The Hunt

[Deleted]

Melrose vidste at Gabriel følte ubehag i hans eget skind. Hun var overbevist om dette, fordi hun kunne mærke det så tydeligt og hans ubehag var noget som hun nærede på. Om hun havde nemmere ved at acceptere denne skæbne, var ikke noget hun var det mindste i tvivl om. Hun havde haft et liv som dødsengel i længere tid, end hun havde været engel. Men ikke engang dengang, havde hun følt sig tilpas i sit eget skind. Hun havde isoleret sig fra andre dødsengle og været en enspænder. Hun havde ikke brudt sig om den ulmende trang som altid var i hende, i forhold til at være i nærheden af døden og andres smerte. Men det hele var anderledes nu; hun havde været lykkelig. For en lille tid, men hun havde følt rigtig lykke. Derfor kunne hun godt acceptere sit liv i dette mørke helvede. Det var det eneste hun havde tilbage. Men dette gjaldt ikke for Gabriel. Han var så evigt frustreret og kunne ikke acceptere det lod som var blevet ham givet. Men hvad var det egentlig han ønskede? For det var tydeligt for Melrose, at han ikke havde noget at komme tilbage til i hans gamle liv. Det var derfor hun i et kort øjeblik havde mistet besindelsen og trukket daggerten og havde givet ham den. I sit stille sind, håbede hun at han ville tage i mod den, og drage daggerten igennem hans hjerte. At se hvordan hans øjne ville blive store, gispet efter smerte, blodet og hvordan livet stille forlod ham. Det var en euforisk tanke, men et eller andet sted havde det været en tanke der var drevet af nysgerrighed efter om han rent faktisk var så fortabt som han så ud til at være. Men da han rejste sig og vendte sig væk fra hende, vidste hun at det ikke var noget han ville. Han ville leve.

”Nej Gabriel. Jeg ønsker du vælger livet!” Melrose var sikker i sin sag. Nok ville det havde været adrenalinsuset værd at se ham lade sit liv, men for Melrose var det vigtigere at stå i mod hendes lod og overbevise ham om at vælge livet og ikke give op. Elanya ville aldrig tilgive Melrose, hvis hun mere eller mindre var skyld i at han endte sit eget liv.

”Jeg ved det, Gabriel. Men du må med tiden acceptere din nye skæbne. Dette er ikke noget du kan ændre. Den splittelse vil du for altid mærke.” Melrose selv havde først mærket denne splittelse denne aften efter hun mødte Gabriel. Et eller andet sted, var hun ham taknemmelig fordi han mindede hende om den hun havde været engang. For et eller andet sted boede lyset stadig i hende og kæmpede for at mørket ikke skulle herske i hende for altid.

Hun havde ikke tænkt over sin arbejdsgiver, eller det faktum at hun forrådte sin egen race. For hende var det vigtigere at hjælpe Gabriel. ”Jeg.. det har jeg ikke tænkt over. Jeg må sørge for at holde mig langt fra ham, ellers er det mig der ender død.” Tanken fik igen adrenalinen til at hvirvle i hele hendes krop. Det var en spændende tanke at nogen var efter hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At ende sit liv, var slet ikke noget, som Gabriel kunne få sig til. Nej, der var endnu så mange ting i hans liv, som han var nødt til at tage hånd om, selvom det nok var svært at se sig ud af situationen lige nu. Det var ikke nogen hemmelighed, at han bestemt ikke brød sig om den retning, som hans liv havde taget. Særligt fordi, at han ikke havde haft noget med den at gøre, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
Gabriel slap et tungt suk og rystede på hovedet og vendte sig mod hendes skikkelse. Tænderne måtte han derfor bide sammen.
"Jeg har ikke tænkt mig at ende mit liv, Melrose," sagde han med en rolig stemme, med en fast undertone. Sagen var vel, at han et sted var bange for det hele? Og der skulle i forvejen meget til, før han i det hele taget gik hen og blev bange.

