Well, well, well.. Hello!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Cecilaya Lillith M.J. Marvalo - Lucifer Phoenix I. Jaceluck

---

Blæsten tog til i Imandras gader. Igennem de sidste dage, havde han stort set vandret frit igennem byens gader. Endnu var der klare tegn på de gamle flammer i byen her.. Magiske flammer, som ikke ville gå ud. Solen var gået ned, og havde kastet de mange smukke farver henover himlen.. Bød de mørke skyer op til den smukke dans, som gjorde, at farvespillet var særdeles fantastisk over dem. 
Lucifer frøs ikke.. Det var jo den klare fordel ved at være isdæmon, og med den tid, som de nu måtte gå i møde, så var det vel godt nok? Bekymringerne faldt til Jarniqa.. Han havde hørt om den efterlysning, som kongeparret havde sendt fra Manjarno, så andet var da heller ikke underligt for hans vedkommende. Det var jo trods alt hans ekskæreste.. Dog var det en ting, som han nu måtte ligge bag sig.

Flere og flere søgte indendøre, nu hvor mørket var ved at falde på. Skræmmende om det end var, var det ikke en mulighed, som Lucifer havde, da han faktisk ikke havde noget tag overhovedet, eller generelt havde nogen steder at søge hen. 
Gruset knaste under hans fødder. Selv hans tanker måtte adskillige gange glide til Cecilaya, efter han havde betalt for et ekstra døgn, hvor hun havde fået en mulighed for at få sovet igennem. Det kunne han vel give hende? Nu fik han jo typisk en god bunke penge tilsendt af Faith, så han kunne klare sig, men det var ikke hvor han slog sig ned, eller noget lignende.  Mærket bar han endnu om halsen.. Et tegn på den forfærdelige hændelse, som han stod bag, og som han endnu følte, at han måtte betale prisen for. Her stod han foran en kro, som snildt kunne byde ham på et sted at overnatte.. Men at søge ind, havde han ikke lyst til.. I det fjerne kunne man føle uroen nærme sig. Det var vel bare stilhed før storm?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Betaget af de smukke omgivelser på lige dette tidspunkt på dagen, havde endelig lokket Cecilaya ud i Imandras gader. Egentlig var hun ofte forsigtig grundet rebellerne der stadig færdedes rundt omkring, men der havde ikke været nogle problemer. Søvn havde hun fået, af en eller anden grund smed krofatteren hende aldrig ud og hun forsøgte også alt for ikke at komme dertil. Sørgeligt som det end var, så var kroen det hjem hun havde, og det var ret ensomt.. i hvert fald siden Lucifer han havde valgt at forlade det den aften. Måske hun lidt havde forventet at han bare ville komme tilbage.
Med et lidt for glad smil, gik hun gennem gaderne. Der var liv i hendes øjne og en rød glød i hendes kinder, som var forsaget af kulden selvom hun ikke frøs i det ellers kolde klima. Når der ikke var andre omkring havde hun jo ikke ligefrem nogen grund til at opretholde de mange facader. Hendes røde hår, blæste som et flammehav omkring hende i vinden, det var tæt på at de nærmest glødede ligesom gløderne i byens asker.

Igen nærmede hun sig kroen, og håbede som hver gang, at værelset stadig var der. Penge var der ingen af, hun fik intet fra nogen, så det var et mysterie hvorfor det ikke var blevet hende frataget for lang tid siden. Hendes tanker var fanget af helt andre ting, og for et kort øjeblik så hun til siden for at se efter hestevogne og konstaterede at der var fri bane.. for vogne vel og mærke for i stedet gik hun direkte ind i en skikkelse der var umiddelbart uden for kroen. "Undskyld," udbrød hun og trak sig lynhurtigt tilbage uden at vide at det var Lucifer der stod uden for kroen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Tankerne var gledet til Cecilaya mere end en gang, siden den aften, hvor hende og Lucifer havde tilbragt stunden sammen. Jovist var det mere et forsøg på at finde ro for en aften, så han kunne sove, og det havde virket. Vel som et tegn på taknemmelighed, havde han valgt at betale for værelset, så hun havde et sted at være? Pengene brugte han jo ikke rigtigt på sig selv, og han fik en god slant af Faith med jævne mellemrum.
