Frozen Stars

[Deleted]

@valentina

___________________________________

Ringe bredte sig fra den fod der langsomt gled ned i det kolde vand, der afspejlede glimtende kalksten fra hulens top. Ariana løftede foden og mærkede de kolde dråber løbe ned over hendes ben, men kun et par tommer før den frøs til is på hendes blege hud. For et kort øjeblik var der en antydning af et smil, men det blegnede før nogen kunne nå at få glæde af det. 
Hun rykkede lidt længere hen til kanten, og satte håndfladerne derpå, så hun langsomt kunne sænke sig ned i den kolde kilde. Det iskolde vand omsluttede hendes krop, hun kunne svagt mærke det prikke også selvom det ikke medbragte smerte eller nogen større reaktion som det ville med mange. 
De krøllede spidser blev dyppet i vandet og tyngedes resten af manken en smule ned. Hun sukkede længselsfuldt og tog en mindre afsæt fra kanten for at søge ud mod midten. Lyden af rindende vand gav genlyd i den ellers tomme hule, Ariana synes at det var det smukkeste sted i hele Appolyon. Måden isen glitrede i det svage blå lys, som tusinder af stjerner på en nattehimmel. 

Hovedet slog hun let tilbage og lod håret glide under overfladen, så hun kunne tage de tilfrosne drypsten i betragtning og lade sig betage af dem, som hun gjorde næsten hver aften. Under vandoverfladen var hun ganske blottet, for oppe ved kanten lå den blodige kjole hun havde båret ved aftenens ophave. Den vidnede om succes, hvilket automatisk gjorde hendes humør så meget bedre. 

[Deleted]

Hver aften var det stort set det samme. Valentina kunne som regel altid finde hende her. Sin kære tvillingesøster. De dådyrslignende nøddebrune øjne søgte ned til den blodige kjole, der var blevet lagt på gulvet. Ikke fik hun et jag i maven af synet, som hun ikke frygtede, hvad hendes søster lavede. Hun var jo god til, hvad hun foretog sig.. ellers ville hun ikke stadig være i live. De eneste gange, hvor hun rent faktisk mærkede det rumstere i sig, var når hendes søster rent faktisk vendte hjem med skader. Det var jo kun hende, som hun havde tilbage. Ingen bedsteforældre havde de. Ingen moder havde de. Ingen fader havde de. De havde kun hinanden, og hvis en af dem skulle falde, havde de derfor kun sig selv. Hendes blik søgte op. Der lå hun. Flydende i det iskolde vand. Hendes smukke søster. Hjemvendt fra en opgave. Hvem hun havde myrdet, vidste hun ikke, og ligeglad var hun, som hun også selv var ligeglad med de personer, som hun selv blev sat til at spionere.
Selv stod Valentina i åbningen til grotten. Ikke havde hun gjort sig bemærket, som hun blot stod op ad karmen til grotten. Som dag og nat måtte de helt se ud. Hun med de næsten altid livlige nøddebrune øjne, charmerende smil på læben, og det bølgede mørkebrune hår, og hendes søster med de som regel kølige isblå øjne, det manglede smil, og krøllede blonde hår. Ja, hvis ikke man kendte dem, ville man næppe tro, at de var søstre. Tvillinger endda. Ligeglad var Valentina dog. Der var meget verdenen ikke ville forstå om hende og Ariana. Roligt skubbede hun sig fra væggen, så hendes sorte kjole bølgede let. ”..og din modstanders hjerte frøs til is og splintrede i tusind krystaller, som han sandede, at han var din opgave,” introducerede hun sig selv med en dramatisk stemme.

[Deleted]

Ej bekymrede Ariana sig for sin søster i det daglige, og det var selvom hun var det eneste hun havde tilbage nu om dage. Valentina havde aldrig været specielt god til at bryde isen så at sige, men til gengæld havde hun et stærkt sind, og hvad var der at bekymre sig over ved en kvinde der kunne få selv den stærkeste mand til at falde for hendes fødder? De levede begge deres liv farligt, men hvad var livet også uden en risiko?
Den velkendte stemme bag hende, fik et svagt smil til at liste sig hen over hendes læber, køligt og skjult for Valentinas syn som hun stod vande med ryggen til hende.
"... jeg er en hjerteknuser, er jeg ikke?" spurgte hun retorisk og badede sig selv i den skjulte stolthed hun følte. Af de to var hun nok lidt mere moderisk, hendes søster var nærmere intelligent, hvilket somme tider var en kende frustrerende.

