjemstedet af en kvinde ved navn Acacia. Måske det tætteste han kom på en kvinde han stolede på... Han vidste i hvert fald hun ikke ønskede at gøre ham ondt. Nogle år tilbage, havde hun og hendes drage, fundet ham, halvt død, ved siden af resterne af en vampyr. Og således var et lettere anderledes forhold blevet født. Han havde aldrig fået en invitation, og han havde aldrig givet lyd om at ville komme forbi. Men før eller senere, kom han altid forbi. Det kunne tage måneder, endda år. Men før eller senere, kom han altid tilbage dertil.

Han fandt sig selv stående foran en dør. Blikket en anelse sløret. Lyden af et brusende og tungt åndedræt lød ikke langt derfra... lyden af en drage der sov. Månen stod i fuld flor på nattehimlen. Han lagde en hånd mod kanten af døren, og som han fjernede den, blev der efterladt et blodigt håndaftryk. Og hånden blev atter engang lagt mod såret der blødte igennem læderet og brynjen ved hans side. Det var nogle dage siden han havde set et bad, eller set en blød seng. Men han stod stadig nogenlunde rank. Dog med et hoved der sank sig lidt hver gang han lukkede øjnene. Den anden hånd blev knyttet, og med den knyttede næve, bankede han et par gange på døren. Og blot ventede...

[Acacia De Lochèr Dex]

Tiden gik. Dagene kom og de forsvandt igen. Det var underligt. Stadig havde Acacia ikke vendt sig til følelsen af at være forbundet til Malania. De delte alt nu. hun kunne mærke dragens energi flyde ind i hende. Et sted gav det hende en følelse af trykhed, det forbandt hende til sin mor på en måde hun aldrig havde følt det før selvom hendes mor var død og borte nu. Tanken kunne stadig gøre hende umådelig trist. De havde altid skændes, altid råbt af hinanden men nu ... Ja nu var hun alene. Hun havde ingen andre. Tankerne om at søge ud for at finde sin far havde da strejfet hende men ej var det noget som hun havde gjort endnu. Hun vidste ikke hvorfor men noget stoppede hende hver gang. Manden ville sikkert ikke en gang kunne huske hende efter så mange år. Hun sukkede stille som hun stille bevægede sig igennem den lille hytte som hun kaldte hjem. Hun havde overtaget den fra sin mor, den var speciel. Der var plads til at Malania kunne være herinde og selv komme ud hvis det var det hun ønskede. Acacia stillede sig foran den store drage. Det var virkelig underligt at dele tanker med et så mægtigt væsen. Det var sært og alligevel noget som hun godt kunne lide.
Hun bemærkede at hun ikke var alene før der blev banket på. Lugten af blod slog hende i næsen og hev fast i dyret i hende. Hun var ikke i tvivl om hvem denne lugt tilhørte. Decant kom forbi når det passede ham og særligt når han var såret. Hun sukkede svagt og trissede lydløst hen mod døren allerede inden han bankede på. Hun lukkede øjnene og lyttede til hans åndedræt samt alt andet som hendes skærpede hørelse ville kunne opfange med en dør imellem dem. Hun bed sig stille i læben som han bankede på. Hun tøvede ikke med at åbne den. De grønne øjne faldt på hans skikkelse omgående. Han så ikke godt ud og lignede virkelig en som godt kunne bruge et bad. Hun sukkede og rystede kort på hovedet mens hun satte den ene hånd i siden. Hun var ikke iført andet end en lille kort halv gennemsigtig natkjole. Hun havde jo trods alt snart tænkt sig at smutte under dynen selvom hun godt kunne se at det ikke ville blive en mulighed lige nu. "Har du overvejet at investere i en healer som du kan havde siddende på din ene skulder hvis eneste job er at heale dig når du kommer til skade?" Hendes stemme var blid og dog en smule drillende som hun trådte til side i døren sådan så han kunne træde inden for.

[Deleted]

