Being the Queen is hard

[Angelique Amalani Darcy]

@carlisle

---

Efteråret var atter kommet til landet og vinden var begyndt at tage til. Selvom Klimaet som regel var mildere i Procias var det koldt på denne dag. Det kunne godt tyde på en hård vinter måske var over dem. Det ville ikke blive sjovt. Angel havde brug det meste af morgenen på at finde ud af hvor meget mad der var i forrådskamrene og hvor meget hver enkelt landsby havde. Hun havde planer om at sørge for at alle munde i Procias var mætte. Hun ville være proaktiv i stedte for reaktiv hvilket var svært når man virkelig ikke var vant til den stilling som hun nu sad i.

Hun havde arbejdet hårdt og havde nu valgt at tage en kort pause og gå sig en tur igennem haven. Hun vidste at hun burde arbejde videre men ej ønskede hun at være som Jason havde været det. Han havde været helt udmattet fordi han ikke sov og tog sig den hvile så for sin egen skuld valgte hun at tage små korte pauser for at samle tankerne og komme ind helt og aldeles frisk. Smilet hvilede på hendes læber som hun roligt bevægede sig ned igennem haven. Den var altid flot om sommeren men der var bare noget over efterårets farver som hun virkelig godt kunne lide. Hun kunne ikke andet end at nyde det. Hun nåede til en bænk i midten af haven hvor hun slog sig ned og bare nød omgivelserne. Det var utrolig rart bare at kunne nyde det hele for en stund inden arbejdet endnu en gang kaldte hende til sig. Det var hårdt men på en eller anden måde meget godt for hende. Det var som om hun havde savnet nok at have fat i med hænderne som hun nu havde fundet. Det gjorde hende hel på en eller anden mærkelig måde.

[Deleted]

Carlisle savnede sin hjemstavn.. Savnede det, som han engang havde kaldt for et hjem, og nu hvor grænserne var åbne, kunne han jo passende tage turen over grænsen, og bare se til det liv, som han engang havde kaldt for sit eget hjem. Det føles allerede nyt og fremmede. Der var slet ikke særlig eget over det, som han ville være i stand til at huske fra sit eget liv og tid her på stedet. Det havde jo faktisk været mange år. Han havde boet her i mange år.. hele hans barndom stort set. Han kunne stadig den dag i dag, huske hvordan hans fader havde beskrevet for ham, at de skulle på en hemmelig mission i Procias, for at redde hans mor og hans søskende.. Og nu havde han mistet stort set det hele.

Den kongelige have, var smuk. Virkelig smuk, og særligt nu hvor farverne skiftede. Han savnede at kunne kalde det her for et hjem. Isobel havde heller ikke taget turen med over grænsen endnu. Kunne det passe, at hun havde ladet hans fader tage af sted på egen hånd. Han drejede hovedet. For nu, stod han i skjul af trærne. Han ville jo helst ikke gøre andre opmærksom på hans tilstedeværelse, da han var af det navn og det væsen som han var, også selvom han var opvokset og opdraget prociansk. Han blev stående. Var det den nye dronning? Selv havde han ikke fået muligheden for at vise sit værd, andet end at blive dømt på sit navn, så var det svært.. men gud hvor han forsøgte. Særligt nu, hvor han kunne kalde sig for en gammel rådgiver af dette fantastiske og overskønne land.. Før hans fader havde ødelagt det lige så.

[Angelique Amalani Darcy]

Der var så meget at se til og så meget at gøre men dette hvil var bare nødvendigt for hende. Hun havde brug for at klare hovedet ellers ville hun lave for mange fejl. Det var da helt sikkert. Hun ville gøre alt for at undgå det så det at passe på sig selv stod hende også højt. hun ville ikke bryde sammen som hendes forgængere. Hun ville vise at hun sagtens ville kunne klare at sidde på tronen som dronning. Hun ville vise sit værd.