Roligt vendte hun sig om mod hende og tog hende i betragtning under den glitrende kulde. Smuk var hun, mere end noget andet. "Og stående under glitrende stjerner, stod en gudinde, prægtigere end diamanter, mere betagende end lidenskaben selv. Jeg ser du ligeså lykkedes i din mission, søster," hendes isblå øjne var ligeså kolde som isen over dem, dog afslørede hendes stemme og det lille smil at humøret var godt. Kun Valentina kendte hende godt nok på den måde.
"Kom herned," bad hun og hævede hånden over overfladen så dråberne gled ned over hendes arm, i et forsøg på at lokke hende til at lade sig friste. Den kolde kilde var det mest henrivende sted i hele Appolyon, det eneste sted hvor hun kunne slappe af.

[Deleted]

”Jeg beder til, at den dag ikke kommer, hvor du knuser mit,” lød det teatralsk fra Valentina, alt imens hendes nøddebrune øjne glimtede op. Ej frygtede hun en sådan gøres fra Arianas side. De var trods alt hinanden loyale, samt de elskede hinanden. En anden verden kunne hun slet ikke forestille sig. Ikke med al det, som de to unge søstre havde været igennem. Blikket fulgte Arianas bevægelse, som hun vendte omkring i vandet. Betagende så hun ud i det kølige vand, og med de isnende drypsten over sig. Dog blev det alligevel hendes ord, som fik smilet til at brede sig morende på hendes rosa mund. ”Du bringer verdens poeter til skamme, kære søster. Burde jeg tænke, at du har valgt den forkerte livsstil?” Hvor Arianas stemme var kold som is, var Valentinas varm og legende. Dog tog hun det ikke spor tungt. Hun kendte en anden Ariana, end den verdenen kendte. Svagt trak hun på skulderen. ”En smal opgave.. Læber kan fortælle løgne, men sindet fortæller sandheden,” svarede hun henkastet igen til det faktum, at hendes mission havde lykkedes. Udfordrende havde den ikke været, som den nærmere havde været kedelig. Et par knaster hjem som altid, havde den dog givet. Dog ønskede hun mere end det, som hun ikke ønskede at være middelmådig.. Hun ønskede at være den bedste! De kedsomlige tanker gled dog bort, som Ariana gjorde anledning til, at hun skulle komme ned til hende. For en stund betragtede hun blot, hvordan vanddråberne slangede sig ned ad Arianas nøgne arm. Som små perler syntes de helt at være. En nærmere overvejelse krævede Arianas ord dog ikke, og derfor lod hun også de slanke fingrer søge op til skuldrene. ”Hjerteknuser og en fristerinde,” bemærkede hun retorisk, inden hun langsomt måtte føre stropperne ned ad sine arme, så hendes krop samtidig blev blotlagt. En smuk ung kvinde var hun. Det var de begge. Begge med ungdommens ynde, fasthed og renhed. Kjolen gled med et blødt bump ned omkring hendes fødder, stærkt efterfulgt af hendes trusser. Bevidst trådte hun ud af sine sko, inden hun måtte gå over til kanten. Her trådte et mere legesygt smil dog frem på hendes læber. Armene løftede hun op, så hele hendes postyr blev strakt, inden hun lavede et elegant hovedspring i vandet.

[Deleted]