Nogle gange undrede det ham en smule. Undrede ham at en personlighed som Acacia så villigt syntes at byde hans selvskab velkommen. På hendes egen måde, i hvert fald. Han havde blod på hænderne og samvittigheden. Historierne og legenderne om ham, fortalte om en koldblodig morder, der havde lagt et helt skib øde med lig. Eller at synet af den hvidhårede mand i skoven, var et varsel om ulykke og død. Og dog alligevel havde hun aldrig rigtigt tøvet med at lukke ham ind i hendes hjem. Hvilken konklusion der var at tage væk fra en sådan ting, vidste Decant ikke. Han vidste blot at han var nogenlunde velkommen her. Eller, at hun i hvert fald ikke ville smække døren i hovedet af ham, skulle han komme forbi. Den nat han var vågnet ombord på skibet, som genfødt, havde han allerede haft mange ar på kroppen. Deriblandt det ar der lå over hans øje. Men siden da, havde han fået mange nye. Mange af hvilke; Acacia havde syet og plejet. Hun var måske ikke healer, men hendes urter havde bidraget til helbredet af Decant i løbet af en del år.
Døren kom op. Og med hagen let sænket og den ene rene hånd mod dørkarmen, blev hans blik ikke vendt mod hendes øjne, men nærmere mod synet af natkjolen hun bar, og hvad af hende den kun lige netop skjulte. Han smilte diskret ved hendes ord, hvorefter blikket blev sænket mod dørkarmen han trådte over, og gik indenfor. "Og hvad ville der så være tilbage for dig at lave?" Spurgte han i sin harske stemme, som han trådte ind. Men dog ikke uden at sende et blik halvt hendes vej som han trådte længere ind. Ikke ligefrem drilsk eller morsommelig tone. Blot.. en tone. Hans ene hånd var stadig mod hans side, og i det samme, brugte han den anden hånd til at hægte de to sværd af hans ryg, og stille dem fra sig med en smule besvær. Han var nødt til at komme ud af dette udstyr... Han var langt fra faldefærdig eller ved at dejse om af udmattelse eller lignende. En Warlock var måske ikke videre kendt for sin fysiske styrke eller udholdenhed... men Decant var måske en undtagelse. Og tydeligvis meget svær at slå ihjel.

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia havde aldrig haft et problem med Decant. Altid havde hun lukket ham ind i sit hjem også selvom hun vidste hvad han var. Hun kunne ikke fortælle nogen hvorfor ud over at hun lå med et ønske om at hjælpe også selvom manden var en morder. Han havde jo altid behandlet hende ordenligt så hvorfor skulle hun være ham anderledes? Det var noget hun havde lært af sin mor. Selvom Acacia aldrig havde sat sine fødder på den anden side af grænsen i Procias så var hun vokset op med en opdragelse i lyset. Hendes mor var født i landet og det havde kunnet mærkes. Det var også derfor at Acacia's personlighed hældte langt mere mod lyset end mørket selvom hendes racer bar mere præg af det modsatte.
Hun sukkede en gang og vendte de grønne øjne mod den sårede gamle nisse som stod foran hende. Hans blik mødte ikke hendes men i stedet valgte han at ligge dem på hendes krop. Det var ikke noget som hun ikke var vant til efterhånden. Han var en mand der havde svært ved at holde fingrene for sig selv og selvom hun ikke rigtig ville have noget imod at lade ham komme tæt på sig så var det nu meget sjovere at lade ham kigge og ikke røre. Som han trådte ind i hendes hjem lukkede hun roligt døren efter ham og låste den. Hun så hvordan han besværet begyndte at tage sit udstyr af. Med lette skridt nåede hun hen til ham og tog imod nogen af hans ting sådan så det ville blive lidt lettere for ham. Let rullede hun med øjnene ved hans kommentar. "Tro mig. Jeg har nok at se til uden at du skulle rende rundt her hele tiden og spille kostbar. Nej det spørgsmål du hellere skulle stille dig hvor pokker du ville kunne få fat i en engel der var lille nok til at sidde på din skulder" sagde hun med et ligge grin som hun begyndte at hjælpe ham af med sin rustning. Malania lå endnu bare og sov. Hun var urørt af situationen, måske fordi hun kunne mærke på Angel at der ikke var noget at frygte.

[Deleted]

Decant var kommet til dragens hule, ganske bogstaveligt. Men Malania hverken skræmte eller bekymrede ham. Det var nok nærmere Acacia der lå på tankerne. Han vidste godt hvad regler der var. Han kunne være som han var i dette hjem. Ikke mindst være den mand han var. Men han vidste også godt, at hvis han trådte over en grænse, ville hun nægte ham sin hjælp, og han ville blive vist for døren. Den slags var ikke ligefrem nemt for ham... At vedkende sin plads hos hende. For han havde en plads, ingen tvivl om det. Og det var som en privilegeret gæst. En gæst der kunne komme og gå som han lystede, som kunne nyde af hendes behandling. Han måtte blot ikke drage sit sværd i hytten, eller betvinge sin magi derinde. "Ærgerligt at du er for tung at bære på skuldrene.." Knurrede han en anelse. Som endnu et svar hun kunne tolke som en anelse humoristisk. Han vidste hun blot gav udtryk for en måske skjult utilfredshed, eller måske endda blot forsøgte at skjule sin spænding over at have ham som gæst igen... Han blødte, han var udmattet, og havde ikke nydt godt af hverken en seng eller et ordenligt bad i et godt stykke tid.
Ak ja.. Decant var efterhånden gammel. Well, nok ikke ligefrem en gammel nisse. Men der var alligevel gået tusindvis af år siden den nat på skibet. Og kun guderne vidste hvor længe han havde levet før det. Under andre omstændigheder, ville han også være mere frisk og frejdig, så og sige. Mere intelligent og velformuleret i sine ord og udtryk. Med fortællinger og en uanet mængde visdom og erfaringer. Men som sagt... han havde ikke ligefrem haft de bedste par dage. Imens han begyndte at løsne de spænder og remme der holdte skulderpladerne, så han sig lidt omkring. "Man skulle næsten tro du havde forventet jeg ville komme forbi.." Der var rent og ryddeligt. Med adskillige dufte af urter og planter. Han ville sikkert aldrig indrømme det, men der var noget ved dette sted, der gjorde han kom igen. Der var dog gået en del måneder siden han sidst havde været hos hende...
Lidt efter lidt, stykke efter stykke, blev udstyret fjernet fra hans krop. Indtil han blot bar sine bukser, og den hvide skjorte han bar indenunder sit udstyr. En stor del af udstyret, og ikke mindst skjorten, var blødt igennem af blodet. Han sukkede en smule tilfredst, idet han med begge hænder over hovedet, trak sin skjorte over hovedet. Hvilket afslørede en overkrop mærket af ar og gamle dybe sår både for og bag. Han vendte sig mod hende med blikket mod såret han tydeligvis skulle bruge hjælp til. "En vampyr.. alle fem fingre." De var fem huller i huden. En vampyr havde stykket sine fem fingre ind i siden af ham...