Det var også derfor at hun nu var i haven. De smukke farver og vinden i hendes blonde hår var noget som hun nød. Måske hun skulle flyve en tur med Chili? Så kunne han også strække vingerne en smule. Tanken fik hende til at smile. Det havde taget lidt tid for folkene på slottet at blive komfortabel med det store væsen men de lod ham være og så skete der ikke noget. Selv havde han fundet sig sådan nogenlunde til rette i deres nye hjem men han var stadig ikke helt komfortabel med det hele og det var først nu at Angel faktisk var begyndt at sove indendøre i stedet for ude hos ham. hun ønskede at han skulle være tryg men det var bare begyndt at blive for koldt for hende. Hun strakte sig en gang på bænken og som vinden kom med et ordenligt blæs ind i hendes hoved løftede hun armene og samlede håret op i en lidt høj hestehale med et bånd som hun havde som det ene håndled. De blå øjne gled roligt rundt. Hun var ikke alene, hun kunne fornemme en anden person. Smilet hvilede på hendes læber som hovedet søgte let på sned. "Hvem har jeg æren af at støde på her på denne dejlige dag?" spurgte hun lidt ud i luften. Ej kunne hun placere hvor denne person var hende og at det var Carlisle kunne hun ikke vide. De havde jo også kun mødtes den ene gang men hun kunne godt huske ham. Han havde sat et præg på hende også selvom hun ikke selv tænkte videre over det.

[Deleted]

Stående i de mørke skygger, som træerne måtte kaste.. Det var der Carlisle opholdt sig. Nu var han i forvejen så vant til, at der var mange, som slet ikke brød sig om ham og hans væsen, selvom det udelukkende var på grund af hans fader. aldrig kunne det falde ham ind, at gøre skade på et andet levende væsen, og særligt, hvis det var noget ,som han kunne blive fri for i den anden ende.
Denne gang stod han overfor kvinden af Procias.. Dronningen af landet, som selv havde drevet ham og hans familie ud. Det var uden tvivl mærkbart. Et sted kunne han vel heller ikke undgå at føle en vis form for.. vrede og had, selvom hun intet havde haft med det at gøre. Det hele havde bare eskaleret, efter at Silia og Gabriel havde forladt tronen.

At hun vidste, at hun ikke var alene, var ikke noget, som han kunne gøre noget ved. Han ville bare gerne have lov til at passe sig selv... Forsøge at finde et tilholdssted, hvor han følte, at han kunne være, uden at skulle se sig over skulderen konstant, som han gjorde her.
Svagt bed han tænderne sammen. "Jeg besidder tilsyneladende ej min faders list.." Denne gang trådte han frem. Han kunne jo lige så godt. Han var der jo heller ikke, for at gøre nogen noget ondt. Det kunne han slet ikke finde på! "Mit navn er Carlisle," hilste han. Efternavn udelod han. Han bukkede dybt for hende. "Deres Majestæt."

[Angelique Amalani Darcy]

Angel var ikke alene. Hun var god til at mærke lyset og mørket i folk og denne gang føltes det bare velkendt. Hun havde mødt Carlisle før men ej var det derfor hun fornemmede ham. Hun fornemmede englen og vampyren i ham. Englen som hun selv besad og vampyren som hun var så vant til fra sin far af. Ej frygtede hun mørket, ikke længere.
Hun havde overtaget et land som var i vildrede. Hun ønskede blot at få styr på det hele. Hun var ikke den som havde smidt de mørke væsner på porten. Det var sket før hun havde snakket med Jason og det var en handling som hun ikke brød sig om. Dog kunne den ikke bare omvendes på kort tid. Der skulle arbejdes med folkets tolerance og det ville tage den tid som det tog.