Kælent lagde Ariana hovedet på sned. "Jeg går ikke ind for at ødelægge skønhed," svarede hun og lod den lille perle af en kold dråbe sno sig kælent om hendes underarm, til den ramte vandoverfladen og hun igen sank hænderne under vandet. Alle vidste at båndet mellem de to piger var nærmest ubrydeligt, men de fleste vidste præcis hvor meget de to forgudede hinanden og præcis hvor tætte de var.
Hun fnøs kortfattet."Ih ja, min slående tålmodighed og længsel efter alt det jeg ikke kan få, ville gøre mig til den perfekte poet," svarede hun med dybeste sarkasme. Alt det plidder handlede i dag om kærlighed, lykkelig eller ulykkelig, men Valentina var den eneste hun nogensinde havde lukket ind, den eneste hun havde rørt på den måde, så hvad kunne hun dog vide om den slags?
Nok var der kun gået et par timer, men Valentinas legende stemme mindede hende om den længsel der nåede at bygge sig op på alt for kort tid. De to var i sandhed blevet afhængige af hinanden.
"Det er næsten.. babarisk.. jeg er stolt af dig, Valentina. Din styrke vokser," konstaterede hun og førte en våd hånd over hendes blonde hår, der øjeblikkeligt antog en lidt mørkere farve og tyngede ligesom resten der lå skjult under overfladen.
Nysgerrigt fulgte det kølige blik hendes søsters bevægelser. Ikke for et øjeblik så hun væk, gav hende glæden ved privatliv, men studerede i stedet den nøgne krop af en gudindes. Ligeså meget som hun værdsatte hendes skønhed, ligeså meget misundte hun den ligeså, for hun målte sig ikke med det. "Det lader til at jeg er djænlen i forklædning," et lokkende glimt meldte sig flygtigt, som hun strakte sin nøgne krop og gled elegant ned i vandet. En mild latter forlod hendes læber som vandet sprøjtede på hendes ansigt og hals, kun påklædt af den halskæde hun havde gået med i årevis og aldrig tog af.

[Deleted]

At Ariana betragtede hver en handling, som Valentina gjorde sig, nød hun kun. Ikke ønskede hun at skjule sig for sin søster.. og for sent var det også. Derudover vidste hun også, hvordan hun så ud, og det var også noget, som hun udnyttede til fulde! Det iskolde vand brød hun. Først hendes hænder for dernæst hendes hoved og resten af vandet. Frøs gjorde hun ikke, skønt vandet var iskoldt, som hun nærmede fornemmede det, som kærtegnede det hendes krop. Ikke langt fra Ariana dukkede hun op, som hendes hoved og skuldre brød overfladen. ”Hvem ville have sagt nej?” lød det smilende fra hende, som Ariana stemplede sig selv som djævlen. Ærligt kunne hun dog ikke se, hvem der ville have sagt nej til et forfriskende bad med hendes søster. Selvfølgelig medmindre de havde luret, at de muligvis ville ende som en istap. Hendes søster var nemlig en fantastisk isdæmon, hvor hun selv var … knap så meget.
”Er poeter ikke ment til at være lidende sjæle?” spurgte hun drillende angående poetproblematikken. Kærlighed, længsel, død, ulykke.. Var det ikke det poesi handlede om? Som regel fortabt kærlighed. Det var dog ikke noget, som Valentina kendte til, og ikke troede hun, at det nogensinde kunne blive hende. Selv mente hun nemlig, at man måtte gribe dagen og gøre noget ved det, som man ønskede sig. Ganske vidst kunne det kræve tid, men hvis det var, hvad man længtes efter, ville det være belønningsrigt i den sidste ende!
Tungt var Valentinas mørkebrune lokker blevet, som vandet havde suget sig ind i de bløde lokker. Ligeså perlede glinsende dråber sig vej ned ad hendes ansigt. Hun tog et par svømmetag over i Arianas retning. Hun havde brug for at der skete noget nu. Morsom havde hendes mission nemlig ikke just været. Stolt var hun dog over det faktum, at Ariana sagde, at hendes styrkede voksede. ”Den vokser.. men til hvilken nytte, hvis jeg ikke får muligheden for at bruge den?” endte hun sigende med at sige. Blidt hjalp hun til med at skubbe en våd hårlok væk fra sin søsters ansigt. ”..Fortæl mig om din dag. Hvad hændte dig, siden din kjole skulle massakreres?” spurgte hun med et let smil på læben.