[Acacia De Lochèr Dex]

Han kunne komme som han ville men her var regler. Det havde hun hurtigt lært ham. Selvom hun var en blanding var hun ej fremmed til kamp. Hun kunne betvinge sin egen magi godt og ikke mindst hendes forøgede styrke gjorde hende farlig overfor folk som ville hende ondt. Dog havde hun altid følt at hun kunne stole på Decant ... I hvert fald til dels. Det var også derfor han fik lov til at komme og gå som han ville det så længe han bare opførte sig ordenligt. Ej kunne hun fortælle hvorfor hun havde det sådan omkring en mand som, i følge legender, ej bragte andet end ulykke og død med sig. Det var underligt og alligevel stod hun her og var ligeglad med de rygter. Hans knurren fik en lille let latter frem over hendes røde læber og hovedet lod hun let falde på sned. Det lange brune hår slangede sig hen over den næsten bare hud på hendes skulder. "Ej er jeg heller ikke en engel. Dog er jeg sikker på at hvis jeg skulle sidde på dig nogen steder ville din skulder ej være din første prioritet, eller tager jeg fejl?" spurgte hun drillende og blinkede let til ham. Som altid var hun i godt humør og dog følte hun sig altid en smule mere smilende når han var der. Han satte noget kulør på den ellers så trivielle dag, det kunne hun ej benægte.
Decant var gammel selvom han ikke selv vidste hvor gammel. Hun vidste det. Hun vidste ikke om det var lugten af hans blod eller den aura som hans magi afgav fra ham men der var noget ved ham som fortalte hende at han havde levet længe. Hun vidste at han havde mistet sine minder fra før hans var vågnet op på et eller andet skib og så vidt hun vidste var der ikke rygter om ham før det. Ja hun havde i hvert fald ikke kunnet finde noget og Malania kunne heller ikke komme på noget. Det var vel bare som det nu en gang var. Hun hjalp ham med det hele mens smilet blot hvilede på hendes læber. "Du kommer altid forbi før eller siden. Det er noget tid siden efterhånden så jeg gik ud fra at det ville være snart. Desuden så trænger du så meget til et bad at jeg kunne begynde at lugte dig for tre dage siden" påpegede hun roligt. Det var måske overdrivelse men hun kunne ikke lade være. Dog sendte hun ham et betryggende smil. Hun skulle nok tage sig af ham, sørge for at hans sår blev plejet og at han kom i bad og fik noget hvile. Hun sørgede jo altid for ham.
Tøj og rustning blev fjernet til hans blot stod tilbage i sine bukser. Hun studerede hans krop som hun gjorde hver gang han kom forbi. Hun så nye mærker og ar som havde været for små til at han var søgt her til men ikke små nok til bare at forsvinde. Forsigtigt løftede hun den ene hånd og lod blidt sine fingre glide hen over hans overkrop for så at lade dem glide til nær hans sår. En vampyr? Hvilken vampyr? Hun kiggede lidt skeptisk på såret og lod så hovedet falde på sned. "Vampyrer kan være nogle sataner. Ved du om det var en normal vampyr? Eller var det en spide?" spurgte hun bekymret som hendes blik gled op til hans ansigt igen. Hun ventede dog ikke på hans svar før hun let grem om hans frie hånd og hev ham med over mod hendes seng. Blidt puffede hun let til ham for at få ham til at ligge sig ned i den sådan så hun kunne tilse hans sår lidt bedre. Hun håbede virkelig ikke at det var en spide for hans skyld. Det kunne få fatale konsekvenser for ham.

