Being the Queen is hard

[Deleted]

Mange ting havde de tilfælles, og så var der alligevel de ting, som gjorde den store forskel på dem alligevel. Han nærede en respekt for hende, og det arbejde, som hun udførte, og særligt, når det var den måde hun ville udføre det på.. og for det land, som de nu havde og var en del af. Carlisle anså sig stadig som en del af det. "Procianerne var hårde mod min fader, som de har været hård mod Deres, min dronning. Jeg håber blot på, at det vil lysne for fremtiden," fortalte han med en rolig stemme. Marius selv, havde været en mand, der var kommet med så meget godt igennem de sidste rigtig mange år. Det var virkelig synd og skam, at han skulle straffes for det i det henseende, for det anså han bestemt heller ikke som retfærdigt.
"Blot De hviler.. Det er energi, som De vil få brug for," fortalte han denne gang med en rolig stemme. Han blev stående med et bøjet hoved. Han havde uden tvivl den store respekt for hende, go det arbejde, som hun agtet at udføre.

Carlisle vidste, at han ville være tvunget til at holde sig lidt i skyggerne, hvis han skulle hjælpe hende, men hvis det gav ham en mulighed, for at være lidt hvor han følte, at han hørte hjemme, så var han vel et sted også desperat nok til at gøre det? Han nikkede mod hende. "Det er det bedste for mit velbefindende, om jeg skal blive på denne side af grænsen," sagde han blot. Han vidste det.. Han var indforstået med det. Et svagt smil passerede hans læber. "Hvilken respekt er det at udvise for sin dronning, om man ikke bukker hovedet, når hun passere?" spurgte han denne gang. Han agtet at gøre det.. Og hun kunne ikke stoppe ham i det.

[Angelique Amalani Darcy]

Deres fædre havde begge været hårdt ramt og de ligeså. Det var ligeså svært for dem som børn at se til hvordan deres land skældede og smældede på de som intet havde gjort dem. Hun sukkede stille og bed sig let i læben. Skæbnen havde virkelig ikke været god for de mørkets væsner som havde befundet sig i Procias. Heller ikke selvom de aldrig nogensinde havde gjort landet noget. For pokker hvor var det ikke retfærdigt men de kunne jo ikke gøre andet end at prøve at ændre det. "Begge vores familier har været hårdt ramt, du mere end mig fordi du ligeså deler en mørk race med den lyse. Jeg kan slet ikke forstille mig hvor forfærdeligt det må være at være fornægtet af et folk som du har svoret at beskytte" sagde hun stille. Det gjorde ondt at tænke på at de alle var blevet fornægtet når alt de havde gjort var at beskytte landet her.
"Det agter jeg. Hvile og selskab holder en ved lige og det agter jeg at opretholde" smilede hun til ham. Hun mente det virkelig. Det betød rigtig meget at man tog sig lidt tid til sig selv. Det vidste hun og det agtede hun at gøre.

Han var tvunget til at være i skyggerne og selvom det ikke var en tanke som hun brød sig om så var det sådan det måtte være. Hun hadet det faktisk. Han var selv en mand som hun havde voldsomt respekt for. Han havde gjort så meget for Gabriel og Silia og det faktum at han nu var jagtet kunne hun slet ikke lide. Hun nikkede roligt ved hans ord. Han skulle passe på sig selv. Det var virkelig vigtigt for hende. Hun sukkede smilende og rystede på hovedet. "Er det ikke at respektere dronningen når hun kommer med en bøn? Jeg har brug for en på slottet som ser mig som menneskelig. Andre end min drage men det er bare ikke det samme. Carlisle, du siger du gerne vil hjælpe mig, ikke? Så hjælp mig. Med alt hvad det indebærer" sagde hun blidt og sendte ham et sødt smil.

[Deleted]

Begge var de ramt, også selvom Carlisle ville påstå, at han var mere uheldig, da han jo egentlig var lige så uvelkommen på stedet her, som så mange andre ville have været. Det var et sted direkte tragisk, at livet, skulle tage sådan en vending, og særligt fordi at han havde været i landet her, siden han ikke havde været særlig gammel. Han rystede kort på hovedet. Det handlede om, at få så meget ud af det, som det nu var dem overhovedet muligt.. Se lyst på tingene, selvom det virkelig kunne være svært.. Særligt, som det var lige i øjeblikket. "Selvom jeg er vokset op på denne side af grænsen, er det ikke ensbetydende med, at særlig mange, vil vedkendes mig, som et lyst væsen. Procianerne har i mange år, været snævresynet. Min fader forsøgte at ændre dette syn.. men fejlede," fortalte han sandfærdigt. Det var noget af det, som hans fader særligt havde kæmpet for.
"Hvile kan jeg ej skænke Dem, men selskab derimod," fortalte han videre med et stille smil. Af personlighed, var han jo som enhver anden af landet her. Det var bare en skam, at der var så få til at anerkende det.