Hun rejste sig roligt op. Hun vidste hun ikke var alene og ej gik der længe før manden trådte frem bed træerne. Der var noget velkendt over ham, et ansigt som hun havde set før men som hun ej kunne placere. Ikke endnu i hvert fald. Roligt foldede hun hænderne foran den lyse kappe og sendte manden et roligt smil. Hun ville ej nægte nogen adgang til haven. "De bærer racer som er mig let genkendelig. Det er lettere at bemærke folk som er af racer som man selv besidder eller har haft et nært forhold til" sagde hun roligt og lod hovedet søge let på sned. Stadig kunne hun ikke placere ansigtet hvilket irriterende hende grænseløst! Det hele ringede dog en klokke da han præsenterede sig. Carlisle. Hun kunne genkende ham det samme han sagde sit navn og hendes smil blev en smule bredere. Også selvom han tiltalte hende Deres Majestæt. Hun havde stadig ikke vendet sig til det overhovedet! "Mit navn er Angelique Darcy. Det er længe siden sidst, Carlisle. Jeg ved ikke om du kan huske mig?" spurgte hun roligt og sendte ham et opmuntrende smil. Som han bukkede for hende gik hun roligt hen til ham, tog forsigtigt fat mod hans skulder og gjorde tegn til at han skulle løfte sig. "Mine venner behøver ikke bøje sig for mig" sagde hun med et blidt smil.

[Deleted]

Carlisle var slet ikke i tvivl om, at han i øjeblikket, stod overfor den nye dronning af Procias. Ikke var det skræmmende eller intemiderende på nogen måde.. Tvært imod, så ønskede han rent faktisk at skænke hende denne respekt, da han vidste, at det ikke var noget, som kom af sig selv.
Af hvad Carlisle kunne se, var hun en smuk og ikke mindst yndig kvinde, hvilket uden tvivl var noget som faldt i meget god jord hos den unge mand. Nu var det bare ikke de tanker, som han kunne tillade at gøre sig om sin dronning. Endnu måtte han jo betegne Procias som sit hjem, selvom folket havde gjort hvad de kunne, for at få ham og hans familie ud.
"Jeg ved ikke om jeg skal tage det som en god eller en dårlig ting, Deres Majestæt..?" Hvordan man skulle tiltale en dronning med respekt, vidste han da, også selvom det var svært for ham, når han vidste, at det var.. sådan at det var for ham og hans familie. En Darcy.. Havde han set hende før? Nu havde han haft meget med Darcy at gøre i fortiden. Særligt fordi at hans fader var meget nær venner med denne slægt.
Grebet omkring hans skulder, fik ham svagt til at sitre. Langsomt hævede han sig op, og lod blikket søge til hendes skikkelse igen. "En familiebekendt, gør mig ikke til en ven, Deres Majestæt.. De er trods alt dronningen af Lyset," forklarede han.. En meget høflig afvisning. Men han agtet jo at tiltale hende, som det var meningen. Han rettede sig op. At blive udvist venlighed her på egnen.. det havde han ikke oplevet længe.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne huske ham tydeligt nu. Hun havde nydt hans selskab men hvor hun måske ikke havde haft så travlt havde han haft det og glemt hende let i forbi farten. Hun bebrejdede ham ikke, tværtimod faktisk. Hun sendte ham blot et roligt smil. Hun havde ikke noget imod at blive tiltalt med respekt men dog var det hele så nyt for hende. Hun skulle stadig vænne sig til det hele.
Det blonde hår dansede stadig rundt i vinden, også selvom hun havde sat det op nu. Det fløj stadig omkring fordi det var så langt som det nu var. De blide blå øjne hvilede på hans skikkelse. Hun var en utrolig flot mand, det havde hun jo allerede synes den første gang de havde mødtes. "Hvorfor skulle det ej være en god ting?" spurgte hun roligt. Hun ønskede at vise ham den samme godhed som hun havde gjort det før. Han fortjente samme behandling som hendes far og Jason og det var at blive behandlet med respekt. Hun var ligeglad med at han var vmapyr, for hende betød det virkelig intet. Hun vidste at han ville genkende hendes efternavn for deres familier havde haft meget med hinanden at gøre førhen men endnu kunne han ikke huske hende. En skam men så måtte hun vel bare sætte et større præg på ham denne gang.
Hånden mod hans skulder var blik. Hun lod ham hæve sig mens hun lyttede til hans ord. Hovedet søgte let på sned som hun sendte ham et lidt overbærende smil. "Jeg anser dig som min ven efter vores møde her på slottet sidst. Jeg går ud fra at du har glemt det men jeg har ikke" forklarede hun roligt hvorefter hun slap ham. Hænderne foldede hun roligt foran sig på ny mens hun blot studerede ham.