Lucifer gik lidt rundt i sine egne tanker. I forvejen, var det jo sjældent, at man mødte nogen udenfor i det hele taget, og særligt her på egnen. Mange var bange.. frygtede for rigtig mange ting her i landet, og særligt nu hvor Dvasias var underlagt helt andre væsner, som havde sine ideologier. Ikke noget, som han deltog i. Han havde mistet Appolyon, og kæmpede i forvejen for at finde sin plads, efter tabet af Jarniqa.

Lucifer hævede kun lige blikket, i det at han fik øje på en anden skikkelse, som denne gang, gik direkte ind i ham. Det resulterede i et mindre stød mod hans skulder. Det flammerøde hår.. den stemme. Kunne det virkelig være? Et kort smil passerede hans læber. Som facaderne røg op igen, allerede fra starten af, så kunne han jo ikke undgå at bide sig fast i det.
"Du kan bare ikke lade være med at røre ved mig, kan du?" røg det over hans læber allerede med det samme. Undskyld? Så det ord, var rent faktisk et, som var en del af hendes ordforråd? Det var han jo næsten helt overrasket over!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det hele havde været lidt kedsommeligt uden Lucifer. Penge var der heller ikke mange af, så hun var nok uanset snart nødt til at forlade kroen og rende rundt på må og få ligesom hun havde gjort før sin mors håndsudrækning. Nu hvor hun havde fået sit, så havde Cecilaya intet hørt fra hende, og hun forsøgte ikke at være for skuffet over det, men det var svært. Hans stemme afslørede hurtigt at det var den fortabte bror der vendte tilbage igen igen. "Lucifer," glæden forsvandt fra hendes stemme som dug for solen, hun lød mest af alt skuffet selvom hun et eller andet sted var glad nok for at se ham.
"Jeg troede du var taget af sted for lang tid siden," hun rettede lidt på sit tøj og sendte ham et blik der var tilstrækkeligt køligt, til at han ikke skulle fatte mistanke om hvor meget hun faktisk havde tænkt på ham siden.. altså helt almindeligt, hun stod fast på at han ikke var interessant på den måde.
"Kunne du ikke undvære mig mere?" spurgte hun og passerede ham med et lidt flabet blik. Hun slog døren op og kastede et blik over skulderen med et glimt i øjet, der var til for at byde ham med sig. Hvis det var en undskyldning for lidt selskab, så tog hun den gerne.

Ubemærket sneg hun sig forbi krofatteren uden at vide at værelset var hendes på ærlig vis i og med at Lucifer allerede havde betalt for det. Selv havde hun ingen penge, og hun følte sig derfor ret snu for endnu ikke at være blevet smidt ud. Hun gik op af trappen, uden at sikre sig at Lucifer var bagved hende, han måtte jo følge med hvis han havde lyst.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde længe vandret rundt i sin egen verden, men det havde derimod bare været en nødvendighed for ham. Han havde intet fast sted at søge hen. Faith vidste han ikke hvor var henne, men han vidste derimod, at hun var i live. Det var det eneste, som han rent faktisk vidste.
Nu hvor han endnu en gang var stødt ind i sin kære storesøster, måtte han alligevel trække på smilebåndet. Facaderne røg op med det samme, fordi dette nu gav ham en oplagt mulighed, for at tænke på helt andre ting: Nemlig hende. Og han elskede jo at prikke til hende! "Man skulle næsten tro at du havde drukket. Du er jo i et skræmmende godt humør," kommenterede han direkte.
