And we meet again.

[Angelique Amalani Darcy]

@alastair

---

Det var tidligt. Solen var kun lige stået op over horisonten da Angel blev vækket af sin kammerpige. Hun lå ellers lige så godt under de dejlige dyner og mellem de mange puder. Sengen her var stor, alt for stor til en enkelt person men ej havde hun nogen at dele den med endnu. Det havde der virkelig ikke været tid til. Hun satte sig op og strakte sig en gang før hun tog sig sammen til at komme ud af sengen. Det var en vigtig dag i dag. Den nye hertug skulle anerkendes af hende og hun skulle vise folket at han havde hendes støtte. Tankerne gled kort på dagen forinden og smilet vendte tilbage på hendes læber. Det skulle nok blive ufattelig morsomt. "Badet er klart, Deres Højhed" lød det fra hendes kammerpige som hun sendte et taknemmeligt smil "Tak, Alice. Du gør virkelig meget." Angel var virklig sin kammerpige evigt taknemmelig. Hun sørgede for så meget at Angel næsten ikke vidste hvad hun skulle gøre uden hende. Det virkede næsten helt underligt hvis hun ikke var der. Den unge kvinde smilede og førte derefter Angel ud af værelset og ned af gangen hvor badeværelset var. Karet var gjort lige klar til hende og dampede næsten eventyrligt for hendes blik. Duften var ligeså helt igennem fantastisk. De havde så mange lækre duftsalte og olier. Hun kunne næsten ikke få nok. Let afklædte hun sig og gled ned i det varme vand. Dette var i sandhed en behagelig måde at vågne op på om morgenen. Det var der ingen tvivl om!

Alle løb hurtigt på slottet den morgen. Der blev gjort ekstra meget rent, det blev rullet røde løbere ud og slottet blev bare generelt pyntet til den festlighed som skulle være på denne dag. Angel havde betragtet lidt af arbejdet før hun var søgt tilbage til sine gemakker for at få tøj på. På denne dag kunne hun ikke bare have sin fine lyseblå kjole på. Der skulle noget mere fornemt til. Hun sad i en stol og betragtede kjolen som de havde fået lavet til hende. Hun sendte de unge kvinder et overbærende smil. De gjorde virkelig alt for meget. Angel var stadig ikke vant til at blive behandlet som en dronning. Det var hende virkelig helt underligt. Roligt rejste hun sig op. Hun var kun iført en hvid robe af silke. Den ene kvinde, Alice, kom over til hende og som hun altid gjorde løsnede hun let båndet der holdt sammen på kåben og tog den af hende. Angel sukkede en gang og sendte Alice et lille smil. "Jeg er født med to arme, Kæreste Alice. Jeg kan godt finde ud af at klæde mig selv af og på" lød det mildt fra den unge dronning. Alice rødmede blot og fniste en smule. Det var kammerpigernes måde at håndtere tingene på. Især når Angel gerne ville hjælpe dem eller ville gøre tingene selv. Essentielt ignorerede de hende bare og fortsatte deres gøremål. Den anden kammerpige, Maria, kom nu over med et par underbukser og med en tynd hvid underkjole som hun fik over hovedet. Derefter kom den lidt store kjole. Også den kom ned over hendes hoved. Den passede perfekt eftersom den var blevet målt af til hende. Alice gik om bag hende og inden for kort tid havde hun fået spændt korsettet som var i ryggen. Selve kjolen var rubin rød og stod i flot kontrast til hendes blonde hår. Den var broderet med mønster af det pureste guld. Den var stropløs men havde ærmer som gik fra overarmen og ned til hendes håndled, halsudskæringen var hjerteformet og overdelen var som et korset, dog meget fik og uden at dette kunne ses tydeligt. Kjolens talje sad omkring hendes hofter og neden under bredte den sig ud og var en smule stor men dog ikke alt for meget. Hvis den skulle være større havde hun et underskørt men dette ville hun ikke tage på i dag. Hun smilede taknemmeligt til de to piger som herefter førte hende hen til en lille stol hvor de satte hende og derefter begyndte de at rede hendes hår.
Endelig var tiden inde. Det var kort før middag og Alastair havde fået besked på at møde op til middag. Angel stod i tonesalen i den flotte kjole, med håret hængende ned over hendes skuldre og med den flotte krone på hovedet. Hun brød sig egentlig ikke om at have den på men i dag var det hende påkrævet og den passede godt til hendes tøj. Den begravede sig en smule i hendes fyldige hår hvilket ikke gjorde noget. Hun stod over ved vinduet i tronesalen og kiggede ned mod gårdspladsen. "Det er ved at være tid" lød det fra hendes hofmarskal. Hun vendte blikket mod ham med et lille smil. "Jeg takker" sagde hun roligt og gik så med rolige skridt over mod tronen. Hun tog en lidt dyb indånding før hun satte sig ned og vendte blikket mod folket som var kommet. Der var flere indflydelsesrige folk, både fra slottet men også fra hele Procias som var kommet for at bevidne denne stund. Hun lænede sig roligt tilbage i stolen og kiggede ud på folkene som stod og småsnakkede med hinanden og hyggede sig. Hendes hofmarskal stillede sig roligt ved hendes side. "Så skal vi bare vente" sagde hun muntert og kiggede mod døren. Nu kunne det ikke være længe.

[Deleted]

En lang nat, og en længere historie senere, var Alastair endelig ankommet til Castle of Light. Tidligt om morgenen, den dag ceremonien skulle stå. Blot som en enlig rytter, hvis ansigt ikke var genkendt af nogen på slottet. Så naturligvis, blev han behandlet med en hvis grad af mistænksomhed.  Det var, dog, indtil han nævnte sit navn. Hvorefter slottets tjenere, stalddrenge, og lignende, hastigt gjorde hvad de kunne for at gøre hans ophold mere behageligt. En mand sørgede for at vise Alastair til et værelse, hvor han ville kunne gøre sig klar, i timerne op til ceremonien. Alt imens Alastair egentlig virkede mere fascineret af det sted hvortil han var ankommet. Slottets navn var tydeligvis ikke givet uden belæg, og han fandt hurtigt ud af, hvorledes tingene syntes at gå, et sådan sted. For opmærksomt betragtede han sine omgivelser. Tjenestepigernes hastige gang og forberedelser, og vagternes stålfaste blikke og ranke positur. Det hele var nyt... og det samme var han. For han morede sig ganske meget over hvorledes folk omkring ham, blot passerede ham uden de store blikke eller den store ærbødighed. Hvordan kunne de da også vide hvordan han så ud, eller kende til navnet på en ung mand de end ikke havde mødt? Alle de liv og hverdage der cirkulerede omkring ham... Dette sted var meget anderledes end Kurnous. Mere fint og måske også en anelse fisfornemt. Her havde alt en rytme og etikette.. men han kunne nu alligevel godt lide dette sted.

"Som De går mod tronen og Hendes Majestæt, går De i en lige linje." En ganske snerpet mand var i færd med at forklare Alastair de mange etiketter over dette sted, og hvorledes ceremonien ville forløbe. Alastair stod med nogle af slottets vagter, og den anden mand, udenfor den store dør til tronsalen. Uanset hvorledes manden syntes at tage dette åh så alvorligt; var Alastair ganske afslappet. Med begge hænder foldet bag ryggen, og et nysgerrigt blik der faldt mod hans omgivelser. Hans beklædning var i nogles øjne, måske en anelse simpelt i anretning... men ikke desto mindre af den fineste kvalitet. Den hvide skjorte, med posede ærmer, broderede mønstre, og en dyb udskæring. Bukser af et lyst brunligt læder, med tynde puder af mørkt stof, spændt tæt om livet af et bælte. Samt de høje støvler af mørkt læder, ligeledes bærende på broderede mønstre af omfavnende og slyngende planter og torne. Som en videre tilføjelse, bar han en kort nobel kappe. Hængene fra en strop bundet fra hans ene skulder til under anden anden arm, og som nåede til hans lænd. "Først vil De bukke når De er ved gangens ende, for derefter at nærme Dem tronen med nogle få ekstra skridt, og knæle." Alastair skævede lidt mod manden.. hvor mange regler var der lige? "Og derefter, når Hendes Majestæt har rejst sig fra tronen, vil De aflægge Deres ed." En ed Alastair havde lært udenad, og som var den samme ed hans fader havde givet i sin tid. Sikkert også den samme ed så mange Hertuger havde givet før. "Når ceremonien har nået sin ende, har Hendes Majestæt krævet deres tilstedeværelse." Alastair hørte ikke rigtig efter længere, men havde i stedet vendt blikket imod en ung tjenestepige der gik forbi de to. Tjenestepigen sendte et ganske lokkende blik hans vej, og vrikkede godt med hofterne... og han kunne ikke andet end at betragte hende ganske nysgerrigt. *Mon hun også kræver min tilstedeværelse..?* Han kiggede lidt langt efter hende, inden en kraftig stemme lød i hans hoved. *Fokus, Alastair!* Og i det samme fjernede han blikket, rømmede sin stemme, og gjorde ryggen rank. Nogle gange var det ikke blot Alastair der holdte øje med Galad. Mere ofte end som så, var det den vise drage Galad, der måtte hive i den unge Alastairs tøjler.

