And we meet again.

[Deleted]

I de få måneder Alastair havde kendt sin fader, inden han døde, havde den gamle mand delt al sin viden, og ikke mindst alle sine hemmeligheder med Alastair. Så Alastair var ikke uvidende omkring situationen i Procias, eller manglen på personer der vovede at gribe ansvaret af en adelig titel. Men så længe der ikke var andre, havde han ikke tænkt sig at bekymre sig om det. For han ville ikke spilde sin energi på at bekymre sig om noget der ikke var til stede, eller som ikke var en realitet. Han var først blevet Hertug, og Kurnous måtte først etableres som et magtsæde, inden han kunne handle på nogens veje. Og inden han kunne ændre noget som helst i dette land. Selvom han ville det anderledes, kunne et hus ikke blive bygget, uden først at have et fundament. Dog, måtte man også nogle gange løbe, før man kunne gå...
"Og du vil være mere end velkommen." Bekræftede han med et lille nik og et bredt smil til hendes ord. Han troede faktisk at Galad ville nyde et møde med hende. Og Alastair ville lyve, hvis han påstod han ikke også ville nyde at have hende som gæst i Kurnous endnu en gang. Og næste gang, velvidende hvem hun var, ikke mindst.

Alastair lyttede til hendes ord i tavshed. Og desto mere hun talte, desto mere rynkede han sine bryn, og lagde hovedet en anelse nysgerrigt på skrå. Hun syntes meget slået af dette emne? .. Han næsten skammede sig. Han kendte intet til sådanne lidelser eller hvilken smerte hun end måtte have følt i hendes liv. I hele hans hidtil korte liv, havde han kun kendt til kærlighed. Givet omsorg af de der var omkring ham, og givet rigeligt i retur. Han var dog ikke blind overfor lidelserne af verden omkring ham. Døde træer og ødelagt natur hvilede stadig visse steder, fra den sidste krig. Massive gravsteder, hvis mindesten, testamenterede en tid af strid og had. Han tvivlede på at han nogensinde ville forstå hvordan det var at være Angel. Eller hvordan det var at være hendes fader, eller en hvilken som helst anden hun nævnte... Han sukkede lydløst som luft forlod hans let adskilte lunger, og betragtede hende lukke sine øjne. Han slap ryglænet af stolen hvorved han stod. Gik rundt om stolen, og hen til hende. "Jeg forsøger ikke at modstride hvad du siger... for du har ret." Alastair satte sig ned på hug foran hende, og efter et øjebliks tøven, tog han om hendes ene hånd, med begge hans egne, og håbede på at kunne fange hendes blik. Med et lille smil, der forhåbentligt ville bringe hende blot en smule forløsning for hvilken pinsel hun end måtte føle i dette øjeblik. "Som jeg sagde.." ... "Så vil et hvert væsen af et rent hjerte og af rene intentioner, være velkommen i mit hjem og ved mit bord. Og hvis hvad du siger om din fader, eller ethvert andet væsen du skulle kende, skulle være sandt.. vil jeg stole på din dømmekraft, og byde dem velkommen i mit nærvær. Så meget kan du være vis på. Og aldrig, i min tid som Hertug, vil jeg tillade nådesløs jagt eller forfølgelse af et hvert uskyldigt individ eller væsen." Lød det fra ham, i en næsten omsorgsfuld og så blød stemme, som hans ellers ganske maskuline stemme kunne præstere. Smilet han sendte hende var varmt og venligt. Men lidt efter lidt, efter han havde talt, falmede det. Og Alastair slap hendes hånd, forderefter at bakke, og sætte sig tilbage i sin stol. Nu med lidt rynkede bryn igen. "Men jeg vil ikke sidde og påstå mig selv som værende et ualmindeligt tilgivende individ..." Han sukkede, næsten som skammede han sig over hans egen natur. "Jeg vil aldrig udstrække en invitation til mørket og dets væsner, eller tillade at livslange mordere skulle søge Procias i et desperat forsøg på at ændre et uhelligt og unådigt liv. Allerede med utallige sjæle på deres samvittighed...." Tusindvis af års mord og ondskab, ville han ikke tilgive, blot fordi en sådan person skulle have vendt sig liv om i blot et par hundrede... "Og uanset hvilke tanker du måtte have om folket i Procias. Så glem ikke. At der er gode mennesker i dette land. Som intet ondt har gjort i deres liv. Som aldrig har kendt til et våben i deres hænder, eller nådesløse ord på deres tunger. Jeg tror ikke på at deres intolerance er et tegn på ondskab, men rettere et tegn på styrke... en styrke du kan bruge, og som du kan rette mod skabelsen af en bedre morgendag." ... Han lænede sig lidt frem mod hende igen fra sin stol. ".. Mist ikke troen, Angelique.." Han vovede at bruge hendes navn uden nogen videre omtanke, og sendte hende et lille halvhjertet smil. 

