One last night.. one last breath

[Deleted]

Seraphina Samandria Sálacazar

---

Det var hen på sen eftermiddag, da Amadeus havde søgt til Dødens dal, med den lille Morgana i sine arme. Det var vigtigt for ham, at hun lærte, hvad det ville sige, at være en dødsengel.. lærte begge dele af sit liv. Dødsenglen havde hun da heldigvis taget så godt til sig, at det ikke var en bekymring for ham.
Lykkelig omkring den lille pige, som var det eneste, som han egentlig havde i sit liv, så var der rigtig meget, som stod på i øjeblikket. Han havde ansvaret for det lille liv, og siden han havde fejlet - ikke bare en, men to gange tidligere, så var det ikke noget, som han havde tænkt sig at gøre igen.
"Løb nu ikke for langt væk!" kaldte han, da den lille pige med den skønneste latter, stormede igennem Dødens Dal. En dal dækket af tåge, og som uden tvivl måtte leve op til sit navn. I det tilfælde, var det vigtigt for ham, at hun ikke frygtede det, som var så naturlig en del af hendes liv. Han trådte videre frem, mens han lagde de mørke vinger tæt ind til sin egen krop, så disse ikke ville være i vejen. Nu hvor der var den fred mellem Procias og Dvasias, frygtede han heller ikke just for sit liv.. nok mere for sin elskede lille piges. Hans barnebarn af blod, men opdraget, som var hun hans egen. Ikke ønskede han at fejle. Ikke om han ønskede at begå de fejl en gang mere.

Den lille piges latter kunne han høre på lang afstand, hvilket fik Amadeus til at trække på smilebåndet. Det var virkelig rart. Han stoppede denne gang op. I det fjerne kunne han se hende, og det passede ham fint. Han kunne ikke umiddelbart fornemme, at der skulle være andre, så der var vel heller ikke nogen grund til bekymring?

[Deleted]

Endnu i søgen efter flere dødsengle, da der ikke kunne være for mange, søgte hun et sted mørke væsner da uden tvivl ville elske, dødens dal. Det var smukt, uhyggeligt, men smukt, hun havde været her i lidt tid, gået rundt og nydt det, den dræbende stilhed som faktisk lå over stedet. Hun bare en smuk hvid kjole som sad tæt om hendes bryst, talje og hofter, hvor så slidsker gjorde det muligt for hende at bevæge sig. Vingerne hun var ankommet med, var i det skjulte, som hun blot måtte gå rundt som en smukt spøgelse med de sorte lokker dansende om hendes skuldre. De hvide øjne var søgende, hun endte med at stille sig i stilhed og bare være, der gik dog ikke længe før noget måtte ramme hendes sanser, hun tog aldrig fejl, der var dødsengle i nærheden. En barnelatter fik hende til at få endnu mere interesse, et barn? Hun kom til at tænke på den diskussion som hun havde haft med Mister J, det fik hende til at smile, hun så muligheder her, enestående muligheder. Med rolige skridt nærmede hun sig barnelatteren, dog uden at komme for tæt på, hun lod den hvide kjole blafre for at fange den lille piges opmærksomhed. Dertil forsvandt hun lidt længere ind i tågen for at skjule sig. En mand var med hende, gad vide om det var barnets fader? Nysgerrig var hun, meget endda. De burde tage med hende, at få pigens interesse var bestemt det bedste, børn havde det med at kunne overtale deres forældre til de mest skøre ting, og blev det et problem, måtte hun vel tage sagen i egen hånd.

[Deleted]

En helt anden fornemmelse, var det første som ramte Amadeus. Der var en anden til stede. Nu hvor det eneste han havde i sit liv, var Morgana, så var det bestemt heller ikke underligt, at det var hende, som han vogtede om, i den forstand, at det var ham overhovedet muligt. Ikke ønskede han, at noget skulle ske med hans lille pige, også selvom hun var ved at blive halvstor nu. Der skulle heldigvis ikke meget til, for at more hende.. Hun var vel mentalt de 10-11 år nu, så der var jo endnu meget at tage fat i, og særligt med det liv, som Amadeus ønskede at hun skulle leve. Nu hvor der var andre til stede, ville han bestemt heller ikke have, at hun skulle rende alt for langt væk. Derfor søgte han direkte efter.
"Morgana!" kaldte han med en fast tone, mest for at kalde hende til sig igen. Hvad de andre omkring ham ville, havde han ingen anelse om. Han kunne søge ind i deres hoved, og finde ud af det, men uden at have en grund til det, så gjorde han det trods alt heller ikke. Han spredte vingerne en smule, hvor han slog med dem. En dødsengel.. det var hvad han kunne fornemme, hvilket samtidig gjorde ham mere bestemt af sig. Han vidste jo hvad de kunne finde på. Han kunne høre Morgana rende rundt derude.. Troede hun nu, at det her var en leg? Det var der bestemt ikke tid til. "Morgana!" kaldte han endnu en gang. Hun havde bare at høre efter!