[Deleted]

Alt for mange væsner havde Carlisle mødt på sin vej, og derfor var det vel heller ikke underligt, at det var svært for ham, at placere et enkelt individ? Han holdt bukket, frem til hun selv valgte at stoppe ham i det. Ikke at det var noget, som egentlig kom særlig meget bag på ham. Han ønskede bare ikke, at hun skulle tro, at han ikke havde den respekt for hende, for det havde han.
"Om forladelse," begyndte han med en rolig stemme. Han lukkede øjnene, kun for et kort øjeblik. "Jeg er blot vant til at blive genkendt på baggrund af min fader," sagde han roligt. Den kære mand var vampyr stort set med alt hvad det indebar, og selvfølgelig var det også noget, som påvirkede Carlisle, såvel som resten af hans søskendeflok på et temmelig negativt vis, og det kunne uden tvivl mærkes. Særligt nu hvor de var blevet ældre, og skulle skabe deres egne identiteter.
Et svagt smil passerede hans læber, som han vendte blikket i hendes retning. "Jeg håber i det tilfælde, at det er et godt minde, De husker mig for," sagde han med en rolig stemme. Han nikkede let i retningen af hendes skikkelse igen. Han foldede denne gang hænderne bag på ryggen, hvor han blev stående rank foran hans dronning. Dette land, var endnu hans hjem.. Ligemeget, hvad andre ville mene, og hvad de ville sige om det. "Borgerne synes at have respekt for Dem," tilføjede han dog. Hun virkede langt mere rolig og langt mindre stresset, end hvad hans fader havde været.

[Angelique Amalani Darcy]

Hun klandrede ham ikke for ikke at kunne huske hende men det var nu en skam synes hun. Det var jo altid rart at blive genkendt på en eller anden måde. Hun sendte ham et roligt smil som han løftede sig. Han havde respekten for hende hvilket var en god ting på en eller anden måde men ej behøvede han være så formel overfor hende. "Alt forladt" sagde hun roligt. Han behøvede virkelig ikke være sådan overfor hende. Han var, i hendes øjne, hendes ven. Hans forklaring kom ikke bag på hende. Mange mennesker kendte Jason. Selv havde hun mødt ham og havde fundet ham behagelig men man kendte jo aldrig manden så godt som hans egne børn gjorde det. "Du er ej din far, du er dig selv" sagde hun ærligt og sendte ham et smil. Hun mente det virkelig. Hun havde nydt hans selskab voldsomt meget ved deres møde. Hun kunne dog godt forstå at det måtte være svært at blive associeret med sin far. Selv havde hun lidt af det samme. Der var stadig individer i Procias som ikke helt kunne se bort fra at hendes egen far var Vampyr selvom hun selv var engel.
Hans kommentar fik hende til at sende ham et stor smil. "Det var det. Du var en af de rareste personer som jeg nogensinde har mødt. Et sandt hjerte af lyset" sagde hun smilende. Hun vidste at han hørte til her i landet selvom folket ikke ville have ham eller nogen fra hans familie her. Det var synd, virkelig synd. Han var jo god og rar som dagen var lang, ja han var endda halvt engel men alligevel belv han smidt på porten på grund af den vampyriske race. Det var virkelig ikke retfærdigt på nogen som helst måde!
Hun nikkede roligt og vendte blikket kort mod muren i retningen af byen. "Det har nogen af dem. Ej er det alle men det forventede jeg heller ikke. Det er en hård kamp at holde dem alle glade og tilfredse" pointerede hun mildt og vendte blikket tilbage mod hans skikkelse.