[Angelique Amalani Darcy]

Hun ville glæde sig til at møde dragen. Det ville være underligt at møde et andet så mægtigt dyr. Hun kunne næsten ikke vente og igen måtte utålmodigheden melde sig i hende. Hun kunne jo slet ikke lade være.
Som de snakkede sammen forstod hun mere og mere hvor meget hun rablede omkring sådan nogle ting. Endnu havde hun ikke lært kunsten at beherske sig. Hun vidste at det vil komme med tiden men lige nu så kom det hele bare ud. Hun kiggede roligt på ham og bed sig let i læben som hun blev færdig med sine mange ord. Hun sendte ham et lille smil. Han sagde at hun havde ret og det var i det mindste noget. Det var et emne som stod hende nær, ikke blot på grund af hendes far men blot for alle de væsner der nu var jagtet selvom de intet havde gjort. Hun skulle til at åbne munden på ny da han rejste sig fra stolen. Hendes blik fulgte hans skikkelse som han kom over mod hende. Som han satte sig på hug og tog hendes hånd kunne hun mærke en øjeblikkelig rødmen. Hun var virkelig ikke vant til at blive behandlet på denne måde og det var noget som tydeligt påvirkede hende nu. Hun lyttede til ham som han endnu en gang bakkede fra hende. Hun lukkede øjnene og sukkede stille. Et sted så havde han misforstået nogle af de ord hun havde ytret og hun havde sikkert også sagt det forkert. Hun bed sig kort i læben før hun selv rejste sig fra stolen. "Du misforstår en smule. Jeg ønsker ikke at åbne vores grænser. Ikke det mindste. Mørket er for ondt til at have helt åbne grænser på den måde. Dog ønsker jeg at de sjæle som har tjent lyset i så mange år og aldrig har gjort en sjæl ondt får lov til at vende hjem. Dog er dette noget som kommer til at ske formentlig men man kan jo drømme" sagde hun roligt. Hun knyttede hænderne kort før hun gik hen ved siden af ham. De blå øjne søgte hans ansigt og hun sendte ham et næsten overbærende smil. Han vidste det virkelig ikke? Det var en udbredt myte at Procias folk var gode. De var af lyset ja men der forgik meget ondskab på denne side af muren i form af uvidenhed og sikkert også frygt. Der var så mange som ikke vidste hvad de gjorde. Hun lod hovedet søge let på sned med et lille smil. "Jeg tvivler ikke på folket. Jeg ved at de har det i sig som kræver for at blive bedre. Men du tager fejl. Deres intolerance er et tegn på frygt og gruppepres. Der er sket for meget ondskab i denne verden til at de kan tilgive mørket og jeg er enige med dem. Jeg kan ikke tilgive de voldshandlinger som mørket har gjort på vores land og på lyset i vores hjerter men ej ønsker jeg at benægte dem som har vist deres værd. Hun sendte ham et lille smil Det var det som det hele handlede om lige nu. De som allerede havde vist lyset i deres hjerter, de som havde Procias som hjem skulle have lov til at blive. Roligt lod hun armene glide over kors som hun kort lukkede øjnene. "Det er en af mine største fejl. Jeg bliver meget ivrig når jeg skal prøve at tale min sag. Jeg ved det men det stammer fra at jeg aldrig har diskuteret, kun råbt og skreget, mest af min far. Procias står i en speciel situation og overfor et svært valg. Dvasias er .... faldet kan man vel sige. Den tidligere Dvasianske dronning er blevet væltet af pinden og et nyt styre er kommet til. Den tidligere Procianske dronning, Silia har overtaget sammen med sin far og jeg ser en mulighed for fred. Jeg ved dog ikke om jeg skal tage den. Fred ville benefitte os men som sagt så er der folket at tænke på. Jeg tvivler på at mange af dem vil gå ind for en aftale med Dvasias" sagde hun ærligt. Hun vidste ikke hvorfor hun snakkede med ham om alt det her men posen var åbent og han var her og så måtte det briste eller bære. Hun kunne ikke andet end at prøve. Hun tænkte at kalde lederne og adelen til råd omkring en mulig freds aftale med mørket.[7blockquote]