[Deleted]

Et navn? Det var altid godt at have, hun smilede tilfreds som hun søgte videre rundt, lidt frem og tilbage for at søge pigens opmærksomhed. Inden hun måtte søge frem og se barnet tættere på, hun smilede stort, sit balladefyldte smil. Roligt blev hun stående, at gå i knæ som mange nok gjorde med børn, det praktiserede hun ikke just. Køn var hun bestemt, de lyse øjne måtte næsten var dragende, såvel som uhyggelige og smukke. Hovedet søgte på sned.
"Morgana, hvilket kønt navn." Lød hendes stemme lavmeldt og legende, hun sendte pigen et smil, hun var ikke bange for manden der var med hende. Hun håbede bare at kunne få fanget pigen interesse, det ville i hvert fald give mest mening i første omgang. Roligt gled blikket ud i tågen, det var vigtigt for hende at få alle dødsengle samlet. Yndefuldt lod hun sine vinger søge frem, som hun spredte dem, store sorte og smukke, virkelig smukke.
"Hvad ville du sige til at møde en masse som mig?" SPurgte hun nysgerrigt og lokkende på samme tid, Corina havde jo til tider selv mentalitet som et barn, så i bund og grund burde hun kunne meget godt over ens med dem. Roligt rakte hun sin hånd mod pigen med et opfordrende smil, det blev fremført som et eventyr, hvilket det for COrina jo et sted faktisk også måtte være.

[Deleted]

Frygten begyndte svagt at stige i Amadeus. Han havde i forvejen ikke introduceret Morgana til særlig mange mennesker, udelukkende fordi, at han ikke stolede på dem, og aldrig havde han haft en grund til det. Endnu en gang kaldte han, selvom det var en tabt sag på forhånd. Det var næsten helt grotesk!
Morgana stoppede op ved synet af denne kvinde. Ukendt var hun på alle måder for hende, hvilket selvfølgelig også godt kunne mærkes på den stigende nysgerrighed på, hvem hun mon var, samt hvad hun var for noget. "Du har mørke vinger, som mig!" udbrød hun næsten helt begejstret. Hendes egne var bestemt ikke særlig store i forhold til, men de var der, hvilket også var noget som gjorde hende glad. Hun nikkede. At møde flere af deres slags, ville hun jo rigtig gerne!

Denne gang søgte Amadeus direkte igennem den tætte tåge, for at finde sin lille pige. Mentalt havde han allerede fundet hende. Nu handlede det jo bare om at komme derhen. Han kunne mærke at der var en anden ved hende, hvilket allerede fra starten af, fik vreden til at stige i ham. Hvad pokker var det der skete? Synet som dertil måtte møde ham, var bestemt ikke noget, som måtte falde i den gode bog. Langt fra faktisk!
"Slip hende!" advarede Amadeus med en fast tone. Morgana drejede hurtigt hovedet mod ham. Hun lyste helt op i ansigtet.. Uvidende om den fare som hun reelt stod i. "Far se," sagde hun glad og pegede på kvinden, inden hun forsøgte at trække hånden til sig. Amadeus stirrede fast på dem begge.

[Deleted]

Den lille pige var rent faktisk interesseret, med den søde naive tildens som de fleste børn bar præg af, hun var ganske kær. Dog vidste hun også at den eneste grund til hun var så nysgerrig, var fordi hun så en af sine egne, pigen måtte ikke være van til dette, en skam virkelig.
"Og hvor er dine bare smukke Morgana." Lød det fascineret fra hende, ganske enkelt fordi hun elskede enhver af sin egen race, deres vinger var jo unikke og smukke, det smukkeste som måtte findes. Hendes smil vedblev på hendes læber, som hun søgte at få pigen med sig. Corina smilede som hun fik øjne på manden der kom mod dem, ikke ligefrem glad, gad vide om forældre var sådan over for deres afkom, overbeskyttende?
"Vi skulle lige til at finde Dem, jeg har tilbudt Morgana her, at se flere af vore slags. I kunne komme og leve med os?" Lige til sagen, hendes ballademager smil som klædte hende så godt, lå dog stadig på læberne og hvilede perfekt. De lyse øjne stirrede intenst på manden. Hun lod pigen gå for nu, det kunne jo være manden her så fornuften i at komme med hende, hvis ikke, skulle han bestemt ikke nægte en lille sjæl i at ville være med sine egne. Det ville jo bare blive en ensom tilværelse for hende, stakkels pigebarn, og hvem skulle kunne lære hende bedre at blive en del af dødsenglenes samfund end en hel flok af dem?