Inde i tronsalen, var alt klart til modtagelsen af deres nye Hertug. Folk hviskede og snakkede imellem hinanden, alt imens en mand trådt frem på gangen, foran den store dør til salen. "Deres Majestæt. Noble medlemmer af hoffet. Og ærede gæster." Som manden talte med en autoritær og dog skøn stemme, begyndte folk at tie, og kigge mod døren. Alastair selv kunne høre stemmen bag døren. "Tillad mig at præsentere; Lord Alastair, af husene Austellian og Mithrond. Søn af Hertug Stark Austellian, og Herren af Kurnous." Og i ét, gik de store døre op. Og Alastair gik ind i tronsalen. Hans ellers normalt blålige øjne, lyste i et grønt skær. Hvilket tillod den blinde drage Galad, at bevidne hvad Alastair så. Stadig med hænderne foldet bag ryggen, gjorde Alastair som anrettet, og gik langs gangen, med direkte kurs mod tronen. Hans hud var lys og fejlfri, som en ægte Elver. Men han havde ikke de spidse ører. I stedet så man blot den muskuløse og ranke fysik, af en stærk ung mand. Med sine brede skuldre og markante hage. Ung var han, ja. Men stor og solidt bygget, især hans alder taget i betragtning. Han var ikke vildt begejstret for alle de blikke der var rettet mod ham, men var ellers ganske rolig. Og som han kom nærmere, lod han blikket hvile mod Dronningen på sin trone. Og... Lidt efter lidt... Indså han...
Det var hende! Den blikfavre og skønne kvinde fra dagen før. Alastair først spærrede sine øjne lidt op i overraskelse, og pludselig blev han en anelse nervøs. De ting de to havde snakket om. Hvad han havde sagt. Hvad han havde gjort, og hvordan han havde opført sig! EN del af ham vidste godt at han måtte have gjort et godt indtryk. Men.. hun var jo Dronningen! .. og hun havde taget fusen på ham! Den unge halvelver fastholdte den ranke positur, og den sidste tanke, bragte et smil over hans læber, som han holdte blikket mod Dronningen, og bukkede første gang. Han stillede sig oprejst, og betragtede derefter Dronningen en anelse med de grønt lysende øjne. Ærbødigt, men også diskret. Indtil, altså, den kraftige stemme endnu engang lød i hans hoved. *.. Du skal knæle..* Og endnu en gang måtte Alastair krybe til korset ved Dragens ord og anretninger, for derefter at træde et par skridt frem, og knæle foran den kvinde, der åbenbart var hans dronning. Han næsten arbejdede for ikke at lade ansigtet bryde ud i ét stort smil ved tanken.. alt imens han betragtede hende ud af øjenkrogen. Egentlig lidt ivrig efter at få denne hersens ceremoni overstået.

[Angelique Amalani Darcy]

Castle of Light var fint, måske endda for fint i følge Angelique. Hun havde altid levet på en herregård og det havde altid virket forfinet og snobbet for hende. Nu boede hun på et slot i midten af hovedstaden. Det var lige en tand i overkanten men folk var vant til at det hele skulle køre på en bestemt måde og de havde alle den samme måde at være overfor hende på. Hun havde besluttet sig for at i stedet for at ændre hele slottet måtte hun vel bare rette sig ind efter de nye regler og måder at være på? Hendes energi skulle ligges andet steds men stadig var det svært for hende. Dog havde de ansatte blot lært at smile og ignorere hende når hun bad dem holde op med at vimse om hende hele tiden. Alt i alt synes hun egentlig at det udemærket med det hele. Hun nød at være her og møde alle de nye mennesker. Det var rart at have noget at arbejde med selvom det da også var hårdt.

Tiden var inde. Hun kunne høre lyden af folk på gangen. Hendes hjerte begyndte at hamre imod hendes bryst. Hun var næsten mere nervøs nu end hun havde været det den dag hun blev kronet. Dette var sådan et formelt møde, hun skulle vise folket at hun anså denne mand som værende deres Hertug. Det var så underligt men også umådeligt spændende. Tænk sig at det ikke var ret lang tid siden at hun havde ligget under Hertugen i herakiet. Det var hende næsten helt irrationelt. Smilet bredte sig en smule på hendes læber som hun tænkte på dagen for inden. Gad vide om han ville kunne genkende hende overhovedet? Det var en tanke som morrede hende. Hun glædet sig til det her. Man havde vel også kun det sjov som man selv lavede, ikke?
Der blev stille som gæsterne kom ind i salen og alle blikke vendte sig mod den unge Hertug. Angel rettede sig op i stolen og lod sine hænder folde sig i sit skød. Smilet hvilede på hendes læber som den unge mand blev præsenteret. Alastair Austellian Mithrond, søn af den tidligere Hertug. Han var som hende selv født med adeligt blod. Roligt gled de blå øjne ned mod hans skikkelse og hun sendte ham et blidt smil. Han måtte vel være nervøs som hende selv? Han bukkede for hende hvilket fik hende til at nappe sig selv kort i læben. Det var jo det som hun havde gjort blot dagen forinden. Hvor var det egentlig komisk men hun formåede alligevel at holde masken og det blide udtryk i hendes ansigt. Han kom nærmere og næmere og jo tættere han kom på hende jo mere smilede hun.
Og så ... Det var tydeligt at se at han havde genkendt hende. Dog kunne hun ikke selv tillade sig at reagere på det lige nu. Hun havde andre ting som skulle gøres. Han så lidt paf ud for det tog ham lidt tid før han knælede. Hun hyggede sig gevaldigt over sit eget lille nummer som hun valgte med blide bevægelser at rejse sig. Kjolen svajede let og hendes hår næsten dansede og kærtegnede hendes ansigt og skuldre selvom hun ej havde bevæget sig meget. Med rolige skridt trådte hun tættere på ham med sine hænder foldede foran sig. "Jeg byder Dem velkommen til Castle of Light, Lord Alastair Austellian Mithrond" lød hendes blide stemme. Nu var det igen hans tur til at handle. Han skulle sige eden, den ed som adelige igennem generationer havde ytret til kongehuset og en ed som hun kun selv kendte alt for godt. Hun havde jo den gang søgt til slottet for at overtage sin fars position som greve og nu stod hun her som dronning. Hun smilede roligt til ham. Hun vidste at han kunne det, han havde virket forberedt da hun havde mødt ham dagen forinden. Nu skulle de bare have denne her cermoni overstået. Hun havde andre ting at drøfte med ham som allerhelst skulle gøres i enerum.

[Deleted]

