Well, well, well.. Hello!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

udadtil var hun som snydt ud af sin mor, ligesom han var af sin far - sagde rygterne i hvert fald, men det gjorde dem jo heldigvis ikke til deres forældre. "Ja sådan er hun. Min far et et lignende på brystet, så vidt jeg ved opstod det også under et skænderi," fortalte hun og rynkede lidt på panden. Hendes ben kløvede lidt frem og tilbage gennem luften, som hun lå på maven og så op på ham.
En eller anden dag skulle han nok komme tilbage til Appolyon, han anså det jo åbenbart som værende sit hjem, en glæde som Cecilaya gerne lod ham beholde helt og holdent for sig selv.
Lidt bebrejdende så hun op på ham dog med et lille smil på læben. "Ja det ville du sikkert kunne lide, men nej tak," afviste hun pænt.
Nu var det jo heldigvis gået op for hende at der intet var sket sidste aften, det var bedst hvis det holdt det ved det, inden hun dummede sig. "Velbekomme. Så godt et menneske er jeg bare," hun smilede lidt flabet og rullede om på ryggen med et kæmpe smil på læben. Af en eller anden grund, gav han hende lyst til at være sig selv, uden de mange facader. "Er det ikke dejligt at have en funktion?" hun lænede hovedet tilbage for at se på ham, hvilket var lidt svært når han sad oven over hende mod sengegavlen og hun lå lidt nede på sengen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Man lignede vel altid den ene forælder mere end den anden? Dertil vidste Lucifer godt, at han lignede sin fader meget, selvom det ikke var en mand, som han nogensinde havde set.. eller mødt for den sags skyld. Han vidste desuden også, at det var noget, som han skulle være ganske glad og tilfreds med. Han lod hovedet søge på sned. "Det må jeg sige.. Så må jeg jo være vigtig for hende," sagde han ganske tilfreds. Han var faktisk glad for det.. Han tog det vel lidt som et.. godt tegn?
Tanken om at vende tilbage til Appolyon, regnede Lucifer bestemt heller ikke med. Det var pinligt og flovt, og særligt fordi at han bar det mærke, som han gjorde. Derfor var han vel bare dømt til at rende rundt uden mål og mening nu? Han vendte sig mod hende, og med et kort smil. Hun var da også bare kedelig! Men okay.. Han havde faktisk heller ikke delt lige den del med særlig mange. "Jeg troede ikke, at Jacelucks var kendt for at være direkte kedelige," pointerede han let for sig selv. Han mente det dog. Hun var da direkte kedelig!

Luicfer kunne virkelig godt lide den kvinde, som hun var blevet til. Ikke den som rendt rundt og skældte ud, var sur og tvær. Det klædte hende rent faktisk! Han blev liggende denne gang, og med hænderne under hovedet. Et kort smil passerede hans læber, inden han denne gag lod den anden glide hen mod hende, hvor han lagde den ved hendes side. Hvorfor ikke bare.. prøve lidt? Og se hvor meget han kunne presse hende hende en smule. "Det er jo lige før, at jeg føler mig som noget særligt.. Hvilket jeg jo ved, at jeg er i forvejen." Han blinkede let til hende. "Du ved.. Det her klæder dig langt bedre," tilføjede han. Han kunne bedre lide hende smilende og munter, som nu, end hvad han havde set sidst.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya havde hørt meget om Ilosonic men hun havde aldrig set ham i egen person, ikke ud over et enkelt glimt en enkel gang han havde besøgt Appolyon. Hun vidste bare at hende smor altid havde sat en dyd i at opdrage ham til at blive anderledes end sin biologiske far. "Jeg har ikke set min mor i lang tid, men jeg tror du er vigtig for hende. Hun sikre sig at du kan opretholde en levestandard... min eksistens har hun i stedet valgt at ignorere, men det er okay jeg har ikke brug for hende," fastslog hun hurtigt. Hun ville ikke være afhængig af sine forældre, slet ikke med det sølle de havde givet hende.
Lidt fornærmet rynkede hun på panden. "Jeg er bestemt ikke kedelig! Men der er jo ikke noget interessant at lave heromkring," beklagede hun sig og lod blikket glide rundt i lokalet for at finde noget interessant.. og flasken der stod ikke langt derfra, var slet ikke en mulighed.