Gabriel vendte blikket mod hende. Han ville gerne leve livet.. Han ville virkelig gerne kunne puste frit igen, også selvom det nok var svært at forestille sig, når det foregik på denne her måde. Han rystede kort på hovedet. Ville han for altid kunne mærke den splittelse? Ville han virkelig ende derude, hvor han ville gøre sine nære og sine kære ondt? Det ønskede han jo ikke!
"Jeg ønsker ikke at gøre mine nære og kære, noget ondt, Melrose.. Det har jeg gjort nok af i mit liv. Jeg vil ikke også, skulle nyde at gøre det!" Han vendte blikket mod vandet i stedet for. Bare at dykke ned i det, og aldrig komme op igen, synes næsten at være fristende. Rigtig meget endda.
"Så hvor har du tænkt dig at tage hen?" Selv Gabriel var frygtelig nysgerrig, og særligt på en som hende. Det gav ham desuden også andre ting at fokusere på, og derfor var det også nemmere for ham, at holde sig rolig. Han slappede mere af i skuldrene, og det kunne uden tvivl også godt mærkes i øjeblikket. Det var igen takket være Melrose og hendes fortjeneste.

[Deleted]

At Gabriel ikke ville tage sit liv, var noget som Melrose på en eller anden måde udmærket godt vidste. Gabriel var ikke typen der gav hurtig op. Han var for stolt. At Gabriel bekræftede dette, var noget som et eller andet sted glædede hende umådeligt. Og på den anden side, var det noget hun ærgrede sig over. Hun havde et eller andet sted håbet han ville stikke den daggert i hjertet, men det var jo en smule svært når hun havde smidt daggerten i søen!

Han vendte sig i mod hende og hun studerende ham nærmere. At han levede med denne splittelse, viden blot om at han kæmpede for at mærket ikke skulle overtage ham helt. Dette glædede Melrose, for denne splittelse var noget hun selv ville værdsætte. Det mindede hende om at hun var i live. Der var noget ved hans ord, som ramte hende. Hun vidste ikke hvad det var, men hun var i det øjeblik bange for, hun ikke kunne svare det samme. Hun havde jo haft et mål denne aften, og målet havde været ham. Han var den eneste i denne verden hun kendte. Andre var fremmede skikkelser hun blot passerede. ” Det er jeg glad for at høre Gabriel.. Men.. jeg ved ikke om jeg kan sige det samme. Selvom jeg ikke endte i mål her til aften. Det beviser vel et eller andet, gør det ikke?”

Hun havde så svært ved at forstå, at der stadig var lys i hende. Hvad kunne hun bruge det faktum til? Hun kunne aldrig opnå noget med det alligevel. Hun ville altid være en dødsengel. Hun kunne ikke vende tilbage til det hun engang var. Men hun havde svigtet sit erhverv som lejemorder, og det faktum hun faktisk havde haft et mål af egen race. Og hvor skulle hun tage hen? Procias var lukket land og Dvasias.. Hun turde ikke tage til Dvasias. Manjarno var heller ingen mulighed, eftersom at hendes arbejdsgiver vidste hun befandt sig i Natymia. Hvad havde hun så af muligheder?

”Jeg ved det ikke, Gabriel. Jeg har ingen steder at tage hen,” sagde hun mørkt. Hun vendte sig fra ham igen og satte sig i det mørke, fugtige græs. Hun sukkede dybt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At ende sit liv, var slet ikke noget, som kom på tale for Gabriels vedkommende. Han havde langt større ting og langt større ambitioner i livet, som han ønskede at udføre. Dette var måske et lille tilbageskridt, som i øjeblikket synes at være stort, men mon ikke, at han kunne komme ud af det igen? Det var i hvert fald lidt det, som han måtte håbe på, kunne man sige.
Gabriel rystede kort på hovedet. Melrose var mørk.. Han kunne slet ikke huske hende så mørk, som det hun måtte være i øjeblikket. Tænk engang, at hun havde været her, for at ende hans liv. Den tanke, forekom ham komplet surrealistisk! Og hun vidste derfor ikke, om hun kunne sige det samme? Det mørke, som hun viste i sit sind og sin sjæl, var slet ikke, hvad han mindes om hende.
"Hvordan kan et væsen så lyst, som jeg husker dig, vende dig mod mørket på den måde, Melrose?" spurgte han pludseligt. Han ønskede tilbage til lyset, om det så skulle vise sig, at være en kamp for resten af hans liv, så var det en, som han havde tænkt sig at tage op. Ikke ønskede han noget andet.. Han ønskede det i hvert fald ikke for nogen, og det var han heller ikke bange for at indrømme for hende. Dette var ikke hans lod i livet. Det ville ikke få lov til at blive det!