Dette var underligt for Alastair. Ikke engang overfor den mægtige Thranduil havde han været nødsaget til at opretholde en sådan dekorum og etikette. Den gamle Elverkonge havde i stedet ladet ham tonse rundt i hans husholdning fra han var barn. Men nu... nu skulle han vise sig selv, og ikke mindst sælge sig selv. Han ville ønske det var anderledes, men var dog ikke blind eller uforstående overfor hvorledes sådanne ting fungerede. Han var ikke trådt ind i tronsalen, bærende på en skinnende rustning og en hær bag sig. Og dog måtte han stadig overbevise folket om, at han var en person der ville kunne beskytte dem fra trusler nær og fjern. Samt ligeledes overbevise sine omgivelser om, at han var en Hertug de kunne stole på. Heldigvis var han da ganske velsignet med et udseende der ikke gav dem lyst til at kigge væk. Og med en fysik der vel forhåbentlig ikke kunne andet end inspirere. Og hvis han ville, kunne han endda også virke skræmmende.. men nej! Han var ung, så meget vidste han. Og i sidste ende, måtte han blot være den han nu engang var. Hvilket også tillod ham det lille smil over hans læber, selv som han knælede foran tronen og Dronningen derpå. Han burde nok ikke være så afslappet som han var, men han kunne ikke andet. Ting som dette gjorde ham ikke videre nervøs. I hvert fald ikke så længe ad gangen. Han havde taget springet fra klipper højere end de højeste tårne, og stået med armene i vejret som skyerne havde passeret under ham. Hans eventyrlyst og vovemod var hvad der holdte ham fattet. En lyst og trang til nye oplevelser og udfordringer var hvad der holdte ham beslutsom. Men det ændrede dog ikke på, at dette var meget anderledes. Og ændrer heller ikke på den åbenbaring han havde fået, ved at have set Dronningens ansigt. Og han var derfor stadig en smule rystet over at det var Dronningen selv som havde besøgt Kurnous ved gårsdagens møde...
Alastair nejede hovedet lavere mod gulvet, da Dronningen havde rejst sig, og budt ham velkommen til slottet. Han sank en klump i halsen, og holdte det grøntlysende blik mod det blanke gulv trin foran sig. "Jeg, Alastair Austellian Mithrond, sværger herved, min uendelige og ubestridelige loyalitet til Hendes Majestæt; Dronning Angelique Amalani Darcy" ... "Jeg sværger herved, at tjene Hendes vilje. Beskytte Hendes land. Og forsvare Hendes folk..." Han havde lært ordene godt, men ikke blot ham. Som ordene forlod hans mund, hørte han også stemmen af Galad inde i sit hoved, recitere de selv samme ord. "Jeg sværger altid at ytre sandheden, om så mit liv skulle hænge i balancen. Og sværger at kærlighed vil være den enevældige motivation til mine handlinger.." Alastair hævede blikket og vendte det op imod Angel. Et kort øjeblik tav han, for derefter at lade et diskret smil pryde hans mundvig. Som for at vise hende, at dette glædede ham, vel og mærket uden at han tog det useriøst.  "Så længe jeg skulle være Hertug, vil jeg ej svigte mine pligter. Og beder De over mig, dømme mig, og De under mig, tage mig.. skulle jeg vende min ryg til dette løfte."
Eden var ytret, og han forblev knælende. Alt imens han lidt reflekterede over ordene han netop havde sagt. En masse eder og løfter.. lidt for højtideligt til hans egen smag. Men han accepterede dog sagens natur, og ville sige dem igen, skulle det være nødvendigt. Det var jo trods alt også bare ord.. Han manglede stadig at lade handling tale for sig selv.

[Angelique Amalani Darcy]

At være dronning og at være omkring dronningen gjorde at man skulle holde en hvis etikette. Det var nødvendigt i offentligheden og når alle øjnene kiggede på en. Som sagt brød Angel sig ikke synderligt meget om det men hun gjorde hvad hun var nød til. Hun vidste at et sted var det også det som folket havde set. At selvom de var blevet forladt af det forgående regent par så var deres nye dronning god nok? Hun håbede i hvert fald at det ville give dem noget. Ændringer var på vej men som et barn skulle landet ændres små skridt af gangen. Man kunne ikke bare omvældte det hele på en gang. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun betragtede Alastair foran sig. Hele situationen var sjov for hende efter hvad der var sket dagen forinden. Det var en underlig tanke at deres roller på en eller anden måde var byttet om efter en nat, som i et eventyr. Hun fandt det i hvert fald morsomt. De blå øjne hvilede på hans skikkelse. Selvom hun havde forventet at han nok ville være nervøs som hende selv så så han nu meget sikker ud i sin måde at være på. Det var noget som hun godt kunne lide for det gav ligeså hende lejlighed til at slappe lidt mere af. Det var mærkeligt at skulle stå her og vente på at hører ham sværge en ed på denne måde. Det var hende virkelig så uvant! Men hun måtte tage det, lade det udfolde sig og så tage den derfra. Der var så mange ting som hun gerne ville men en ting af gangen.
Hun rankede sig en smule op og gengældte hans smil. Hun var ej bleg for at vise ham det samme smil som hun havde gjort det dagen forinden. Som hans ord lød i den tavse sal kunne Angel mærke hvordan hendes hjerte hamrede i hendes bryst. Det slog hurtigere og hurtigere og varmen begyndte at stige hende til kinderne i en svag rødmen. Det var virkelig underligt det her men på en måde så føltes det godt. Ej var det et under at hun havde reaktioner som disse. Det var trods alt første gang hun overværede nogen sværge troskab til hende og til landet. Det var overvældende på en god måde. Hun kunne faktisk godt lide det. Ikke fordi det styrkede hendes ego eller fordi hun ønskede at have magt over folk men et sted så gav det hende mere styrke. Hun fik lysten og viljen til at gøre mere, hjælpe mere. Landet havde brug for handlekraftige folk og ej betvivlede hun at hun kunne få udrettet noget, især ikke hvis Alastair valgte at hjælpe hende. Han virkede ligeså handlekraftig som hende selv. Da eden var ytret faldt hendes krop endnu en gang lidt mere til ro. Hun smilede en smule mere før det var hendes tur til at åbne munden. Alt hun håbede på var at det hun sagde var godt nok. "De ankom til slottet som Lord af landet. Rejs Dem, Alastiar" bad hun blidt og lod ham komme på benene igen. "Men nu står De foran mig og de tilstedeværende som Hertug af Procias. Må alle der er samlet på denne dag bevidne at jeg, Angelique Amalani Darcy, hermed giver min fulde støtte til Hertug Alastair Austellian Mithrond, Lord af Kurnous. Jeg ser frem til vores samarbede, Mylord" lød det mildt fra hende som hun endnu en gang tav og sendte ham et roligt smil. De som var samlede i salen begyndte at klappe. Cermonien var nu slut og enkelte mere anerkendte handelsmænd samt andre indflydelsrige folk kom tættere på for at lykønske den nye Hertug.

Angel trådte et par skridt tilbage og lod folk komme til. Hun lod hovedet søge let på sned hvorefter hun vendte sig rundt og gik over til sin Hofmarskal og hviskede noget i hans øre. Han nikkede roligt hvorefter hun forsvandt ud af tronesalen. Hofmarskalen stod lidt før han gik over til den lille gruppe som omringede Hertugen og med en lille rømmen fik han lod til at komme til. "Når De er færdig her ønsker dronningen Deres tilstedeværelse, Lord Mithrond" lød dem meget formælt fra den ældre herre.[/blockqoute]

[Deleted]

Selvom Alastair ikke var synderligt taget, eller virkede videre nervøs... så var dette starten på et helt nyt kapitel af hans liv. Han ønskede egentlig bare at få dette overstået, men kunne heller ikke ignorere vigtigheden af dette øjeblik. Som om han gik fra ungdom, til manddom, i løbet af blot nogle få øjeblikke. Og han elskede det! Tanken om at være en mand, underligt nok... Ikke længere blot knægten der tonsede rundt med en lille drage i hælene, eller som evigt plagede sin mor med narrestreger og harmløse pranks. Men nu.. en Hertug af Procias, og en Dragerytter med en mægtig drage ved sin side. Nu, behøvede han blot at bevise sit værd. Men han glædede sig til muligheden.
Han kunne mærke den voksende stolthed ved Dronningens ord. Stolt over at han havde taget dette ansvar, og at han havde kunnet bære det indtil dette øjeblik. Måske var det hans fars blod i hans årer, eller måske var det noget andet. Uanset hvad, var han ankommet til dette øjeblik, og han havde intentioner om at bære den stolthed og ære med sig i graven. Som forhåbentligt ikke ville komme alt for hurtigt. Alastair knælede stadig, og havde blikket vendt op imod Dronningen i hendes fine klæder. Det diskrete smil lå stadig over hans læber, idet han så rejste sig op ved hendes ord. Et øjebliks stilhed var faldet over salen, og han blot betragtede Dronningen som hendes ord befalede deres stilhed og opmærksomhed. Ja, hun var værd at beundre.

