Just for one night

[Deleted]

En latter gled over de røde læber, hun rejste sig yndefuldt, inden hun vendte blikket direkte mod ham. Dyret i hende havde ingen hvile, og når hun først var alene med folk kunne man i den grad se det i hendes blå øjne. Med bestemte sensuelle skridt nærmede hun sig ham.
"Jeg er Deres leder Marius, jeg har krav på at vide hvilket liv mit folk lever." Besvarede hun med en stemme der endnu var fløjlsblød, hun endte med at være et par meter fra ham, som hun så ham stå der med krydsede arme, utilfreds som han måtte være. Det morede hende i den grad, for skulle hun sig lade røre af det? Hans ord måtte dog fylde hende med væmmelse, som hun instinktivt satte mod ham for at presse ham voldsomt op af væggen med en hvæsen.
"De har intet hjerte!" Hvæsede hun af ham med de blottet tænder, det dyriske måtte jo sige at klæde hende, måske en tand for godt. Hun stirrede ham i øjnene med det dyriske blik de blå øjne besad. Hun var en kvinde som i den grad ville have slået sine pointer fast, vold var som regel en løsning for hende, en kamp om magt om man ville det.

[Marius Amalani Darcy]

Det var meget muligt, at dette ikke var noget, som ville falde i Cathlinas gode bog, men han var ligeglad. Han havde et liv, som han havde, og det var slet ikke noget som han havde tænkt sig, at lave om på, hvad end om det var noget, som hun ville det eller ikke. Han bed tænderne tydeligt sammen, som han fast vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. "Og nu er De kendt med hvad jeg laver, og hvor jeg lever," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse.
Som hun tog fat i ham, og skubbede ham brutalt op af væggen, fik ham til at hvæse. Ikke var det noget, som passede ham. Han ville slet ikke have det! Han spændte kraftigt i hans krop, hvor han tydeligt måtte knytte næverne. Han kunne slet ikke have det! "I din optik måske. Selvom mit hjerte ikke hamrer og banker i mit bryst, er det der jo stadig.. Og jeg agter at leve efter de gamle levevis, som jeg havde, før jeg blev til det væsen, som jeg nu er," fastholdt han. Det var ikke noget, som hun kunne lave om ved ham. Det var slet ikke noget, som han ville lade hende lave om ved ham!
"Så jeg vil på det kraftigste, anbefale Dem, at slippe mig," sagde han denne gang med en fast tone. Han fandt sig bestemt ikke i denne behandling!

[Deleted]

Dette passede hende langt fra, det var faktisk noget som hun måtte hade, og på ingen måde ønskede at lade stå. Det var hendes pligt at opretholde deres gode navn, sætte folk som ham på plads, og han trængte tydeligvis til at huske og mærke hvad pokker han rent faktisk var! Hun var ligeglad med hvem han var før, det der talte, var hvem han var nu, og det skulle hun nok forklare ham, om det blev ved handling eller ord, det måtte de jo så se på. For nu fik hun presset ham op af væggen, hvilket passede hende fint, hans hvæsen fik hende til at smile, så fint, det var lidt af hvad hun ønskede at se. Men desværre var det nok intet der holdte det i ham.
"Min optik, er den som er relevant. Deres plads, den bør De kende, den er ej ved de bløddyr! Det skulle da kun være hvis De dræner dem hver og en, langsomt, i skyggerne indefra. I så fald har De skam min velsignelse." Hviskede hun fløjlsblødt, han ønskede hun slap ham? Det kunne skam godt arrangeret, hun slap ham ganske roligt, hvor hun lod fingre søge ned over hans skuldre og brystkasse, kun for at træde bagud med et legende smil spillede på de røde læber. Hun var uden tvivl en kvinde uden skam i livet. Roligt søgte hun væk fra ham, dog uden at tage de blå kolde øjne fra ham, der måtte bære præg af noget dyrisk og forførende.
"Vi må have fundet en løsning, jeg kan ikke have været gode ry og rygter bliver ødelagt af en vatnisse der ikke ved hvor fantastisk det er at lade dyret tage over og vise sin sande natur. Hvem De var, er fortid, omfavn dog Deres fremtid." Det var ord hun mente, hvis der ikke kom noget godt ud af dette, måtte hun jo sørger for det i sidste ende. En dag ville han bøde hvis han intet lavede om ved sit liv, så mon ikke det måtte hjælpe? Uhøflig var han dog lidt, han svarede jo ikke på et eneste af hendes spørgsmål.