[Deleted]

Trods de to piger var som dag og nat, så fandt Ariana stor skønhed i hendes mørke glød og de bedårende mørke øjne, der kunne overbevise hende om alting. Åbenlyst gled hendes øjne ned over hendes smukke krop og efterlod hende med et velkendt stik af misundelse, dog blandet med.. beundring.
"Ingen i besiddelse af sund fornuft," svarede hun medgivende og tog to simple svømmetag i hendes retning, for i stedet at træde vande lige foran. Hun strøg blidt sin våde hånd ned over hendes kinder og lod de faldende dråber glide som tårer. "Og hvem siger jeg er en lidende sjæl?" spurgte hun og hævede et slankt øjenbryn. Ej ville hun beskrive sig selv på den måde, faktisk følte hun ret sjældent noget ud over vrede og lidenskab. Valentina var den ene undtagelse, den ene der kunne bringe et mere naturligt smil frem, og få hende til at føle glæde, afsavn og bekymring.
De sidste par år havde Ariana nok.. slækket lidt på sin træning, hun kæmpede for at blive bedre, men ikke ligeså meget som hendes søster, hun ville bare gerne tjene nok til at de begge kunne klare sig på rimelig vis. Hun lod sin egen hånd falde og skjulte den under vandoverfladen, hvor den i stedet forsigtigt ledte sig frem til hendes talje, og fandt hvile der i stedet for. "Din tid vil komme min kære. Du er stadig ung, vi må bare finde de rette at mænge os med," konstaterede hun og lænede kælent kinden mod hendes kølige hånd, som skubbede en af de våde lokker bort.
Kort skævede hun i retning af sin blodige kjole, hvorefter hun slap et suk. "Hvad der skete... var et utaknemmeligt fjols der troede jeg var en simpel slave. Hans skæbne var næsten for mild," tilføjede hun. Det var lige meget nu hvor de var hjemme og sammen.

[Deleted]

Muntert trak Valentina på smilebåndet. Nej, folk ville være et fjols, hvis de afviste hendes søster. Selv havde hun heller aldrig gjort det. Derfor lod hun også indbydende sit hoved falde en anelse på sned, som hun mærkede sin søsters kolde og våde hånd hen over sin kind. Altid havde de berøringer bragt hende varme, ro og længsel. At skulle undvære dem, kunne hun end ikke forestille længere.. Det havde føltes så naturligt at være Ariana tæt den første gang, og de mange efterfølgende gange havde bestemt ikke været anderledes. ”At være lidende er kun for de svage sjæle.. Du min kære søster har aldrig været svag,” sagde hun ærligt, inden hun strakte sin hals en anelse. Kun så hendes rosa læber kunne kærtegne hendes bløde læber i et strejfende kys. Så blidt, som havde to fjer danset forbi hinanden. Selv beundrede hun Ariana. Hun var en stærk kvinde med det rette hjerte. Det var dog ikke den side, som alle fik set af hendes søster, som hun vidste, at Ariana kunne forekomme reserveret over for andre end hende. Sjovt var det næsten, som Valentina selv var den frembrusende kvinde. Behaget mærkede hun i sig, som hun mærkede Arianas hånd mod sin slanke talje. Hendes ord fik hende dog til at slippe et dæmpet suk. ”Jeg troede, at det ville gavne, at jeg stødte på Lucifer Jaceluck.. Den mand var let at tøjle. Smil til ham og ros ham, og du har ham i din hule hånd. En skam, at han i så fald skulle falde,” endte hun kortfattet med at sige. Hvordan hun nu skulle få, hvad hun ønskede sig, måtte hun bare igen gennemtænke. Hun slap et fnys, som Ariana fortalte, at hun var blevet sammenlignet med en slave. Aldrig ville hun kunne blive en simpel slave! Ganske vidst havde de ikke selv råd til at holde slaver, og ganske vidst var de nødt til at have arbejde for at overleve, men stadig.. ”Du burde have taget hans tunge for en sådan udtalelse.. Holdt ham som slave, som han tydeligvis ikke kunne bedømme, hvad der var rigtigt eller forkert,”sagde hun sigende.