Carlisle kunne godt leve med et liv i skyggerne, hvis det betød, at han havde et sted at være, hvor hans arbejde blev anerkendt af nogen - som af Angel i øjeblikket. Hun stolede på ham, ved at give ham denne fantastiske mulighed, og det kunne han jo også godt lide. "Dronningen ønsker at jeg anser hende som et normalt individ?" Han rynkede kort på panden. Han havde jo været vant til modsat. Ikke at Silia havde været en strigle, men med sine klare ønsker, det havde hun uden tvivl haft. "Om det er Deres ønske.. Skal jeg forsøge," forsikrede han. Den kongelige titel måtte han virkelig bide i sig, for ikke at udtale igen.

[Angelique Amalani Darcy]

Han var hårdest ramt. Det kunne de godt blive enige om. Hun havde vel et sted ondt af ham? Hun vidste at han havde været i landet hele sit liv næsten og alligevel så var han ikke velkommen. Det var tragisk at det skulle være på den måde og selv så hadet hun tanken. Lige nu var der bare ikke meget hun kunne gøre ved det. Hun agtede dog at gøre et forsøg. Det var hendes mål, hun ville prøve at få folket til at se lyset i mørket som hun selv havde gjort det. Det ville blive svært, det ville blive hårdt men hvis man ikke forsøgte så skete der intet! "Det er decideret tåbeligt at de skal være så snæversynede men ej kan der gøres noget ved det lige nu og her. Din far fejlede måske men jeg ønsker at tage kampen op hvor han slap. Det er en hård process men jeg er sikker på at det kan lykkes med tiden" sagde hun roligt og dog opsat. Det var et af de vigtigste mål i hendes liv. Hun ønskede virkelig at se de Procianere som var forviste kunne vende hjem igen.
"Det vil jeg sætte pris på. Jeg kunne godt bruge noget behageligt selskab og det ved jeg jo du er af erfarfing" sagde hun med et lille grin og lod hovedet søge let på sned. Som vinden blev ved med at tage i hendes hår endte båndet om det med at løsne sig og hendes lokker var atter frie igen. Hun sukkede en gang og begyndte så let at grine mens hun kæmpede for at få de vilde lokker om bag ørene.

Angel stolede på ham. Hun vidste at det arbejde som han havde gjort for Gabriel og Silia havde været fantastisk og den dag hun havde tilbragt med ham var nok til at hun kunne se lyset i ham. Det var virkelig alt hun behøvede. Hun vidste at Carlisle ville landet det bedste og det var også derfor at hun skænkede ham den plads som hun nu gjorde. Hun ville bare ønske at han ikke behøvede at gemme sig. Hun sendte ham et stille smil. Hendes ønske var måske anderledes end hvad han havde været vant til. Hun vidste det godt men hun var anderledes. "Jeg ved at du måske er vant til andet men når vi bare er os, når vi bare snakker så ønsker jeg bare at blive set som Angel go ikke som en dronning. Dette er en kæmpe omvæltning for mig og jeg er bange for at lade det hele flyve mig til hovedet. Jeg har lige så brug for en der kan holde mine fødder solidt plantet på jorden. En dronning sidder måske med magten over et land men ej må vi glemme at hun inderst inde er en person ligesom alle andre" sagde hun med et roligt smil. Der var jo rigtigt hvad hun sagde. Hun var som alle andre, blot en kvinde som pludselig sad i en ret så uventet position.

