One last night.. one last breath

[Deleted]

Hvis tingene var for lette, blev de jo også kedelige, Corina elskede en udfordring, så det glædet hende da at han ikke bare kastede håndklædet i ringen, men faktisk ønskede at forsvare sig lidt. At han søgte op og væk, fik hende blot til at vende rundt og søge efter, hun ville ikke finde sig i han sådan smuttede. Dog mærkede hun også at han mente det mere seriøst som han søgte at bruge sin evne det stærkere, hun bed tænderne sammen og kæmpede sit for at holde ham fra at få det han ønskede.
"Skrub ud af mit hoved!" Vrissede hun, inden hun lod sværdet glide op langs hendes ansigt hvor hun kælede hovedet op af bladet i stedet. Det skarpe blad skar ind i den blege hud og efterlod en fin stribe som begyndte at bløde pænt, forfærdelig ondt gjorde det ikke, men det gjorde ondt nok til at hun fokuserede mere på det. Endnu engang søgte hun efter ham, selvom hun i den grad godt kunne mærke han havde noget at byde på, for hun blev i fokuseret, hvilket fik hende til at ryste på hovedet svagt. Dog nåede hun at rette op, og svinge sværdet efter ham på ny, denne gang kastede hun det dog efter ham med fuld styrke, for at gribe sin skjulte dolk og stikke ud efter ham samtidig. Forhåbentligt blev han distraheret nok til hun kunne komme tæt på uden han endte med at fucke det hele op i hendes hoved, hvor hun dog hadet mentaldæmoner!

[Deleted]

Amadeus havde allerede nu en skræmmende fornemmelse af, hvordan dette ville ende, og nu var han i forvejen ikke den mand, der gik mest op i kamp og det hele. Han ville bare gerne beskytte sin lille pige! Og så håbe på, at hun var fornuftig nok til ikke at gå med denne kvinde nogen steder hen!
Død og ødelæggelse, var det eneste, som Amadeus kunne mærke i hendes krop og sind. Selv han måtte finde det liv direkte tragisk og på alle måder endda, for han kunne bestemt ikke lide, at det var således, at det forholdt sig. "Giv mig en god grund.. Du skal holde dig væk fra mig, og du skal holde dig væk fra Morgana!" endte han med en fast tone. Den lille pige, var det eneste som han havde.. Det eneste, som gav hans liv bare en smule værdi ovenpå alt det som han havde mistet, og småting var det ikke ligefrem!
Denne kvinde var kvik.. en kende for kvik. Sværdet som hun kastede mod ham, undgik han kun lige med nød og næppe, også selvom det snittede ind mod hans side. Et gisp brød hans læber, inden han direkte vendte blikket mod hende igen, kun lige tidsnok til at se hende fare direkte mod ham med en kniv i hånden. Her stak hun ud efter ham. Den gennemborede hans bryst, som var det en kniv igennem smør. Alt fokus på hans flyvning røg, idet han bare faldt de meter til jorden, hvor han landede tungt på ryggen.
Dette slog pusten ud af ham. Han gispede svagt efter luft, idet han trillede om på siden i et forsøg på at komme op. Han var dødsengel.. Han nærede på smerte.. Selvom det gjorde ondt. Det sitrede i ham.. Var en kamp om at komme op.

[Deleted]