[Marius Amalani Darcy]

Det faldt tilsyneladende ikke i Cathlinas gode bog, at han havde de tanker om tingene, som han havde, og det var han fuldstændig ligeglad med! Han hvæsede.. Han havde jo vampyren, som en tydelig del af sig, og det var nu ikke noget, som han kunne gøre noget ved, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne gøre det! Han bed tænderne sammen. Det gik da ikke udover hende, at han levede sit liv, som han ville!
"Det er ikke nogen, der har bedt Dem om at blande sig i, hvordan jeg ønsker at leve mit liv. Jeg har aldrig taget del i glæden ved at være dette væsen, og ikke er det noget, som jeg har intentioner om," fastholdt han sigende. Nej, han slog ikke ihjel, da han ikke ønskede at gøre det, og dette var bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig at lave om på, hvad end om det var noget, som hun nu ville det eller ikke.
I takt med at hun trak sig, og slap ham, gjorde han det samme. Han fjernede sig helt, som hun denne gang, også valgte at røre ved ham, hvilket bestemt ikke var noget som han bifaldt. Det var det sidste som han ønskede. For nu, formåede han da alligevel at holde sig så fattet, som det var ham overhovedet muligt, selvom det ikke ar nemt. Ikke overfor en kvinde, der tilsyneladende ønskede, at blande sig i alt muligt konstant.
"Jeg har accepteret min levevej, og jeg vil kraftigt anbefale Dem, at gøre det samme," fortalte han sandfærdigt. Han rettede sig op igen. Han var ikke meget for denne kvinde, og særligt ikke, at hun skulle blande sig sådan i tingene!

[Deleted]

Roligt søgte hun bort, men da ikke uden at lade sin personlighed tage lidt over, da hun jo i den grad ikke kunne lade være. Hvorfor skulle hun dog også det? Det var der intet sjovt i, langt fra faktisk. Hendes blik søgte ham med den intensitet der lå i et vildt dyrs jagtinstinkter. Det var i den grad ikke på vilkår at hun lod manden gå ud derfra, stadig i harmoni med sit gamle jeg, det kom bare ikke på tale! Cathlina søgte rundt i lokalet med langsomme skridt, hun så eftertænksom ud, som søgte hun en løsning.
"Er der virkelig intet De naturligt må nyde ved Deres væsen?" SPurgte hun så interesseret, hun havde massere af timer, de mere barske handlinger kunne vente. Roligt satte hun sig på ny i sengen, hvor hun løsnede sine støvler og smed dem. Her trillede hun om i sengen og lå derved på maven med blikket hvilede i hans retning. Man kunne vel lige så godt gøre det komfortabelt, det var lang tid de skulle være der.
"Jeg selv er stor fan af blodet. Men naturligvis også følelsen af at være øverst i fødekæden, styrken, en følelse af uovervindelighed. Det dyriske..... Åh jeg elsker det dyriske." Fødderne hævede hun og vippede blidt bag sig, med et forførende smil på sine læber. Hun kunne faktisk godt være sød, til et punkt. Det kunne også ændre sig, meget hurtigt. En skrøbelig bombe var hvad hun var.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at hun burde have ventet. Hun burde havde været blevet hjemme og så bare ventet på at hendes far endnu en gang ville indfinde sig og så kunne de snakke der. Og dog så følte hun ikke at dette kunne vente. Hun ville se ham og det var lige nu! Et sted havde hun vel brug for ham. Det var hende stadig så underligt det hele. Procias og Dvasias havde indgået en aftale om fred men hendes sind kunne absolut ikke finde ro. Hun sukkede stille som hun sad der på ryggen af sin store drage. Hun strøg ham let over det ene skulderblad mens de fløj afsted mod Manjarno. #Vi burde være blevet hjemme. Dig far vil ikke blive tilfreds med at se dig uden for den Procianske mur# pointerede han sigende i hendes hoved. Endnu en gang måtte Angel sukke og hun nikkede en gang. "Jeg ved det godt Chili. Men ...." Hun tav. Et sted havde hun ikke en god grund til hvorfor at hun ville se ham men det ville hun bare.