Armene lod Lucifer denne gang falde over kors, og med et tilfredst smil på læben. Hvor han dog elskede det.. og hun startede med at prikke til ham? Det var jo vidunderligt! Hovedet lod han let søge på sned. "Jeg må jo sige, at det er dig, som ikke kan undgå at pille ved mig," kommenterede han let. Et smil passerede hans læber, hvor smilehullerne måtte vise sig i hans kinder. Han kunne jo slet ikke lade være nu. Med dette, så gik han med hende. Hun opfordrede ham jo direkte.

I princippet kunne man kalde værelset for hans, da det var ham, som havde betalt for det, og det passede ham egentlig ganske fint. Han nikkede afmålt mod bartenderen, som han ikke så nogen grund til at snige sig forbi, som var man kriminel!
Han nåede derfor trappen, og søgte direkte efter hende. "Det er det jeg siger.. Du kan jo slet ikke undvære mig," kommenterede han denne gang. Tilfredst. Tydeligt tilfreds!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Faith var ikke at finde nogle steder, der gik rygter om at hun var forsvundet fra jordens overflade faktisk. Ikke at Cecilaya brød sig om den slags, hun havde intet behov til sin mor, og hun havde heller ikke samme behov for det som hun vidste at Lucifer havde. "Nej det er jeg alt for påklædt til at være," svarede hun lidt kækt tilbage og låste døren op til værelset. Det var præcis det samme som de havde haft siden den aften hvor de havde drukket, noget som hun helt havde holdt sig fra faktisk.
"Tro mig jeg er end ikke fristet til at pille ved dig," forsikrede hun og gjorde gestus til at han skulle komme ind før hun smækkede døren. Det var farlige kanter, hun ville helst ikke rende på nogle gamle bekendte, og det havde ikke været et problem hvis ikke det havde været på grund af Jared. Magen til idiot!
Det var naivt nok ikke gået op for ham at han havde betalt for værelset i længere tid, for hun ejede selv ikke andet end det tøj hun i øjeblikket havde på kroppen, hvilket også var ret slidt.

Hun kastede sig på sengen på maven men rullede hurtigt om på ryggen så hun kunne se på ham i stedet for. "Det er dig som står og lurer. Du vidste at jeg var her," pointerede hun selvsikkert som om at det forklarede det hele. Ligesom han plejede at ligge, lagde hun armene under hovedet. Det kunne godt være at hendes facader var oppe, men hun var faktisk i ret godt humør i dag, så det var ikke helt så slemt som det plejede at være.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det kom bag på Lucifer, at Cecilaya rent faktisk var i stand til at smile.. At hun rent faktisk var i stand til at være i et godt humør! Men han kunne lide det. Han søgte ind i værelset sammen med hende. Hans blik søgte hendes skikkelse, som hun lukkede og låste døren efter dem. Så hun ville gerne have ham der? I det tilfælde, kunne han jo ikke være helt uønsket, som hun ellers havde givet udtryk for, at han var tidligere.
"Imponerende, at du i det tilfælde, rent faktisk kan smile til mig," endte han. Han havde bestemt ikke noget imod det. Og ikke var det nogen hemmelighed, at han havde været omkring. I forvejen kunne man jo ikke ligefrem påstå, at han havde nogen steder at søge hen som sådan, for det havde han ikke. Faith var ikke omkring.. Hun var som sunket i jorden. Hans blik gled mod hendes skikkelse.
"Og hvad så hvis jeg har? Hvad har du så tænkt dig, at gøre det?" spurgte han lettere kækt. Han søgte hen til sengen, hvor han satte sig ned på sengekanten i stedet for, hvor han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Nu hvor hun også kunne prikke til ham, så kunne han da uden tvivl også godt prikke bare lidt igen til hende, og det passede ham egentlig mere end fint!