[Deleted]

Noget som føltes så rigtigt kunne under ingen omstændigheder være forkert. Kolde dråber fra ilden aldt fra hendes hævede hånd og ramte overfladen hvor flere ringe bredte sig. Hendes fingre fulgte hendes kæbeparti, til hun til sidst slap og lod den falde på hendes skulder som støtte i stedet for. Andres fordømmende blik kunne Ariana umuligt være mere ligeglad med, hun nød det bånd hun havde til sin søster, trods den jalousi hun endnu var i stand til at føle i øjeblikke.
"Svag.. nej. Til mit held har jeg haft en smuk kvinde at klamre mig til, og finde styrke i," svarede hun koldt. Dem som ikke kendte hende bedre, ville mene at hendes ord var uden følelse, og uden mening, men det var ikke sandt. Det var kun svært for hende selv at mærke dem og sætte ord på dem. Kolde læber mødte hendes med samme kulde. Hun kyssede dem blidt og dvælede lidt ved følelsen af hendes silkebløde læber for et par sekunder inden hun igen trak sig. "Mænd er svage kære, men hvem kan bebrejde ham? Naturligvis ville han falde for dit smil og glimtet i dit blik. Desværre forlyder rygter at han er forblændet af Faith.. ynkeligt hvis man spørger mig," tilføjede hun med et koldt fnys. Den mand var ligegyldig nu. De måtte finde andre veje at gå for at komme frem i verden.
Tæt trak hun Valentina ind til sig. Begge arme lagde sig om hendes krop, samledes på hendes ryg, nær hendes lænd.
Denne gang var det hende som strakte sig, for at kysse hendes læber flygtigt. "Og det kære søster.. er grunden til min store hengivenhed overfor dig. Min tålmodighed ville aldrig række, raseri blænder mig i et flygtigt øjeblik og blodet flyder. Du piner og nyder det, giver dig tiden.. det beundre jeg," hviskede hun mod hendes læber.

[Deleted]

Sin søsters kompliment nød Valentina. Dog kunne hun ikke sige, at det ikke også gik den anden vej, for det gjorde det. Hvis ikke hun havde haft sin søster, ville hun nemlig have været alene i en ganske ung alder, og skønt hun havde et godt hoved, ville det have været hårdt for hende. Dog så hun ikke nogen grund til at tænke i de baner, da den skæbne ikke var blevet en realitet. Hun havde haft sin kære tvilling, og det havde hun endnu den dag i dag, og ikke så hun nogen grund til at forholde sig til andet før, at det blev en nødvendighed. Selv så hun nemlig ikke effektiviteten i at tage sorgerne på forskud, eller stille sig i unødvendige problematikker. ”Et held, som jeg ligeså har fået deling i,” svarede hun ærligt igen. At de kom ind på hendes eget optrin med Lucifer Jaceluck, gav hende blot en følelse af irritation over, at hun havde spildt tid på en der havde vist sig at være uduelig. Ligeså irriterede det hende, at han havde vist sig at være uduelig, da hun ellers havde haft ham i sin hule hånd. Hun ville kunnet have formet ham, uden han ville have vist det. Noget hun muligvis ikke kunne med den nye leder, som han var ældre og mere erfaren. ”Lad os håbe på, at vor nye leder er mindst ligeså formelig som den tidligere kandidat. En ting har du nemlig ret i, kære søster.. Alle mænd har en brist,” kommenterede hun med et lille smil på læben. Det hele skulle nok gå. Det var hun ganske positiv omkring. Desværre kunne hun til tider godt fornemme, hvordan utålmodigheden ulmede i hende. Tankerne om mænd forlod dog hendes sind, som hun mærkede Arianas kølige arme omkring sig. Hun elskede det, hvor hun ej heller ønskede at miste hende i sin stigen på en højere position. Deres bånd skulle altid bestå. Trygt søgte hende øjne i, så de mørke øjenvipper lagde sig nærmere hendes kinder, som hun dvælede ved deres flygtige kys. Aldrig ville hun være foruden Arianas kolde læber og trygge favn. Halvt op måtte hendes øjne glide, som hun lyttede til Arianas stemme. Smilet trak hun legende på, inden hun tirrende måtte bide blidt i Arianas underlæbe. ”Du går glip af livets glæder, når du handler overilet, kæreste.. Tillad mig at komme med eksempel fra min dags urimelige arbejde.. En kvinde gav mig den nedværdigende opgave at spionere hendes ægtemands gøren i og med, at hun frygtede, at han lå i med en anden kvinde. Jeg søgte kvinden, og blev mødt af et noget kedsommeligt svar. I forbindelse med det tilstigende kolde vejr, yndede han at lave klæder til diverse dyr. Hvem gør lige det? Og hvilken mand ved sine fulde fem? Men nuvel.. Jeg drog tilbage til kvinden. Her fortalte jeg hende om en yngre, slankere, en mere fyldig kvinde, end hvad hun er. For at støtte mine ord, skænkede jeg hende et billede af manden og den tænkte kvinde i en hedere omfavnelse, end den han nogensinde havde skænket hende,” hviskede hun intenst. Sjældent handlede Valentina uprofessionelt, men denne sag havde blot været latterlig! Derudover var der det faktum, at intet af dette ville blive sporet tilbage til hende.. ”Jeg gik derfra med pengepungen fuld, og som jeg gik, bemærkede jeg, hvordan kvindens sind faldt ud af mit. Kvinden må have hængt sig selv i sin egen fortvivlelse.”