Pludselig faldt der en applaus over den store sal, og Alastair kunne nu se ceremonien som nogenlunde ovre. Dog var hans blik stadig mod Angel, selv som hun bakkede lidt bagud, og som hun forlod tronsalen. I det samme derefter smilte han lidt bredere, og vendte sig så imod de som nærmede sig ham. Den første, var en ambassadør af Skoveleverne. En personlig ven af Alastair. Og de to greb om hinanden skuldre. En ting Alastair var rimelig taknemmelig for, for han var begyndt at kunne mærke spændingen i hans krop. Musklerne spændtes for at holde ham oprejst og ved stærk forfatning. Og mødet endte i en omfavnelse. Og således fortsatte det. Flere højt respekterede handelsmænd og indflydelsesrige mennesker, tilbød deres lykønskninger, og introducerede sig selv. Alastair så muligheden i disse mennesker, og var ved bedste manerer. Handelsmænd der kunne hjælpe med at få etableret større handel til Kurnous, f.eks. Så en god introduktion, var vel altid på sin plads? Disse mange introduktioner var dog kortlevede, da Dronningens Hofmarskal pludselig viste sig. Alastair lyttede til hans ord. Derefter rettede han på sit tøj, og nikkede til Hofmarskalen. "Vis mig vejen." Han havde jo trods alt aldrig været på slottet, og at have han rendende uden guide eller lignende, kunne da næsten gå hen og blive risikabelt. Så Alastair blot bød de andre end god dag, med et høfligt buk, og fulgte roligt efter manden, som han ledte ham ud af tronsalen, og mod Dronningen.

[Angelique Amalani Darcy]

Hofmarskallen havde roligt ventet på at Alastair var færdig med at snakke med folkene omkring ham. Ej ønskede han at lade sin dronning vente men hun havde bedt ham om at de skulle tage dem den tid som de havde brug for. Ej var han meget for det men sådan var det nu bare en gang. Det glædet ham dog at da han lod dronningens intentioner lyde for Hertugen at han fulgte med ham næsten omgående. De unge mand havde da noget pli og det var noget som han, Martin, kunne respektere. "Som de ønsker. Denne vej, Hertug" lød det roligt fra ham som ham vendte rundt og begyndte at guide Alastair ud af salen. Han gik med hurtige og faste skridt ned igennem den lange gang som førne ned tril den lille pejsestuen hvor dronningen havde bedt ham føre hertugen hen. Han var en mand som nød sit arbejde og som ønskede at det skulle gøres ordenligt og derfor var han også en smule ivrig for at få udført denne opgave. De nåede den lille pejsestue med den lukkede dør og Martin stoppede roligt op. Han bankede på og åbnede døren. "Jeg bringer Dem Hertug Alastair, Deres Højhed" lød det roligt fra ham. Han kiggede ind og så at dronningen sad på hug foran pejsen og så til ilden. Ej var dette noget som en dronning skulle gøre! "Deres Højhed, jeg skal sende bud efter nogen som kan tilse ilden for Dem" sagde han måske en smule forfærdet over at hun sad og gjorde det selv.

Cermonien var ovre og folkene i salen begyndte at komme den nye hertug nærmere. Alle var de glade for denne stund for det viste vel en stærkere top som kunne stå sammen og bestykke landet? Dagen var gået godt og Angel var både glad og stolt. Hun havde opnået noget i dag og selvom hun havde været nervøs så føltes hele hendes krop nu behagelig og afslappet.
Dog havde hun valgt at trække sig fra Tronesalen. Hun kunne ej snakke med ham om de ting hun ønskede i det offentlige rum. Hun var nødsaget til at trække dem begge til side. Ikke at det gjorde meget. Formaliteterne mellem hende selv og de indflydelsesrige personer i salen var allerede overstået inden cermonien og hun var nu fri til at lave andet. Med rolige skridt bevægede hun sig ned igennem den lange og længere væk fra lyden af mennesker. Efter en lille tur nåede hun til en dør som hun ubesværet åbnede. Indenfor var der en af de mange pejsestuer som fandtes på stedet. Ej var det den store af dem men denne her hvad alt hvad hun skulle bruge for nu. Der var en pejs som stod med ild i fuld flamme. Hun smilede en smule. Det var ved at blive koldere i vejret men ej var det så koldt at hun mente at pejsen skulle stå med fuldt blus. Hun gik roligt ind i rummet og lukkede døren efter sig. Foran pejsen i midten af rummet stod to prægtige lænestole og tårnede sig. Hun nåede hen til dem og lod en hånd glide let hen over ryggen. Ej vidste hun hvor længe den unge Hertug ville lade hende vente. Der var ingen andre i rummet så med et par hurtige skridt gik hun over til pejsen. Hun greb en ildrager og begyndte at rode lidt rundt i træet som lå derinde. Ej var det en dronning værdigt at rode i pejsen men hun havde jo gjort det hjemme før så hvorfor ikke nu? Forsigtigt lod hun et par stykket af træet falde væk fra de andre sådan så ilden blev en smule mindre og derved også mere behageligt at være i rummet. Det var meget bedre nu og temperaturen faldt hurtigt hvilket hun var glad for. Nu var det blot at vente og se tiden an. Hun skulle dog ikke vente længe før døren indtil pejsestuen blev åbnet og Martin meddelte Alastairs ankomst. Angel smilede til dem beg og ej kunne hun holde et lille grin tilbage ved hendes Hofmarskal's lille forfærdelse. "Du skal ej sende nogen til at tilse ilden, Martin. Det er ikke første gang jeg passer en pejs og ej bliver det sidste. Vær venlig at efterlad os alene. Jeg har ting at drøfte med den nye Hertug" lød det blidt fra hende. Det var tydeligt at se at Martin ej brød sig om det men han gjorde dog som han fik besked på.

[Deleted]

Alastair lod sig betage af alt hvad han kunne hvile sine øjne mod, som han blev ledt ned ad gangene, og mod pejsestuen. Her var der færre mennesker. Og desto længere de gik, desto mindre blev larmen og snakken fra Tronsalen. De involverede i ceremonien havde forladt salen, så mon ikke at langt de fleste personer ville forlade slottet inden længe? Der var jo trods alt stadig en lang dag forude, og de kunne jo få en masse gjort. En lang dag, som Alastair egentlig ikke rigtig havde planlagt med andet end dette første visit til Apterta og Castle og Light. Så det var da fascinerende at studere arkitekturen. Så fascinerende endda, at Alastair stoppe op og kiggede lige i vejret, mod et mindre loftsvindue, der sendte lys ned på gangen. Et smil over hans læber. Hofmarskalen derimod, stoppede op, efter at have indset at Hertugen ikke fulgte efter ham. Vendte sig om, og kiggede med et meget undrende blik mod Alastair. "Mylord?" Spurgte han med uro i stemmen, og et uforstående udtryk over ansigtet. Alastair kiggede et par enkelte gange mere, inden han så også blev enig med sig selv om, at følge efter.

Da døren til pejsestuen blev åbnet, holdte Alastair sig blot en smule i baggrunden. Stadigt stående i dørkarmen. Og lod Dronningen og hendes Hofmarskal ordne deres uenighed i fred og fordragelighed. Dog, ikke uden selv at lade hovedet glide lidt på skrå, og betragte hende. Med en sådan stor og fin kjole på, kunne han da slet ikke forestille sig at det var hverken behageligt, eller fornuftigt, at håndtere åben ild i en pejs? Det var næsten som om hun var en helt anden person, nu hvor der blot var de få andre i lokalet.. Hun var næppe den eneste med lidt uskyldige facader, så det morede ham egentlig lidt, og bragte et smil frem på hans læber. Hans øjne lyste ikke længere grønne af Galad's tilstedeværelse. Dragen behøvede ikke at se dette. Så da Martin havde forladt lokalet, var de to i bogstaveligste forstand; alene. Alastair kiggede lidt på døren, og lyttede til hvordan Martin kom længere og længere væk, inden han så vendte blikket mod Angel, og gik længere ind i pejsestuen. "Først; lad mig blot dele mine tanker, inden jeg blot formoder dem som indforståede fakta.." Lagde han ud med et bredt smil. Han gik hen til en af lænestolene, stillede sig bag den, og lod sine hænder hvile på stoleryggen. "De kom til Kurnous i går. Og der, fremlagde De Dem selv som at være intet i nærheden af en Dronning." ... "Ikke en eneste gang kiggede De skævt til mig ved mangel på dekorum, eller krævede særlige tiltag af høflighed." Han lagde hovedet lidt på skrå igen. Hans tone var ganske rolig, og måske også en anelse kæk. Hun havde taget fusen på ham, og tænkte at hun ville kunne klare lidt af en sådan tone. "Så, vil det være korrekt af mig, at antage; at jeg ikke behøver bøje, og skrabe, og sværge... så længe Vi er i enerum, eller iblandt folk vi stoler?" Det ene øjenbryn blev hævet, og nogle få tænder afsløret i et afventende frossent smil. En tanke der havde kørt lidt rundt i hovedet af ham, på vejen ned til pejsestuen. Og da en ting de to lige så godt kunne få på plads, hurtigst muligt.. Han var dog ganske åben omkring det, og håbede ikke hun ville tolke det som dovenskab eller en mangel på respekt for hende... Hvilket han måske lidt frygtede.