At hun ikke havde nogen steder at søge hen, var en tanke, som han måtte finde trist. Der var jo så mange muligheder. Procias sågar, efter at grænserne var blevet åbnet. Udelukkende på grund af den fredsaftale, som var lagt med Jaqia, så det havde jo også sine klare fordele i den forstand.
"Der er mange steder at tage hen. Jeg synes bare, det ville være synd, at slippe lyset helt, når jeg kan mærke, at det er i dit hjerte," endte han. Han havde forladt stedet, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at hun var nødsaget til at gøre det samme. Han ønskede slet ikke, at det var sådan, at tingene skulle forholde sig. Han ønskede faktisk det bedste for dem omkring sig. Han forsøgte på det om ikke andet.

[Deleted]

At ende sit liv.. Det var en overvejelse Melrose havde haft så mange gange, men det var aldrig noget hun fik fuldført. Hun havde holdt ved på trods af al den modgang som havde mødt hende. Derfor var hun så umådelig lettet over, at Gabriel heller ikke nåede helt der ud, hvor at begå selvmord var den eneste løsning. At han stadig havde ambitioner og mål som han ville fuldføre ud i livet. For dem havde Melrose ingen af. Kun ambitioner og mål der havde noget med hendes hverv som lejemorder at gøre. Men det var som om noget havde ændret sig i hende. Som om at noget kæmpede imod, at hun vendte tilbage til sit hverv. Det gik langsomt op for hende at det ikke var noget hun kunne fuldføre, efter denne aften. Ikke efter hun var stødt ind i Gabriel. Hun kunne ikke slå ham ihjel, for han var en del af den fortid hun sådan længtes efter. Hun rystede selv på hovedet. Selv forstod hun ikke hvad det var der var sket. ”Jeg ved det ikke, Gabriel. Men det virkede lettere at vende sig mod mørket, i stedet for at kæmpe mig tilbage til lyset,” sagde hun opgivende. Det var jo sandt. Hun havde ladet sorgen og vreden tage over, og i sidste ende var det nemmere at vende sig i mod mørket, i stedet for at acceptere sorgens tilstedeværelse og vende tilbage til hendes hverv som lysets tjener. Men det var som om at Gabriels kamp for at ændre loddet i livet, inspirerede hende til at tage den kamp, hun før havde fravalgt.

Melrose havde fravalgt Procias, selvom hun vidste grænserne var åbne. Hun ville ikke føle sig tilpas ved at vende tilbage til Procias. Hun følte sig ikke velkommen længere, fordi hun havde vendt lyset ryggen, men nu hvor det var gået op for hende, at lyset havde ikke vendt hende ryggen. ”Hvordan kan jeg vende tilbage til Procias, når jeg har vendt lyset ryggen, Gabriel? Hvad skulle en dødsengel i Procias?” spurgte hun og sukkede endnu engang dybt. Hun vidste jo godt et eller andet sted at det var muligt, så længe hun selv ville tage kampen op. Men det var så svært for hende at begynde kampen tilbage til lyset.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Melrose havde været en engel før, så mon ikke hun kunne finde det lys igen? Man kunne jo trods alt håbe.. Mørket måtte ikke overtage det hele.. Mørket måtte ikke vinde. Der var intet lys uden mørke, som omvendt. De var afhængig af hinanden, og nu mærkede Gabriel jo tydeligt på sin egen krop, hvad det ville sige, hvis den ene del, faktisk endte med at tage over. Det var slet ikke noget som han ønskede på sigt. Nej, derfor måtte man finde andre mål.. andre ambitioner, og det burde hun også godt kunne.
"Er det ikke altid nemmere, at gemme sig i mørket, end at komme frem i lyset?" spurgte han. At han i øjeblikket, måtte hjælpe hende, mens han selv stod i lysten og desperationen efter den samme hjælp, var faktisk ikke rigtigt noget, som han tænkte yderligere over. Det var bare.. svært det hele. Det her var bare så uoverkommeligt for ham lige nu.
"Procias har brug for en med det lyse hjerte, som jeg ved, at du har.." sagde Gabriel ærligt. Det handlede jo bare om at se mulighederne, og han vidste jo, at hun havde dem.. Det havde han jo set, dengang han ikke havde været særlig gammel, og selvfølgelig var det også det, som han ønskede at få frem igen. Hun burde da for pokker kunne se det! Ved at snakke om hende, kunne han også samtidig glemme sine egne kvaler en smule.