[Deleted]

Carlisle var virkelig hårdt ramt, og det havde han været igennem.. flere år nu, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Nu var det jo heller ikke fordi, at han havde valgt sine forældre. Det var et spil og et valg, som ingen var i stand til at tage selv, men i den forbindelse, kunne man vel sige, at han aldrig ville have valgt de forældre, som han havde.. Hans moder jo.. men hans fader.. bestemt ikke. Han ville jo bare gerne have et sted at være, men det var bare ikke noget, som man fandt.. særligt ikke som en mørk race på denne her side af grænsen, også selvom det igennem hele hans liv, havde været hans hjem. "Det er en langvarig og hård kamp, De begiver Dem ud på. Min fader kæmpede for det, og fejlede.. kæmpede for at andre skulle se det lys i ham.. Han gik sågar i kirken hver søndag," fortalte han oprigtigt. Jason havde været en ugelig deltager ved gudstjenesterne, hvilket lå langt fra det væsen, som de var.
Smilet bredte sig igen på hans læber. Han kunne jo heller ikke lade være, nu hvor han stod i denne situation. "Det må jeg sige, at jeg godt kan skænke Dem," sagde han glad. Hun formåede rent faktisk, at få ham til at smile lige nu.

At gemme sig i skyggerne, kunne man sige, at Carlisle var vant til. Det var det, som han havde gjort igennem de sidste mange år, som en Nimanhra, og det var bestem heller ikke fordi, at han havde tænkt sig, at lave om på det. Ikke hvis det betød, at han rent faktisk kunne blive her. "Om det er hvad De ønsker og har brug for, skal jeg gøre hvad jeg kan, for at efterkomme det.. Angelique," endte han. Titlen lå endnu for naturligt på hans læber, hvor han virkelig forsøgte, at bide det i sig.

[Angelique Amalani Darcy]

Var det noget under at hun havde ondt af ham? Til dels kunne hun godt sætte sig ind i hvordan han havde det når det kom til hans far men det selv at være fornægtet af sit land? Det var en ting som hun slet ikke kunne udholde at tænke på. Hun ville ønske at hun kunne svinge en magisk stav og ændre det faktum at alle folk hadet dem fordi de var af mørket men ej kunne magi hjælpe dem. Kun hårdt arbejde og det var det som hun ønskede. Hun ville arbejde hårdt for at kunne se sin far og Carlisle tilbage i det land som de var så stor en del af. "jge ved at det bliver en hård kamp og chancen for at det lykkes er lille men hvad er livet uden et mål? Uden drømme og uden håb? Hvor mange af de mørkets væsner som er blevet fornægtet har mistet håbet om nogensinde at se lyset igen så vil jeg håbe for dem. Jeg vil arbejde på at få jeg alle hjem igen hvor i høre til" sagde hun oprigtigt. Det havde overrasket hende lide at høre at de havde været kirkegængere. Havde det ikke være hårdt for dem at være så tæt på gud? Hun havde aldrig prøvet det selv men hun kunne forstille sig at det ej havde været behageligt.
Hans smil lettede hende utrolig meget og hun gengældte det uden at tøve. Det var dejligt at se ham glad og smilende. Det var jo også sådan hun huskede ham. Det er jeg glad for. Rigtig meget faktisk. Jeg ved at du ej husker den dag vi havde sammen og det er okay men jeg lovede dig at du måtte møde min drage Chili. Har du stadig lyst til det?" spurgte hun roligt og smilede en smule mere. Han formåede at få hende til at smile ligeså.

Det var ej et ordenligt liv at gemme sig i skyggerne. Ingen skulle være tvunget til at gemme sig væk. Alle havde ret til at gå og færdes hvor de ville så længe de opførte sig ordenligt og det vidste hun jo at han gjorde. Hvorfor var det at ingen andre kunne se det? Hun sendte ham et stille smil som han talte. Hun kunne godt høre at det var ham utrolig svært ikke at omtale hende ved titel og ja det fik hende til at fnise kort. "Det er jeg glad for. Det betyder rigtig meget for mig, Carlisle" sagde hun mildt og kørte en hånd igennem det flyvske hår. Hun bed sig kort i læben før hun sendte ham et lidt større smil. "Må jeg være den første til at sige, velkommen hjem."