Livet var for kort til at være sur hele tiden også selvom det var lidt opstillet. Hun havde altid haft behov for at være en del af noget eller om ikke andet have en form for tryghed og det var revet helt væk under hende nu. Det var stressende. I første omgang lagde hun slet ikke mærke til hånden der endte ved siden af hende, hun gik ud fra at han bare lagde sig til rette, og så lang tid han ikke rørte hende, så skulle det nok gå. "Hvilket?" spurgte hun lidt uforstående. Der var da ikke meget anderledes over hende en sidst var der?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer vidste, at han var vigtig for Faith. Hvorfor skulle hun ellers sørge for, at han stadig havde penge og kontanter, til at opretholde en særlig levestandard? At han jo så ikke rigtigt gjorde noget ud af det, var jo straks en anden side af sagen. Og Cecilaya havde ikke brug for hende? Var det noget, som hun bare sagde, eller var det noget, som hun rent faktisk mente? "Det er ikke nogen skam, at indrømme, at man savner sine forældre fra tid til anden, Cecilaya. De har vel givet dig noget godt med på vejen?" spurgte han. Meget vidste han jo faktisk heller ikke om hende, eller hendes opvækst, det eneste, som han kun måtte konstatere, var at den ikke måtte være særlig god.
En kort latter brød hans læber, mens han lagde sig godt til rette i sengen ved siden af hende. Intenst måtte hans blik hvile på hendes skikkelse. "Kun fordi du ikke er kreativ nok. Der er altid noget at give sig til," meddelte han. Han selv var nu bare glad for selskabet. Han havde aldrig været særlig god til bare at rende rundt uden mål og mening. Det havde han jo alle dage haft!

Lucifer var nu tilfreds. Han så et smil. Han så en kvinde, som ikke gemte sig bag de typiske facader, som man kunne sige, at Faith særligt var kendt for. Han tog denne gang omkring hendes hånd og med et kækt glimt i øjet. "Du smiler," tilføjede han denne gang, hvor han førte hendes hånd til sine læber, hvor han kyssede hendes knoer. Han satte sig op endnu en gang, og med blikket mod hende. Han var ude på noget.. Han elskede jo at lave ballade!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det stod ret klart at Lucifer intet vidste om hendes liv frem til nu ikke i forhold til hvad hun vidste om ham. Dog tænkte hun sig lidt om, eller forsøgte da i hvert fald at finde frem til noget, men sandheden var at hun var blevet sin egen. "Faktisk.. vil jeg næsten påstå at min bror har givet mig alt brugbart med på vejen og min mors søster og hendes datter. Jeg elskede min far som lille, men da alt kom til alt viste det sig at de begge to var ligeglade, så nej. Jeg savner dem ikke. Jeg savner Cedric, Moniqe, Cayla og Aliyah og jeg savner Enrico, men ikke min mor eller far," sagde hun ærligt. Hendes familie havde været stor og god, hun havde følt sig meget elsket af mange indtil nu hvor hun var blevet voksen.
Hun lagde sig om på ryggen med armene ud til siden og så på det kedelige loft. Måske der altid var noget at lave men værelset her var faktisk ret kedeligt. "Der er forskel på kreativ og lysten," pointerede hun lidt fordomsfuldt.