[Deleted]

Egentlig overraskede det ham lidt. At emnet om blot nogle få gode væsner af mørket, syntes at kunne inspirere mere ilterhed fra hende, end hendes eget folk. For imens hun talte om de rene hjerter af blot disse få individer, syntes hun at fordømme et helt folk som snæversynede og intolerante. En ting der egentlig irriterede ham lidt mere end det sikkert burde gøre. Desuden, syntes hans venlige håndsrækning til hende, ikke at have virket overhoved, og hun fortsatte med stadig lukkede øjne og suk fra hendes læber. Alastair var hverken vred eller synderligt frustreret, han forblev dog blot en smule uforstående, selv imens han lyttede intens til hendes ord. Han endda også forholdte sig stille, som hun stillede sig ved hans side, og kiggede ned til ham som han sad på stolen. Det overbærende smil brød han sig ikke særlig meget om. Som om hun var en moder der belærte sit barn om realiteten af ting. Dog, forblev han åben overfor hendes ord, og lod tænksomt sit blik betragte hende. Han hævede brystkassen, da der endelig var plads til at han kunne tale. "Jeg hverken misforstår dine ord, eller din mening." ... "Og hvad du netop nu siger, syntes lige til hvad jeg sagde, blot nogle få øjeblikke siden, gør det ikke?" Han skævede mod hende, med et lille smil, men blev mødt af hendes lukkede øjne. Han følte ikke rigtig for at gentage sig selv. Han havde jo netop sagt at hvis nogle få individer af mørkets race havde bevist dem selv lyse af sind og hjerte; så ville de være velkommen efter hans syn. Og ligeledes havde han også sagt at han ikke ønskede at række hånden mod mørket. Eller give dem en invitation til at komme til Procias... alt sammen ting hun netop syntes at have gentaget. "Mange af folket er underuddannet, ja. Men sådan noget har folk som os, magten til at ændre. Deres liv er ofte korte, og de forstår ofte kun hvad der er tæt ved dem... Men jeg nægter endnu at lade mig selv falde i fortvivlelse, og afkaste min tro på folket af et land, der har stået i tusindvis af år..." ... "Alt hvad vi kan gøre, er at sætte eksemplet for folket at følge.. Eller tvinge forandringerne ned over deres hoveder.... Personligt ser jeg kun en af de to som værende vedvarende." Han måtte være en smule bestemt, hvis hun skulle forstå hans mening. Men Alastair ønskede ikke at udfordre sin Dronning, eller skabe nogen form for konflikt imellem dem, baseret på intet andet end forskellige meninger og holdninger.