[Deleted]

For første gang siden han var trådt ind af døren, blev hans blik vendt over hans ene skulder, og med hendes ansigt. Et skævt smil trængte igennem udmattelsen, og et bryn blev hævet. "Læser du mine tanker igen?" Selv hans harske og maskuline stemme, kunne lyde udfordrende, og gengælde den samme drilske attitude. En lille joke han kørte med hende fra tid til anden. En del af hende var Magiker. Han var Warlock. Naturens love dikterede næsten de to som naturlige fjender. Magien de to betvingede var vidt forskellige, og han havde engang kendt til magikere der læste tanker med magien. Om hun kunne gøre det samme, vidste han ikke. Men det var da, om ikke andet, en lidt sjov måde at bekræfte hendes ord. Dog måtte han krænge sig en anelse og bryde smilet. Det var svært at vedholde både den ranke positur, såvel som humøret, når man havde fem små huller i siden. Og som altid, kom stoltheden før humøret.
Hendes ord blot fremmanede lidt knurren fra ham i en harsk fnys. Så galt var det da heller ikke? Han vidste det ikke. Decant var ikke ligefrem skabt til livet i sus og dus. Ikke engang til et liv i en hytte som denne. "Et varmt bad i et kobberkar ville gøre vidundere..." Kommenterede han bare, og indrømmede også lidt at der var gået nogle dage. Han var nu ikke videre forfængelig. Men i stedet med en muskuløs og velholdt krop, født af hårdt slid og overlevelse. Der var alligevel ikke mange der ville stilel sig i vejen for en gammel ulv som ham, med en flænge over det ene øje. Selv hans gyldne øjne kunne virke faretruende fra tid til anden. Generelt var han nok ikke en skikkelse de fleste ville ønske at støde på en mørk nat.
Han lod hende næsten glædeligt køre sine fingre hvor hun lystede det. Men selvom hans blik alligevel ikke kunne rive sig fra natkjolen, var han dog mere fokuseret på såret, og hvad hun ellers skulle finde på at gøre ved det. "Normal" ... "En flok på fem af dem.." Forklarede han roligt som han nysgerrigt fulgte med. Hurtigt, dog. Og før han fik set sig om. Var han henne ved hendes seng, og sendte hende endda et lille smil som hun puffede til ham. Han lagde sig til rette. Eller, i hvert fald på siden, så hun kunne komme til såret. Han tog sig et øjeblik til at nyde hvor blød den var, dog med vidtåbne øjne der stirrede lidt ud i rummet. "Aldrig har jeg set så uciviliserede vampyrer.." Han kiggede efter hende, for at finde ud af hvad hun havde gang i. "De levede sammen, i en ruin." ... "Mæskede sig i hinandens blod.. muterede og sygelige.." Fortsatte han, og skar sine tænder lidt mod hinanden som han ledte efter noget at kigge på. Helst hende...

[Acacia De Lochèr Dex]

Hendes kommentar var ment fordi hun kendte ham. Hun vidste hvordan han nød kvinder hvilket også var hans sag. Hun grinte en smule ved hans ord og rystede på hovedet. "Jeg er ikke i stand til at læse dine tænker og ej tror jeg at det ville være sundt for mig hvis jeg gjorde" pointerede hun drillende. Sandt at magikere og warlocks kunne meget med deres magiske egenskaber men så god var hun dog ikke endnu. Hun havde fået træning men ikke voldsomt meget, ikke så meget som hun burde i hvert fald og selvom hendes krop var halvt af magi så var det bare ikke noget som var sket for hende. Hun sendte ham et roligt smil. Hendes far havde været både magiker og warlock så hun kendte ret godt til hans race. Hun betragtede ham lidt som hun bemærke hans stolthed tog over en smule for hans humør. En skam men han måtte have ondt. Det kunne hun da tydeligt se på ham.
Det var måske ikke så slemt for et normalt menneske men hendes sanser var forstærkede og det gjorde det hele en smule værre. Han knurrede af hende, ikke at det gjorde hende noget for hun fejede det bare af som hun plejede. Selv levede hun stille og fredeligt i denne lille hygge. Et sted så var det luksus for ej var der mange som havde fast tag over hovedet og penge nok til mad. Hun var i sandhed heldig. Hun nikkede blot ved hans kommentar. "Jeg skal nok sørge for bad og for rent tøj og for at dit sår er i orden inden du igen smutter herfra. Som jeg plejer" sagde hun blidt. Det var jo sandt nok. Når han var her så tog hun sig af ham. Det var noget som hun rigtig godt kunne lide. Det var rart at have en at tage sig af en gang i mellem. Det var noget som var hende uvant når hun ellers var så vant til at være i hytten alene.
Hun nikkede roligt ved hans ord. I det mindste var det normale vampyrer. Hun vidste hvad det gjorde ved kroppen at blive overtaget af spidens virus. Hendes mor havde oplevet det, allerede før Acacia blev født men efter hun havde overtaget og var blevet forbundet med Malania havde hun fået et indblik i den smerte som både hendes mor og dragen havde gennemgået på den dag. Det bånd som forbandt dem var i sandhed enestående. "Du burde ikke lege med fem vampyrer på en gang" pointerede hun roligt som han lagde sig på sengen sådan så hun kunne komme til. Hun studerede hans sår lidt bedre mens hun lyttede til hans fortælling. Det var ... Underligt. Aldrig havde hun hørt om vampyrer opføre sig på den måde før. Hun rynkede øjenbrynene en smule og vendte så blikket mod ham. "Hvis de var så vilde var du heldig at slippe fra dem. Du giver mig da heller ikke andet end bekymringer" sagde hun roligt før hun rejste sig. Hun søgte over til bordet i den anden ende af rummet hvor hendes urter var. Først greb hun et lille kar som hun tog i hænderne og kort forlod hytten for at finde noget vand. Hun kom tilbage med det fylde kar og indholdet hældte hun op i en gryde som han hen over ildstedet. Hurtigt og let poppede ilden frem i træet under kedlen og det begyndte at brænde som om det havde været i gang i flere timer. Hun fandt en urt frem som hun kom i det fugtige kar og så vendte hun ellers tilbage til sengen mens hun vente på at vandet skulle koge. Hun satte sig ved hans side og begyndte at kigge på sårene igen. De var ret dybe.