Lucifer kunne godt lide at prikke til hende, og somme tider var hun fristet, han var en flot mand og han virkede oprigtig.. men det havde Jared jo også gjort, så hun vidste at hun ikke burde stole for meget op ham. Den lille kommentar fik hendes smil til at brede sig mere. Hun vendte blikket mod ham og åbnede munden men lukkede den igen så snart han berørte hendes hånd med sine kølige læber. "Lucifer.." hun trak hånden lidt til sig eller forsøgte på det Sandheden var at han pirrede hende, oog hun var begyndt at holde af ham, men hun ville ikke såres igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var aldrig rigtigt blevet fortalt om Cecilaya, eller det liv, som hun tidligere havde haft. Han havde jo bare levet det hårde liv, som han havde haft, hvor han dagligt havde kæmpet for Faiths tilfredshed og stolthed. Det var jo heller ikke noget, som han havde tænkt videre over kunne man sige. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Man siger, at det har været hårdt, at være en del af Marvalo og Jaceluck. Man kan vel bare sige, at jeg har været blandt de heldige," sagde han denne gang.
Selv gik Lucifer ikke ud fra, at Cecilaya ønskede medlidenhed, og for at være helt ærlig, så var det heller ikke noget, som han duede til at vise hende.. Eller give folk generelt. "Jeg tror meget hurtigt, at du vil finde ud af, at de ting, rent faktisk hænger sammen," sagde han denne gang.

Bare at Lucifer berørte hendes hånd, var uden tvivl en tanke, som rent faktisk.. irriterede ham. Han himlede let med øjnene og lagde sig om på ryggen. I forvejen, var han ikke god til afvisninger, og det blev han mødt af stort set hele tiden. Han fnøs svagt for sig selv. "Nej.. det er fint." endte han. Han satte sig denne gang op og lod hænderne kort vandre over håret og lagde sig i hans nakke. Han fik vel bare ikke lov? Det var en tanke, som han rent faktisk måtte finde meget frustrerende.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var egentlig ikke fordi at Cecilaya var lukket. Hendes barndom havde været.. speciel. Jovist havde den været hård, men hun huskede den egentlig som en god tid, omringet af en stor familie som aldrig havde lagt skjul på deres kærlighed og irritation over hende. Somme tider undrede hun sig over hvor de tider var blevet af, og hvordan hun var endt så alene, men det var en historie for en anden dag. "Ja du er sluppet ret billigt," medgav hun og nikkede. "Og ja, selvfølgelig var det hårdt, det er det stadig, men jeg husker det som en ret fin tid faktisk," fortalte hun. Den slags ting kunne ikke skade hende at fortælle. Siden Jared, var hun blevet meget påpasselig med hvad hun sagde og til hve, Lucifer havde egentlig vist sig at være værd at stole på, men hun gjorde det alligvel ikke helt.
Hendes blik studerede ham en smule. Somme tider beundrede hun virkelig hans evige entusiasme og mod, selvom det var ret irriterende på samme tid. "Man kan sagtens være kreativ med mange andre ting, mester. Jeg tror nærmere det er dig der trænger til at åbne øjnene," konstaterede hun med et lidt opgivende udtryk. Nej Lucifer var allerede skadet af sin perversitet, desværre.

Det tog ikke meget af hende at mærke hans irritation over den ret tydelige afvisning. Et sted vidste hun godt at han prøvede at være god mod hende, og hun havde lyst til at lade ham være det, og det var lige præcis problemet. Hvis hun gav ham hvad han ville have, så ville han alt for hurtigt være væk.
"Okay," svarede hun lidt i mangel på bedre og lagde sig i stedet på siden med ryggen til ham, for ikke at gøre situationen mere akavet, desuden var hun ved at være træt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selvfølgelig var det trist, at der var den slags problematikker, men det var derimod også meget begrænset, hvad man kunne gøre ved det nu. Selv Lucifer var smidt ud, og selvom han stadig blev skænket penge og andet, så han kunne klare sig, så kunne man vel snildt sige, at han var den heldige af dem? "Om det jo så er en god eller en dårlig ting," sagde han denne gang. En fin tid? Det måtte han jo sige, at han havde svært ved at forestille sig, og særligt, når det var sådan, at hun så på det. "En fin tid? Og når du alligevel påstår, at du klarer dig bedre uden?" spurgte han denne gang.
Lucifer var måske en mand, som var farlig at kede.. Han lavede ballade, når han kedede sig, og det havde han altid gjort. Han fnøs kort for sig selv. "Kun fordi at du ikke selv kan knytte de to ting sammen," sagde han med et stille smil på læben.