[Deleted]

Det var mange som genkendte Carlisle, udelukkende på grund af hans fader, go det var bestemt heller ikke altid en god eller positiv ting. Han vidste, at hans fader, før han var endt i Procias, havde gjort frygtelig mange uhyggelige og groteske ting, men lyset havde fundet vejen til hans hjerte, men de gamle gerninger, var aldrig glemt. Det var det værste af det hele, et eller andet sted.
"Ej er jeg min fader, men det er hans gerninger, jeg er kendt på." forklarede han roligt. Det var heller ikke fordi at han kunne gøre særlig meget ved det, og særligt, når det var, som det nu var. Men hvad pokker.. Det var jo bare sådan, at tingene måtte forholde sig. Han sukkede let. Han var nu ikke kommet hertil, for at snakke om hans fader, men derimod.. at finde ud af sig selv. Det var det, som han havde brug for, mere end noget andet.
"Jeg beklager, hvis jeg tager af Deres dyrebare tid, Deres Højhed," undskyldte han med en rolig stemme. Han lod hovedet hæves mod hendes igen. "Jeg tog turen over på denne side af grænsen, efter et par dage i Manjarno. Jeg hører at der er kommet mere ro og fred.. Selv på trods af Deres navn," fortalte han med en rolig stemme. Et stille smil passerede hans læber. De spidse tænder viste sig i hans mundvig. Det var og blev bare en stærk del af ham, som han havde lært at leve med.. Det var alle andre, som tilsyneladende havde et problem med det.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde hørt historier igennem sit liv. Især da hun var mindre havde hun hørt historier om hvad Jason havde gjort. Det var en del af hans liv, en del af hans fortid og hun valgte ikke at dømme ham på det. Ligesom hun ej valgte at dømme Carlisle på at være hans søn. Det var der virkelig ingen grund til. Hun lyttede roligt til hans ord og nikkede. "Ej er det retfærdigt at det skal være på den måde. Du burde dømmes på egne handlinger og ikke på dem din far har præsteret" sagde hun mildt og sendte ham et lille smil. Hun mente det. Folk skulle ikke dømmes på deres familie men mere på hvad de selv præsterede. Det var i hvert fald hvad hun synes og hvad hun agtede at få folket her i landet til at indse selvom det var svært.
"Du tager ikke af min tid. Jeg har valgt at tage et par minutter til at trække vejret. Jeg ønsker ikke at blive overvældet, så bliver det ikke gjort noget" pointerede hun roligt som hendes blik mødte hans. Det var hårdt, det ville hun ikke ligge skjul på men det skulle gøres. Dog vidste hun godt hvordan hun skulle passe på sig selv og det gjorde hun blandt andet ved at tage en dybindånding og tage en lille pause og få noget luft. Det var der mange som kunne lærer noget af. Hun lyttede roligt til hans ord og nikkede. "Jeg er virkelig ked af at du, så vel som din familie og min egen har været tvunget over grænsen og væk fra jeres hjem. Jeg ville ønske at det ikke var farligt for jer at være i landet. Jeg prøver at få folket til at indse at i alle er af lyset men det er svært. Det er desværre en process der tager tid" sagde hun ærligt og løftede let den ene hånd og snoede en tot af det blonde hår som sin finger. Hun lukkede kort øjnene før hun endnu en gang vendte opmærksomheden mod hans skikkelse. "Det er hårdt at være dronning, langt hårdere end hvis folk regner med. Jeg kunne godt bruge noget hjælp men ej ved jeg hvor jeg skal finde den henne" lød det fra hende som hun sukkede en gang. Guderne skulle vide at hun godt kunne bruge noget hjælp i denne situation for det var svært at sidde med det helt alene.

[Deleted]

At blive dømt på sine forgængeres gerninger og handlinger, var vel en ting, som de var kendt med begge to? Grotesk som den verden nu en gang måtte være, var det bare meget begrænset hvad man kunne gøre. Det som man kunne forsøge på, var jo at vise sig, som bedre end alternativet, selvom det virkelig var svært. "Jeg går ikke ud fr,a at jeg er ene om at føle det, Deres Majestæt. Ligeledes er Deres fader en kendt mand på egnen, som igennem mange år, har gjort gode ting for Procias.. men dertil også for sin mørke race," fortalte han. Det var uden tvivl en stor skam, for Marius havde været en virkelig god mand.
Angelique stod med et kæmpe ansvar, og han kunne skam godt forstå, at det var tungt for hende, at stå med alene, men det var derimod bare meget begrænset, hvad han selv som person, kunne gøre ved det. "Det er naturligvis vigtigt, at De får hvilet," sagde han med en rolig stemme. Ellers endte hun ud som hans fader, og det var slet ikke noget, som han ønskede for nogen som helst.