[Deleted]

Carlisle så uden tvivl op til sin far, når man tænkte på, hvor meget den mand havde gjort, for at imødekomme Procias' krav om det lyse hjerte og sind, men uanset hvad han havde gjort, så havde det ikke været nok. Alle havde de været kirkegængere, og hans fader havde sågar trodset smerten, og havde dagligt gået med sølvkors om halsen. Dette havde han skænket videre til Gabriel for flere år tilbage. Han nikkede. Det var uden tvivl en hård opgave. "De har så en fordel i denne kamp om procianernes snævre syn.. De er en engel.. Et lyst væsen, selv på trods af det mørke, som omslutter dig i den samme forbindelse. De besidder mulighederne.. Det vil være en massiv kamp.. Virkelig," sagde han denne gang. Hovedet sænkede han i respekten mod hende. Han følte det jo. Han følte jo lige så hvordan hun rent faktisk også respekterede ham, og det var noget, som uden tviv lfaldt i ekstrem god jord hos ham.
"Chili? Åh ja, det husker jeg!" Aldrig havde Carlisle fået lov til at møde denne drage, selvom det var blevet ham lovet! Smilet bredte sig på hans læber. "Det skal være mig en stor ære," sagde han glad. Han mente dette oprigtigt.

Velkommen hjem. Ordene glædede uden tvivl Carlisle, også selvom han vidste, at dette valg næppe ville gøre gavn for hans fader. Han bukkede endnu en gang. "Jeg takker af hele mit hjerte," sagde han denne gang meget oprigtigt. Han var glad ved dette. Ingen tvivl om det! "Blot ønsker jeg at stille Dem tilfreds," afsluttede han denne gang med en oprigtig stemme. Han mente det dog. Selv for ham, var det her vigtigt.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde det på samme måde. hun så op til sin far så vel som hun respekterede Jason for hvad han havde formået at stille op i en situation som denne her. Han havde stået, hadet og uønsket at folket og prøvede at holde sammen på det hele. Ej havde det været let for ham. Det var virkelig et værre rod som landet var blevet efterladt i. Kampen som hun havde foran sig ville være hård men ikke uopnåelig. Intet var uopnåeligt for den som ønskede det og ville det nok. Hun ville det her. Hun ønskede at vise Procianerne at deres snæversynethed ikke nyttede noget længere. Det var tid til forandringer og hun ville stå i spidsen for dem. "Du har ret. Jeg har en fordel ved at jeg er engel. Dog er det ikke alle som tror på mit lyse sind. Min far's vampyriske race påvirker dem stadig selvom han ikke længere er i landet. Det er den arv som jeg må bære på og det vil jeg gøre. Blot må vi vise at lyset findes i dem som vil det og ikke kun dem som er født ind i det" sagde hun med et roligt smil. Hun repekterede ham og ligeså hans far og deres fælles ønske om at være i landet. Hun ville ønske at det kunne blive sådan.
Hun lyste helt op da han huskede hendes drage. Så var der i det mindste noget som ikke var gået forbi hans næse! "Det er jeg glad for at du gøre. Jeg skal sørge for at i mødes en dag. Han er en smule skræmt af mennesker og dog må jeg erkende at vores indflyning her på slottet har gjort ham mere tolerant. Det er utroligt hvad man kan vænne sig til" sagde hun med et lille grin. Det store dyr havde altid været speciel men han var hendes og hun elskede ham mere end noget andet i denne verden.

Det var ord som hun ønskede at skænke ham. Procias var hans hjem, også selvom folket måske ikke var enige. Hun ville vise dem at lyset var noget som han besad og som var en tydelig del af ham. Hun ville vise dem at lyset var i alle som ville det. "Ej behøver du takke mig. Det er sande ord. Procias er dit hjem og det vil det altid være" sagde hun blidt og sendte ham et roligt smil. Han var så sød. Det var rart at der var nogen på slottet som hun følte at hun kunne tale med og sådan en var Carlisle. Hun ville bare så gerne have at han kunne blive her, ikke kun fordi at hun så brændende ønskede hans hjælp men også fordi hun oprigtigt mente at dette var hans hjem.

[Deleted]

Tanken om at Carlisle ikek havde mistet det hele, var selvfølgelig en tanke, som glædede ham. Det var noget, som han særligt havde haft brug for at høre, og nu stod han her. Det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Han kunne udrette noget på et sted, hvor hans fader ikke kunne være. "Endnu har De ting, som vil tale imod Dem, men de har langt flere fordele, end hvad min slægt og familie nogensinde vil komme i nærheden af," forklarede han med en rolig stemme. "Lyset findes ikke i alle, men derimod i mange.. Særligt dem, som igennem mange år, har kæmpet for landet her.. Det er en skam, at ikke alle, er i stand til at se dette," sagde han oprigtigt. Han kunne sige frygtelig meget, for sin egen slægt og familie, men det ville ikke gøre nogen forskel, med mindre, at der var nogen, som så det... troede på det, som hun gjorde.
Dragen kunne Carlisle derimod godt huske! Og derfor ønskede han selvfølgelig også at det løfte, som var blevet ham skænket dengang, blev holdt. "Mange ting kan man vænne sig til. Jeg ser frem til den dag, hvor jeg får lov til at stifte bekendskab med Deres drage," sagde han roligt. Så lang tid at han nærede en tillid til hende, så gik det vel?