[Deleted]

Det var næsten sjovt at tænke på hvor meget Ariana havde konkurreret med sin søster de første mange leveår, kontra hvor afhængig hun i dag var af hende. Spurgte man hende direkte, ville hun til enhver tid benægte med en påstand om at hun naturligvis kunne klare sig selv, og det ville formentlig være sandt, men Valentina gjorde noget ved hende. Hun gav hende en glød som hun ikke ville have haft uden hende, mindede hende om at hun havde et hjerte trods det var ligeså koldt som resten af hende. "Som søstre vi dele, ikke sandt?" spurgte hun med et kynisk smil der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste.
Et sted under vandoverfladen, lod hun et par fingre stryge hen over hendes lænd, uden at slippe hendes blik. Hun sukkede. "Jeg ved ej hvad vi kan forvente af den nye leder. Så mange år i Faith's skygge, han kan næsten kun være en kujon, men det skulle på den anden side gøre det nemt for os.." hun tav som Valentinas kolde læber igen rørte hendes og bed i den bløde underlæbe. Hendes hjerte slog et ekstra, hårdt slag. Hun sukkede svagt mod hendes læber og strakte sig mod hende for at fastholde den pirrende følelse, indtil hun ej længere kunne forhindre Valentina i at trække sig yderligere. "Hvad end du får af idéer med Jared Imarachi, så pas på dig selv.." hun lænede sig frem og fjernede en lok af det mørke hår, så hun i stedet kunne plante et pirrende kys under hendes ører. "... og glem ej, at du er min," hviskede hun hæst hvorefter hun trak sig med noget der mest af alt mindede om et smørret smil.
Trods ihærdigt forsøg på at koncentrere sig om hendes søsters fortælling drev hendes blik flere gange til de rosa læber. Lange historier kedede hende. Stadig lyttende, besluttede hun sig for at udnytte tiden en kende bedre. Hendes bløde hånd strøg hen over lænden, kun for i stedet at glide ned over hendes runde bagparti med en silkeblød berøring. "Det lyder ganske underholdende.Dog vil jeg give dig ret. Den mand burde havde været lemlæstet for noget så sølle, eller sin minimum kastreres, jeg mener.. der var ikke meget mand i ham," konstaterede hun nærmest frastødt. Hun elskede sin søster for hendes tålmodighed, for at have fantasi til at pine stakkels individer på den måde. "Du gjorde hende en tjeneste. Det ville være mindre ydmygende at han lå med en anden, end at han bekymrede sig om noget så sølle som dyr," konstaterede hun og trak ligegyldigt på skuldrene.

[Deleted]