I kamp lærte hun at være hurtig, både på benene, såvel som hendes vinger, og bedst i luften var hun altså. Corina elskede at have sine små ideer, hun måtte jo gøre hvad hun kunne for at distrahere ham, hvilket lykkedes, et frydende smil gled over hendes fyldige læber, det var perfekt og hun mærkede at sværdet havde ramt ham. Øjnene lukkede hun kort, som hun mærkede dolken glide i ham så let som ingenting, det føltes fantastisk! Hvor hun dog elskede denne følelse! Hun holdte fast i sit våben, som han gled fra det og endte med at falde til jorden. Elegant landede hun ved ham, med det balladefyldte smil, det kunne ses på hende at enhver celle i hendes krop måtte nyde dette. Ansigtet lå nemlig i nydende folder, bestemt øjnene afslørede hende. Da han forsøgte at komme op, gik hun med rolige skridt mod ham, ganske få, inden hun skubbede hårdt til ham med foden for at få ham om på ryggen igen. Corina ville sige over ham, sætte sig på ham og se ham i øjnene, lade ham se hvad det gjorde ved hende. Hans sidste minutter i hans liv skulle bruges på at vide han virkelig satte en nydelse igennem kvinden som ville kidnappe hans barn og tage hende med sig. Dog ville hun heller ikke spilde tiden, for han viste sig jo at være en ganske skarp mentaldæmon, og før hun vidste af det var han blevet stærk nok af sine egne smerter til at komme igen. Nej hun måtte sikre sig han var færdig og hun ville se livet ebbe ud af hans øjne. Derfor hævede hun dolken på ny, kun for at sætte direkte efter hans lunger, så han kunne drukne i sit eget blod. Hjertet var for let, for hurtigt, men at drukne i sit eget blod, se det var en fantastisk død.

[Deleted]

Slaget direkte mod hans ryg, slog pusten ud af Amadeus, da han ramte jorden. Han gispede kraftigt. Ikke at han ønskede at ende sit liv på denne her måde, men hvad gjorde man ikke for at redde det, som virkelig havde en stor betydning for en? Han gispede let, idet at han satte hænderne i jorden i et forsøg på at komme op. Ikke at det helt gik som han ville have det. Corina var nemlig det hurtigere, og nu var han i forvejen ikke vant til at bekrige andre på denne her måde, da han altid havde holdt sig mere for sig selv, og mere alene.
Kniven som gennemborede luften og søgte direkte ned mod hans bryst, missede hjertet. Hans pupiller trak sig sammen.. Det første som han følte, var blodet, som straks begyndte at flyde, og hvordan han ikke var i stand til at få luft mere!
Hånden hævede han krampagtigt, og med en tydelig sitren. Han begyndte at hoste blod op, mens han kæmpede for at få luft, selvom det slet ikke ville, som han ville. Hovedet faldt ned i græsset under ham. Var det virkelig sådan her, at det skulle ende? Var det sådan her, at det føles at miste livet? Svagt missede han med øjnene, inden det begyndte at svimle for ham, og han begyndte at blive bleg.. Igen hostede han. Han kunne jo ikke få luft! Det begyndte at sortne for hans blik, idet at det sidst af livet, måtte ebbe ud af ham, og han faldt slapt ned i græsset for fødderne af dødsenglenes leder.. Han var død.

//Out

[Deleted]

Der var virkelig intet som at tage et liv, hun elskede hele senariet ved det, smerten der lå i det, der var så mange forskellige slags, og ligeså måder at møde døden på. I dette var hun på hjemmebane, mange i krig var faldet for hendes gøren, ikke kun med sværd, men ligeså med andre våben, samt de bare næver. At nyde det gjorde hun virkelig, det føltes så forfærdeligt godt, hun så på ham, opfangede det hele, den intense følelse det måtte fylde hende med. Smilet lå frydende og balladefyldt på læberne, øjnene strålede helt, det var smukt, utroligt smukt. Hun følte det hele, at han nåede at lide inden han døde, dog uden det gik for langsomt, pigen skulle heller ikke nå for langt væk jo. Da han måtte miste farven helt, og hjertet stoppede, samt smerten, vidste hun han havde fået fred. Kedeligt var det næsten, men hvad pokker, nu kunne hun fokusere på at finde den lille pige. Dette var netop hendes mål, hun tørrede dolken af i hans klæder, hentede sit sværd og rengjorde ligeså det. Den hvide kjole havde spor fra hvad der var gjort, kinden ligeså, men det var hendes eget værk. Med ganske rolige skridt, gik hun derfra med det største smil på læben, selvom det var en skam, fik hun stadig noget ud af dette. Børn var jo et ømt punkt for de fleste kvinder, og Corina kunne ikke tage at se en lille pige med smukke vinger blive holdt fra hvor hun hørte til, blandt dem.
"Morgaaanaaa?" Kaldte hun næsten eventyrligt, inden hun forsvandt i mørket på sin søgen efter pigen.

//out