[Deleted]

Morgana var uden tvivl interesseret i denne kvinde. I forvejen var det ikke mange som hun mødte på sin vej, og derfor stod hun gerne og snakkede med denne kvinde. Med hendes raceblanding, så kunne hun jo samtidig også fornemme, at der ikke var nogen løgn i hvad denne kvinde måtte fortælle, og derfor tog hun omkring hans hånd. At Amadeus derimod skule blande sig, for han ville ikke have nogen i nærheden af hans lille pige. "Se hvem jeg har fundet, far," fortalte hun med en glad stemme.
Amadeus delte dog ikke sin lille piges begejstring for dette møde, og særligt, når han nu ikke vidste hvem denne kvinde var, og ikke i verden, om det var en kvinde, som de skulle følge med. Han rakte hånden ud mod hende, som tegn til, at hun skulle komme til ham i stedet for. Det passede ham uden tvivl langt bedre, end ved denne kvinde! "Det lyder meget fint, men vi har andre planer.. Morgana, kom.. Vi skal hjem," sagde han med en rolig stemme. Selvom det måske alt sammen lød så fint og fornemt, så var det bare ikke noget som han delte. Han havde levet et liv alene i så frygtelig mange år, og det havde han skam også tænkt sig at gøre fortsat, og med Morgana. Han ville passe på hende, og særligt fordi, at hun også var det sidste, som han havde her i sit liv, og ikke noget, som han havde lyst til at miste af den grund.

[Deleted]

Meget fornuft var der ej over denne mand, balladen måtte derfor blive det tydeligere i hendes smil, så det skulle altså være på den hårde måde? Hun kunne jo altid spille sit lederkort først, var han bedøvende ligeglad med dette, så havde hun jo intet andet valg. Alle som bar dødsenglen i sig fortjente at leve blandt dem, hun var ligeglad med om de var fuldblods eller halvblods. Så længe den fantastisk grumme aura lå om dem, så var de velkommen. Corina lod hovedet søge på sned, blikket gled ned mod pigen.
"Ved du hvem jeg er Morgana? Jeg er Corina Darkheart, fyrstinde og leder af dødsenglene." Præsenterede hun sig, med et høfligt og yndefuldt nik. Det var jo kun fair den lille pige vidste hvem hun talte med. Roligt lod hun derfor også blikket vende tilbage mod manden, hvor på hun måtte ranke ryggen og se lidt hårdere mod ham.
"Jeg insistere på at pigen får muligheden for at leve blandt vores folk, mørke vinger er ikke altid velkommen ved andre folkefærd, men ved os, er i mere end velkomne. Det vil blive en sund opvækst for hende, og trygge rammer. Hvilket jeg tydeligt kan mærke på dig du ønsker." Man måtte jo sige hun talte sin sag, men noget sagde hende at denne mand var tykpandet og virkelig ikke særlig klog. I et bælte om livet hang hendes sværd, som var blevet specielt lavet til Zean den gang han var leder, og derefter vidergivet til hende. Hun ville ikke tæve med at bruge det, hvis det blev en nødvendighed.

[Deleted]

At der var nogen, der havde fat i hans lille pige, var ikke noget som faldt i Amadeus' gode jord på nogen måde faktisk. Han ønskede derimod hellere, at Morgana søgte hen til ham, så han kunne passe på hende, som han havde gjort, siden hun havde været helt lille. Han stirrede fast i retningen af dem begge. Hvem kvinden var, vidste han godt, hvilket endnu mere, var en grund for ham, til at holde afstand til det. Aldrig havde han ønsket, at være en del af det samfund.. Aldrig havde han ønsket, at blive noget, som havde nogen relation til tilværelsen som dødsengel. Han havde levet sit liv alene, hvor han kunne være i fred for alle de problematikker, som fulgte med. "Jeg ved udmærket godt hvem du er, Corina.. Det ændrer dig ikke på, at jeg selv, ønsker at tage mig af min lille pige. Morgana, kom," sagde han denne gang med en langt hårdere stemme, end hvad han havde gjort brug af frem til nu.
Morgana forsøgte at slippe Corinas hånd. At far skulle være sur, var der ikke nogen der ønskede sig, og der var hun heller ikke noget undtag. "Jamen, far.." Meget lys var hun jo, da hun også var opdraget og vokset op i lyset, takket være ham. Amadeus stirrede fast på hende, som et tegn til, at det ikke var en diskussion. De skulle væk herfra, og det skulle være lige nu. Jo længere tid de stod der, jo mere ængstelig blev han. Morgana var jo trods alt også det eneste han havde, efter at han havde mistet Yessica.