Carlisle vendte blikket mod hende. Hun var en god og varmhjertet kvinde - ligesom hendes fader, hvilket var noget, som selv faldt i meget god jord hos ham. Han bed tænderne en smule sammen. hun havde brug for hjælp? Han vidste, at det var farlig for hans fader at være her, og det var det, som gjorde det ekstra svært. Han vidste, at han måske ikke burde, men.. "Er der noget, som jeg kan gøre, for at lette ansvaret og opgaven som dronning, Deres Majestæt?" spurgte han denne gang. Kunne han, så ville han virkelig gerne. Selvom han vidste, at det nok var dumt. Meget dumt.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var noget de begge var kendt med det at blive dømt på deres fædres handlinger. Selv var der lagt en del pres på hende fordi hendes far var den han var. Ikke nok med at han havde gjort ufattelig meget godt for landet så var han stadig vampyr og dette bragte et helt andet pres på hendes skuldre. Det var svært men de kunne ikke gøre andet end at vise folket af de var dem selv og ikke deres fædre selvom det næsten virkede håbløst en gang i mellem. "Jeg er skam kendt med det, ja. Min faders vampyriske race har ej ændret hans sind og dog er dette ikke noget som folket kan se. Desværre er det ikke nemt at få dem til at åbne øjnene op for lyset i folk" fortalte hun ærligt. Selv havde hun set lyset men det hjalp jo ikke når alle andre ikke ville set det.
Ansvaret var stort og hun var alene efter Jason var søgt efter Silia. Hun bebrejdede ham ikke. Det var ikke sikkert for ham at være i landet, ligesom det heller ikke var sikkert for hendes far at være her. Han var søgt i sikkerhed og det var det rigtige valg. Nu stod hun så bare her, grøn som hun var med en magt som hun forstod men som hun ikke helt vidste hvordan hun skulle styrer. Det var hårdt og meget svært, det var også derfor hun ønskede at få hvilet så meget som det var hende muligt. Hun ønskede ikke at køre helt død. "Det er det. Jeg mange af mine forgængere fandt ikke tiden til at hvile men jeg holder på at man ikke kan passe på andre hvis men ikke først og fremmest passer på sig selv. Hvordan kan man tage et ansvar for andre hvis man ikke kan tage ansvar på sig selv?" sagde hun med et lille smil. Hun ønskede ikke at gå ned blot fordi hun ikke tog sig lidt tid til at slappe af.

Hans tilbud var yderst velkommen og dog kunne hun ikke lade være med at frygte en smule for hans sikkerhed. Jason havde jo fortalt at det var farligt for dem at være i landet og hun ønskede jo ikke at der skulle ske ham det mindste. Hun bed sig lidt i læben som varmen steg hende en smule til kinderne i en svag rødmen. "Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke ville have noget imod din hjælp. Du har siddet som den kongelige rådgiver i mange år, du forstår dig på denne opgave som jeg har foran mig hvor jeg egentlig bare prøvet mig frem. Men jeg er bange for din sikkerhed. Jeg mener, det er ikke alle i Procias som vil have folk som har det mindste mørke race i dem i landet og ej ønsker jeg at der skal ske dig noget" sagde hun stille og sendte ham et bekymret blik. Hun ville for alt i verdenen ikke have at der skulle ske ham noget. Hun ønskede jo ikke at der skulle ske nogen noget.