"Og helt ærlig.. hvem vil ikke pille ved mig?" spurgte han denne gang med et kækt smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Lucifer var måske somme tider irriterende men han var bedre end slet intet selskab, og de havde hygget sig, desuden brød Cecilaya sig ikke meget om det billede han havde af hende som en sur gammel strigle, hun ville ikke være ligesom sin mor! "Ja tro det eller ej, men end ikke du kan ødelægge mit gode humør," hun blinkede til ham og fulgte ham med blikket til han satte sig på sengekanten, hvilket hævede hende en lille smule i madrassen under hans vægt.
Ingen af dem havde noget sted at gå, så hvorfor ikke bare underholde hinanden lidt her? VAr det da ikke derfor han havde stået og luret uden for en kro hvor han vidste hun befandt sig? Cecilaya skubbede sig op, så hendes vægt i stedet hvilede på hendes arme, mens hun sad lidt mere op og bedre kunne se ham.
"Som om jeg har tænkt mig at lade dig pille ved mig. Du er vammel," hun rynkede på næsen og kunne ikke lade være med at grine. Godt nok var det et kompliment, men hans beskidte hænder skulle ikke i nærheden af hende. Han burde i stedet tage at finde sin prinsesse, for han var åbenbart blevet lidt fin på den. Hun rystede på hovedet. "Jeg vil ikke," svarede hun på hans egoistiske ord. Det var typisk Lucifer at sige den slags. "Så hvad skal vi lave?" spurgte hun og så sig lidt opgivende omkring. Det var kedeligt bare at sidde her og lave ingenting, hun havde lyst til at have det sjovt.. bare uden alkohol for det havde hun vidst fået mere end rigeligt af.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Cecilaya ville påstå, at han ikke kunne ødelægge hendes humør? Jamen, det passede ham da mere end fint, og det var han heller ikke bange for at indrømme! "Min dag, bliver da pludselig kun bedre og bedre," sagde han denne gang med en tydeligt tilfreds stemme. Det var vel på den helt rigtige dag, at han stødte på hende? Han kunne lide det. Ingen tvivl om det!
Lucifer satte sig ned på sengen, hvor han denne gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Hovedet lod han søge på sned. Han prikkede til hende, og han nød, at han kunne gøre det! Og han var vammel? Det ville han bestemt ikke sige, at han var. Han rystede kort på hovedet. "Nu sårer du mine følelser," endte han, hvorefter han blinkede til hende. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Slet ikke faktisk.
Lucifer vendte sig, så han lagde sig i sengen i stedet for. Det her passede ham selv mere end fint. Det var desuden bedre at ligge her med selskab, end at have et værelse alene. Desuden var han slet ikke god til at være selv. Det var bare ikke noget, som han ville indrømme for nogen som helst. "Du lever konstant i benægtelsen." Han blinkede let til hende. "Well, du har inviteret mig ind. Så hvad har du haft af planer på denne.. fabelagtige dag?" spurgte han med et let smil. Det var ved at være sent også.. Og han kunne remse en masse op, selvom han tvivlede på, at hun ville have lyst til at gøre det.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Faktisk vidste hun ikke helt hvorfor hun var i så godt humør i dag, det var nok bare udsigten til at få lidt selskab. Jared havde efterladt hende alene og uden nogen funktion, det var meget frustrerende! "Naturligvis. Jeg kan gøre enhver mands dag god," sagde hun og lagde en selvsikker hånd på sit bryst med et lidt arrogant blik. Sandheden var nok at hun slet ikke var så selvsikker som hun til tider kunne virke, det var lidt mere en facade ligesom ham.
Lige i dag lod hun sig ikke pirre af ham, det var nok bare gået op for hende at Lucifer plaprede om den slags, men han ville nok før eller siden opdage at det ikke interesserede hende synderligt. "Det tvivler jeg stærkt på," sagde hun og rullede om på maven så hun lå ved siden af ham. Solen ville snart gå ned, og det var ikke fordi der var meget at lave på et lille kroværelse, men nøj hvor hun kedede sig. "Måske vi burde få noget mad?" foreslog hun og kiggede ud af vinduet. Det var ikke engang fordi hun var sulten, men det var bedre end bare at ligge og glo. Han havde nok alt for gode idéer men ingen som hun ville være med til.