[Deleted]

Javel, han var altså en af dem, og han ville opdrage pigen i samme omgivelser? Aldrig ville hun lade det ske, de manglede folk, og dette var intet undtag, hun ønskede pigen med sig. Corina søgte nu ned på hug, for at tage fat i pigen og se hende i øjnene med sine egne dragende lyse øjne.
"Morgana, løb væk herfra, din fader og jeg skal have en voksensnak." Bad hun roligt, med et forsikrende smil. Et smil som et sted var fyldt med sandhed, for de skulle jo have en voksensnak, det blev i hvert fald ikke for børn. Selv hvis Morgana ikke søgte derfra, ville det nok ikke være noget som hindrede Corina i at gøre hvad hun følte var nødvendigt. Roligt og elegant rejste hun sig igen, kun for at give slip på Morgana og søge tættere på denne mand.
"Bør hun skamme sig over sine vinger?" Spurgte hun så med et provokerende og balladefyldt smil, hun gled ud til siden, for at kredse ham lidt. Det ville jo kun gøre ham opmærksom på hvad hun faktisk havde i sinde. Han skulle sættes på plads, og var dette ikke muligt, ville hun se livet forlade hans øjne. Og hvad hun kunne fornemme på det hele, blev det ikke en særlig lang diskussion. Han fortjente ikke at bære vingerne, og han fortjente slet ikke at opdrage en med dem. Corina måtte næsten få en helt specielt glød i øjnene, den velkendte mordlyst, han skulle sige en ting forkert i dette, og så var han ikke levende særlig længe. Hun ønskede jo blot pigen det bedste, var det så slemt?

[Deleted]

Morgana så forvirret fra den ene til den anden, inden hun alligevel så mod sin far. Amadeus nikkede. Hun skulle løbe. Langt væk fra denne kvinde! "Jeg finder dig bagefter," forsikrede han, hvor hun løb derefter, som hun havde fået besked på, så hun kunne gemme sig.
Amadeus vendte sig derefter mod Corina. Han kunne et sted godt gætte sig til, hvordan dette ville ende. Det ville næppe ende godt. Men for hvem, var jo det, som han skulle finde ud af. Det eneste, som han ikke ønskede, var at Morgana skulle opleve livet som en koldblodig morder. Der var en grund til, at han selv havde valgt at tage afstand til det hele. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse, som hun gik omkring ham. "Hun opdrages ikke til at skamme sig over de sorte vinger, Corina," pointerede han med en fast tone. Han lærte hende i det.. Han viste hende det, for det var en del af hende, sammen med en lang række andre ting. Han vendte sig, så han i stedet for, stod med fronten mod hende. Hans mine var skarp og fast. Han trak vejret dybt. Våben havde han ikke på sig. Han havde det mentale i hans oldgamle mentaldæmon.. det plejede at redde ham når det var nødvendigt. "Og dertil beder jeg dig om at lade mig og Morgana gå, og straks søge andre jagtmarker," sagde han kortfattet. Det eneste, som han ønskede, var at passe på hans datter. Det ville han ikke hamres i hovedet for!

[Deleted]

Det var sidste gang Morgana ville se ham, det skulle Corina nok sørger for, manden forpestede jo den stakkels lille sjæl, holdte hende fra hvad der var sundt og naturligt. Smilet gled over i ren ballademagerspil, hun var i den grad ude på ballade, afslørende var hun bestemt. Han virkede bestemt ikke til at give sig, en skam at en med så smukt et væsen måtte falde, men han fortjente det uden tvivl i hendes øjne. Hvad han var udover det åbenlyse, det anede hun intet om, men hun var uden tvivl forsigtig, og når det kom til kamp, var hun utrolig dygtig.
"Bare rolig, jeg skal nok tage mig godt af hende. Hun er trods alt en af mine egne, dele af hende ikke mindst." Grinte hun med en tydelig vanvid i stemmen, hun tøvede ikke med at trække sit sværd. Dette skulle nok blive sjovt, der var intet ved at få det overstået hurtigt, det skulle nydes til fulde dette her og det kom hun skam også til. Desuden var døden langsom den bedste for nogen som dem, de nød hvert minut til deres sidste vejrtrækning blev taget. Døden var jo en smuk ting, måtte han dø med et smil på læben. Corina så i retningen af den vej pigen var løbet.
"Du mig jo intet andet valg, men skidt pyt, jeg får da noget med hjem. En køn lille pige med massere af år til at blive formet perfekt i." I den position hun gled ud i, var det tydeligt at se hun var kriger, ligeså at hendes krop måtte indholde et væld af skjulte muskler som hun spændte op og holdte godt om skaftet på sværdet var måtte håndteres med to hænder for at føre det perfekt.