Hun syntes at betro ham en del ting, og alligevel lå der en følelse af at der var en masse hun tilbageholdte. Han havde færdes omkring sandfærdige og gode folk hele sit liv. Måske endnu et kort liv, men det var alt han kendte, og alt han ønskede at kende. Så derfor, var det ikke svært for ham at indse når noget ikke var som det skulle være... "Jeg kan ikke begynde at begribe hvad dig og din fader har været igennem..." Alastair sukkede en smule. "Men selvom jeg ikke ville drømme om at undervurdere folket af vort eget rige, tør jeg dog understrege at sådanne valg ikke hviler i skødet af folket, men på vore skuldre." ... "Vi må tage sådanne beslutninger, og inden længe, vil folket falde i linje." Han lød måske en anelse kynisk, men sådan var det nu engang. Den eneste grund til at der var adelige og royale, var ikke fordi der var visse slægter og navne som bar større visdom end andre. Men fordi folket altid havde overladt større og mere skæbnesvangre beslutninger til mænd og kvinder der var bevæbnet med den nødvendige viden til at tage dem. Og skulle hun se det nødvendigt for landet fremtid at bringe disse godhjertede sjæle tilbage til Procias, så han ikke de store udfordringer i netop at gøre det. "Fred burde altid søges og accepteres. Men jeg ville dog vente lidt endnu, og se om Silia ønsker det samme. Skulle hun søge freden til Procias, bør vi tage den... indtil da, bør vore blikke og vor energi, være vendt mod vort eget land og vort eget folk." Tilføjede han mere roligt, efter at have søgt en smule efter ordene at sige. "Grænserne er åbne, og der er nu stilstanden nødvendigt for at kunne heale og samle stykkerne... og i vores hast efter at heale et land, kan vi risikere at gøre det yderligere skade" ... "Hvis vi ikke er tålmodige omkring det."

[Angelique Amalani Darcy]

Hun bed sig stille i læben. Det her gik ikke efter planen. Hun var for overilet og ivrig. Engang i mellem ville hun ønske at hun havde arvet sin fars temperament og ikke hendes mors. Hun tænkte lidt, lyttede til hans ord. Samtalen var blevet for meget. Hun kunne tydeligt mærke det og det var bedre at stoppe det nu. Hun vendte blikket mod hans skikkelse og sendte ham et undskyldende smil. "Undskyld. Jeg har sagt for meget. Jeg må ærligt indrømme at det hele er lidt svært for mig. Min historie er speciel og...." Hun tav. Hvordan mon hun skulle forklare det på en rigtig måde? Det var bare så underligt. Hun tænkte lidt før hun atter åbnede munden igen. "Jeg blev født i en tid hvor der var meget mere tolerance end der er nu. Jeg blev født få mange tusinder af år siden. Det er hvad jeg er vokset op med og hvad jeg er blevet opdraget til. Den verden som er nu er ikke intolerant og ej er det hele folket men det er de intolerante som råber højest. For at være ærlig så skræmmer det mig en smule" forklarede hun ærligt og kiggede kort ned i jorden. Der gik lidt før hendes blå øjne vendte sig mod hans skikkelse igen. "Hvis jeg ikke havde en tiltro til folket så ville jeg ikke sidde i denne position men ej kan jeg benægte at der er lagt en skygge over landet. Jeg ønsker at fjerne den og lade lyset skinne ligeså lyst som da jeg var lille. Denne her verden er mig fremmed, den er så anderledes end den jeg voksede op i og har været vant til. Tilgiv mig hvis mine ord har synes hårde. Folket er bange, de er skræmte af mørket og det er det som sætter dem i den forsvars position som de er i. Det skræmmer mig. Især fordi jeg ved at selv min position er usikker. Der er folk i landet som allerhest så mig smidt på porten fordi min far er Vampyr." Det var jo ikke løgn. Der var mange som var med hende men samtidig vidste hun at der var folk som ikke ville have hende i nærheden. De ville have hende ud af landet fordi hendes far var den race som han var. De mente at hun var korrupt og ej lyset værdigt. Et sted var det skræmmende fordi hun vidste at hendes liv kunne være i fare hvis hun trådte bare en smule forkert. Hun var ikke sikker selvom hun var af den race som hun var det.
Med hensyn til freden så var de enige til dels. Hun så helst at det blev gjort hurtigt fordi det kunne skabe noget ro. Der var uro på grund af mangel på infomation. Med Jaqia på tronen vidste de at de var i fare men nu sad Diamaqima familien der og endda deres tidligere dronning var der. Det gav mere usikkerhed end hvad godt var og Angel kunne tydeligt mærke det på folket. "Jeg vil samle lederne og de adelige til et møde omkring en mulig freds aftale med Diamaqima familien. Jeg ved at Silia er en fornuftig kvinde selvom hun forlod Procias og Nathaniel er ligeså en fornuftig mand, gammel men fornuftig. Jeg vil dog høre alles mening om det før en beslutning bliver taget Men lige nu er der mere pressende problemer end det. Landet skal gøres klar til vinteren" sagde hun tænksomt. Hun havde fået sig selv til at falde ned og var endt tilbage i den lidt mere afslappede position. Hun vidste at hun var en kende overilet, det havde hun alle dage været og hun skulle lærer at slappe mere af og tage det roligt. Det var ikke noget hun ville kunne gøre fra den ene dag til den anden. Det var noget som tog tid, tid som hun ikke kunne tillade sig at tage. Det var surt at det skulle være sådan men ak, hun måtte bare komme igennem det på en eller anden måde.