[Deleted]

Et nik var den tak hun fik. Han vidste han kunne regne med hende til at hjælpe ham. Ellers ville han jo ikke komme. Men taknemmelighed var ikke ligefrem hans stærkeste side... Det lå skam i ham, ligesom det uden tvivl måtte ligge i alle. Men at lade sig selv give udtryk for sådanne følelser, var en svaghed, uanset hvordan man kiggede på det. Han levede iblandt farlige væsner og personligheder. Hvis han viste blot den mindste svaghed, ville folk stoppe med at respektere og frygte ham. Og selv når han var i denne hytte hos Acacia, var det inkarnerede vaner, som var svære at ryste af sig. I alle henseender, var Decant blevet genfødt på det skib. Uskyldig og uvidende.. og siden hen gjort hård og kølig af et langt liv derefter. Han var hvem han var. Heldigvis, syntes Acacia at kunne håndtere det.
Mødet med disse vampyrer havde også givet lidt andre mærker og ar hist og pist. Deriblandt også et bidemærke på skulderen. Et sår han dog selv havde behandlet, så godt han kunne. De fleste af dem ville sikkert forsvinde efter noget tid, men de fem sår hun kiggede på, ville nok ikke forsvinde nogensinde. Endnu et minde skåret ind i hans hud, og endnu en tilføjelse til en ellers betydelig samling. "Jeg kan håndtere en håndfuld vampyrer.." Tjoh, lidt måtte han vel også blære sig, ikke? Nu havde han jo heller ikke ligefrem 'leget' med dem. De havde haft noget han ville have, og alle fem var nu døde. Han var ikke bange for nogen blodsuger.. Spide eller ej. Selv havde han da oplevet giften af en Spide. Ikke ligefrem behageligt, og meget smertefuldt. Men han var ikke død af det i sin tid. Og siden da, havde han fundet ud af at magi kunne lindre smerten, og næsten få det til at forsvinde, endda.. Og at der fandtes urter som modvirkede effekten. Naturen havde altid en udvej. Heldigvis kendte han en kvinde der kendte til disse små udveje. Et diskret og måske lidt skummelt smil spredte sig over hans læber, ved hendes ord, og idet hun rejste sig fra sengen. Han blev liggende. Tålmodig og rolig. Den træthed han tidligere havde følt, var ikke helt væk, men i hvert fald mindsket af dette besøg og hendes kyndige hænder. Så i stedet for at øjnene blev lukket i, fulgte de Acacia som hun bevægede sig lidt rundt. Næsten taknemmelig for at natkjolen var alt hun bar.. og alligevel. Da hun endelig kom tilbage igen, holdte han blikket mod hende. "Se..." ... "Jeg vidste du bekymrede dig om mig." Lød det måske endda en anelse drilsk fra ham, med et måske lidt skummelt smil. Han regnede dog ikke med at hun gjorde det.

[Acacia De Lochèr Dex]