”Aldrig kan det være anderledes,” istemte Valentina tilfredst og med det legesyge smil på de rosa læber. Saglig måtte hun dog helt føle sig, som hun mærkede det blive kærtegn hen over sin lænd, alt imens hendes nøddebrune øjne blev fastholdt af de isblå øjne. I forførende lænker syntes hun helt at være fastholdt.. og ej forsøgte hun at kæmpe sig fri. Hvad Jared Imarachi angik, lystede hun egentligt ikke at tænke på. Slet ikke, som hun anede Arianas tændte blik, som hun bed hende i underlæben. Hvor hun dog nød det! At føle længslen både i hendes blik og krop, som hun endda forsøgte at fastholde øjeblikket. Ikke at Valentina lod hende, da hun nød at lege, skønt det ligeså gjorde godt for hende. Som et bevis, måtte hun også slippe et dæmpet sødmefuldt suk, som hun fornemmede kysset under sit øre. Næsten helt kildende. ”..Frygter du da, at en aldrende kujonisk dæmon, ville kunne føre mig bort fra dig?” spurgte hun drillende igen, som hun brugte Arianas egne ord, hvad den nye leder angik. Om Jared skulle vise sig at være en sejr eller en fiasko for dæmonerne, vidste hun endnu ikke. Derudover havde hun også svært ved at forestille sig, at han skulle kunne få hende til at vende sig imod hendes tvilling. Det var blandt andet også en af årsagerne til, at hun ikke spekulerede over noget så normalt som ægteskab. Hun kunne ikke forestille sig at vende hjem, og at Ariana ikke var i huset. Ligeså kunne hun ej heller forestille sig, at alle disse uddelte kærtegn skulle gå hen og blive dem forbudt. Trods sin egen og sin søsters kølige krop, fornemmede hun det nærmest, som var det en flamme der blev antændt i hendes krop, som den sitrede ganske let af behag over Arianas intime kærtegn. Dog lugtede hun allerede lunten.. Ariana var distraheret. Distraheret over de mange ord, som hun ikke kunne tage ind, ligeså vel som hun ikke kunne nå at nyde øjeblikket, inden hun kløvede en mands hjerte ud. Modsætninger var de igen på dette punkt, som Valentina emmede af tålmodighed grundet forventningens glæde, hvor Ariana derimod tabte besindelsen og blot ønskede tingene hurtigt gjort. ”Sig mig.. havde du nået at tage mandens ædlere dele, inden du havde taget både manden og kvindens hoved grundet irritation? ” spurgte hun drillende.. og faktisk var hun sikker på, at hun havde ret. Hun stak i et smil. ”Men jeg kan lide det.. En utæmmet løvinde,” lød det intenst fra hende, som hun omtalte Ariana.

[Deleted]

Visse guder ville forbande dem for at nyde hinanden på denne måde, for de pirrende kærtegn og kys de delte, søster til søster. Heldigvis kunne Ariana ikke være ligeglad med guddommeligheder, faktisk var hun nok ligeglad med alt andet end sin søster, når alt kom til alt. Hendes isblå øjne udtrykte sjældent nogen følelse, men Valentina som kendte hende godt, ville nemt kunne spotte længslen og det forførende glimt der hvilede bag det.
Hendes kølige ånde lagde sig som dug hen over hendes hals, hvor hun netop havde plantet et kys, inden hun trak sig lidt tilbage, for atter at kaste blik på hende. Jared burde ikke være en trussel, men han var en mand, en flot en af slagsen måtte hun selv sande og han havde en vigtig position, han havde meget at tilbyde, og om hun ville indrømme det eller ej, så frygtede hun altid at Valentina ville se andre veje og hendes egen afhængighed af hende, pludelig ville bringe hende af farligere veje. Dog forbød hendes stolthed hende, at sige dette høje. Hun kastede et blik på vandoverfladen mellem dem og smilede lidt for sig selv, inden hun atter så op og fangede hendes blik.
"Naturligvis ikke. Jeg siger blot at du hurtigt kan blive fanget et sted og det kan være svært at bryde fri," svarede hun lidt arrogant tilbage. Personligt hade tanken om ægteskab aldrig strejfet hende, og mænd havde aldrig rigtig interesseret hende. Faktisk havde hun nok aldrig ladet muligheden om at være sammen med andre end sin søster, strejfe hendes sind, det virkede både fjernt og forkert, desuden kendte hun konsekvensen, vidste at det ville betyde at disse intime stunder var slut. Dette var kun endnu et eksempel på den fraværende tålmodighed. Hendes opmærksomhed skiftede på sekunder alt efter hvad der faldt hende i smag. For nu var det Valentina. Blidt skubbede hun hende mod kildens ru kant, og fangede hendes skikkelse mellem dem og sin egen. "Nok ikke, men siger man ikke at det er tanken som tæller? Om ikke andet ville jeg fjerne den bagefter," reflekterede hun med et lidt tomt grin. Løvinde? Se den beskrivelse passede langt bedre på hende. Hun lænede sig frem og fangede hendes læber i et intimt kys.