[Deleted]

Alastair var skam ganske rolig. Sikkert mere rolig en Angel. Imens hun stod ved hans stolt side, sad han en smule tænksomt, og lyttede til hendes ord. Alt imens hans blik skiftevis fandt ilden i pejsen, og hende. Egentlig forholdte han sig også i ro. Gav hende den plads og tid hun skulle bruge til at tale. Det var ganske tydeligt for ham at dette gik hende på, og atter blev han mindet om hvorledes hun havde inspireret ham og betaget ham, selv inden han havde mødt hende. Men ligeledes var han også blevet mindet om et ædru faktum... at hun blot var en kvinde, en datter. Måske endda en moder til folket, ville mange nok sige. Også selvom hendes ord hentydede til foragt iblandt dele af befolkning. Foragt for hende og hendes fader. "Etabler dig selv som en herskerinde, både stærk og blid. Få folket til at føle sig sikre, og deres frygt vil falme. Forhast dig i stadigt spæde beslutninger, og du kan risikere blot at øge deres frygt." Kommenterede han roligt og betragtede hende. I hans hoved var det den eneste rigtige vej at tage. Tålmodighed var en dyd de alle måtte omfavne i tider som dette. Og med vinteren for deres porte, havde de ikke råd til at rette ressourcer og opmærksomhed imod en revolution af landets struktur eller stand med andre lande. Alastair sukkede. "Jeg er endnu ny i alt dette. Men for at gennemføre hvad du synes at ville gennemføre, vil det kræve at folket har tillid og respekt for deres nye ledere." ... "Vi simpelthen kan ikke, og må ikke, handle overilet og drive folket mod en vej der på stående fod, synes usikker." Endnu engang rettede han blikket mod hende, venligt og med et smil. "Jeg ønsker de samme ting du gør.." Han havde lyst til at tilføje hvorledes han syntes at tålmodighed var den rigtige vej, men en sådan beslutning måtte hun tage for sig selv. Hun ville måske en dag, sætte stor pris på hans råd og mening. Men han var ikke hendes rådgiver, og ej heller hendes ligemand. Han vidste hvad han ville gøre, og kunne kun håbe hun vidste hvad der var rette for hende at gøre i tider som dette.