Hun forventede ikke taknemmelighed fra ham. Det havde hun lært for længe siden. Han viste det ikke selvom hun godt vidste at han var taknemmelig for hvad hun gjorde for ham. Hun endte med bare at sende ham et smil. Hvad andet var der at sige. Dette var sådan tingene var og det passede hende egentlig fint nok. Det var det samme hver gang og det var noget som hun godt kunne leve med. Om det var en svaghed at vise taknemmelighed ville hun nu ikke ligefrem sige men alle havde de vel deres holdninger og hun respekterede ham og hans for det fortjente han.
Hun kunne tydeligt se tegnene på kamp som hans krop bar så meget præg af. Ikke bare nye men også gamle. Et sted var det ikke noget som hun brød sig så meget om. Som healer eller urtekynding som hun var så kunne hun ikke lide at se folk med tegn på kamp. Hun studerede hans krop en smule. Selvom han ikke var helt ung længere og hans krop var hærget så var han nu alligevel nydelig. Han havde en hvis charme selvom dette ikke var noget som hun ville indrømme for ham. Hans blærende kommentar fik hende til at grine drillende. De grønne øjne gled fra hans sår og til hans øjne. "Og hvorfor tror du at du kan klare en håndfuld når du ikke en gang kan klare mig? Og jeg er kun halvt vampyr?" spurgte hun drillende og sendte ham et lidt forførende blink. Hun spillede op, ej var dette noget nyt. Hun gjorde det altid lidt og i sær nu hvor han havde ondt og ikke var helt ligeså rørig så var der en perfekt mulighed og hun tog den. Han var heldig at det ikke var en spide som havde haft fat i ham. Spider var anderledes end vampyrer. Deres negle kunne forvandle et levende individ til en som dem selvom det ikke var noget de ønskede. Det var det som var sket med hendes mor og forvandlingen havde været smertefuld. Dog kunne hun ikke gøre det. Hendes blod var kun halvt det af en spide og hendes negle bar ikke giften. Det var noget som hun var glad for. Det ville hun ikke benægte. Hun trissede roligt rundt mens hun fik vandet op og koge før hun så kom hen til ham igen. Hans ord fik hende til at smile som hun plantede sin fine lille mås ved hans side. "Du ville ikke være i mit hus hvis jeg ikke bekymrede mig om dig, Decant" påpegede hun roligt. Hun sad lidt før hun så gik op til gryden ved ildstedet. Hun bøjede sig let frem for at se hvordan det stod til med vandet og roligt gled hendes natkjole en smule op sådan så man svagt kunne ane det nederste af hendes balder. Da hun var tilfreds med vandets temperatur tog hun kedlen af og satte den på gulvet. Noget af vandet fløj op af kedlen og endte tilbage i karet. Hurtigt begyndte urterne i karet at bløde op og en duft af vanilje begyndte at brede sig i hytten. Hun greb karet og en lille klud og gik så tilbage til hans side igen. "Det kommer til at svig. Skal jeg binde dig til min seng eller kan du blive liggende selv?" lød det roligt fra hende som hun satte karet fra sig på gulvet og begyndte at vride kluden op i hendes hænder.

[Deleted]

Acacia syntes at have en næsten unik evne til både at få ham til at slappe af, og samtidig få ham kørt op i et rødt felt. Ikke at han kunne finde på at flette sine fingre omkring hendes hals i raseri, eller lignende. Men ofte syntes hendes ord at kunne få ham til at knurre af irritation. Og dog... var det næsten okay. Som om at det var acceptabelt, selv hvis hun skulle fornærme ham. Ikke at hun gjorde det. "Jeg klarede den håndfuld." ... "Og du burde ikke være noget problem." Svarede han hende blot, ganske tilfreds med måden hun talte til ham, og de forskellige signaler hun sendte ham. Det var måske hvad der beroligede ham. Eller blot en af de mange ting i denne hytte.
Decant lå på sin ene side, ved fodenden af hendes bløde seng. Hans ene albue var mod sengen, og dets hånd holdte hans hoved oppe. En ganske behagelig stilling, hvis ikke det havde været for såret der blev ved med at gøre ondt. Og hun hun gik rundt i hytten, fulgte hans blik hende nysgerrigt. De let gylden-glødende øjne plantede sig på enhver del af hendes krop. Måden hvorpå hun elegant bevægede sig. Og ikke mindst måden hvorpå hun enten bevidst eller ubevidst tirrede ham lidt. Hvorledes hun bøjede sig forover... Et diskret smil lå over hans læber som han betragtede hendes velformede bagdel. På ingen måde bange for at blive opdaget eller konfronteret med hans beundrende blikke. Det var næppe første gang han havde sendt sådanne blikke hendes vej... Og næppe første gang hun havde banet vejen for et sådan fristende syn. "På trods af såret, er jeg da... glad... for at være i dit hus." Lød det roligt fra ham med det lille smil, lige inden hun havde taget karet mod sengen, og han i stedet måtte vende blikket mod hvad hun lavede.
De få øjeblikke hvor han havde tilladt sig selv at nyde synet af den letpåklædte Acacia, som hun trissede lidt rundt, var dog kortlevet. I stedet skar han sine tænder mod hinanden som hun vred kluden op. "Bare gør det." Lød det lidt harsk fra ham, som hans ene hånd greb i sengens fodende for at holde sig selv bare en smule på plads. Dette var dog langt fra det værste sår han havde oplevet. Og det ville nok ikke være tæt på at være den største smerte. Men han forholdte sig dog alligevel stærk, imens han betragtede hende.