[Deleted]

Selvom Ariana sagde, at hun ikke frygtede Jareds virkning, anede Valentina alligevel en frygt hos sin søster. Kort tid efter nævnte hun trods alt, at hun skulle passe på. Selv tænkte hun dog, at den slags bekymringer var unødvendige. Valentina var nemlig frembrusende og gennemtænkt på en og samme tid. Hun var nødt til at være fremadgående, hvis hun skulle tilegne sig den plads, som hun gjorde sig. Derfor betød det naturligvis, at hun skulle løbe nogle risici. Det havde for eksempel også været en risiko at opfordre Lucifer til forræderi. Dog ville hun sige, at hun altid klarede sig, som hun forstod at sno sig ud af problemer. Hurtigtænkende var hun nemlig, og derfor var hun god til at finde en plan b, hvis plan a mislykkedes. ”Hvor er din spænding, og hvor er din higen efter mere? Jeg vil finde vor kære nye leder, og jeg vil undersøge, om han kan formes eller ej, og give mig, hvad jeg ønsker,” fortalte hun selvsikkert. Klare visioner havde hun, hvor hun vidste, at hendes tvilling var mere forenelig med den skæbne, som de havde nu. Selv ønskede Valentina bare at være mere indenfor deres samfund. Ikke ønskede hun en position som en leder, men hun ønskede at være nogen.
Armene lod Valentina behjælpeligt ligge i vandoverfladen, som hun lavede små svømmetag med, som hun mærkede Arianas blide, men bestemte pressen. Let skilte vandet sig for dem, indtil hendes ryg ramte ind i kanten til bassinet. Her lod hun sine arme ligges på kanten, så hendes skuldrer og halvdelen af hendes barm var over vandbestanden. Selv mærkede hun vis forventning stige i sig, hvilket også betød, at hendes puls endte med at stige. ”Verdenen kan i de færreste tilfælde bruge tanker til noget.. De ønsker alle tydelige handlinger,” endte hun roligt med at sige, inden hun mærkede Arianas handling mod sine læber. Frydefuldt sukkede hun, inden hun valgte at svinge sine lange ben om Arianas liv, så hun på den måde kunne tvinge sin søsters krop helt ind til sin. Kysset besvarede hun intenst igen.

[Deleted]

Aldrig om Ariana ville indrømme sin frygt, det gjorde hun aldrig. Sandt at sige så frygtede hun altid at Valentina en dag ville møde en som kunne tilbyde hende hele verden, desuden var de af samme blod, født som søstre, og de vidste begge at dette var forkert og måske endda direkte umuligt på længere sigt, uanset hvor meget hun så hadede den tanke. Hun så væk, ind i en tom væg, kun oplyst af isen fra loftet der gjorde det næsten overraskende lyst selv på sådan et dunkelt sted. Et suk gled over hendes læber, fik hende til at fremstå så.. opgivende. At blive til noget ville alle, men det havde altid i større grad været Valentinas drøm, måske fordi Ariana dybest set godt vidste hvad de risikerede - at miste hinanden. "Frygter du aldrig for hvad der vil ske, kære søster? Hvis det rent faktisk lykkes os at blive en del af noget større, at få mere ansvar? Jeg vil ikke risikere at miste dig," hun hævede hånden og strøg den blidt hen over hendes kind, kun for at fjerne en af de mørke, våde lokker. Hun fulgte den til den lå pænt i den øvrige manke, hvorefter hendes hånd fandt hvile i hendes nakke.
Den her samtale havde haft før, og den var lige deprimerende hver gang. Den følelse gled dog langsomt ud i vandet, som Vaentina hævede sig en smule over vandstanden og afslørede nok af barmen til at det pirrede hende. Hun forsøgte end ikke at lægge skjul på at hendes isblå øjne søgte ned over studerede hende. "Sommetider kæreste.. kan for mange tanker sløve sit sind og lamme dig fra handling. Derfor tænker jeg aldrig.. før bagefter," tilføjede hun og lod en pegefinger stryge hen over hendes kraveben som på et tegnebræt. Den løb langsomt ned mellem hendes kavalergang, samtidig med at hendes øjne igen gled op og fangede hendes. De slanke ben der pressede hende tæt, fik hende til at lægge hele hånden dels på hendes bryst og dels på hendes kraveben, som hun trykkede sig ind mod hendes kolde krop, og på ny fangede hendes læber. Det var alligevel bedre end alt den meningsløse snak.