[Angelique Amalani Darcy]

Ej skulle hun vente længe før hun igen havde selskab hvilket passede hende fint. Smilet hvilede mod hendes læber som de to herre betrådte den lille pejsestue og hun vendte opmærksomheden fra dem. Hende og hendes hofmarskals lille uenighed var hurtigt overstået selvom hun tydeligt kunne fornemme at han lang fra var enig. Hun fniste en smule af ham. En gang i mellem måtte folkene på stedet her indse at hun ej var født royal. Hun var ikke bange for selv at tage fat i stedet for at vente på at andre gjorde det for hende. Det var bare ikke sådan hun var. Som Martin valgte at forlade dem satte hun ildrageren på plads igen og rejste sig. Kjolen var stadig ligeså fin og prængende som den havde været det i tronesalen. Hun havde jo trods prøvet at tilse et ildsted før og vidste hvordan hun skulle holde styr på det hele for at det ikke sodet. Som døren blev lukket bag Martin stod hun blot og betragtede Alastair med et lidt lusket smil. Begge ventede de til de var helt og aldels alene.

Som han gik nærmere lænestolen fulgte hendes blik hans skikkelse nøje. Roligt lyttede hun til hans ord. Ej var de respektløse eller noget som helst andet. Hvis nogen havde været respektløs havde det da været hende siden hun var troppet op uanmeldt ved hans hjem og ej fortalt hvem hun var. Det var egentlig en sjov tanke. Ej ville der gå længe for hun ikke kunne lave sådan nogle galestreger længere. Hun blev mere og mere kendt i landet og folk begyndte at kunne genkende hendes ansigt og ej kun ved navn. Dog måtte hun indrømme at det havde været rigtig godt. Hun havde fundet ud af nogle ting om ham som måske ville have taget hende meget længere tid hvis de skulle have gået af mere formelle veje. Desuden så virkede han ikke til at være specielt påvirket af det hele. Som han afsluttede sine ord og endnu en gang tavs blev hendes smil en smule bredere. Roligt bevægede hun sig over mod den lænestol som han ikke stod ved. Hun var tavs mens hun satte sig ned i den store stol og lige så roligt trak hun benene op under sig sådan så hendes fødder ej betrådte gulvet længere. Ej var det sådan man plejede at se en dronning sidde men hun var og blev speciel. "Formaliteter, bukken og skraben høre sig til det offentlige rum, til vigtige møder eller i nærheden af folk som man ikke stoler på. Jeg er ikke anderledes end enhver anden borger i dette land så nej. Du behøver ikke bøje og skrabe" lød det morende fra hende med den blide stemme. Blikket vendte mod hans skikkelse på ny sådan som hendes smil blev en smule mere lusket og drillende. Igen så havde man jo kun det sjov som man selv lavede. "Jeg håber ikke at du har taget vores lille hemmelige møde ilde op. Eftersom du ej var bekendt med mig så jeg et lille snit til at kunne lærer en ting eller to om den fremtidige Hertug. Det og så fandt jeg ideen morsom hvis jeg skal være helt ærlig." Hun var ærlig for hvorfor ikke? Han lod til at være en frisk fyr som nok godt kunne klare hvad hun smed efter ham. Hun havde tiltro til at dette nok skulle blive et mægtigt interessant møde nu hvor der var kommet flere kort på bordet og hun var afsløret som regent. Hun løftede den ene hånd og kørte den kort igennem håret men måtte dog indse at der var noget i vejen. Kronen sad stadig på hendes hoved. Hun sukkede kort men et lille smil og meget forsigtigt løftede hun ligeså den anden hånd og fjernede den flotte krone. Hun drejede sig lidt og placerede den på et lille bord ved siden af hendes lænestol. Så kunne den passende ligge der lidt. Hun følte sig allerede en smule mere fri uden den på hovedet og kørte nu hånden igennem det lange hår uhindret. Det var en behagelig følelse.

[Deleted]

Egentlig havde han lidt glemt, om der havde været et større formål til den audiens han nu havde med Angel. Eller om de to nu sad alene i en pejsestue, blot for at se hinanden an. Og egentlig, rørte det ham ikke. Dette var spændende. I dette lille lokale, fik han sig nu en unik chance for at betragte en af de mest blikfavre kvinder han havde mødt, og ikke mindst se hvilken slags kvinde der mon kunne gemme sig bag kronen og etiketten. Etikette var ikke hans kop the. Han kunne lide gestus, og visse traditioner... men pålagte forventninger om høflighed endnu ikke fortjent, eller at tilbage holde hans egen frie natur - brød han sig så sandelig ikke om. I Kurnous, ville man i hvert fald ikke være tvunget til sådanne ting som han havde været nogenlunde tvunget til i Castle of Light. Og lidt efter lidt, var han også begyndt at indse, at Angel nok også var tvunget, som han selv var det. Og derfor var det blot så meget mere tilfredsstillende og næsten hyggeligt, at se hende befri sig selv af både etikette og forventninger. Måden hun begyndte at sige 'du' til ham... Blot måden hvorpå hun sad i stolen, fik ham til at smile bredt. "Det er jeg glad for at høre." Han fandt sin vej rundt om stolen hvorved han stod, og satte sig ligeledes ned, foran hende. "Dog, er det en smule overraskende, at se en Engel, kaste etikette til side, så let." Galad var en drage af uanet visdom og opfattelse. Dragen havde kun set Angel igennem Alastairs øjne, og selvom det mægtige væsen ikke havde set hendes vinger, havde han vidst at hun var en Engel.

Han krydsede sine ben over hinanden og lænede sig lidt tilpas tilbage i stolen. Dog ikke uden stadig at være en smule rank. Og desto mere lusket og drilsk hendes smil og blik syntes at blive, desto mere blev hans eget det. Som han betragtede hende i retur, og næsten ventede en humoristisk kommentar, eller lignende. Han afslørede hurtigt sine tænder i et bredt smil, og lo lavmælt og roligt. "Jeg må erkende, at du narrede mig med stor list." ... "Og at se dig sidde på Tronen, var meget... overraskende." Han tog om begge armlæn med hver en hånd, blot for at have et sted at placere sine hænder. Men fjernede dog ikke blikket fra hende. "Men nu da jeg kigger tilbage på det, må jeg indrømme at det var en ganske god idé." ... "Og jeg ville ønske jeg havde været den der var kommet op med den idé." Tilføjede han og lagde hovedet lidt på skrå. Hendes krone tog hun af, og lagde på bordet, og han kunne ikke andet end at lade sit blik følge hendes bevægelser lidt i de få øjeblikke af stilhed og ro. Han kunne være en god taler.. med en tunge der gled lystigt og uden de store hæmninger. Han kunne være eventyrlysten og aktiv, eller rettere, var. Og kunne ofte have svært ved at holde sig selv i ro. Og dog... var han mest af alt et vidne til verden. Der med sine øjne vidt åbne, betragtede verden omkring sig. Han fandt stor personlig nydelse i blot at betragte og lære. At lade de verse ting distrahere ham blot nogle få øjeblikke. At lade blikket følge selv de mindste ting der skulle ske...; et egern på vej op ad et træ, eller de små udtryk over et ansigt, som en person talte. Og derfor, kunne han skam også ofte blive fanget lidt i at stirre en smule.. Såsom hånden hun førte igennem hendes blonde hår. Han smilte lidt for sig selv, for så i det samme at skubbe sig lidt fremad, og læne sig fremad. Med hvert en albue, lænet mod hver af sine knæ, og hænderne foldet sammen, som han holdte blikket mod hende. "Men noget siger mig, at der højest sandsynligt er en eller flere grunde til, at du har kaldt mig hertil?" Lød det så fra ham. Venligt og roligt. Hun havde noget på sinde, og han havde i sinde at finde ud af det.. Han betragtede hende som kunne hun betro ham sine dybeste hemmeligheder. Nysgerrig og åben, med et lille smil på mundvigen.