Gabriels skuldre faldt mere og mere tilbage på plads igen, jo mere han fokuserede på Melrose, snarere end hans egne mange problemer. Det var ikke nemt.. overhovedet ikke faktisk.
"Du havde det gode hjerte, både før og efter Irryathen, Melrose.. Jeg ved, at du af alle, kan," sagde han denne gang med et smil på læben. Han var allerede nu, faldet langt mere til ro.

[Deleted]

Melrose vidste nu at mørket aldrig havde forladt hende da hun blev engel. Men hun havde ladet det være og i stedet vendt sig mod lyset. Men mørket boede stadig i hende. Lå på spring og ventede på at hun igen ville blive sårbar. Men da det endelig skete, forlod lyset hende ikke, selvom hun vendte sig imod det totale mørke. Hun havde aldrig rigtig forstået at lyset og mørket var afhængige af hinanden. Hun havde altid troet at en af tingene boede i en. Dette var dog ikke tilfældet. Lyset var stadig i hende, på trods af hun havde valgt mørket. Det betød vel noget, gjorde det ikke? Måske var hun i stand til at vende sig imod lyset igen.

”Jo, det er nemmere. Lyset blænder så forfærdeligt!” sagde hun og smilede et lille smil til ham. Hun var ikke noget til denne konklusion, uden Gabriel. Måske var det hende der havde råbt så desperat om hjælp, og endelig var der nogen som havde hørt hende? Men hun vidste også at Gabriel havde brug for hjælp, og hun ønskede bestemt at hjælpe ham så godt hun kunne.

”Et lyst hjerte? Det føles ellers som om mit hjerte har været fordærvet af mørket. Men måske ikke,” sukkede hun. Hun vendte blikket mod ham. ”Og Gabriel.. hvis der er nogen i miles omkreds som besidder et lyst hjerte med varme og omtanke for sine medmennesker.. så er det dig,” fortalte hun ham. Hun måtte lade ham forstå, at i dette tilfælde stod de i samme tilfælde. De kunne begge vende tilbage til Procias.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det havde måske været meningen, at Gabriel skulle møde Melrose i aften. Det havde givet ham en anden klarhed, end hvad han var kommet hertil med i udgangspunktet. Det samme havde hun vel? I udgangspunktet, var hun jo trods alt kommet, for at ende hans liv, også selvom det slet ikke var noget, som han ønskede at tænke yderligere over, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han rystede kort på hovedet. Igen løb tankerne af med ham.. Det var han nødt til at stoppe!
"Min mor sagde altid, at lyset afslører sandheden, og hvem folk i virkeligheden er.. hun havde ondt af de væsner, der levede i mørket," sagde han direkte. Derfor gav det også ganske god mening, at hun altid havde fundet den slags mænd, som kun havde gjort hende ked af det. Grotesk som det end lød, så var det ikke noget, som man kunne gøre noget ved lige nu. Han savnede hende.. Jovist gjorde han det.

"Det er nok bare nemmere, når man er trist, såret og ked af det, at gemme det hele af vejen, i stedet for, at komme frem i lyset," pointerede Gabriel med en rolig stemme, som han endnu en gang, måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Gjorde hun sig tanker om det hele nu?
Hvorvidt om Gabriel skulle have et lyst hjerte, tvivlede han da på.. han havde kun gjort folk ondt, og det var jo også derfor, at han havde valgt at tage turen væk fra Procias. Han ville ikke gøre det mere.. Han var færdig med den slags. Han ønskede ikke at fortsætte med det. "Der er ikke så meget lys i mig mere.. Det mørke, som i sin tid, tog min fader, er jeg bange for, også har taget mig," sagde han med en ærlig stemme. David havde jo aldrig været en god mand.. Langt fra.