"Jeg er ikke vant til at kede mig så meget," indrømmede hun med et lidt dramatisk suk. Der var altid sket noget omkring hende, men ikke siden de havde forladt Strife Manor desværre, det var til at blive vanvittig af!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var da i et fantastisk humør Cecilaya måtte være i, og selv kunne Lucifer da ikke andet end at nyde det! Det var da hundrede gange bedre, end hvad det havde været sidst, de havde stået ansigt til ansigt med hinanden, og det passede ham jo egentlig ganske udmærket, alt taget i betragtning. "Det vil jeg se, før jeg tror det," sagde han med et tydeligt kækt smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være.
Lucifer lagde sig ned i sengen, hvor han vendte blikket i retningen af hende. Den selvtillid klædte hende, velvidende om, at det med største sandsynlighed, ikke var andet end en stor facade. Han kunne jo tydeligt fornemme det. Han lod hovedet søge på sned. Mad.. af alt hun kunne tænke på, så var det mad? "Mad... Du må virkelig være sulten så," endte han, hvorefter han trillede ned på ryggen og lagde sig. Nu hvor han havde været ude igennem de sidste dage, hvor han egentlig bare havde vandret, for at vandre, så var det uden tvivl også noget, som kunne mærkes nu. Han rystede kort på hovedet og lod hænderne glide over hans ansigt. "Du ved virkelig ikke, hvad du skal give dig til, gør du?" spurgte han denne gang med et smil på læben. Smilehullerne viste sig i hans kinder. Denne gang var det jo uden tvivl en helt anden kvinde, som han stod ansigt til ansigt med, men han kunne jo også godt lide det.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var underligt at være i så godt humør, taget i betragtning af at intet havde ændret sig. Ikke ud over at hun endelig havde indhentet sin søvn og faktisk havde et varmt sted at være, frem for bare at rende rundt på må og få. "Du er da ikke blevet flamberet endnu," pointerede hun med et lille grin og rullede om på siden, støttende på albuen så hun kunne se ned på ham. Det gav hende god mulighed for at ligge og massere hendes hovedbund lidt med et par fingerspidser.
"Nej jeg er faktisk ikke sulten, jeg keder mig bare," svarede hun ærligt. Der havde altid været folk omkring hende og hun havde jo faktisk også ledt en lille gruppe af rebeller, og nu var hun alene på et kroværelse, hvor der ikke var det mindste at lave. Nu var Lucifer der, og hans selskab gjorde det da lidt bedre, men ikke at hun ville indrømme at hun nød det.
Cecilaya rystede på hovedet og pillede lidt ved det uredte sengetøj. "Jeg er vant til at lede, vant til at skulle tage stiling til dit og dat og kuk og bæh, og nu ligger jeg på et kroværelse og forsøger bare at få timerne til at gå, er du klar over hvor kedsommeligt det er?" spurgte hun lidt opgivende. Det gav hende lyst til at skabe problemer bare for at der skulle ske et eller andet, for hun kunne snart ikke holde ud at sidde på en sengekant mere og bare stirre ud af vinduet, men hvad skulle hun da ellers give sig til?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et kort træk fandt vejen til Lucifers mundvig, hvor han let rystede på hovedet af hende. Han var ikke brændt af hende, nej.. Men han havde da en vis fornemmelse af, at det ikke kunne være så slemt, som når en drage gjorde det. Det var derimod noget, som han havde været udsat for tidligere. "Jeg er sikker på, at jeg nu har været udsat for det, som er værre," kommenterede han let for sig selv.