[Angelique Amalani Darcy]

Etikette på den måde som de var tvunget til i det offentlige rum var blot en face, det var en maske man tog på som skjulte den man var. Altid var dette en opfattelse som Angel havde haft. Da hun var helt lille havde hun hadet alle former for magt, nok fordi hun assosierede magt med sin far og hadet til ham havde været så brændende den gang. Hun huskede hvordan han havde ønsket at trække sig tilbage og overdrage hende titlen som greve men den ro havde hun ej kunnet give ham. I vrede havde hun forladt hjemmet på Chili selvom det ikke ligefrem havde været en succesrig tur for hende og hvor sad hun nu? Nu var hun dronning og sad med mere magt end hun nogensinde ville have gjort som grevinde og ærlig talt kunne hun godt lide det. Ikke fordi hun følte sig højere eller bedre end alle andre men fordi hun havde muligheden for at ændre på ting og forhåbentlig kunne hun hjælpe med at skubbe folket ind i en lysere fremtid. Roligt smilede hun til ham som hun betragtede ham. De lod til at være enige på mange punkter også selvom der ikke var sagt mange ord endnu. Hun kunne bare mærke det helt ind i hendes sind. Der var noget over ham som bare fik hende til at falde mere til ro, velvidende om at hun ej var alene i sine holdninger i dette lysets land. Det var en fantastisk følelse at sidde med. Hans lille kommentar fik hende til at grine let. "Jeg er ej født engel så derfor er det lettere for mig at kaste etiketter og tro til side. Jeg blev født som menneske med mudder fra top til tå. Ej var jeg min far, den Procianske greve, værdig når det kom til etikette og hof. Det overlod jeg til min søster" forklarede hun med et lille grin. Hun undrede sig dog ikke over at han vidste at hun var engel. Hendes aura var ufattelig lys og mange gættede hendes race let. "Det er uretfærdigt. Du kender min race men jeg er ej kendt med din" pointerede hun med et lille drillende smil. Nysgerrig var hun jo.

Han gik om og satte sig i lænestolen. Perfekt, så kunne de da begge slappe en smule af. For mange møder var for formelle, ja selv Carlisle havde bukket og skrabet for hende indtil hun tvang ham til at lade være. Hun kunne virkelig ikke lide det men vidste at hun for det meste var nødsaget til at vende sig til det. Selv lænede hun sig tilbage i stolen. Hun sad på skrå med ryggen halvt mod armlænet og halvt mod ryglænet og betragtede ham blot. Ej var der meget royalt over hende i det private. Hun var jo bare Angel i sin egen lille verden og det ville hun absolut blive ved med at være. Det var med til at holde hendes fødder på jorden og det var noget hun vægtede højt. Hun grinte kort. "Jeg fandt ideen morende. Det var sjovt at lærer noget om dig uden at du vidste hvem jeg var. Jeg takker for de beundrende ord, forresten. Jeg håber at jeg kan leve op til det" sagde hun lidt kækt og blinkede til ham. Han var god til at tale. Han vidste hvad han skulle sige og hvordan han skulle sige det. Et sted kunne hans sikkert godt være utrolig slesk og let påvirkelig overfor kvinder. Han var en flot mand og med en tunge på det rette sted var hun ej bleg for at han sikkert kunne snakke kvinder til lidt af hvert. Tanken fik hende til at smile. Det var sjovt at tænke på sådan nogle ting en gang i mellem. Man havde vel altid forud anelser omkring folk indtil man lærte dem ordenligt at kende? Han gik til sagen hvilket var noget som hun rigtig godt kunne lide. Hun rettede sig en smule op og lod håret falde ned over hendes skuldre igen. "Du har ret. Efter vores møde igår besluttet jeg mig for at tage en snak med dig alene. Det lader til at vi har mange af de samme mål og håb for Procias' fremtid og det er noget som jeg godt kan lide. Jeg ved ikke hvor bekendt du er med den Procianske historie men landet har været igennem lidt af hvert. Både med hensyn til vold men også med svigt. Fornyligt valgte det gamle regent par at forlade landet uden at efterlade en pålidelig aftager. Deres kongelige rådgiver overtog før jeg blev tilbudt positionen. Alle de væsner som var af mørke racer eller halvt af mørke racer er blevet jagtet ud selvom de har været i landet i flere hundrede eller tusinder af år. Der er meget tumult rundt omkring. Jeg vil være dum hvis jeg ikke ønskede hjælp og støtte fra både lederne af de Procianske racer men også fra de adelige. Procias står uden Baron eller Baronesse og nu også uden Greve eller Grevinde. Toppen af landet er styrtet efter det tidligere regentpar valgte at forlade os og nu er der kun få til at hjælpe med at samle stumperne op ..." Hun tav kort og tog en lidt dyb indånding. Der var så mange ting at det var svært for hende at tage det hele en ting af gangen. "... Det er hårdt at skulle samle et land i så meget uro. Jeg må være ærlig at sige at jeg ingen erfaring har med ledelse. Jeg var nok den af mine søskende som var sten sikker på aldrig nogensinde ville sidde med nogen form for magt. Jeg ville hellere bare være fri og flyve rundt på Chili" tilføjede hun roligt.

[Deleted]

Han ville ikke forsøge at overbevise hende om, at han var alle hendes historier og dybeste tanker værdig. Der ville måske komme en dag, hvor de to kunne tale om fortiden og dets konflikter. Dele intime hemmeligheder over et glas vin, måske. Men selvom han skam så en sådan dag indenfor den nærmeste fremtid, forventede han nu ikke at det var denne dag. Dette var, trods alt, kun deres andet møde. Og selvom de to næsten syntes som skåret af det samme stof, og med parallelle sind, tog en sådan uendelig tillid, tid. Men alt i hans væsen og hans hjerte, fortalte ham at denne kvinde foran ham, kunne stoles på. At hun var hans tiltro værdig. Alastair var skam heller ikke uenig eller særlig tvivlsom overfor sine dybeste instinkter... men selv de mest simpel venskaber, kunne tage årevis at udvikle. Han havde tid, og ville forhåbentlig få freden og friheden til at udvikle sådanne forhold. At et sådan forhold måske ville blive udviklet til landets Dronning, og ikke mindst en kvinde som Angel, var han ganske glad for. "Jeg ser.." Nikkede han blot og tillod sig endelig at løsrive blikket en smule fra hende, og vende det imod deres omgivelser. Hurtigt, dog, blev opmærksomheden igen vendt mod hende i et lille fnys og med et smil. "Som du ved, var min fader et menneske. Min moder, derimod; er en Elver af skoven.." Svarede han og lod de brede skuldre synkes en smule i en ganske rolig positur. "Og jeg kan kun svagt forestille mig deres overraskelse, da et drageæg, lå i mit skød, en morgen jeg vågnede." ... "Dog har jeg ladet høre, at jeg ligner min fader mere, end jeg ligner min moder. Et faktum der viste sig at være ligegyldigt for Elverne jeg voksede op hos." Tilføjede han med et muntert smil. Hvis hun ikke allerede havde hørt det, hvilket han tvivlede på, så kunne hun da lige så godt høre det fra ham. Han lænede sig tilbage lidt. "Ak ja.. Jeg er en halv-elvisk Dragerytter..." Afsluttede han så, som et endeligt svar på hendes hentydning.