Hendes ord, var uden tvivl ord, som glædede Carlisle rigtig meget, og dette kunne han heller ikke vende ryggen til. Han sendte hende et glædeligt og taknemmeligt smil. "Jeg tror ikke De ved hvilken betydning dette har for mig.." sagde han denne gang. For ham, var det virkelig noget, som betød ekstremt meget for ham! "Lad mig vide hvordan jeg kan gøre tjenesten i gengæld," opfordrede han. Igen bukkede han for hende. Han kunne ikke lade være.

[Angelique Amalani Darcy]

Han havde ej mistet alt men meget. Hun kunne give ham noget af det tilbage ved at lade ham blive. Hun fik jo også selvom noget ud af det. Hans hjælp var ønsket og manglet. Hun havde brug for en som kendte det hele og som kunne hjælpe hende med at finde rundt i det hele for der var så meget på en gang. Det var svært for hende men med hans hjælp var hun sikker på at det hele nok skulle gå. Smilet hvilede roligt på hendes læber. "Jeg er absolut heldig at være af den race som nu en gang er blevet mig tildelt. Dog hviler min fars skygge over mig. Jeg ville ønske at dette ikke var noget som folket gik op i men desværre gør de. Jeg håber virkelig på at jeg kan ændre deres syn" sagde hun roligt. Hun lyttede til hans ord og lod hovedet søge let på sned. "Du har ret. Lyset findes ikke i alle men det findes i vores landsmænd. Også dem som nu er blevet forvist. Lyset vil aldrig falme i dem" sagde hun oprigtigt.
Hun havde den gang lovet ham at han skulle møde Chili og det var et løfte som hun agtede at holde. Hun ville gerne introducere dem, også for at Chili kunne få en følelse af ham. Hvis Carlisle skulle rende rundt på slottet så ville Chili opdrage og han ville sikkert ikke kunne lide det. Så det ville være i den bedste interesse at de mødtes. Angel sendte ham et stort smil. "Det er godt. Han er lidt en sær snegl, min kære drage men han er dejlig" sagde hun mildt. Han var virkelig noget af det mest fantastiske i denne verden.

Angel vidste at disse ord glædet ham og hun ønskede da uden tvivl at skænke ham hvert eneste af dem. Hun mente dem og det skulle han vide. Dette var hans hjem, det var her han hørte til. "Jeg ved at det betyder meget for dig. Det er jeg slet ikke i tvivl om" sagde hun oprigtigt og lod hovedet søge let på sned. Han var så sød. Hun kunne ikke andet end at fnise en smule da han bukkede for hende endnu en gang. "Det er svært for dig at lade være, er det ikke?" spurgte hun blidt og dog en smule drillende. "Så længe du blot hjælper mig med arbejdet så forlanger jeg intet andet af dig. Jeg har brug for hjælpen og er ej bange for at spørge efter den." Det var ikke en skam at spørge om hjælp. Tvært imod.

[Deleted]

Carlisle havde uden tvivl mistet meget, men af den grund, så forsøgte han da at holde hovedet højt, smile og lade verden vide, at det ikke skulle slå ham i jorden, for det fik det ikke lov til! Hvis der var nogen, som kunne, så var det den procianske tankegang.. Det handlede virkelig om at kæmpe og forsøge, også selvom han vidste, at det ikke ville blive nemt. "Den vil nok for altid være der, og altid vil der være de få som tvivler.. lad overbevisningen komme til dem, som kan overbevises om det, og lad det sprede sig derfra. Tag fat i dine ledere.. lad dem hjælpe dig," opfordrede han hende til. Der var jo nok af dem i Procias, så det var jo trods alt et sted at starte.
Hvad angik den drage, som hun havde ved sin side, glædede Carlisle sig til at møde denne. Selvom han ikke vidste, hvad han skulle forvente sig af tingene, så var det jo bare sådan, at det måtte være. Han gik ud fra, at hun havde helt styr på situationen. "Som ejer, som væsen, er det ikke hvad man siger?" spurgte han denne gang i et forsøg på at være morsom.