Stemningen imellem dem syntes at være blevet en smule trykket. De havde vist sig i stand til at banke deres hoveder mod hinanden i uenigheder om retning om holdning. Men det var nu også ganske forfriskende, måtte han indrømme. Hvis hun blot troede at alle omkring hende, ville følge hende i tykt og tyndt, var han lidt bange for at hun måske ville gøre noget overilet. Han smilte stadig roligt, og lyttede til hendes forslag. En smule overrasket over at dette var vejen hun ville tage, og dog alligevel lettet. "Det synes den rette vej at tage." Han nikkede. "Men de er de nye herskere af Dvasias.. Og jeg føler det ville være en fejltagelse at lægge en sådan stor tillid i deres fornuft.." Måtte han ærligt sige. Hvis de var i stand til at tvinge deres vej til magten i et land som Dvasias... hvem kunne så sige hvad en som Silia var i stand til?
Alastair rettede ryggen og nikkede da hun nævnte vinteren. Han kunne ikke løbe fra at det var sådanne ting han hellere vendte sin opmærksomhed imod, rettere end ønsket om fred med Dvasias, eller andre lange fremtidsudsigter. "Jeg har intentioner om at sende mænd til alle byer og afkroge af Procias. For at tilse deres holdninger af korn og føde. Større konstruktioner i landet må sættes på hold, og deres opmærksomhed i stedet vendt mod at styrke og forberede lagre og holdninger mod vinteren." ... "Med lidt held, kan vi undgå at dette bliver en alt for hård vinter." Lød det fra Alastair. Efter at deres ord havde sprunget frem og tilbage hidtil, tænkte han det fornuftigt at fremlægge hvad han selv havde tænkt sig at gøre. Og blot håbe hun ville være enig.

[Angelique Amalani Darcy]

Det hele gik hende på men kunne man bebrejde hende? Ej var hun født til dette job som hun nu stod i. Det hele var kommet pludseligt og hun havde ikke styr på det hele endnu. Det var hende forvirrende men hun prøvede alligevel at komme igennem det. At alt så var så anderledes end det havde været den gang hun havde været barn og ung gjorde det hele også en smule mere besværligt for hende. Hun huskede det jo stadig så tydeligt. Folket havde elsket Elanya og ligeså Lestat Junior selvom Junior havde været halvt af mørket. Han havde været en hyldet kronprins, elsket og forgudet af folket ligegyldigt hvor han gik henne og nu ... Ja nu var det anderledes. Sandt at det måske ikke var så slemt som det føltes men det var lidt som at gå fra den ene yderlighed til den anden. Hun var kun et barn i manges øjne og stadig havde hun meget at lærer. Hun sukkede svagt og sendte ham et taknemmeligt smil før hun hankede lidt op i sig selv. "Du har ret. Jeg tager mig tiden og så skal folket nok se deres frygt falme. Tak fordi du har lyttet til mig, Alastair. Jeg har ikke rigtig nogen at tale med på dette sted så det var rart at komme af med min egen frygt og bekymring" sagde hun ærligt og sendte ham et taknemmeligt smil. Det var jo på en måde en frygt som hun sad inde med. Hun var bange for folket og den måde de højtråbende i blandt dem var. Det var nogle mangt fulde personer som havde været imod mørkets væsner og det kunne godt være skræmmende. Især dem som ikke anså hende selv som værende værdig nok til stillingen som dronning fordi hendes far var af mørket. "Jeg ønsker ikke at handle endnu. Folket er stadig rystet over alt det som er sket på det sidste, både her på slottet men også det som er hændt i de andre landet. Jeg havde bare brug for en anden til at komme med nogle input til min egen frygt og fustrationer for ligegyldigt hvor mange gange jeg diskutere emter med mig så selv så kommer jeg ikke videre" sagde hun med et undskyldnede smil og kørte en hånd igennem håret. Det var rart at kunne åbne sig en smule op og snakke med en som ikke bare gav hende ret fordi hun var dronning men som faktisk havde en mening og ikke var bleg for at give hende den.