[Deleted]

Amadeus havde en sjov fornemmelse af, hvordan dette ville ende, og det var bestemt ikke fordi, at han havde tænkt sig, at lade det ende, som hun ville have det. At han skulle dø.. Nej, døden var han ikke just bange for, og det havde han aldrig nogensinde været. Mentalt var han indstillet på, hvordan det mon ville ende.. Han vidste det bare ikke, og selvfølgelig var det også noget som påvirkede ham. Han ville ikke have at hans elskede lille pige, skulle i klørene på denne kvinde!
"Du får hende ikke," sagde Amadeus med en kortfattet mine. Han var en gammel herre, som selv havde været meget igennem, og hun troede, at han ville være truet af dette? Et håndvåben? Han stirrede fast i retningen af hende. Dette var ikke noget, som han følte, at han havde tiden til. Dette var derimod et møde, som han ønskede overstået, så hurtigt, som muligt! Han lod armene søge ned langs hans krop. "Lad os gå!" Med de ord, søgte han direkte ind i hendes tanker og sind. Som mentaldæmon, sensueldæmon og dødsengel, var han i forvejen en farlig mix af racer, og det var naturligvis også noget som kunne mærkes... Men at hindre ham i at være sammen med sin datter, og holde hende i tryghed og beskyttelse, var slet ikke noget, som han fandt sig i!

[Deleted]

Det var langt fra første gang hun måtte stå ansigt til ansigt med en mentaldæmon, de var jo nyttige i krig, så hun havde da lært en ting eller to. Dog måtte det komme bag på hende at han var en, så derfor havde han fri afgang i starten. Hendes tanker var udelukkende på død og ødelæggelse, kaos, sindet var kulsort, dette havde hun dog intet imod at han så. Dog var nærmere tanken om selv at være mor, og det at det måtte skræmme hende, en ting som gjorde hun kæmpede imod, for det vedkom bestemt ikke ham. Selvom han ikke ville være levende længe til at udnytte den information til noget som helst, hun måtte komme med et vred råb, krigerisk som hun kunne være. Uden tøven stormede hun mod ham, ord nok var sagt, han skulle væk fra denne jord overflade. Pigen skulle med hende, og sådan blev det, at have ham løbende efter sin kidnappet datter kom ikke på tale, så derfor var det lettere bare at skaffe ham af vejen. Hendes øjne var knebet sammen, som hun svingede brutalt ud efter ham, dog ikke uden at skulle passe på sig selv, og holde sig fæstnet til jorden. Hans mentalevner kunne godt gå hen og blive et problem, men hun kunne altid leder sine tanker på andet, hun havde sine metoder på at bryde ting som disse. Selvom hun nok efterhånden burde få noget hokuspokus som kunne hjælpe hende, de var rimelig irriterende disse dæmoner, krænkede private tanker. Det var ikke pænt at snage sådan. Hun grinte vanvittigt, dette var jo morskab for hende.

[Deleted]

Amadeus var nok ikke den mentale dæmon, som man ville kaste sig i krig med, og det havde han heller aldrig nogensinde været, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det ville være i den anden ende.
At hun direkte gjorde et kraftigt udfald mod ham, fik ham til at sprede vingerne og kraftigt satte af fra jorden. Så nemt, blev det bestemt heller ikke! Han tænkte nok, at udfaldet her, ville ende direkte drabeligt, og ikke var det noget som han ønskede sig.. Overhovedet faktisk! Han kneb øjnene let sammen. Morgana var det eneste, som han havde, som mindede om noget, der havde betydning for ham og hans liv, og det var heller ikke noget som han havde tænkt sig. Han ville beskytte Morgana med sit liv, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed! Han søgte brutalt ind i hendes anker og sind. I forvejen, var det også de færreste, som kunne holde ham ude af det, hvis han virkelig ville ind. Han søgte direkte igennem hendes hoved.. Død og ødelæggelse, var det eneste, som han så. Han fandt det næsten grotesk, at der ikke var noget andet værdi i en tilværelse end det. #Forsvind# endte han med en fast tone, som han forsøgte at tage over kontrollen af hendes krop i samme omgang. Han var ikke fjendtlig indstillet. Han ville bare have lov til at leve et liv, sammen med sin elskede lille datter.