Lucifer var bestemt ikke god til afvisninger, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. Han rystede kort på hovedet, hvor han denne gang lagde sig ned igen. Okay, hvad pokker havde han regnet med? Han havde jo aldrig fået lov til at komme tæt på.
Selv Cecilaya lagde sig med ryggen til ham. Han rystede kort på hovedet af sig selv, inden han krøb tilbage under dynen og lagde sig til i stedet for. "... Godnat, Cecilaya," sagde han denne gang. Han lagde sig til. Hvor var det hele dog akavet.

//Out

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya havde faktisk aldrig undret sig over hvor Lucifer fik sine penge fra. Uden at sige det højt, gik hun og bekymrede sig lidt om hvor vidt deres mor var i live eller ej, hun følte det bare ynkeligt i forhold til at både hendes mor og hendes far, havde vist sig at være komplet ligeglade med hende.
"Tag det som en god ting," svarede hun og skævede lidt i retning af hans hånd der var kommet underlig tæt på hendes. Problemet var at hun ikke rigtigt forstod hans signaler eller tilnærmelser, eller rettere ikke turde forstå dem, i frygt for at synes for godt af ham. "Nu ja. Alting var anderledes dengang, der var nogle kernepersoner som kunne holde dem lidt nede, det er der ikke længere," forklarede hun lidt tænksom. Nej, når de var ligeglade med hende, så, så hun ingen grund til at have dem som en del af sit liv, uanset hvordan Lucifer havde det med det. Lige hvad angik at udnytte tiden, så havde de meget klare forskellige idéer om hvad der skulle gøres. Under andre omstændigheder havde hun nok ikke været så stædig, men Jared havde mindet hende om hvorfor hun i alle de år havde taget afstand fra mænd. Det var ikke fair at dømme ham på det, men det var svært at lade være. "Mine tanker er på andre steder," hun vendte sig om på siden med ryggen til ham. Det var en form for afvisning, for at lade ham vide at han ikke skulle komme meget tættere på.

"Godnat," svarede hun lidt tomt og stirrede frem for sig. De ville jo begge to gerne, men det virkede for farligt. Det tog hende ret lang tid med de mange tanker der kredsede i hendes hoved, men til sidst endte hun med at falde i søvn.

//Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var slet ikke i tvivl om, at Faith var ved godt vel, for hvorfor skulle han ellers fortsætte med at modtage penge, som han nu gjorde? Hans blik faldt til hendes skikkelse igen. "Jeg ved nu ikke.." Var det en god ting, at Faith ikke havde været så hård ved ham? Med den straf, som han havde modtaget.. det brændemærke, som han havde på halsen.. det som han havde lidt under efterfølgende, det var noget som han ikke just var stolt af!
Kernepersoner til at holde dem nede? Var der overhovedet noget som kunne det? "Jeg er imponeret over, at nogen i det hele taget, har kunne formå at holde dem bare lidt nede," sagde han denne gang. Han lagde sig om på den anden side igen. Endnu en gang afvist af Cecilaya, og det var noget, som han fandt ubehageligt. Han forsøgte jo bare.. Han var en god mand.. et eller andet sted. Hendes tanker var andre steder? Det måtte han jo så derimod kun give hende ret i. "Det må jeg sige," sagde han blot, hvor han selv lagde sig til. Var det så bare det? Hvor fantastisk!
Kort himlede Lucifer med øjnene. "Godnat," endte han blot, hvor han denne gang, valgte at lægge sig til, og allerede indenfor kort tid, endte med at falde i søvn.

//Out