Stemningen var en smule trykket men det var på en god måde. Hun kunne godt lide at blive sagt imod og få en anden mening end hendes egen. Det gav hende noget at arbejde med og noget som hun kunne komme videre med. Det var en ting som hun var ham rigtig taknemmelig over, også selvom han måde ikke vidste det endnu. Hun nikkede roligt ved hans ord. Det var ikke til at sige om man kunne stole på Diamaqima familien. Ikke nok med at Silia havde forladt landet på den måde som hun havde gjort det og søgt til mørket så var der også mange delte meninger om hvor vidt man kunne stole på Nathaniel. Hun lukkede kort og tænkende øjnene. "I den ideelle verden så vil de være til at stole på men verdenen er ikke ideel. Det ved jeg godt. Jeg vil samle alle til et møde sådan så Procias, i fællesskab kan tage en beslutning. Hvis der skal indgåes en fredsaftale med mørket så vil jeg have at vi alle kan stå ved den" sagde hun ærligt. Hun ville ikke gøre noget overilet og hun ville gerne høre alles mening først. Hun vidste at dette ville være en mærkelig situation at stå i men nu var det nu en gang sådan de stod. Hun vidste at hun skulle tage stilling til det som skete omkring deres land også. Lige nu var grænserne åbne men om dette var den bedste ide kunne hun ikke sige lige nu. Hun var nød til at snakke med folk som hun stolede på. Det var vigtigt.
Hans villighed til at hjælpe var noget som hun satte stor pris på. Hun sendte ham et varmt smil og bøjede hovedet som tak. "Det vil jeg sætte meget pris på hvis du gjorde. Jeg frygter at vinteren i år vil blive hårdere end de forrige og jeg ønsker at være så meget på forkant som muligt. Jeg ønsker ikke at nogen skal gå sultene eller skal fryse ihjel. Det er en svær opgave men jeg vil gøre det bedste for at alle får det behageligt til vinter. Men det er kun en opgave som jeg kan klare med hjælp så din hjælp er absolut værdsat" sagde hun ærligt og lod hovedet søge let på sned. Smilet var vendt tilbage på hendes læber og selvom de havde snakket og stadig snakkede om vigtige ting så følte hun sig alligevel en smule lettet. Det var som om at hun endelig havde fundet noget ro nu hvor hun havde snakket med en som de ting som havde trykket hende. Det var rart med en som kunne give hende lidt modspil. Det var noget som hun manglede og noget som hun havde brug for.
Hun strakte sig en gang og foldede hænderne foran sig igen. "Jeg takker for din tid og dine ord, Alastair, men jeg må bede dig have mig undskyldt for nu. Jeg har stadig en del som jeg skal nå i dag og en masse at se til. Jeg er glad for at cermonien gik som den gik. jeg er sikker på at du nok skal klare det godt som greve" sagde hun roligt. Hun trådte forsigtigt hen, løftede kronen op og satte den roligt på hendes hoved før hun søgte mod døren. Inden hun åbnede den vendte hun sig mod ham endnu en gang med et varmt smil. "Jeg ved at mine holdninger er anderledes og at man ikke altid kan se det på mig men jeg var glad for at høre din mening i dag. Det gov mig meget at tænke over. Det er rart at kunne dele sine holdninger uden at frygte at men bliver dømt på dem eller at den man snakker med blot siger ja fordi man har guld siddende på hovedet. Endnu en gang, tak. Vi ses næste gang når jeg skal se din drage." Hun blinkede smilende til ham og så forlod hun ellers pejsestuen og søgte ud på slottet. I hendes sted kom der dog en tjener som gjorde tegn til at ville vise Alastair tilbage sådan så han kunne få sine ting og så komme tilbage til sit eget hjem. Begge havde de meget som de kunne tænke over.

//OUT