[Acacia De Lochèr Dex]

Acacia var drillende og rolig omkring ham. Hun vidste ikke hvorfor. Ej var det mange som turde sige eller gå ham imod men hun frygtede ham ikke. Et sted vidste hun at chancen for at slå ham ville være lille hvis det skulle komme til kræfter men dog havde hun høje håb for sig selv selvom hun godt vidste at det ikke ville komme så vidt. Smilet blev en smule større ved hans ord. Hun gik helt tæt på ham, lod hænderne danse let og diskret hen over hans krop som. Hun lod sine egne kvindelige former trykke sig let op af hans bare bryst mens hun kiggede ham i øjnene. "Er du sikker på at du er mand nok til at håndtere mig?" spurgte hun drillende og forførende. Hun blev stående tæt på ham i lidt tid før hun så trådte et skridt tilbage og opførte sig som om intet var hændt og alt var i den skønneste orden.
Hun skænkede ham et blik eller to som hun gik rundt og ordnede de få ting hun kunne gøre nu. Ej var hun i tvivl om at han kiggede efter hende og slugte sig i hendes kvindelige former. Hun var ikke ligefrem en grim pige. Det både smigerede hende og irriterende hende at han begloede hende sådan og dog var dette blot endnu en ting som hun havde lært at leve med når det kom til ham. Hun kunne godt lide at være i hans nærvær af en eller anden besynderlig grund så hun måtte jo tage det sure med det søde. Hun smilte blot ved hans ord og sendte ham endnu et blik. "Jeg er glad for at kunne hjælpe" lød det blot fra hende.
Hun kom over mod ham med karet og satte det fra sig. Han vidste at det hørte sig til for det var noget som skete hver gang. Det ville gøre ondt og være ubehageligt men det var nød til at blive gjort. Hun betragtede ham som han greb fat i hendes seng. Hun nikkede blot ved hans ord og tog så kluden i hånden. Hun var forsigtig som hun begyndte at tørre det størknede blod af hans krop. Som væsken langsomt nåede såret ville det begynde at svie. Det var desværre end del af den rensende effekt. Der var ikke så meget andet at gøre ved det. Han måtte bare leve med det til det var overstået. Kluden gled let hen over hans hud indtil hun var tilfreds nok med rensningen. Kluden var blodrød efterhånden og hun lod den dumpe tilbage i karet igen. Hun rejste sig op, greb karet og søgte så udenfor endnu en gang for at skilde sig af med vandet og kluden. Der gik lidt før hun kom ind igen. Hun stillede sig over til bordet med urter og begyndte at finde en masse af dem frem. Ligeså fandt hun sin store morter frem. Urterne kom hun op i hvorefter hun begyndte at mose dem sådan så de kunne blive mixet sammen.

[Deleted]

Mildt sagt, så havde Decant intet imod måden hvorpå hun ofte kunne være udfordrende og forførende. Det var nok hvad han bedst kunne lide ved hende. Men nogle gange kunne han ikke andet end smile ved tanken om hvorledes hun sikkert uvidende legede med ilden. Også derfor han blot var blevet stående, rank og kiggede ned mod hende og blot nydt følelsen af hendes fingre mod kroppen og hendes former mod brystkassen. "Pas på..." ... "På et tidspunkt gør jeg måske et forsøg... og du vil blive overrasket." Advarende han hende med et lidt hemmelighedsfuldt smil og et blik der granskede hende ganske... lystent. Hun kunne udfordre som hun ville, men på et tidspunkt skulle han nok følge op, og give igen. En tanke der holdte et ganske tilfreds smil over hans læber, selv efter hun havde adskilt sig fra ham, og blot fortsat i hendes lille fristende færd.
Men nu kunne Decant ikke følge efter hende, ikke med andet end sine øjne, i det mindste. Han var blot rolig og tilbageholden i sin liggende position, og var egentlig lidt i nåden af hendes kyndige hænder. Hvilket han havde været før, så dette var ved at være rutine efterhånden. Også de små blikke og udfordrende kommentarer fra hende. Han nød hvert et sekund af det... men ville lyve hvis han påstod ikke at ville have mere. Men i disse øjeblikke, ville han bare være fri for smerten og blodet af hans sår. Så han gjorde sig parat til den svigende smerte af hendes vaniljeduftende klud mod hans sår. Øjnene blev krænget i, og han blottede nogle halvskarpe tænder som han trak sig selv igennem smerten. Han lod dog ikke rigtig nogle lyde forlade sin mund, og led i stedet i en stædig stilhed. Hans tag i sengen blev lidt hårdere desto længere tid det varede, og kroppens muskler spændtes, selvom det gjorde lidt ondt. Alt mødte sin ende da et lettet suk forlod hans læber, idet hun afsluttede og forlod sengen igen med baljen. Det første han gjorde derefter, var at smilte lidt skævt og falde til ro igen, imens hun var udenfor. Da hun kom ind igen, vendtes hans blik atter mod synet af hende der gik hen for at ordne urteblandingen. "Skrubber du mig også i badet, når vi når så langt?" Spurgte han så udfordrende, og de hvide øjenbryn med sænket lidt med de gyldne øjne der på ingen diskret vis, betragtede hende. Han kunne lide hvad han så...