[Deleted]

Det havde været en mærkværdig aften. Hun havde ledt efter ham, med udgangspunkt i at slå Gabriel ihjel, og nu stod hun her og havde fundet et form for svar på al den meningsløshed som havde hersket i hendes liv så længe. Det var lidt som om Elanya havde været her i ånden og vist dem begge på vej, selvom både hun som Gabriel stadig stod ved en skillevej og ikke helt vidste hvilken vej de skulle gå. Men Melrose var ikke så usikker længere. Måske var det på tide hun gik imod lyset igen, og lod det rumme hende. Selvom vejen var tvær og usikker, så vidste hun et eller andet sted i hendes inderste, at det var en vej hun måtte gå, hvis hun skulle have forhåbninger om at føle lykke igen. Føle at hun havde mål og ambitioner her i livet. ”Det er sandt. Mørket bringer det værste frem i folk!” Det havde hun jo selv mærket på egen krop. At Elanya den ene gang efter den anden havde fundet mænd af mørket, som havde præget hende så meget i sind og krop, begreb Melrose ikke. Men det var ikke muligt at fordømme de døde. De fortjente at leve i fred!

”Ja, det er nemmere. Det var det for mig. Det skete allerede efter Lucas’ død og jeg blev først en dødsengel kort efter og så kunne jeg ikke komme ud af det igen. Ikke før det gik op for mig at jeg er i stand til at kæmpe mig tilbage i lyset og det var dig der gjorde mig klar over dette, Gabriel.”

At Gabriel på den anden side, gik den modsatte vej, og hældede mere mod mørket, skræmte Melrose. Men måske var der en mening med at han gik den vej han gik. Hun vidste at han havde et lyst hjerte, men han havde behov for at finde sig selv igen. ”Giv det tid, Gabriel. Jeg ved at lyset bor i dig, men for dig er det lettere at vende dig i mod mørket. En dag vil du vende tilbage lyset. Og nej, du er ikke din fader. Mørket vil ikke overtage dit sind.” Hun vendte sig om i mod ham og så på ham med en  bestemt mine.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste ærlig talt ikke, hvordan han skulle håndtere alt dette, og det var han heller ikke bange for at lægge skjul på. Han frygtede for, hvad mørket ville gøre ved ham, og særligt fordi, at det i forvejen, var så stor en del af hans familie i forvejen, og dette gjorde det bestemt heller ikke bedre for hans vedkommende. Faktisk gjorde det ham direkte ked af det.
"Tabet af Lucas, påvirkede os alle sammen, Melrose.. Han var en mand, som selv stod mig meget nær, da jeg var lille." Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Dette var noget, som han stod fuldkommen fast på, og ikke var han bange for at sige det højt. Han var virkelig bange for den familie, som han selv var en del af, og det havde han været i mange år. Nu stod han jo selv i situationen, hvor mørket forsøgte at tage fat i ham.. Og skræmmende som det end var, så var han bare forbandet fristet til at give efter for det.

At Gabriel alligevel havde formået at gøre en forskel for hende, var uden tvivl noget, som Gabriel var rigtig glad for, og ikke, var det noget, som han kunne lægge det mindste skjul på, når det endelig var. Han bed tænderne let sammen, inden han vendte blikket mod søen foran ham igen.
"Jeg har måske åbnet dine øjne, men det er stadig dig, der har remedierne til at gøre noget ved du. Du har gjort det før, Melrose.. Du er ikke den kvinde, som du i aften har forsøgt at være.. Jeg kender dig bedre end det." Han gav måske efter for mørket, men det ville være synd og skam, hvis en kvinde som hende, gjorde det samme, og særligt, når han vidste, at hun havde mulighederne, for at gøre så meget andet ved det.
Lyset boede i ham, men det var svært at finde, og særligt lige nu. Han sukkede let.
"Lige nu, er det svært for mig at finde.. Jeg må nok bare acceptere, at det her, nu skal være en stor del af mig. Det er mig.." De mørke vinger spredte han med ordene.. Han var blevet mørk. Det havde han været siden tabet af Silia. Grotesk som det end måtte lyde.