Lucifer nød dette. Ingen tvivl om det. Han lagde armene bag hovedet, hvor han igen vendte blikket mod hende. Hun måtte da virkelig kede sig, siden det var sådan, at hun valgte at tage tingene. Ikke fordi at det var noget, som gjorde ham noget som sådan, for det gjorde det ikke. Hun måtte da virkelig kede sig! "Okay du må virkelig kede dig, hvis du overhovedet ikke kan finde noget at holde dig beskæftiget med," kommenterede han denne gang med et tydeligt morende smil på læben. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Han havde ikke tænkt sig at gå nogen steder. "Og derfor tænkte du, at mit fabelagtige selskab, var ønsket? Det er jo fantastisk. Jeg føler mig jo næsten helt beæret," sagde han denne gang. Han blinkede let til hende, inden han rullede rundt, og trak sig derfor mere op i sengen, hvor han slog sig ned på pladsen ved siden af hende. Hvorfor ikke prikke bare lidt mere til hende, nu hvor han havde muligheden for at gøre det?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Med henblik på at han havde været udsat for hendes mor, så var hun nok vand ved siden af. Det håbede hun om ikke andet, for det sidste hun ønskede at være, var hendes mor. "Umiddelbart tænker jeg at du har ret. Mor har allerede mærket dig," hun så på hans hals, og studerede de slanke fingre der var brændt ind. Typisk hendes mor, skulle absolut mærke alle sine mænd, selv sine sønner åbenbart. På det led, var det næsten heldigt at Cedric var gået bort før hun havde fået mulighed.
"Okar Hr. Jeg-keder-mig-aldrig, så fortæl mig hvad jeg skal give mig til," opfordrede hun. Han fik det jo til at lyde som om at det bare var hende der var kedelig og led under mangel på fantasi, hvilket muligvis var rigtigt, men så tog hun da glædeligt imod foreslag. Hun lagde sig på maven og så på ham mens han sad op af sengegavlen.
"Nej jeg er bare for godhjertet til at lade dig stå derude i kulden eller noget. Lidt selskab er da i hvert fald bedre end ingenting," konstaterede hun og pillede lidt rastløs ved sengetøjet. Det var ikke ofte hun kedede sig på den måde, men der måtte snart ske noget hvis ikke hun skulle syne helt hen og bare sove dagene væk i stedet for. Hun var sågar begyndt at overveje tanken om at tage til Appolyon bare for at føle lidt kaos.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Faith var en virkelig hård kvinde, og det var han da uden tvivl mærket af, da det også var den kvinde, som havde opdraget ham. Cecilaya var kvindens datter, men lignede hende på ingen måder. Jo, der var visse lighedstræk, men det var overhovedet ikke så slemt, som Faith i hvert fald. "Hun var hurtig til det. Det indrømmer jeg," sagde han denne gang. Mærket om hans hals, var han på ingen måd"Jeer stolt af, men det var derimod bare meget begrænset, hvad han egentlig kunne gøre ved det nu. Hans plads i Appolyon havde han mistet, og ikke havde han tænkt sig, at steppe op nu, selvom han vidste, at Faith havde mistet den respektive plads.
Lucifer måtte let himle med øjnene, mens han lagde armene bag hovedet. Skulle han nu til at tænke på hendes vegne? "Jeg kunne komme på en lang række ting, men igen.. det er næppe den slags, som du vil gå med til." Han blinkede let henkastet til hende. Det var vel tydeligt, hvad han egentlig gerne ville? Og hvem ville da ikke gøre det, sammen med en smuk kvinde? For det var hun jo.
"Det må jeg sige.. Jeg takker dig af venlighed for dit gode hjerte, og handling, kære søster," endte han. Han havde intet imod det. Faktisk måtte han erkende, at han godt kunne lide det. "Desuden er jeg da glad for, at jeg da kan bruges til noget.. så simpelt og sølle, som et selskab," tilføjede han, mens han denne gang gled mere og mere ned i sengen. Han nød at komme ind.. og han nød, at hun oplagt og tydeligt, havde opsøgt hans selskab, efter de var stødt på hinanden.