[Acacia De Lochèr Dex]

[blockqoute]Det var en lille leg som de begge kunne nyde. Hun vidste godt at hun legede med ilden når hun sådan pirrede ham på den måde men hun kunne jo godt lide det. Et sted så ville hun jo ikke have noget imod at han rev hende rundt i lagnerne en gang men han måtte jo se hvornår han ikke kunne holde nallerne for sig selv længere. Hun nægtede i hvert fald at kaste sig i armene på ham. Det var virkelig ikke hendes stil på nogen som helst måde. Hun blinkede drillende til ham ved hans ord. "Jeg tvivler på at du ville kunne overraske mig" sagde hun blot en smule kryptisk. Selv var hun jo ikke ligefrem af den yngre generation. Hun havde levet i forfærdelig mange år og var da også velbevandret i omgangen med mænd. Hun havde prøvet lidt af hvert og var ret så sikker på at intet han kunne gøre ved hende ville overraske hende selvom hun da gerne ville se ham gøre forsøget.
Det var en smertefuld process men som altid så klynkede han ikke det mindste. Hun var som altid forbavset over hvor meget svie og smerte han var i stand til at holde ud. Et sted så fascinerede han hende umådeligt og det var vel også en af grundende til at han kunne komme i hendes hjem og være som han var? Ej fandt hun sig i mange folk der kom rende og var som han her. Dette var hendes fristed og folk havde bare at opfører sig ordenligt ... Bortset fra ham. Han fik lidt mere frie tøjler end hvad godt var ville folk nok mene. Hendes blik var på såret som hun rensede det. Hun kunne lige så godt få det overstået sådan så han ikke skulle lide for længe. Tydeligt kunne hun mærke lettelsen fra ham og det var forståeligt nok. Hun skildte sig af med vandet, urterne og kluden før hun kom ind igen. Hun var fingerne og hurtig som hun ordnede urterne i mortaren. Lyden af hans stemme ringede i hendes øre og hun kunne ikke lade være med at grine en smule. "Hvorfor hopper jeg ikke bare med dig i bad? Jeg kunne godt selv trænge" pointerede hun drillende uden at skænke ham et blik. De grønne øjne hvilede på urterne som blev most til en samlet masse. Da hun endelig var tilfreds lod hun sig løsrive fra urterne og gik hen til ham på sengen igen. Hun gled ned på knæ ved hans side og studerede ham lidt. "Spørgsmålet er om du vil i bad før jeg kommer urterne på dit sår eller om du vil vente til imorgen?" kom det roligt fra hende som havde deres forrige kommentarer slet ikke fundet sted.[/blockquote]

[Deleted]

At håndtere hende, burde ikke være det store problem. Så meget var han da sikker på. Et sted vidste han også godt at hun ønskede at han gjorde et forsøg, men selvom han hellere end gerne ville lade sine hænder falde over hendes krop, skulle hun heller ikke tro at det var hende der dikterede det. Han skulle nok finde muligheden, og overraske hende eller ej, så skulle han nok få hvad af hende han ønskede sig. Men ligesom hun sikkert fandt en hvis tilfredsstillelse i at pirre ham, var det da også lidt underholdende at lade hende vente i spænding... "Du tvivler meget." ... "Men ønsker sikkert mere." Lød det måske en anelse udfordrende til hende. Det havde aldrig været en hemmelighed at ham havde leget lidt med sine hænder over hendes krop, eller at hun havde gjort det samme. Der var tydeligvis en form for kemi og tiltrækning imellem dem, men det var alt sammen også en dans der måtte danses. Og en smag der måtte nydes til dets fulde potentiale, og ikke blot mæskes uhæmmet og utålmodigt.
Hendes svar bredte hans smil en smule, og han var lidt efter lidt ved at falde til ro igen. Måske en gammel ulv, men i en god fysisk form. Så smerte og anstrengelse kunne han sagtens holde til! Han lod dog hendes kommentar hænge lidt i luften uden at svare på det. Smagte lidt på hendes tilbud, som dog alligevel syntes en anelse vagt. Og mere udfordrende end realistisk. Så et kækt svar ville hun ikke få fra ham. Han betragtede hende som hun kom med urteblandingen, og rettede sig lidt mere op. Han endte med helt at sidde oprejst på kanten af sengen, og holdte begge sine arme strakte mod sengens bløde madras, og med skuldrene let skudt i vejret. Han tænkte lidt over hendes spørgsmål, hvorefter han så nikkede mod urteblandingen. "På med urterne." Sagde han bestemt. "Badet kan vente til i morgen..." Om hun så ville tillade ham at dele hendes seng denne nat, var så ikke sikkert. Kom jo an på hvor kræsen og fintfølende hun var overfor en mand af vildmarken. Men der var vel andre steder at sove? Og badet skulle han nok få... lige så vel som hende. Han havde mistet en del blod på rejsen dertil. Og han havde ikke sovet i et stykke tid. For hærget af sine mareridt og slørede minder. Hvis han gik i bad inden at få sovet lidt, ville han sikkert falde i søvn i vandet.