[Deleted]

Uvisheden var i mange tilfælde den værste fjende. Den var usynlig, og det var aldrig klart hvornår den ville ramme en. Det eneste der kunne gøres, var at være forberedt på at den ville komme. Men dette var ikke forudsigeligt. Melrose havde bekæmpet uvisheden, ved at være fuldstændig ligeglad med hvad der ville komme hende i møde i den nærmeste fremtid. For hun havde mørket, og det kunne hun stole på. Mørket var som en gammel ven, der havde budt hende velkommen tilbage, og hun havde omfavnet mørket og alt det som kom med det. Hun havde glemt smerten, sorgen for en tid. For en tid havde hun været lykkelig, ved at tære på andres glæde. Men i dag var hun vågnet. Det var endelig gået op for hende hvad hun egentlig havde mistet. Og Lucas var det største tab. Han var elsket af alt og alle dengang. Alle beundrede og værdsatte ham. Han lærte Melrose at elske og værdsætte sit eget liv og dem som omgav hende. ”Han var en god mand, der bragte mange tryghed og klarhed. Så længe har jeg fortrængt mindet om ham, men det kan jeg ikke længere,” fortalte hun Gabriel.

Gabriel stod der, hvor Melrose engang havde stået. Mørket var ved at indtage ham, og fortære hans indre lys, men et eller andet sted, så vidste Melrose at han ville klare sig igennem som hun havde. Måske var det meningen han skulle ende et dystert sted, for at indse at der var noget han kunne komme tilbage til. Og det vidste Melrose nu at hun selv havde. At der stadig var noget her i livet hun kunne kæmpe for. ”Du har ret, Gabriel. Men jeg har så uendelig svært ved at give mig selv kredit for at jeg er der hvor jeg er. Men her er jeg, opsat på at vende tilbage til det liv jeg engang havde. Og jeg kan føle den naturlige glæde igen. Jeg kan se håbet, og ved at jeg atter kan vende tilbage til lyset.”

Hun måtte opsøge englenes leder, og bede om tilgivelse for det hun havde gjort. Hun måtte bede ham om godkendelse til at hun kunne vende tilbage til sit hverv som tjener af lyset og healer. Det var hvem hun var. Hvem Lucas havde formet hende til at være.

”Dette er dit liv nu, Gabriel. Mørket har omgivet dig og du har taget imod det. Men dit liv ender ikke her; en dag vil du finde din vej, og hvor den vil føre dig hen, ved du endnu ikke. Uvisheden. Den kan både være vores værste fjende, eller vores eneste håb.” Hun var ikke usikker på sine ord. Lyset indeni hende begyndte langsomt og lyse stærkere inden i hende, og det var som om det trængte igennem, og skabte en svag lys aura omkring hende. Lyset som hun før havde vendt ryggen, var vendt tilbage til hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Som Melroses øjne, var endt med at åbne, var Gabriels nok endt med at glide i, og han kunne ikke holde dem oppe længere. Det var en kamp, som han ikke kunne overskue.. Alt den ødelæggelse, som han havde forårsaget, og alle de glæder, som han havde taget fra folk, og alt det, som han havde kostet så mange omkring sig. Var det underligt, at det var nemmere, at lukke øjnene for det, og blive slugt, af det mørke, som han nu havde i krop og sind? Det var sådan, at han så på det. Et kort smil måtte dog alligevel passere hans læber. Hvis der var nogen, der formåede at få ham til at smile, så var det da uden tvivl Melrose.
"Det ville være synd og skam, at lade ham blive glemt, så god en mand, som han var. Han gjorde meget for rigtig mange. Min moder deriblandt.. og jeg selv." Selv havde han rigtig meget, at takke den mand for. Var det virkelig noget, som man skulle glemme? Det ville Gabriel bestemt ikke mene!

Melrose havde alle midler og alle muligheder. Der var intet ondt i hende, og aldrig kunne han huske, nogensinde at have hørt historier om, hvor hun havde gjort skade på andre. Det var jo ikke just den samme rekord, som han kunne prale med, kunne man sige, hvilket næsten var det værste af det hele. Han skammede sig vel over den mand som han var?
"Det ville være synd, ikke at forsøge med det, Melrose.. Du har alle midlerne," sagde han med en ærlig stemme. Et svagt smil passerede hans læber. Kunne han hjælpe hende med at omlægge sit liv, bare en smule, var det også det værd. Han elskede jo at hjælpe folk, selvom han knapt var så god til det. Hun vidste vel hvad hun snakket om?
"Du har ret.. Det er mit liv.. Noget som jeg må lære at leve med.. Og jeg ved at jeg kan. Det er bare uoverskueligt og svært lige nu.. Men det kommer.. Det ved jeg at det gør." Han sendte hende et svagt smil. De kunne vel hjælpe hinanden lidt?