De havde nået i nærheden af kroen i Manjarno hvor Angel vidste at hendes far ville overnatte. Hun havde pænt bedt Chili om at blive oppe i den mørke himmel og vente på hende og selvom han ikke just synes at det var en god ide så gjorde han pænt som hun bad ham om. Roligt fløj hun self med de store hvide vinger ned mod den oplyste kro og hun landede ubemærket bag ved den. En kappe som hun havde haft i hænderne slog hun let om sig efter hun havde gemt sine vinger væk og så gik hun ellers rundt om bygningen og ind på kroen. Kroen var som den altid var men ej var hun interesseret i gæsterne. Hun søgte roligt op mod disken og fik fat i krofatteren bag den. "Marius Darcy's værelse" bad hun roligt og bartenderen fortalte hende hvor hun kunne finde det. Hun takkede ham og søgte så fluks mod værelserne for at finde sin far. Hun nåede døren og uden tøven bankede hun på et par gange og ventede på svar.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var bestemt ikke meget for Cathlinas tilstedeværelse, og særligt, når det måtte være på denne her måde. Han ønskede blot at få den overnatning på stedet her, så han kunne søge hjem. Desuden var han nu også fanget her, da han uanset, ikke ville være i stand til at tage nogen steder hen, så lang tid at solen måtte være oppe. Forbandet være sommerdagene.. Det var i det hele taget svært for ham, at sikre sig, at tingene ville gå, som de nu skulle.. Han ville hjem, og helst gerne uden, at hun fandt ud af for meget om ham.
"Jeg har aldrig værdsat det væsen, som jeg er blevet, og jeg kommer aldrig til det.. Blodet er mig nok det værste," sagde han direkte. Dyreblod gjorde ham syg. Han var nok den eneste vampyr i Procias, der på lovlig vis, kunne nære sig på menneskeblod, uden at blive straffet for det. Han væmmede sig ved tanken, men det gjorde uden tvivl værre for ham, hvis han slet ikke fik noget som helst.

Mere nåede han ikke at gøre ved sagen, da Cathlina lagde sig i sengen, før det bankede på døren. Hvem var det? Han ventede ikke just besøg af nogen som helst! "Hvor mange har De til at følge efter mig?" spurgte han denne gang med en mere kortfattet tone. En ting, var at han skulle håndtere hende, men flere vampyrere, var slet ikke nødvendigt!

[Deleted]

Manden var skør, han måtte lære at se det på den lyse side, eller, nærmere den mørke, lyset var han vidst lidt for glad for. Hvem havde forvandlet den jubelidiot i første omgang? Når jo, en hun skulle huske IKKE at takke. Hendes øjne rullede, før en banken fik hende til at hæve et øjenbryn, hun måtte snuse lidt, inden et smil gled næsten kælent over hendes læber.
"Åh det der er ikke mig, men det er en fornem gave. Måske en der kender mig godt?" Selvoptaget som hun var, var hun overbevist om at duften af den kvinde udenfor døren, som måtte værende engel, var en gave til hende. Hurtig var hun oppe af sengen, inden hun søgte roligt mod døren.
"Engel, og så en kvinde. Ih dog." Grinte hun, inden hun flåede døren op for at trække væsnet ind i værelset. Cathlina havde ikke tænkt sig at lade vedkommende flygte, men hun måtte dog også hurtigt blive rimelig hurtig klar over at disse var i familie. Der var tydlige tegn på det, hun sukkede opgivende og kastede kvindfolket fra sig, lettere irriteret over det ikke var til hende. Hun elskede engleblod, og bestemt fra en kvinde, og hun duftede så godt! Det var på ingen måde fair, men hun måtte nok hellere være sød, så sød som hun nu kunne være det. Døren var lukket efter hende, hendes blik hvilede mod dem på skift, den kvinde ødelagde altså alle hendes planer ved sin tilstedeværelse. Måske hun bare skulle æde hende? Eller også, kunne dette godt gå hen og blive en fordel.