Det var svært for Carlisle ikke at vise og give udtryk for hans taknemmelighed og tilfredshed, og særligt nu hvor han havde muligheden for det. Hun gav ham virkelig.. meget lige nu. Langt mere, end hvad han nogensinde havde regnet med, at komme i nærheden af, på denne her måde. "Jeg beklager.." sagde han oprigtigt. Han var bare taknemmelig for disse enestående og fantastiske muligheder, for det var ikke ofte, at dette forekom i det hele taget! "Og jeg lover at gøre hvad jeg kan, for at yde Dem en tilfredsstillende service.. i skyggerne af Deres hersken af Procias," forsikrede han hende. Han gled på knæ. Han kunne ikke lade være. Han var hende virkelig taknemmelig!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne ikke andet end at beundre den måde som han forsøgte at holde hovedet højt på. Han var helt igennem hvad men kunne forvente af en Procianer og det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide. Han var et fantastisk individ som hun virkelig nød at være i selskab med. Hun var sikker på at dette samarbejde nok skulle gøre hende godt. Hun kunne lærer meget af ham, dette var et faktum som hun ikke betvivlede det mindste. "Med tiden vil selv tvivlere blive troende. Eller ... Det er i hvert fald det nogle af præsterne prædiker. Jeg er sikker på at jeg nok skal finde en måde at vise dem tolerance på. Med henblik på lederne er jeg allerede i gang. Dog starter jeg med dem i det små også. Ej forventer jeg ikke at de alle er lige tolerante overfor væsner med mørkt blod. Det vil ligeså kræve kræfter at omvende dem" sagde hun ærligt. Hendes tanker faldt kort på Thranduil. Han ville nok blive en af de sværeste at overtale. Det var hun slet ikke i tvivl om.
Det var stort at møde en drage. Hun huskede tydeligt den første gang hun havde lagt blikket på Chili. Hun havde været så lille den gang og nu var hun stor og voksen selvom han en gang i mellem stadig behandlede hende som et lille barn. Han kunne næsten være mere pyldret end hendes far. Hun begyndte at grine ved hans ord. "Du har helt ret. Jeg er også en sær snegl så han har det nok ikke fra fremmede. Dog ejer jeg ham ikke. Det er et samarbejde mellem to væsner" lød det morende fra hende.

Hun kunne ikke lade være med at fnise en smule. Det var utrolig sødt at han var på den måde. Hun kunne godt lide det også selvom hun stadig mente at han slet ikke behøvede at være sådan overfor hende. Det var sjovt hvordan han bare faldt tilbage i den rolle for ej troede hun at han rendte rundt og bukkede og skrabede for enhver han mødte. Hun lyttede til hans ord og som han gled ned på lod hun sig selv falde på knæ foran ham. Forsigtigt løftede hun den ene hånd og lagde den blidt mod hans kind med et smil. "Lad os arbejde sammen på at kunne føre det tabte Procianske folk hjem" lød det blidt fra hende mens hendes blik hvilede på hans ansigt.

[Deleted]

Carlisle var et væsen, som så mange andre procianere, blot med den forskel, at han havde en mørk race, som en del af sig, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Hans blik søgte hendes skikkelse, og med et stille smil på læben. Han selv kunne ikke lade være. Han var glad.. Glad for alle de muligheder, som hun gav ham, uden egentlig at have nogen grund til at skulle gøre det. "Det vil kræve kræfter uden lige, at overbevise dem om, at der er noget godt i dem, som vælger at lukke lyset ind," medstemte han med en rolig stemme. Hans blik søgte hendes igen. Han selv var jo ikke farlig, med mindre, at man gav ham en grund til at skulle være det. "Jeg nærer en tillid til Dem.. De besidder Deres faders styrke og tolerance," fortalte han. En mere varmhjertet mand, skulle man da søge længe efter.
Tanken om, at han skulle være så heldig, at få lov til at se en drage, var da uden tvivl en glædelig tanke, og det var noget ,som han da uden tvivl så frem til nu! Han smilede svagt for sig selv. "Jeg ser frem til det," sagde han med et stille smil på læben. Hovedet sænkede han igen. For hans vedkommende, var det intet andet end en naturlig ting at gøre, når de nu stod i en situation som denne.