[Deleted]

Sommetider skulle man ned og røre bunden, før man var i stand til at rejse sig igen. Det var hvad der var sket med Melrose, og hvad hun var sikker på ville ske med Gabriel. Han havde tabt så meget, og han følte han havde forårsaget så meget ødelæggelse. Han måtte give det tid. Give sig selv tid til at tilgive ham selv. Melrose troede ikke på at Gabriel havde gjort nogen ondt, men omstændighederne havde forårsaget at han gav sig selv skylden for dem han havde såret og den fremtid han havde ruineret. Melrose vidste der var godt i Gabriel. Hun vidste han havde et godt sind, som hun selv. Men han var fortabt, og han måtte finde sin egen vej at følge. Alligevel så hun et håb, da han smilede et lille smil til hende. ”Ham eller din moder vil jeg aldrig glemme Gabriel. De står mit hjerte ligeså nært, som du gør.” Hun mente hvert et ord. Ikke fordi de havde set meget til hinanden, men det var som om at alt det mørke som var i hende, smuldrede væk, og al den kærlighed hun havde for sine medvæsner svulmede op igen. Så længe havde hun fornægtet kærligheden og minderne om denne, men nu fyldte den hver en centimeter i hendes krop. Men selv hun måtte tilgive sig selv, for hvad hun havde gjort. Hun havde slået andre ihjel, i koldt blod. Ikke huskede hun meget af det hun havde gjort, men det var stadig en kendsgerning, at hun ikke kunne stå ved det. Det ville tage tid for hende at tilgive sig selv, men hun vidste at tiden nu var en af de dyrebareste ting som var blevet hende givet. ”Jeg vil prøve, om det så er det sidste jeg gør. Jeg vil være i stand til at se mig selv i øjnene igen, efter alt det utilgivelige jeg har gjort.”

”Det vil du. Det bliver du nødt til Gabriel, og jeg vil være her til at hjælpe dig, når du engang har fundet din vej igen. Jeg kan ikke svigte dig nu.” En kampgejst fyldte Melrose. En kampgejst hun ikke havde følt i lang tid. Hun ville i den grad udfordre uvisheden og skæbnen og vise at hun kunne tage styringen i egen hånd!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Når man først havde ramt bunden, så var der kun en vej, og det var op.. Gabriel skulle bare lige have lov til at sluge det hele. Det var svært alt sammen, men hvis han havde en mulighed for at gøre meget om på det, som han havde gjort i sit liv, så ville han heller ikke tøve med at gøre det, og det var han heller ikke bange for at lægge det mindste skjul på i den anden ende. Han sukkede tungt og vendte blikket mod søen. Han havde hjulpet Melrose nu, og det kunne uden tvivl godt mærkes, så alene det, var ikke noget ,som måtte sige så lidt igen i den anden ende. For ham, var det bare.. svært og umuligt lige nu, hvilket uden tvivl godt kunne mærkes.
"Bare du ikke glemmer dem. De må ikke glemmes," sagde han med en direkte stemme, som han kort rystede på hovedet. Det gjorde ondt at tænke på. Han trak vejret tungt. Det var vigtigt, at man ikke glemte dem, som i forvejen, havde gjort så meget i deres liv, og særligt, når det måtte foregå på denne her måde. "De har begge to banet vejen for meget af det, som sker i Procias.. og hvad der burde være sket, men gik tabt inden," sagde han endeligt.

At vide, at han havde gjort så meget for Melrose, var en tanke som Gabriel godt kunne lide. Måske at an rent faktisk kunne finde ud af det alligevel? Måske at verdenen ikke var så sortseende, som han i øjeblikket havde gjort den til. Tungen strøg kort over hans læber.
"Jeg skal tidsnok finde min vej, Melrose.. Når jeg engang igen kan se klart på baggrund af, hvad der er sket mig," sagde han med en ærlig stemme.
Et smil passerede Gabriels læber. Han kunne rent faktisk smile i øjeblikket! Han trak vejret dybt igen. Han havde det bedre nu. Uden tvivl meget bedre, end hvad han var startet ud med.
"Tak Melrose," sagde han pludseligt. Han var virkelig glad for den peptalk, hun gav ham i øjeblikket.