Det var måske en anelse pinligt, at hun skulle have hørt ham tale om hende på en sådan måde. Det ville da være en skam, hvis han blev set som en lovrende skødehund; forelsket i håbet hun gav folket. Det var dog nok delvist korrekt... men det ville da være en skam, hvis hun anså ham for at besidde mere sødme og flere romantiske træk, end potentiale som en ledende figur. Et af hans største problemer, givet hans ungdom og hans frie hjerte. Han lo en anelse kortfattet og kiggede kort ned imod kanten af hendes kjole, der hang ud over stolen hvorpå hun sad. "Jeg kan kun håbe at jeg en dag vil være den samme slags ros, værdig." Svarede han hende, og sendte hende et gengældende blink med det ene øje, og satte sig lidt mere tilpas. En anelse urolig i den næsten alt for bløde lænestol. Men han klarede sig dog indtil videre.
Alastair var ung. Let at distrahere med mindre ting, han måske lystede af højere grad. Efter Elvernes standarder og syn på tid, var han endnu ikke engang en ung mand, måske ikke engang en teenager i deres øjne. Og i sidste ende blot omfavnede han hvad hans hjerte sagde ham, og hvad der ellers måtte drage hans blik af spændende sager... Og et sted dybt i ham, lå der måske endda også en sørgmodig tanke. Som indså at han som Hertug nok ikke ville have megen tid til at forblive ung... I hvert fald ikke for evigt, og ikke i et land og iblandt mennesker der i en sådan grad, krævede hans opmærksomhed. En opmærksomhed, der dog var fæstnet mod Angel, som hun talte. Hun havde meget at sige, men han forblev opmærksom, og lyttede til hvad hun sagde. Blot med nogle få nik fra tid til anden. Han lod blikket sænke lidt tænksomt, inden han så smilte lidt halvhjertet. "Jeg er nok mere bekendt med dette lands historie, end du skulle tro." Han blinkede til hende, og rettede sig så lidt mere op, for at bryde den lidt kække tone, og tage hendes ord alvorlige. Stadig med albuerne mod sine knæ, og håndfladerne fladt imod hinanden. "Men vi kan ikke ændre fortiden." ... "Ej heller kan vi benådige eller bringe alle de tilbage, som skulle være blevet ramt af den sidste tids kaos, og regne med at det vil løse noget som helst." Lød det roligt fra ham. Han vendte blikket helt imod hende, og smilte lidt bredere. "Du kan være rolig i visheden om, at du har min fulde støtte. Og sammen vil vi række ud... måske endda hinsides vore grænser. Og heale dette land og dets folk." Han var nu ganske sikker i troen om at stor fortvivlelse ikke var grundlagt i denne situation. Han og Thranduil var allerede i færd med at udarbejde et samarbejde, og med hans hjælp, ville de kunne række ud til de andre ledere. "Måske er alt vi behøver, blot en smule tro..?" Han lagde hovedet på skrå, hævede øjenbrynene lidt, og betragtede hende med et smil. "Tro på at folket, ved eksemplerne vi sætter for dem, vil rejse sig, og vise sine sande lyse farver?" ... "Jeg, for den sags skyld, tror nu ikke på at vi må grave særlig dybt, for at finde godheden og lyset, som har hvilet i dette land i årtusinder.." Tilføjede han så med et lilel smil, og rettede sig op igen. Flyttede bagdelen lidt længere ind i lænestolen, så han sad lidt mere rank. Han kiggede ud af et vindue, og smilede lidt bredt. "Og tænk at jeg for blot nogle måneder siden, var en simpel halv-elver med en drage, der boede i skoven for os selv." ... "Og nu, er jeg Hertug." Han sendte et hvidt smil hendes vej, og lagde sine hænder i sit skød. Et sted i hendes ord, hørte han hvad der nok var en navn... Chili.. men han nævnte det dog ikke. Ikke nu. Da han som sådan ikke rigtig ønskede at skifte emne.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel var sikker på at der var noget potentiele mellem dem. De kunne støtte og lærer af hinanden. Endnu var de unge men de var af meget forskellig baggrund hvilket kunne være til deres fordel. De kendte til forskellige ting her i livet som kunne komme dem til gode. Dog var tiden ikke til det nu. Stadig var det kun et kort formelt visit og sådan noget tillid tog tid. Hun vidste det godt selvom hendes utålmodige hjerte ej var helt enig. Hun havde altid været utålmodig. Tingene skulle allerhelst ske i hendes tempo selvom det langt fra var ofte de gjorde det. Hun havde lært sig af det og kæmpet for at kunne overvinde den side af sig selv. Dog var det ikke altid at det lykkes. Hun sendte ham et lidt undskyldende smil. "Jeg beklager men jeg var ej kendt med din faders race. Jeg har blot siddet på denne post i meget kort tid, alt for kort tid egentlig med alt taget i betragtning og ej har jeg været på denne jord mere end et par år. Jeg må erkende at de fleste i overklassen er mig fremmede" fortalte hun ærligt for sandt var det jo. Hun havde været gravlagt så længe, hun havde ligget i jorden i flere år tusinde og ej var hun bekendt med de folk som var i overklassen nu. Selv da hun blev bragt tilbage fra de døde og fik et forhold til sin far var hun aldrig en del af hans greve pligter. Hun brugte tid sammen med sin drage og på at rende rundt og opleve verdenen. Stadig var der så mange anderledes ting end den gang hun havde levet sidst. Det hele var hende stadig lidt underligt men det kom ligeså stille. Hun havde kun siddet på posten som dronning i meget kort tid og havde ikke formået at komme voldsomt meget ind i den adelige situation før den tidligere Hertug var gået i døden. Døden var desværre en del af det at være menneske, hun kendte jo selv til den dødelighed. Hun havde båret rundt på den selv inden hun blev forvandlet. Hun sukkede lydhørt og vendte blikket kort ind i ilden. På en eller anden måde mindede ilden hende om solen. Hun associerede ilden og følelsen af at blive brændt med den samme smerte hun havde følt kort inden sin død. Den smerte plagede hende stadig selvom dette ikke var noget som hun snakkede med folk om. Hun vendte opmærksomheden tilbage mod hans skikkelse med et blidt smil. "Drageryttere er fascinerende må jeg sige. Jeg vil gerne møde din drage en dag hvis jeg må?" spurgte hun blidt. Hun havde aldrig mødt andre drager end Chili så det var noget som hun rigtig gerne ville.

Alle havde brug for rosende ord, især når de var i en stilling som var dem ny. De ord som han havde skænket hende uden at vide at det var hende havde været rart at høre. Hun havde fået en bekræftelse på at hendes tilstedeværelse og indflydelse gjorde noget godt og det betød virkelig mere end noget andet. Hun sendte ham et roligt smil ved hans ord. "Det er jeg sikker på vil komme til at ske. Jeg har tiltro til at du vil udrette noget stort og gøre landet her til et bedre sted. Hvis jeg ikke havde troet det havde du ej fået min velsignelse i dag" forklarede hun blidt. Det var jo sandt nok. Han havde vist sig værdig til den titel som var ham arvet og det var noget som hun kun kunne respektere. Det var dejligt at se andre som var engageret i landet og som ville det det bedste. Det var noget som hun kunne lide og noget som hun ønskede at bygge videre på. Som han rettede sig en smule op og begyndte at tale lyttede hun interesseret. Han havde mange ting at sige og hun ville gerne høre mere. Hun nikkede mens hun lyttede. Han var klog selvom han var ung. Hun vidste at man aldrig skulle bedømme en bog på dens omslag. Som han stoppede med at tale holdt hun stilheden en smule. Hun tænkte lidt over hvad han havde sagt og tyggede lidt på ordene. Der var så meget at sige og alligevel havde hun kun en ting i hovedet lige nu. "Hvad er din holding til mørkevæsner på denne side af muren?" spurgte hun sådan lidt ud i det blå. Det var et emne som ofte kom op og de fleste Procianere, eller måske ikke de fleste men dem som råbte højest var i hvert fald imod mørke væsner på denne side af grænsen. Et sted havde hun brug for at høre hans mening. Det var meget vigtigt for hende at vide.

[Deleted]

Det stod vidst meget klart at de begge var nye på deres respektive positioner, og med deres titler hvilende på deres skuldre. Han var også meget klar over at Angel ikke havde været Dronning særligt længe, og dog syntes hun at kommandere meget respekt fra sit folk, og de medlemmer af den høje klasse, som var samlet i tronsalen. Det gav ham ganske godt håb om at hvad de to end skulle planlægge for fremtiden, eller hver skulle forsøge at skabe, ville lykkedes. Han var nu heller ikke en særlig tålmodigt væsen selv, der ofte tog tillidsspring for at teste skæbnen. Men noget af ham satte også pris på tanken om en langsom og sikker udvikling. Hvordan folket dag for dag, person efter person, ville vise sit potentiale. Og hvordan Procias lidt efter lidt, ville kunne genkalde sin tidligere styrke, stabilitet, og sikkerhed. Og blandet med en anelse fornøjelse, ville Alastair gøre hvad han kunne, for at gøre Procias til et sted, hvor alle levede i fred og sikkerhed. Han smilte overbærende til hende ved hendes erkendelse. "Og jeg end ikke engang kendte ham, indtil for nogle måneder siden." .. "Og nu da han er død, er jeg den eneste adelige jeg kender.." Svarede han en anelse muntert og smilte lidt. Hendes uvidenhed kunne han tilgive med lethed. For hans egen var meget reel. Han kendte ikke meget til skikke af andre racer end de der levede i skoven. Og egentlig var han ikke særligt interesseret. For han havde drømme og visioner om at forandre ting. Og han ville hellere at folk fulgte hans eksempel, end at krybe til korset, og lade sig gøre korrupt af hvad han ikke følte var den sande vej.