[Deleted]

Mørket havde de begge to tæt ind på livet, så det, at de måtte være påvirket af det, var vel heller ikke underligt. Selvom Carlisle var, hvad man i procianske øjne, ville kalde for et mørkt og ondt væsen, selvom det langt fra var tilfældet, så havde han jo altid levet prociansk. Han levede af blod ganske vidst, men aldrig havde han næret sig på noget, der mindede om et levende væsen. Det havde hans fader opdraget ham med, at man ikke gjorde. Hans blik gled mod hendes skikkelse, og med et smil. Det handlede jo om at finde det positive i hverdagen og tilværelsen, men det var bare svært.
"De er mig en fornuftig kvinde, Deres Majestæt," sagde han med en rolig stemme. Igen bukkede han for hende. Det som da manglede, var selvfølgelig, at han udviste hende den respekt, som hun så tydeligt havde fortjent. Ikke at han havde tænkt sig, at løbe fra det ansvar. Det var et ansvar som en borger af landet her, at vise sin dronning den respekt.

Carlisle ønskede selvfølgelig at hjælpe hvis han kunne. Selvom han vidste, at han burde være langt væk herfra, og helst gerne på den anden side af grænsen, så var det bare ikke noget, som han kunne.. Uanset hvor meget han nu ville ønske at han kunne gøre det.
"Jeg ved, at jeg slet ikke burde befinde mig her, men jeg er kendt med ansvaret og arbejdet, som nu hviler på Deres skuldre, Deres Majestæt. Jeg kan være behjælpelig i skyggerne? Dette har trods alt været mit hjem," forklarede han. Han var jo slet ikke klar til at tage derfra. Det gjorde ondt, når han vidste, at han var nødt til det.

[Angelique Amalani Darcy]

De var begge bekendt med mørket. Han var halvt vampyr og hun selv var datter af en mand der havde levet som vampyr igennem så mange år. Begge var de bekendt med kvalerne ved racen og blodet som var dem nødsaget for at leve. En skam at folk så så ilde på det når de aldrig havde sat tænderne i et levende væsen. Hun havde kort selv været i deres sko, kort havde hun været spide men kunne ikke klare mørket. Hun havde taget sit eget liv og heldigvis var dette glemt af alt og alle i dette land da hun ej havde været en front figur den gang.
Hun sendte ham næsten et opgivende smil da han endnu en gang bukkede for hende. Han behøvede det virkelig ikke. "Jeg takker. Jeg så hvordan det tærrede på Gabriel og ikke mindst din egen far da jeg besøgte ham på slottet. Ej ønsker jeg at lide samme skæbne så jeg vil passe på mig selv nu hvor der ikke er andre til det" sagde hun med et lille smil. Denne gang bad hun ham ikke om at stoppe for hun vidste at det nok ikke ville nytte noget. Hun sukkede bare med et blidt smil og lod hovedet søge let på sned. Hvor var han dog stædig når hun ellers havde bedt ham om at lade være.

Hans ord varmede hendes hjerte og hun kunne ikke andet end at smile. "Jeg vil ikke sige nej tak til din hjælp for jeg har i sandhed brug for dem. Jeg ville blot ønske at det ej behøvede at være i smug. Du fortjener langt bedre, Carlisle. Så længe du er sikker vil jeg lade dig blive men hvis der begynder at være farer på færde så vil jeg gerne have at du passer på dig selv, love mig det" bad hun roligt. Hun ville ikke have at der skete ham noget men at sige nej til sådan en stor hjælp kunne hun virkelig heller ikke i den situation som hun stod i. Hvor ville hun dog bare ønske at han kunne accepteres af folket sådan så det hele ikke behøvede at være i smug på denne måde. Hun ville sådan ønske at det bare ikke skulle være sådan. Hun bed sig kort i læben og sendte ham så et lidt lusket smil. "Og en betingelse mere. Du skal holde op med at bukke og skrabe sådan for mig. Som sagt så anser jeg dig som en ven, ikke blot af familien men også personligt. Jeg vil ikke se dig skrabe" sagde hun morende og lod hænderne falde til hendes hofter som hun satte dem i siden. Hun følte sig selv ret snu hvis hun selv skulle sige det.