[Angelique Amalani Darcy]

Der var noget i gære men hvad vidste hun ikke. Angel søgte sin far af en grund som hun ikke kunne beskrive. Chili havde bedt hende blive i Procias men som altid så havde hendes egen stædighed vundet og nu stod hun i den mørke nat på en Manjarnsk kro. Det var absolut ikke et særlig smart sted for en engel at befinde sig men hun ville bare så gerne se sin far. Hun nåede døren som hun bankede på. Hun kunne høre ... stemmer? Han var ikke alene. Måske hun bare skulle gå igen? Hun ville ikke forstyrre. Dog nåede hun ikke at reagere før døren næsten blev flået op. Følelsen af den kolde hud mod hende kunne hun tydeligt mærke også gennem kappen men ej var det hendes far som havde fat i hende. Hun prøvede at vride sig fri selvom der dog ikke gik længe før hun blev sluppet og skubbet i jorden med en kraft som vampyre nu en gang besad.

Hun stønnede kort af ubehag som hun løftede sig let fra jorden og kiggede rundt. Hendes blik faldt på hendes far og gled så over til kvinden som havde haft fat i hende. Hvad lavede han dog med en fremmed kvinde på sit værelse? Det kunne de snakke om senere. Lige nu var der andre ting at tænke på. Hun endte med at komme på benene, dog uden at flytte blikket fra den kvindelige vampyr. Hun vidste at vampyrer elskede engleblod og hun vel et eller andet sted måtte virke som en lækker godbid her for øjnene af hende. "Jeg håber ikke jeg forstyrer, Far?" sagde hun roligt da hun var kommet på benene og begyndte at børste sin kappe af for støv. Selvom hun var i et rum med to vampyrer så følte hun sig ikke bange. Hendes far ville ikke gøre hende noget og denne kvinde havde jo sluppet hende igen. Dog var hun stadig på vagt overfor den fremmede.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var ikke i så dyb harmoni med den indre vampyr, at han kunne kende den ene race fra hinanden på baggrund af lugt. Derimod kunne han gøre det på menneske og dyr.. Dette var et menneske. Umiddelbart ventede han sig ikke nogen, men det som derimod måtte komme ind af døren, var næsten det, der chokerede ham mest. Hvad pokker lavede Angel på denne side af grænsen?! Hun havde intet at lave på denne her side!
Hurtigt var han henne ved hende, for at hjælpe hende op, og føre hende mere bag sig. Ikke fordi at han ikke stolede på sig selv og Angel, men denne kvinde foran ham, var bestemt ikke en af slagsen, som han brød sig om, og særligt, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Svagt måtte han knibe øjnene sammen.
"Angel, jeg bad dig om at blive hjemme," sagde han hårdt, uden at kigge på hende. Hans blik hvilede derimod på Cathlina. Han vidste ikke hvad denne kvinde kunne finde på, og dog.. han ønskede bestemt ikke, at der skulle ske noget med hans elskede datter! Det var hårdt nok for ham selv, at skulle holde tænderne for sig selv, fra tid til anden, men det var ikke noget, som hun behøvede at vide. Hun var virkelig noget af det mest dyrebare, som han havde i sit liv, og selvfølgelig ville han da heller ikke have, at noget skulle ske med hende! Ikke på vilkår!