Alastair smilte bredt og nikkede en enkelt gang, ærbødigt og venlig. "Og jeg er sikker på at Galad ville nyde at møde dig." ... "Men jeg er bange for, at Galad er alt for stor til at nærme sig murene af Apterta, uden den potentielle risiko for uro eller panik. Så.. du vil være nødt til at komme til Kurnous igen, skulle du have lyst til at møde ham." Det sidste, tilføjet med et lille blink til hende. Galad var stor nok til at vandre over byens mure, og desværre for stor til at nærme sig Castle of Light, uden potentielt at lægge en sti ag ødelæggelse bag sig. Han tvivlede på at folk i denne by ville indse Galads venlige og givende natur, skulle deres huse være knust under hane kløer. Og en lille smagsprøve, på hvad der mon ville vente hende. For Alastair vidste, at Galad ikke var nogen almen drage. Der flød ingen ild i ham. Og hans bånd til naturen kunne uden tvivl rivalisere selveste Mira... Kun få kunne forstå hvad han i virkeligheden var.. en gigantisk beskytter af hvad der var grønt og godt. Og Alastair, var velsignet nok til at være hans ven.

Ved hendes spørgsmål, faldt en måske lidt sjælden tavshed over Alastair, og han sukkede let i tænksomheden. Blikket blev sænket mod hans hænder, og han søgte kort efter ordene der ville kunne forklare hende, præcis hvordan han havde det, på et sådan område. Men det var dog ikke tøven, og inden længe, rettede han blikket tilbage mod hende. "Alt hvad jeg ved om mørket og dets væsner, er hvad jeg er blevet fortalt. Eller hvad jeg er blevet lært af min fader, og hans hemmeligheder." ... "Men hvad jeg ved, er; at der er intet i denne verden jeg helliger mere end livet. Intet jeg værdsætter mere end hvad der lever og gror. Og intet jeg finder smukkere, end naturen... evigt skiftende, men dog altid det samme." Lød det roligt fra han, og han smilte let ved tankerne om hans egne ord. Hans hoved sejlede rundt, og det tvang ham til at rejse sig i tænksomheden. Endnu engang placerede han sig bag sin stol, lænene mod stoleryggen, med både hende, og ilden, indenfor sit blik. "Jeg forstår og ved, at ikke alle væsner af mørket, valgte at være som de er. Men hvad de dog alligevel er; er væsner draget til mørket og til døden... End ikke jeg ville turde modsige en sådan ting." ... "Væsnerne af mørket lever ikke af naturens regler, eller påskønner dets skønhed i lyset. Varulve er ukontrollerede bæster, for evigt forbandede til en trang efter kød, der ikke kan tæmmes. Warlocks betvinger mørk og destruktiv magi, der evigt ændrer i selve naturens stof og grundvold. Dæmoner manipulerer sind og betvinger destruktive magter..." ... "Selv en vampyr kan være tvunget til et liv i mørket, men ligeledes tvunget til en sult der overgår enhver forståelse..." Lød det fra ham. Næsten fortvivlet over at sådanne væsner eksisterede. Men der var også sorg i hans stemme... for han havde ondt af mange af disse væsner. Han rankede ryggen, og sendte hende et måske lidt vovet smil. Dog, virkede han også en anelse alvorlig. "Enhver der skulle bevise sit hjerte og intentioner som rene, vil kende til både min kærlighed og gæstfrihed... og vil aldrig kende tilgivelse, skulle de vise sig at være urene. Væsen af mørket, eller ej." Han måtte stoppe sig selv en anelse, og rystede næsten på hovedet af sig selv.. men det var sandheden. Endnu et suk undslap hans læber. "Jeg kender ej til dine tanker eller følelser omkring dette... men så længe vort land og vort folk er i en sådan uro som det nu er, må vi aldrig prioritere gæstfriheden af tvivlsomme væsner, over pligterne vi har overfor vort eget folk.".. Han sluttede igen, og vendte blikket fra hende, og mod ilden. Alastair var på mange måder som naturen selv... fri og omsorgsfuld.. samt til tider vild, utilgivende og utæmmelig.

[Angelique Amalani Darcy]

Begge var de ufattelig nye men Angel havde dog en ting som hjalp hende. Hendes navn. Selvom hendes far bragte både uro og glæde til landet så var Darcy en så gammel slægt at den næsten krævede folks respekt. Hun var heldig i den forstand men samtidig også uheldig. Hun blev dømt på grund af sin far, hun blev dømt for hvad han var selvom det ej var hverken hendes eller hans. Han var vampyr, ej af valg men tvang. Det var hårdt for ham at leve i mørket og Angel forstod ham om muligt mere end nogen anden. Selv havde hun jo haft mørket i sin sjæl også og svagere end hendes far havde hun været. Hun havde taget sit eget liv den gang på grund af mørket og lysten til blodet. Hun ville ikke mørket, hun ville leve i lyset hvor hun kunne flyve rundt på sin bedste ven og nyde solen. Det var også solen som hun havde ladet tage sit liv den gang. Ret poetisk var det at dø til en smuk sommer solopgang og Angel havde nyt at se solen indtil dens stråler havde ramt hendes hud. Smerten havde været ulidelig men kortvarig. Hendes blik hvilede let på hans skikkelse. Det lod ikke til at han havde kendt sin fader ret længe. "Procias har ingen adelige tilbage foruden dig. Jeg husker ikke hvornår der sidst har været en Baron eller Baronesse af landet og Greve linjen forsvandt da jeg tog positionen som dronning. Du er sandlig den sidste adelige af landet" sagde hun roligt.
Smilet bredte sig på hendes læber. Hun ville virkelig elske at møde en anden drage selvom hun ikke fortalte at hun selv havde en. Chili befandt sig faktisk på slottet, han var ikke nær så stor som det lød som om Galad var. Chili var ellers stor. Det var lidt sjovt at tænke at der var nogen større. "Et gigantisk drage i staden ville nok bringe uro. Det vil jeg give dig ret i. Jeg vil gerne tage til Kurnous for at møde din drage og for en chance for at tale med dig igen" sagde hun med et sødt lille smil. Hun kunne næsten ikke vente! Hun ville næsten bare gerne afsted nu. Det var noget virkelig spændende. At sidde overfor en rigtig dragerytter. Det var specielt. Gad vide hvordan deres bånd til hinanden var?

Hun lyttede til hans ord. Igen var han vis. Det var der ingen tvivl om. Han havde meget at sige om emnet. Hun sank en lille klump ved hans hentydning til hendes tanker og følelser omkring dette emne. Hun vidste tydeligt hvad hendes mening om dette var. Ikke så meget for alle væsnerne men for nogen af dem. Der var så mange ting. Hun sukkede en gang og rettede sig op i stolen og lod fødderne finde jorden igen. "Emnet er kontroversielt. Dine ord er vise, det vil jeg give dig men det er bare ikke altid sort på hvidt. Vores tidligere dronning, Silia var bl.a. af mørke racer og hun var elsket her i landet, Deres kongelige rådgiver var halvt engel og halvt vampyr. Han har boet i Procias igennem 700 år, han har gået i kirke hver søndag og bedt til guderne. Aldrig har han såret et individ, blodet som han har levet af er kommet fra de dyr som er blevet slagtet på slottet for kød. Det er folk som aldrig har gjort nogen ondt og alligevel er de blevet jagtet fra hus og hjem" forklarede hun roligt. Det var et emne som ramte hende lidt hårdt og et sted havde hun vel også brug for at snakke med en om det som havde noget indflydelse i landet og det havde han jo nu. Det var svært. Især fordi hun ikke synes at det var spor retfærdigt at de blev behandlet på den måde når de havde været i landet, ja nogle af dem havde endda været der i flere tusinder af år. "Min far er vampyr. Han blev forvandlet for at rede sig selv og sin familie. Han blev det af tvang. I jeg ved ikke hvor mange tusinde af år har han boet i landet, han har bragt fremdrift, ro og ikke mindst penge til landet. Han er netop blevet jagtet ud på grund af hans race selvom han har levet i landet i så mange tusinder af år. Ej synes jeg at vi skal åbne grænserne for mørket men de få som har gjort noget for landet, som har vist at de har lyset i hjertet og intet gjort burde have lov til at blive." Hun sukkede en gang og lukkede øjnene. Der var en svær ting for hende men alligevel fandt hun det i sig at fortsætte blot en smule. "Den eneste mangel Procianerne har er tolerance. Det er noget som jeg ønsker at lære dem med tiden." Sandt var det jo. Procianerne manglede tolerance og det havde de alle dage gjort. Det var en mangel som de havde haft så længe og selvom der havde været så meget godt i de få mørkets væsner som var kommet over muren så var de ligeglade. Selvom disse væsner havde været lysets tjenere i tusinder af år så var det helt og aldeles ligegyldigt i deres øjne. Det var en fustrerende tankegang.