Nu hvor Carlisle vidste, at han endnu fik lov til at beholde sit hjem, kunne han kun være glad, også selvom han vidste, at det i forvejen, ville være med en kæmpe risiko, som han ikke bare kunne løbe fra. Han lod tungen stryge over hans læber.
"Fortæl hvad De ønsker jeg skal gøre, og jeg skal gøre det. Jeg følger Deres mindste vink," sagde han. Han var sikker på, at de godt kunne.. Og han ville have, at de skulle kunne gøre det!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne se lyset i Carlisle ligeså vel som hun så det i hendes far. De havde begge valgt at lykke lyset ind og holde mørket ude men der var bare folk som ikke kunne se det og som ikke ville se det. Det var en ubehagelig tanke som hun ikke kunne lide men det krævede meget arbejde. Dog var hun fast besluttet for at få det til at lykkes på den ene eller den anden måde. "Jeg ved det. Det kræver meget kræfter og tålmodighed. Jeg håber af hele mit hjerte at det kan lykkes" sagde hun håbefuldt og sendte ham et smil. Hans ord derefter slog hende lidt hårdt. Det var ord som hun et sted slet ikke forventede at høre men ord som også gjorde hende stolt. I så mange år havde hun skyet væk fra alt der havde med hendes far at gøre og nu stod han der og skænkede hende de ord. Varmen steg hende øjeblikkeligt til kinderne og hun rødmede kraftigt. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle svare til det. Ja hun var helt mundlam hvilket ikke var noget som skete ret tit.
Dragen skulle han nok få at se. Chili var en sær snegl men han var god som dagen var lang hvis han tog sig lidt sammen og ikke spillede kostbar. Han havde altid fortalt hende hvordan han hadet mennesker, han havde altid påpeget for hende at man ikke kunne stole på dem og alligevel havde han valgt at knytte sig til hende da hun var helt lille. Hun havde ikke været ret gammel da hun første gang stod ansigt til ansigt med det store dyr. Hun sendte Carlisle et smil. Det skulle nok gå hen og blive godt det her.

Han fik lov til at blive og dette var også et faktum som var vigtigt for hende. Hun sendte ham et roligt smil. Han ville gøre hendes mindste vink? Fantastisk. "Så er mit første vink at du får noget hvile og noget mad. Jeg går ud fra at du skal bruge blod? Også, hvor vil det bedste sted på slottet være for dig at opholde dig? Jeg er ej bekendt med alle disse kringlekroge?" spurgte hun smilende.

[Deleted]

Carlisle var ikke bange for at kommentere noget godt, når det var noget som han så. Her stod hun og gav ham muligheden, for endnu at udrette noget på denne side af grænsen, og selvfølgelig var det noget, som virkelig betød meget for ham! Det gav ham nemlig muligheden, for at bryde det bånd, som hans fader havde på ham, og endelig kunne han bryde fri af sin faders skygge, og forhåbentlig kunne han udrette noget eget med sit liv, og det var det som han lidt håbede på.
"Jeg beder til den dag det sker.. Og håber på, at det kan," fortalte han denne gang med et stille smil på læben, hvor han igen nikkede i retningen af hendes skikkelse. For ham, var det her virkelig det, som gjorde en verden til forskel, og selvfølgelig var det også noget ,som han kunne mærke den dag i dag. Nu stod han her.. overfor en som gav ham chancen, og så det i ham, som han igennem hele sit liv, havde forsøgt at vise. Det var vel ikke underligt, at det var ord, som virkelig betød forbandet meget for ham?

Svagt trak Carlisle på smilebåndet. Blod havde han brug for, men slet ikke i den mængde, som hans fader havde. "Placér mig, hvor De ønsker, at jeg skal være, Deres Majestæt... Angelique.." rettede han sig hurtigt. Han rystede kort på hovedet. Det ville blive svært det her. "Jeg skal bruge blod ja, men slet ikke i den mængde, at jeg skal drikke det rent.. Bland det i en portion af mad til aften, og jeg kan leve på den mængde," fortalte han sandfærdigt. Lige der, levede han ikke meget anderledes, end hvad den gense procianer gjorde.